Lyden af de iskolde vand der langsomt faldt fra det fugtige stenloft, ned i en pøl på gulvet. Et svagt genskær af månelys var at denne nat at spotte, som let oplyste den uhumske celle. En celle hvor moset groede langsomt hen over de sorte sten, med en kraftig dunst af svamp og råddenskab. En lugt, der nærmest var kærkommen og sød, i forhold til de beskidte hjørner med små halmdynger der ikke var blevet skiftet i flere måneder, og stank langt væk af afføring og møg. I det modsatte hjørne, henlagt i skyggerne, sad en skikkelse. En skikkelse hvis krop for længst havde opgivet at skælve for at holde sig varm. Som ikke længere lod sig mærke af kulden fra stenene, isningerne fra vandet eller lugten der brændte i næsen. Skikkelsen var engang stærk og robust. Noget der formentligt havde holdt kroppen i live, disse lange uger og måneder hvor den var blevet fodret med intet andet end tørt muggent brød og grød af tvivlsom kvalitet.

De før kraftige blå øjne, drejede sig langsomt op mod den vedvarende drypning, som plaskede øredøvende ned på stenene, og fæsnede sig der. Det var svært at tro, at dette engang havde været en glad, livlig og brusende personlighed, der nu sad stille som graven. Kun med sine tanker og minder som trøst, i de mørkeste timer som hendes fangeskab blev mere og mere overdøvende. Hun trøstede sig selv med at vide, at hun i det mindste havde set sin medkriger slippe væk, og hun havde i al den tid haft vedvarende tro om at hendes kammerater og medkrigere ville finde en måde at redde hende. At dette hul, ikke ville blive hendes endeligt.

Den klikkende lyd fra metal gav genlyd ned igennem fangekælderen, efterfulgt af den tunge fugtige dørs skraben mod gulvet, som den blev tvunget op. Azteka drejede øjnene væk fra dråberne og ud i den mørke gang. Hun havde set flere, både kendte og ukendte ansigter blive slæbt ned igennem gangene. Flere havde hun hørt dør, eller set deres lig blive slæbt væk næste morgen.
Tunge skridt hamrede hårdt ned mod gulvet, med en klire af kæder, våben og hvad ellers den fede fangevogter gik rundt med. Han stilte sig foran hendes celledøren med et luns af en vildsvinekølle. Den varme stærke duft af kød, skar ubehageligt i næsen, mens maven vendte sig i desperation. ”Stadig ikke sulten?” grinte han ondt, trods hendes maverumlen var høj nok til at vække de døde. ”Næh tak, jeg skulle nødig gå hen og blive lige så fed og klam som dig” stemmen var hæs, tør og ubrugt. Hun talte kun i fornærmelser, eller skreg i smerte. Andet blev den ikke brugt til. Azteka var ikke typen der sagde sine bønder højt.
”Så må vi håbe du er tørstig!” råbte han truende ind i cellen før han brød ud i en høj gurglende latter. Azteka tog en dybt indånding og lukkede den ud i et langt suk. Langsomt, som nægtede hendes ben at bære hende, skubbede hun sig op at stå og trådte frem i lyset. Hendes kindben stak knivskarpt frem i hendes ansigt, og den manglende næring, fik hende til at ligne et levende lig. Det blonde hår, var mørkt af skidt, og hang fedtet ned over det lige så beskidte ansigt. Tøjet var slidt, ulækkert og hvis det havde haft en farve andet end sort og brunt, kunne man ikke længere se det. ”På tide! Jeg var også ved at trænge til et bad”
Det var ikke for sjov at fangekælderen blev kaldt brønden, og vandet var ikke til for at give fangerne en god hygiejne. Nej, den blev brugt til langt værre og ubehagelige ting. Det eneste positive Azteka lige nu kunne tvinge sig selv til at tænkte, var at frosten endnu ikke var slået ind. Så det blev koldt, men i det mindste ville de ikke bruge hendes pandeskal til først at slå hul på isen.