Storbyen. Om Richard begreb hvad alle disse folk ville det samme sted, og så i så tæt kontakt med hinanden. Han følte det hver evig eneste gang han forlod sin ensomt belagte hytte og tog ind til storbyen med sine skindvare. Oftest og næsten udelukkende, valgte Richard at tage ind til Smarana, men når alt kom til alt, ville han få flere penge for sine ting hvis han tog en længere rejse.
Med en kærkommen tålmodighed, der sad så dybt i hans væsen, lod han sig ikke slå ud af de omfarerne, der næsten fik hesten til at bakke ud af Dianthos porte igen, havde det ikke været for den beroligende brummen fra kærrens fører.

Hvis blot han havde været mere vant til hvordan salgspersoner og opkøbere fungerede i byen, havde han formentlig fået flere penge, men krystallerne dumpede alligevel ned i pungen, og oftere end ikke, var det sjældent nogen han faktisk havde brug for. Lige nu, var det mildest talt at slå to fluer med et smæk. Han havde en undskyldning for at komme til Dianthos og se en ganske kærkommen pige i hans liv. Ikke at han nogensinde havde behøvet en undskyldning for at døren åbnede sig for ham. Nej, det var mere hans egen måde at lade det praktiske styrer hans liv en tand for ofte.
Da morgendagens prøvelser var overstået, fik han hesten fraspændt kærren og bragt i sikker forvaring hos en god staldmester. Noget skulle krystallerne jo bruges til, og hvis ikke hestens ve og vel, så vidste han snart ikke. Han selv bevægede sig derefter på beskidte støvler mod det højere bydistrikt.  Han følte sig ikke hjemme i de fine omgivelser der, der hørte hjemme, og begyndte ubevidst at banke støv af sit praktiske vintertøj. Det var ikke alt for beskidt, men for en adelig måtte han jo nærmest ligne en der aldrig gik i bad. Kunne han godt komme op og præsentere sig sådan?

I sidste ende gav Richard ikke sig selv til at tænke for meget over det, før han bankede på den pæne trædør, og sekundet efter glattede sit hår hen over hovedet, så det i det mindste lå bare nogenlunde pænt. Han håbede ikke at det var en tjenestepige eller hvad de end måtte havde af hjælp i huset, som åbnede. Den person ville uden tvivl sætte store spørgsmålstegn til det store brød der stod med hænderne foldet lidt nervøst foran sig og virkelig ikke hørte sig til her, og uden tvivl sende ham videre, medmindre hans talegaver på magisk vis var blevet ekseptionel i løbet af de få sekunders ventetid.

Da Clara stod op den pågældende vinter morgen, havde hun ikke regnet med at dagen ville blive bedre end så mange andre. Hende og Noah havde knurret lidt af hinanden, men ellers så styrede de udenom hinanden.
Siden hun ingen planer havde haft, så var hun iklædt simple klæder, intet korset og var mere klædt på af behag end af pynt. Mere som hun plejede. Hendes ben gjorde ofte at hun ikke følte det var så vigtigt at have for mange lag, og meningen havde heller ikke været at hun skulle være udenfor.
Inde i de fleste af værelser, eller dem der blev brugt, var der tændt op, så selve huset var varmet godt op, mens folk gjorde hvad der nu engang var forventet af dem.

Siden der ikke var forventet gæster, så måtte Clara også dreje sit hoved fra bogen hun var i gang med at læse, da hun hørte nogle bank ved døren. Hun kunne høre at en tjenestepige allerede var på vej, men alligevel kunne hun heller ikke stoppe sig selv.
Hun lagde bogen fra sig og gik selv ud og kiggede ud i gangen, som døren blev åbnet, og tjenestepigen skulle til at spørge om mandens ærinde her. Ikke at han kunne nå at svare, som Clara genkendte manden i døren.

