Mørket havde lagt sig henover byen og det var nu tid til at gå nattens runder, før han kunne trække sig tilbage og holde fri. At holde ro og orden i den øvrige bydel var noget som ofte var lige til. Det var her de rige borgere i byen boede, omgivet at et rigt og meget kulturelt miljø.
Det var det der gjorde det nemt at være byvagt, eller løjtnant, i den øvrige bydel. Det var sjældent at der var større begivenheder om natten som han skulle tage sig af. Der var ingen kroer i området, som tiltrak sig diverse personer, som efter et par alkoholiske drikke indenbords teede og skabte sig, og eventuelt startede slagsmål - det skete i de andre områder. Der var ingen prostitution eller værre i gyderne, generelt så var det et pænt og nydeligt område og det var han en del af at skulle håndtere og håndhæve. 

Gaderne blev sparsomt lyst op af små lamper som tidligere blev tændt af byens vedligeholder, som han spadserede ned af disse. Denne nat var ikke meget anderledes end mange andre, der var en ro omkring byens gader, som med det samme fik én til at føle sig behageligt til mode. På ingen måder usikker. 
Husene var store og bar tydelig præg af en rigdom, som man ikke fandt andre steder i byen og i få af dem brændte stearinlys stadigvæk i vinduerne. 

Rory gad ikke længere at begå indbrud ved den almene borger. De havde ofte ikke noget af værdi alligevel, så hun fandt ofte sig selv uden den største gevinst. Det var derfor hun nu befandt sig i Dianthos øvre by. Det var her alle de store spillere befandt sig, her alle krystallerne lå og gemte sig bag hvert gadehjørne. Rory var iført sit sædvanlige sorte tøj. Det meste af ansigtet var dækket til sådan der kun var øjnene der tittede frem. Munden var dækket til og på hænderne bar hun handsker. Det værste der kunne ske for hende var, hvis hun løb ind i byvagten. Heldigvis havde hun erfaret sig, at de ikke var nær så grundige som de burde være. Måske var det derfor, at hun var så overmodig lige præcis denne nat.

Rory var allerede brudt ind i huset og havde samlet det meste af værdi. Krystaller, smykker, arvedele, intet blev efterladt hvis hun troede det kunne sælges. Hun havde samlet alt hvad der kunne bæres i sin rygsæk og var klar på at hoppe ud af et vindue. Hun valgte det tættest på hende frem for den hun var kommet ind af. Hun opdagede i det samme, at det var en kæmpe fejl, da hun landede foran en kæmpe hund, lænket til en væg. Den begyndte at gø og lavede et kæmpe spektakel da den så hende. Rory kunne se sin frihed svinde mellem fingrene på hende, men det stoppede hende ikke fra at hoppe ud fra grunden og ind i mørket. Hun kunne allerede nu høre, at hun havde en i hælene.

Det var ofte at der kom lyde de nærliggende huse som han bevægede sig ned igennem gaderne, folk der ikke sov endnu, hunde som gøede efter hinanden og hvad der ellers kunne være af små lyde i sådan en by og så var det virkelig op til ham at kunne kende forskel og vide hvornår han skulle tjekke det ud eller om han blot skulle lade det være og gå forbi. 
Det var først da en hund blev ved med at gø, uden som sådan at have nogen ende at Issacs fokus blev forstyrret og han måtte tjekke det ud. I første omgang havde han svært ved at høre hvor lyden kom fra, da det ikke var gaden han var placeret på, men fandt hurtigt ud af hvor det var. 
Huset var omringet af en mørke og en ro, og det var kun hunden bag husets store mure som brød denne. Nogen eller noget havde sat den i gang.

Issac tog i jern porten ind til gården, men denne var låst så det var ikke her personen var kommet ind og sandsynligheden for at det var ejeren var minimal. Et bump lød kom fra muren, få meter væk og en skikkelse var hoppet over denne og det var helt sikkert personen som havde stødt ind i hunden og som slet ikke hørte til dette hjem. 
"Hey! Stop!" Lød det fra ham, som han satte i løb, da skikkelsen foran ham gjorde det samme. Han kunne ane en rygsæk eller en større sæk, som helt sikkert indeholdte værdier fra huset. 

