Der var en bittersød side af at have gode venner og bekendte, og den side, jah den tog ofte form som forpligtelser. 
Forpligtelser overfor venner hang sammen med loyalitet, og hvis der var en ting som Alvilde - på trods af alle sine fejl - var, så var det loyal. Asha og Isiah var et par som hun længe havde holdt nært sit blakkede hjerte, og selvom det ikke var alt for ofte hun besøgte dem, jah så varmede det, da der en skæbnesvanger dag kom en kurer forbi, med et brev til den blonde nordbo. 
Undersøgende var det at det både blev læst og åbnet, og det var derfor at Alvilde på dagen idag, kunne se sig selv stå foran den by-lejlighed som hun havde været ved ofte, men nok ikke havde været omkring i snart 7 lange, men gode, år. 

Et sidste suk blev udåndet, inden at hun med 3 hurtige bank fik banket på familien Krohl's trædør, der snart blev åbnet op af en ganske høj og mørkhåret kvinde. Et varmt smil trak op i det godt vejrbidte ansigt, hvilket fik et par smilerynker til at blomstre frem, og Alvilde blev hevet ind i et varmt kram af den høje dame. "Jeg er også glad for at se dig, Asha" den lettere hæse stemme havde en munter undertone, og nordboens solide arme gled omkring livet på hende. 
Sådan stod de i nogle gode sekunder, inden at hun med en hilsen tilbage blev hevet ind i lejligheden, og placeret ved spisebordets tol. "Det tog alligevel sin tid, Alvilde! Hvor i alverden har du været, i løbet af de her år?" nordboens smil blev en anelse bredere, og taknemmeligt tog hun imod de tekrus der blev placeret foran hende, og forklarede sig frem. Rejsen omkring i landet, hendes nye rejsefælle, Thatos tempel... 

Der ville nok ikke gå så længe, førhen at selskab sluttede sig til dem. 

I en hensiddes krog af den lille bygning Ezra kaldte sit hjem, sad han i sin seng på det værelse han delte med sin broder. Han så til mens Isiah selv sad og lavede tæt på ingenting, for han ventede nemlig på at skulle mødes med en tøs ved bymidten. Han havde ikke snakket om andet siden middagen dagen før. I det knirkende gamle kompleks kunne han høre nogen nærme sig, og Ezra stod op fra hans seng. Han var udmærket godt klar over hvad der ventede ham. "Ezra. Kommer du med? Der er nogen der venter dig nedenunder." Hørte han hans far sige selvom han var ude af syn. Ezra tog en dyb indånding og rettede remmen på hans bukser, samlede den taske med hans få ejendele op og svang den over skulderen.

Ved spisebordet så han hans mor før han overhovedet trådte ind i rummet. Hun vendte sig på stolen over mod ham og smilte et veldigt tilfreds men sørgmodigt smil. Hun var lige så nervøs på han vegne som han var på signe egne. "Kommer du ind? Du husker vel godt Alvilde?" Blev der sagt som Ezra rundede hjørnet og endeligt trådte i syne for den umådeligt lille og bredskuldrede kvinde i stolen overfor hans mor.
Det var mange år siden han kunne huske at have set hende sidst. Han havde nok ikke været ældre end de 12-13 år dengang. Men pudsigt nok var hun lige til at genkende. Han nikkede og gav hende velopdraget hånden. Det virkede oplagt når hans forældre var i samme rum. Hun skævede til ham og så mildest talt overrasket ud. Om det var kropskontakten eller det at han nu var både højere og mere voksen nu, det vidste han ikke. Om ikke andet, vidste han at hans forældre forventede det af ham. Han satte sig ned. Mon ikke at de gamle ville snakke lidt før han atter skulle forlade dem.