”ONKEL RICHARD!” kaldte hun, og var hurtig at få benene på gled for at komme over til døren, og tjenestepigen trådte til siden. ”Hvad laver du her?” udbrød hun, og ville have kastet sig i armene på ham, ligesom da hun var lille, hvis det ikke var fordi at der ikke var oceaner af plads herude i entréen, og tjenestepigen stod i vejen.
Selvom tjenestepigen så lidt forvirret ud, så så hun dog også klar til at tage tøjet for denne såkaldte onkel. 

En tjenestepige åbnede døren, selvom Richard havde håbet noget helt andet. Han bukkede hovedet høfligt og forsøgte sig med et lille venligt smil til hende som start. Richard nåede ikke mere end netop det, før den velkendte stemme skar igennem og fik tjenestepigen til at hoppe forskrækket og tage sig til hjertet. Richard selv løftede blikket og kiggede over hovedet på den lille tjenestepige og så Clara komme for fuld firspring mod døren. Han lyste op i et bredt smil der fik de brune øjne til at funkle. Clara ejede en glæde og varme som kunne få enhver til at smile. Sådan han det sammen i Richards verden, i det mindste.

”Besøger dig, selvfølgelig” svarede han muntert og lod sig guide ind i den lille entre, mens tjenestepigen lidt vimsede omkring for at få fat i overtøjet. Noget Richard også gjorde sit for at få af, så han kunne kante sig udenom den flinke unge dame, og komme hen til sin yndlingsniece. Richard bredte armene ud, for selvom entreen var lille, skulle Clara alligevel have et kram! Hvis hun da ikke havde taget for mange af de adelige skikke til sig – han tvivlede, men Dianthos var en helt anden by end Smarana, det var helt tydeligt.

Der var mange i livet som Clara holdt kært, men der var også mange i familien som aldirg havde været begejstret for hendes ophav, men en hun aldrig havde fået bøvl med var Richard. Måske også fordi han selv var af uægte stand, omend han ikke havde meget han kunne arve, selvom Iorvo nu altid havde virket til at tage sig af den voksne søn han havde fået. Sådan havde Clara i hvert fald hørt historien.
Han var jo heller ikke ligefrem onkel, men det havde været det nemmeste da Clara var yngre, og hun var trods alt stadig meget familiær med ham. Huset virkede altid til at lysne lidt når han kom forbi, og Clara vidste også at hendes mor ville elske at se ham igen, til trods for at hun var ude af huset lige nu.

Man kunne se hvordan Clara stod og kiggede et øjeblik, som han bredte armene ud, næsten som ville hun afholde sig fra at give et kram. Hun kunne dog ikke holde facaden oppe og tog de sidste par skridt og kastede sine egne stærke arme om ham i et stort kram. ”Det er da alt for langt for bare at besøge mig,” sagde hun leende, mens hun gav ham det største kram hun kunne, stadig lidt forsigtig med ikke at stikke ham i brystet med hornene. ”Men jeg har virkelig savnet dig!” Sidst de havde set måtte have været sidst Clara faktisk var hjemme i Turmelinien for alt for lang tid siden.
Hun var ikke meget for det, men til sidst gav hun også slip på den store mand, et kæmpe smil på hendes egne læber. End ikke Noah kunne ødelægge dagen nu. 

Havde pladsen været til det, havde han løftet hende op og givet hende en tur rundt i luften. Men Richard måtte både indse at pladsen ikke var til det, og at pigen var blevet en ung kvinde. Men det var en hjertelig varm omfavnelse han gav hende. Han noterede sig godt den korte tøven, men det bekræftede blot Richard i at pigen var begyndt at blive voksen. Det måtte jo ske, som tiden var gået, og var på ingen måde en sørgelig ting. Det betød at livet gik videre, præcis som det var planlagt.
Men minderne var der stadig om den livlige unge pige der løb mellem blomsterne og grinede hjerteligt når hun blev løftet op. ”Nåh, jeg havde også et par skind eller to at aflevere. Jeg må jo finde enhver undskyldning jeg kan for at komme hertil nu” At en anden ung Erneyll også befandt sig i hjemmet, var ikke umildbart kommet ham for øre. Han havde måske heller ikke været god til at hører efter hvad rygterne sværmede omkring i kroerne.

