Det havde uden tvivl været lange nætter for Jontar. Hele situationen med slavemarkedets nedbrænding havde sendt endnu mere arbejde i fyrstesønnens retning. Og det var lig med mere ansvar og endnu færre timer at sove i. Men han kunne ikke bare sove om dagen og lade andre tage arbejdet. Eller i princippet kunne han godt. Han var en prins. Han kunne gøre tæt på alt, hvad han ville, uden nogen ville løfte et øjenbryn. Han behøvede ikke at arbejde inden for familiens slavehandel, men han gjorde det, fordi han ville. Jontar ville slavearbejdet mere end at være fyrste. Og derfor passede det ham mere end fint, at hans ældre bror endnu ikke var kradset af. Forhåbentlig var Kareem stærk nok til ikke at bukke under af morens afskedsgave til dem. Bare endnu et tegn på, at den kvinde ikke var Jontars eller nogen af søskendes mor. De var kommet ud af hende, men hun var ikke deres mor. Nej.

Et stort gab overtog prinsens ansigt, som han vandrede igennem den travle handelsby denne lune eftermiddag. Han havde lige været forbi resterne af slavemarkedet for at sætte nogle slaver af. De mere ubrugelige slaver. Mindre fokus for Jontar og resten af deres afdeling. Derfor var eskorten af folk ikke stor hos den fyrstelige prins. Den trofaste slave Morosa var der selvfølgelig samt et par kollegaer og derved vedhæng, men ellers ingen.
"De ser træt ud, herre. Vil De tage min energi? Jeg vil gerne for Deres skyld." bad halvkatteslaven. Jontar kiggede kort bag ud med et smil på læberne, men rystede på hovedet. Det var ikke velkendt blandt alle og enhver, at Jontar kunne dræne andre for at vække sig selv. Gøre sig mere frisk og svække andre. Selvfølgelig kendte Morosa til denne evne. Hun var personen, der havde set og været ved Jontars side mere end nogen anden.
"Nej, Morosa. Ikke dig," fortalte Jontar roligt. Han behøvede ikke give en forklaring og Morosa spurgte ikke efter den. Hun behøvede ingen for at nikke og tie. Jontar ønskede ikke at have en træt slave ved sig. Hvem skulle bære på hende, hvis kollegaerne valgte at takke af for i dag? "Jeg finder andre." 
Morosas ide havde været fordelagtig, det måtte Jontar give hende. Derfor spejdede den unge fyrsteprins rundt, før han udså sig sit mål. Gående i retningen mod ham var en ung dreng. Ikke ældre end tvillingebrødrende, Dain og Darkhan, hvis overhovedet deroppe. Han måtte have meget energi, tænkte Jontar kort for sig selv, inden vejen gik direkte imod drengen, indtil deres veje mødtes.
Sammenstødet væltede ingen af dem, selvom drengen virkede til at være tæt på at falde. Godt Jontar havde valgt at lægge sin hånd mod drengens ryg. "Pas på, unge mand." Jontars stemme og ansigt var roligt og smilende, men hånden på drengens ryg gjorde allerede, hvad den skulle. Jontar kunne allerede mærke, hvordan han blev mere frisk. Som om han fik timer af søvn lagt til sig.
Drengen blinkede distræt med øjnene. Det gik måske op for ham, hvem han var stødt ind i. Det var ikke svært at se. De fine klæder i den rubinrøde farve og guldmønster sagde det hele. "Undskyld, sir." sagde drengen. Og som kunne han mærke effekten af Jontars berøring, gabte drengen. Det var tegnet for fyrstesønnen. Han havde drænet nok. Derfor gav hånden et par klap, inden drengen blev sendt videre, langt mere træt end før. Han skulle nok snart hjem og i seng. En middagslur var altid godt for børnene, ikke sandt? Dét havde Jontar ikke tid til, men det behøvede han heller ikke nu. Han gik med rank ryg og en nyfået vågenhed, der gjorde ham klar til at holde dagen ud. Hvad end denne måtte give ud af sig.

Når stjernevæsnet var i Balzera, var det som oftest på en blanding af magtesløs og ikke videre brugbar trods, såvel som brændende nysgerrighed der drev ham afsted. Nogle gange med Llyon, nogle gange uden Llyon, men altid med hans formanende stemme i baghovedet og en lurende irritation over potentialet i at blive afbrudt i hvad end han havde fundet af spændende sager, mennesker eller begivenheder, altid lurede ligeså meget med. Lige siden dengang med halvkatten, havde han været et bæst af paranoid, eller måske nærmere vredespræget kontrol når det gjaldt Sirius, såvel som de andre der fandt sig... knyttet til hans bolig. 
Og ligesom så mange andre af hans race og sindelag, fungerede han ikke godt under så skarp en kontrol. 

Derfor var de falske pust af frihed han fik, mere værdsat end han lige gik og vidste. 
Siddende på taget af en bizar handelsmand der solgte tæpper - han elskede at se alt ovenfra - var det at den vagt lysende skabning observerede den bevægelige masse af mennesker - og andet - som zigzaggede ind og ud imellem hinanden. Et evigt vrimmel af fremmede personligheder, hvoraf mange af dem fik et undersøgende blik med på vejen, af den henslængte fae. Som oftest var det ikke mere end det, det undersøgende blik mistede hurtigt sin givne interesse førhen at det fandt noget mere spændende at følge med i, og som oftest kunne han også få flere timer, når han fik lov, til at gå med lige præcis den forunderlige hobby han sad i lige nu. 
Men nogle gange skete der undtagelser; i dag skulle vise sig at være en af de dage. 

