Turene til Medanien var ved at blive færre og færre, for hvert år der gik. Hvilket både havde et positivt og et negativt afsæt i sig. Turene til Medanien tog ofte alt for lang tid, Lily var ikke særligt glad for det at skulle bruge teleportører til at rejse, men holdt sig mere til hesten og hestevognen, og derfor var det en tur, som begge veje, tog længere tid. 
Så det var oftest ved de årlige højtider og helligdage, hvor Lily alligevel ikke skulle på scenen og hun havde tid til at tage væk fra Dianthos, og bruge tid på den familie som hun havde tilbage. 
Julen og nytåret var blevet brugt sammen med hendes fader, det var ved at være længe siden at hun havde set både hendes mor og hendes lillebror. Grænsen og forskellighederne mellem hendes moder og fader, var simpelthen stadigvæk for stor til at de ville og kunne enes, og derfor havde det kun være Lily og Henry samlet til disse højtider. 

Hesten var blevet trukket ud af stalden og den var gjort klar til en mindre ridetur. Nu hvor højtiderne var blevet afholdt, og Lily stadigvæk var i området, kunne hun ligeså godt bruge tid sin gamle venskaber og holde disse vedlige. 
Der var ikke mange steder i landet, som kunne byde på den natur og skønhed, som Medanien havde at byde på. Nuvel, der var mange steder som hun endnu ikke havde besøgt, men havde hørt om og havde hørt godt om, men det var i Medanien hendes minder var, hendes barndom lå begravet og hun kendte området som hendes egen lomme. 

Som hesten fik bragt hende frem i landskabet, nærmede hun sig nabo gården, som alligevel lå et godt stykke fra hendes barndoms hjem. De havde begge store tønder af land, som gjorde kilometerne i mellem dem lange. 
Som hun kom ind på gårdens område, kunne hun nu træde af hesten, tøjle den og søge efter barndoms vennen, som det var ved at være alt for længe siden hun havde set. "Severin?" Den lyse stemme brægede ud over gården, og hendes øjne spejdede efter den høje mand.

Tiden gik langsomt og hurtigt på en gang ude på landet. Hverdagen bragte ikke megen forskellighed, og tiden blev brugt på mange af de sammen opgaver, som monotont løb igen. Severin var en mand der fandt stor ro og behag i det kendte og at alting forløb som det plejede. Der var enkelte overraskelser med jævne mellemrum, men intet der kunne kategoriseres som særlig voldsomme, og nogen ville påstå at hans liv var dødsens kedeligt.

Severin stod i laden, pakket ind i varme klæder i vintervejret. Han bar en fodersæk over den ene skulder, som vejede den ikke mere end en hovedpude, og hældte foder op til sin håndfuld geder og de to store bryggerheste, som kom luntende ind fra at have været ude og gå på marken. Han fandt ro ved dyrene, og behandlede dem godt. De havde plads, massere af hø og halm, og han sørgede for at alle blev fodret rigeligt. Æslet som gik ved hestene, begyndte at skryde ved synet af gulerødderne som Severin hev op af lommen og lod alle dyr få et hver. Med undtagelse af hønsene, som var gået ombord i kornet.

En lys stemmes kalden, bragte ham ud af sin rutine. Sækken blev sat på gulvet, som han gik hen til porten og kiggede ud. Huen sad nede om hans øre og halstørklædet var spændt om halsen. Et venligt smil var allerede på hans læber, og havde været der selv som han gik blandt dyrene. Et smil der lyste mere op som han så stemmens ejermand. "Lily?" det var hans barndomsveninde, som havde valgt at rejse til storbyen og udleve sine drømme der. Hun var et sjældent syn på disse kanter. Han traskede ud på gårdspladsen for at gå hende i møde og give hende et stort bjørnekram som hilsen.