”I lige måde, min pige” svarede han med sin munter brummende stemme og gav hende et ekstra klem i sin favn, som altid ligeglad med om hornene kom til at prikke lidt, inden han slap hende igen og lod hende trække sig lidt tilbage. Det store smil på hendes læber, gjorde hele den lange våde og kolde rejse det værd. ”Hvordan har du haft det, her i storbyen?” spurgte han ind til og forsøgte at fylde så lidt som muligt så tjenestepigen kunne komme forbi, trods hun mere så ud til at forsøge at guide ham. Et vink han da også forstod efter et par lette vink, nu hans overtøj var blevet hængt så fint op.

Uanset hvor gammel Clara blev, så ville hun nok aldrig blive for gammel til at give Richard et kram, og værdsætte den person han var. Hun håbede i hvert fald ikke at adelens til tider indsnævret synspunkter, ville påvirke hende alt for meget, nu når hun boede i Dianthos. Hun ønskede så helhjertet stadig at være den samme person, i hvert fald inden i, og hendes udseende hjalp hende da lidt med ikke at glemme hvem hun var. Især når Noah mindede hende om det ved næsten hver lejlighed han havde.

Hendes brune øjne funklede i hjemmets belysning, som hun hørte hans undskyldninger for at være her. Han ville jo aldrig tage til Dianthos bare for et par skind. Det varmede hende uendelig meget at vide at hun stadig havde familiemedlemmer hvor det især gjaldt. Richard havde nu altid været noget der mindede om en far for hende.
Clara var hurtig til at begynde at vise Richard ind mod en af stuerne, nu når overtøjet var kommet af, så de kunne sætte sig mere bekvemt. ”Det har faktisk.. ikke været forfærdeligt,” sagde hun, selvom et suk undslap hende. Richard var en af de få der faktisk fik lov til at se hende som hun var, og havde hørt sin mængde af gråd og brok over at blive behandlet uretfærdigt, dog mest da hun var yngre. ”Langt de fleste er søde og rare, men jeg savner Turmelinien og skovene.” Man kunne se længslen i hendes blik, for i sidste ende havde Clara altid været mere til naturen end storbyen, ligesom Richard. 

På mange måder, frygtede Richard hvor meget Dianthos ville ændre på hans lille niece. Han var, som en stolt far, der så sin lille pige igen, men glemte at hun også blev voksen. Årerne begyndte at gå for hurtigt og han huskede bedre end noget andet, de barneår hvor hun løb legende rundt i markerne og udforskede det af skoven, hun nu engang fik lov til. Mange gange glemte han, at hans familie var adelige, og han var udskuddet. Men med Clara, så han det hjemmelige stadig glimtede i hendes øjne og selvom hun var ved at være en voksen ung dame, var hun stadig den pige han kendte.

Richard følte sig en anelse kæmpe i det lille pæne hus. Mest af alt følte han sig nok malplaceret, for alting var så fint her, hvor hans eget bolig emmede mere af den praktiske side han ejede mere end finesse.
Han løftede let et øjenbryn af hende. Havde hun forventet det blev forfærdeligt? Et blidt smil kom frem på den store mand og han nikkede forstående. ”Der er ikke megen natur her” bekendtgjorde han ærlig sørgmodighed. ”Jeg tror også Turmelinien og skovene savner dig, min pige. Blomsterne har mistet lidt af sin glans” i sidste ende, var naturen vel den samme, men det havde mistet noget vigtigt for Richard, så fremtoningen ændrede sig. Der var ingen tvivl om at han savnede hende, men heller ikke ville binde hende nu hun havde fået denne store chance.

Clara havde nok aldrig brokket sig udadtil over hvor meget hun havde hadet tanken om at komme til Dianthos at bo, men det to af dem vidste trods alt hvor hendes hjerte altid ville være, uanset hvilke fikse idéer Isabel kunne få for dem. Det var nok også meget godt for Clara faktisk at være omrking jævnaldrende, især fordi der var flere forskellige holdninger omkring hende her, i forhold til at tingene godt kunne blive lidt snævre når man blev det samme lille sted.

