// År 2008 // 

Hun havde aldrig brudt sig om kulden. 
Den solbrune teenager stod og skuttede sig i den halvoplyste sal, armene krydset over brystet og de slanke fingre boret en anelse ned i de senede muskler langs den blottede overdel. Hun havde aldrig brudt sig om kulden, og forstod ikke hvorfor de skulle så langt væk fra Rubinien. Hvad hendes far ønskede med hertug familien var på dette tidspunkt ukendt information for Florence, der ikke havde haft meget at skulle sige i forhold til hvorvidt hun skulle med. Intet andet end den korte besked, at hun ville stifte bekentskab med en knægt, små 2 år yngre end hende, og at hun skulle 'lære ham at kende'. 

De sølvfarvede øjne gled himmelvendt såvel som arrogant imod loftet idet at at et fnys forlod hende, og hun bevægede sig hen imod den ene af væggene, for at betragte det maleri der hang og vågede over salen. Lære ham at kende.... det var ingen hemmelighed, at Florence ikke var den mest udadvendte i sin familiegren. De ville nok have haft en del større succes med at tage en af hendes andre søskende der i bedste fald ikke havde behøvet at forgive en interesse, men de havde valgt hende. 
Det skulle nok blive... kedsommeligt. 

I det mindste var der tænkt på noget de kunne lære hinanden at kende igennem, og da han stadigvæk ikke var dukket op... bevægede den mørkhårede kvinde sig endelig over til bordet med bandager til at afstive hænderne, sløve knive og diverse andre dumpe trænings instrumenter. Undersøgende lod hun utålmodigheden overtale hendes nysgerrighed for at starte, og den slanke og unge piges fingre gled over det kølige metal, førhen at hun fraværende begyndte at vikle den ene bandage om håndledet. Han havde bare at dukke op snart, denne... Merek. Hun brød sig ikke om kulden, og ville snart gerne have varmen. 

Som arving kunne man måske tro, at Merek havde rigeligt at tage sig til. Det var dog langt fra tilfældet. Selvfølgelig havde han sin træning, men det havde svært ved at fange hans opmærksomhed, og så var der oplæringen i familievirksomheden, sejllads og så meget andet. Men alt i alt kedede han sig faktisk ret meget. Hvis han da i det mindste fik lov til at deltage, når han far skulle lave handelsaftaler og lignende, men det var han åbenbart ikke gammel nok til endnu.

Måske var det irritationen over at blive holdt udenfor, som gjorde, at han langt fra havde lyst til at hjælpe til. Han havde da også nægtet, da han fik at vide, at han skulle agere underholdning for en eller anden forretningsforbindelses datter. Hvad skulle han overhovedet lave med en eller anden tilfældig tøs? Selvfølgelig udover det åbenlyse, men det ville hans far næppe blive ret glad for. 
Hans irritation og modstand var kun blevet større, da han fik at vide, at pigebarnet ville deltage i en træningssession. Som om træningen ikke var kedeligt nok i forvejen! Nu skulle han også træne sammen med en pige! Hvor lave tanker havde hans far mon om ham?

I et forsøg på at slippe for det uundgåelige, havde han søgt tilflugt på sit værelse, som han stædigt nægtede at forlade. Aldrig om han skulle bruges som billig underholdning for en eller anden tøs, så hellere risikere faderens vrede. Flere havde forsøgt at få hm ud af værelset, tjenere, stuepiger, alle var de blevet ignoreret, mens han demonstrativt kiggede op i loftet over sengen, han værdigede dem ikke engang et blik. 
Eller det gjorde han i hvert fald ikke, lige indtil Hilmar trådte ind ad døren. Hilmar havde mere eller mindre opfostret ham, og havde fungeret langt mere som en faderfigur, end hans rigtige far. Det var nok den person på hele borgen, som kendte ham bedst.
"Der er en gæst, som venter på den unge herre, hvis de kunne være interesseret i at gøre hende selskab" forsøgte Hilmar sig, høflig som altid. Han fik faktisk Merek til at flytte blikket fra loftet, men kun for en kort stund, før det blev flyttet tilbage.

