”De fysiske skader er, på sin vis, helbredt –”
”På sin vis?”
”Ja. Det er som om, at der sidder… rester tilbage af den magi, der blev benyttet.”
”Og hvordan – altså, hvordan kommer det til udtryk?”
Der var stille et kort øjeblik, imens den ældre helbreder sonderede over Ridderens spørgsmål. Tilsyneladende var det overordentligt svært at forklare for en lægmand; et faktum der ikke sneg sig uset forbi Bahir Gandir, hvis mørke fingre krampagtigt vred sig mod hinanden under det store mahogniskrivebord.
”Hun er, som sådan, ikke i smerter. Vi behandler hende jo ikke alene med magi, men også med forskellige øvrige miksturer, der i sin natur er særdeles potente. Jeg ved endnu ikke – og det er ganske enkelt fordi, at hun ikke er vågnet endnu – hvordan, at det vil komme til udtryk, men min erfaring siger mig, at hun vil være… ja, ved siden af sig selv i en fysisk forstand. Træt, uoplagt, den slags ting.”
”Og hvad foreslår De? De nævnte Templet?”
”Ja. Det er jo trods alt Mørkets kræfter, der har berørt Deres niece –”
”Renny er min datter.”
”Deres datter, ja. Og jeg kan ikke undgå, at bide mærke i, at der er megen – ja, der sker meget i Deres hjem. Der er mange familier under samme tag. Et behageligt og ikke mindst roligt sted, tæt forbundet til Lyset, vil unægtelig forøge hendes helbredelsesproces.”


Blikkets ejermand var, tilsyneladende, den eneste tilbageblivende i haven. Klædt i lange rober, denne aldrig før havde været påført, sad skikkelsen placeret på en hvid marmorbænk med ryggen til havens ind- og udgang. Det var en kvinde, hvis sorte krøller gjorde sit bedste for, at gøre naturens dans efter. Hun havde siddet der i mange timer, men uden at vide hvor længe. Dagen havde dog forandret sig – så meget havde hun bemærket – og ikke længere, opfangede hendes øregange, at det puslede og rumsterede af stemmer omkring hende, hvormed en fraværende tanke havde konstateret, at det nu måtte være aften. Stilheden var dog behagelig og kvinden nød godt af den. Der var noget befriende i den intethed, som den tilbød; på en og samme måde gav den mulighed for, at kunne eksistere men foruden, at forpligte sig fuldkomment til eksistensen alene; som befandt hun sig i en boble, hvis ydervæg sorterede unødvendig larm og støj fra, forinden at den øvrige virkelighed fandt vej ind i bevidstheden –

For blot et øjeblik var alting godt.

Meget var der sket i den sidste tid – endnu mere, som Eadgar den Andægtige ikke var klar over.
Uvisheden over, hvad der var sket med Renny havde været en tilbagevendende tanke, der havde snoet sig ind og ud mellem det liv, som Eadgar havde levet i mellemtiden. Søvnkvaliteten var dog blevet bedre som dagene var gået – og hvilke dage! En uge efter Rennys afrejse havde Eadgar i stigende grad opsøgt menneskelig kontakt, og særligt Rhoslyn og Sarah havde på hver deres måde fyldt dagene med indhold og Lys og nuancer og der var tidspunkter, store stykker af tid, hvor forkynderen helt havde glemt at tænke på, om Renny havde det godt og hvornår hun mon ville være tilbage.

Alt havde egentlig været godt, til rygterne pludselig var begyndt at svirre mellem de hvide rober. Der var sket noget skrækkeligt, hviskede mundene til hinanden, en havde set Bahirs niece blive båret af soldater - på en båre - nede ved havnen. pjat!, hviskede en anden: hun havde skreget og lignet et vildt dyr, da de i ly af mørket havde forsøg at få hende op på en kærre. Jeg har hørt, at hun mangler sin arm, havde en tredje mund suppleret – den blev revet af ved skulderen på turen hjem fra Topalis. Rygterne var blevet mere og mere groteske, men pludselig havde de mange munde været enige: Hun skulle bo i templet i et stykke tid, Bahirs niece, fordi mørket havde spiddet hendes hjerte og den eneste måde, at det kunne fortrænges igen, var at bo i selve Lyset. Bade i Lyset. Spise i Lyset. Sove i Lyset.

Eadgar den Andægtige havde næsten ikke kunnet trække vejret, da det gik op for ham, at templet havde fået en ny, midlertidig beboer. Han var blevet fyldt med oparbejdet skræk for, hvor slemt det i realiteten stod til med Rennys sind og krop, at han i flere dage ikke havde turde opsøge hende.