Hun fik ledt dem ind i stuen, som de snakkede og nikkede venligt mod en af pladserne, sofaen eller stolen, mens hun selv tog plads i sofaen. Modsat hvor hun normalvis ville have hevet benene til sig, lod hun dem dog hvile mod gulvet næsten som en pæn pige. ”Jeg skal nok komme op og besøge dem igen,” sagde hun smilende, selvom det nok ville være ligeså meget for at besøge Richard. Han havde altid været det tætteste hun havde haft på en far, og hun savnede ham virkelig inderligt når hun var her. ”Det tætteste vi har på natur er tempelhaverne, eller nogle af haverne, men det er alt sammen så pænt. Slet ikke som den vilde natur.” Alt var så pænt og plejet, og det mistede dermed lidt af glansen for Clara. 

Richard havde været i en indre krig da nyheden dengang havde ramt ham. Han kunne ikke forestille Clara andre steder end i Turmeliniens skønne naturlige omgivelser. Men i sidste ende, var det vel hans overbevisning om at hans verden ikke var rigtig når Niecen fløj videre i sit liv. Han vidste det var en egoistisk tankegang, for han ønskede ligeledes også af hele sit hjerte at Clara levede det liv hun selv gerne ville. Oplevede verden efter eget ønske, havde jævnalderne venner og ja, mildest talt, levede sit liv. Richard havde valgt sit, og han havde ro og glæde i det valg. Men det var ikke et valg han skulle tvinge andre ind i.

Richard tog plads i stolen, forsigtigt, som resultat af at det hele var så fint og pænt. Han havde også altid været så forsigtig, de gange han havde været på besøg oppe hos Fyrsten.
Svaret på hendes ord var et stort glad smil der fyldte hans ansigt.
"En skam der ikke er en lille plet af den frie natur midt i.. det her" han havde ikke rigtig et ord for hvad det her var. Han lænede sig frem med albuerne hvilende på sine knæ. Ordet han nok egentlig søgte var industriel opbygning af en by, men det ord kendte han ikke, eller forstod hele konceptet af. Det var bare ikke skoven og den frie natur, men sådan havde han det med alle byer af en hvis størrelse. "Har du fået snakket med nogen?" drejede han i stedet samtalen ind på noget godt og glædeligt ved at hun var kommet hertil. For hvem ville ikke elske at tale med Clara?

Det var jo nok ikke så meget Claras valg at de var taget til Dianthos, som Isabels. Isabel havde dog altid haft Claras bedste i mente, når hun valgte en vej de skulle gå, og hun havde åbenbart en idé om at Clara kunne blomstre mere her i Dianthos, end oppe i Turmelinien. Der var i hvert fald større chance for at hun kunne finde en mand her i byen, end der var deroppe,m og Claras smil havde i hvert fald gjort at hun havde fundet overraskende mange folk hun kunne snakke med, til trods for hvor hun kom fra.

Det var altid lidt fascinerende at se hvor ude af sit element Richard var når han kom de finere steder, men hun stadig ikke noget til ham omkring det. Han havde fået lov til at leve sit liv præcis som han ville, selv efter han havde fundet ud af sit ophav.
Et lille suk undslap hendes læber. ”Ja, det tætteste vi kommer er Tempelhaverne, og de er ikke ligefrem… frie.” De var pæne og hun nød området, men det ville bare aldrig være det samme.
Som deres samtle vendte sig mod hendes venskaber, brød et bredere smil over de buttede læber. ”I den grad,” sagde hun. ”Der er så mange søde folk her i byen, og jeg har ikke rigtig følt mig udenfor.” Sådan i det store hele i hvert fald. ”Kazimi fyrsten var ikke specielt venlig, men Arys fyrstinden mødte jeg ude på gaden og hun var så ufattelig flink.” Hun måtte enten være meget heldig eller uheldig at hun havde mødt så mange af dem der sad med magten allerede. 