Det var ikke på landet at der skete det meste, men de fik noget ud af dagen og nød det erhverv som de havde. Hun havde selv været en stor del af det, som hun havde boet på nabo gården. Hun havde måske ikke haft meget hårdt fysisk arbejde at gøre på gården, hun var jo datteren på stedet. Men hun havde elsket at bruge sin tid i stalden med hestene, hvor hun tit havde muget ud, sørget for at hestene havde det de skulle have og at de hele tiden var børstet og klar til en ride tur. Det var noget hun havde sat pris på at gøre, fordi hun var så glad for de heste. Men det var også mere eller mindre stoppet der, de havde og har tjenere og folk, som ordnede haverne, sørgede for at plukke de helt rigtige druer, og hvad der ellers var at gøre. 
Men ofte så gik tiden langsomt, når man var på landet, men ikke på en dårlig måde. Der var en ro over det liv, og derfor så elskede hun når hun kom tilbage. 

Lily selv var også pakket godt ind i forhold til kølige vejr, som han over landet disse dage. Det var stadigvæk vinter, og det var især hårdt for landmændene. Det var ikke til at så eller gøre noget i disse dage, så de ventede spændt på at vejret ville skifte, og håbede på en mild vinter.
"I egen særprægede person" Grinede hun roligt, som hun gik over mod Severin. Severin var en stor mand, en mand af venligheden selv. Han kunne dårligt nok gøre en flue fortræd, og så var han så venlig og positivt, og det var det Lily elskede ved denne barndomsven. Hun lagde armene omkring ham, som han også kom hende i møde, og de nu stod ude i gården sammen. "Det er virkelig længe siden. Hvordan har du det, Severin?" Spurgte hun varmt. Der var meget at følge op på.

Severin lod krammet vare et par ekstra sekunder, men sørgede for ikke at klemme for hårdt. Hun skulle kunne mærke at han havde savnet sin barndomsven, men hun skulle nødigt blive gul og blå nogle steder på bekostning af det.
"Jeg kan ikke klage. Det vil være rart hvis der kom noget mere sol. Hestene gider ikke stå alt for meget inde" jo, de kunne godt holde varmen ude, med den vinterpels de havde fået sig. Men når der rigtig blæste og var ubehageligt koldt, stod de samlet inde i folden. Nogle nætter havde været så kolde, at han havde været ude og lukke til, så de ikke stod i træk. Stakler.

"Kom! Kom med ind i varmen. Så kan du fortælle mig alt det nye du har oplevet" tilføjede han ivrigt. For der var ingen tvivl om hvem af de to der havde oplevet mest! Han glædede sig til at høre om teaterlivet, folk hun havde mødt og generelt hvad hun havde oplevet. Gerne over en kop god varm te, og nogle småkager! Han havde næsten lige bagt!
Severin lagde en storm arm om skulderen på sin noget lavere veninde, og førte hende til stuehuset der allerede havde en god varme.
Hue, halstørklæde og vams blev taget af kroppen, inden han gik ind i køkkenet, hvor ilden knitrede roligt og lunt. "Så!" indikerende at hun skulle sætte sig, som han drejede drejede krogen ind over ilden igen og hældte vand i kedlen.

Hun kunne ikke andet end at smile for sig selv, som Severin lod krammet varer ved lidt længere. Hun nød hans omfavnelse, han var en rar person, en varm mand. Der var ikke noget ondt i denne mand. Måske havde hun haft tættere venner end Severin, men han var en person som man altid kunne komme til, hvis man ønskede lidt sjov i ens hverdag.
"Ja, det er en hård tid for dyrene. Ingen tvivl om det. Der burde ikke gå længe, før at temperaturen kommer over plus grader, og det så blot er regn som vi skal bekymre os over" Det var hårdt at se på de dyr, som kæmpede i denne kulde. De kunne ikke gå inden for, som de selv kunne. De måtte stå i laden, i den træk som laden gav dem.