Et træt suk lød fra den aldrende tjener, han havde håbet på, at han ville have lidt mere indflydelse på husets unge herre. Selvfølgelig kunne han forsøge sig med flere høflige tilgange, påpege hvordan hertugen ville blive yderst utilfreds, men han vidste allerede, at det var en tabt kamp. Resolut gik han over til kanden med vand, som stod på det lille bord i hjørnet, og inden Merek overhovedet havde nået at reagere, var indholdet blevet hældt ud i ansigtet på ham. Og det virkede, for med et chokeret gisp fór han op for sengen, klar til at skælde tjeneren ud. Inden han nåede så langt mærkede han dog et solidt  og lettere smertefuldt tag i nakken.
"Jeg vil anbefale, at den unge herre tager noget tørt tøj på, så de er præsentabel overfor husets gæst" sagde Hilmar bestemt, mens han slæbte den unge hertugsøn hen til skærmen som gjorde det muligt at klæde om i lidt mere private forhold.

Der gik ikke lang tid fra besøget af Hilmar og til Merek, lettere surmulende, men dog i tørt og rent tøj, var på vej ned for at møde pigebarnet. Han burde virkelig sladre til sin far om, hvad Hilmar havde udsat ham for.. Men sandheden var jo, at han aldrig kunne drømme om det. Det var jo også derfor, de andre tjenestefolk havde sendt ham ind. 
"Kønne kvinder bør ikke lege med skarpe og spidse genstande" Knapt var han nået at komme ind i lokalet, før de spydige kommentarer begyndte. Han så på hende og smilede overlegent.
"Måske lige med en undtagelse af en nål" Han gik selv hen til bordet, og tog en af de mange træningssværd, som han prøvende svingede gennem luften.

Med den ene bandage nu viklet om de slanke håndled, var det at Florence påbegyndte arbejdet med den anden, stadigvæk med sølvøjne der vagtsomt og - især nu hvor der ikke var andre omkring hende - mildt nysgerrigt overvejede hvilke redskaber der var blevet lagt frem omkring hende. Og det var bestemt ikke hendes foretrukne typer af våben, det var helt sikkert. Hun benyttede sig sjældent af sværd, og økser bar en uønsket dødelighed der ikke var... praktisk, i hendes fremtidige arbejde. Hammer var udelukket, hun var ikke en kvinde for ingenting, og det efterlod to ting tilbage på bordet her; et lille dusin mindre knive og et spyd. 
Og så var der selvfølgelig hendes mere personlige præference, der ironisk nok ville ende med at blive bragt på tale næsten i dét øjeblik hertugsønnen endelig var storsindet nok, til at imødekomme hendes besøg. 

Kønne kvinder bør ikke lege med skarpe og spidse genstande. Florence vendte sig instinktivt omkring i et ryk, med overraskelse bølgende igennem kroppen over hans pludselige tone og en snert af det i ansigtet også. De hvidlige sølvøjne fandt hans 14 årige - jah, 14 årige - skikkelse, der med en overlegen grimasse mødte hendes øjne uden tøven; Florence følte hvordan at mundvigerne med det samme skulle til at vendes nedad i en snerren over sådan en kommentar, men hun holdt det inde, og betragtede ham i stedet med en studerende mine og knude på tungen. 
Selvsikkerheden fejlede i hvert fald intet. De slanke fingre fæstnede det sidste af forbindingen omkring hendes håndled samtidig med at han begyndte at svinge et sværd omkring, og nogle sekunder passerede i Florence's observerende stilhed - passerede lige den akavede bundlinje for at udtrykke hendes utilfredshed, inden at hun endelig åbnede den hjerteformede mund. "Og hertugsønner bør komme til tiden"  

Den lyse tone blev efterfulgt af et enkelt løftet øjenbryn, der skeptisk gav hendes ord en næsten rettende klang. "Merek formoder jeg?" forsatte hun, og tog nogle skridt hen imod ham for at få den obligatoriske hilsen overstået, hendes fars ord ekkoende igennem det kønne hoved - ingen fjendtlighed, ingen disrespekt, ingen modvilje. I hvert fald en af de ting var allerede slået fejl, så hun måtte i hvert fald prøve at imødekomme de andre. 
Hånden raktes hilsende frem, og hun forventede tydeligvis at han tog den. 

