"Eyidivan?" Stemmen var svagt forvrænget af krystallen, der lå indopereret under havmandens brystben. I stedet for at gå klart og tydeligt igennem, var det som om der blev talt fra bag en håndflade. Vidste man ikke, hvor krystallen lå, kunne det nok være svært at høre, hvorfor stemmen lød sådan - sad noget fast i halsen? Var vandet ekstra tykt, der hvor han stod? Havde han skæl ned foran munden? - men brystkrystallen var bare en stemme bag hud og skæl. En faretruende, dyb stemme, der påkrævede sig Eydivan Ke'Jaelins opmærksomhed. Uanmeldt. Næsten mere invaderende end krystallen i sig selv.

Udenfor havde mørket sænket sig og der var gået tilpas mange timer til, at Zahinael var tryg i at tale til sin spion uden at melde sin ankomst først, så havmanden kunne sikre sig ensomme omgivelser. Det var tiden ikke til lige nu. 
"Eyidivan?" gentog han. En knurren sneg sig ind i stemmen. 
Det her var langt fra optimalt. Det fulgte ingenlunde planerne, og selvom eksplosiverne godt nok ikke længere befandt sig på stranden i følge meldingerne, var det stadig ikke helt sikkert, at Eyidivan faktisk havde bragt dem ned med sig, eller om de var blevet taget af pirater, fordi deres position var blevet ladt alene så længe. Der var noget, der ikke stemte. Følelsen havde gnavet sig ind i baghovedets tanker et par dage nu, og med den nye information, kunne kontakt ikke vente meget længere. Derfor var krise-tidspunktet for første gang taget i brug. Det var ikke noget, der burde gøres, for der var en betydelig risiko forbundet med det, men spionmesteren var desværre ret sikker på, at den eneste, der burde ligge i Eyidivans koldklamme tangseng, ikke gjorde det.
"Hvorfor får jeg rapporter om, at Distriktsleder Va'Chakessa skal forenes med Rådstaler Chutoo'ran? Fortalte jeg dig ikke, at du skulle vinde hende over?"

    Stemmen blandede sig med drømmen, og derfor tog det Eyid et øjeblik at vågne. 

    I drømmen var han tilbage i kælderen - tilbage i den kolde celle med de hårde sten og de rustne tremmer. Tilbage til før han forstod - til dengang han var ond og svigtende og ikke kunne regnes for et tænkende væsen. Hans krop vejede et ton og han kunne ikke løfte den fra det klamme stengulv - kun lige akkurat dreje hovedet nok til at se, hvordan Cyreesai stod ovre i hjørnet og stirrede ned på ham med kolde, uforsonlige øjne.
    "Så det er altså sådan du bruger din tid, mens jeg forsøger at holde sammen på Distriktet? Dovner som dét bløddyr, du er? Jeg fatter ikke, hvordan du nogensinde har kunnet tro, at du var værdig til at sidde ved min side på Distriktstronen..."
    Han ville gerne komme med en indvending - ville forklare hende, at han ikke var her med sin gode vilje - at han var blevet udsat for forfærdelige, nedbrydende ting, der havde ødelagt dén person han havde været, og bygget en ny op af stumperne.
    Men pludselig stod stemmens ejermand også i cellen - overfor Cyreesai - og da Spionmesteren sagde hans navn, smeltede indvendingerne væk fra Eyids tunge og hans glemte fuldstændig, hvad han ville have sagt. Zahinael havde hjulpet ham med at åbne sine øjne - havde fået ham til at forstå, at med hende var han svag...

    "Eyidivan?" lød det igen - en knurrende undertone denne gang, og Eyid vågnede med et sæt og tog sig til brystet - mærkede den lille, summende snert af magi fra dén krystal, Spionmesteren havde indopereret under hans brystben. 
    "Herre?" mumlede han - fortumlet - og nåede ikke videre, før Spionmesteren tog over med sine anklagende spørgsmål, som Eyid på ingen måde var klar nok i hovedet til at svare på.
    "Jeg..." Han virrede med hovedet og vågnede så nok til at mærke et stik af bekymring. Hvor sent var det? Var der nogen i huset, der kunne høre ham? "Herre, det lod til at være... en rimelig spontan beslutning. Jeg var faktisk sikker på, at jeg var ved at have vundet Cyreesai over, men så vendte hun pludselig fra det ene øjeblik til det andet..." Han havde sat sig op i sengen nu og prøvede at undertrykke kvalmen. Det gik altid skidt, når han løj for sin herre...
    Men han vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre, for han forstod ikke, hvorfor det var endt sådan her - hvorfor han ikke bare havde handlet, som Zahinael havde beordret ham til. Hvorfor han ikke bare havde spillet på Cyreesais følelser, når det nu ville have været så let...
    Hun havde jo været mere end villig! Havde bogstavligt talt kastet sig over ham... 
    Eyid bøjede hovedet og lod fingrene finde de løse skæl. "Jeg... beklager, Herre - jeg har fejlet dig. Men jeg lover, at jeg har planer om at skaffe Rhodion Chutoo'ran ud af billedet. Han bliver ikke et problem på den lange bane."
    