Det var ikke noget dumt valg, at trække sig indenfor. Det ville være koldt at stå herude i kulden, men i det mindste var de i samme position som dyrene i det tilfælde. "Ja, lad os det" Kom det fra hende med et lille grin. 
Hun smilede for sig selv, grinede lidt om armen som gled rundt om hendes krop. Allerede fik han hende til at føle sig varm, i hans nærvær. 
Hun havde selvfølgelig oplevet meget i forhold til det hun gjorde i Medanien, men på samme tid, så havde hun svært ved at ikke at føle en hjemve for stedet. 
Da de kom indenfor tog hun sit overtøj af og afslørede den kjole som hun havde på inden under. 
Her var virkelig hjemligt, varmt og roligt. Som han indikerede at hun skulle sætte sig, gjorde hun det og fulgte ham sætte vand over kedlen.

Severin følte sig som en heldig mand. Han havde så mange fantastiske personer i sit liv, som han kunne kalde venner. Han elskede selskabet, og elskede at høre om deres liv og eventyr. Dem af dem som tog på eventyr væk fra landsbyen selvfølgelig, men han nød lige så meget at høre om sine andre mere jordbundne venners liv og hverdag.
"Ak ja, regnen i disse måneder er ikke set godt på, men vi savner den sådan i sommermånederne." grinede han og rystede på sit hoved over ironien. Deres afgrøder ville dø uden vand om sommeren, men drukne hvis der kom for meget i foråret.

Severin gik vanligt og puslede i køkkenet. "Oh, jeg har helt glemt at spørge. Hvordan har din familie det?" Han vidste godt, at der var noget koks og juks med hendes forældre og deres evne til at enes. Han forstod slet ikke at to der havde elsket hinanden, kunne blive sådan uvenner. Men det skulle han heller ikke gøre sig klog på!
Imens han spurgte, begyndte han at åbne dåser for at tømme et stort sortiment af småkager, og søde bidder af tørret frugt ud på et fad, som han tog med hen på bordet, sammen med to kopper. Man gik aldrig ned på mad hos Severin!

Lily glemte aldrig en mand og ven som Severin. Han havde altid været i hendes omgangskreds, så længe hun kunne huske. Han var en venlig, rar og en mand som man virkelig kunne tale med.
Selvom det var mange år siden at de havde set hinanden, så gjorde Lily altid alt for at se Severin, når hun var i området. 
Hun grinede over hans lille kommentar, det var en til af de mange karaktertræk ved Severin som hun holdt af. Han var sjov og morsom. "Tja, bliver vi nogensinde tilfredse med regnen, eller vejret?" Grinede hun drillende sammen med hende. Godt nok var hun ikke landmand, men hun vidste det meste om det, eftersom at hun var opvosket på en gård, så hun vidste hvordan regnen var vigtig og ikke mindst ødelæggende.

Hun mente ikke at han havde glemt det, emnet skulle uden tvivl nok komme frem. Der var meget de havde at tale om og følge op på, det var der ingen tvivl om. "Det går skam godt. Min far er jo som han plejer at være, nyder alt lave vinen og nyder endnu mere at male" Han havde ændret sig siden at hun havde ramt sine teenager år. Han var blevet gladere for, ikke kun at lave vinen, men også at drikke den, han lavede ikke meget andet end at male. Han kæmpede uden tvivl med sine egne dæmoner. Men udadtil fik hun det til at se fredfyldt ud, "Det går godt med vinen og med afgrøderne, så det er virkelig dejligt" Det var jo en hel anden sag med hendes mor og bror som boede sammen, hun havde ikke så meget om viden om dem, andet end at det gik godt.
"Hvad med dig selv, Severin? Hvordan går det på gården og med din familie?"

Severin kom med en varm latter og rystede på hovedet. "Formentlig ikke. Jeg har nogen gange lyst til at ryste opgivende på hovedet over mig selv. Nu, er der for koldt, når blæsten raser og frosten slår ind. Men når det bliver sommer og solen steger, ja så savner man jo næsten vinterens kulde hvor man ikke følte sig ubehagelig sveden" han grinte igen og vidste godt at det var en arbejdsskade. Landmænd var og blev ofte de største kritikere af vejret, fordi de var så dødeligt afhænge af det for at lykkes med deres erhverv.