Det kunne godt være, at hun havde ret i sine ord, for det vidste han jo godt at hun havde, men kommentaren fik ham nu alligevel til at vrænge ansigt ganske kort. Han hadede når folk talte så respektløst til ham.
"Jeg beklager, men jeg havde andre og vigtigere ting, som holdt mig ophængt" svarede han tvært. Hun skulle ikke komme her og tro, at hun var det vigtigste i hans verden! Han havde mange ting at tage sig til, og selv når det ikke var tilfældet, skulle han nok finde noget som var sjovere at bruge tiden på, end at bruge den på hende. Som for eksempel at ligge og kigge op på et blankt loft, hvilket uden tvivl var et foretrække fremfor at bruge tid med hende.

Med samme overlegne ansigtsudtryk som før, så han på den fremstrakte hånd. Det var fristende bare at ignorere den eller, endnu bedre, daske den væk med den flade side af sværdet. Lidt manerer havde Hilmar dog formået at banke ind i hans hoved, så han valgte at droppe sine ideer, og i stedet give hendes hånd et hurtigt klem. 
"Og jeg formoder at de må være.." Han rynkede brynene, mens han forsøgte at komme i tanke om, hvorvidt han havde fået hendes navn at vide.
"Fiona.. Francesca.." Ingen af navnene virkede helt rigtige, selvom de alle virkede tæt på. Endelig knipsede han, som det rigtige navn kom til ham som et lyn fra en klar himmel.
"Florence!" Han nikkede lidt for sig selv, ligeglad med hvor uhøfligt det egentlig var at glemme en gæsts navn.

Han gik længere ind i lokalet og stillede sig klar med sværdet hævet.
"Skal vi få ordnet, hvad vi kom efter? Jeg har trods alt ikke hele dagen til at agere underholdning" Det kunne næppe blive nogen lang affære at sætte pigebarnet lidt på plads, han havde jo trods alt en del års træning i sværdkamp, ganske som det sømmede sig for en kommende hertug.

Alt velvilje der kunne være vundet ved at han faktisk tog hendes hånd, fremfor at skubbe den til side, faldt med et brag til jorden idet at han virkede til at glemme hendes navn. Noget der burde være lige godt umuligt, og noget den unge kvinde aldrig havde oplevet så... så. Så direkte. Der plejede at være en hvis respekt omkring den solbrune datter af Jatzir slægten, der plejede at være en hvis disciplin. Ingen af de ting blev yndet hende lige nu, og det fik Florence til langsomt at knibe de sølvfarvede øjne en anelse mere sammen. 

Øjne der ikke slap ham idet at han bevægede sig ind i midten af rummet, og fremsatte en vovet udfordring. Agere underholdning? Hun havde ikke nogen føling med den unge herre's færdigheder i træning eller i felten. Men intet i den slanke krop sitrede efter at gøre det let for ham. "Om forladelse. Jeg troede De havde alt tid i verden" ord der dryppede af sarkasme, og en tydelig reference tilbage til hvor langsom han havde været. Hvis resten af 'hele dagen' blev brugt på det her, kunne det umuligt være hendes skyld. 
Og med dén tanke i mente, greb Florence om det smukke spyd, og vippede i en trænet bevægelse den dumpe spids imod ham, den anden hånd let svævende foran hende med et udfordrende svirip af håndledet, imens hun bevægede sig væk fra bordet. 
Spyddet var et delikat håndværk - det var næsten syndt at det primært blev brugt som træningsredskab. Med klingeformet ende og hvad der mindede om en parrerstang på tværs af skaftet, var det overskueligt at bruge imod et sværd - hun skulle bare ikke have ham for tæt på. Og for at sikre sig at det ikke skete, løftedes 3 dolke langsomt fra bordet, svævende omkring Jatzir datteren i  dovne, cirklende bevægelser. 