Fordi noget prangende fikserede de gule pupiller, som guld der glimtede i Balzera's sol, og stjernevæsnets blik blev næsten trukket hen imod en yderst velklædt, ung mand. Solbrun og klædt i vinrød, det var dog ikke kun hans udseende der snatchede hans opmærksomhed, men derimod også den.. smag, den lugt der lurede omkring ham, idet at han passerede boden Sirius selv sad ved. Åh... næseborene vibrerede, munden åbnedes let, og med en studerende bevægelse tippedes hovedet på sned, ganske som en rådyr der ikke helt forstod hvad den kiggede på. Var det en almindelig mand? Det virkede ikke sådan... 
Sirius rejste sig langsomt fra sin dvaske position, og bevægede sig med hurtige, lette og ikke mindst lydløse skridt langs de følsomme trærammer der byggede boderne han gik over, op, stadigvæk ovenfra imens at han fulgte efter manden. Det, han, den... han smagte anderledes, sådan som luften momentært havde pulseret omkring ham - en underlig form for magi. 
Så da han stoppede, måtte det ikke være til nogens overraskelse at Sirius hoppede ned fra taget, noget der fik den handlende der ejede butikken til overrasket at bande efter hans letpåklædte skikkelse, og noget han ikke ænsede mere end en flue for sine ører, da han i stedet gled omkring siden på den høje mand, sluttende direkte foran ham - endda et par centimeter indeni hvad der normalt ville være intimsfæren, sorte og gule øjne stirrende, granskende og ikke mindst fascinerede af hans regale udstråling. "Hvorfor... hvordan gjorde du det som du gjorde..?" sagt med en åben nysgerrighed, den bløde stemme ikke videre opmærksom på om han gjorde noget forkert da han kiggede direkte i øjnene på den anden mand, førhen at øjnene nysgerrigt vandrede ned over hans krop, og så endelig tilbage til hans skarpskårne, ophøjede ansigt. Endnu engang vibrerede næseborene, og Sirius skarpere tænder glimtede kortvarigt i det flakkende smil der adskilte læberne, blot en anelse. "Man finder sig selv nysgerrig, lige pludselig"

Skikkelsen oven på den nærmeste bod havde hverken fanget Jontars eller nogen af hans kompagnoners opmærksomhed. Ej heller havde skikkelsen, da denne begyndte at vandre langs tage for at følge deres retning. Det var først, da skikkelsen havde landet og efter bodejerens svovlende anklage, at fyrstesønnen lagde mærke til skikkelsen. Egentlig var det først, da denne stod lige foran ham, tættere end de fleste turde gøre mod ham.
Straks lagde Jontar en arm ud. Han kunne mærke katten i Morosa hvæse sine tænder, klar til at hoppe på en trussel. Og kollegaerne, der næppe ønskede at have en fyrstesøn angrebet af en tilfældig fodgænger på deres vagt. Jontar behøvede ikke deres beskyttelse. Desuden virkede denne skikkelse, denne mærkværdige mand til at ønske fare. Mandens bløde stemme var mere badet i nysgerrighed end andre følelser. For de fleste ville skikkelsens ord uden tvivl vække underlige blikke, for hvad snakkede han om? Hvad havde Jontar gjort, der vakte nysgerrighed? De færreste vidste det, men Jontar gjorde. Jontar vidste, hvad han havde gjort. Spørgsmålet var mere, hvordan denne skikkelse vidste det. Dét var den rigtige nysgerrighed.

"Ved De overhovedet, hvem De står over for?" Selvfølgelig skulle Jontar trække sit adel-kort. Hvilken søn af fyrst Sephyran ville han ikke være, hvis ikke han nævnte sin titel for alle dem, der viste ham respektløshed? Og at træde direkte ind foran ham helt tæt på og spørge ham om noget, der ikke ragede denne spøjse person, var uden tvivl respektløs. 
Og det var virkelig en spøjs karakter, Jontar stirrede på. Det sølvhvide hår hang løst henover den meget blottede hud. Eller var det overhoved hud? Det mindede mere om en lilla nattehimmel med stjerner og hele molevitten. Denne letpåklædte skikkelse kunne uden tvivl være et menneske. Eller nogen race, Jontar havde set før. Og det vakte selvfølgelig fyrstesønnens nysgerrighed. "Sig mig, hvad er De? Med Deres unikke udseende er De en sand fryd for øjet," De limegrønne øjne havde lavet elevatorblikket for at sluge hele af skikkelsens væsen til sig, men nu hang de på de gule øjne sammen med et roligt, omend venskabeligt smil. Som var de gamle venner. Jontar kunne værdsætte skønhed i alle væsener og en skikkelse, der mere mindede om en omvandrende nattehimmel end en person, var i sandheden smukt. "De har i hvert fald vækket min nysgerrig. Og det er ikke en nem opgave at opnå."

For sent var det at den stjernespækkede fae noterede sig at han gjorde noget, som tydeligvis fik voldsomme reaktioner frem i det selskab den mørkhårede mand gik i. Den ene hvæste, en kvinde hvis lugt mindede ham mest af alt om et dyr og helt instinktivt kunne fae'n mærke hvordan at tænderne blottedes idet at han selv hvæste tilbage af hende - pff - de to andre rørte uroligt på sig men i virkeligheden var det mest overraskende nok at manden selv skubbede Sirius en anelse tilbage, i hvad der lignede et ønske om en lille armslængde afstand. Det fik øjnene til at gå fra smalle sprækker af hvæsen, til mild overraskelse. Oh? Gule øjne betragtede ham granskende da han fik åbnet sin mund, og flakkede imellem ham og hans selskab, da han så fortsatte. 
Hvem han stod overfor? Atter sitrede det i væsenets læber, da han rystede mildt på hovedet - noget der fik det hvide hår til dovent at bælge omkring hans skikkelse, imens det ligeså dovent blev ved med at bevæge sig omkring ham, da han stoppede. 

Manden vidste vidst heller ikke hvem han selv stod overfor, og en arrogant stolthed blomstrede frem i blikket. Hvem han var, eller hvad han var. 
Men komplimenterne faldt ikke for døve ører. "Stjernestøv" var det prompte svar der faldt, og væsnet trak en anelse på skuldrene, noget drilskt sammen med det stolte, som næsten kælede for mandens nysgerrige blik. "Skygger og hemmeligheder - et væsen er hvad det er" med det kørte den ene hånd dovent ned over det stjernespækkede bryst - dækkede det markerede solar plexus inden han ville fortsatte videre ned, omend den stoppede ved navlen, hvor at han i stedet - nærgående som bare pokker - atter søgte at mindske afstanden for at lægge en hånd imod den mørkhårede mands mave. "Sirius" tilføjede han derpå. "Og hvad er du, lys-stjæler? Et væsen må gøre sit, eller sine forsøg, når en mand så åbent spankulere ned ad gaden. Du er... ikke kendt af mig" aldrig havde han gået op i menneskernes royale lag, og aldrig ville han komme til det. Han forstod næppe interessen i det, og blod var så forfærdeligt tyndt til sammenligning med andet, mmh?