Severin lyttede med interesse til Lilys ord og nikkede som hun nævnte sin far og at han havde fundet glæde i en kunsterisk verden. De var kunstneriske i den familie, det måtte han sige! Han selv var nu mere tilpas i hvad han havde lært og ikke så udforskende. "Det lyder dejligt, og glæder mig at det går godt" Severin var en mand der altid ville glæde sig over andres lykke, også selv hvis han havde det skidt. Det havde han nu ikke! Han kunne absolut ikke klage.

"Oh, godt. Alt går jo som det plejer her, så det vil jeg ikke klage over!" han var en stationær mand der foretrak så lidt forandring som muligt i sin hverdag!
"Men Sofie venter sig! Så jeg får snart en lille ny spirvip til at stjæle fra mine frugttræer" grinede han glad. Sofie var hans yngste storesøster, som allerede nu havde en lille pige. Snart ville der være et barn mere og han kunne ikke være mere glad over nyheden.

"Du skal slet ikke ryste opgivende over dig selv, Severik" Kom hun alligevel opmuntrende med et lille grin, også selvom det egentligt bare havde været sjovt, "Du ved, at jeg ved hvad du mener. Jeg har det lidt på samme måde inderst inde. Men selvfølgelig så nyder jeg måske lidt mere sommerens varme, end du" Han havde altid arbejdet så hårdt, så når varmen endelig kom, og især her i Medanien, så kunne hun sagtens forstå at hans tanker gik tilbage til det kolde vinter vejr. Man måtte få det bedste ud af det, som man nu havde mulighed for.

"Møder du ham af og til eller?" Det lød næsten ikke sådan, eftersom at han havde spurgt ind til ham, men ellers så var det bare ikke noget de talte om, men blot hilste hvis deres veje mødtes. Det var en måde for hende at vide, om hans far af og til kom uden for og smagte noget af den friske luft. Lidt efter ham og overvågen skulle hun bestemt være. "Men jo, jeg tror ikke han klager" Grinede hun, "Det er dog ved at være længe siden at jeg har fået brev fra min mor, men hun fortæller også at det går fint der, så det går jeg jo ud fra" Kom det fra hende med en lille latter.

"Alt er bare ved det samme? Det er da dejligt" Hun kunne godt lide trygheden i at alt var som det plejede, "Sælger i stadigvæk nok?" Spurgte hun nysgerrigt.
"Ej, er det sandt?" Hun var helt glad og ekstatisk over den nyhed, hun elskede sådan noget, "Det lyder jo fantastisk. Hvor mange er det at de har nu?" Hendes tone var stadigvæk i den højere ende, som hun spurgte nysgerrigt ind.
"Hvad med dig selv Severin, er der ingen kvinde som har fundet deres lykke i dig?"

Severin var efterhånden begyndt at syntes sensommeren og tidlig efterår var den bedste tid. Der var stadig varmt nok til at nyde det udendørs, men uden at man frøs tæerne eller var ved at drukne i sved efter en lang dags arbejde. "Det tror jeg du har ret i" grinede han. Sommeren var ikke kun forfærdelig. Jo, hvad den ubehagelige varme angik, men alt summede sådan af liv om sommeren. Foråret var mest præget af nyt liv der blomstrede frem, men sommeren var en mere konstant varme og bragte godt til befolkningen.

"Ikke så tit på den her årstid. Jeg går ikke så tit væk fra gården." svarede han ærligt. Han ville hilse skulle han se Henry, skulle Severin alligevel havde sneget sig ind til byen.
"Er det lang tid siden du har besøgt hende og din bror?" de var flyttet fra egnen, så Severin så dem ikke tilfældigt mere. En skam. Han syntes altid det var hårdt når nogen rejste væk.