Selv hvis han havde tænkt sig at sige noget til det, ville Florence's lyse stemme skærer igennem og afbryde ham "Tre slag eller stik ind på torsoen, og man har tabt. 5 slag på arme eller ben, og man har tabt. Hovedet er ikke tilladt" slog hun fast, strammede derefter grebet omkring spyddet og vippede vægten imellem fodballer og hæl, for at kunne få blodomløbet igang. Hun tog sjældent offensiven, når hun ikke kendte sin modstanders kampteknik. 

Sarkasmen i hendes stemme var tydelig, og selvom han sikkert ikke burde finde sig i, at hun talte sådan til ham, kunne han ikke lade være med at more sig. Han havde irriteret hende, måske endda formået at gøre hende gal. Forhåbentlig ville det betyde, at han ikke ville få den tvivlsomme fornøjelse af henses selskab igen.
"Prioriteter" valgte han ganske simpelt at svare, for det var jo sandheden. Hun var ganske enkelt ikke en, som han valgte at prioritere at bruge sin tid sammen med, noget hun formentlig allerede havde gættet.

Med et hævet øjenbryn så han til, mens dolkene begyndte at svæve i luften. Den var alligevel ny. Tanken om at proklamere det som snyd strejfede ham, han havde jo trods alt ikke selv nogen evne. Men hvad ville hans venner ikke sige, hvis de hørte, at han nægtede en kamp mod en pige bare fordi han kunne få nogle knive til at svæve lidt rundt? Han ville uden tvivl blive rent til grin. Desuden, hvor svær kunne hun dog være at slå, hvis hun havde brug for sin evne til faktisk at klare sig igennem en simpel træningskamp?
"Lad os nu se, om du overhovedet får en mulighed for at røre mig" svarede han, stadig lige så overlegen som tidligere.

Med sværdet let hæver stillede han sig klar. Hendes spyd kunne blive et problem, det havde noget mere rækkevidde end hans sværd.. Men i sidste ende var våbenet jo kun så godt, som den der håndterede det. Der her burde ikke blive nogen svær kamp. Der var ingen grund til at vente på, at hun lavede et udfald, så med at udfald mod hendes side, satte han kampen igang.

Oh jah, det måtte de hellere se. På det her tidspunkt, var to ting soleklart for den unge kvinde, hvis knivdans snart skulle til at begynde. Den første var, at det ikke var en mulighed at tabe til den blåøjede knægt foran hende, der med arrogance i hver en bevægelse, hvert et blik og hver en sætning formåede at trykke på nogle helt bestemte knapper i den iltre blodbetvinger. For det andet, og nok også det der vægtede mest i hele det her show... 
Jah så ville hun give ham så mange tæsk, at smukke blå mærker skulle pryde den blege, kedelige hud han bar, når hun var færdig med ham. 

Med et udfald imod hendes side blev kampen sat igang, og den mørkhårede kvinde trådte rapfodet til side, så sværdet glimtende faldt ud i den tomme luft ved siden af hende. At undvige var ikke svært, og han forekom hende en anelse langsom i optrækket - noget der fik det til at glimte en anelse bagved den sølvfarvede kølighed i kampens overblik. 
Florence strammede grebet om sit spyd for at give ham et lille skub i ryggen med på vej forbi hende, dog med stavens fremfor bladet, da han var alt for tæt på. Og hun krævede afstand, noget der i det næste nu fik Jatzir datteren til at sende den ene kniv efter ham i det stik som hendes spyd ikke formåede at sende imod ham. Fjols, kunne hendes tanker ikke lade værd med at hvisle hånligt, omend hånen endnu ikke var at spore i det kønne ansigt. Endnu. 
Hun havde aldrig været mere hævet end ikke at kunne sende et bestemt blik, men gemte det, til forskellen imellem dem blev pinligt understreget - gerne i hendes fordel. 