Roret kunne høre en mandlig stemme råde efter hende. Urgh, den dumme byvagt skulle i hvert fald ikke få fingrene i hende! Rory var hurtig også selvom hun havde en fyldt taske med på slæb. Dog rystede hun ikke vagten af sig, men samtidig kom han ikke tættere på. Hun drejede hen af sidegader og prøvede på at få ham kørt træt. Det virkede ikke til, at han var typen som gav op uden kamp. Til sidst besluttede hun sig for at tage sine akrobatiske evner i spil. Hun kravlede over endnu en jern port og løb over husets have. Hun nåede at kigge sig over skulderen og opdagede, at vagten ikke længere var i hælene af hende. Tilfreds fik hun et lille smil på læben og hoppede over muren fra den anden side.

Efter den lange spurt kunne hun endelig få pusten igen, da hun havde formået at slippe væk fra vagten. Ja, det var indtil hun indså, at hun havde fanget sig selv i en blindgyde. Muren var for høj til at kravle op af fra den side hun nu stod på. Væggene tårnede sig op på alle tre sider af hende og foran hende stod nu den selv samme byvagt som havde været i hælene af hende før. Han havde snøret hende og fanget hende i en position hun ikke kunne komme ud af. Hvis blik kunne dræbe, ville vagten allerede være død. Rory var rasende, fordi hun følte sig snydt af vagten og trak nu sin kniv frem i forsvar. Måske ikke den smarteste løsning, men den eneste hun komme på, da hun ikke havde medbragt sine kasteknive.

Det var sjældent at tyve bevægede sig op i dette terræn, fordi at her ofte var flere byvagter som holdte øje med husene i området, fordi at det var her de rige og mere velholdende personer boede og derfor var det nødvendigt at have flere øjne på og det var et stort arbejde at med at gøre for Issac. Han skulle styre alle byvagterne, og sørgede for at de gjorde deres arbejde - nu hvor han ikke altid gjorde hans. 
Det burde ikke være noget problem at fange denne unge tyv, det burde ikke være noget problem af gennemskue de veje som personen løb. Han skulle gerne kunne kende området, det veje og de steder hun prøvede  på at slippe væk - dette var gade som han patruljerede næsten hver eneste dag.
Han var dog ikke lige så adræt og akrobatisk som tyven var og da han så skikkelsen hoppe over endnu en port kunne han ikke følge med. Han tog i jernporten, men da den ikke gik op og han kunne se skikkelsen løbe over haven, måtte han søge andre måder. 

Issac satte i sprint igennem små veje og gennem små gyder, rundt om huset som personen var smuttet henover. Han havde en idé om hvor hun var endt hende, og det ville muligvis være til hans fordel. 
Som han havde regnet med, så var hun fanget i en gyde som han endelig nåede frem. Selvom hun var akrobatisk, så var der ingen steder at hoppe op, her var for højt. 
Som han stod overfor skikkelsen, kunne han nu se at det var en ung kvinde, som havde fundet det nødvendigt at stjæle fra en familie. 
"Der er ingen nødvendighed for den slags" Kom det fra ham, som hun trak en kniv frem og rettede den mod ham. Han lagde sin hånd på sit eget sværd, men holdt det i skeden. Blot for at advare hende. "Hvis du blot overlader sækken til mig og kommer med, så kan det her nemt være glemt" Hun skulle selvfølgelig have en straf og have en nat bag tremmer, indtil han vidste hvad han skulle gøre med hende.

Det irriterende hende grænseløst, hvor rolig byvagten var i denne situation. Hey, hun stod med en kniv og han ville kun antyde at han havde er sværd! Hun var sikker på, at han havde taget det op, hvis hun var en to-meter-og-træls mand. Dog var hun en spinkelt bygget kvinde, som havde hele kroppen tildækket, pånær øjnene som brændte i nattens lys. Da han sagde, at hun skulle følge med ham og levere tasken over, holdte hun sin frie hånd ved remmen af tasken. “Hvor dum tror du jeg er,” hvæsede hun som svar. Når hun var i pressede situationer som denne forlod alt strategi hendes hjerne. Det var nok den forkerte måde, hun agerede på, men dette var den første indskydelse hun havde - at være på tværs.

