Aftaler var ved at bliver underskrevet angående nogle slavehandler, da en af de mange tjenestefolk kom ind til Jontar for at fortælle ham, at faderen, fyrsten, ønskede at se sin søn. Papirarbejdet, der nok mest var for at holde styr på de mange salg og køb af slaver til og fra hvem, blev hurtigt sat i beru, idet den unge Kazimi rejste sig for at følge med tjenestemanden hen imod sin fader. Morosa, Jontars personlige slave, var hurtig blevet bedt om at blive der. Ingen grund til at trække hende med til sin fader. Der var stadig lidt uroheder i mellem fyrsten og sin ene søn. Efter at han i en alder af ti havde valgt at sælge sin slave givet ved fødslen til fordel for dette halvdyr, havde det brudt familiens tradition. Men hvad interessant var der i at have et gammelt menneske som slave? En mere ung udgave og så af halvdyrrace var langt mere interessant og begivenhedsrigt for den unge Kazimi.

Tjenestemanden skulle lige til at åbne døren for Jontar - sikkert også for at gøre sønnens ankomst velkendt for faderen, der befandt sig på den anden side af døren - men Jontar løftede sin hånd for at stoppe dette. "Jeg kan tage den her fra alene, tak." Stemmen var bestemt og det tog ikke lang tid for tjenestemanden at bukke, takke for at tjene den unge herre og forlade gangen igen.
For en kort stund kiggede Jontar blot på døren ind til sin far. De limegrønne øjne stirrede på træet, imens den ene hånd strøg igennem det mørke hår. En guldbelagt ring snittede hovedbunden. En mørk skjorte med de øverste knapper åbne samt et par mørke hoser, begge af silke, udgjorde fyrstesønnens beklædning. Som altid var der mønstre af guld belagt beklædningen, især ved skjorten, der var brættet op til albuerne. Det var en mere afslappet beklædning end den Jontar tog med ud i offentligheden. Men tankerne florerede ikke om beklædningen eller offentligheden. Nej, den omhandlede, hvad hans far ønskede af ham. Der var ideer i den unge Kazimis tanker. En snak om fremtiden - han var jo gammel nok til at finde en passende hustru, selvom Jontar levede fint med sin nuværende status. Måske en snak om den seneste historie og seneste valg truffet med påvirkning på andre familiemedlemmer. Eller måske ville fyrsten blot snakke om forretning. Slavehandlen. Men Jontar ville ikke finde ud af dette, før han åbnede døren. Derfor bankede han på to gange, før døren blev åbnet. "Du sendte bud, fader?"

Fyrst Sephyran havde valgt en af de utallige stuer i Kazimi-paladset som mødested for en lille snak mellem ham og sønnen, Jontar. Den unge knægt var ved at blive godt oplært inden for slavehandlen, og det glædede faderen at se sit kød og blod bringe værdi til familien.
Dog syntes han nok, at knægtens onkel var lige lovlig meget inde over opdragelsen, og der havde også været hele episoden med halvddyrsslaven, som Sephyran heller ikke havde glemt. Desværre lod det ikke til, at Jontar havde været mere respekt for familietraditionerne med alderen, og nu kunne det ikke være andet end tid til en alvorssnak om hans fremtid.

Klædt i silke og omgivet af en velduftende sky af partfume, var fyrsten af Rubinien mageligt placeret i et væld af puder. En doven bevægelse med hånden viftede Jontar nærmere, mens et par lydige slavinder var i færd med at skænke vin op til dem begge og anrette et fad med friske dadler og druer.

Sephyran var en mand, der aldrig gik tørstig eller sulten til en samtale. "Min søn! Godt du kunne unde din fader lidt tid." Brummede han med et faretruende glimt i øjet, der tydeligt sagde, at sønnen da også lige kunne have vovet på andet. De gennemtrængende safirblå øjne så ind i Jontars limefarvede.
"Slut dig til mig her, hmm? Det er længe siden vi har haft en længere snak, og jeg har glædet mig til at høre, hvordan vores salg og køb af slaver er gået." Det vidste Sephyran naturligvis godt, for der blev ikke solgt eller købt noget inden for Kazimi-paladsets nærhed, uden at fyrsten fik en udførlig rapport - men det var heller ikke priserne eller "varernes" kvalitet, han ville høre om, men Jontars egne oplevelser med arbejdet.