Skikkelsens respons til at blive skubbet blidt bag ud for at forstørre afstanden mellem dem, virkede til at overraske ham. Som om det var nyt for denne spøjse nattehimmel af en karakter at blive frastødt fra andre. Var denne vant til at gå nærgående med fremmede adelige? Det kunne Jontar ikke lade ske. Han var en søn af fyrsten jo! Han kunne ikke lade gemene karakterer røre ved ham, om så deres hud lignede en smuk nattehimmel eller ej. 
Alligevel kunne Jontar ikke lade være med at lade nysgerrigheden boble i ham som en suppe i startende kog. Denne karakter stod i høj kontrast med alt og alle omkring den. Selv de mest eksotiske halvdyr som Morosa lignede kedelige mennesker til sammenligning. Og hvis der var noget, der kunne fange prinsens fokus, så var det en karakter, der skilte sig ud. Det var sådan, han fangede slaver på markedet, men også i det offentlige rum kunne man på en måde fange ham sådan. 

Jontar fik ikke et svar på sit første spørgsmål. I stedet besvarede karakteren, hvad denne var. Og det svar gav både mening og gav absolut ingen mening for Jontar. For jo, denne lignede at være lavet af stjernesjov. Et væsen af skygger og hemmelighed. Men hvordan kunne dette lade sig gøre? Der måtte Jontar huske på, hvilken verden de levede i. Et væsen født af nattehimlen virkede ikke så umuligt igen taget alt andet i betragtning. Dog kunne fyrstesønnen ikke lade være med at løfte sit ene øjenbryn af fornøjelse over dette svar.
Nærtgåenheden kom tilbage, som væsenet sammen med sin introduktion af navn valgte at lægge en hånd mod Jontars dækkede mave. Igen trådte Morosa frem, klar på at lade sine dyriske instinkter flå i nu Sirius. Dog lagde fyrstesønnen endnu en arm ud, denne blev dog lagt imod Morosa. Hovedet drejede sig rundt for at kigge først på den personlige slave med et halvhårdt blik, før de vendte mod kollegaerne. "Kan jeg lade jer tage Morosa med tilbage til paladset? Jeg klare mig selv indtil da." Modvilligt medgav alle parterne dette og efterlod Jontar alene med Sirius af stjernestøv, som nu igen fik prinsens fulde fokus og øjenkontakt.
"Jontar af Kazimi. Søn af fyrsten," besvarede Jontar med en snert af stolthed i stemmen. Dog fjernede han ikke hånden mod sin mave. Efter at have skubbet Sirius væk allerede en gang kunne Jontar nærmest forudse, at stjernestøvet blot ville røre igen, hvis der blev skubbet til igen. "Lys-stjæler ligefrem? Kalder du alle fremmede dette?" At Jontar ikke var kendt til Sirius var måske lidt besynderligt, taget deres nuværende by i betragting. De fleste kendte til fyrstefamilien og kunne gennemskue, hvem der var en del og ikke var. Ja, selv fyrstens mange bastardunger kunne byens befolkning finde hoved og hale i. Og måske var det derfor, nysgerrigheden kun kogte videre. Fordi denne Sirius hverken kendte til ham og endda virkede ligeglad med dette, sammen med racen. Ja, Sirius var i sandhed en spøjs karakter, som Jontar gerne ville udforske en smule mere af. Og han kunne gøre det frit, nu når kompagniet var blevet sendt hjem.

Sirius skarpe blik var hurtigt tilbage idet at kattekvinden endnu engang syntes at reagerer, og man kunne næsten mærke hvordan at børster ville have rejst sig på stjernevæsnets ryg, om han havde haft sådan nogle. I stedet blev den sorte pupil fuldkommen smal, en linje der tegnede hans blik om til slangeøjne, og havde hun slået ud efter ham... ville Sirius nok have reageret som han plejede at gøre. Og gjort gengæld. Han var på ingen måde hævet over ikke at gøre det; kvinden burde ikke være så udfarende overfor en som ham. 

Heldigvis, tog manden varer på sine egne - han sendte dem væk, hvilket mildnede den umiddelbare glød af irritation, til forundring, endnu engang. En Jontar... eller blot Jontar, en Kazimi. Glemte minder hviskede at navnet bar en hvis form for vægt, men ikke mere end det - menneskernes rang og titler var ligegyldige. Men ikke for Jontar selv, der lignede en der tog ganske meget stolthed i det.... så Sirius kunne ikke andet, end at lade et tilfreds smil favne og skille læberne fra hinanden endnu engang. Både fordi at han havde sendt dem væk, men også fordi at han brød sig om det. På det punkt, var han ingen stor hemmelighed. 
Hånden ved hans mave, knyttedes idet at de (lige nu) runde negle trak sig over stoffet, og gled en anelse op. "Nej, ikke alle" blev der sagt mere lavmælt, nu hvor at han ikke behøvede at stå for langt væk fra den kære mand. "Vil en søn af en fyrste, hellere hedde noget andet?" 
Jontar af Kazimi kunne han godt indordne sig under, trods det ikke var særligt beskrivende. Ordene han delte med prinsen, havde en snert af indforstået men skjult latter i sig, og kortvarigt lykkedes øjnene en anelse, og stjernevæsnets næsebor sitrede endnu engang idet at han snuste ind. Ahh... blikket åbnedes igen, og hans slanke ansigt gled på skrå. "Cedertræ og solskin, måske er du ikke en lys-stjæler i virkeligheden..." smilede han i sin stille overvejelse, og løftede et enkelt, spørgende øjenbryn. Var han en lysgiver? Var han noget helt tredje? 

Sirius var en markant fætter. En spøjs karakter uden tvivl. Han lignede nærmest en, der havde været klar til at hoppe i en kattekamp mod Morosa, hvis ikke Jontar havde trådt ind og brugt sin autoritet som slavindens ejer. Dette viste også bare den magt, han besad. Den kontrol, han havde også andre personer. Og det var en kontrol, fyrstesønnen nød at være i besiddelse af. Hvorfor blive kontrolleret af andre, når du selv kunne have kontrollen? Det var nok også derfor, Jontar havde sendt alle andre end ham selv væk fra Sirius. For at være i komplet kontrol mod dette væsen. 