Byvagten virkede sjovt nok ikke tilfreds med hendes svar, men hvad havde hun regnet med. Hun havde nok bare gjort situationen værre for hende selv. Hvor var hun dog også en dygtig manipulator af en conartist at være. Hun prøvede at ryste hovedet og få tankerne på plads. “Hvad med vi laver en aftale,” foreslog hun ud af den blå luft. Hun kunne da i det mindste tage chancen. En simpel byvagt som ham kunne da umuligt være iført så fint tøj. Guldringe på hænderne, specialsyet tøj, nej, han måtte klart være i den korrupte ende af skalaen. Det var i hvert fald hendes sidste chance. Hun havde trods alt en del værdier i tasken. Måske det kunne friste en mand som ham… 

Issac kunne tydeligt se at dette ikke passede tyven som han stod overfor på nogen måder, og det var klart, hun havde jo håbet at hun kunne slippe afsted med afsted med sækken fuld af tyvekoster. Selvom Issac havde et temperament og på ingen brød sig om at folk gik og begik indbrud og stjal i hans område, så havde han ingen lyst eller grund til at opildne en større situation, især fordi at det havde vist sig at være en ung kvinde som han stod overfor. Han ville ikke nedgøre hende, for hun havde tydeligvis store kvaliter, måske bare inden for de forkerte områder, efter hans meninger - og det var derfor at han ikke havde trukket sit sværd.
"Jeg tror ikke at du er dum" Svarede han med en rolig stemme, "Men du har begået en fejltagelse i at begå indbrud i mit område, og det vil jeg selvfølgelig holde dig op på" Det var tydeligt at hun var presset, "Jeg ønsker blot at du overlevere sækken, så jeg kan levere den tilbage"

Issac var selvfølgelig ikke tilfreds med svaret, men han havde ikke regnet med andet. Han havde endnu ikke stået overfor en tyv, som blot havde overgivet sig uden kamp eller overleveret tyvekosterne, det ville jo aldrig ske. Hvorfor så gøre det i første omgang? Han var nok ikke en person som lignede den almindelige byvagt, han gik sjældent i de samme uniformer som de gjorde, men skejede sig ud i forhold til. Han var jo også løjtnant. 
Det var et overraskende blik som formede sig på hans ansigt, for det var ikke ord som han havde forventet. Hvad ville hun have at han kunne lave en aftale omkring? "Aftale? Du kan overlevere sækken, så kan det være vores aftale. Hvad har du ellers at tilbyde?"

Roru var bogstaveligtalt presset ind i et hjørne. Grunden til byvagten kunne forholde sig så roligt var nok fordi, at han havde fuld kontrol over situationen. Rory ville have noget af den kontrol tilbage - stjæle den som den tyv hun nu og engang var. Hun startede med at trække kniven væk, da han ikke umiddelbart var en fysisk trussel. Dog placerede hun den sådan, at hun nemt kunne trække den op, hvis det blev nødvendigt. Hun tog rygsækken af sine skuldre og holdte den ud foran sig. “Du kan få denne efter vores forhandlinger er ovre,” sagde hun og placerede den foran sine fødder. Det var hvad de spillede om nu. 

“Hvad kan jeg tilbyde dig? Alt hvad hjertet begærer. Guldsmykker, våben, krystaller, bedre fangster end mig. Hvad end det skulle være,” normalt tilbød Rory ikke at smide andre personer under bussen, men hvis det var hvad der skulle til, ville hun med glæde gøre det. Hun kunne trods alt også lede ham på vildspor… men så måtte hendes løgn være så god, at han ville lade hende gå. “Det eneste jeg beder dig om er, at du ikke tager mig med i arresten…” sagde hun selvom der var en minimal chance for, at han ville gå med på den. Hun håbede dog at hendes foreslag vækkede noget i ham. Hvad ville en mand af hans status ellers have. Det eneste en mand som ham ville have var krystaller, prestige og sex. Det sidste havde hun dog ikke tilbudt, da hun regnede med det var den sidste livlinje hun havde. Hun ville meget hellere give andre forbrydere op end sin egen krop. Hellere en anden tog faldet end hende selv.

For Issac var der ikke meget som var bedre end magt og kontrol, han følte sig så godt tilpas i disse situationer, hvor han kunne tage styringen og den følte han bestemt også han havde nu, hvor han stod overfor denne unge kvinde. 
Hun tænkte dog fornuftigt nok da hun pakkede sin kniv væk. Han holdt øjnene på hende, på hver enkelt bevægelse hun lavede, for hvis det hele blot var et spil fra galleriet og hun sprang frem imod ham, var han nød til at være på vagt, så han kunne trække eget sværd og gøre modstand. Det var tydeligt at de var begge meget påpasselige med hvad hinanden gjorde. 
Hendes ord overraskede ham dog, for havde hun virkelig blot tænkt sig at lade sækken overgive og mistet det hun havde kæmpet for, bare for at undgå et par nætter eller lignende i arresten eller cellerne? Det var det rigtige at gøre. "Bare sådan uden videre, alt efter hvad vi kommer frem til?" 