Viftet ind med en brummende stemme kom Jontar tættere på sin fader, der sad blødt og godt i blandt sofaer, imens nogle kønne slavinder skænkede glas op til fyrste og søn. Et hurtigt blik blev givet til en af slavinderne, inde han satte sig. Hende kunne han godt huske. Det var en af hans køb. Et godt tegn, at faderen endnu brugte hende. Derfor var det også med stor selvsikkerhed, at den unge Kazimi satte sig og lod sig blive gennemstirret af sin faders safirblå øjne. For nogen kunne dette blik skabe frygt og ubehag, men Jontar havde oplevet dette før og nok til ikke at blive overrumplet af det.
"Jeg har masser at se til med slavehandlen, fader. Men ja, jeg burde gøre plads til dig mere." kom det småundskyldende fra Jontar. Selvfølgelig tog slavehandlen ikke al af den unge mands tid, men han var netop dette også. En ung mand. Han skulle nyde denne tid, inden voksenlivet krævede ham til at tage det med ro - selvom dette ikke altid virkede til at have stoppet fyrsten selv. De mange afkom var i hvert fald et godt tegn på, at hans fader ikke var typen, der tog det med ro.

Jontar lænede sig hen mod fadet for at tage et par druer, som blev kastet ind i munden, imens den anden hånd tog fat i et glas. Nu havde slavinderne skænket dette, så det ville være en skam at lade deres arbejde gå til spild. At hans fader spurgte ind til Jontars afdeling frydede kun den unge Kazimi, skønt han vidste, hans fader allerede kendte til handlerne. Jontar nedskrev salg og køb, og de blev set af et par stykker, deriblandt fyrsten selv. "Det går roligt, men godt. Der er ikke altid slaver værdige nok, men de er der. Jeg skal bare lede," Jontar kunne ikke sige dette uden en tone af selvtilfredshed. Han fandt sig mere end passende ind i erhvervet. Han kunne snuse de gode slaver fra de dårlige. Det havde han allerede kunne i en alder af ti, da Morosa blev valgt for at erstatte den menneskekvinde, der var blevet stillet til rådighed fra fødslen. "Trænger du da til en ny, personlig slave, fader? For jeg kan godt kigge efter en værdig nok til dig." Det rapkæftede smil var begyndt at stige på Jontars læber, som han lænede sig tilbage i lænestolen med et ben henover det andet knæ. Silke mod silke af benhoserne gav en svag lyd. Glasset med vinen blev nippet kort til, som de limefarvede øjne forblev på faderen og hans blå.

Jontar havde masser af den viljestyrke, der kendetegnede en stærk Kazimi-mand, og det glædede Sephyran at se, selv om det også betød, at knægten var svær at holde styr på. Men styrke skulle der til, hvis han skulle overtage erhvervet med slavehandlen helt, og samtidig holde styr på kone børn..

"Det har ikke været et af de bedste år for slavesælgerne." Indrømmede Sephyran. "Men vi har stadig fået nogle ganske gode eksemplarer ind i husholdningen, takket være dit arbejde, hører jeg."
Slaveriet var et erhverv, der altid dansede lidt på kanten af loven. En fattig kunne sælge sine børn til slavehandlerne eller selv ende i deres kløer, hvis de kom i for stor gæld. Men der var også mange ulovlige slavefangere der hentede folk af mere eksotiske racer fra fjerne egne af Krystallandet. Noget som Fyrstefamilien naturligvis vendte et blindt øje til, medmindre der blev gjort krav på en løsladelse.

Sephyrans øjne blev smallere, som knægten vovede en flabethed: "Min personlige slave blev skænket til mig af min egen fader, Den Ærværdige Fyrst Ebenezer! Jeg vil ikke skænde hans minde ved at skifte hende ud." Smældede han.
"Noget du også burde gøre klogt i at huske, min søn." Fyrstens blik var stadig faretruende, som han tog et ordentligt drag af sit vinglas. Med så mange børn at holde styr på, så den ærværdige fyrste ofte dybt i koppen.

Nikkende gjorde Jontar sig enig med sin far. "Desværre, ja. Vi må håbe på stærkere slaver og mere handel næste år." medgav fyrstesønnen. Han havde selv set trængende personer ansigt til ansigt. Fædre, der sælger deres børn, i håbet om at få et bedre liv og give deres børn et bedre liv end det, de kunne give dem. Og nogle af disse børn fik da også relativ lukrative liv. Nogle familier købte unge slaver for at opdrage dem som deres. Men det var næppe alle børn, der endte positivt. Dette vidste Jontar. Det påvirkede ham ikke. De var blevet solgt retfærdigt og de ville blive købt lige så retfærdigt. Fyrstesønnen kunne ikke bestemme, hvem der købte dem og hvad de ville blive brugt til. Hvis Jontar prøvede at vise barmhjertighed til samtlige slaver, ville deres gevinst af erhvervet formindskes mindre, end det allerede var. Barmhjertighed var nok i at hjælpe dem, der ville sælge deres afkom som slaver.