"Jo, det går" han havde stadig nogen af de sundeste og mest givende frugttræer. Gad vide om nogen havde været forbi med deres magi og bragt ham lykke.
Smilet var bredt på hans læber og han nikkede "Kun en. Abbie. Hun glæder sig sådan til at blive storesøster." hun havde hoppet så meget rundt i ivren da hun havde fået nyheden.

Rødmen spredte sig hurtigt hen over Severins fyldige kinder, og han begyndte at klø sig i nakken. "Oh, det lyder til vandet er varmt" distraherede han sig selv og rejste sig for at tage kedlen af ilden, og hælde det varme vand over i kanden hvor tebladende allerede lå. Perfekt timing. Severin mærkede tydeligt varmen i kinderne og nakken, ja helt op til ørerne. Han følte sig altid så akavet, når emnet nærmede sig kvinder. Han var fantastisk god til at få venner og elskede dem alle højt og ville ikke være dem foruden. Men skridtet mod kærlighed, var ikke et han havde taget.

Forår og efteråret, eller lige op til efteråret var nok hendes favorit årstider, hvor vejret var til at være i, uden at skulle iklæde sig enorme mængder af tøj eller tage alt for meget af, fordi at vejret var for varmt. Der var vejret en perfekt mellem ting. "Medanien er et af de smukkeste steder i landet, om sensommeren og foråret" Kom det varmt fra hende. Hun elskede naturen, at ride igennem markerne og skovene. "På et eller andet tidspunkt skal jeg nok komme tilbage" Grinede hun roligt. Det kunne hun sagtens finde på, men først når hun blev ældre. Det var vel også hende som skulle arve gården og føre denne videre? Et stort spørgsmål.

"Nej, det er klart. Det forstår jeg godt" Da hun var ankommet var hun blevet taget imod af Severin som var pakket ind i hans tykke tøj, så hun tvivlede på at han ville gå alt for mange ture i dette vejr på denne tid af året. Lily ville sjældent gøre det sammen, men nu hvor hun var i området skulle hun selvfølgelig besøge Severin.
"Ja, det er det faktisk" Sagde hun ærligt. Det var længe siden hun havde set dem begge, og selvfølgelig savnede hun dem. Der var ingen bad feelings mellem dem. 

Severin og familien havde altid haft nogle af de bedste frugter, så den høst de kunne lave på sådan en sommer var helt fantastisk. Hun elskede deres frugter. "Dejligt. Jeg elsker jeres gode frugter"
"Nå ja, det er rigtigt. Det kan jeg godt forstå. Det må virkelig være dejligt" Lily glædede sig selv til den dag, hvor hun havde børn rendende rundt om hende. Hun glædede sig virkelig

Hun fangede godt han undgiven af spørgsmål, hvilket var fair nok. Sådan var han, og sådan havde han nok altid været. Det skulle nok komme. Der var ingen grund til at snage mere i det, hvis han ikke ønskede at tale om det.
"Mmh? Det er rart med en kop te, i den kulde her" 

Severin smilede "Medanien er det smukkeste sted i landet, hele året" lo han varmt. Medanien var hans hjem, og det bedste sted i verden. Han kunne ikke forestille sig et bedre eller smukkere sted i hele verden. For ham var det helt naturligt at man blev, men han kunne nu også godt forstå hvorfor. Eller han kunne se logikken, men ville aldrig blive enig i at det var en god ide at forlade Medanien. Men når det nu skulle være, var det godt at Lily mente hun engang ville vende tilbage.

"Hvordan kan det være?" spurgte han med et rynket bryn i panden. Severins egne forældre var begge døde, men han var tit hos sine søstre og deres familier. Ja, når de selvfølgelig ikke kom her.

Severin gjorde alt for ikke at tænke ret meget over det egentlig ret uskyldige spørgsmål, som Lily havde stilt. Han sank en klump i halsen, og forsøgte virkelig at vende tankerne på noget andet.
"Meget! Også gode at dyppe en kage i!" han vidste godt at han prøvede lidt for meget at få tankerne derfra. Men hun så ud til at forstå, og det var godt at hun ikke benævnte den dybe rødmen der havde spredt sig. Severin gik tilbage over til køkkenbordet og hældte først te op til Lily, derefter sig selv, satte kanden og satte sig selv ned.

