På en klippeafsats lå en enkelt skikkelse og spejdede ned mod en kløft, hvor en lille gruppe af nomader var ved at slå lejr. De var en af de grupper, der måske kunne overtales til at støtte Mørket, enten med bestikkelse eller trusler, og Asha var sendt ud på en simpel mission: Hold øje med dem. Find ud af hvor mange de er. Og undgå at blive set.

Orkinden havde en læderrustning på under en mængde beskidte, men farverige klæder, der var svøbt om hoved og skuldre for at give en vis beskyttelse mod solen. Hun havde det stadig svært med Rubinien .. ikke på grund af varmen, men på grund af den lange tid, hvor hun selv havde været slave i dette forbandede landområde.
Hun lagde sig lidt bedre til rette på klippen og de lilla øjne gled igen over lejren i kløften nedenunder, stoppende brat, da en karavanevogn blev åbnet og nogle lænkede skikkelser vaklede ud.

Pis. De er slavehandlere. Øjeblikkeligt kunne Asha mærke, hvordan lysten til at gøre et eller andet ved dem, vældede frem i hende og truede med at kvæle alle tanker om missionen. Indvendigt var hun allerede begyndt at tælle hvor mange modstandere der var, hvor mange hun eventuelt kunne overrumple, hvis de ikke så hende komme.. en grønhudet hånd var gledet ned til bæltet, hvor der sad et par håndøkser og en lidt større økse til nærkamp. 

Der var en behagelig ting ved livet, friheden til at gøre hvad man havde lyst til. Eller rettere der var virkelig mange behagelige ting ved livet, men dette var en af dem. Ørken var et fest måltid, de fleste flammer døde ved morgens lys så ingen bekymret sig over at de gik ud lidt før solen kom frem, og for Cahaye var det et vidunderlig morgen måltid, det var længe siden han havde følt sig så mæt mens han kunne gå og nyde varmen solen så flittig kastede om sig, selv sandet havde en behagelig temperatur nu hvor solen havde lagt sin varme over landet. Rygterne have fået ham tilbage til denne ørken, sidst var da slavehandlen brændte, noget han ønskede at han ville få skylden for og nu rygterne om nogle slavejægere på vej ud til at aflevere deres slaver til slavehandler og hvorfor ikke sige hej til sådanne typer, de var ofte så glade for besøg. Tanken kom med et legesygt smil, som han gik i deres heste sprog og fik stille øje på deres mødes sted, og en lille klippe der gav et så nøje udsyn over deres lejr.

Hans skygge mere i stykker end hel, dansede i solens varme stråler som han gik op til klippen, hans tætte tøj brændt af hans egen hud og det lette magi han havde brugt til at sluge de dødende bål til sig. Bevæbnet var det sidste han var, men hvorfor også bære våben de kom bare i vejen, det eneste der ikke havde brændmærket var armbåndet med de Abiléves familiens farve. Der var dog en anden sjæl på klippen var en hel anden holdning, det mørke tøj, våben, og de spidse øjne imod målet. Mulighederne var få, men lad orken have en chance.
”Du ligner ikke en vagt.” lyd den androgyne stemme, med sine knæk fra flammernes påvirkning i hans indre. Håret blev fanget i vinden og fik flammerne til at danse sig om ham som hans eget blik rettet sig imod samme mål.
”Men….enten er du vagt, eller en der savner en af dem i lænker..så ..fortæl.” ordene blev hårde, og flammernes påvirkning på hans ord blev mere og mere tydelig som han lod chakra storme igennem sig, og lette gnister slog ned af hans arm, og en let flamme i håndfladen der blev rettet imod ork kvinden. ”Eller brænd.”

Asha kunne mærke det hede ørkensand brænde mod selv hendes tildækkede hud, som de lilla øjne holdt øje med bevægelserne nede i kløften. Så optaget var hun af sine egne tanker om slavehandlerne, at hun ikke opdagede den brændende skikkelse, som havde sneget sig ind på hende, og da den knitrende stemme lød, rullede hun hastigt til siden, trækkende sin økse i én bevægelse, som hun kom på benene.