Selvfølgelig gjorde det ikke faren glad, at Jontar påmindede den ældre fyrste om, hvad sønnen havde gjort for over et årti siden. Og endnu mindre, hvordan han opfordrede sin far til at gøre det samme. Det lå ikke i traditionerne at give afkald på den slave, der var blevet givet børnene ved deres fødsel. Alligevel havde Jontar netop gjort dette. 
Atter nikkede fyrstesønnen til sin far, som han sippede kort til sit glas, før det blev sænket for at kunne snakke. "Selvfølgelig, kære fader. Ingen skændelse til farfader, lad guderne være barmhjertige med hans sjæl," Fyrstens store slurk af sit eget glas fik et imponeret blik fra sønnen. "Men sig mig, du kaldte mig ikke til dig for at snakke om fortidshandlinger, der ikke længere kan ændres på, fader?" Hvor end Jontars oprindelige slave var, vidste han ikke. Han havde solgt hende for et årti siden. Hun kunne være endt som alt muligt. Ja, død endda. Jontar skænkede ikke længere menneskekvinden en tanke mere. Morosa havde erstattet hende og halvdyret havde gjort det til bravur. 

Vinglasset blev tømt og et nyt skænket af en slave, mens Jontar fik tid til at svare fyrsten. Sephyrans opmærksomhed var et kort øjeblik vendt mod druerne og dadlerne, der var stillet frem, og han spiste med velbehag og tørrede omhyggeligt, fingrene, før han fugtede læberne og så alvorligt på sin søn.

"21 år er du nu blevet, min dreng." Brummede han, ladende snakken om slaverne ligge for nu. De vidste begge, at han gjorde et godt stykke arbejde i slavehandlen, og på trods af deres uenigheder, var der ingen tvivl om, at Sephyran var stolt af sin søns kunnen inden for handlen.

"Og endnu ikke trolovet! Jeg vil mene, at det er på høje tid at finde dig et passende parti." Sephyran smilede, snoende sit gyldne overskæg mellem fingrene, mens han betragtede Jontar. Ville knægten være begejstret ved udsigten til at få sig en kone, eller ville han forsøge at snige sig uden om? Havde han mon allerede selv et parti i tankerne?

Fyrstefaderen bundede sit glas og straks var en af slaverne over ved ham for at fylde vinen op. Jontar ville ønske at kunne tage æren for den slave, der gjorde dette, for hun var veltrænet ud over alle midler. Men hendes alder og længde på paladset var tydelige tegn på, at det var længe før Jontars professionelle tid inden for slavehandlen. Dog fortsatte fyrstesønnen blot med sin sippen af sit glas. Ingen grund til en genopfyldning til ham endnu. 

Snakken skulle ikke handle om professionalitet og erhvervet af sønnen. Nej, fyrsten havde andre samtaleemner og da Jontar spurgte op for dette, blev der da heller ikke tøvet fra den ældre herre. Jontar nikkede til sin far. Han var 21, korrekt. En ung voksen og knap nok voksen i nogens øjne, men på paladset var han voksen. Jontar havde allerede fornemmet faderens næste ord, inden disse blev fortalt.
Glasset blev hævet, skønt hans far havde stillet ham et spørgsmål. De limegrønne øjne kiggede på fyrsten, som han snoede om sit forgyldte overskæg, imens Jontar tog en lidt større slurk af vinen. Det vaskede flot tænderne, inden han sank. "Måske. Der er vel ingen hast, fader. Jeg er jo ikke arving," Jontars stemme var rolig og blid. Man skulle næsten tro, at smilet på læberne var tegn som forståelse, men den unge prins havde andre tanker. En kone var lig med et seriøst liv. Måske snart børn. Jontar ville endnu leve. Han var ikke forberedt på et roligt liv med en kone, skønt han kendte til faderens egne fornøjelser med andre end konerne. "Hvor gammel var du, da du ægtede din første kone, fader?" Atter hævede Jontar glasset for at vise, han var færdig med at snakke og spørge. Nu ventede han blot på fyrstens svar, imens tankerne allerede formede modsvar tilbage. På visse fronter mindede Jontar om sin fader - på både godt og ondt.