Richard gjorde sit bedste for ikke at se forkert ud i de fint polstrede møbler, de små pocelæns ting og ikke mindst det alt for fine der var omkring ham, der ikke passede til en mand skåret groft ud af træ. "Næh, det er nok meget velholdt" hvilket der intet problem lå i. Det var byboernes måde at holde styr på deres natur, men det havde ikke noget med den frie vilde natur og gøre. Et liv inde i byen ville få Richard til at visne.

Men tanken om velpassede haver, hegn og blomster der stod i lige rækker, blev skubbet til side som Clara lyste op som den lille sol hun var og fortalte om de søde folk hun havde mødt. Richard havde været bekymret for hende og ikke mindst hvad hun kunne blive mødt af. Hun skilte sig ud, og han vidste hvor onde mennesker kunne være. Specielt i de finere kredse, trods de altid havde været heldige i Turmelinien. Richard smilede og brummede som svar og nikkede. At Kazimi fyrsten ikke havde været venlig stemt, var desværre ikke en overraskelse. "Godt han bor så langt væk" brummede Richard uimponeret af Kazimi fyrsten, og ville langt hellere hefte sig ved de gode og positive oplevelser som der heldigvis lød til at havde været flest af.

Clara nikkede bekræftende. "Det er smukt, men det bliver aldrig det samme," indrømmede hun. Det var også nogle andre ånder der var deroppe end ude i skovene. De var ikke dårligere, men bare... ikke det samme. Det blev aldrig rigtig det samme for Clara. En dag ville hun være tilbage i skovene forhåbentlig, med mindre hendes mor fandt hende en mand her i byen, hvilket hun inderligt ikke håbede, men sart omkring det kunne hun ikke være. Hun måtte gøre hvad hendes mor aldrig kunne gøre.

"Jeg håber jeg kan undgå ham fremadrettet," sagde hun også, også selvom det ikke var passende at sige normalt, men det her var Richard, og ingen var til at overhøre dem. "Moder vil nok alligevel ikke forsøge at gifte mig væk til Kazimi'erne, om ikke andet fordi de... ser ned på os." Lidt standarder havde hendes mor, også selvom iveren i at få hende giftet væk alligevel var ret stor. "Men hvad med dig? Hvad er der hændt dig siden vi sidst sås." Hun forventede ikke så synderlig meget, men det generede hende egentlig ikke. Selv Richards mere mundane liv var dejligt at høre om. Et liv uden de store pligter, men bare bruge tiden på det man nu engang havde valgt. Ikke at Clara havde drømme efter det, men det var dejligt at høre om.

For Richard virkede det nærmest som et nedslående ord at høre, men han smilede. Smukt var oftest i byerne dømt ud fra størrelse og styrken af farven på planternes blomster. Deres udstråling. Her var en gedehams ukrudt og hørte ikke hjemme. Lidt ligesom Richard følte, når han var dette sted. "Desværre, men så er det godt at hjem ikke er længere væk end du kan komme tilbage på besøg" Richard var ikke dum, selvom han ikke forstod sig på de adeliges mål og gøren. Han vidste godt at Isabel ikke kun havde taget Clara med til byen for at gøre hendes socialliv breddere. Det galte om at finde et godt parti.

Richard fnøs brummende, tydeligt utilfreds med disse Kazimiers syn på livet. "Selvfølgelig vil hun ikke det" Noget han faktisk var sten sikker på. Nej, det ville aldrig gå.
Richard blinkede et par gange. Tavst, som han tænkte. Ja, det var jo lidt begrænset hvad der skete i hans lille flække af skoven. "Iorvo besøgte mig inden jeg tog afsted" brummede han med et lille smil på læberne. Et lille smil der afslørede at han synes det havde været hyggeligt og ganske rart - selvom de to tavse mænd sjældent fik drøftet verdenshistorien. Det krævede det sagde sætninger længere end blot et par ord.