"Ja, du har fejlet mig, Eyidivan," lød svaret prompte. Var der noget, Zahinael ikke brød sig om, var det fejl. Det skurrede helt ind i sjælen, og hvor det normalt ville hjælpe, at spionen selv indrømmede det, lå indrømmelsen henover en løgn, og løgne var værre en fejl. Langt, langt værre en fejl. "Og du lyver for mig."
Zahinael havde brugt over et årti på at finpudse Eyidivan, og så skete sådan noget her stadig? Det talte virkelig for, at man ikke kunne regne med andet end de evigtlevende racer, men netop i denne situation havde der ikke været meget valg. Aquarin havde ikke ligefrem den racediversitet, Zahinael normalt drog nytte af ude omkring i resten af Krystalllandet.
"Du ville kunne bilde mig ind, at Cyreesai handler overilet i næsten enhver anden situation end denne her," fortsatte han. "Hun har undværet dig længe, og mine rapporter har alle sammen afkræftet at hun skulle have taget sig en mage i dit fravær. Hvis hun er vendt på en tallerken kan der kun være én, der bærer skylden. Dig."
Måske var hadet blevet pustet for meget til alligevel. Måske kunne Eyidivan ikke længere lade som om han ville hende, fordi hadet var blevet presset ind under huden på ham. Svigtet. Følsomme lortefisk. Der var næsten kun en mulighed tilbage. Tidspres. Eyidivan tog fine beslutninger under pres, og det holdt ham i visse situationer fra at tage værre beslutninger. Zahinael måtte havde givet ham for lang line til at starte med, så han havde fået rodet sig ud i utilsigtede situationer ved sin tilbagekomst. Situationer, der nu satte hele planen på spil.
"Jeg vil se fremgang, fisk," fortsatte spionmesteren med vrede dirrende i stemmen. "Fremgang. I løbet af de næste to uger. Ellers ..." Der var altid en plan B.
Forbindelsen blev afbrudt.

    To uger. 
    Det var dét, hans herre havde sagt, og så var Eyid ellers blevet efterladt, inden han kunne nå at komme på undskyldninger eller forklaringer, der kunne dæmpe Zahinaels skuffelse.
    Men ordene havde sat sig fast, og det lille '...og ellers...' spøgte stadig i Eyids baghoved, da han med det lille, konkyliebesatte skrin knuget i hånden skyndte sig igennem Distriktet. Det var omtrent fire dage siden det var blevet alment kendt, at Distriktsleder Va'Chakessa og Taler Rhodion havde besluttet at indgå forening, og selvom Eyid og Cyreesai havde haft korte, professionelle samtaler til det enkelte Rådsmøde, der havde været siden, havde det været soleklart for Eyid, at vandet endnu ikke var renset imellem dem...
    Og det havde egentlig også været fint, for efter at hun havde smidt ham ud fra Rådsmødet havde han været godt arrig... vantro, faktisk. Men nu hvor hans herre pressede på... 
    Så måtte Eyid sluge sin stolthed - hvor umuligt det end lød - og så trække på de ressourcer, Zahinael havde udstyret ham med. Han måtte støve sin forstillelse af og lade som om... indtil hun var, hvor Spionmesteren ville have hende...

    "Jeg ville gerne tale med Distriktsleder Cyreesai, hvis det er muligt," oplyste han, da vagten i det imponerende dørparti ind til Va'Chakessas nye palæ spurgte om hans ærinde. Med udtryksløst ansigt hævede han det lille skrin, så vagten kunne se det. "Jeg har en gave til hende - og så vil jeg gerne lykønske hende for foreningen med Jagernes Taler." 
    Han ville hellere bide sin egen tunge af - en handling, vidste Eyid, der så alt andet end behagelig ud - men vagten lod alligevel til at købe forklaringen, for Eyid blev vist ind i et lille lokale i forlængelse af indgangshallen, der meget tydeligt var beregnet til lige netop dét; at fungere som et venteværelse, så Cyreesai kunne tage stilling til, om de ankomne gæste var nogen, hun havde lyst til at spilde tiden på.
    Eyid håbede, at hun trods deres seneste, hårde ord alligevel ville gøre sig ulejligheden...

"Distriktsleder Va'Chakessa," vagten bøjede hovedet mod hende. "Eyidivan Ke'Jaelin venter udenfor. Han medbringer en gave."
Det var som om vandet frøs til is lige under Cyreesais skæl. Nogle af dem løftede sig instinktivt som om hun stod foran en fjendtlig hær og skulle til at starte et angreb. Udover at det her ikke var den gode følelse af spænding lige før en kamp. Det her var følelsen af gru, når man stod over for en modstander, man ikke var sikker på, man kunne klare.
På en eller anden måde tog lederen i hende over, og hun var allerede oppe at stå og henne ved perleforhænget ind til ventegemakket, før det gik op for hende, hvad hun havde gang i. Kør den på rutinen, Sai.
Tænk, at man kunne være tør i munden, når alt omkring én var vådt.
"Eyidivan Ke'Jaelin. Kom indenfor," hendes stemme lød fjern og formel. Måske fordi der kunne have været andre i lokalet? Men det var der ikke. Der var kun ham. Ham.
Hendes tanker vandrede til de sidste par gange, de havde talt sammen. Nærmest hver gang, de blev ladt alene, gik der noget galt, og det syntes at være hendes skyld det hele. Fordi hun ikke kunne holde sig i skindet i nærheden af ham. Det havde bare at blive bedre, når hun og Rhodion... 
Hun gøs lidt ved tanken. Det ville aldrig blive, hvad hun ønskede. Men ledere gjorde ikke, hvad de ønskede. De gjorde, hvad de måtte gøre, for at holde folket sikkert. Det var det hun gjorde lige nu... Bildte hun sig selv ind. Den del var lettere, når Eyid var en dum skid med lort i munden. Ikke når han stod der med et skrin i hånden og velpolerede skæl.
"Jeg har ikke så meget tid," løj hun, mens hun førte an ind i sine gemakker. Han havde altid kunnet se lige igennem hendes løgne, men hvad gjorde det nu? Det var ikke fordi de skulle bruge resten af livet sammen alligevel. "Men tag endelig plads."