Alle slaver, der kom i nærheden af Sephyran, havde lært at opfylde fyrstens mindste luner - og dem, var der mange af. Krystalvinen skulle være af den rigtige årgang og så snart fyrstens glas var tomt, skulle det fyldes op igen. Frugterne skulle være fra fyrstens foretrukne sælger, og de kom fra alle egne af Krystallandet. Sephyran holdt af at demonstrere sin rigdom, og han sparede ikke på noget, når det kom til hans egen magelighed..

"Gammel nok!" Brummede han med et skarpt blik på sønnen. Det var ham ikke ukendt at børnene forsøgte at udsætte spørgsmålet om ægteskab så længe, de kunne. "Og du ved lige så godt som jeg, at der er brug for at sikre familien." De usagte ord om forbandelsen, der allerede havde kostet to arvinger livet, hang usagt imellem dem. Sephyran havde brug for, at hans resterende børn producerede tilstrækkeligt med mulige arvinger - ellers kunne han risikere, at de glubske onkler sneg sig ind for at overtage magten..

"Jeg var tre år yngre, end du er nu. Min egen fader havde selv sørget for at arrangere et ægteskab med en nydelig kvinde fra en prominent familie." Svarede han. Khadija. Hun havde været den blideste og mest føjelige af hans koner - og selv om deres ægteskab havde været af praktiske årsager, havde det ramt fyrsten hårdt, da hun døde i barselssengen.

Der var ikke mange aspekter af den fyrstelige familie, hvor Jontar ønskede at gøre tig for at tilfredsstille sin far. Der var rigelig med ansatte, slaver, tjenere og undersåtter til at gøre fyrsten glad. Men når det kom til faderens slaver, havde Jontar ét ønske om sig selv. At han kunne finde og træne slaver i samme omfang, som fyrstens slaver opførte sig. De fulgte fyrstens ord uden brok. De gjorde, hvad han bad om, uanset hvad. De sørgede for alt, om så det var en tæt på umulig opgave. Det ville ikke undre Jontar, hvis hans fader lige nu ønskede en slaves finger og de omkringstående slaver ville kæmpe om at skære deres egen af først. Dét var en slave, Jontar bestræbede sig efter at opnå.

Glasset blev nippet til, imens faderen snakkede. Dog kunne fyrstesønnen ikke opføre sig upåvirket, da Sephyran inddirekte nævnte forbandelsen, der lå i deres navn. Fordi Jontar lige nu var den andenældste af de levende arvinger, var han ikke offer for denne. Men muligheden kunne være der, skønt han ikke ønskede tronen. "Jeg forstår dig, fader. Du ønsker det bedste for vores navn." erklærede Jontar. Dog var det ikke en bekræftelse i, at han bare ville føje sin faders ord. Han var ingen slave. Han var en Kazimi. End ikke fyrsten kunne bestemme hundred procent over ham.
"Det lyder til, du allerede har en kandidat i tankerne til mig." Jontar lænede sig en anelse indover sine egne knæ for at høre faderens svar. Hvis dette var sandt og fyrsten havde en eller anden kvinde fra en adelig familie eller bare højtstående familie klar til at ægte sig med Jontar, ville prinsen uden tvivl vide dette - og selvfølgelig sætte sin fod til det og sige sin mening. Meget vel handlede et ægteskab for deres slags lige så om bevaring af slægten, som det gjorde at leve med modparten. Og nogen ville mene, at man ville lære at leve med hinanden med tiden. Dog ønskede Jontar ikke at sige farvel til sin frihed allerede. Jovist kunne han blot lære af sin fader, men hvorfor snige sig om med det, når han kunne gøre, hvad han ville lige nu uden at frygte omverdenens sladder og rygter? I hvert fald ikke i samme omfang.

Der kom et lille, næsten umærkbart nik fra det fyrstelige hoved. Ja, han ønskede det bedste for familiens navn. Alt hvad han foretog sig, var for at fremme Kazimi - fra det omhyggeligt opsatte spionnetværk til de mange børn, der var født af hans sæd. Når han engang gik bort, ville han efterlade sig en stor arv og Kazimi-huset ville stå stærkere end nogensinde før.

"Jeg har naturligvis gjort mig tanker." Smilede han afværgende til sin søn, glad for at se interessen. Det ville være godt at få Jontar afsat til et godt parti, en kone derhjemme ville også give knægten nok at se til, og forhåbentlig være med til at trække ham lidt væk fra sin onkels indflydelse.

