De havde ikke kunne tage Zirra til Paladsets healere. Det ville skabe for meget påstyr at hive en civil ind på soldaternes område, og folkene i Helbrederhuset var om muligt nok også mere bekendt med Zirras krop - hun havde været fast gæst de sidste par år, hvor hendes opgaver var steget i risiko, og hun desværre mere end én gang var endt med svære knubs. 
I det mindste havde det været så slemt, at hun var blevet båret ind i et lokale, hvor andre ikke skulle se på hendes nøgne, forslåede krop, mens helbrederne arbejdede på at få lappet hende sammen igen. Treston var ikke blevet holdt ude af rummet, men havde fået besked på, at det nok var bedst, hvis han ikke var der hele tiden - for både hans egen og Zirras skyld. Nogle af de ting, de skulle gøre for at få hende lappet sammen igen, var ikke rare at overvære. Samtidig havde de givet udtrykkelige - og gentagne - beskeder om, at han ikke burde informere resten af familien, før de var færdige med arbejdet. Det ville kun gøre det værre, hvis der kom en hel familie rendende og forstyrrede deres arbejde. 
Fra en tilstødende gang kom Devranas dog til syne med sine skarpe ansigtstræk og den lange, sorte hestehale. Han tøvede kort, da han så Treston, men gik så tættere på. 
"Jeg kom, så snart jeg hørte det," sagde han prøvende. "Hvordan...?"
Selvom han tydeligvis ikke bare var en tilfældig ven og havde nogle ret vilde kontakter, hvis han skulle finde ud af det her, inden nogen anden havde fået det at vide, var det oprigtig bekymring, der prægede hans udtryk. Han pillede ved kanten af sin tunika og havde svært ved at møde Trestons blik, mens han konstant skævede til den sprække af lys, der kom fra rummet ved siden af. På en eller anden måde formåede han at se ret almindelig ud med sine nervøse træk - at Treston nu vidste, hvem Zirra var, og hvad hun lavede, gav Devranas en større ulempe i den her samtale, end han var klar over. Han var her, fordi spionmesteren havde sendt ham. For alt i verden skulle de være klar, hvis Zirras dække var ved at gå i stykker.

    Det havde været en helt igennem forfærdelig tur tilbage til Dianthos. Hver eneste gang kærren skramlede over et hul i landevejen eller bumpede over en sten havde smerten stået tydeligt aftegnet i Zirras ansigt, og Treston havde været fanget i et konstant stadie af at have lyst til at slå nogen og sætte sig ned og græde - begge ting på samme tid. Det var frustrerende at være så hjælpeløs. Frustrerende på grænsen til uudholdeligt at se én, man holdt så meget af, have så store smerter...
    Da de endelig nåede byen, var de kørt direkte til Helbrederhuset, og Treston havde samlet Zirra så forsigtigt op, som det lod sig gøre, og var fulgt efter healeren, der løb i forvejen for at advare Helbrederhusets ansatte om den nye patient. Deres ankomst havde skabt en del postyr, og Treston havde set sig nødsaget til at træde tilbage og lade de professionelle tage over - et faktum, der udelukkende generede ham, fordi han atter en gang følte sig hjælpeløs og ubrugelig. 
    Så han var endt på gangen uden for sygestuen, for trods sit ønske om at være der for Zirra, havde han alligevel hurtigt indset, at han bare var i vejen for de travle helbredere...
    "Jeg kom så snart jeg hørte det."
    Treston løftede hovedet med et sæt ved lyden af den underligt velkendte mandestemme og fik øje på manden med hestehalen - ham, der havde hevet fat i Zirra efter kampen i Ringen, da hun og Treston havde været i fuld gang med at bide hovederne af hinanden. Ham, der havde kommunikeret med hende, på et sprog, der for Treston havde lydt som dæmonisk... 
    Nu så Hestehale bare bekymret og beklemt ud. "Hvordan..."
    "Hun overlever," forsikrede Treston ham, fordi han kunne se, at bekymringen i den anden mands øjne var ægte. "Men det var på et hængende hår."
    Hestehale slappede synligt af i skuldrene, og trods sin bekymring og den alvorlige situation blev Trestons nysgerrighed vakt - hvad var deres relation? Og hvordan havde han hørt om Zirras situation så hurtigt, når nu Treston vidste, at resten af familien Reynlest ikke engang vidste noget endnu?
    "Jeg kan næsten regne ud," begyndte Treston forsigtigt og formulerede sig med vilje i vage vendinger: "...at du og Zirra er... kollegaer?"