Hånden mod maven blottede sine negle. Jontar kunne mærke, hvordan silken blidt blev revet i, som Sirius begyndte at bevæge sin hånd. Fyrstesønnen kiggede kort ned på den stjerneplettede hånd og de yndige fingre, der kælede mod ham. Hvorfor mindede Sirius ham lige nu om en simpel skøge? Væsenet var let påklædt, snakkede fristende, ønskede nærkontakt. Men ordene var ikke direkte forførende for at tage ham med op på værelse for at rippe krystaller fra ham. Hvad var Sirius? Hvad ville denne skabning af stjernestøv?
"Jontar, medmindre du gerne vil addressere mig ved titler." Andet sagde Jontar ikke. Han var vant til at blive tiltalt som 'herre' eller 'sir' eller lignende. Men Jontar havde altid været mere end fint - selvfølgelig til dem, der udviste respekt. Hvis personerne var respektløse, ville fyrstesønnen kræve en ordentlig tiltale for at opbygge respekten mod ham. 
Igen kom finurlige ord ud af Sirius' mund. Cedertræ og solskin. Lys-stjæler. Hvad var alt dette? Var Sirius et væsen, der halvt talte i gåder, halvt i digte? "Hvad er en lys-stjæler, om man må spørge? For så kan jeg fortælle, om jeg er det eller ej, kære Sirius." De spidse læber formede sig i et halvt smil samtidig med, at de limegrønne øjne tydeligt nærstuderede Sirius og dennes krop. Stjernerne fortsatte hele vejen rundt om kroppen, men på brystkassen var der et mærkværdigt symbol. Dette lignede én stor, sort stjerne. Og det var tydeligt, at de limegrønne øjne var halvt om halvt fikserede på dette. Det ville være passende at lade en hånd danse henover det, nu når Sirius endnu havde sin mod prinsens, der havde vandret op til at kunne mærke modet mellem de nederste ribben. Hvad var denne Sirius' intentioner med ham? For det var tydeligt ikke for at rippe ham af. Sirius havde ikke kendt til Jontar, før prinsen selv havde introduceret sig og selvom dette kunne have været en løgn, troede fyrstesønnen på ham. Hvorfor skulle han lyve om noget, der ville være naturligt at være sandt?

Der var mange... finurligheder at observerer omkring stjernevæsnet, hvis opførsel nemt sendte både indtryk og aftryk af at være kommet fra helt andre steder, end dette land. En delvis sandhed, han vidste udmærket godt af Krystallandet næppe var hans rigtige fødested, hvilket var hvad der dannede grobund for fae'ns fascination af... næsten alt. Menneskebyernes evige, foranderlige personligheder og de regler de indordnede sig under, elvernes langlevede tidshorisont og langsomme tempo. Skønheden i et undeholdt glimt i øjet, og det dragende ved den fysiske form og alt hvad den tog med sig. Teksturen under hans fingre, smagen på hans tunge, duftende! Alt. 
Alt sammen noget som Jontar, lige her og lige nu, tog med sig, ved sin blotte tilstedeværelse. Og så den... underlige magi han havde sanset. Det var som bi for en honning, og gjorde ham ganske vidst kælen som en kat. 

De smalle læber skiltes, idet at Sirius lydløst gentog navnet for sig selv. Jontar. Han havde ingen referenceramme for kønne eller grimme navne, men Jontar lød godt. I hvert fald godt nok. "Jontar må det så være" smilede han, og nulrede stoffet på hans kåbe imellem de slanke fingre.

Hans smil var pænt, og Sirius følte sig selv mimikere det da han spurgte hvad han dog mente, hvilket blev efterfulgt af en varm, perlende men dog behagelig dyb latter - hvad en lys stjæler var? Åh de kære mennesker; der var så meget som gik dem forbi. Eller også fandtes de ikke her. 
"Blot noget bekendt... for Sirius selv" blev der fulgt op med, og Sirius' øjenlåg gled dovent halvt i, som han følte de nysgerrige øjne over sin krop. Oh? Den ene, mørkere men dog stadigvæk stjernespækkede hånd gled næsten kærtegnende ned over det blottede bryst, og væsnets hoved gled atter på skrå. "Lys stjælere går efter nattehimlen, og det lys som de faldne stjerner bringer med sig. Svarer det Jontar, eller leder han stadigvæk efter en anden beskrivelse?" kom det næsten drillende fra ham, og han løftede til dels spørgende det ene hvide øjenbryn. Svarede det på mere, hos den forunderlige mand?

Måden, hvorpå stjernevæsenet lydløst gentog Jontars navn, fangede fyrstesønnen. Prinsen fik virkelig én fornemmelse af manden foran ham. At han prøvede at lokke Jontar med til et eller andet. Spørgsmålet var bare hvad. For hvorfor skulle nattehimlen fanget i en krop gå efter en person, han ikke engang genkendte som værende søn af selveste fyrsten? Men den lydløse gentagelse af navnet, smilet på læberne og den nulrende bevægelse mod kåbens stof på maven gav alt sammen denne fornemmelse. Ja, Jontar fik den fornemmelse, at stjernevæsenet ønskede kåben af ham. Ville han se, om prinsen bar et lignende mærke som stjernevæsenets selv? At han havde et kunstværk på sin brystkasse? Der var intet andet end den solbrune hud og hår matchende til håret på hovedet.
"Du kunne bære klæder selv, hvis de elsker at lege med stof. Eller er det bare mit, der frister?" Jontar kunne ikke lade være. Væsenet var så tydeligt optaget af ham. Allerede før første ord havde en hånd været mod Jontars væsen og den var kun udviklet siden. Der måtte ligge noget bag - eller også var det natur for dette væsen. Nogle racer, nogle folk gjorde i tæt og til tider intim berøring allerede ved komplet fremmede. De fleste vidste dog bare, at der fandtes grænser og det var adelige. Men Jontar havde ikke slået hånden væk. I hvert fald ikke endnu.