"Al-Kazimi familien har et antal døtre, flere af dem på din alder. Vi kunne godt have brug for at styrke vores bånd til dem .. for at tale rent ud, så har den gamle Karim siddet for mageligt på familiemagten for længe."

"Så er der nomadeslægterne og de rige handelsfolk i byen. Mange blandt dem ville elske at gifte en datter til min søn, og det ville samtidig sikre, at de ville blive mere føjelige hvad fremtidige aftaler angår." Fortsatte Sephyran, præsenterende alle mulighederne for sin søn. Det var kun rimeligt at han, som en mand, fik noget at skulle have sagt i forhold til hvem, han gerne ville ægte.

"Men du har måske mere kig på damerne nordfra? Der er også mange fine familier.." Tilføjede han til sidst, snoende sit overskæg med et vurderende blik på sin søn.

Selvfølgelig havde hans fader tanker. Selvfølgelig havde fyrsten gjort sig sine tanker for, hvem der var god nok til en af sine ældre sønner. Ikke dén ældste, men som sandsynlighederne for familien lå, kunne Jontar lige så nemt blive den ældste af fyrstens ægte afkom - om Jontar ønskede dette eller ej. Dog lod han sin fader snakke. End ikke en prins afbrød fyrsten. Alle vidste bedre end at afbryde, før spørgsmålet afsluttede fortælling. Selvom det var en halvlang fortælling. Den virkede nærmest gennemøvet. Détte var fyrstens agenda for dagen. At gøre Jontar klar til at blive gift hurtigst muligt. Men dér havde fyrstesønnen sine egne tanker.

At gifte sig relativt tæt ind i familien med medlemmer, hvis forfædre delte med dem selv var ikke fremmed. Det ville ikke være forkert af Jontar at tænke sig frem til. Al-Kazimi var immer væk endnu en anden slægt end Kazimi, omend navnet var tæt. Dog tænkte prinsen på de døtre, hans fader omtalte. Jontar havde kendskab til dem og som han tænkte nu, var ingen de mest koneværdige for ham. Der skulle også meget til det krav, når Jontar ingen kone ønskede lige nu.

"Damerne nordpå? Tænker du Pompadour slægten eller handelsdøtre der?" Nu var det Jontars tur til at snakke. Indtil nu havde han siddet lænet tilbage for at lytte til sin fader, men nu var han lænet forover med albuerne lige over knæene. Prinsen ønskede kontrollen. Også selvom det var svært, når man kæmpede om den mod sin fader. "Skal jeg forvente, at en række unge kvinder kommer ind af døren, så jeg kan se dem lige på? Eller har vi bare en snak om mine muligheder nu? Men endnu vigtigere, agter du at lade mig træffe valget eller vil du have dit besyv i et omfang?" De limegrønne øjne var fikseret på de blå øjne af fyrstens. Der var ingen mulighed for, at Jontar ville ligge sig på ryggen og lade sin fader ægte ham afsted med dén kvinde, der gav bedste muligheder for familien. Det var ikke i fyrstens kontrol, om så han havde titlen som fyrste eller ej. I hvert fald ikke, hvis man spurgte Jontar af Kazimi.

Når det kom til stykket, foretrak Sephyran, at hans sønner og døtre blev afsat til folk fra Rubinien. Rubiniere var kulturelt forskellige fra så mange andre af landets riger og fyrstedømmer, og det gik ikke an, at der blev brudt for meget med traditionerne. 
Bød der sig dog et fordelagtigt ægteskab i en af familierne uden for Rubinien, ville Sephyran dog ikke være sen til at slå til - at øge familiens magt og indflydelse stod øverst på fyrstens ønskeliste.

"Alle nord for os er nordboere." Smilede fyrsten, mens han lavede en affærdigende bevægelse med hånden, der illustrede hvad han egentlig mente om folk nordpå. "Medanien, Safirien og Azurien skulle også have ganske yndige kvinder.." 

Fyrstens safirblå blik låstes med prinsens grønne. Jontar havde aldrig været bleg for at spøge ligeud, men Sephyran tog sig alligevel provokerende god tid til at svare, strygende sit skæg tænksomt, selv om han utvivlsomt allerede havde taget en beslutning om hvordan det skulle foregå.

"Ved de kommende adelsarrangementer, vil jeg forlange din deltagelse, og at du udser dig nogle passende partier. De vil naturligvis skulle godkendes af din kære fader, men så langt er jeg villig til at lade dig selv bestemme. Det er trods alt en stor beslutning .. hvem der skal bære dine sønner og døtre!" Fyrstens ord afslørede endnu engang, at hans syn på kvinder primært omhandlede deres evner til at agere fødemaskiner. De skulle ikke have nogen egentlig bestemmelse i familiens affærer .. det havde de ikke evnerne til!