Devranas kneb øjnene sammen mod Treston, men forholdt sig ellers så roligt, som han nu kunne. Da han endelig talte, var det med lige så forsigtige ord, som Treston havde brugt. 
"Som du så, da vi skrabede dig op, ja," svarede han afmålt. "Fra tid til anden, hjælper hun mig med ting."
At det var væsentligt oftere end fra tid til anden, at ting var spionage og hjælper mig betød at de var på opgave sammen og havde været det, siden de var små, var dele af historien, Devranas ikke kunne tillade sig at fortælle. Deres hemmeligheder var fælles, og han håbede ved guderne ikke, at Zirra var gået imod hans ord og havde fortalt Treston noget. 
"Devranas," præsenterede han sig og rakte en hånd prøvende frem. "Ved du, hvad der er sket med hende?"
Egentlig var han mere interesseret i hvordan det var sket, at hun var blevet snuppet, men det var ikke det, man spurgte det frygtsomme familiemedlem i helbrederhuset om. Ikke med den viden, han havde - og ikke havde - om, hvad Trestons rolle i alt det her var. 
En helbreder stak hovedet ud ad døren og fortalte, at de ville sætte skulderen på plads nu, hvorefter hun lukkede den igen. Et øjeblik, gav beskeden ikke helt mening for Devranas, men da skriget lød, fortrak hans ansigt sig i en næsten lige så lidende grimasse.

    Treston greb den anden mands hånd og svarede: "Treston," selvom han havde på fornemmelsen, at Devranas vidste det i forvejen - han virkede som typen, der sørgede for at tage sig så meget kontrol over en situation, som det overhovedet lod sig gøre...
    "Jeg fandt hende klynget op i et træ." Løgnen kom let og uden samvittighedsnag. Nok stolede Zirra angiveligvis på denne Devranas, men det gjorde Treston ikke. "Antagelsen er, at Mørket må have plukket hende her i Dianthos og så har tortureret hende, måske i dén tro at vores far kunne have indviet hende i noget..." Netop i dét øjeblik stak healeren hovedet ud på gangen, og sekundet efter lød Zirras hjerteskærende skrig. Treston bed tænderne sammen og krympede sig under lyden - næsten et spejlbillede af Devranas reaktion. Da efterklangen var ringet delte de to mænd et blik, og Treston gjorde en lille, hjælpeløs bevægelse, der kunne betyde lidt af hvert. 
    "Hvis du vil have detaljer, må du spørge hende selv. Men for hendes skyld så vent lidt... Hun har... været igennem en del." Han stod lidt og trippede - ville egentlig gerne ind til Zirra igen; sikre sig, at hun var okay. 
    Så besluttede han sig og gjorde et hurtigt kast med hovedet imod døren. "Jeg tænker, at gå ind og tjekke op på hende... Hvis healerne ikke har hænderne alt for fulde er jeg sikker på, at du skal være velkommen til at gå med..."