Alt hvad hjertet begærer? Hvad havde han egentligt brug for? "Alt hvad hjertet begærer?" Han havde ikke brug for noget af det hun nævnte. Han havde smykker, han havde guld og han manglede intet for at forsørge hans familie derhjemme. Det som han manglede var stabilitet i sit liv, og overfor sin kone. Det var ikke noget man kunne stå og tale med en tyv omkring, det ville ikke komme nogen til gode, "Jeg har ikke brug for noget af det du nævner" Kom det roligt fra ham, som han søgte hendes blik. "Jeg burde næsten blot hive dig med i arresten, men jeg tror alligevel der er noget du kan hjælpe med" Han brugte nogle få sekunder på at tænke sine tanker, inden han kom med et forslag, "Jeg kunne godt bruge en insider i jeres miljø, for at komme flere af de tyverier og belastninger som ligger denne by til last, og det kan være alt som du rapportere omkring" Hun ville blive set som stikker i miljøets øjne, hvis det nogensinde blev opdaget og han kunne lige så hurtigt som alt dette var startet, hive det væk under benene på hende og smide hende i arresten, "Du skal selvfølgelig nok blive betalt af mig, og så holder vi denne aftale under bordet og uofficiel" 

Byvagten lignede en der elskede magt. Faktisk var Rory overbevist om, at alle byvagterne kun valgte det erhverv sådan de kunne udøve magt overfor andre borgere. Manden foran hende blev sikkert ophidset af det. Pft, der var en grund til hun ikke brød sig om mænd og især ikke dem med en højere magtposition. Mænd af adlen var endnu værre, da de bare kastede rundt med penge og havde indflydelse på emner de ikke engang selv vidste noget om. Hun mente, at hun gjorde det rigtige ved at tage fra de rige og give til… ja hende selv. Hun havde tydeligvis mere brug for tingene end de havde. Det var derfor, at en kvinde som hende ikke fortjente at komme i en klam lille celle. Hvem vidste, hvad der kunne ske hende derinde? Arresten? Det blev et stort fedt nej!

Rory bed sig i læben, da han begyndte at afvise alt hun havde tilbudt. Heldigvis ville han ikke kunne se den handling under tørklædet. Ellers ville han se, at hun var presset i denne situation - en svaghed hun ikke ville afsløre. Hun kunne mærke, hvordan han blev ved med at køre stilheden ud. Så sig dog hvad hun skulle gøre! Hun hadede at være i den anden ende, hvor det var en anden person, som bestemte den retning de bevægede sig i. Hun brummede lidt, da han endelig kom med sit foreslag. Det var der sidste hun havde lyst til at gøre. “Hvordan vil jeg kunne vide mig sikker på, at du ikke bruger mig for information, hvorefter du smider mig ind med de andre?” Spurgte hun kritisk og bevægede sig et par skridt tættere på. Dog var der stadig en lang afstand mellem dem. Hm, hvis hun kunne bruge tasken som distraktion mens hun smuttede uden om ham..?

Issac tvilede ikke på at denne unge kvinde som han stod overfor, bestemt ikke brød sig omkring hans slags. Det var tydeligt at se i hendes øjne. Han havde set dette blik flere gange, og havde stået over for hendes slags flere gange og det der var værre. Der var ofte en god grund til hvorfor de var endt som de var og havde tyet til kriminalitet, men i hans øjne var det sjældent grund som han kunne bruge til noget - der ville altid være nogen som havde det sværere end andre, men det gav ikke grund til at stjæle fra andre. Ikke i hans øjne. 

Han kunne sagtens se at det plagede hende at han ikke kom med et ordentligt svar i tide. Det var tydeligt at Issac havde magten og kontrollen, og hun på ingen måder nød dette. Hun var sikkert en person som selv havde en trang til at stå med kontrollen. Samme usikkerhed viste sig som hun bed sig i læben, da han afslåede hvert enkelt tilbud som han kom med. Men en person i hans stilling og som ofte fik den slags tilbud for at se den anden vej, manglede hverken guld eller sølv.
"Tillid" Kom det roligt fra ham, som han kiggede med et bestemt blik over på hende, "Hvordan skulle jeg kunne stole på at det du kommer med er sande ord?"  Han risikerede utroligt meget ved den mindste fodfejl, og han ville ikke risikere at en tyv eller kriminel skulle ødelægge noget for ham. "Så du kan se, jeg har lige så meget på spil som du har. Og jeg har ikke tænkt mig at løbe fra mine ord." Han vidste ikke hvordan hun reagerede på at blive trængt op i en krog, men han kunne se usikkerheden i hendes øjne. Han tvivlede lidt på at hun ville takke ja til hans krav. "Du har måske et bedre forslag? Er der noget andet du kan tilbyde?"