Han kunne næsten ikke genkende hende.
Tøflerne trissede tættere på, forsigtigt som ville hans blotte tilstedeværelse kunne få hendes legeme til at smuldre.
”Renny?” spurgte den unge mand stille og så på hende med sine grønne øjne, der nu også rummede et strejf af noget gyldent inderst ved pupillerne. Edgar stoppede en meter fra hende og lod armene hænge ned langs siden. Ansigtet lyste af bekymring.

Den sorthårede kvinde genkendte sit navn og drejede hovedet mod lyden af stemmen, hvis mørke røst havde kælet for det rullende ’R’; en stemme, der på en og samme tid, var både fremmed og genkendelig. De mørkebrune øjne fandt fæstne på den tynde skikkelse i det lette tusmørke, men deres blik afslørede, at kvinden, det tilhørte, ikke instinktivt genkendte den unge mand. Det var nu ikke tilfældet –

Og så alligevel. Noget havde forandret sig. Noget var ikke, som det havde været, og selv i mørket vidste hun, at det var således; selv i mørket så hun det.

Under de gnistløse øjne hang tunge, mørke rande. Selvom Renny ikke havde været bortrejst i mere end halvanden måned, havde hendes fysiske fremtoning ændret sig markant. Den så normale fyldige og stærke krop var reduceret til dens ene halvdel; ikke længere var hendes barm fyldig og struttende, ikke længere var de brede hofter bløde og runde.
Det var dog det fregnede ansigt, der vidnede højest, og mest dominerende om, at noget var hændt; det var nemlig askegråt og udtryksløst, så ulig kvindens normale frembrusende fremtoning og kække smil. Der var ikke noget at finde iblandt alle fregnerne; kun skarpe kindben og indsunkne, store øjne.

Øjne, der ikke havde forladt den unge mand, siden navnet havde forladt hans læber. ”Hvis hun kommer frem, så vil jeg ikke snakke med hende”, lød det omsider fra Renny, der efterfølgende fjernede sit blik fra Eadgars skikkelse.
”Jeg vil ikke snakke med hende, som bor indeni dig. Hun er… forfærdelig. Jeg kan ikke lide hendes grin. Og hun stiller modbydelige spørgsmål, som jeg ikke ved, hvad jeg skal svare på.” Renny fugtede sine tørre læber med en tøvende tungespids, uvidende om, at Eadgar ikke vidste, hvad der var sket, forinden at hun var rejst afsted. 

Rygterne havde haft ret. Mørket havde spist hende indefra, nådesløst suttet livssaft ud af den ellers så livsstærke kvinde, præcis på samme måde som man sutter marv ud af knogler. Hun var svundet ind. Ja, næsten forsvundet, indså Eadgar den Andægtige med lige dele forfærdelse og sorg. Mørket havde snylte på hendes kræfter, druknet hendes glød og brækket hende fra hinanden. De havde forsøgt at samle resterne i hvide, religiøse klæder, men selv Eadgar kunne se, at det ikke var nok.

O, Lysets Lys. Omfavn hende og styrk hende. Lad hende genfinde sin sjæl og sin krop. Frels hende fra det onde mørke, som endnu klæber til hende, som fluer og ådselædere gør om det der skal dø.

Lammet af synet blev Eadgar stående. Sorgen voksede jo mere de grønne øjne så.
’Hvis hun kommer frem, så vil jeg ikke snakke med hende’ lød det med sprukken stemme og hjertet sank endnu længere ned. Den unge mand havde klamret sig til det skrøbelig håb, som nu blev til støv mellem de blide hænder. Erkendelsen var tæt på at få ham til at græde:
Hendes forstand – de har taget hendes forstand. Hun taler i vildelse – befinder sig i en skyggeverden med hallucinationer og bedrag.
Kæreste Renny, tænkte Eagdar stum af bedrøvelse. Kæreste, kære Renny, hvad har de dog gjort ved dig?
Han trådte tøvende et skridt frem, men bremsede da kroppen. Han havde hørt uhyggelige beretninger om, hvad der kunne ske med folk, hvis livstråd var skrøbelig og tæt på at knække. Et porøst sind kunne nedbrydes ved en enkelt forkert handling. En berøring – velmenende og kærlig – kunne blive et uopretteligt nådestød og efterlade en sølle, plaget eksistens, der aldrig ville kunne finde ro til at leve.

”Renny, det er mig – Eadgar. Husker du mig ikke?”