Devranas så ud som om han skulle til at sige Treston imod, men han bed det i sig igen og nikkede så bare lidt fåret og fulgte efter Treston. Det var svært at forholde sig så professionel, som han gerne ville, når han kunne høre Zirra gispe og klage. 
Inde i rummet, holdt healerne dem ikke tilbage. De var ved at være færdige med det, de kunne gøre for Zirra nu, og hun havde brug for at genvinde nogen kræfter, før de fortsatte deres behandling. en var ved at hælde en urtebryg i hende, men over halvdelen gled ud ad hendes hævede læber. Devranas sank en klump, så snart han så hende, og hans tydelige ubehag fik en af helbrederne til at give hans skulder et klem, inden hun smuttede ud. 
Da den sidste var gået for at give dem lidt privatliv, sank Devranas ned åp knæ ved siden af sengen, Zirra var blevet lagt i. Han turde ikke røre ved hende af frygt for at forværre skaderne. 
Zirra selv var blevet sløv og slørsynet af hvadend, de havde hældt i hende, men hun kunne genkende Dev selv gennem den tykkeste tåge. De delte et bånd, der kom meget tæt på det, hun havde med Treston.
"Han ved det," kvækkede hun hæst. "Eneste. Sedna. Tortur-datter. Jeg satte ild i skoven. Undskyld."
"Du skal ikke undskylde, Zirra," svarede Devranas og kunne alligevel ikke lade være med at stryge hende blidt over panden. "Jeg fikser det, ik'? Jeg skal nok fikse det."
Så rejste han sig op og vendte sig mod Treston. 
"Ja, vi er kollegaer, Treston," sagde han med et suk. "Sørg for at I ikke snakker med nogen om, hvad der er sket, før jeg er tilbage. Jeg får bikset en historie sammen, men det vil lige tage lidt tid."
Og med de ord sendte han Zirra et sidste, sørgmodigt blik, inden han forsvandt. Hvor ville han dog ønske, han kunne blive frem for at arbejde. Men det arbejde, der skulle gøres nu, ville redde hendes position, og måske også Trestons, hvis han ikke fik sagt noget dumt, inden historien var på plads.
Zirra så træt op på sin bror og formåede at give ham et lille smil. "De siger, jeg får det bedre, når jeg lige har sovet."

    Det var mærkeligt at se den nærmest fremmede mand dele et så tydeligt stærkt bånd med Zirra, men synet gjorde faktisk noget godt for den kolde klump i Trestons mave - han og Zirra stod ikke alene med hele dét hér rod... Der var andre, der også ville hendes bedste. Ikke som Ersten, den store idiot, der uden tvivl havde forsøgt at gøre det rigtige ud fra et professionelt synspunkt, men som Treston ikke ville komme til at tilgive igen lige med det første...
    Nogle ting kom før professionelt ansvar. Mange ting kom i Trestons optik før professionelt ansvar...
    "Min mund er lukket med syv segl," beroligede Treston ham og sendte ham et nik til afsked. "Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv, hvis jeg var skyld i mere lort for Zirra lige nu..."
    Da den anden mand var gået kom han over og satte sig forsigtigt ved Zirras seng, på dén stol, der var stillet frem til det selv samme. Han rakte ud og tog yderst forsigtigt den ene af hendes hænder i begge sine - den forsvandt nærmest. Som en barnehånd.
    "Sov Zirra," mumlede han og besvarede blidt hendes lille smil. "Genvind dine kræfter. Jeg bliver her sammen med dig."

Zirra lod sin hånd hvile i Trestons varme, trygge hænder, og priste sig lykkelig for i det øjeblik, at det var ham, hun havde hos sig, og ikke hele familien Reynlest. Treston stillede ingen spørgsmål eller krav. Hun kunne roligt falde i søvn og vide, at han passede på hende. Urtedrikken, hun havde fået, begyndte at virke, og øjenlågene gled i med en tyngde, der ikke kunne modstås, selvom hun prøvede. 