Udvekslingerne af hvad der var sket, og hvornår det var sket i deres liv, jah den gik på tur. Først Alvilde selv, der forklarede om alle steder hendes rejse(r) havde bragt hende hen såvel som alle de steder hun havde fået set, oplevet og erfaret.  Derefter Asha, som fortalte om det liv familien levede, og hvordan en hverdag hang sammen - givet at der undtagelsesvis var bryllupper eller andre store begivenheder at tage hånd om. Alt sammen noget som nordboen ikke kunne lade værd med at tænke - men ved guderne ikke sige højt - som noget der forekom ganske... kedeligt. 
Ikke desto mindre var det en fortælling om en tæt venindens liv, og derfor krævede det også en hvis grad af opmærksomhed og interesse. 

Alt blev dog brudt, da opmærksomheden gik bagud og Asha's blide stemme henvendte sig til en tredjepart hun ikke havde set i mange herrens år. Åh... 
Han var vokset til lidt af en bizar størrelse, spurgte man den kompakte men dog lavstammede kvinde, hvis lyseblå øjne mødte Ezra's, som ganske velopdragen rakte en hånd frem. Han var jo et tårn! Nordboen kunne ikke stoppe den overraskelse, og til dels også undren der blomstrede frem i det lyse ansigt, førhen at hun med en hurtig bevægelse greb hans  ru hånd til et fast håndtryk. "Det er en lang tid siden, knægt" 

Den hæse stemme havde - trods den umiddelbare overraskelse over hans nye selv - en varm kant omkring sig; det var trods alt en venindens søn. Man havde velsagtens manerer. 
Han tog plads ved bordet, og nordboen greb sin kop til endnu en tår af varme, førhen at hun med et selvtilfreds suk stillede den tilbage. "Såeh... Ezra, det er dig jeg skal give skylden, for alle de grå hår din mor har?" sagt med en undertone af latter, og et enkelt øjenbryn gled spørgende op i panden på den lyshårede kvinde. 

Det kom bag på Ezra at det var ham som den blege, let solbrændte kvide henvendte sig til. Hun havde nok fået rigeligt af sol selv her på de lidt til let varme egne. Hendes kinder var i hvert faldt veldigt solkyssede.
Et akavet øjeblik af stilhed tænkte han over hans svar. "Det er det vel" prøvede han at sige i en lettere morsomhed, dog viste det sig hurtigt at ingen forstod hans platte svar som humorøst. Han rømmede sig.
"Jeg ville dog mene at det er min bror der har sat sine præg på hende" sagde han i et forsøg på at redde sin førhen dumme kommentar. Et let smil fra hans far gjorde ham trykkere.

Ezra følte sig usikker ved bordet. Han følte sig lige pludseligt ikke velkommen i hans eget hjem men vidste dog heller ikke om han meget længere ville kunne kalde det for sit eget hjem. Han var jo snart bortrejst. Han var ikke i tvivl om at han selvfølgelig altid var velkommen, men han var på ingen måde sikker på om hvorvidt han ville kunne genkende ham selv så snart han var hjemme igen. Han vidste at den kommende rejse vil være hård, men han havde ingen forventninger til den person der ville tilbagevende fra rejsen. Han følte sig allerede tryk ved at skulle have Alvilde ved sin side, men om han overhovedet ville komme hjem igen? Det var han usikker på. Ved hans forældres tro på denne kvinde var han ikke bange. Men med en realistisk tilgang til de kommende par måneder, vidste han heller ikke hvad han skulle forvente.

Der var en akavet pause af stilhed efter den kommentar, hvor at nordboens blik endte med at flakke tilbage imod Asha. I stilheden blev endnu en tår taget, men da stilheden forekom en anelse... forunderlig, jah så forekom den slubren der fulgte med teen også næsten larmende. Heldigvis var det dog ikke sådan det skulle blive ved med at være, og (stadigvæk en anelse ude af trit) kom Ezra efter det, da han tørt pointerede at hans bror var den primære skyldner når det kom til grå hår og alderdoms tegn. 