Det var ikke mange besøg Clara kunne tillade sig at tage op til Turmelinien. Det var lidt en del af at hun var ved hoffet sammen med sin mor. De havde ting at lave her, og det ville trods alt stadig været et par ugers tur at age op omkring Smarana for at besøge den generelle familie desværre. Med mindre de kunne betale sig til noget teleporteringsservice, så gik det lidt hurtigere, men selvom de var rige, så kunne de ikke bare smide rundt med pengene. "Ja, vi kan vel ikke undgå alle familie sammenkomsterne heller," sagde hun, hvilket trods alt var en af de få undskyldninger de kunne have til at tage derop. Det er så deres årlige festival.

Hun kiggede interesseret på ham, da han nævnte Iorvo. Han havde altid været god mod dem begge, ikke at fyrsten nødvendigvis altid havde tid til dem.
"Det var dejligt," sagde hun med funklende øjne, og kom lidt længere ud på kanten af sædet. "Har han det godt? Jeg når sjældent at se ham når han er til rådsmøder her i byen." Der var altid for mange at hilse på når han jo endelig var i byen, og hvis hun fik sagt mere end kort hej til ham, så var det allerede ret stort.

Richard kom med en brummende lyd der mest af alt mindede om et grin. "Forhåbentlig ikke" han tvivlede i hvert fald på at det ville falde i god jord ved familien at Isabel og Clara ikke kom hjem, til i hvert fald et par enkelte højtider og sammenkomster om året. Og det var endda uden at tænke på hvor utilfreds Richard selv ville blive hvis de to aldrig kom tilbage hjem på besøg. Han havde fordelen at han kunne rejse herhen, men det var desværre også begrænset hvor mange gange om året det kunne lade sig gøre.

Richard nikkede brummende igen. Det var virkelig den mest normale måde at høre den store man kommunikere på. Men nu det var Clara, fik han alligevel trukket mundtøjet igang. "Det virkede han i hvert fald til." Richard var sikker på at han havde det godt, selvom han næppe ville give megen udtryk for det, skulle han havde det dårligt. Det var han formentlig for stædig til, ligesom Richard selv. "Jeg kan foreslå at han tager Dionisia med næste gang. Hun nægter nok at rejse før de har besøgt jer" Lige så god som Iorvo var til at bruge Dionisia som undskyldning, lige så god var Richard til at foreslå det samme. Hun havde en god indflydelse på ham.

Desværre var det ikke nemt bare at tage en hurtig tur forbi til Richard, men Clara vidste hvor meget Isabel også holdt af at se ham, så de skulle nok få det til at fungere til tider. Clara var mere bekymret hvordan tingene ville se ud når hun først var blevet gift. Hvornår end det ville ske.

En lille latter kom fra Clara, som han forslog at Dionisia ville være en god idé at få med, så hun om ikke andet ville sørge for at han lige fik lidt tid til sin familie, som der trods alt var noget af her i Dianthos.
"Det kunne være en god idé. Jeg tror han prøver at trække sig fra festerne før de er gået igang, hvis han kan slippe afsted med det," indrømmede hun leende. Der var noget afslappende ved ikke at holde sig på tæerne omkring at sørge for at ens etikette var i orden. Noget Clara vidste at hendes mor uden tvivl ville være efter hende, hvis hun så. "Men du ville vel også gøre det samme, hvis du blev inviteret med derop." På mange punkter kunne Clara godt se ligheden mellem de to mænd. De var forskellige nok til at Clara ikke ønskede at de skulle bytte plads, men reserveret kunne man roligt kalde dem begge.

Et bredt smil bredte sig på det skæggede ansigt. Ja, det lød meget som Iorvo, og det lød tilmed meget som Richard. Han kunne håndtere at sidde på en kro og nyde en god øl og lytte til sine medmennesker, men større festligheder som baller så ud til at være, var meget uoverskueligt for ham. Heldigvis, var det ikke nødvendigt for ham at deltage i sådanne sociale arrangementer.