Hun kneb øjnene sammen, studerende den fremmede. Den lignede ikke en af karavanefolkene, for den var tydeligt berørt af elemternes magi, men det betød ikke, at de ikke kunne have hyret eller tilfangetaget den. Hun kendte ikke adelsmærket omkring håndledet - i hendes øjne kunne det lige så godt tilhøre rubinierne.

"Jeg er ikke en vagt, elemental." Svarede hun, hendes krystalisianske en smule groft. Hun havde aldrig stået til ansigt med et af elementernes væsner, og var derfor ikke helt sikker på, at dette var hvad det var, men det var den bedste antagelse, hun kunne gøre sig.

Som flammen blev rakt frem mod hende, svarede hun udfordringen med at lade sine egne flammer opstå i hånden omkring skaftet på øksebladet. Hun ville næppe stå i en duel af ild mod ild, men hendes krigeriske blod kunne ikke lade udfodringen stå ubesvaret. Hun gjorde dog ikke mine til at angribe, men gjorde i stedet et kast med hovedet mod slavehandlerne:

"Er det dine folk?"

Han blinkede flere gange som hun virkede overraskende fattet, selv mens en flamme var rettet imod hende, det grove orkiske berørte Krystalianske sprog var som forventet i disse kanter, for hvem i dette forbandet land ville lære en ork at tale ’ris’ krystallisk, ikke at han selv gjorde og ej ville han nogle sinde komme til det. Der var noget specielt ved denne kvinde, denne ork, noget bevæbningen og udstyret nok skulle have gjort klart for ham med det samme, men hun tøvede ikke, og endda pegede flammer tilbage imod ham, en handling der kun var en mulig reaktion til, latter, underholdt latter, over orkens mod. Hans flamme gik ud og han hævede skulderne som svar til hendes spørgsmål og let gik tættere på hende med blikket på slavejægerne, sælgerne og slavernes selv.

”Ikke i nu.” tilførte han til sit ryst på skulderne, mens han nærmede sig kløften.
”Så, ildberørt ork, hvad I Sharas navn er din plan? Dit hadefulde blik, siger mig at du er ved at skabe en eller anden plan ikke?” lyd det spændt.

”Eller, er den tunge bevæbning til pynt?” Tone mere hånefyld, men også legende som det blev sagt. Alt er nemmere når man er flere om det, mon ikke også alt i dette tilfælde? Flere til festen, og til at danser i flammernes hede? Og side mod side, i kampens hede er den bedste måde at knytte bånd, og han måtte indrømme det ikke var orker han havde de fleste venskaber hos, og det hadefulde blik orken havde, måtte gå hånd i hånd med hans eget flammende had imod slavesælgerne selv.

Langsomt døde Ashas egne flammer ud, og selv om udsigten til snarlig kamp stadig fik blodet til at pumpe rundt i hendes krop, følte hun i sit sind en svag lettelse over, at det ikke var blevet til en udfordring af ild mod ild. Hun havde altid foretrukket øksens skarpe blad frem for ildens brændende bid.

Endnu .. hvad mente elementalen? Hendes blik skævede kort ned mod kløften, hvor slavehandlerne var ganske uvidende om, hvad der udspillede sig heroppe. Hun dukkede sig en smule - det gik ikke, at de så hende nu. Hvad var elementalens plan - eller fortalte historierne sandt, at han var lige så utilregnelig som sit element?

"Jeg .. studerede dem blot. For nu." Svarede hun tøvende. Hånden gled væk fra økseskaftet, men hendes positur afslørede, at hun snarligt kunne trække våbnet, hvis nødvendigt. Hun havde ikke tænkt sig at afsløre, at hun var udsendt af Mørket, og hun bar ingen af deres symboler på sin krop, i tilfælde af at hun skulle blive taget tilfange i ørkenen.