"Det sagt.." Fyrsten snoede igen spidsen af det gyldne overskæg mellem fingrene, mens et faretruende smil gled over hans læber. "Går der får lang tid, kan jeg jo se mig nødsaget til selv at finde dig et parti."

Den lettere komiske kommentar fra faderen gik smilet frem på Jontars læber. Selvfølgelig var alt for dem nord på. De boede i det sydeste syd i landet, så alt var nordligt for dem. Ja, selv Medanien var nord på i princippet. "Medanien er tæt på, hvis du gerne vil holde det sydligt, fader?" Selvfølgelig ville det give mening at ægte sig med nærlige kvinder. Dem, der kendte til syden og dets levemåde. Der var intet værre end nogen, der prøvede at ændre traditioner, fordi de var nye for dem. På den front kunne far og søn være enige.

Stilheden i mellem dem var tirrende, for Jontar havde stillet et spørgsmål, prinsen ønskede svar på. Selvfølgelig valgte fyrsten at trække tiden ud. Vise, at han var i kontrol og det pirrede til hans søn. Især, som manden legede med sit skæg, kunne Jontar ikke andet end at læne sig tilbage og vente på, at hans far endelig ville åbne sin mund.
"Du kunne tvinge mig til værre ting, fader," indrømmede Jontar. At mingle sig med diverse adelige og højklassekvinder til diverse baller og andre arrangementer var fint nok. Selvfølgelig ville Jontar gøre det på hans præmisser. Ikke noget med at gøre, hvad hans fader bad om helt. Kvinderne ville prinsen vælge og hvor socialt han var ville også være op til ham. "Mine sønner og døtre vil jo blive stærke Kazimi'er. Med en far som mig, der er som min egen far, kan jeg allerede se, hvordan dine børnebørn af mine vil blive." smågrinede Jontar, selvom det nemt kunne ende galt, for hvordan var Jontar mod sin far? Han var selv en prins med ben i næsen. Kunne han klare børn på samme form? Det måtte tiden vise.

Hvad hans far sagde og gjorde bagefter, fik dog Jontars blod lidt i kog. Måden, hans far snoede med sit skæg, som han mere eller mindre satte en ukendt deadline på Jontars valg, før kontrollen ville blive stjålet fra prinsen, gjorde ham arrig. Dette kunne ses på ansigtet. Læberne var alt andet end smilende. Kæben var spændt op. Langsomt lænede prinsen sig henover sine knæ med et stålfast blik mod sin fader. "Og hvad, hvis jeg ikke acceptere den tøs, du finder til mig, fader? For du forventer vel ikke, jeg bukker mig frem og lader dig tage alle mine valg for mig, gør du?" Det faretruende smil af faderens blev mødt med et hævet øjenbryn fra prinsen. Hvis hans far var i den opfattelse, at han kunne ægte sin søn med alle og enhver, ville Jontar uden tvivl gøre det svært for fyrsten. Vælge interessante kvinder til de mange arrangementer. Måske skulle han skabe lidt drama for Kazimi-navnet? Dét ville vække opsigt for faderen uden tvivl. 

"Tæt på ja, men kulturelt ganske forskellige fra os." Brummede fyrsten, da Jontar nævnte Medanien. "Tænk engang, at de lader en kvinde regere fyrstedømmet!" Det ville ikke ske i hans rige - næh, nej, her kendte kvinderne deres plads. Man skulle ikke give dem for meget magt, for det kunne de ikke håndtere.

"Kazimi-blodet løber stærkt i dig, min dreng, og det vil det også i dine børn." Smilede fyrsten og nikkede. Jovist Jontar var lidt af en ildsjæl og han havde idéer, der ikke altid huede Sephyran, men han var også voksen nu - en mand, der skulle finde sin egen vej i livet og sin egen måde at bringe Kazimi-familien ære og guld på.

På trods af disse tanker, fik de næste ord fyrsten til at puste sig lidt op. Jontar udfordrede ham nu, og han kunne ikke lide at blive udfordret. Glasset blev sat fra sig og fyrsten rettede sig op fra sin ellers magelige position. "Jeg forventer, at du gør, hvad der er bedst for familien. Og det inkluderer at bringe din arv videre!" Brummede han med et faretruende glimt i øjnene. 