Det var mørkt, da hun slog øjnene op igen. Noget gjorde afsindigt ondt, og hun kom med et spagt udbrud og fik rykket på sig, så hvad end det var forhåbentlig stoppede. Hendes hånd var kold af at have ligget uden for tæppet efter at være faldet fra Trestons hænder. Hun kunne høre hans jævne åndedræt i stolen ved siden af sengen. 
Derefter fik hun øje på skikkelsen i rummet. Høj og ranglet, og straks udfyldte Zirras tanker resten med gyldne øjne, mørk hud og et snerrende grin. Koldsved brød frem på hendes hud, og hun forsøgte at få sig selv op at sidde. Hun burde skrige, men ord ville ikke ud af hendes mund. Hun burde råbe om hjælp eller række ud efter Treston, men hendes krop gjorde så forbandet ondt, at hun ikke ville kunne nå at gøre noget, før Sedna slog til.  
Zirras øjne blev store af panik, da hun syntes at skikkelsen tog et skridt fremad, men så opfangede hendes næsten nattetilvænnede øjne noget rødt, og koldsveden blev til varme i hendes bryst, som hun havde savnet alt, alt for længe og næsten havde troet, hun aldrig ville komme til at opleve igen. 
"Ber-Bertram?" hviskede hun forsigtigt.

Følelserne vældede op i Zirra. Hun havde ikke fået mulighed for at snakke med Bertram, før hun tog afsted, og selvom han var ved at være vant til at hun forsvandt i tide og utide - og han udmærket godt vidste, hvad hun lavede på sådanne tidspunkter - havde hun haft et stort behov for at snakke med ham inden denne gang. Det ville være hendes første tur uden for Dianthos siden hun var blevet taget af dæmonerne, og det var noget, hun havde ønsket at dele med sin ... kæreste. Et stadigt uvant ord for hende at bruge, fordi hun aldrig turde få forhåbningerne op med hensyn til forhold. Men med Bertram var det anderledes. Han kendte til hendes spionage og accepterede det som en del af hende. De kunne aldrig skabe familie alligevel, og han ville leve for evigt. De delte en lille bid af uendelighedens lykke sammen, men det var svært med hendes arbejde og hans race at være unge elskende og ikke bare konstant i panik over, at den ene eller anden af dem pludselig ville havne i noget lort. 
For kort tid siden havde det været Bertram, der var blevet trukket gennem pløret af sin egen klan efter at være blevet indblandet med Hyde - hvilket havde været Zirras skyld - og nu var det hendes tur til at ligge her og være mere ilde tilredt end nogensinde før. 
"Bertram," fik hun fremstammet med en glæde over at se ham, der ikke kunne overskygges af hendes hæse, hulkende stemme. Hun ville holdes af ham og forsikres om, at alting ville blive godt igen. Hun fik viklet sin raske hånd ud fra tæppet og rakte længelsfuldt ud mod ham. "Mørket tog mig..."

    Treston havde ikke sovet ordentligt, siden de tog af sted fra Birkelunde. Ikke fordi han ikke havde været udmattet oven på brandslukningsarbejdet og kampene - for det havde han bestemt været; dødelig udmattet, faktisk - men fordi han havde været så bekymret for Zirra. Fordi hendes udbrud og støn af smerte havde holdt ham vågen med frygten for, at hun skulle dø imellem hænderne på ham. 
    Det havde vitterligt først været, da healerne var gået, og det var lykkedes Zirra, at sende ham sit blege, lille smil fra sengen, at Treston havde følt, han kunne slappe af, og efter at Zirra var faldet i søvn gik der ikke mangen minutter før hendes storebror sov som en sten ved hendes side - ukomfortabelt arrangeret på den hårde stol.