Det var godt nok. Et fornøjet lille grynt af latter kom fra Alvilde, hvis lyse øjne gled tilbage på den høje mand for at give ham et lille nik - de skulle skam nok få arbejdet på overleveringen af en joke imens de var ude. Fordi det her kunne hun ikke klarer at se udspille sig, hver eneste gang de mødte en ny person, gruppe eller for den sags skyld beværtning. ".. såeh... lad mig høre. Hvad har du brugt de sidste par år på?" en ganske direkte vinkel, og Alvilde samlede uden at tænke over det benene under sig, da hun satte sig i skrædderstilling på den knirkende træstol, som klagede sig en anelse under hendes vægt. "Du ligner en der har lavet en pagt med alfer, sådan som du er vokset dine forældre over hovedet" fulgte hun små-muntert op med, men skulle man være ærlig... jah så var det nok mest en fornøjelse for hende selv; havde man ikke mødt mang alfer, var det ikke nødvendigvis sjovt. 
Et lille himmelrul af øjne kom fra Asha, der dog rejste sig for at hente en kop til Ezra, så han også kunne få skænket noget te, og om muligt, gemme sin mund bagved kruset hvis han havde brug for en tankepause igen. 

Ezra smilte i høflighed i stedet for at le af kvindens bemærkning. Han var ikke helt sikker på om hun lavede sjov med ham, eller om hun forventede et svar. Om ikke andet kunne han jo godt fylde hende ind på hvad han var blevet til at en person. "Jo, jeg har jo arbejdet under min far i det sidste stykke lange tid. Du ved, som smed. Det tror jeg er gået meget godt." Sagde han som han søgte bekræftelsen fra hans far der sad i den anden ende af bordet. Han så ikke ud til at være uenig.

En varm kop te blev placeret foran Ezra, og hans mor strejfede hans brede skuldre i et omsorgsfuldt kærtegn. Dampen fra koppen indåndede han, og fnøs som det kildede ham i næsen. "Jeg er spændt." Lød det fra Ezra som han kiggede op på både hans mor og nordboen. Han ville selvfølgelig ikke lade hans mor vide lige præcis hvor ræd han var for at skulle forlade dem, og han ville da i hvert fald ikke vise frygt over for Alvilde. Han var ikke længere en dreng, og det var på tide at han beviste det over for andre end sig selv. Asha virkede beroliget ved hans ord, og nordboen, tildeles upåvirket. Hans far så ikke ud til at være meget mere til stede end at han nikkede og rømmede sig en gang i mellem. 

"Hvad skal jeg forvente? Hvor skal vi hen?" Spurgte han nysgerrigt. Han havde ikke snakket meget med hans forældre andet end beskeden på at det bare var sådan det skulle ske. Han havde ikke sagt imod. For at være ærlig var det overaskende kort tid siden det rigtigt var gået op for ham at han skulle afsted. Men nu mente han at han også fortjente at vide hvorhen.

Små nik kom, i takt med at Ezra talte, og med et voksende, skævt smil lod hun de himmelblå øjne glide over hans muskuløse fysik, og kunne indvendigt grine en anelse da han sagde at han tænkte, at det gik meget godt. Ud fra den masse han havde fået bygget op, måtte hun udadtil give ham ret. Måske man en dag skulle få set noget af det smedværk han havde stået for at lave. Det var dog ikke i dag at det blev aktuelt, og da teen med en sidste slurk blev skyllet godt ned, var Alvilde hurtig til at række indover bordet og skaffe sig endnu en kop. 