Mange ville kalde ham tåbelig for hvad han gjorde, vende siden og ryggen til en som stadig var i fuld kamp tilstand, men det var få gangen det havde bidt ham i røven og langt de fleste gange havde alt lyst til kamp døde ud nærmest øjeblikkeligt. Et sats, der kunne koste ham blod, men det var også spændende og den tanke fik smilet til at vokse og blodet til at pumpe, som han satte nær kanten let i skjul dernede fra, og lod blikket falde på lejren. Det var en ork, en bevæbnet ork med hans eget element til rådighed, det ville være en perfekt partner til disse handlinger.
”Studere dem?” han træk på smilet og lod sætningen dreje sig i munden. Det lyt forkert, enten var det i hans egen mund, eller fordi det var en ork der havde sagt det. Blikket gik forsigtigt over orken der stadig var så spændt som en musefælde, klar til at springe på den første der prikkede til.
”Jamen..det er jo nemt.” kom det endelig fra ham med et selvglad smil på hans læber. ”De berøver folk frihed, og tager det sande liv fra dem, grundet en så menneskelig ting som grådighed og så dæmonisk en mentalitet at sympati ikke engang er noget de vil vise overfor deres egen syge mor.” Blikket gik fra orken tilbage over kløftens kant, og blikket blev let snævert, som temperaturen let hævede nær ham.
”Hvad mere er der er studere med dem? Væsner som dem, bedste talent er at blive til aske og fodre jorden med næring!” tonen blev hård, og hadefuld, kæben sammenbidt som ordene forlod ham, den ene hånd lavede milde bevægelse som han kontant var klar til at fremmane mere ild, holdt hånden i gang så den ikke for meget til ro, som han sad der lænede han sig en smule længere frem halskæden der afsløret hans nære bånd med de Abiléves familien, faldt ud fra under trøjen.
 

Selv om elementalen bevægede sig mod kløften, var Ashas muskler stadig spændt. Hvad end han ville .. hun ville være klar. For nu var det dog blot samtale, en lusken om den varme grød for at finde ud af, hvad den anden var ude på. Noget, som Asha sjældent var særlig god til.

"Studere.. holde øje, du ved!" Afbrød hun, da han lod til at sætte spørgsmålstegn ved hendes ordvalg. Ved Zaladin, var det måske ikke det, man sagde? Asha havde en tendens til, at alle missioner der omhandlede at studere eller holde udkig endte i voldelige tendenser.

Hun lyttede til hans ord. Hun brød sig ikke om hans tone, men selv for en til tider tykpandet halvork, kunne der ikke være tvivl om, at han nærede de samme følelser for slavehandlerne, som hun selv gjorde. "Aske .. eller blod." Svarede hun, blikket kort hvilende på sit økseskæfte. Hun bemærkede halskæden, der dinglede fra hans hals, men genkendte ikke symbolet. "Så du er ikke en af deres udsendinge!" Konkluderede hun i stedet - noget, der for enhver var tydelig på dette tidspunkt, men hun følte alligevel, at det måtte siges højt.

En lyd fangede halvorkens opmærksomhed. Et fjernt brøl et sted ude mellem klipperne, der brød ørkensandets ensformighed. Desghora. Hun havde sendt dragen ud for at jage, men hun kunne ikke vove at risikere, at slavehandlerne nede i kløften fik øje på den. 

Med et vågent blik på elementalen bakkede hun langsomt væk, mens hun forsøgte med sine mine at vise, at det ikke var fordi hun trak sig fra konflikten. Der var blot noget andet, der krævede hendes opmærksomhed.
Få stunde efter, var hun blot en lille prik i sandet, som hun hastigt travede bort fra kløften.

Trækker Asha fra tråden, da du står som inaktiv .. beklager :)