Hvide, bløde fingre gled med utrolig nænsomhed over den spredte bevoksning i tempelhaven, der omkransede den smukke bygning. Blå øjne så for første gang i lang, lang, lang tid de sirlige og velplejede detaljer overalt omkring hende, og orangerødt hår strakte sig dovent ned af menneskets ranke ryg, der roligt bevægede sig frem. Den sortklædte kvindeskikkelse lignede enhver anden beboer af Dianthos, det næsten foruroligende smil omkring hendes buede læber, til trods.
Fordi sådan skulle det også være, sådan var det endelig blevet. 
Med sine nye øjne kunne mørkelveren nu tydeligt iagttage selveste hovedstaden fra sit inderste, og med sine nye hænder kunne hun - forhåbentlig - endelig gribe fat i hvor det gjorde rigtig ondt. Hun havde så mange ting der skulle gøres, steder der skulle ses og mennesker der skulle opleves. Men en ting af gangen; ypperstepræsten tog sig tiden til rigtig at tage hele billedet, følelsen og fornemmelsen af den hellige bydel ind. 

Fordi hvor var det forfærdeligt.

Solari gjorde holdt godt 20 meter fra indgangen, de bløde læber krængedes opad, og Solari betragtede en anelse betaget katedralens imponerende front, hvor at gudindens hellige sol prydede. En magtdemonstration, følte Solari. En irritation, hviskede en insisterende tanke. Det var efterhånden mange herrens år at den mørkelviske kvinde havde kunne få fod ind varmen. Men nu hvor at hun endelig stod her, jah så kunne hun ikke andet end at både hade den betagelse og misundelse så flot et tempel gav hende.
Kortvarigt gled blikket imod hendes hænder - hvide hænder der stadigvæk overraskede hende en gang imellem, og med et fnys slækkede præstinden på den krampagtige smerte hendes negle borede sig ind i håndfladen med. I stedet gled den ene hånd op af det nærmeste træ, og dens ru bark var kølig imod hendes lyse håndflader.
Selvom hun godt vidste at denne forklædning ville holde længe, og ingen ville mistænke den kønne kvindeskikkelse af udseende og opførsel af alene, jah så føltes det så... forkert, så faretruende at være herinde, at Solari næppe kunne slappe helt af - ikke endnu i hvert fald. Overvågenheden sad i hendes krop, gamle vaner der havde holdt dig i live i århundreder, var svære sådan lige at smide af sig. Måske ville det komme desto oftere hun var her, måske ikke. Men for en lille stund skulle mørkelveren samle sig før hun kunne bevæge sig videre - ind skulle hun. Det var bare et spørgsmål om hvornår. 

// Se 'ledsager profil' for udseende. 

De meterhøje rododendronbuske forgrenede sig over de slyngede stier, som var nedtrådt i et mønsterløst net på jorden. Spættede skygger løb over den hvide robe, idet Eadgar den Andægtige på bløde tøfler gik igennem den naturlige tunnel; en genvej fra det mere afsides springvand og til selve templets hovedindgang.

Stjernestunder, Lysets under, luft og smag og syn er nyt! Blodet bruser, løvet suser, havets rum er højt og lydt! Mærk: alt Lys går udad! - Giv! For Lys er liv.

Eadgar var i et mildt humør. Han var fyldt med lethed som kun opnås når messen har været ekstra styrkende; når Lyset når helt ind i hjertekulen, og efterlader samvittighed og skyld renset og glemt. Han havde gået en kort runde i haven for at suge de gyldne skrifttegn helt ind i sjælen og var nu tilbage for at få måltidet, som altid fulgte efter.
Det flammende hår fangede forkynderens interesse og han trådte lydløst nemmere. Selvom Eadgar langt fra kendte hvert et ansigt i den spraglede hovedstad, var han alligevel bekendt med de fleste som vovede sig ind på hellig jord og lod sig betage af Isari, Livets Gudindes skaberværk.
Håret var nyt for de grønne øjne, og den unge mand lod sig gå tættere på, for at se, om ansigtet også var det.

” Lyset være med dig” Eadgar henvendte sig med sin forkynderstemme og sit milde ansigtsudtryk. ”Det er et prægtigt skue, ikke sandt?”

Den arkitektoniske byggestil var fortryllende, og det var ikke et uvant syn at både førstegangsbeskuere eller hjemmevante forbipasserende lagde nakken tilbage og sukkede betaget. Af uvisse årsager gjorde det Eadgar den Andægtige stolt – en synd han havde svært ved at komme af med.