Imens kom der en overvejende brummende lyd fra hende - han var spændt simpelthen - og til lyden koppen der blev fyldt op af varmt vand, kiggede Alvilde op, et næsten hemmelighedsfuldt smil omkring læberne. "Åh, hvad du skal forvente? Lad mig se...." han vidste godt at han skulle med hende, men han vidste ikke hvorhen. Og skulle hun være ærlig, så vidste hun det heller ikke helt... fuldkommen selv, verden havde det med at bære hendes skridt i den rigtige retning, og på sin vis plejede det at ordne sig. 
Hun havde dog et specifikt mål i tankerne, da hun med en lille, tilfreds brummen satte tekanden fra sig igen, og greb om den varme kop. "Vi skal først og fremmest skaffe dig noget at ride på, så dine fine by-fødder ikke slider sig selv op lige med det samme" over den dampende kop løftedes det ene øjenbryn næsten spørgende - man havde vel sine fordomme om byfolk. Og at de ikke var hærdede var en af dem. "Bagefter, skal vi imod Tusmørkedalen - har du nogensinde været der før?" 
Et sted med god aktivitet af alskens træls væsner, Alvilde havde en gammel bekendt de skulle støde til, derhenne. Et problem de skulle hjælpe ham med at løse. 

Ezra åndede lettet op. Det havde han ikke, og han rystede let på hovedet. Han vidste dog at det ikke var meget længere end cirka 6 dages rejse for at komme dertil. Selvfølgelig var det ikke der deres rejse ville ende, men det var da en lettelse at de startede ud i de små flugter. Det var lige til at klare på trods af at han aldrig havde bevæget sig uden for Hovedstaden. Han kunne alligevel mærke sin mave snurrer om sig selv, som var det en kaskade af sommerfugle der kredsede om et stort sort bundløst hul. Han gjorde sit bedste for at ignorere det, og skyllede efter med endnu en slurk te.

"Jeg har aldrig lært at ride" Indrømmede han flovt. Han var udmærket klar over at det var en basisk evne at lære, endda i en ung alder. Han havde førhen været bange for heste, og da han overkom den frygt var han bange for at han var blevet for høj til at det længere ville kunne lade sig gøre. Hvad nu hvis han knækkede ryggen på det stakkels dyr? Det var måske også bare en dårlig undskyldning. Han håbede ikke at skulle være for meget til besvær for Alvilde, men kunne godt allerede se at de havde en hel del arbejde foran dem. Selv hans mor virkede flov på hans vegne, hun prøvede dog leende at lette stemningen. "Hvad kan man sige, man kan ikke være god til alting! Ezra er til gengæld god til en masse andre ting, ikke også?" Forsikrede Asha som hun rødmede og søgte bekræftelse hos sin søn. Han trak bare på skuldrene, som en eller anden doven teenager, og et suk lød fra hans mor.

Overraskelse tindrede i de lyse øjne, og Alvilde lænede sig umærkeligt frem da han indrømmede at han aldrig havde lært at ride. En så basal evne, at hun til at starte med lod blikket flakke imod Asha, som for at sige 'det er vel en joke, er det ikke'? De løftede øjenbryn blev mødt af en lille hovedrysten, men stemningen fik ikke lov til at falde til jorden ved den kommentar. 
Alvilde's lille suk blev en anelse højere da han ikke svarede, som et forsinket ekko af hendes eget; der var en ganske god grund til at hun ikke brød sig om børn. 

Men det kunne heldigvis læres, det der med at ride. Nordboen nikkede derpå, tre fingre der rytmisk bankede imod bordpladen idet at hun overvejede hvordan og hvorledes. "Du samler det hurtigt op" ræsonnerede hun sig frem til, og nikkede opmuntrende, men nok mest af alt til sig selv. Det var ikke en evne der krævede den helt store træning at mestre, og...
... om ikke andet, var det vitterligt bare at sige 'op på hesten' til ham, og så se hvad der skete. Med lidt held, ville han kun have blå mærker de første par dage. Og med lidt mere held, ville musklerne der holdt ham fast på hesten, brokke sig mere end hans blå mærker ville. 
Nordboens lyse øjne søgte at låse sig ind i Ezra's, og hun prøvede en anden vinkel. "Eh, hvordan med madlavning? Er det noget du brilliere i?" hun var en ganske god jæger, og havde før levet af simple rationer, krydret med friskt kød eller naturens eget skattekammer af bær, rødder eller andre planter. Men slap hun for at lave maden, gjorde hun gerne det - så kunne han tage den opgave på sig.