Tillid? Hun kunne ikke holde sig selv fra at fnyse, da han sagde ordet. De vidste begge udemærket godt, at tillid ikke var en stabil løsning. Sådan en ordning fandtes der ikke mellem en kriminel og en vagt. Tillid var et ord kan lige så godt kunne smide i vasken så ubrugeligt var det. Nei, Rory havde brug for noget mere konkret. “Du har noget på spil? Ha, hvad? Det er ikke fordi du er den første vagt, som vil have en rotte i de kriminelle kredse. Så længe du får nogen bag tremmer, er folk ligeglade hvordan. Det er så nemt at vende det blinde øje til,” svarede hun kritisk, men forsatte så: “men hvis du virkelig har så meget ‘på spil’, lad os have en kort ordning. Tillid kan ikke bruges over tid. Løfter bliver altid brudt. Du ved så vel som jeg, at det ville gavne dig mere, hvis jeg blot opgav alt den information jeg havde nu, fremfor at du skal gå at lede efter mig i afkrogene,” sagde hun og gik langsomt tættere på ham idet hun sagde ordene.

Hun var nu to armlængder væk fra vagten. Hvis de begge strakte deres arme ud, ville de lige præcis kunne røre hinanden. Samtidig ville hun kunne når at træde tilbage, hvis han pludselig tog sit sværd frem. “Du vil have status, du vil have rigtige kriminelle. Hvis du tager mig ind som fangst får du hverken, men jeg er nøglen til det du søger. Jeg ved hvem der planlægger at røve krystalpaladset om syv dage. Jeg giver dig min taske, jeg giver dig mine informationer. Hvad mere har du brug for før jeg får min frihed?” Spurgte hun og rakte tasken frem som et symbol på hendes tilbud. Han kunne tage imod den, men han kunne også lade være. Hvis han valgte at gå efter hende, stod hun nu tæt nok på gydens udgang til at hun kunne sno sig om ham.

At hun fnyste kom bestemt ikke bag på ham, og selvfølgelig havde tillid ikke været nok. Kunne han selv stole på en kriminel som hende, som han intet kendskab havde til? Det var nemmere med de kriminelle som han allerede havde skabt et kendskab til og vidste hvor han havde - som regel. "Du mener at du er den eneste der har noget i klemme ved sådan en aftale?" De få dage som hun så frem til i brummen, før hun var ude igen kunne vel næppe være så slemt. "En kort aftale? Det lyder fair." Det var tydeligt at hun var i en defensiv overfor ham, selvom han mellem linjerne havde fortalt hende at hvis hun havde noget han kunne bruge, så ville han ikke tage hende med. Isaac var oftest en person man kunne stole på, hvis man havde noget interessant for ham, for han ønskede at fjerne de rigtige kriminelle fra gaderne, "Jeg ved udmærket godt at du er mere værd lige her, det er også derfor at hvis du har noget brugbart, så kan jeg sagtens se igennem fingre med det du har lavet"

Han fulgte hendes bevægelser som hun kom tættere på, og holdt hele tiden øje med hendes arme og hænder. Han så hende ikke som en trussel, men hun kunne nemt overraske ham med kniven som hun havde haft fremme før, men han følte at han kunne overtage hende hvis det var nødvendigt. "Det er også derfor jeg forsøger at lave en aftale med dig" Startede han blot og søgte hendes blik, "Jeg er ikke ude efter dig, jeg er ude efter de store kriminelle, så derfor ser jeg ingen grund til at tage dig med ind, hvis du har informationer jeg kan bruge" Spørgsmålet var om der lå noget bag hendes tilbud, som hun rakte tasken til ham. Han kunne sagtens tage den ud af hendes hænder og så levere det tilbage. Men ville ordene omkring Krystalpaladset være sande? "Jeg har ikke brug for mere, før du kan få din frihed" Han lagde hånden på tasken, ved siden af hendes og kiggede hende i øjnene, i håb om at hun ville levere informationerne. 

Måske afslørede hun for meget som sig selv, da hun var desperat for ikke at ende i arresten. Først og fremmest var hun hunderæd for at blive låst inde, hun brød sig ikke om andre kriminelle og hun ville ikke blot være der i et ‘par dage’. Hun var bange for, at de kunne forbinde hende til andre og større tyverier. Desuden havde hun hørt rygter om, hvad vagterne kunne finde på at gøre derinde… så meget for retfærdighed. Hun ville langt hellere smide nogen under bussen såfremt at de aldrig ville indse, at det var hende.