    Om det var de mange års erfaring fra felten, der alligevel - trods den komplette udmattelse - fik hevet Treston ud af intetheden, eller om det simpelthen bare blev for ubehageligt på stolen var ikke til at sige, men da Treston slog øjnene op var det med en klar følelse af, at der var noget galt. Derfor fløj han også nærmest op fra stolen ved synet af den mørke skikkelse ved Zirras sygeseng, og nåede lige at famle instinktivt efter dét sværd og dén kniv, der ikke var der, fordi han havde hængt i bæltet sammen med uniformsjakken ude i Helbrederhusets venteværelse. Stolen væltede bag ham med et rabalder, der lød meget højt i den tyste sygestue, og Treston fik styr på sig selv og sit chok - placerede sig mellem sin søster og skikkelsen og gjorde det tydeligt med sit kropssprog, at man skulle igennem ham, før man kom til Zirra.
    Overraskelsen gjorde hans ord hårde og vrede, da han udbrød: "Hvem zalan er du, og hvad vil du her?"

Det var som om alting skete i halvt tempo. Bertram stod der lige bag Treston med armen strakt frem, inden Treston væltede ud og op af stolen, der ramte gulvet i et brag. Han stillede sig beskyttende foran hende og blokerede udsynet til Bertrams skønne røde hår og de nøddebrune øjne. Følelsen af at ville holdes af ham, røre ham og trække hans duft ind gennem næsen sammen med den ellers rimelig gustne luft i rummet var så overvældende, at den næsten kunne få hende ud af sygesengen. Næsten. Alting gjorde stadig forbandet ondt. 
"Treston, det gør... Det gør ikke noget," sagde hun og fik bakset sig en smule op at sidde. "Han er... Sådan lidt ... Min kæreste ... Ku' I ... Måske... Prøve ikke at blive uvenner?"
Det var en ret stor ting at bede om fra Zirras perspektiv. Hun havde ikke fattet, at Bertram selvfølgelig troede, at Treston var endnu en mandeven (hun burde måske have fortalt om sin familie på et tidspunkt), og hun vidste ikke, om Treston kunne lure Bertrams race i mørket - men hun burde måske havde fortalt ham om Bertram på et tidspunkt i løbet af deres tur tilbage til Dianthos. Men hun havde været godt beskæftiget med ikke at dø. 
Hvor meget kunne det også gøre at finde ud af, hun var kæreste med en vampyr det sidste år i forhold til at hun havde løjet om sit erhverv de sidste femten år? 
Hvad der dog vækkede urolighed i hende var Bertrams ord om ikke at have kontrol over sig selv. Gjorde Treston noget uforsigtigt, kunne han komme til at starte en instinktiv reaktion hos Bertram, og Zirra ville virkelig ikke se sin bror blive spist. Én ting var selv at give lidt blod til en trængende kæreste, men familien skulle ikke blandes ind i det - hvorfor hun også havde undladt at fortælle, hun måske var blevet lidt mere end almindeligt småforelsket til at starte med. 