Udfaldet var ikke videre elegant, og hans underviser ville tydeligvis himle med øjnene og sukke opgivende, hvis han var der til at overvære kampen. Men Merek var ligeglad, han var fuld af selvtillid og troen på, at han umuligt kunne blive slået af denne pige. Som mange sikkert kunne have gættet, missede udfaldet, noget som normalt ikke ville betyde det store for ham, han ville jo hurtigt kunne fortsætte over i et nyt angreb, hvis det altså ikke var for skubbet, som blev placeret mod hans ryg.

Selvom skubbet ikke var noget voldsomt udfald, var det nok til at skubbe ham ud af balance, men ikke nok til, at han faldt. Opsat på ikke at tabe ansigt, prøvede han at få det til at ligne, at det var med vilje.. Men var der nogen måde, at få det til at se elegant ud, når man nærmest snublede?
Havde han undervurderet hende? Umuligt! Det var held, intet andet. Det var sikkert ikke engang på grund af skubbet, at han havde mistet balancen! Der måtte jo uden tvivl ligge noget på gulvet eller være en lille ujævnhed, som var skyld i det! Det var uden tvivl grunden.

Han nåede lige præcis at springe til siden, så den kniv hun slyngede efter ham, kun snittede hans skulder. Selvom at det selvfølgelig også var rent held, burde han nok være en anelse mere opmærksom omkring hende.
"Det siger en del, at du har brug for din evne for at vinde" sagde han med det sædvanlige overlegne smil. For en sikkerheds skyld hævede han sværdet, klar til at forsvare sig, hvis hun besluttede sig for at angribe igen.

En anelse uelegant væltede den kære hertugsøn fremad, men formåede på trods af alt at redde lidt ansigt, da han heldigvis ikke endte med at falde på ansigtet. Han  nåede endda også at springe til siden ved kniven der blev sendt imod ham, og Florence's ene øjenbryn hævedes umærkeligt ved den indsats. Ah, så lidt fart var der alligevel over knægten. Det var kun godt, det ville gøre det en anelse mere underholdende, når han fandt ud af at hans fart ikke var nok. 
Florence snurrede omkring så fronten endnu engang blev vendt imod Merek, idet at han fik stillet sig parat med hævet sværd. Hans ord gik ikke for døve ører, men fik ikke andet end et hånligt lille smil frem i første omgang. 

Så det sagde en del? At han ikke selv brugte nogle af sine evner, betød to ting. Enten havde han ikke nogen evner, eller også, havde han en evne, og så var den værdiløs i kamp situationer; lige meget hvad var det ikke videre imponerende for en, hvis slægt havde brugt generationer på at avle de rette og brugbare evner frem. Det fine hoved gled en anelse på skrå. "Det siger en del, at du ikke selv gør det" pointerede hun, og trådte et lille skridt frem, begge hænder nok så afslappet på spyddet. "Men selv uden, Merek, vil-" uden at der kom den store advarsel, trådte Florence pludselig endnu et skridt frem, og stak spyddet frem for at lukke afstanden imellem dem - distance kamp var en af hendes større styrker. Udover det, så gled det lige en tand længere end man umiddelbart forventede idet at hun slap og lod det glide en anelse ud af hånden, inden at hun atter strammede, og om hun havde misset, slyngede det i retning af ham med den flade side. " - le jeg stadigvæk vinde"
Afsluttede hun imens, det første glimt af fornøjelse i øjnene ved den fart deres kamp forhåbentlig snart ville tage. 

Når det kom til evner, havde Merek egentlig aldrig følt sig snydt, fordi han manglede dem. Ej heller havde han følt det uretfærdigt eller forkert, at andre havde dem. Det var nogle folks lod i livet, at de var født med evner, og andres at de ikke var. Men lige nu var han godt træt af, at han ikke selv havde nogen, især fordi det bestemt lød som om, at hun følte sig bedre, fordi hun selv havde evner.