Ezra's øjne lyste op som han nu endelig have en chance for ikke at skuffe nordboen yderligere. "Ja!" Indskudte han højlydt. "Eller jeg mener... Jo jeg kan godt lave mad, jeg hjælper ofte mine forældre i køkkenet og i gårdhaven." Smilte han. Asha nikkede stolt. "Jeg har lært ham en del ville jeg alligevel mene. Han kan uden tvivl det helt basale, det er jeg i hvert fald sikker på." Sagde hun. Arn fnøs fra den anden side af bordet. Som om han nogensinde havde fundet sig selv i køkkenet for at kokkerere. Nej, det var en kvindes arbejde mente han. Måske hans første søn var blevet korrupt af hans mor, men han ville i hvert fald ikke lade sin yngste tvinges til den slags kvinde arbejde. Ezra vidste godt hvad hans fars holdning var til den slags, men var også klar over at det ikke var det værd at bringe det op.

Han rettede sig i sit sæde. Hans store krop gjorde det ukomfortabelt at sidde på de små stole, og han vidste at han ville blive gjort til nar hvis han allerede klagede foran Alvilde nu. Hun ville aldrig tro ham mand nok til at klare den rejse de skulle ud på.

Hans mor rettede sig mod ham. "Har du nu pakket alt? Varmt tøj? Underbukser? Jeg vil bare ikke have at du mangler noget, jeg ville have så ondt af dig lille pus." Sagde Asha som hun tog ham i hånden der hvilede så fint på bordet. Ezra's kinder blussede op i forlegenhed og han gav slip på sin mors hånd. "Jaaer mor, jeg er helt sikker..." Brummede han. Han var næsten en fuldvoksen mand, hvordan i al verden kunne hans mor stadig være så pinlig. Han kiggede på Alvilde ud af øjenkrogen for at se om hun morede sig på hans bekostning. Tænk at skulle bruge måneder med denne kvinde, for at hun altid ville kende ham som 'et lille pus'. Tanken forargede ham.

Alvilde hverken kunne eller prøvede at skjule den tilfredshed de ord bragte frem, og fornøjet kunne hun tænke sig frem til de sene aftentimer, hvor at hun nu ville slippe for at hakke løg, svitse kød eller anden form for tilberedning. Det var nu engang ganske hyggeligt, og der var ingen tvivl om at almindelig pli ville motivere hende til at hjælpe ham så det blev en fællesopgave, fremfor en pligt. Meeen, det lød nu engang meget godt med pauser ind imellem. De ville nok alligevel blive brugt på noget andet fornuftigt, slet ikke afslapning... selvfølgelig. Blikket blev mere nærværende fremfor fanget i flygtige tanker om hvad der kunne være, og faldt i stedet tilbage på hvad der faktisk var, lige nu og her. "Fantastisk" grinte hun, og øjnede ikke Asha's mand mange blikke for det åbenlyse fnyseri der foregik. 
Det var en underlig form for såret stolthed. 

Det var dog også her, at Asha valgte at være en kende... pinlig, og nordboens lyse øjne gnistrede i latter, da han forlegent understregede at han bestemt havde styr på det hele. "Bare rolig Asha, LillePus og jeg skal nok komme fint ud af det, mmh?" oh joh, hun havde hørt. Og hun ville ikke slippe igen. "Med det sagt, så tak for te, Asha... og Arn" et lille nik blev givet dem begge, og Alvilde løftede et enkelt, lyst øjenbryn da hun så på Ezra. "Løb op og hent dine tasker knægt, så ser vi om du har pakket det godt nok sammen til turen - og medbring en ekstra tinkop. De zalans ting bliver altid stjålet af alfer" brummede hun, og bankede tre gange i bordet som for at understrege at det ikke skulle ske. 
Hun var i det her øjeblik, glad for at hun ikke havde skaffet en hest på forhånd. Han ville uden tvivl have skrabet jorden med de lange stænger, hvis hun bare var gået efter sin mavefornemmelse og havde valgt en pony. 