"Heldigvis.." Han lænede sig en smule tilbage igen, stemmen dæmpet lidt mere. "Så kan du jo undgå at skulle bukke dig ved selv at finde dig et passende parti."

Faderens holdning til kvinder og deres status i forhold til mænd var intet nyt for Jontar. Han kendte sin fader. På den front var prinsen forskellig fra den ældre generation. Der var intet forkert i at være en kvinde eller en mand i magt for ham. Kvinder var lige så værdige og stærke som mænd. Det var ikke kønnet, der bestemte deres styrke, ifølge Jontar. Det var deres status. En kvindelig bager havde mere magt end en mandlig slave. Længere var den ikke. Derfor reagerede Jontar ikke på faderens ord. Han var ikke klar til at åbne dén æske med sin fader. De havde rigeligt at diskutere og være uenige over.
"Tak, fader." Dér måtte Jontar være taknemmelig for sin faders venlige ord. Sågar nikkede prinsen til sin fyrste. Manerne var altid at finde i dem, der havde Kazimi som navn. 

Tydeligt var faderen ikke tilfreds med at blive udfordret på den måde. Han pustede nærmest op for at virke større over for sin søn. Hvis ikke de begge nu sad med rank ryg, ville fyrsten nemt ligne at være højere, men der havde Jontar overgået sin fader. "Nemlig. Jeg gør, hvad jeg mener er bedst for familien og min arv, fader." Trykkende blev lagt bevidst og præcis, som Jontar lænede sig tilpas tilbage, som havde han vundet en krig, skønt dette næppe var sandheden i tilfældet.
"Og hvor længe er du gavmild på den front? Hvornår skal jeg forvente et lignende møde, hvor du har inviteret en kvinde, du agter at ægte mig med, fader?" De limegrønne øjne var fikseret på faderen. Nemt kunne Jontar gøre livet lidt surere mod sin fader, hvis der blev givet en deadline og en stram en af slagsen. Fyrsten måtte have gjort sine tanker. Han havde altid tanker om alting.

Fyrstens blik var fæstnet på den stædige søn. Åh, han kunne være god og høflig, men han havde også sine egne, stærke holdninger - Sephyran forventede ikke mindre, for han var jo en mand, men betød ikke, at han skulle slippe af sted med hvad som helst. Det gik ikke, at han føjtede rundt i årevis uden at få sig en kone..

"Min kære søn.." Fyrsten lo en buldrende latter, selv om han stadig gjorde sit yderste for at se større ud end Jontar, der havde vokset ham over hovedet. "Jeg forventer ikke, at du har fundet et passende parti i morgen - der er intet i vejen med at være kræsen, når det kommer til kvinden, der skal bære dine børn. Men går der et år og jeg har intet har hørt .. ja, så vil introducere dig til et par passende partier. Du skal nok få noget at vælge i mellem."

Fyrsten strøg tænksomt overskægget, blikket stadig ikke vigende fra sønnen. "Men hvad holder dig tilbage, min dreng? Er det tanken om at binde dig til en anden person? Jeg fortænker dig ikke i at holde hustruen hjemme og søge andre behov ude i byen.."

Selvfølgelig var der ingen intentioner om, at Jontar skulle troppe op i morgen med en nydelig, adelig og ikke mindst lydig tøs under armen for at erklære hende den kommende hustru til en Kazimi. Alligevel blev en tidsfrist sat på prinsens ægteskab - ellers ville fyrsten tage det i sin egen hånd. "Så inden udgangen af næste år skal jeg have fundet en, ellers finder du kandidater for mig, fader?" De limegrønne øjne gjorde sig en anelse smalle. Ikke ud af fjendtlighed, men mere ud af spydighed. Meget vel var fyrstefamilien en fri familie, men afkommet var ikke altid frit for deres alles fyrste. 

"Hvis ikke du vil se olmt på mig, hvis dette hænder, hvorfor så al dette hastværk? Hvis jeg kan søge behov i byen, om jeg er en gift mand eller ej, hvorfor så gifte mig allerede?" Det var næppe, fordi Jontar fandt det kun smukt i et ægteskab, hvis manden forblev trofast ved sin kone og ingen anden. Han vidste udemærket godt, at hvis muligheden bød sig eller fristerne blot var for andre end hende, han ville ende med at kalde sin ejendom, ville prinsen nemt finde andre udveje. Men hvorfor gå igennem besværet med et ægteskab allerede, hvis dette ikke ville blive set ned på uanset hvad? Fyrsten gjorde det selv, det vidste Jontar. Dog pointerede fyrstesønnen ikke dette. Ingen grund til at pege fingre af sin far. "Er det, fordi jeg skal producere nok arvinger i tilfældet af, jeg skal erstatte dig, fader?" Tonen i Jontars stemme bad om sandheden. Meget vel var Jontar ikke arvingen på stående fod, men det ville ikke komme bag på prinsen, hvis fyrsten havde planer bag sine planer bag sine planer. Kazimi måtte og kunne ikke ende. Der ville altid være en Kazimi på fyrstepositionen.