Om væsenet selv smilte eller kun afspejlede Jontars, kunne prinsen ikke mærke. Men den søde latter efterfølgende var tydeligvis på baggrund af, hvad Jontar havde sagt. Eller mere præcis, hvad fyrstesønnen spurgte om. Racer fandt det altid underligt og til tider komisk, når nogen fra en anden race spurgte om noget, der var naturligt og nærmest viden givet fra fødslen for dem. Dog fik Jontar ét konkret svar ud af stjernevæsenets yderst kryptiske ord. Han fik et navn. Sirius. Alt det andet var lettere forvirrende. 
"Du giver både mening og ingen mening, Sirius. Skal vi ikke lade lysstjælere ligge og så byder jeg dig på noget at drikke? Der ligger en kro ikke langt herfra." Jontar hævede det ene øjenbryn spørgende, afventende på Sirius' svar. Det var ikke stjernevæsenet, som var den eneste, der kunne løfte sine øjenbryn. Der var bare en markant forskel i deres øjenbryn, som der var ved alt af deres udseende. Og Jontar vidste ikke engang, om han ville få svar på sin nysgerrighed over Sirius. Hvis alle svarene kom ud som halve gåder og resten som poetiske sætninger, ville der kun være flere spørgsmål i længden. Men Jontar kunne ikke lade Sirius gå. Det var, som stod prinsen ansigt til ansigt med en stjerne. Og man lod ikke en stjerne rinde igennem fingrene som sand. Man fangede den. Beholdt den, indtil man var tilfreds med det udkom, man havde opnået. Og Jontar var alt andet end tilfredsstillet. Han ønskede mere. Krævede mere. Forventede mere. 

Du kunne bære klæder selv, hvis de elsker at lege med stof. Eller er det bare mit, der frister? Stjernevæsnets gule øjne glimtede fornøjet, da det ganske rigtigt var et godt spørgsmål. Stod det til Sirius selv, så bar den intet, tøj havde altid føltes så indespærrede, hvilket egentlig var ganske ironisk, givet at usynlige lænker holdt den så fantastisk fast i forvejen... jah tøj måtte være det mindste af dets problemer.
Men det var et godt spørgsmål alligevel, og med et suk trak Sirius på skuldrene, idet at tøjet blev givet et sidste lille nus. "Jeg tror det er dit, der frister" smilede den vagt oplyste skikkelse, hvis øjne dovent gled halvt ned for at observerer ham bedre. 

Det var dog ikke alt, og førhen at Sirius vidste af det, var det at et nyt spørgsmål fulgte det andet, og fae'ns hoved gled undersøgende på sned i overvejelsen af hvad han spurgte om. Noget at drikke? Det var laaang tid siden, hvis ikke flere år siden at nogen havde budt Sirius noget som helst, og flatteret af tilbuddet, var det at smilet voksede og stjernevæsnet energisk vendte sig omkring, dog uden at fjerne hånden fra den unge prins brystkasse og stof. "Jah, jah gerne!" hvislede han oplagt. "Sælger de... frugtsaft?" fortsatte han, og kiggede frem foran sig, næsten som forventede han at kroen stod lige foran dem, men blot ikke var til at se. 
Bevægelsen fik det snehvide hår til dovent at følge med den slanke krop, en kende langsommere end hår almindeligvis ville gøre når det faldt, givet den absurd lette vægt der bar hele fae'ns væsen afsted. Og da det gik op for Sirius at når han sagde ikke langt væk herfra, betød... længere væk end man umiddelbart kunne se, var det at væsnet næsten misfornøjet lænede sig tilbage så den lette krop faldt ind imod den høje mands overkrop, de nøgne, stjerneglimtende arme krydset foran sig. "Åhh... hvor langt væk er 'ikke langt væk'?"  Han havde det fint med at gå, og det slanke hoved kiggede en anelse op over skulderen, idet at Sirius uden meget overvejelse, skrumpede nogle centimeter i højden da den opdagede at manden var lavere end ham. Det passede ikke til hans personlighed, hmm? 

Jontar kunne ikke lade være med at tænke endnu et spørgsmål. At det ikke var hans klæder, men prinsen selv, der fristede Sirius. Dog lod han spørgsmålene om det ligge. De kunne snakke om det i timer på denne måde og Jontar var sikker på, han ikke ville få evigheder med dette væsen, skønt han kunne ønske det. Måske han kunne give Sirius et tilbud, væsenet ikke kunne sige nej til. Noget, der krævede, han forblev på paladset for Jontars belejelse. Selvfølgelig ikke som en slave, for Sirius virkede ikke som den type. Dog virkede han som en tjener af hjerte. Af tvang eller egen vilje?

At Sirius kiggede lige foran dem, som stod en kro lige dér, skabt af Jontars ord, fik fyrstesønnen til at fnyse med et smil. Dog kunne han ikke fjerne de limegrønne øjne fra Sirius. Håret. Det bevægede sig langsommere, som var tiden sat ned for dette. Eller måske var det bare luftigere og lettere end menneskers og andre racers?
Hånden om maven og stoffet blev fjernet, men hurtigt og elegant havde Sirius vendt sig rundt med ryggen til Jontar. Dog lænede han tilbage så meget, at de rørte. Sirius lod sine arme krydse sin overkrop, som ønskede han at dække det fine mærke på brystkassen. Men igen gjorde Sirius' krop noget, der fangede Jontars opmærksomhed. Han skrumpede. Sirius havde været en anelse højere, men nu var Jontar den store af dem. Det gjorde ikke prinsen noget, næppe. Det gav ham blot en ekstra følelse af magt. Derfor smilte han blot, som han tog imod Sirius' tilbagelæning ved at lægge en hånd blidt mod Sirius' nøgne albue. "Hvis ikke de gør, finder vi et andet sted. Kun den bedste frugtsaft til en prins og min gæst," Hånden kærtegnede albuen og den omkringværende hud i lidt tid. Nu var det Jontars tur til at røre og blive fristet på den måde. Dog gjorde han ikke dette længe, før hånden blev ført op til skulderen og prinsen positionerede sig ved siden af Sirius, så de kunne gå side om side mod kroen. "Sig mig, kan du ændre din krop efter ønske?" spurgte Jontar, som de gik den korte tur hen til kroen. Det var vitterligt kun et par bygninger nede og så til højre. Der ville være døren til en mindre kro, der var mere eller mindre gennemsnitlig. Men den var fin nok for Jontar og Sirius lige nu. De skulle jo bare have noget at drikke til at fugte deres munde for at kunne snakke - og hvad der ellers måtte blive mellem prinsen og stjernehimlen.

Et tilfreds smil trak den ærgerlige mine fra hinanden, og Sirius lod et lille suk følge med ordene som Jontar kom med, da de bestemt faldt i god jord. Han brød sig om fleksibiliteten af det, intet var så endegyldigt som beslutning, at de skulle derhen og lige præcis den frihed, omend bare smagen af det... talte til en kernedel af væsnets essens. 
Sirius skulle derfor også til at læne sig fremad igen så de kunne komme videre, men.... en albue på hånden stoppede ham, og stjernevæsnet forblev i sin tilbagelænede situation, og lod den mørkhudede mand føle efter det som han ville. Nærkontakt var nok det sidste Sirius veg tilbage for, og hænderne var overraskende bløde - de bar ikke en arbejders grove tegn på slid eller hærdet hud, hvilket var rart. 