Ezra rejste sig op, tomatrød i hovedet, og forlod bordet med et suk. Ved guderne nej, om Alvilde skulle gå rundt og gøre grin med ham. Lille pus, han skulle vise hende hvem der var et lille pus... Han vidste ikke selv hvad han mente med disse ord, han vidste bare at han i hvert fald ikke passede denne betegnelse. På hans og Issy's værelse samlede han sine tasker, én stor og én lille. "Jeg tager den her fra dig." Fortalte han sin bror mens han løftede den kobberfarvede drikkekop op i luften. "Næ, gu gør du ej." Sagde han og fór op af sengen. "Jo jeg gør." Og med det blev koppen så fint hægtet til tasken i sin hank. Ezra havde efterhånden lært at Isiah snakkede store ord, men oftest ikke turde at lægge sig ud med nogen. De var også begge to klar over at når det kom til de to unge mænd, ville hans lillebror ikke være triumferende i kamp.

Med taskerne slynget om hver af hans skuldre, drog han ud i køkkenet. Hans bror var lige i hælene på ham. Han ville sige farvel selvfølgelig, så længe det var uden kropskontakt. Det var for kvinder og børn. I køkkenet havde Asha allerede begyndt at bære brugte kopper over til køkkenbaljen. Hun prøvede så stille at distraherer sig selv nok til ikke at fælde en tåre, det vidste Ezra godt.

"Nå jamen. Så vil jeg sige farvel."

Asha stoppede i sin paniske episode og slyngede armene omkring ham. "Det hedder ikke 'farvel', det hedder 'på gensyn'." Sagde hun typisk nok med våde øjne. Resten af familien, de to mænd, fik hurtigt oversået deres farvel, og Ezra blev næsten sørgmodig da hans far gav ham et ordentligt kram i stedet for de to klap på skulderen som han havde forventet. "Gør mig stolt." Havde han sagt før han trak sig tilbage.

Det var altid en anelse... bizart at overvære den form for afsked, som Alvilde lige nu var vidne til. Mest af alt grundet de tætte bånd hun kunne se imellem familiemedlemmerne - bånd der vidnede om en stor kærlighed, som gik forud for hvad man forventede når man ikke havde samme bånd at binde sig til. Eller være bundet af. Mest af alt betragtede hun det med et lille, vemodigt smil omkring de lyse læber, som hvis nogle kiggede ville vende sig til et opmuntrende; det var i sandhed på gensyn. 
Nordboen nikkede til Asha, hun nikkede til hendes mand, og hun nikkede til sidst til Ezra selv. "Vi er tilbage før i ved af det" smilede hun, og viftede ham med sig imod døren. 
En lille hvid løgn, men alternativet var sandheden; hun vidste ikke hvornår de ville være tilbage, skulle hun absolut være ærlig. 

Så med det blev døren åbnet, og larmen ude i Dianthos gader sneg sig ind i den hyggelige stue, førhen at de lukkede den bagved sig igen og efterlod hjem. 

Intet var dog så galt, at det ikke var godt for noget - Alvilde daskede med endnu et opmuntrende smil til knægtens arm, og drejede dem i retning af markedsboderne. Der ville de finde de dyr de skulle bruge. "Din mor har givet mig en lille opsparing med. Er det en du selv vil tage ansvar for, eller skal jeg holde den?" begge dele var lige fint, selvom der ikke ville være meget nåde at hente fra nordboen, om han skulle få sine penge stjålet eller tabe dem på vejen. Det ville simpelthen være for dumt. En del af det skulle nemlig bruges her nu, på hans hest, men den anden del var altid god at have i baghånden. Specielt hvis de endte med at komme forbi noget, eller... nogen, som han brød sig om, måske endda nok til at kaste penge efter den eller det.