Den friske luft gled ind over det smukke område, og Solari kunne ikke lade værd med ubevidst at trække vejret en anelse dybere ind, og rigtig tage den friske luft til sig i den bevægelse. Et helligt område var trods alt helligt, og selvom solskinstimer, latter og lyse nætter ikke var hvad præstinden formidlede, ville hun ikke benægte, at Isari i sandhed havde gjort stedet smukt. I tågede minder fra gamle tider huskede Solari svagt at have været herude, for mange herrens år siden - der havde det set noget mere falmet ud. Men nu lyste symbolet katedralen besnærende smukt, op.
Og jalousi var hvad de tanker trak ind i Solari, hvis skarpe smil sitrede en anelse. Det var lang tid siden hun havde været beæret med en sådanne irritation, som det arrogante billede af selveste Lysets egen have var. Og følelsen fik grådigt lov til at skylle ind over den forklædte krop. 
Hun var dog ikke den eneste i nærområdet, en lyden af en stemme fik Solari til at vende sit ansigt, mild overraskelse malet over det kønne ansigt. 
Selvsamme tanker som hun lige havde stået med, og den illussions-skjulte elver mødte hvad der lignede... en forkynder. Lyseblå øjne betragtede hans hvidklædte skikkelse med en lidt for prikkende fascination, som ikke passede helt til det milde smil der ellers hvilede over kvinden. Indtil at det med et blink af øjet forsvandt. "Og gudinden med dig" gled det glat over hendes tunge, bevidst om ikke at specificere hvilken. 
Menneskets blå øjne flakkede med en lille latter tilbage til symbolet, inden at hun nikkede, øjne tilbage på den unge mand. "Så bestemt. Jeg har ikke været her længe, så gensynet er... overraskende" forsatte hun; ærlige ord fra en ellers ret så upålidelig mund. Men det var overraskende. 

Hun havde ikke forventet at være alene længe i dette område, det var trods alt et befærdet sted... men alligevel havde hun forventet at have mere tid for sig selv og sine nysgerrige fingre. En stedkendt var dog ikke helt forfærdeligt og ypperstepræstens menneskehænder slog inviterende ud idet hun kort pegede imod solens mangefarvede glas.
"Hvor længe har den været sådan her?" Glasmosaikken var et fantastisk syn her midt på dagen, og en lille del af hende prøvede at få ham lirket ind i en samtale... hvis han nu skulle vise sig at havde ville passere.

Kvinden vendte sig, og Eadgar den Andægtige kunne konstatere, at hun var ham fremmed.
Med en passende afstand mellem de to parter, stoppede forkynderen op og iagttog hende høfligt, som hun bekendtgjorde at hun havde været der før – men at det var længe siden.
Eadgar nikkede stumt med naturligt opadvendte mundvige. Selvom om han ikke selv ville have brugt ordet ’overraskende’ forstod han hvad kvinden mente; Den kostbare katedral havde aldrig virket så intakt og imponerende som nu; et fuldendt skue, som næsten virkede uvirkeligt.
Lyset udsprang fra stedets kerne – gav området dets guddommelig, højhellige aura, der både gjorde luften tyk og let. Tusind stemmer havde messet lovsprisende ord til Livets Gudinde, Isari, her. De gyldne skrifttegn var gennem troende stemmer blevet indkapslet i bygningens sten, gjort det til et åndende væsen med dirrende hjerterytme, som man bare skulle åbne sindet for at kunne mærke. Eadgar den Andægtige fornemmede dets puls ekstra meget i dag.

Den fremmede gestikulerede mod mosaikken og den unge mand lod høfligt de grønne øjne følge efter. Så trak han på skuldrene. Selvom samtalen omhandlede Livets Gudindes opførte symbol, var det ikke noget som Eadgar fandt synderligt interessant – det var kvindens uvisse formål til gengæld.
”Er du kommet for at deltage i den lille bøn, som afholdes efter måltidet?”
Forkynderen foldede sine hænder foran sig; blikket havde hurtigt fundet vej tilbage til hendes ansigt.
”Det skulle foregå her ude i haven – blot en lille forsamling.” Eadgar fugtede sine læber, og tilføjede:” Hvis ikke det var dit formål med at komme her, synes jeg alligevel at du bør overveje det – der er om muligt et endnu bedre udsyn til det mægtige bygningsværk, når man kommer lidt på afstand.”

Ikke noget svar, men heller ikke nogen skuffelse fulgte med det resultat. Nej, Solari kunne ikke være mere ligeglad med den dekorative stjerne, og stillede sig indtil videre mageligt tilfreds, med at kunne observere en gænger af Lysets eget tempel, tættere på en først antaget. Og endda med et venligt smil om munden, nysgerrig på hvad området havde at give. I hvert fald udadtil. 

Da han så videre spurgte ind til hendes gøren, måtte præstinden lade et uforstående blik glide over sine blå øjne. En bøn simpelthen? 
En kernedel af præstinden kunne med udsigt til at overvære... nej ikke blot overvære, men derimod deltage i en morgenbøn af Lyset - virke til at stå i et dilemma. Men der måtte man tage fejl. Enhver religiøs sammenkomst var der grundlag for Solari at observere, da hun alene med sin opdukken søgte at udføre gudindens gerning på Krystallandets flade. Alt efter hvor længe denne morgenbøn varede, kunne man se frem til et spændende resultat. 
Derfor var det et nysgerrigt blik der tændtes i menneskets øjne, og den rødhårede kvinde nikkede interesseret. "Mon ikke jeg har tiden" gled det over Solari's buede læber, og hun kiggede sig kort omkring. "... er det muligt du har tiden til at følge mig derhen, min stedsans er helt forfærdelig". Kom det fra mørkelverens mund, der lod et næsten opgivende udtryk overtage, dog stadigvæk med et venligt smil. 
Det var jo selvfølgelig kun hvis den kære mand ikke havde travlt, og den sortklædte kvinde rystede afværgende på hånden, med en tilføjelse. "Hvis det altså ikke er for meget besvær... ellers så bare sig hvor og hvornår" hun ville sagtens kunne finde derhen selv... men appellerede til en stemme venlighed, når hun lod en falsk, forlegen hånd glide igennem det røde hår. Hun ville hellere traske omkring med den her mand - han virkede i Solari's arrogante sind mere naiv, mere medgørlig. Alternativet kunne være en mørkefølsom præst, eller mere livserfaren forkunder; ikke et godt alternativ til sammenligning med ham. 