    Eyid rejste sig fra chaiselongen lige så snart det første klir fra perleforhænget lød. Ved synet af Cyreesai knugede hans mellemgulv sig sammen i en forvirrende blanding af fortrydelse, skam og vrede, men han formåede ikke at lade sig mærke med det. Det skulle gå godt, dét hér... Mulighederne begyndte at snævre sig ind, og Eyid havde ikke længere margen for fejl...
    Dog kunne han ikke forhindre sit ansigt i at blive mistænkeligt neutralt, da hun hilste ham som en anden delegat fra et fremmed Distrikt. "Så vi er altså ikke længere på fornavn, Cyreesai Va'Chakessa?" bemærkede han en anelse syrligt, før han tvang et smil frem, som havde ordene været én af deres sædvanlige stikpiller. Han var dog temmelig sikker på, at han ikke narrede hende, og derfor tog han sig sammen - tog et skridt frem imod hende og gjorde en forsonende bevægelse med hænderne. 
    "Kan vi... snakke sammen lidt?" Syrligheden var væk nu - ordene var en bøn - og en bøn hun tydeligvis hørte, idet hun ledte ham ud af ventelokalet og videre til sine private gemakker. Hendes kommentar om ikke at have så meget tid købte han ikke, for han kendte alt til hendes skema, men han kom ikke med nogen bemærkning - satte sig bare, som hun havde opfordret ham til og lagde delikat den lille æske på sine knæ. 
    Et sekund eller to var der stille imellem dem, til han fik samlet sig. Så lagde han ud med at sige: "Jeg tror, jeg skylder dig en undskyldning, Sai..."

Cyreesai havde forventet konflikt. Især da den første sætning ramte, og hun ignorerede ham og blot vendte ryggen til, mens hun førte ham ind. Hun havde forventet at flere hårde ord ville følge trop, og hun satte den hårdeste pligt-barriere, hun overhovedet kunne mønstre, op omkring sine tanker. Han skulle ikke komme her midt i hendes arbejdstid og forsøge at hyle hende ud af den. Forsøge at få hende så vred, at hun endnu engang måtte tilkalde vagter og få ham slæbt ud. Hun havde undgået ham netop så det ikke skulle ske alt for meget midt i det offentlige rum. Det var ikke sundt som leder at vise befolkningen, at hun udøvede sin magt over for Ke'Jaelin. De skulle forstille at være på god fod nu. De kunne rent faktisk vise sig som venner, hvis det var det de ville, men efter Eyids tilbagekomst, tvivlede Cyreesai mere og mere på, at det venskab, de havde haft, nogensinde havde været ægte. Havde hun bare bildt sig det hele ind?
Men så sænkede Eyid paraderne og hans tone blev bønfaldende. Det gik rent ind. Alle Cyreesais forsvarsværker brast hurtigere end hun kunne nå at følge med, og mens Eyid tog plads, måtte hun stå med ryggen til for ikke at lade ham se sin sårbarhed. Sådan ville hun ikke have handlet dengang. Efter blodsbåndet havde de været langt mere åbne over for hinanden, og hun havde ladet ham se flere af sine usikre sider - eller i hvert fald selv bragt dem op. Han kunne vist se dem uanset hvad. Hun sukkede dybt. Hvad gik der af hende? Mørket havde haft ham i 13 år, og hun behandlede ham ikke en bobbel bedre nu hvor han var kommet hjem. 
"Det..." Hun vendte sig om og sank ned i sin stol over for chaiselongen. Hun havde lyst til at  sætte sig ved siden af ham, men proppede den trang langt, langt ned i halsen på sin egen underbevidsthed. "Det gør jeg vist også. Jeg har ikke behandlet dig særligt godt, siden du kom tilbage... Jeg var forvirret, og ... mine følelser spillede mig et puds." 