Forvirringen var tydelig, og lod sig afsløre i de mørke øjne, der hastigt vendte tilbage til Eadgars skikkelse, og øjeblikket efter begyndte Rennys fyldige læber også at åbne og lukke sig; som lå der usagte ord på tungen, kvinden dog aldrig skubbede den sidste vej ud.
”Jo. Jeg forstår ikke –”, lød det mumlende fra hende, hendes tone skinger og kvækkende af vantro, men i det øjeblik, at hun havde talt, begyndte at det at dæmre, at Eadgar ikke anede, hvad hun talte om. Den unge mands kvælende forundring stod malet ligeså tydeligt i hans eget ansigt som i hendes, og Renny måtte frygtsomt konstatere, at Eadgar øjensynligt ikke vidste, at han ikke var alene i sin egen krop.

Eadgar havde dog unægtelig forandret sig – og hvorfor i grunden det? Hvorfor kunne Renny se det men ikke ham selv?

”Men din krop har jo forandret sig!”, udbrød hun, hvorefter Renny fik kæmpet sig selv op at stå. Hun vaklede en anelse men som resultat af den pludselig opstigning, eftersom hun havde siddet på marmorbænken i haven i adskillelige timer. ”Du – da vi stod tæt – det var der, hun kom frem! Kan du ikke huske det?”, fortsatte Renny forhastet sine ord, der som et vandfald buldrede ud af hendes mundhule.
”Og så gik hun. Hun lod os slet ikke sige farvel! Jeg vidste ikke, hvad der skete med dig – eller hvad der ville ske! Om hun ville straffe dig – hun sagde, at din handling – at du… at det kom bag på hende! Det var derfor, hun kom.” Renny kunne endnu ikke høre sine egne ord; den febrilske og skingre tone, der vidnede om, at hun ikke længere var sig selv, men –

Værst af alt var, at hun endnu ikke kunne se dem begge udefra; endnu ikke forstod hun, at hendes ord ikke gjorde noget godt, at Eadgars indre måtte krympe af sorg over, at hans bekendtskab tilsyneladende havde mistet hovedet, der sad fast på, de nu tynde, skuldre.

Fortsat naglet til stedet, betragtede Eadgar Renny gå i mental brand. Eller opløsning. Og han turde ikke foretage sig noget, idet det potentielt kunne forværre situationen yderligere.
’Men din krop har jo forandret sig!’
Renny måtte have feber. Han prøvede ikke at se på hende, som om hun var en galning – eller en som var skingrende sindssyg, men alt indeni skreg at hun var tabt, for ødelagt til at give mening.
Jo, bevares, hans hår var blevet en smule mørkere, men hår var foranderligt og det var ikke unormalt at nuancerne ændrede sig en smule efter årstiderne - det var faktisk ganske almindeligt.
I et spejleløst tempel havde Eadgar den Andægtige ikke haft mulighed for at nærstudere sig selv – han havde aldrig gjort det, og havde dermed kun en vag formodning om, hvordan han egentlig så ud i detaljer.
Renny stavrede nærmere og Eadgar bekæmpede en modstridende impuls, der lige dele ønskede at gribe hende og trække sig væk på behørig afstand.

En enkelt tempeltjener havde kommenteret at Eadgar så ældre ud end han plejede, mindedes forkynderen med ét. Men den unge mand havde slået det hen – det ville være unaturligt hvis ikke Rennys forsvinden og de intense oplevelser som Eadgar i stigende grad blev udsat for (og selv opsøgte) ikke satte sine spor.

Hun snakkede og det hele lød vanvittigt. Hvert et ord var blottet for fornuft og mening, og gjorde det tydeligt for Eadgar at Renny ikke befandt sig i den samme verden som ham selv. Skulle han kalde på en helbreder? Måske kunne de få noget beroligende i hende, for det var tydeligvis helt løbet af sporet.
”Hvem snakker du om, Renny?” endte han i stedet med at spørge, fordi han ikke kunne holde ud, at de befandt sig i hver deres verden.
O, Livets Gudinde. Lad hende komme til fornuft.