Sagen var dog den, at hun ikke havde nogen at smide under bussen. Ingen ville være så dumme at røve selveste krystalpaladset. Alle vidste at der var overvågning i hoved og røv der. Hvis bare man satte foden det forkerte sted ville man ende på tribunepladsen uden sit hovede. Det blev et stort nej her fra. Det var derfor, at Rory slap den tunge task da byvagten greb fat i den. Chokket over hvor tung den reelt set var måtte have kommet bag på ham, fordi det gav hende tid til at sætte i sprint væk fra gyden. 

“Enhver med hoveder skrudet ordenligt på ved, at ingen tyv tør nærme sig krystalpaladset,” råbte hun som sin afskrev. Hun var sikker på, at hun ville ryste ham af hende nu. Han havde for travlt med tasken. Det var vel vigtigere at give borgerne deres genstande tilbage frem for at fange hende. Dog kunne hun mærke sim mave synke, da det ikke var sagen. Han måtte være rasende over, at hun havde snydt ham - endnu en gang. Hun var dog fast opsat på, at hun denne gang ikke ville blive trukket ind i en krog. Så ville hun helt klart ende i brummen.

Issac vidste virkelig ikke hvor han havde denne unge kvinde henne. Hvordan reagerede hun i sådan en situation, hvor magten og kontrollen var hevet fra hende og nu lå i hans hånd. Hun havde gjort det tydeligt at hun ikke agtede at sidde i en celle eller i arresten, og det kunne han da sagtens forstå. Hvem ønskede det? Men det var jo en konsekvens af den leve vej som man havde valgt, hvis man var lidt mere inde på den rene sti, så endte man ikke i sådan en situation. 
Issac så ikke det at værende tyv, som at være hård eller stor kriminel, ikke det omfang som han kunne regne ud med at denne unge kvinde arbejdede ud fra. Det var helt sikkert blot for at få mad og penge til den daglige dag, så han var ikke ude efter hende personligt og hvis hun kunne hjælpe ham ville han da takke ja. 

Issac vidste godt at hendes ord om viden omkring et tyveri på Krystalpaladset virkede vaklende. Især når han selv havde været med inde over vagtplaner og lignende omkring Paladset, men hvis hun kendte til at nogle ville prøve, så ville Issac da meget gerne vide det, for der var da helt sikkert nogle som gik og drømte om de skatter som befandt sig derinde. 
Han burde have set hendes næste træk og havde da også haft dem i tankerne, som han havde stået og vurderet hende som person og om man kunne skabe denne tillid som han ønskede. 
Tasken var bestemt tung i hans hænder og det kom også bag på ham, hvor tung den egentligt var da hun gav slip på den. Han nåede dårligt nok at reagere, men prøvede ihærdigt at gribe ud efter hende, da hun satte i spurt ud af gyden - nu skulle han tænke hurtigt! 
Skulle han blive og aflevere tasken og indholdet til dens ejer, eller skulle han bruge tid på hende? Egentligt så havde hun ingen betydning nu hvor han havde tyvekosterne tilbage, men hun havde pisset på ham og gjort ham irriteret over hendes være måde.

Han skjulte tasken bag et par skraldespande og andet som stod i gyden, i håb om at han kunne vende tilbage senere. Dette var måske ikke den rigtige måde at gøre, men det var det han besluttede var det rigtige. 
Issac satte i spurt efter hende og håbede at han kunne nå og indhente ham. Hun havde brugt sine chancer og han så ingen grund til at indgå nogen aftale, så hvis han fik fat i hende, så ville han trække hende med tilbage til arresten.

Okay, det var nok en ret drastisk beslutning at lave et run for it. Sagen var bare den, at hun ikke kunne gøre andet end at løbe så hurtigt som hendes ben kunne bære hende. Manden var irriterende god form - man skulle næsten tro, at det var en del af jobbeskrivelsen. Selv var hun ikke atletisk anlagt, men hun brugte sine akrobatiske evner til sin fordel. Denne gang var hun dog mere forsigtig med at se an, hvor hun endte hende. Det ville være pinligt at ende i samme situation to gange. Nej, denne gang skulle hun helt væk. Hun vidste ikke om hun havde pisset vagten nok af til, at han ville gøre tiden i arresten ekstra hård. Det var hun ikke villig til at finde ud af. Det var derfor hun løb med lynets hastighed væk fra vagten.