    Trestons hjerte hamrede stadig af sted oven på chokket, og da Zirra gav sig til at tale lyttede han til hende, men havde al sin opmærksomhed rettet imod den fremmede. Lige til ordet 'kæreste' blev ytret, og han ikke kunne lade være med at dreje hovedet imod hende med løftede øjenbryn og en længere række spørgsmål på læberne. 
    Det lod til, at han på ingen måde var færdig med at opdage nye ting om sin søster...
    Han nåede dog ikke at stille nogle af disse mange spørgsmål, før manden præsenterede sig selv, og Trestons opmærksomhed helt naturligt blev trukket tilbage til denne 'Bertram', der mente at kunne afmønstre ham så let.
    Hvis der var noget, Treston ikke kunne snuppe, var det at blive talt ned til - han var ligesom ikke rigtig vant til det; både som direkte følge af sin fysiske højde, men så sandelig også på grund af sin position. Men denne Bertram formåede ikke bare at tårne sig op over ham - hvilket Treston opdagede, at han brød sig meget lidt om! - men hans måde at tale til ham på, fik Treston til at føle sig som et uartigt barn, der blev bedt om at lege et andet sted, så de voksne kunne snakke...
    "Der er ikke nogen, der 'overtager' noget her!" fastslog han med en del mere vrede i stemmen, end situationen måske egentlig krævede - men han var stadig anspændt og træt og tyndslidt oven på de seneste dages fysiske og følelsesmæssige strabadser, og nu kunne det kraftedeme være nok... Han tog et skridt frem imod Bertrams mørke skikkelse og løftede en provokerende finger op under hagen på ham. "Jeg ved ikke, hvem fanden du tror, du er, mester, men jeg skar egenhændigt Zirra ned fra dét træ, man havde klynget hende op i," lad være med at tænke over, hvem 'man' er... "Jeg behandlede hendes ætsninger og har siddet ved hendes side, hele vejen fra Tusmørkebjergene og hertil uden at vide, om hun ville overleve, så jeg kan love dig for, at du ikke kommer til at vifte mig af, som en anden tjenestepige, der er færdig med at betjene herskabet!" Med kæben spændt i trodsig vrede holdt han sin arrige stirren lige akkurat så længe, at Bertram ikke ville være i tvivl om, at det var en provokation. Så vendte han sig med en frustreret lille lyd imod Zirras seng - løftede et spørgende, vindicerende øjenbryn imod søsteren, men undlod at sige noget, fordi han ikke rigtig vidste, hvor zalan han skulle starte... I stedet snuppede han svovlstikkerne fra sengebordet med en irriteret bevægelse og fik ild på olielampens væge. Vendte sig, som ved eftertanke, for at tilføje en sidste, uforskammet kommentar til Bertram - for at fuldende det verbale overfald - men standsede så brat og klappede i. Gjorde store øjne og mærkede munden blive tør, da det gik op for ham, hvorfor Bertram havde behandlet ham som et mindre irritationsmoment, og ikke som en vred, fuldvoksen ridder...
    "Hvad i Zaladins forbandede navn," mumlede han, uden at tage øjnene fra Bertram ét eneste sekund, "skal dét hér forestille, Zirra...?!"

Zirra skar ansigt, da de to mænd begyndte at kaste mundlort efter hinanden trods hendes bøn om at de skulle lade være. Idiotiske, overbeskyttende alfahanner var, hvad de var. Hun ville bryde ind og fortælle dem, at de skulle tage den med ro og lade hende forklare sig, men ingen af dem havde tydeligvis tid til at vente på at den syge i selskabet fik skrabet nok ord op fra struben til en hel sætning. Det gjorde det ikke nemmere, at Treston lige skulle berette et par detaljer om hendes tortur, og hun måtte bruge tid på at kæmpe med en klump i halsen så stor, at den pressede tårer op i øjnene.
Zirra var lige kommet helt op at sidde i sengen, da Treston vendte sig for at tage fat i olielampen. Straks brød koldsveden frem på hendes pande.
"Nej, Tres, ku' du..." begyndte hun og rakte ud for at stoppe ham, men nåede det ikke. "Det er ikke en så god..." Flammen oplyste Bertrams bleghvide ansigt og det rodede, røde hår. "... Idé."
Der var en ret god grund til, at Zirra ikke have fortalt nogen af de to mænd om hinandens eksistens. Trestons riddergerning var ikke blot opnået ved at følge den fastlagte rute og farmands fodspor - ikke som Ersten, der uden at tænke bare var rendt i den retning, Lyset havde peget ham i. Treston derimod var endt på vampyrjagt. Vampyrjagt, der i sidste ende havde været så successfuld, at det lagde grobund for hele hans karriere i Lyset. I det mindste gjorde han sig ikke så meget i aktivt selv at opsøge den slags mere, men at søster så havde fundet en af kysse på... Det ville næppe falde i god jord. 
Bertram havde heller ikke været den ideelle person at fortælle om sin bror. Treston havde uden tvivl stukket en pind igennem nogen, Bertram kendte, og mens han navn måske ikke var kendt i underverdenen, kunne hun aldrig rigtig vide sig sikker - så det nemmeste havde været at holde mund. 
"Und-Undskyld Treston, det... Det er ikke så slemt, vel? Bertram er en af de gode," fik hun fremstammet - pludselig meget mere bange for Bertrams sikkerhed, end hun burde være. Kom nogen op at slås, ville han nok vinde den her kamp, for Treston var ubevæbnet. Zirra prøvede at få øjenkontakt med bare en af dem, men Trestons ryg fyldte for meget i hendes synsfelt. "Jeg turde ikke fortælle dig det. Vi har været sammen over et år. Han er altså ikke som, du tror."