    Eyid sænkede blikket, så hun ikke skulle se skæret fra de modstridende følelser, hendes ord rejste i ham. Han skulle holde fokus... Han skulle huske, hvad formålet med dette var...
    "Jeg tror heller ikke, jeg har været let at få tilbage..." mumlede han derfor og holdt stædigt blikket fæstnet på sine langfingrede hænder, der lå om det lille skrin. "Tretten år er længe at være væk, og... Og alting er meget forandret. Jeg har følt mig meget afrevet fra Distriktet og fra alle jer, som jeg holder af, fordi..." Et bittert smil, der føltes lidt for ægte, trak et øjeblik hans læber ud. "Fordi Mørket har fremmedgjort mig. Og måske er det i virkeligheden dét, der er fejlen. Folk hernede har forsøgt at lade som om der intet er sket - som om der ingen tid er gået, og livet bare kan blive samlet op, hvor det blev efterladt...Og det har på den ene side været rart! For så slipper jeg for at skulle leve det hele igennem igen heroppe." Han tappede sig selv på panden med en pegefinger - stadig uden at se Cyreesai i øjnene. "...Men på den anden side... Når mine tanker så alligevel går til de ting, der skete... Så føler jeg mig meget alene. Og som om ingen har interesse i eller modet til, at forsøge at forstå mig..."
    Nu løftede han blikket og sendte hende et trist smil - fortsatte med dét, hun forhåbentligt ville kunne afkode som en indirekte undskyldning: "...Og så opfører jeg mig som et arrogant røvhul. For dét er åbenbart noget af dét, Mørket ikke kunne banke ud af mig..."

Ordene gjorde ondt. Det var de ord, hun havde håbet aldrig at skulle høre, men som hun samtidig havde forventet at høre nærmest hver eneste dag den sidste måned. For hvordan kunne man vende tilbage og forvente, at man kunne træde ind i livet, som det havde været før, man blev flået væk fra det? Selvom den sidste sætning forsøgte at løfte humøret, vidste Cyreesai bedre end nogen anden, at det var en forsvarsmekanisme. Eyid prøvede at flygte fra det. Igen.
Modvilligt - mest fordi hun faktisk ikke var sikker på, hun kunne holde sig i skindet - rejste hun sig og gled i en let bevægelse over ved siden af ham. Hun lod omtrent en håndsbredde være mellem dem, men gav plads til at han kunne tage hendes fremstrakte hånd, hvis han ville. Ellers ville den ligge åben i hendes skød og ikke bebrejde ham, hvis han ikke tog imod den. Hun forstod det godt. Hun var nok heller ikke den bedste til at hjælpe.
"Jeg troede, det var det, du ville have. Ikke at blive behandlet anderledes. Ikke at blive set på som svag," sagde hun efter at have slugt et par ord, der prøvede at komme frem forrest i køen. "Jeg vil stadig gerne hjælpe dig, Eyid. Også selvom jeg ikke er så god til det." Hun trak lidt ud i håndsmykket, så arret blev synligt. "Selvom vi skal hver vores fremtid i møde, har vi lidt en fortid, vi ikke kan svømme fra."
I alle de år havde Cyreesai naivt holdt fast på, at når Eyid kom tilbage, ville deres skæbner forene sig igen. Lige så dumt det var af Eyid at tro, han kunne bearbejde alle sine traumer alene, lige så dumt havde det været af Cyreesai at tro, de ville kunne fortsætte, hvor de slap. Eyid skulle ikke længere sidde på distriktstronen med hende, og selvom netop dét faktum gjorde en anden, lurende tanke mere realistisk, var det efterhånden ubehageligt tydeligt, at der ikke skulle være noget mellem dem. De endte altid med at råbe ad hinanden, og Eyid var sikkert allerede ved at drukne sine forfærdelige minder i de kvindelige sangerfisk, der beundrede enten hans ar eller bare det, at han havde overlevet så længe uden Det Store Åbne. 
Selv kunne Cyreesai ikke se sig fri for trangen til at lade fingrene glide over de brudte skæl på hans ansigt, men som den disciplinerede kriger, hendes familie havde opfostret til at være, holdt hun sig fra det. Pligten frem for alt. Også selvom hun drev Va'Chakessa i en anden retning, end hendes forældre ville have syntes om - nogle principper skulle ikke forsages. 
"Jeg har..." hun drog et langt suk og vendte blikket væk. Kunne ikke holde den formelle, stramme holdning i nærheden af hans dybgrønne blik. "Jeg har virkelig savnet dig. Jeg er ked af, det hele er endt med at føles som om vi pludselig er før Blodsbåndet."