Eadgar den Andægtige reagerede med smil, da nysgerrigheden lagde sig i den fremmedes ansigt og usagt tilkendegav at forslaget, som forkynderen var kommet med, var velmodtaget.
Allerede før kvinden forsigtigt hentydede, om han ønskede at følges, vidste Eadgar at det var netop det han ville – der var noget indbydende og trygt ved kvinden, som på nuværende tidpunkt var umuligt for Eadgar at sætte en specifik finger på. Hun havde ikke Lyset om sig på samme Renny eller Rhoslyn, men det var der. Et dirrende Lys som første gang havde vist sig, da forkynderen var blevet opmærksom på, at de blå øjne næsten begærligt havde gransket det overdådige bygningsværk, opstillet og til ære for Isari, Livets Gudinde.

”Jeg skal nok følges med dig derhen,” smilede Eadgar godmodigt, upåvirket af at det betød at han ikke ville nå måltidet, som egentlig havde været den oprindelige plan. De bløde tøfler førte dem hen af et smalt stisystem, omkredset af lavendelbuske og fredsliljer på begge sider. Ikke længe efter kom de til en lille rund plads, belagt med bearbejdet, hvidt marmor i store firkanter, hvorimellem en lille rende med klart vand løb igennem. I midten af hver stenplade var indhugget symbolet for Isari, Livets Gudinde.
”De andre kommer inden længe,” proklamerede Eadgar den Andægtige. Han vidste at de, i modsætning til ham selv, netop var ved at fylde sig med grød og fortyndet øl. ”Dem som har i sinde at deltage i bønnen, vil placere sig på en af de store marmor-plader og vende fronten mod cirklens centrum, hvor den udvalgte gejstlige vil lyse velsignelsen over forsamlingen.” Eadgar gjorde helligt tegn mod pladsen som afslutning og vendte atter opmærksomheden mod kvinden. Den unge mands øjne lyste af begejstring over det snarlige scenarie.
”Du er meget velkommen til at deltage – Lyset tilsmiler alle.” Han sikrede sig den høflige afstand, da han mindre højtidligt tilføjede: ”Hvad er egentlig dit navn?”

Det var et taknemmeligt smil der strakte sig over den forklædte elvers læber, omend det var taknemmeligt at de helt forkerte grunde. At gemme sig i vrimlen var blot en ud af mange måder at bevæge sig omkring på, og det ville uden tvivl være behjælpeligt med en blåøjet, ung mand ved sin side... fordi når Solari kiggede ind i hans godmodige, grønne øjne, var det en fascinerende venlighed der næsten strålede ud fra dem. Og havde selskabet været en anden, havde den venlighed sikkert ikke været et dobbeltsidet og giftigt sværd. Men nu var det en person af lidt anden karakter han havde slået følge med, og med lidt andre ønsker i sin sorte, plettede sjæl. 
Med forklaringer til følge, faldt den rødhårede kvinde i trit med den blonde mand. Omgivet af lavendelbuske og fredsliljer var den smalle sti en hel oplevelse i sig selv at gå ned ad, og selvom de blå øjne af og til gled nysgerrigt ud til siderne - ivrigt tog alle indtryk og berusende dufte af den hellige have til sig - fulgte menneskekvinden opmærksomt med i hans forklaring af, hvad der ville ske når de ankom. Den udvalgte gejstlige ville simpelthen lyse velsignelsen over dem alle? Mon det helt reelt krævede noget, at være udvalgt til så simpel en opgave, med så simple rammer at holde sig indenfor. 

Endelig kom de til pladsen, hvor at hans begejstrede ansigt blev mødt af et lyttende smil. Hendes nav? Hvis der var et tidspunkt hvor at Solari kort følte sig selv, skyde sig i foden, var det nu. I sin iver efter at komme ind, havde hun næppe nået at tænke på et alternativt navn.... så for ikke at skabe unødvendig mistanke, gled det første og bedste af hendes sølvdryppende tunge. "Sol..." ... ari. Forbandet være kaldenavnet der i sidste ende skulle vise sig at være mere permanent nu. "Mine forældre var ikke særlig kreative, men hvad kan man bebrejde dem. De var trods alt kun mennesker" Åhh hvor var ironien i det, gemt bagved et hvidt ansigt af en fremmed kvindes blide træk. 
Den sortklædte kvinde tog nogle nysgerrige skridt imod pladsen, idet at ansigtet blev vendt væk fra forkynderen igen. 
Hendes forældre var nok - for at være ærlig - døde og borte for længst. Hun ville ikke have for mange tråde at holde styr på, når hun i sidste ende ville blive holdt op imod dem. Så for nu, var det en datidsbenævnelse der til dels lænede sig op af en... form for sandhed. 