    Ikke så slemt... Èn af de gode... Sammen i over et år... Ikke som du tror...
    Zirras ord flød sammen til ét stort virvar, mens Trestons hjerne kørte på højtryk. Der var dog kun én sætning, der rigtig satte sig fast imellem vurderingerne af Bertrams fysik - hans farlighed. Forsøget på at anslå hans 'fodertilstand', som de havde kaldt det, dengang Treston som grøn rekrut havde haft lidt mere med blodsugere at gøre, end hvad der havde været rigtig rart...
    Hvorfor ved Zaladins rådnende røvhul havde han også hængt sit sværdbælte ude i venteværelset, som en anden idiot...?
    "'Én af de gode'?" fik han endelig vantro fremstammet og havde lyst til at sende Zirra et blik, der sagde alt om de tanker han lige nu gjorde sig om hendes mentaltilstand. Han gjorde det dog ikke, for han turde ikke tage øjnene fra Bertram - vidste af bitter erfaring, at hans slags kunne være forbandet hurtige i vendingen, hvis de lige havde...'spist'... "Zirra. Den eneste gode blodsuger, er en død blodsuger, og det burde du også vide! Jeg har da fortalt dig, om vores jagter! Om de ting, hans slags gør ved folk. Jeg fatter ikke, at du kan være så nai-" 
    Han brød af, da en meget ubehagelig tanke slog ned i ham, og han vovede at slippe Bertram med øjnene et splitsekund, for at kaste et hurtigt blik på Zirra. Kunne det tænkes, at manden foran ham havde fiflet med Zirras dømmekraft på én eller anden måde? Besad nogle mentale evner, der havde fået hende til at tro, at der ikke var noget at være bange for? Mentale evner som Josefines måske, men i stedet for at trække andres følelser til sig, havde han måske fået Zirra overbevist om, at hun følte noget, der ikke var sandt? Følelser, hun da umuligt kunne have..?
    "Zirra," sagde han - mere stille nu; indtrængende og i et tonefald, der ikke lagde op til modsigelse. "Jeg synes, du skal forlade værelset - find en healer. Tilkald hjælp. Jeg tror, du vil være i stand til at se hvor sindssygt dét hér er, når du er væk fra ... hvadend-det-nu-er for en indflydelse, han tydeligvis har på dig..."