    Lidt overrasket kiggede Eyid op på Cyreesai, da hun lod sig glide ned ved siden af ham. Den fremstrakte hånd blev taget næsten per refleks, og selvom det måske var meget forventeligt, skar Eyid en grimasse over de blodige billeder, der bombarderede hans indre øje. De var ikke velkomne... ikke nu, hvor han forsøgte at reparere alt dét, han nær havde fået ødelagt...
    "Jeg troede også, det var dét, jeg ville have..." mumlede han. "Og det er det til dels også stadig - jeg vil ikke ynkes, jeg vil bare..." Inden han nåede at standse sig selv, havde han vendt hendes hånd i sin, så det sårbare håndled med de små, fine skæl blev blottet. Han bed sig i læben og tillod kun sig selv at stryge tommelfingeren en enkelt gang over hendes hud, så fristelsen ikke skulle blive for stor. "Jeg vil bare have noget af alt det forfærdelige ud af mit hoved..." hviskede han så hæst, før han tog hånden til sig. Trak vejret dybt for at få ro på sig selv. Det var altid godt, når han gjorde en ende på hende...
    "Vi bliver aldrig som før Blodsbåndet, Sai," erklærede han så og tvang et lille smil frem, da han vendte sin venstrehånd med håndfladen opad, så det lange ar kom til syne. "Vi er forbundne, du og jeg, og det er der ikke noget, der nogensinde kan ændre på - det er til døden, om vi vil det eller ej. Ligegyldigt hvilke valg, vi ender med at tage undervejs..." Han havde pludselig en klump i halsen, og forlegent måtte han rømme sig, før skrinet med halskæden blev holdt frem imod hende.
    "Jeg har taget en gave med til dig," bekendtgjorde han så - lidt ud af det blå, måske, men han havde ikke været forberedt på de mange følelser, der var dukket op undervejs i denne samtale, og nu higede han efter at komme tilbage på sporet. At falde tilbage i dén rolle, Zahinael havde udstukket for ham. "Mor Aleissan bar denne, da mine mødre blev Forenet, og jeg tænkte... Jeg håbede, at du måske ville gøre mig dén ære, at gøre det samme, når du indgår Forening med Taler Rhodion..." 
    Ordene brændte hans tunge, men ud skulle de, og ét eller andet sted ville han også, at hun skulle bære ét af Ke'Jaelin-familiens arvestykker til sin Forening... 
    Han havde måske bare forestillet sig, at det ville være under andre omstændigheder...
    "Atha'ame bar selv Riyeenas halskæde, og gav mig derfor Mor Aleissans - sikkert med dén hensigt, at jeg kunne bære traditionen videre..." En grimasse, der kunne have været et bittert smil. "Men lidt i forlængelse af dét, jeg forsøgte at sætte ord på før, så tror jeg ikke lige, jeg står til at finde mig en mage... Så jeg vil hellere, at det bliver dig. Det ville... betyde meget for mig."

Alle de rigtige ting kom ud af Eyids mund. Og alle de forkerte. Det var som at få en mavepuster, der rev ens indvolde ud gennem halsen. Cyreesai fik en grim, grim smag i munden, mens hun forsøgte at finde på noget at sige. Der var ikke noget rigtigt at sige til det her. Ikke til noget af det. Der var ikke noget, Cyreesai hellere ville end at hjælpe ham med at få alle de forfærdelige minder ud af hovedet, men hver gang hun prøvede, syntes kløften mellem dem at blive større. Uanset hvad hun gjorde, gjorde hun det forkerte, og det havde hun jo nok egentlig altid gjort. Aldrig rigtig forstået ham. Hanfisk generelt, men Eyid mest af alt. Han var den, hun havde forstået dybest, men nu var han den, hun forstod mindst. Og fordi hun ikke havde forsøgt at forstå andre i hans fravær, var hun kun det mere fortabt. Alle valg virkede som dårlige valg, og jo mere hun tænkte over hele den her foreningsting med Rhodion, des mere forkert føltes det. Derfor forsøgte hun at tænke så lidt på det som muligt. Hvilket blev ret svært, når Eyid tilsyneladende var kommet af den grund. Et eller andet sted havde hun jo nok forsøgt at jage ham væk ved at tage en mage. En mage, som Eyid rigtigt nok have observeret, aldrig ville kunne tilfredsstille hende eller opveje hendes personlighed. Men det var der altid kun én i hendes liv, der havde kunnet.
"Jeg ville ønske det kunne være som før Mørket," sagde hun endelig. Prøvede at sluge noget af al sin selvlede. "Jeg tror, vi kunne være et godt ... Jeg tror vi kunne have været gode ledere sammen."
I stedet for at tage imod skrinet, lagde hun sine hænder over hans. Var forsigtig med ikke at lægge sin venstre hånd over hans. De vidste aldrig rigtig, hvilke luner arrene kunne være i. Selv efter alle disse år var det en ren instinktiv bevægelse at holde dem fra hinanden.
"Jeg kan næsten ikke tage imod det," sagde hun og klemte om hans hænder, mens hun lod dem synke ned, så skrinet og deres hænder under det, hvilede på chaiselongen. "Riyeena hader mig stadig. Jeg er ikke en Ke'Jaelin, hvorend meget, jeg har forsøgt at udviske forskellene over årene. Og jeg ved, hvor meget den betyder for jer. Symbolet på kærlighed. Eyid, det her bliver aldrig kærlighed." Hun kunne lige så godt være ærlig over for ham. Hun havde prøvet at gøre ham sur sidste gang, men han havde uden tvivl allerede set igennem hendes maskerade. "Han er sød og god, men jeg har aldrig elsket... andre." Blikket flakkede. Så meget kunne hun alligevel ikke indrømme. "Jeg vil bære den for dig, hvis det er det, du ønsker. Men jeg vil også give dig den tilbage. Bare fordi vandet føles koldt lige nu, skal du nok finde dig til rette. Du skal nok finde dig en mage. Med din charme kan du ikke andet."
Et lille smil forsøgte at imitere hans, når han kom med små stikpiller. Det virkede ikke helt. Føltes ikke helt dybt nok. Understregede, hvor lidt hun egentlig kunne finde ud af det her.
Find dig en sød hunfisk og slå dig ned lidt uden for Revet, hvor der er stille og roligt, tænkte hun. Hvor jeg ikke skaber flere problemer mellem os.