Ved Claras meget korrekte antagelse som Richard selv lige havde siddet og tænkt, forlod endnu en varm latter ham. "Det ville jeg uden tvivl. Det er for meget af det gode. Det passer bedre til jer unge mennesker så i kan lærer hinanden at kende. Ikke gamle grævlinge som mig" svarede han med et glimt i de varme øjne. At det aldrig rigtig havde været ham, var en anden side af sagen, men han havde gjort mere ud af at være i større selskaber som ung, end nu hvor han mest af alt blot nød sin rolige tilværelse ude i skoven med besøgende i ny og næ.

Selvom Clara godt vidste at Richard nok ikke ville synes om at tage med op til bal, så ville hun et eller andet sted gerne have ham med derop. Måske for at involvere ham i sit liv endnu engang, fordi det var så lang tid siden, men hun vidste godt det ikke passede. For ikke at nævne at de fleste ikke ville anerkende ham for hvem han egentlig var. De færreste havde trods alt mødt Fyrst Erneylls ene bastard.

"Måske du alligevel en dag tager op til et af de folkelige bal... jeg tror alligevel de er lidt mere din ting end de officielle adelige." Han ville i hvert fald være lidt død over at have været med til Arys maskeballet eller sågar Isenwald brylluppet. "Det ville i hvert fald være hyggeligt at have en undskyldning for at bruge noget mere tid med dig her." Det var begrænset hvor lang tid hun kunne holde på Richard her i byen trods alt, og hun havde sine andre pligter, også selvom Isabel sikkert også gerne ville have Richard blev i byen lidt længere. I Claras øjne virkede de i hvert fald også til at værdsætte hinandens selskab. Richard havde altid været den sten Isabel havde manglet efter at Claras far aldrig rigtig kom tilbage.

Ballerne var forbeholdt de fine i samfundet, trods Richard udemærket godt vidste at Dronningen var generøs og ligeledes afholdte baller hvor alle var velkommen. Alle lovlydige i hvert fald. Der ville han i teorien kunne møde op, men sandheden var at Richard ikke følte sig tilpas blandt så mange mennesker. Det havde intet med hans bastard titel at gøre, selvom mange vidst ikke var indforstået med at Fyrsten af Erneyll havde sådan en. Det vedkom ikke andre hvad der skete på hjemegnen.

Men selvom han i sit hoved havde oplistet mindst hundrede grunde til at holde sig langt væk fra et folkeligt bal på paladset, kunne han godt mærke hjertet give efter da Clara erklærede at hun godt kunne bruge at han gjorde det. Et brummende suk forlod ham, men det var med et bredt smil bag det kraftige skæg. "Jo. Har du været til et af dem før?" han var stadig skeptisk, men når det kom til Clara, ja såvel også Isabel, skulle der ikke ret meget skub til før han gav efter. Når alt kom til alt var han jo blot en stor varm og kærlig bamse der blev blød om hjertet når dem der stod ham nær var glade.

Clara forventede altid lidt et nej, til trods for at Richard aldrig rigtig havde givet det til hende. Hun vidste sådan se godt at han var ligeså blød om hjertet omkring hende, som hun var omkring ham, men det var nemt at glemme, for de var ikke som far og datter, selvom Clara til tider regnede med at det var sådan et forhold de havde. Hun følte sig lykkelig over at have den ældre mand i sit liv, i det omfang som han nu engang var.

"Hver gang siden jeg er flyttet hertil," indrømmede hun. Isabel havde altid hevet hende med af en grund, og hun havde også mange af de venner her i byen som kom til det. "Vi har et bal hver sommer og hver vinter for hele Dianthos, hvor der kommer lidt af hvert. Mor plejer at sørge for at jeg snakker med de andre adelige som også dukker op, men jeg plejer også at sige hej til den byvagtslærling jeg har lært at kende." Arion var lidt af en øjesten, især når han dukkede op og Clara faktisk havde en chance for at bruge noget tid sammen med ham. Det var ikke ofte det skete trods alt.