"Det er tradition for en ægtefødt søn af en adelsfamilie at blive gift." Brummede Sephyran. En begyndende utilfredshed med al denne modvillighed var begyndt at vise sig i hans blik. Alligevel lænede han sig atter mageligt tilbage i sine silkepuder, løftende sit glas til læberne.

"At lade sine sønner og døtre føjte rundt i lang tid uden et ægteskab tyder på, at deres familie ikke har styr på dem. Det er ikke et rygte, der skal hænge over Kazimi-navnet." Sagde han brysk. Faktisk havde han givet flere af døtrene og sønnerne lige lovlig lang snor i forhold til at blive gift - men de forgangne år havde også bragt mange ulykker ned over landet, og de færreste blandt adelen havde tænkt på ægteskab.

Nu var det imidlertid tid til at komme efter det..

Fyrsten sukkede og så et øjeblik tavst på sin søn, inden han nikkede umærkeligt. "Du ved hvordan det er, Jontar. Flere af dine storebrødre har .. ikke levet længe, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke frygtede for jeres liv. Og mit eget ligeså. Vi har mange fjender - både i og uden for Balzera og nogle af dem ser på Kazimi-paladset med sultne øjne.
Det vigtigeste er, at slægten består og vores stolte traditioner kan lede Rubinien videre."

"Nu sagde jeg heller ikke 'aldrig', kære fader. Måske du bør få dine ører tjekket, inden du hører alt forkert." kommenterede Jontar med et tydeligt grin på de spidse læber. De færreste ville turde at tirre fyrsten, men med titlen som en af fyrstens sønner havde Jontar mere end evnerne til at gøre dette. Det krævede store nosser af snakke til en fyrste på dén måde.
Dog kunne prinsen ikke lade være med at nikke med hovedet forstående. Dét kunne han ikke løbe fra. Mange ville anse det, at fyrstebørn gjorde, hvad de vil og brød traditioner som et tegn af svaghed hos lederen. Hans fader. Derfor forsvandt smilet også og de limegrønne øjne kiggede stille på sin fader, afventende hvad manden ville sige mere. Og selvfølgelig var det ingen optimistisk fortælling om deres slægt. Tværtimod.

"Selvfølgelig, fader. En verden uden en Kazimi i fronten er ikke en verden. Det vil være et mareridt," Meget vel kunne Jontar være en torn i siden på sin fader, men når det kom til deres enigheder, kunne fyrstesønnen følge sin far som en af de mange slaver. Uden brok, men endnu med stolthed set hos en prins. "Lad os lave den aftale. Inden næste års afslutning afslut vil jeg have fundet et passende parti. Hvis ikke har du friheden til at hjælpe. Medmindre du vil sætte fristen tidligere?"

"Din mund bliver din tidlige død en dag, knægt!" Smældede fyrsten ved sin søns tirrende ord. Kendte man Sephyran godt, kunne man dog se anelsen af et muntert glimt i øjnene inde bag det tilsyneladende vrede udbrud. Fyrsten af Rubinien ville ikke finde sig i at blive talt sådan til af sine sønner - men frækheden i det, kunne han ikke undgå at more sig over.

Han farede da heller ikke op fra silkepuderne, men så tværtimod til at synke lidt mere mageligt tilbage i dem, rækkende efter vinglasset, mens han ventede på sin søns næste ord, der straks fik en mere munter mine frem.

"Som talt af en sand handelsmand og Kazimi." Nikkede han. Glasset blev tømt og Sephyran gav sig til at råbe på en slave, der kunne komme med mere. Fyrsten af Rubinien skulle ikke gå tørstig for længe ad gangen.. Som slaven kom hastende, vendte han igen opmærksomheden mod Jontar.

"Vi har en aftale, søn. Ved næste års afslutning." Brummede han. Selv om han gerne så det ske lidt hurtigere, var det også vigtigt at tage sig tiden til at finde det helt rigtige parti. Hans søn skulle trods alt ikke giftes med hvem som helst.