Sol?
Eadgar den Andægtige betragtede den rødhårede kvinde med fortsat interesse. Det var som om navnet kun forstærkede forkynderens førstehåndsindtryk af den ukendte kvinde. Sol var Lys, og det var næsten umuligt for Eadgar ikke at se det som et tegn – en af skæbnens små, spøgefulde genistreger. Han forstod godt hvorfor forældrene havde kaldt deres barn det – håret flammede under Lysets berøring.

”Det er et pænt navn” besvarede den unge mand venligt og mente det. Han fulgte hende med blikket, da hun gik frem for at beundre den lille plads. Det fik ham til at smile. Det var ikke tilfældigt at bønnen skulle foregå her; det var et yndigt, rent sted som summede af Lys og helligdom. Katedralen tronede sig op i baggrunden og gartnerne havde sikret at planterne som omkredsede pladsen var frodige og farverige. Det var alt i alt et mageløst syn, - og hvis man spurgte Eadgar selv – noget der nemt kunne komme op på siden af den glasmosaik, som han havde taget Sol i at kigge så opslugt på.

”Jeg er Eadgar den Andægtige,” hilste han, da han efter et passende stykke tid gik op ved siden af hende: ”Jeg tror aldrig, at jeg fandt ud af, hvad dit formål med at besøge dette hellige sted var?”
Det kunne lyde anmassende, men det var ikke hensigten. Eadgar prøvede blot at få en venlig samtale i gang: dels for at stille sin egen nysgerrighed, og dels for at forsøge at afholde hende fra at gå igen lige med det samme. Der var noget betagende over denne Sol.

Når Solari betragtede den pragt som haven udstrålede, var fornemmelsen af jalousi stadigvæk lurende i kanten af hendes blå øjne. Ikke fordi hun ønskede det samme mønster, eller de samme kreative genistreger, der strakte sig langs farverige og velplejede blomster - nej, så slet ikke. Men hun ønskede... nej, hun krævede samme mulighed for templet i Skyggebjergene, og lige præcis den uretfærdighed, et så åbent og lyst et sted bragte resten af landets mørke kirker... den kunne hun leve længe på. 
Men så snart hun hørte hans behagelige stemme var jalousien væk. Og den rødhårede kvinde nikkede vagt over den lille kompliment. 

Det hvide ansigt blev med et lille glimt vendt imod manden, der nu præsenterede sig som Eadgar. Eadgar den Andægtige simpelthen. Et finurligt navn, og den rødhårede kvinde nikkede nu i en mere officiel hilsen form for hilsen - det måtte hun huske. "En fornøjelse at støde på dig, Eadgar den Andægtige" Solari's stemme lagde et lettere drillende tryk på det lange navn, inden at hun med en afværgende bevægelse af hånden forsatte. "Jeg er pilgrim, min kære forkynder. Min rejse har ledt mig mange steder hen, og nu, endelig til Dianthos" de blå øjne funklede i leende begejstring, da både mørkelver og menneske mente hvad hun sagde. 

En hånd fandt vej til en af kvindens tasker i bæltet, og med et smil hev hun en sten op. Perlehvid og med en svag glød indeni, der fangede solens stråler noget så smukt. "Den her er min vejviser" tilføjede hun, og rakte den frem imod den unge forkynder. 

Eadgar løftede med slet skjult begejstring begge øjenbryn, da Sol afslørede at hun var en pilgrim. Han havde selv ønsket – og gjorde det til dels stadigvæk – at lade sig føre af de hellige ruter gennem fjerne riger og lande; stifte bekendtskab med sagnomspændende kulturer, anderledes religioner og magiske praksisser. De blå øjne måtte have set så mange spændende ting.

Forkynderen tog sig selv i ikke at buse ud med alverdens spørgsmål. Det må være en vild følelse at ende ved hovedstadens mest storslåede og aller helligste plads – selvom Eadgar kun havde begrænset kendskab til de øvrige religiøse fænomener som krystallandet havde at byde på, var noget i ham alligevel fuldkommen sikker på, at intet – absolut intet – kunne måle sig med dette sted – Lysets hjem.

De grønne øjne fulgte Sols bevægelse, da hun hev en lille sten op af en taske i bæltet.
Nysgerrigheden blev øjeblikkelig vækket. Eadgar den Andægtige lod uvilkårligt sin egen hånd række ud efter den finurlige tingest, da Solari tilbød ham det – havde hun virkelig kaldt det en vejviser?
Ganske forsigtigt tog han fat i den glødende perle-sten med et par blide, bløde fingre.