Det første stik blev blokeret med sværdet, hun skulle ikke have lov til at ramme ham så nemt to gange. Han havde dog ikke forudset, at hun ville lade spyddet glide endnu længere fremad og hans reaktionsevne var for dårlig, for spidsen nåede at snitte ham. Ligeledes nåede han heller ikke st reagere ordentligt, da hun slyngede spyddet imod ham, så det ramte hans underarm.
"Det er ren held" surmulede han. Det var ikke engang værd at forsøge at overbevise hende om, at han tabte med vilje, irritationen var alt for tydelig til, at det ville være en troværdig løgn.
"Desuden er det her jo kun en træningskamp! Det er noget helt andet, når der faktisk er noget på spil" Ikke at han skulle tale, det var ikke mange rigtige kampe han havde været i.. som i stort set ingen rigtige kampe, men det vedkom jo overhovedet ikke hende.

Hurtigt trådte han frem i et forsøg på at jage spidsen af sværdet ind i hendes brystkasse, kun for hurtigt at skifte retning og slå ud mod hendes side i stedet. Det var på tide, at han tog sig sammen, det her havde allerede varet længere, end det burde, og så førte hun endda.

Nogle begyndte at lyde frustreret. 
En vridende lille gnist af varme over hans irritation begyndte at sprede sig i hende, og Florence lod en perlende, men dog hånlig lille latter slippe over de bløde læber, idet at hun endnu engang havde formået at ramme ham, og langsomt kunne se hvordan at frustrationen begyndte at gøre ham mere irrationel end hvad godt var. At tabe hovedet, eller måske mindre billedligt sagt - at tabe overblikket - i en kamp som den her, var uden tvivl hvad der i sidste ende ville vippe sejren over til Florence. 
Og hvis det virkede, når hun verbalt prikkede til stoltheden på måder som spyddet ikke kunne, jah så var hun bestemt ikke hævet over at gøre lige præcis det. Han fortjente det trods alt. 

Inden hun nåede at svare, stak Merek dog ud efter brystet, hvilket blev mødt af et skridt tilbage - ikke så nemt. Han skiftede dog retning til et slag i stedet (hvilket var lidt imponerende), men Florence brugte staven til at styrer slaget uden om sig selv, og ned imod jorden i stedet for så det med en højlydt klirren vidnede om det fejlforsøg der endnu engang var sket; en ret så god lyd, skulle hun være ærlig. 
"Du har så uendelig ret, Merek" Floence stak ud efter ham igen i en serie af hurtige stik, inden at hun endnu engang hoppede tilbage, for at holde afstanden imellem dem. "Når ens liv faktisk er på spil, så dør man som regel hurtigere end du gør lige nu" endnu engang blev knivene sendt frem imod ham, den her gang 2 af gangen med direkte kurs imod hans torso - den ene fra fronten, den anden bagfra. 
Om de ramte... ville de selvfølgelig ikke kunne gennemborer huden. Men Jatzirdatteren satsede på nogle gode, slemme blå mærker af det sløve metal's kollision med kød, muskler og knogler. 

Lyden af sværdet som ramte gulvet nærmest skurrede i Mereks ører. Hvorfor skulle hun også være så forbandet dygtig til at undvige hans udfald!
Med sværdet forsøgte han at blokere nogle af hendes udfald, men når det blev gjort samtidig med, at han prøvede at rykke sig væk fra dem, blev det til en ineffektiv blanding, som nærmere førte til en række underlige bevægelser end et reelt forsvar.
"Jeg har da klaret den indtil nu" svarede han sammenbidt tilbage. Hvad hun ikke behøvede vide var, hvor få reelle kampe han faktisk havde været i.
Kniven som blev sendt mod hans torso forfra, formåede han at blokere med sværdet, kun for med det samme mærke smerten fra en anden kniv, som ramte ham bagfra. Forbandet.

