Krystallandet
Alianne_ 26.01.2021 18:13
Bank, bank, bank.Cordelia rettede på sin jakke og lod hænderne hvile på sit sværdbælte. Med tommelfingrene godt stoppet ned mellem jakke og bælte blev nervøsiteten holdt lidt i ave. Det her var sindssygt. Hvis det faktisk virkede, vidste hun ikke engang, hvad hun skulle gøre. Hvis denne... Denne orkperson kunne hjælpe hende - en ork af alle! - kunne hun så endelig slippe skyldfølelsen og sorgen?
Leonora havde ladet hende komme herhen personligt. Lige så lidt som Cordelia brød sig om at overlade Leonora til et spejlbilledes beskyttelse, lige så vigtigt var det, at netop dette blev gjort at hende selv og ikke endte som sammenfiltrede minder senere.
Hun fugtede læberne og rettede ryggen lidt. Den mørke uniforms blå kanter skinnede let i den friske vintersol, og hele uniformen var foret tilstrækkeligt til, at hun ikke behøvede rende rundt med en upraktisk kappe. Den ornamenterede kårde hang ved hendes side sammen med sværdet, og hendes lukkede, hårde blik havde fået de fleste til at gå udenom hende på vej ned i den mindre pæne del af byen. Nok vrimlede her med lommetyve og skumle typer, men ingen ville turde lægge hånd på hende, når hun udstrålede soldat lige så kraftigt, som solen skinnede.
"Jeg har hørt, De kan hjælpe med at kontakte de afdøde," sagde hun lige på og hårdt, da døren blev åbnet og rømmede sig for at få styr på sig selv. Den hvide, arrede hud, der kom til syne, fik hende næsten til at miste fatningen. "Er det også muligt, hvis han har været død i tredive år?"