Hun kiggede sig tilbage og ved Zaladin! Han var kommet tættere på. Hun bed sig i kinden og kunne mærke, hvordan hun havde bildt hul. Hun kunne nu også smage blod. Argh, abort mission, abort mission! Hun hoppede over endnu et hegn, løb over haven og kom ud på den anden side. Hun pustede ud i et kort sekund, hvorefter hun igen begyndte at løbe. Hun havde ikke set hvor han havde placeret sig henne. I princippet kunne hun løbe direkte ind i hans arme, hvis han havde placeret sig strategisk. Hun håbede på, at han ikke havde nogen anelse om, hvor hun var taget hen. Hvad var chancen også lige for, at han ville vælge det rette sted at ligge på lur?

Det var ufatteligt så irriterende en ung kvinde kunne være. Denne var stædig og havde bestemt ikke lyst til at ende i hans hænder igen, og det forstod han faktisk udmærket, for nu havde hun gjort ham irriteret og derfor ville han på ingen måder give op før det var helt umuligt.
Hun var hurtigt og atletisk og selvom han indtil videre kunne følge med, så var hun hurtigere end ham og bestemt mere adræt. Det var svært at se hvor hun var på vej hjem, havde hun en plan eller løb hun bare fra ham? Han var sikker på at hun ville være mere forsigtigt denne gang - men så længe de beholdt sig i den øvrige bydel så følte Issac at han havde serven og nok skulle finde denne unge kvinde. 
Lige nu ville han elske at fange hende og gøre livet surt for hende, blot som et eksempel og blot fordi at hun havde fejet ham og hans forslag af banen, bare sådan - også selvom han egentligt fandt hende ligegyldig lige nu, fordi at han havde fået tyvekosterne.

Issac følte nu at han var tæt på, men han skulle stadigvæk være på vagt for han havde set hvordan hun kunne befærde sig og nemmere end ham komme over forhindringer. 
Og nu gjorde hun det igen! Hoppede over et hegn, ind i en privat have og stak rundt om. Hun havde en fordel ved at gøre dette, for Issac skulle hele vejen rundt om og det ville bestemt tage tid for ham.
Han måtte nu sætte farten op og løbe rundt om huset, i håb for at han stadigvæk kunne se hende. Han var samtidig usikker på at hun vidste hvad hun lavede og hvor hun endte. Hun kunne ligeså godt ende i armene på en anden byvagt eller som før i endnu en gyde. 
Umildbart kunne han ved første øjekast ikke få øje på hende, og han var nervøs for at hun var forsvundet, men så var han sikker på at han nok skulle få hende en anden dag og han kunne gå tilbage til sækken med tyvekosterne.

Der er hun, Tænkte han til sig selv, som han havde gået lidt rundt omkring bygningen og fik glimte af en lav skikkelse og som lignede hende ret godt, og nu kunne han endnu engang sætte i spurt efter hende. 

Rorys hals føltes tør og hjertet bankede som ti buldrende heste. Stadig sænkede hun ikke farten, da byvagten atter havde fundet hende igen. Hun var ellers sikker på, at hun ville slippe væk fra ham. Dette bundede i, at de var ved at bevæge sig fra det øvre bydistrikt til det centrale bydistrikt. Hun havde sag snuden mod det nedre bydistrikt, da hun ikke regnede med en mand i så fin påklædning ville følge hende så langt. Dee var hun selvfølglig forkert på den. Hun måtte virkelig have pisset manden af. Ups.

Lungerne var ved at give op på hende, men hun pressede sig selv hårdere og hårdere. Til sidst måtte hun dog indrømme, at manden for hvert skridt ham tættere på. Hun havde for korte ben til at løbe væk fra manden. Hvor livet dog var unfair. Til sidst nåede hun endnu en mur som hun skulle springe over, men med den tilstand hun var i nu, virkede det umuligt. Desuden var hun næppe hurtig nok til at komme så højt op, at han ikke kunne gribe fat i hende. Hun nåede ikke engang at tænke tanken færdig før han var henne ved hende.

Hun stod fanget med ryggen opad muren. Hendes ansigt var blottet og det dækkende tørklæde var der ikke længere til at skjule hendes identitet. Alt var fremme for byvagten at se, lige fra de lynene mørkeblå øjne, hendes spidse næse og fyldige læber, som var presset ned til en linje. Hun stoppede sig selv fra at se så ynkelig ud og rettede ryggen til trods for at han kom nærmere. Hun vidste ikke hvor han ville stoppe. Ville han holde en god afstand og risikere hun smuttede igen? Eller ville han komme helt over til hende og fysisk holde hende nede? Det startede ville nok være det sidste valg, hvilket Rory bestemt ikke var glad for. “De er hurtig hr. Byvagt,” sagde hun nu i sin charmerende stemme. Hun vidste at hun havde fået ham i det røde felt og charme nok ikke virkede nu. Måske fremstod kommentaren hånende, men mest af alt sagde hun hvad hun sagde, fordi hun gerne ville lade som om at hun stadig var i kontrol.