Det var ingen hemmelighed, at alt der glimtede var dragende. Den regel gjaldt for mindre væsner - mennesker, halvdyr, skovvæsner - og den gjaldt også for langt de fleste mænd, ovenikøbet. Begge dele skulle vise sig at være bekræftede her, selvom det ikke nødvendigvis var dens funklende overflade der trak forkynderens bløde fingre til sig. Ikke desto mindre, så betød det at præstinden med et smil om læberne kort lod deres fingre strejfes idet at han tog imod stenen. "Morgenrøde" navngav hun den. Og således var den første forbindelse opstået. 

Tilfreds kunne man roligt kalde Solari, hvis underfundige smil yderligere trak op idet at han betragtede stenen med åbenlys nysgerrighed. I virkligheden kunne den intet andet end at pynte i så kønne hvide hænder som hans... men i kraft af mørkelverens illusions-magi, var en blank overflade en perfekt overflade. Og et naivt sind, et perfekt sind. 
Ikke længe skulle der gå, førhen små gnister af stjernelys begyndte at blaffe i stenens midte, skarpt forfulgt nu af slyngtråde af lys. Som en animeret blomst i fuld flor, eller stjerne. voksede de hvide streger ud fra stenens midte, og langsomt lod stenen - og præstindens illusioner - den unge mand se et fantastisk form for kort."... woah" menneskets blå øjne mødte hans. 
Et kort, der tegnede gudernes hellige symboler i dovne cirkler overalt rundt om dem begge - templernes mange placeringer i langt størstedelen af midterlandet, og med en afsluttende gnist, trak en streg imellem mandens solar plexus, og livsgudindens tegn. 

De buede læber splittedes til en forklaring, og mennesket lod til at betragte ham undersøgende, jah næsten en anelse forbløffet idet hendes hånd gled ud til solstjernen. "Den plejer ikke at reagere så kraftigt" mumlede hun, og så sine fingre 'betaget' glide igennem symbolet i et lille drys af små lys partikler. "Den plejer kun at reagere på mig" blev der fulgt op med. 

Morgenrøde.. Det lød helt let. Et navn, der i sin enkelthed manifesterede fantasifuldhed og den spæde, men voksende forventning til en ny dags kommen. Måske var det understøttet af Eadgars allerede ret cementerede ide om, hvilket prægtigt (og dybt fascineret) væsen, Sol syntes at være.
Denne forestilling blev kun bekræftet, da stenen gav sig til at udsende sin magiske trådespind, der bestående af, hvad der lignende ren Lys – den reneste energi – udmøntet i et net, der til sammen konstruerede tegn og symboler, hvis lige Eadgar aldrig før havde været vidne til. Det var dog – trods det ukendte syn, hurtigt klart for forkynderen at lysbillederne, der udfoldede sig imellem dem, var af religiøs karakter. Et kort, indså han, efter intens stirren.
Sols kommentar gjorde Eadgar den Andægtige tør i halsen. At stenens magi syntes at have så kraftfuld virkning måtte nødvendigvis betyde, at den kunne fornemme det Lys, som Eadgar altid havde vist, at han besad. Det klare Lys, som dikterede vejen for de bløde tøfler og som – når unge kvinder ikke forsøgte at tilsmudse blikket – sørgede for at se verden som den burde ses: Som et skaberværk af Livets Gudinde, Isari.

”Det er godt, ikke?” Kvækkede han - det måtte være godt: ”- Har du virkelig været alle de steder?”

Enhver elskede smiger, og her kunne den forfængelige mørkelver heller ikke frasige sig, hvor meget det betød at føle sig speciel - selv for hende, omend hun benægtede stejlt skulle hun nogensinde anklages for at være så simpel. Enhver elskede det, og man kunne nemt finde sig selv afhængig af den opmærksomhed det specielle kunne få frem i en. Der var bare en stor forskel på at føle sig speciel, og så endelig, at være speciel. 
At mørkelver præstinden var udvalgt, se det var der ingen tvivl om - hverken i hendes hjerte, hjerne eller sjæl. Hun bar gudindens tegn overalt på sin originale krop, hun bar hende i sit bankende hjerte. Hun og hendes følgere var den evige ild, det evige kaos der holdt verden ude af sit statis. Foruden Nalish'ra, og foruden Solari... ville det hele i sidste ende rådne op, i sit egen sødmefyldte og vamle hav. 

Men når lyseblå mødte hans grønne, var den syndige ild Solari udtrykte i sit indre, afspejlet som et funklende glimt, i rengbuehindens ydre. Den rødhårede kvinde åbnede munden; "Det er virkelig godt" lo hun, og kunne næsten ikke skjule begejstringen i hendes falske stemme. Den røde kofte der smøg sig om hendes skuldre, blev slået ud idet a hånden ivrigt fulgte den lysende sti at ligeså falskt stjernestøv. 