"Jeg er ik..." 
"Han er ik..."
"Du har misfor..."
Treston blev ved med at tale ind over Zirras protester, og hans ord fik en lille bitte vrede til at boble i hende. Lillebitte primært fordi hun var så forbandet afkræftet. Han havde fuldstændigt misforstået alt det her lort, jo - og så kaldte han hende naiv!
Der var i øvrigt absolut ingen chance for at hun på nogen måde kunne hente en healer. Hun ville nå sådan cirka til døren, før hun væltede om i en blanding af smerte og tåge fra de drikke, de havde proppet hende med. 
Men så slog Bertram ud efter Treston og i stedet for at deltage i den verbale konfrontation, løftede han hele problemet til noget fysisk. Det ville blive et enormt problem meget hurtigt, og selvom Zirras ødelagte krop var stoppet med sindstågende væsker, og det dunkede underligt i sår, hun ikke helt kunne bedømme hvor var, kom tankerne ret hurtigt frem til, hvad der ville ske: Bertram ville tabe. Nok var han stærk og forbandet, men var der noget, Zirra vidste om sin kæreste efterhånden, var det, at han var kronisk udsultet og aldrig rigtig på toppen medmindre det var sekundet efter et halvt måltid. Halvt, fordi han aldrig tillod sig at blive ordentligt mæt. Hvilket var netop den del, Treston ikke havde ladet hende forklare. Hans had til vampyrerne gjorde ham blind, og hun bebrejdede ham det noget så grusomt - også selvom han prøvede at beskytte hende lige nu. 
Det overraskede selv Zirra, hvor hurtigt hun var oppe at stå. Hun greb om Bertrams overarm med sin egen svage hånd, og nåede lige akkurat at hægte sig fast i Trestons trøje med den anden, inden det ene knæ dirrede faretruende. 
"Du ska' ik' slå min bror," sagde hun og prøvede at finde Bertrams øjne i det svømmende lokale. "Og Tres, du ska' ik' slå min kær'ste. Han er for zalan det en'ste gode i mit liv lige nu."
En strøtanke ramte hende. Havde hun overhovedet tøj på? Hun stod akavet helt op ad de to mænd, der i forvejen stod ret tæt med den måde, Bertram havde hevet fat i Treston på, og gulvet var blødt og loftet var ved at smelte ned i hovedet på dem alle sammen. Alligevel så hun ned ad sig selv, og noget af kroppen var råhvid og skilte sig ud fra den ellers lettere solbrune hud, så noget måtte hun da have på. Bandager eller en simpel kjole eller et eller andet. 
Giftsåret i brystet gjorde ondt. Det var som om hjertet trak i huden ved hvert slag, og hendes fingre havde svært ved at holde fast i arm og trøje. Hun havde haft i sinde at sige noget mere, men struben lod kun halvkvalte gisp kæmpe sig op. 

  Slaget ramte Treston lige midt i synet og der var så megen kraft bag, at hans hoved blev kastet baglæns, og han ville være tumlet tilbage, hvis ikke Bertram havde haft så godt fat i ham. Det sidste opdagede han i dét splitsekund hans hjerne nåede at være fortumlet, før adrenalinen satte ind og blæste tankerne klare - satte forsvarsmekanismerne i værk. Som så ofte før i lignende situationer tog instinktet og træningen over og pakkede smerten og overraskelsen væk - tvang ham til at reagere, selvom den bevidste del af hjernen endnu ikke helt havde forstået, hvad der foregik.
    Bertrams snerrende mund og blottede hjørnetænder fyldte pludselig hele Trestons synsfelt, og det var alt han kunne gøre at holde blodsugeren på afstand - de stod for tæt, til at han kunne få ordentlig kraft bag et slag, så i stedet gik han efter øjnene, næsen, halsen; alt der ville gøre ondt. Nok var blodsugere ofte stærkere end almindelige mennesker, men øjenlåg var nu engang en skrøbelig anordning - et angrebsmål, der sjældent slog fejl.
    Han var så travlt optaget af at forsøge at grave øjnene ud på vampyren, at det først gik op for ham, at Zirra havde rejst sig fra sengen, da hendes tag i hans skjorte trak ham i en anden retning end Bertrams greb. Han tøvede - slækkede grebet en anelse omkring Bertrams underarm, hvis tilhørende hånd han havde forsøgt at vriste af sig. Lettede trykket fra dén tommelfinger, han ellers havde gjort sit bedste for at mase så langt ind i kraniet på blodsugeren, som det lod sig gøre.
    Zirra lignede én, der kunne dratte om hvornår-det-skulle-være, og uden helt at nå at tænke over, om det mon ville være en god idé - temmelig ’ophængt’, som han stadig var i vampyrens greb - rakte han en hånd ud imod sin søster, for at kunne støtte hende, hvis benene pludselig svigtede.