    "Charme.." gentog Eyid med et selvmokkende smil. "Må jeg minde dig om, at siden jeg kom tilbage er du ikke den eneste, der har kastet mig op imod en væg... Selvom du klart løber med sejren som dén, der har gjort det flest gange... Og hvor det var mest fortjent..."
    Han sænkede hovedet under en bitter, lille latter og slog så sine egne ord hen med en håndbevægelse. "Nej, du skal ikke sige noget til dét, Sai - lyt ikke på mig.  Og ligegyldig hvad, så ville jeg føle, at det var en ære, hvis du bar smykket. Jeg ville se det som... Et symbol på vores forsoning." Det sidste fik et lille, trist smil med på vejen, før han rakte ud og næsten som ved eftertanke lod fingerspidserne glide over hendes venstrehånd - dén, der havde arret fra deres Blodsbånd. "Må jeg spørge dig om noget?" mumlede han så - uden at løfte blikket. Hans hjerte hamrede pludselig af sted og han følte sig underligt stakåndet - kvalmen, den forhadte, velkendte kvalme, sad helt oppe i halsen på ham. Det var uden for manuskript, dét hér - det vidste han udmærket godt. Det ville ikke fremme hans Herres planer og det ville helt sikkert ikke gøre det lettere for Eyid selv... Men han måtte vide det. Af én eller anden grund måtte han vide det...
    "Hvis det ikke er kærlighed, Sai... og hvis det aldrig bliver det. Hvorfor gør du det så? Hvorfor ikke... gemme den endelige forening til én, du rent faktisk holder oprigtigt af?"

Hun havde åbnet munden for at svare ham, mens hans hurtige opfølgning fik hende til at lukke den igen og betragtede hans ansigt, mens han hånd flyttede sig og fingrene gled over håndryggen. Det sitrede helt ud i hendes svømmehud, og en rystelse tog fat i hendes fingre, før hun nåede at stoppe den. Hendes blik fulgte arret ned over hans øjenbryn. Ned over de lysende, grønne øjne og de fine, mørke skæl. Den Mægtige Sanger Eyidivan Ke'Jaelin. Hendes mægtige sanger ... Ødelagt af Mørket. Men selv hvis de ikke havde taget ham... Det kunne aldrig være blevet til noget. Hun havde holdt løgnen i live i sit indre, mens han havde været væk, uden at tænke på fremtiden.
Ligesom ham lod hun blikket falde til deres hænder. Nænsomt gjorde hun sig selv og skrinet fri af hans lange kunstnerfingre og rejste sig i det samme for at stille skrinet fra sig henne på bordet. Og for at få afstand til ham. Til sine egne tanker. Hendes tunge gled henover tænderne og faldt til rette ved den spidse hjørnetand med lyst til at prikke hul. Hun tænkte altid bedst under pres og værst sammen med Eyid. Nej, ikke værst. Ærligst. Det var hele problemet.
"Det er for Rashez'ars bedste," svarede hun og bed lidt ned i tungen for at holde sorgen go frustrationen ude af sin stemme. "Jeg burde have gjort det for længst. Jeg kan ikke gå forrest med Krigerne, hvis jeg ikke har en arving til at overtage for mig, og ... Der kommer ikke en anden," Det næste blev sagt lavere, som en bitter eftertanke til Cyreesai selv. "I hænger ikke ligefrem på tangtræerne."

    Hendes ord ramte Eyid næsten som et fysisk slag - eller ikke hendes ord; de ting, der lå mellem linjerne. De ting hun ikke sagde direkte...
    Kvalmen var helt oppe i halsen på ham nu, og uden at ville det havde han taget sig til kravebenet - prøvede at skubbe den trykkende fornemmelse ned i maven igen. Men selvom hans krop gjorde oprør, så stod det smerteligt klart at det var nu - dét hér var hans chance. Hans chance for at slå ud med armene - sige: Men jeg er jo lige her, Sai... Og så ville det være dét. Så ville alting ordne sig. Så ville Rhodion være ude af billedet. Så ville Zahinaels planer flyde, som taget af strømmen...
    Men han var ond. Svigtende. Uværdig. Fortjente hende ikke... Og han holdt sin kæft.
    Eyid rømmede sig. "Jeg er altid glad for et ærligt svar..." endte det med at blive - vagt og undvigende. "Jeg er knapt så glad for din pligtfølelse... For jeg tror, den vil gøre dig ulykkelig. Men jeg forstår din prioritering, og jeg forstår, at det ikke bliver lettere af, at jeg er på tværs..." Eyid havde mest lyst til at rejse sig op efter hende, men tvang sig til at blive siddende på chaiselongen. Hans hænder rystede... "Hvornår skal selve Foreningen finde sted? Har I aftalt dét endnu?"