Der havde han alligevel ret. Medaninen var det flotteste sted i landet, ikke kun i de årstider som hun havde nævnt, men hele året. Det var hendes barndoms hjem og det ville altid være det bedste sted at befinde sig. Det var hyggeligt, varmt og hjemligt. Hun elskede det, men der skete bare mere i Dianthos. "Du har så evig ret, Severin" Hun sendte ham et varmt smil, "Der er ikke noget som at ride igennem marker og skove, i naturen hernede" Det havde altid været noget som hun havde elsket. 

Det var et godt spørgsmål, hvorfor havde hun ikke det? Men hvorfor havde hendes mor eller bror ikke besøgt hende, hvorfro havde de ikke set en forstilling med hende? "Det er et godt spørgsmål, Severin. Der har måske ikke været tid? Så mange ting at skulle forholde sig til. Jeg ved godt det er dårlige undskyldniger" Men hun havde ikke noget bedre at komme med, for det var ærlige ord. Hun havde ikke kunne finde tiden, selvom det var for dårligt.

Det var fair at Severin ikke ønskede at tale om den slags, det lå også meget godt til ham, at skyde det til siden. Hun var dog nysgerrig på hvad der rørte sig omkring hans privat liv, men hvis hun kendte ham ret, så havde han måske blot nok i gården og hans arbjede der, så kendte hun ham igen bedst.
"Det vil jeg glæde mig til" Svarede hun varm og ærligt. Hun skulle ikke bore i noget, som ikke var hendes at bore i.
Hun smilte som han hældte te op til hende, og ventede glædeligt på at det kølede lidt af, inden hun ville drikke.
"Men du har aldrig tænkt på at tage væk herfra?" Spurgte hun nysgerrigt. Hun kendte nok svaret.

Severin var så stationær som man kunne blive. Han havde aldrig haft et ønske om at rejse, ej heller tage på opdagelse eller eventyr. Han var glad for sit liv. Sit simple liv, som nogen ville kalde det, men et lykkeligt liv. "Nemlig. Intet som hjem" svarede han glad og med en munter varm stemme. nej, der var ikke et andet sted i verden for ham.

Severin lyttede til hendes ord, og bemærkede en hvis frustration i dem. Måske endda et stik af sorg og dårlig samvittighed. "Jeg synes ikke det er dårlige undskyldninger. Det er ikke ensidigt. Din familie skal vel også besøge dig?" det var ikke et problem Severin selv havde stået i, da han egentlig aldrig var flyttet hjemmefra. Dette var hans faderne gård og han havde boet her hele sit liv, overtaget den efter sine forældres alt for tidlige bortgang og dermed aldrig oplevet at skulle prioritere besøg til sine forældre.
Til gengæld, havde han lyttet til sine søstre. De var alle gift, og selvfølgelig flyttet fra deres barndomshjem. Han havde lyttet til begge sider.

Hendes ord havde sat sig fast i hans sind, og et svagt øjeblik overvejede han om han burde havde talt om det. Men hvad skulle han sige? Det var ikke noget der kom ham naturligt, og han havde ikke evnen til at presse sig selv ud i situationer der potentielt kunne finde ham kærlighed.
Måske det kom, måske det aldrig gjorde.
Smilet var hurtigt vokset fuldt frem igen og han løftede et øjenbryn af Lily. "Nej. Jeg har aldrig manglet noget i mit liv her" han ville da gerne have en familie, men det var ikke lige det han forventede hun mente. Og han ville da helst heller ikke røre alt for meget ved emnet.

Medanien var noget bestemt, det kunne Severin og hende sagtens blive enige om, og det var de vidst også. "I fremtiden kunne jeg virkelig godt se mig selv komme tilbage. Det ville selvfølgelig ikke være så nemt med skuespillet, men i fremtiden skal jeg vel også overtage gården" Hun smilede til ham. Hvis han på et tidspunkt ikke kunne blive på denne gård, så var hun den første hun ville ansætte til hendes far eller sin egen gård.