Hun gav virkelig alt hvad hun havde, det var tydeligt at se. Hun ønskede virkelig ikke at komme med eller stå over for ham igen, og det kunne han egentligt godt forstå, for nu var han irriteret. Issac havde virkelig svært ved at styre sin vejrtrækning og hans puls buldrede derud af, det var længe siden at nogen havde krævet så meget af ham og han havde krævet så meget af sig selv.
Han måtte ofre sig i jagten på denne kvinde, som havde drevet hende så langt ud, og de små gyder som de af og til kom igennem var ikke altid perfekte for det tempo som de havde lagt for dagen, og flere gange måtte han støde ind i diverse ting som var blevet placeret; skalde spande, skrald og hvad der ellers stod og flød.

Han pressede sig selv hårdere og hårdere, ligesom hun gjorde, og det var den som havde flest kræfter som ville stå tilbage som sejrs herre i aften. Det var tydeligt hvor hun gerne ville hen, som de nærmede sig det centrale bydistrikt og hun ville helt sikkert gerne længere ned, mod det fattige område af byen - det var jo her de fleste kriminelle holdt til. 
Han måtte tænke sig om hvis de kom så langt, for så var det måske ikke så smart at følge med. Hun ville have kontrollen, magten og overtaget hvis de kom ned i det nederste del af byen, det ville være svært for ham at trække med derned. 

Det lysnede dog da det virkede til at hendes kræfter ikke var med hende i hendes næste træk, da hun prøvede at hoppe over en større mur - hvor han helt sikkert ikke ville kunne følge med. Hun kunne ikke komme over muren, sådan som hendes kræfter var lige nu. Han måtte handle hurtigt, så hun ikke genvandt hendes pust og kræfter, så hun igen kunne stikke af.
"Mange tak. Jeg kan sige det samme om dig" Han tog det ikke som en ros, men blot et spil fra galleriet fra hendes side af. "Nu ikke flere lege" Kom det seriøst fra ham, som han lod blikket glide over på hendes ansigt og studerede det. Nu vidste han da hvordan hun så ud. Issac lagde hånden på skæftet af hans sværd og gik frem imod hende, "Nu mener jeg at vi har været igennem nok. Du har brudt dine broer og takkede nej til aftalen, så nu er der en vej tilbage. Jeg skal selvfølgelig nok sørge for at du bliver behandlet ordentligt i arresten og du kan endda få egen celle"

Hun kom med et lille stramt smil da han smed kommentaren tilbage mod hende. Hun vidste at det var bedst ikke at trække in kniv. Manden havde et sværd, manden havde vist han var fysisk stærkere end hende. Nu måtte hun bare acceptere sin skæbne. Også selvom hun helst ville alt andet. “Ikke flere lege? Vi er da først lige begyndt,” svarede hun ham kækt, selvom dette ikke var sitationen man skulle være det i. Hun vidste godt, at hun ikke burde tirre ham mere end hvad hun allerede havde gjort. Dog havde hun aldrig været dygtig til at lukke munden.

Hun sukkede da han begyndte at lyde så seriøs. Kunne han ikke bare se det positive i, at hun havde hjulpet hans navigationsevner og give than lidt konditræning. Dog tænkte hun selv sådan, fordi hun var nervøs for hvad fremtiden ville bringe hende. Ville det være muligt at forføre en af vagterne i arresten? Hun regnede ikke med hun havde en chance ved denne byvagt, da han kiggede på hende som var hun et bytte. Ikke på en sensuel måde, men nærmere som en jeg vil have dig ned med nakken måde. Hun kunne dog være forkert på den, men det tvivlede hun på.

“Så flink du er hr. byvagt. jamen så kan jeg sagtens selv finde vejen til arresten,” sagde hun og havde nu fuld kontrol over sin stemme, da de havde stået stille et stykke tid. Hun havde egentlig bare lyst til at glas vand nu. Hun gik mod byvagten med et selvsikkert smil klistret på ansigtet. Det smil hun gemte sig bag ved når hun ikke vidste, hvad hun gik ind til. “Eller vil du med og holde øje med, at jeg ikke laver ballade?”