Cyreesai havde lyst til at vende sig om og slå ud med armene. Råbe ad ham Men der er ikke andet end pligt, Eyid! Til Dybet med, om jeg bliver lykkelig eller ej! Jeg har kun været lykkelig de år, vi gemte os for mine forældre og drak vin på øerne. De år vi løb væk og gemte os i Revet. De år, hvor ingen anede, hvad vi havde sammen.
Men alt det havde Mørket sat en stopper for, og den Eyid, hun havde fået tilbage, var en skygge af sig selv. Et hylster, som de havde drænet livsglæden ud af, ligesom hun drænede små stimer, når hun skulle bruge chakraen. Der var noget helt galt med hans opførsel. Stikpillerne kom, når hun sagde ting, der ellers ikke ville have udløst en sådan reaktion, og lige nu manglede de. Hvorfor lavede han ikke sjov med det her? Det havde altid  været de her tidspunkter, han lavede sjov. 
"Du er så anderledes..." hviskede hun sørgmodigt og slap endelig skrinet for at vende sig om mod ham. Hun kunne ikke få sig selv til at møde hans blik og holdt sit eget rettet mod gulvet, selvom hun vidste, at han stadig ville kunne se smerten aftegnet i hendes ansigt. "Ved næste nymåne. Det er en tradition i hans familie, og ... Det giver os næsten en hel fase til at forberede i. Vi ved ikke hvor endnu, jeg ..." Jeg ved kun, hvor jeg ville gøre det med dig, de gange tanken har ramt. Cyreesai bed sig i læben. "Tak. For smykket, altså ..."

    Eyid var blevet kold og stille indeni - som var hans følelser fanget i det mørke, rolige vand lige under en tyk iskappe. En del af ham - en afrevet, undertrykt del - var i oprør og kæmpede et sted i hans baghoved en forgæves kamp for at ruske op i resten af ham; at fremkalde én eller anden reaktion.
    Men Eyid kunne ikke - havde brugt for mange år på at pakke sine følelser væk, så han kunne gøre det der skulle gøres. Så han kunne klare sig igennem - udføre Zahinaels ordre, ligegyldigt, hvor lidt han inderst inde brød sig om dem…
Det var faktisk præcis sådan, han havde det lige nu. Kroppen reagerede, som den havde gjort tusind gange lige inden han blev sat til at gøre nogen fortræd; med påfaldende neutralitet, mens han rent psykisk følte, han var ved at drukne…
    En druknende Havmand - dét var i sig selv en absurditet…
    Han var stadig rolig, da han rejste sig fra chaiselongen og gik hen til hende. Rolig, selvom billeder - indskydelser, egentlig - flaksede forbi for hans indre blik. Billeder af chaiselongen, der ville splintre imod koralvæggen, hvis han forstærkede den svage strømning fra døråbningen. Billeder af Cyreesai, og hvordan hun havde set ud, alle de gange, han havde gjort en ende på hende under indflydelse fra Zahinaels psykofarmaka…
    Men han nåede hende, og han formåede at fremkalde skyggen af et smil, selvom der ikke fulgte den mindste varme med. ”Sai…” mumlede han og greb så hendes hænder - formåede at holde dem let i sine. Næsten kærligt. ”Du opfører dig som én, der netop har fået bud om et dødsfald i familien… Rolig nu, ikke? Så slemt må det ikke være… Du sagde det jo selv - Rhodion er loyal. Og han er sikkert ikke det værste valg…” Smilet blev trukket skævt, og stadig følte Eyid ikke det mindste. ”Du kunne Forene dig med en rigtig blæksprutte, for eksempel! Eller hvis du ville have endnu mindre intellektuel udfordring; en musling! Eller en børsteorm…”

Cyreesai trak hænderne til sig. Bare at have haft den korte nærkontakt fik skællene til at rejse sig hele vejen op langs armene og en kuldegysning strømmede ned langs rygsøjlen på hende. Ben- og armfinnerne foldede sig ud og hun skubbede sig bagud, men ramte bordet og måtte tage fra med hænderne for ikke at vælte. I kaosset kom hun til at hæve blikket til det fantastiske skæve smil og de indbydende, lysegrønne øjne. Gællerne hev ekstra meget ilt ind i den næste vejrtrækning, mens hun sparkede med benene og fik sig selv væltet over bordet for at lande på den anden side. Bord imellem dem. God start, omend lidt klodset.
"Lad være, Eyid," bad hun og greb om brodkanten for at have en grund til at sænke blikket til sine hænder. "Jeg er ikke stærk nok."
Hun var dog stærk nok til at bore fingrene ind i koralbordet, hvis hule indre gav efter under trykket.
"Og dine åndssvage vittigheder hjælper ikke," Det gør dine flotte skæl heller ikke. "Det var svært nok at holde afstand, da du selv bad om det lige da du kom tilbage," Og der havde jeg ikke fattet, hvor meget, jeg vil være i nærheden af dig. "Men nu er det bare... Det er for meget, Eyid. Jeg ved ikke, hvorfor jeg var så naiv at tro, at der kunne være noget mere. Det var en fejl at jeg kom til dig, da Rhodion... Jeg vidste ikke, at jeg følte ..." Hun bed sig i læben igen, hårdt nok til at en lille blodsky puffede op ud for hendes mund. Smerten hjalp hende med at formulere hele sætninger igen. Fokus måtte væk fra, hvad Cyreesai i sit hoved havde opdaget, hun havde ønsket sig hele sit liv, og i stedet hen på hvad hun hele sit liv havde vidst, hun måtte gøre. "Så bare gå. Jeg gør det her for distriktets bedste, og jeg kan kun gøre det, hvis jeg får dig ud af mit hoved."