Og så var det overstået - en hånd blev i stedet ført til skulderen og fae'n sukkede atter, den her gang mere tilfreds end før, idet at den faldt i trit ved siden af prinsens lange skridt. 
"Oh....?" de gule øjne søgte opad idet at et spørgsmål blev stillet, og stjernevæsnet lod et legesygt smil favne læberne, idet at den langsomt nikkede. "En krop er blot en krop, den former sig efter behov" lo væsnet, og strakte den slanke hånd frem foran sig. Uden meget umiddelbar forandring, var det at neglene pludselig voksede sig skarpere og længere, derefter changerede det ind til en kattepote, for til sidst at blive en blanding imellem en fugleklo, og en hånd. Dog stadigvæk mørkeblå og stjerneglimtende.  
Med et ryst af hånden, var det at den gled tilbage til sin oprindelige menneske inspirerede omend slanke form. Men kiggede man nærmere, ville enhver hurtigt lægge mærke til at hånden blot besad 4 fingre, fremfor den karakteristiske fem mange andre racer syntes at have. Et personligt valg, tilsyneladende. 

Sirius hoved gled en anelse på skrå, og han nikkede imod Jontar selv. "En prins' krop, ændre sig ikke?" hvilket i og for sig var et ganske uskyldigt spørgsmål. Nogle gange gjorde de, trods alt. 

Sirius virkede kun til at nyde Jontars berøring. Selvfølgelig. Stjernevæsenet havde kun givet hentydning til, at han nød at røre andre. Og tilbage måtte han også nyde at blive rørt. Mærke de bløde hænder mod sig, for Jontars hænder var bløde. De havde ikke arbejdet og blevet ru for at formindske følelsen af smerte i dem. De var så bløde som en nyfødts bagdel. Det hjalp selvfølelig også, at prinsen havde diverse olier og cremer, der holdte den solbrune hud pæn, glat og fejlfri. Ingen ønskede en grim eller hærdet fyrstesøn. Han skulle være fin, flot og ordentlig. Præcis som han var lige nu.
Derfor var hånden mod Sirius' skulder heller ikke stille. Den bevægede sig i blide cirkler rundt. I ny og næ trommede et par af fingrene, bare for sjovs skyld.

Sirius virkede helt overrasket over at blive spurgt om sin krop. Og svaret bar også tydelige præg af, at det var normalt for ham. At han forventede, alle kunne det. Men inden Jontar nåede at sige noget, løftede Sirius sin ene hånd. Den så helt normal ud, men pludselig voksede neglene ud til skarpe, lange spidser. Dernæst ændrede hele hånden sig til en pote. Dernæst til en mellemvej mellem en fugleklo og en hånd, før den forvandlede tilbage til en firefingret hånd. Vent, fire fingre?
Jontars øjne havde fikseret sig på håndens mange forvandlinger, før hovedet løftede sig for at låse fast med Sirius' gule. "Du er da fyldt med overraskelser." komplimenterede Jontar over den lille opvisning. Det var kun fantasien, der satte grænser. Dog virkede det til, Sirius ikke kunne fjerne eller skjule sin stjernesprækket hud. Og hvorfor ville han også det? Prinsen kunne lide den mørke, blå farve, huden var og de mange små stjerner passede perfekt på Sirius. Dét var Sirius.

Jontar kunne ikke lade være med at fnyse, som han rystede på hovedet. "Desværre. Det er unikt, hvis et menneske kan, hvad du kan. Du hænger på denne krop. Ingen overraskelser her." sagde Jontar legende med et kækt smil. Dog virkede Sirius ikke just skuffet af Jontars krop. Selvfølgelig kunne stjernevæsenet kede sig, når der ingen overraskelser var.
Prinsen stoppede dog brat op og tvang mere eller mindre Sirius til også - medmindre han ønskede at have hånden på skulderen væk. Hånden gav et par små klap, før den anden hånd strakte ud. "Kom med, Sirius," sagde fyrstesønnen åbent, som han førte stjernevæsenet ind. Straks fik de flestes øjne på dem. Normalt ville Jontar give sig selv skylden for dette, værende fyrstesøn og alt det. Men med Sirius ved sin side, kunne det lige så godt være ham, hvis alle blikke kiggede på. Dog bevægede Jontar sig upåvirket til et bord ved væggen for at sætte sig på den ene stol. "To frugtsaft, tak." bestilte Jontar og eftersom tjenerinden intet sagde imod, betød det, kroen havde frugtsaft, som Sirius ønskede. Derfor drejede prinsen da også sit hoved og blik på stjernevæsenet for at se hans reaktion til dette. Og det hele egentlig bare. Sirius var en særling, men Jontar kunne godt lide denne særling. Han var spøjs og hyggelig.

Der var ingen klage fra Sirius, som Jontar førte stjernemanden med hen til et bord for at tage pladsen. Prinsen havde selvfølgelig sat sig ordentligt, som var han til bal blandt andre adelige. Rank ryg og passende ben. Det var jo ikke pænt at sidde med spredte ben. Det inviterede jo til uanstændigheder - selvom Jontar i ny og næ gerne ville lege uanstændigt. Han måtte gerne pudse og bruge sine horn i ny og næ. Det var der jo intet galt i. Absolut intet galt.
På den anden side af bordet var Sirius og som de to mænd var stærke kontraster til hinanden, virkede det stjernespækkede væsen til at opføre sig langt mere uanstændigt og legende. Måden, hvorpå han lænede sin indover bordet, som for endnu at holde fast og røre ved Jontar, gik ikke prinsen forbi. Dog var der blot et kækt smil på de smalle læber. 
"Du vil kun se, om der er overraskelser, hvis jeg gik en mondering som dig, Sirius." svarede Jontar tilbage lavmælt, men ikke nær så lavt som den anden. Der var rigelig med snak i beværtningen til, at deres lavmælte samtale ikke gik for nogens ører. Medmindre de aktivt prøvede at høre efter. Det ville ikke komme bag på Jontar. At opsnappe drama og rygter om fyrsteslægten var ikke noget nyt på disse kanter. Eller nogen kanter overhovedet.

