Astrid, så snu som hun var, fandt en måde hvorpå hun kunne få lov at se prinsen af Erneyll alligevel. De skulle da velsignes af Lysets Dronning til midsommerballet! For hvilket par ville skulle giftes i efteråret, uden dronningens velsignelse, og ikke prøve at skjule på noget? Ja, det var i hvert fald ikke et rygte Isenwald havde brug for lige nu.
Astrid var ankommet til Krystalpaladset et par dage inden ballet, hvilket havde givet hende god mulighed for at falde til inden dørene blev åbnet, det var dog kun med eskortering af sine to hofdamer, at hun fik lov til at begive sig ud, for tænk nu hvis hun skulle møde Alaric inden ballet!
Astrid holdt om sit lange mørke hår, som hendes kjole blev knappet på ryggen. Først da hun fik besked om alle knapper var lukket slap hun håret, som flot og glinsende fladt ud af hendes hænder og dækkede hele ryggen. Kjolen var en bleg rosa med en sød hjerteformet halsudskæring med blomstrede bondeærmer, der dækkede hendes skuldre og lidt af hendes arme. De blomstrede blonder forsatte hen over hele kjolen og var lidt spredt i bunden af kjolen. Det øverste af hendes hår var blevet flettet i en stor fletning og under den kunne man finde små fletninger der dukkede frem mellem det resterende løse hår. Hver en fletning var pyntet med små lyse perler og kæder. Ja det var fint, men hvad kunne man ellers forvente til et bal?
På lang afstand havde Astrids ene hofdame spottet Iorvo. Hofdamen prikkede forsigtigt og diskret til Astrid for at hviske til hende at hun havde fundet fyrsten af Erneyll. Astrid mærkede med det samme hvordan hendes hjerte sprang et slag eller to over. Hun så så lidt stift i retningen som Hofdamen havde spottet fyrsten i. Med en dyb vejrtrækning begav Astrid sig så i retningen af Fyrsten med et blidt smil – malet på indtil videre, så var det jo bare et spørgsmål om det krakelerede eller blev mere ægte.
Da hun nåede hen til ham og indenfor en forholdsvis nem høre og se afstand, hilste hun: ”Fyrst Erneyll,” hun nejede en gang. Det var tydeligt at de to hofdamer bag hende nejede dybere og i længere tid. ”Mit navn er Prinsesse Astrid af Isenwald,” det lå stadig unaturligt i munden på hende. Et halvt år var på ingen måde nok tid til at vænne sig til den titel. Komtesse havde ligget i hendes ordforråd i alt for mange år. Det var først nu, hvor hun stod dér, og havde præsenteret sig selv, at det gik op for hende at alt hun havde foretaget sig ind til videre havde været en stor fejl. Den kjole hun havde fået på og måden hendes hår var blevet pyntet på skreg jo fin og sart. Hofdamerne, bag hende som også var fint påklædte, hjalp jo heller ikke på førstehåndsindtrykket. Astrid måtte bare håbe at de stadig lidt røde ar på hendes venstre skulder ville bryde glansbilledet af hende. Det var jo aftenen inden hun skulle afsted til Turmelinien, dengang, at hun var blevet angrebet af en varulv. Ingen bid, heldigvis.
Krystallandet