    Det kom bag på Eyid, at hun reagerede så voldsomt, men selvom hans instinkt bød ham, at gribe ud efter hende - at forhindre hendes flugt - formåede han at stoppe sig selv i tide. At knytte hænderne og blive hvor han var - på den anden side af dét bord, hun havde fået imellem dem.
    "Du må ikke lukke mig ude, Sai..." Det lød mere som en bøn, end han helt ville være ved. "Ikke nu - ikke sådan her...  Det kan jeg ikke - jeg vil ikke..." Hvad i Dybets navn skulle han sige? Hvad kunne overbevise hende? Hvordan kunne han få alting til at gå op? Skulle han give hende plads eller skulle han holde ved? Hvordan vandt han hende over, sådan som Zahinael ville have det, uden samtidig at miste hende i sidste ende...?
    Det var måske i virkeligheden det vigtigste spørgsmål; kunne han klare at miste hende igen?
    Som altid når dén slags tanker borede sig ind i hovedet på ham, gik Eyids fingre til de løse skæl - gav sig til at pille, til smerten kom og kroppen forstod, at sådanne tanker ikke var velkomne.
    Eyid bøjede hovedet - fik styr på sin panik.
    "Hvis du virkelig gerne vil have, jeg går nu - så går jeg. Men jeg kommer ikke til at holde mig væk, fordi det er den lette udvej. Det har altid været meningen, at jeg skulle stå ved din side, Sai - sådan er vi begge opdraget - og sådan har vi klaret os igennem værre kriser end dén her." Han sendte hende et sidste, halvfrustreret blik, før han satte kursen imod perforhænget. "Jeg hiver fat i dig efter mødet i dag, Sai. Og før mødet i morgen. Og på dagen for din forbandede Forening, hvis det er dét, der skal til. På et tidspunkt finder vi vel ud af... det hele..."

"Der er ikke noget at finde ud af, Eyid!" råbte Cyreesai pludselig og uden helt at vide, hvorfor hun havde hævet stemmen. "Jeg har fundet ud af det, og det gør ondt! Mere ondt end da du var væk. Mere ondt end..."
Hele hendes indre føltes som et oppisket hav. Der var normalt så stille I hendes sind, men alt have været larm og kaos siden Eyidivan var vendt tilbage. Det var ikke til at holde ud, og det var endnu mindre til at holde ud, at Eyid umiddelbart ikke syntes at fatte, hvad der foregik. For en gangs skyld, når hun virkelig havde brug for at han fattede alt det usagte, blev han bare sur og ikke sin normale, pisse irriterende overbærende forståelse.
På bordet stod en pyntefigur lavet af koral, som hu  vist nok havde fået af en eller anden vigtig besøgende fra et andet distrikt. Uden at tænke over at den var et symbol på venskab et sted i Aquarin, tog hun den op og kastede den af al kraft mod Eyid. Den ramte væggen lige ved side  af ham og splintredes i små stykker, der gled opad lige ud for hans ansigt.
"Jeg elsker dig, Eyid, og jeg kan ikke holde det ud!" skreg hun så højt, at fremtids-Cyreesai med sikkerhed ville håbe, at der ikke sad flere og ventede på at se hende efter Eyid. 

    Cyreesais ord ramte ham lige så hårdt som koralstatuetten ville have gjort, havde hendes sigte ikke været skævt. Jeg elsker dig, Eyid. Ord, der skar sig ind i ham, som Zahinaels knive havde gjort...
    Og pludselig var han rasende - fra det ene øjeblik til det næste - uden at have haft mulighed for at se, hvor vreden kom fra. I tre lange skridt var han omkring bordet, og inden han vidste af det, fløj hans hånd - trukket helt nede fra hoften af - i en bue, så baghånden ville kollidere med hendes ansigt, hvis altså slaget kom lige så meget bag på hende, som det var kommet på ham. 
    "Hvordan bilder du dig ind," snerrede han - hørte næsten sin stemme udefra; lavmælt og farlig og næsten ugenkendelig af vrede, "at du kan tillade dig at sige sådan noget, Sai! Så det var lettere, dengang Mørket havde mig, hva'? Dengang man piskede min ryg i stykker? Ødelagde mit ansigt? Tvang mig til at gøre andre væsener fortræd?" Det sidste havde været en fortalelse - den første rigtige fortalelse, der var kommet over hans læber, siden han var vendt tilbage til Aquarin. Men han var så rasende, at han knapt nok bemærkede det. Som havde han et øjeblik glemt, at hun var betydeligt stærkere end ham, greb han hende nu om hagen - så langt nede, at halvdelen af de lange fingre pressede imod hendes hals - og trak hende imod sig, så han kunne hvæse hende ind i ansigtet: 
    "Hvordan bilder du dig ind, at du kan tillade dig at erklære din kærlighed og så Forene dig med en anden? Prøv lige - bare et øjeblik - at se ud over din egen forbandede næse! Tror du ikke, dén opførsel gør ondt på mig også?!"