Tjeneren kom med de to glas. Straks havde Sirius taget fat i sit. Forventende ville han have bundet det med det samme, men væsenet sad blot med det i hånden. Mon han afventede Jontar? Det kunne meget vel være. Derfor tog prinsen sit glas og løftede det blidt mod Sirius, før det blev drukket. Frugtsaft var måske ikke fyrstesønnens første ide til en bestilling, men det smagte nu fint nok. 
"Du kan takke for frugtsaften. For nu," De sidste to ord blev sagt hviskende, efter Jontar havde lænet ind over bordet til ham. Der var et lille glimt i øjnene. En forståelse for, hvad Sirius havde ment. Alligevel lænede prinsen sig tilbage i sin ranke ryg og nippede blidt til sit glas. "Sig mig, hvad laver et interessant væsen som dig på disse kanter? Og uden nogle planer for dagen. Ikke at jeg klager over det, nej." Nysgerrigheden var tydeligt at høre i prinsens ord, som de limegrønne øjne forblev på Sirius, imens nippende til saften blev større. Jontar kunne ikke forestille sig, at Sirius ikke havde noget at begive sig til. Medmindre målet selvfølgelig var prinsen selv. Dette havde han bare afkræftet selv. Der var noget besynderligt over Sirius. Noget, der trak Jontar dybere og dybere ind i det mærkværdige væsen.

Som et forunderligt spejl var det at Jontar også selv lænede sig en anelse frem, og stjernevæsnet betragtede det med let skjult latter, selvom det ikke nødvendigvis var mennesket selv han grinede af. Bare... selve situationen. Det var sjældent at Sirius tog sig tid til de beværtninger der var i landet, alt man kunne ønske sig - i en forskruet sammenhæng, vel og mærke - var derhjemme i palæet. Og alligevel havde de sagt jah til at tage herind med den fremmede mand, bare fordi at han virkede spændende. Det ville ikke være første gang at stjernevæsnet var endt i... 'problemer' på grund af den indgroede nysgerrighed og iver der herskede i den glødende sjæl. 
Men det ville være første gang, at det skete et sted som dette. 

Et kort blik gled ned over den åbne beklædning der var blevet valgt for dagen, og et næsten skyldigt, muntert blik mødte ham igen, da Sirius nikkede. Mondering simpelthen... det var nu engang tøj, som fae'en brød sig om. Enten var man for det, eller også var man imod det... og som udgangspunkt, havde Sirius altid fundet det frygteligt begrænsende, besnærende. 

Da de gule øjne mødte menneskets limegrønne, løftedes det ene øjenbryn næsten spørgende, og Sirius lod tænksomt de lange negle tappe imod kruset der blev holdt i den ene hånd, hvad de lavede... 
"Man oplever bare byen, det er så sjældent at man finder sig selv midt i alt dens travlhed..." og med det, var det også underforstået at væsnet næppe blev eller boede her fast. Så langt fra. På det punkt, var Sirius ganske begrænset af solens vandring over himlen, og når den begyndte at glide ind bagved horisonten, var det på tide at vende øjne og krop imod hjem. Alene ordet fik momentært en flamme af modvilje frem i det lyse blik, førhen det kvaltes af den magelige stemning. "... nogle visits er mere skuffende end andre" 
Og endelig løftedes glasset imod de mørke læber, for at tage en længe ventet tår. Smagen af søde frugter eksploderede på tungen, sendte en rislen ned langs væsnets ryg og slanke statur. Men på den gode måde. 

Kommentaren til Sirius' beklædning blev ikke svaret tilbage. Alligevel kom der en reaktion fra stjernevæsenet, for han kiggede ned af sig selv. Og som Jontar fangede blikket af hans, var det skyldigt og glædende. Han kunne lide denne form for beklædning. Begrænset og uanstændigt på den gode måde. Og prinsen kunne da også værdsætte det. Der var altid noget godt, når pøblen valgte at gå sig klædt, som de ønskede. De virkede altid gladere og friere, når de var tilpasse. Og mon ikke Sirius var godt tilfreds i sit valg af mondering?

De tappende lyde mod hans krus stoppede stilheden, der var mellem dem, inden Sirius endelig gav lyd fra sig. Dog var der mere end ordene af hans, der fangede fyrstesønnen. Noget i de unikke øjne fangede ham. Efter al det arbejde med slaver, der alle havde en forskellige tilgang til deres tilværelse, havde givet prinsen gode evner til at tyde, hvad folk sagde med alt andet end ord. Og øjnene sagde mere end deres ord til tider.
"Balzera er en travl by, men den er værd at opleve. Gerne flere gange," medgav Jontar, som han tog en god slurk af sin saft. Det var ren smalltalk. Der var intet personligt eller noget over disse ord. Alle, der gav det svar eller lignende, som Sirius havde givet, ville få den smøre fra prinsen. Det var mere de næste ord, der fangede Jontar. Og derfor lænede prinsen da også længere ind over bordet for næsten at møde Sirius på halvvejen. "Så skal jeg nok prøve ikke at gøre vores visit kedeligt, kære Sirius." For de fleste kunne en tilstedeværelse med en prins af fyrsten umuligt være kedeligt, men Jontar fik den fornemmelse, at Sirius kunne finde alt kedeligt. Alt, hvad normale mennesker og andre racer fandt spændende, kunne dette væsen finde overflødige og unødvendige at opleve. Og dét var noget, der fangede Jontar. Normalt behøvede han ikke at holde folks opmærksomhed. Han fik den altid. Men med Sirius virkede dette anderledes. At Jontar rent faktisk skulle udvise noget for at opretholde stjernevæsenets fokus på ham. Og selvfølgelig tog prinsen udfordringen op. Hvad skulle han ellers gøre? Give op? Det gjorde en Kazimi ikke. Ikke ham i hvert fald.

Det var sjældent at tilfældig snak i det her omfang, formåede at holde stjernevæsnets opmærksomhed og interesse... særligt når det var tilføjet noget så mundan som bare at sidde her, og bare at sidde her med et menneske af alle væsner. Og alligevel blev Sirius tilfreds siddende, gule øjne opmærksomme over den anden mand idet at han interesseret lænede sig nærmere, i en form for spejling af fae'ns egne bevægelser. Oh? De kunne sagtens besøge Balzera flere gange, det var næppe et spørgsmål om at kunne. Trods de usynlige lænker, jah så fandt han sig selv relativt fri. 