Hele tiden holdt Merek styr på, hvor mange gange, hun havde ramt ham, bare så det ikke pludselig kom bag på ham. Men enten glemte han at holde helt styr på det, eller også gik det simpelthen bare for stærkt.. Uanset gik det pludselig op for ham, at det sidste slag var nok til, at han havde tabt. Hans ansigt viste med alt tydelighed, hvordan han havde det med sit nederlag, men fremfor at fortsætte med at angribe hende, som han ellers havde mest lyst til, sank han armen, så spidsen af sværdet pegede mod gulvet.
"Og det var vidst det aftalte antal" Nærmest knurrede han. Det huede ham bestemt ikke, at hun allerede havde fået nok slag ind til, at hun kunne vinde, når han knapt havde været i nærheden af at ramme hende! Men selvom om man kunne tvivle lidt på det, så havde han trods alt nogen form for ære, så han ville heller ikke benægte sit nederlag. Hvor ydmygende det så end var.

En barnlig lyst til at vrængende efterligne hendes ord ramte Merek. Han kunne virkelig ikke fordrage at tabe, og så endda til en pige! Men han holdt sig i skindet, han skulle jo trods alt forstille at være næsten voksen. 
"Det var jo heller ikke en rigtig kamp" brummede han utilfreds. Det værste var jo, at han vidste, at hun havde ret. I hvert fald med noget af det. Han var ikke god nok, tydeligvis, for uanset hvor meget han forsøgte at lyve overfor sig selv, så havde han virkelig forsøgt at vinde over hende, det havde ikke bare været en halvhjertet indsats. Men alt det havde han jo på ingen måde tænkt sig at indrømme overfor hende! Så hellere få skåret armen af med det sløve træningssværd.

Uden at værdige hende et blik, gik han også over for at sætte sit våben på plads. Han havde en overvældende lyst til at angribe hende med sværdet nu, hvor hun var uopmærksom.. Men hvordan ville det dog ikke se ud? At han angreb et "uskyldigt" pigebarn, mens hun var ubevæbnet, blot fordi hun havde gjort ham til skamme? Så ville han da først blive til grin, hvis nyheden blev spredt.
"I en rigtig kamp er der noget på spil, noget som man kæmper for. En træningskamp vil aldrig kunne sammenlignes med det" Han vendte sig mod hende og lagde armene over kors. I realiteten vidste han ingenting om at være i en 'rigtig' kamp, for han havde aldrig prøvet det, men det var der jo ingen grund til at fortælle hende. 

Det ene af de mørke øjenbryn gled en smule skeptisk op i panden. Ikke en rigtig kamp... selvom det næsten prikkede på tungespidsen, holdt hun den tilhørende kommentar for sig selv. En rigtig kamp endte som regel med flere skader. Og alt efter hvem du kæmpede imod, eller hvad du helt reelt kæmpede for, var død som regel også en konsekvens. Men det vidste han velsagtens. 
I de her sale, var det dog ikke passende at komme med så voldsomme konklusioner, vel?

Det stoppede dog Florence i tvært at presse læberne sammen, og næsten filmisk himle med øjnene da han vendte sig imod hende igen. "Tsh". Et skridt, to skridt - tre skridt blev taget tættere på, indtil hun næsten ramte hans højere skikkelse, som (irriterende nok) tvang hende til at kigge en tak opad. "Du er ikke så lidt flabet!" der var vel en grænse for hvor stor en isdronning man kunne være. Hvor meget man kunne ignorere. Og lige meget hvor meget hun prydede sig selv med at være hævet over den slags kommentarer, føltes det lidt for godt at lade dem komme ud. "Jeg glæder mig til de fortæller legenderne om Merek Barbeau! Kommende hertug af... af blå mærker og falde-på-røven!" tilføjede hun leende, et mindst ligeså flabet glimt i øjnene da hun næsten triumferende nikkede, og gav sig selv ret. Ikke at hun selv havde været i... rigtige kampe heller - men det var lige meget.
Og skulle hun være ærlig, måtte det være en langt mere passende titel til den unge mand.