"Ikke alle, endnu. Jeg bestemmer ikke selv ruten, og Morgenrøde tager ikke højde for, hvor de ligger, men derimod hvad du mangler for at komme videre i din rejse" menneskets frie hånd lagde sig med et lille klem på Eadger's skulder, og blidt drejede hun ham en anelse imod højre hjørne at det svirvlende kort. "Jeg startede ved Thanos Orden..." fingeren fulgte blidt en linje ned til den komplet modsatte ende at kortet. "Derefter De hellige kilder i Rubinien, en hyldest til Leander. Så Valeria's Vidder, Kile's port..." på kryds og tværs havde menneskekvinden eftersigende været, indtil at hun med et hemmelighedsfuldt smil, endelig endte her i Dianthos igen. 
"Det er ikke alle der kan få lyset frem i Morgenrøde" kom det til sidst en anelse mere lavmælt fra hende, som en tilføjelse Eadger fortjente - burde og fortjente - at vide. 

Blikket i de blå øjne var dragende og Eadgar den Andægtige fornemmede, hvordan det fik kinderne til at blusse af varme. Det blev kun yderligere forstærket af Sols bekræftende ord. Hun var i sig selv en stjernesol i trådlysets midte, indså han og blev med ét i tvivl om, hvorvidt det egentlig var hendes varme han kunne mærke i sine kinder. At de stod og betragtede symboler for en bred-spektret åndelighed i en velsignet have fik Lyset til at skinne skarpt for forkynderens indre øje og han lod sig begærligt blænde af det, mens lovprisende stemmer sang stumme hymner.
At hun ligeledes syntes underlagt af en usynlig kraft, der styrede hendes gang i den fysiske verden, fik Eadgar den Andægtige til at fornemme en sjælelig forbindelse, der fik ham til at se fuldstændig bort fra, at det ikke nødvendigvis var Lyset, Livets Gudinde, Isari, som kvinden tilbad.

Tavs - men synligt opslugt – fulgte de grønne øjne kvindens bevægelse, da hun udpegede ruten der havde fået hende til Lysets centrum. Den sidste kommentar fik smilet til at sætte sig i blikket med slet skjult stolthed; en synd som Eadgar ikke lod sig skamme af i den pågældende situation.
” – Er der et formål med den rute som Morgenrøde har udstukket for dig? Skal du opnå noget bestemt?” Han havde søgt mod hendes ansigt men øjnene blev ved med at flakke til de forskellige symboler, som den magiske sten præsenterede for dem.
” Livets Gudinde må i sandhed have velsignet dig, når hun lader dig følge en rute af Lys på jagten efter at betragte verdenens forskellige guder” – for hvem anden end Isari tillod denne slags åndelig opdagelsesrejse? Hvem andre end Livets Gudinde, den Hellige Moder, Isari kunne konstruere sådant et magisk objekt, der muliggjorde så meget vid og lærdom for den rejsende? Det var ikke kætteri at beskue andre religiøse praksisser, når vejen var tilrettelagt og udvalgt af Lyset selv. Og Sol havde selv sagt det: Ikke alle kunne få Lyset frem i Morgenrøde: men Eadgar den Andægtige kunne. Og han var i sandhed en Lysets mand. Ergo måtte Sol være af samme lysende karakter.

Den naive tiltro som et smukt billede kunne være med til at danne, jah den var næsten til at blive helt høj på. Det var unægteligt tilfredshed der susede igennem mørkelverens årer, der efter flere årtier uden at kunne sætte en fod indenfor byens store mure, endelig stod her. Og havde succes med sit virke. Hvad præstinden kunne eller ville med den unge mand var endnu uvist, måske endda også for hende selv, da mange af de impulsprægede planer blev udført efter præstindens ophøjede fornemmelser. Og lige nu, bad hendes fornemmelser hende op at holde godt fast i det naive sind, der kunne være en billet ind til flere døre end blot tempeldøren. 
Himmelblå øjne mødte hans grønne, og menneskets rystede på det fine hoved. "Det kan jeg ikke fortælle dig.... endnu, Eadger... enhver pilgrims rejse er sin egen, og hvad Morgenrøde vil mig, er kun for mine øjne" i tonen havde Solari sneget noget undskyldende ind, selvom det næppe var noget af undskylde for. Dog glimtede øjnene også i taknemmelighed ved hans ord, og i skyggerne af bedraget, lod mennesket sin hvide hånd gribe efter den lysende sten, og trak den op til læberne. En lille mumlen, og de hellige symboler var atter trukket ind i stenens funklende midte, og den forsvandt ned i tasken ved hoften. 

Opmærksomheden hvilede over forkynderen, og i en lille bevægelse, gled hovedet studerende på skrå. Måske noget af det eneste der vidnede om at mennesket ikke var fuldkommen menneske, havde man førhen studeret elvernes delikate bevægelser. "Men der er noget... ved dig. Jeg havde mine anelser, men Morgenrøde bekræftede den. Hvem er du, Eadger?" en undersøgende tone, og en lys hånd fandt prøvende op til mandens bryst, hvor at varmen, hjertet og livet ville banke imod hendes fingerspidser.
Hvis hun altså måtte. 