Der var måske en lille frustration i hende omkring sin familie situation, selvfølgelig ønskede hun at de kunne sammen og de ville kunne forenes, men hun vidste også bedre. "Tak Severin" Svarede hun smilende og kiggede på ham. I Severin kunne man finde en støtte, som altid ville være der for en. "Det skulle man tro ikke? Men jeg er måske blevet vant til ikke at sætte mine forhåbinger op. Jeg ved også at min fader, nok sjældent kommer ind og ser mine stykker" Det var måske bare den familie hun var havnet i, hvor hun var den mest fornuftige. Hendes fader havde tralvt med sig selv. "Men vi skal ikke lade min utrolige familie ødelægge en god stemning" Grinede hun småt. 

Lily havde blot være interesseret i hvor Severins liv bar hen ad, men hun kendte ham også godt nok til at vide at det måske ikke var en omtråde som lå ham nemt. Det accepterede og respekterede hun. Det var heller ikke hendes at snage i. 
Hun var jo heller ikke selv nået længere end ham, så de var lidt i samme båd. 
Hun lod skeen glide rundt i teen, inden hun tog koppen og smagte på den. "Den er er god, Severin" Komplimenterede hun. Måske skulle hun fortælle om den te biks som lå inde i Dianthos? 
"Det er virkelig rart at du har fundet dit stå sted, Severin. Du burde måske komme forbi og besøge mig i Dianthos, hvis du har lyst?" 

"Det ved jeg der er flere her, som vil være glade for!" Severin ville især være glad for at se sin barndomsveninde vende tilbage til de hjemmelige kanter og sl sig ned. Men det skulle alligevel være på hendes premisser. Hun var en langt mere iltret og nysgerrig sjæld end Severin nogensinde blev.

Severin lyttede til hendes ord og forstod udemærket godt hendes frustration, såvel som sorg over den manglende støtte fra familien. Jo, de havde nok støttet hende i at hun måtte tage afsted og udforske sine drømme, men hvad hjalp det hvis de aldrig kom og så hende udforske de drømme eller leve dem? "Bare rolig" smilede han varmt. Han forstod hende, selvom han ikke havde prøvet det. Han kunne forestille sig smerten der var forbundet i en familiedynamik som hnedes.

Severin lod sine fingre glide lidt usikkert hen over koppen, og skulle lige lade tanken om at forlade gården ramme sig. "Jeg vil rigtig gerne se et af dine stykker, Lily" svarede han først, også fuldstændig ærligt! for det ville han oprigtigt gerne, nu han havde hørt så meget om det liv. Han var da nysgerrig. "Men.. Jeg kan ikke rejse alene." skulle han afsted, havde han brug for både hjælp, selskab og ja, en til næsten at holde ham i hånden så han ikke panikkede over det ukendte. Han var meget lidt ude fra de vante rammer!

"Men kunne du selv se mig styre, min faders gård?" Grinede hun rolig for sig selv og kiggede over på ham, som han stod ved kedlen og ordnede deres te. Det skræmte hende en smule hvis det var den vej det skulle gå. Hun elskede Medanien og ikke mindst gården, men inden for de sidste par år var hun blevet glad for Dianthos. Hun nød bylivet, hun havde sit teater og der skete så meget der. Hun var bange for at føle sig ensom herude. 

Det glædede hende at han ville med ned og se et stykke af hendes, det ville han elske at vide ham. Det ville nok betyde lidt ekstra at det var ham, fordi at hun vidste at han elskede Medanien og gården, og det der med at rejse ikke rigtig var ham, men hun ville give ham en oplevelse i byen, "Er det rigtig?" Hendes smil var slet ikke til at tage fejl af, for det glædede hende virkelig. "Bare rolig, vi tager afsted sammen. Du kan sagtens bo hos mig. Jeg kan være din guide" Hun så virkelig intet problem i at hendes ven ville bo hos hende. Hun boede alene og nød det virkelig, men at have gæster var det bedste.