Det var mere et spørgsmål om at gide turen. 
Når Jontar kom frem til at fae'ns opmærksomhed var forfærdelig flygtig, tog han ikke fejl. Men han formåede alligevel at holde den; et leende lille smil dansede over det kønne ansigt. "Og hvordan det, Jontar af... " en lille pause hvor at han skulle huske navnet, og næsten hviskende blev det sidste sagt. "Kazimi" 
Hvordan, jah i sandhed hvordan? Han var ikke sikker på at han i sidste ende burde kende svaret, men nysgerrighed havde altid ligget ham nært, og nysgerrighed talte i dette øjeblik for at stille lige præcis det spørgsmål, trods det ikke var optimalt i en 'lære at kende' forstand. Det var dog ikke videre vigtigt. 
Monstro ikke Sirius blev, lige meget hvad? Han tvivlede på at det bragte mere indhold til dagen, om han valgte at forlade kroen og sit nyfundne, fine selskab. 
Derfor var det også en lille tilføjelse fulgte med de ord. "Hvem er du, udover 'af Kazimi?" fulgte han derpå op med, og strakte de lange ben en anelse under bordet, lod læggen sno sig om den stækrere muskulatur, selvom han virkelig vidste... eller i hvert fald var blevet fortalt, at han ikke burde. 
Regler var bare nemme at glemme, når de ikke decideret var grænsen for hvad han måtte. Kunne, måtte... selv hadede han at bruge det ord omkring sig selv. 

Især var Sirius typen, hvis opmærksomhed kunne fjernes hurtigt, hvis han ikke fandt noget spændende. Dette havde Jontar antastet korrekt og det var tydeligt også, hvad stjernevæsenet ville bringe fokus på. Måske var der nysgerrighed i at høre, hvordan prinsen kunne være spændende nok til at bibeholde stjernevæsenets fokus. Det var ikke værd at spilde sin tid, det vidste Jontar. Selv han ønskede ikke at spilde sin tid med alt for meget trivialitet. Et væsen som Sirius var dog næppe trivielt, men anså stjernevæsenet en fyrstesøn som dette?

Derfor lænede Jontar sig helt ind over bordet, så meget bordkanten tillod ham. De limegrønne øjne fikserede sig på de gule, imens de skarpe læber var trækket i et lettere smil. "Jeg fanger dig, Sirius. Jeg gør mig interessant nok til, du ikke vil forlade denne kro." Stemmen var lavmælt og tung. Ikke en direkte hvisken, men tæt nok på. Alligevel lænede prinsen sig tilbage, både for at overvære Sirius' reaktion, men også for at virke mere hoverende. 
Inden Jontar nåede at sige noget tilbage, kunne han mærke berøring mod sit ben. Sirius' læg havde snoet sig rundt om benet. Det var Sirius, der var tilfangetageren, ikke Jontar. Fyrstesønnen kunne ikke lade være med at smile smørret, som han tillod stjernevæsenet at fortsætte sin berøring. Ja, Jontar sænkede sågar sin hånd under bordet for at røre blidt mod læggen. "Jeg er en mand. En prins. En frelser." fortalte Jontar. Han kunne nemt have sagt, at han var en slavehandler. En slaveejer. For det var han. Han var en af fyrsteslægtens slavehandlere og han var stolt af det. Dog havde prinsen fået fornemmelse af, at Sirius måske ikke ville anse det at sidde med en slavehandler. Og han skulle jo ikke skræmme stjernevæsenet væk. Det var det modsatte af den nuværende plan.
"Sig mig, Sirius. Hvad laver du til daglig? Når du ikke fanger prinsers opmærksomhed." Den anden hånd, den der ikke lå nær læggen under bordet, tog fat om glasset for at nippe til saften. Øjnene var fyldt med grådig nysgerrighed, for hvad lavede et væsen som Sirius? 

De gule øjne funklede en anelse fornøjet ved de selvsikre ord, og et overvejende øjenbryn løftedes, imens at gamle alarmklokker om lige præcis de ord fik lov til at ringe, men fik ikke lov til at styre. At lade sig fange, var hvad der havde sat væsnet i den situation det befandt sig i her i disse dage, og det var ikke nogen fristende fremtidsudsigt at stå i, igen. Men på den anden side, kunne det næppe blive meget værre end det i forvejen var. Jovidst, dæmonen der havde ham kunne være utilfreds, arrig eller besidderisk. Voldelig og sadistisk, i sådan en grad af en ufrivillig rislen gled ned af væsnets ryg. Men tykkere lænker, kunne der ikke lægges om ham, også selvom mennesket troede noget andet. Og også selvom Sirius selv ønskede noget andet. 

Men man kunne lege indenfor de rammer man havde, og Sirius smil blev en anelse mere fornøjet da en hånd kunne føles om benet, som fik lov til at blive der... indtil at stjernevæsnet alligevel følte en gråzone blive overskredet, og de modvilligt trak benet en anelse til sig igen; øjenkontakten blev dog ikke sluppet, imens at der blev lyttet. 

"En frelser..." gentog den dybe stemme en anelse morende, men ikke mere blev der kommenteret på de ord. Det var sjældent nogle talte sådan om sig selv, men sjældenheder skulle der være plads til ved dette bord. Så var de i hvert fald to. 
Hånden snurrede frugtsaften en anelse omkring i sin kop, inden at Sirius fortsatte. Hvad der blev lavet til dagligt? Åh det spørgsmål fik en doven trækning over den slanke persons krop, og der blev mildt rystet på hovedet - noget der fik det hvide hår til dovent at bølge omkring dem, i en langsom gengivelse af hvad almindeligt hår ville. "Åh, så absolut intet" om trykket kom af foragt eller tilfredshed, det var ikke til at sige. "Sirius laver ikke meget, i disse dage. I disse år. Et væsen af stjernerne, arbejder ikke imellem menneskene" de var en prins af naturen, og havde sjældent arbejdet reelt; ordene blev sagt med en snert af latter. "De fleste dage bliver brugt på at forfølge ens nysgerrighed. De fleste nætter, varmer en ellers forladt seng" kunne det blive mere kryptisk? Måske. 
Siden halvkatten havde forladt Llyon's værelse, var Sirius kommet ind som en erstatning - sølle. Det var selvfølgelig ikke noget der kunne siges højt, at stjernevæsnet tænkte... men sølle var det, af dæmonen. Det havde blot været en kat.