Naturligvis, var Eadgar den Andægtige fristet til at sige, da hun bekendte at den fremtidige rute ikke var kendt på forhånd. Lysets veje var uransagelige og ikke til at forudse. En skæbnesnor lagt ud for menneskers fødder til at følge – ingen grund til at føle tvivl eller angst derved.
Han bukkede hovedet i forståelse. Det brød øjenkontakten, som kortvarigt var blevet etableret mellem dem. De reflekterede solen som krusninger på en ellers glat vandoverflade, bemærkede forkynderen om hendes blik. De blå øjne blinkede med følelser og rummede liv der var så mangedoblet i forhold til de relativt simple ord, som kvinden fik sagt. Som lå der langt mere bag. Erkendelsen havde gjort forkynderen tør i munden.

Det åndelige kort forsvandt, efterlod rent Lys imellem dem, der gav sig til at dirre, da Sols opmærksomhed lagde sig på ham. For første gang gjorde situationen Eadgar en kende beklemt: Det lysende trådespind havde fyldt hans tanker, beruset hans sind med fællesdelt religiøsitet, som han så klart fornemmede ligeledes udgjorde kernen i Sol.
Men nu hvor det var væk, kortet, blev han pinligt bevidst om sin egen person og den udelte bevågenhed Sol skænkede ham. Nuvel – det kunne sagtens være troen som hun spurgte ind til, faktisk ville det være det mest oplagte, tog Eadgar den Andægtige sig i at tænke. Men alligevel gjorde spørgsmålet ham ilde til mode. Kun én gang før havde en person spurgt ind til, hvem han, Eadgar, var. Eksplicit. Oplevelsen med Renny var blevet til et minde hæklet sammen af det mest smertefulde, det mest forvirrende og det aller bedste. Han havde forsømt sit gejstlige embede til fordel for noget verdsligt og det havde kun endt med at have negative følgevirkninger. Sol var naturligvis ikke Renny, men med hendes spørgsmål begav hun sig ud på brændt og endnu ikke helet jord.
Hendes udstrakte hånd fik ham instinktivt til at trække sig bagud. Berøringer skulle undgås, fortalte erfaringen ham.

”Jeg er blot en simpel forkynder af Lyset.” svarede han bevidst underdrevet og med vilje undvigende: ”- Et redskab for den Hellige Gudinde, Livets og Lysets Moder, Isari.” Forkynderstemmen var tilbage, ordene indøvede og automatiske: den før så intense intimitet de havde delt, blev nu mødt med distance og professionel afstandstagen.

Til hendes milde overraskelse, ved manden tilbage. En undvigende bevægelse, som det forklædte menneske med en glippen af øjnene måtte acceptere, idet at hun langsomt sænkede den hvide hånd, så den ikke skulle komme mere indenfor den unge mands personlige sfære. Solari selv kunne ikke være mere ligeglad med det - berøring eller ej var han allerede i hendes spind af illusioner, men menneskekvindens fascination af manden, tog et lille stød. Tog et lille slag. En distance havde overtaget hans funklende øjne, og Solari - eller, Sol om man ville, lod hånden falde ned på siden, inden at hun foldede den trygt bagved ryggen, så det ikke skulle ske igen. 
"Om forladelse" mumlede hun, og vendte sit blik imod den samlingsplads som Eadgar tidligere havde udpeget, som værende samlingstedet for lysets bøn. "Jeg troede jeg så noget mere" kom det med et høfligt, jah undskyldende smil, og ypperstepræsten forlod sig på fornemmelsen i hendes indre. Stemmen der hvislede at dette var værd at grave i, og selvsamme stemme der hviskede, at det skulle planlægges bedre end som så. Hun vidste godt at hendes nærvær kunne være intens, jah sågar en anelse overvældende for de kære små.
Grundstenene for nysgerrighed var dog muligvis allerede lagt. 

Alt ting til sin tid, og mennesket nikkede, idet at hun - tydeligvis en anelse besværet over at have overtrådt en usynlig linje, prøvede at skifte emne. "Jeg fornemmer at det dog ikke er dig der afholder bønnen, idag?" De slanke ben bar hende med rolige skridt nærmere forsamlingspladsen, og lod manden få den afstand han havde opsøgt - jah ønsket, ved at skabe en smule afstand imellem dem. Smilet på hendes fremadvendte ansigt kunne dog ikke skjules - det tilfredse smil der så frem til hvordan denne Lysets bøn ville ende, selvom det ville falme til noget mere passende, så snart han ville bevæge sig tæt nok på til at se det. 
Noget mere menneskeligt end det slangegrin der lurede under overfladen. 

..’Jeg troede jeg så noget mere’..
Den unge mand viste at reaktionen var selvforskyldt, men ikke desto mindre var det dybt sårende, at Sol verbalt bekendtgjorde, at hun havde taget fejl af ham. Fortrydelsen ulmede i muskelfibrene; Eadgar skulle aktivt holde sig tilbage fra at træde frem og beklage. Han vidste, at det havde været det rette at gøre - deri lå fortrydelsen ikke – derimod var den at finde i Sols villighed til at give afkald på deres delte religiøsitet. Hendes sætning havde været skåret i granit; hun havde set forkert – hun havde jagtet det samme skinnende Lys, som han så, og i kraft af hans afstandstagen erkendt, at deres Lys aldrig ville kunne være det samme. De kunne ikke forveksles, hvorfor Eadgar den Andægtige ikke længere var noget særligt. Tankestrømmen flød gennem det forslåede selv, gjorde om muligt forkynderen - trods bevidst forsøg på det modsatte - endnu dårligere til mode.