"Er der noget andet du kunne tænke dig at se dernede?" Spurgte hun interessant, hun kunne sagtens ligge en plan eller lignende, så de kunne se en masse af Dianthos.

Severin kunne ikke lade være med at smile. Det var næppe noget han havde forestillet sig at hun havde lyst til at gøre. Føre en gård, omend Henrys gård var af de fineste her på egnen, var det ikke en fremtid han havde forventet at se Lily i. Men enhver kunne overraske. Altså med undtagelse af Severin. Severin mente selv at han var så let læselig som en børnebog der bestod mest af tegninger. "Jeg er sikker på, at du kan klare alt du sætter dig for" pointerede han. Det var ikke sikkert det var hvad hun havde lyst til, men ville hun, så vidste han også at hun kunne.

"Det vil jeg meget gerne. Kan du lige forestille dig, mig alene i storbyen. Puuuuha" han gøs let ved tanken. Det var ikke ham at skulle prøve nye ting, og da slet ikke alene! Men, han ville gerne se Lily's liv og ikke mindst det hun elskede. Han kunne godt få sine svogere til at se efter dyrerne, og der var ikke så meget andet i disse kolde måneder.
Jo, det skulle nok kunne lade sig gøre.

"Jeg ved faktisk ikke ret meget om hvad der er. Jeg har hørt tempelhaverne er smukke" men kunne de leve op til hvad han var vant til? næppe. Men derfor skulle man alligevel være villig til at prøve!

Lily smilede roligt over ham, for hun kunne se at det næppe var noget han kunne forestille sig. Men hun havde levet på gården det meste af hendes liv, hun vidste hvordan det fungere og hvordan man skulle opretholde gården. Hun havde bestemt ikke hendes fader person og ville uden tvivl klare tingene på en anden måde. "Ja? Det er jeg glad for at du siger" Grinede hun roligt over hans ord. Det var altid godt at få lidt opbakning fra en person, som stod hende nær.

Hun grinede atter en gang over hans ord, "Det tror jeg faktisk godt jeg kunne" Grinede hun roligt videre, "Jeg tror ikke at det vil være nogen god idé" Hun stolede selvfølgelig på hans evner, men eftersom at han aldrig havde bevæget sig i gaderne, så var der mange steder man kunne gå forkert. 
Hun ville elske at vise ham rundt i byen og være hans guide, så han kunne opleve noget af den verden hun havde i Dianthos. 

"Tempelhaverne er rigtig smukke, så dem vil jeg gerne vise dig. Ellers så er der masser af andet at vise, en masse liv, en spændende hovedgade med masser af butikker og ønskespringvandet" Hun var sikker på at de sammen kunne opleve en masse spændende ting deroppe.

Ville livet som gårdejer passe til Lily? Det synes han var svært at sige. For selvfølgelig kunne hun finde ud af det, hvis det var hvad hun ønskede! Det havde hun nok ben i næsen til. Men hvis det ikke var hendes ønske, hvorfor så gøre det? Desuden, ud fra hvad hun fortalte om sit liv, virkede hun glad og lykkelig for det liv hun havde skabt sig i Dianthos.

"Frygtelig idé!" grinede han muntert og rystede opgivende på hovedet. Hvordan skulle han nogensinde kunne finde rundt?! nej, han tog jo knap til Fredskilde, hvordan ville det ikke se ud hvis han skulle finde rundt i hovedstadens komplicerede gader. "Det skal vi vidst ikke forestille os for lægne. Jeg får bare koldsved i nakken" lo han muntert.

"Er der ikke altid larm?" spurgte han med en bekymret rynke i panden. Han nød stilheden og roen der var herude på landet. Der kom ikke mange fremmede, og folk kunne passe sig selv. Når folk boede tæt, var det en anden sag.