”Ne-nej. Rakel vil stå for den.” Forkynderen var taknemmelig for det neutrale samtaleemne.
For en stund stod han tilbage, mens Sol begav sig nærmere det hellige punkt. De grønne øjne betragtede det flammende hår, mens han samlede sig sammen og på bedste vis forsøgte at ignorere de indre, blå mærker. Det ville gøre godt med bøn. Det ville samle Lyset på ny, det var Eadgar ikke i tvivl om. ”Hun kommer dér” bekendtgjorde han pludselig.

Rakel gik forrest i den lille procession, der foruden hende selv, bestod af tre novicer, en præst og to præstinder. En ordløs hymne lød synkront fra deres struber, da de trådte forbi Sol og Eadgar. I ført karakteristiske hvide rober tav de først da alle i det religiøse optoget stod på hver deres sten, som udgjorde den religiøse cirkel.
”Hvis du stadig ønsker at deltage, er der plads der –” Eadgar, der i mellemtiden havde stillet sig hen ved siden af Sol, gestikulerede mod en tom marmorplade.

Hvor mange løgne kunne et væsen spinde over sine læber? Og hvornår blev man fanget i dem? To spørgsmål Solari ikke kendte svaret på, men spørgsmål der fik det til at summe så fantastisk i hendes formørkede hjerte. Løgnene kun forsatte og forsatte, sådan var ens lod, når man lod sig styre af skyggernes gudinde. Og der var så absolut ingen grund til at stoppe, når hun modsat de fluer der betrådte Krystallandets flade, vandrede frit som en edderkop i sit spundne net. 
Et net der strammede på samvittigheden, på det her tidspunkt. 

Rakel... blå-grønne øjne fulgte den skikkelse der blev udpeget, en køn præstinde der ledte sit optog fremad med taktfaste skridt og ordløs melodi. Sol's milde ansigt fulgte dem i deres bevægelse fremad, blændet - eller betaget - af deres hvide skikkelsers renhed. En religiøs cirkel der manglede nogle for at udfylde de resterende pladser, og et muntert smil trak pilgrimmens læber op, og hun vendte sig kort imod Eadgar, førhen at hun ville træde til. "Selvfølgelig" formede bløde læber, og hun kiggede (måske) en anelse håbefuldt på manden, inden at hun med en lille hovedrysten trådte til.
Den tomme marmorplade var ikke tom længe, idet at menneskets svævende skridt bar hende afsted, og hun nikkede med en påtaget mine af ærværdighed til cirklens folk. Så langt så godt. 

Selve bønnen... var utilstrækkelig. Sol's rolle i hele dette sceneshow var begrænset, kiggede man bare på med det blotte øje, og det var derfor mere et spørgsmål om tid for hendes vedkommende, når hun med et forsigtigt smil nikkede jah til at modtage en af de lanterner af guld dekoreret overflod, og nynnede med - jah - på de små melodier der blev præsenteret. 
Ventede, tålmodighed i det elviske sind på at bølgerne af kaotisk gift ville inficere alt det hellige, og om muligt, appellere til nogle af de religiøse miders svagelige sindelag. Ingen var trods alt hævet over hvad der definerede dem, og menneskeracen havde langt mere vrede, had, jalousi, begær og ynk, end mange af de andre racer. 

Det glædede Eadgar den Andægtige at Sol ikke satte sit indre Lys under en skæppe grundet deres udefinerbare misforståelse om nærvær kort forinden men i stedet tilsluttede sig den hellige cirkel som hun havde sagt. Forkynderen fulgte efter, gjorde det samme. Efter en tid med hymner, tav alle og Rakel tog ordet i sin mund. Hendes stemme var som varm vand mellem beskidte fingre. Rensende og lindrene i sig selv.

”Så formaner jeg jer, børn af Livet, ved den Hellige Kvindes barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Isari til behag – dette skal være jeres åndelige gudstjeneste.”
Novicerne gjorde Isaris soltegn, de øvrige istemte med et helligt ord.
Rakel fortsatte:
”- Tiden er kommet til at bekende, at aflægge vidnesbyrd for vor fælles Moder, Lysets og Skaberens Gudinde.”
Rakel drejede sig da rundt, lod de årvågne øjne lægge sig på Sol:

”- Der er kommet en ny i vor midte, hvis stemme ønsker at blive hørt: Bekend din synd til os, rens dit sind for mørket, ved at lade solen skinne på dit indre. Tal nu, og vi vil lytte og hjælpe dig tilbage i Lyset.” Opmuntringen var en skjult ordre. Eadgar den Andægtige havde svært ved at skjule sin iver. Det var et godt tegn at Rakel henvendte sig til Sol så hurtigt. Hun gav den rødhårede kvinde en mulighed for at blive accepteret og anerkendt. Af ukendte årsager følte Edgar stolthed derved.