Anerkendelsen kom væltende som en tsunami øjeblikket efter, at Eadgar havde ladet sine ord nå hendes egen øregang. Han anede ikke, hvad hun talte om, måtte Renny forskræmt indrømme, og realiteten fik hende til at tabe pusten af afmagt.
Dernæst indfandt tvivlen sig: havde hun, ja, drømt det? Var det overhovedet sket? Rennys tanker ræsede afsted, og alle prøvede de, at danne mening i, hvad hun havde oplevet. Hun var taget afsted og mødt Zirra, indtil det uundgåelige var sket og hun var blevet kidnappet, forinden at de havde bevæget sig om bord på skibet. Men forinden havde hendes tanker været klare – de havde fundet artefakterne, men Renny havde ikke mærket deres virkning, som Zirra havde gjort. Hendes chakra var ikke blevet spist af lerkrukkens dybe og mørke hulmund, og hendes skader nu var fysisk. Hendes mentale tilstand var intakt –

Var den ikke? Renny sank en voksende klump i halsen og gned sit udmagrede ansigt. Da hendes fregnede hænder omsider forsvandt derfra, skævede hun, grænsende til kuet, til Eadgar. Hun kunne ikke tale med ham om det, så meget vidste hun pludselig og spionens evigt praktiske tilgang ud i skuespillets kunst, blev hendes redning.
”Måske – måske har jeg drømt det”, mumlede hun og skar en bedende grimasse. ”Undskyld Eadgar. Jeg – jeg ved ikke, hvad der gik af mig”, lød det dernæst forhastet, i det hun bredte sine tynde arme ud, i håb om, at han nu turde nærme sig hende og give hende en tiltrængt omfavnelse.

”Jeg troede, du var en anden. Undskyld. Jeg kan godt huske dig. Selvfølgelig kan jeg huske dig!” 

Eadgar kunne ikke helt slippe sin forsigtighed, som han stod og så hvordan Renny gned sig i ansigtet, der slet ikke lignede hendes gamle. Når det kom til stykket havde Rennys ord passet bedre til hende selv: For hendes krop var i sandhed forandret. Hun var en skygge af sit tidligere jeg, en dårlig, sjusket efterligning. Den forkerte krop i de forkerte klæder.

Og pludselig lød hun næsten normal. Eadgar stod med tilbageholdt åndedræt, ventede på at stemmen skulle blive skinger og ordene meningsløse igen, men det skete ikke. Det var dog ikke unormalt at selv de mest plagede sjæle kunne opleve øjeblikke med klarsyn. Men hvis det var et klarsyn forsatte det, og Eadgars hjerte bristede, da hun slog armene ud til siden.

Ganske forsigtigt trådte han frem og lagde armene om hende, bukkede hovedet ned mod hendes hår. Kunne han værne hende mod alt ondt gjorde han det. Kunne han suge alt Mørket ud af det forpinte sind ville han gøre det uden at tøve.
”Det er okay,” mumlede han mod hende, mens det stak i øjenkrogene. ”Det er okay.”
Renny virkede så lille og skrøbelig mod Eadgars nye krop.

I det at Rennys fregnede ansigt forsvandt i Eadgars bløde gevandter, skar hun en lidende grimasse. Den unge mands tone og forskræmte ansigtsudtryk var hjerteskærende at betragte, og uden at give sig selv særlig med råderum – eller forståelse – til sig selv, vidste hun, at det var grundet hende. Ikke alene hendes ord, men også hendes tilstand; en, der så åbenlyst havde forandret sig. Selvom Renny havde opholdt sig i Templerne nogle dage, havde hun set sit spejlbillede i søens mørke vand – heller ikke hende selv kunne genkende kvinden, der stirrede tilbage med tomme øjne.

Renny trak sig en smule fri af Eadgar og så op på ham med et lille smil, fast besluttet på at male enhver bekymring, han måtte have, til jorden. At betragte ham så usikker omkring sig, var ganske enkelt ikke til at bære.
”Kom”, bad Renny stille, hvorefter hun tog om Eadgars ene hånd og førte ham tilbage over til marmorbænken, hvorpå hun satte sig. ”Alting bliver okay igen. Jeg skal bare – jeg skal bare have nogle dage mere her i Lyset. Det forstår du godt, ikke?”, spurgte hun dernæst i en næsten forsonende tone, som havde Eadgars og hendes adskillelse været resultat af et uvenskab.

”Alting bliver godt igen. Jeg får det bedre hver dag.” 

For en stund – noget der for Eadgar virkede som meget kort tid – stod de blot. Så trak Renny sig fri.
Eadgar blev øjeblikkeligt nervøs igen. Var klarsynet væk? Havde hun mistet fornemmelsen af tid og rum? Troede hun, at han var en anden? Kunne hun se kvinden, som hun havde nævnt flere gange efterhånden? De grønne øjne studerede Rennys ansigt, i forsøg på at aflæse og dermed forudse tegn på, at hun var ved at blive opløst igen. Mørket hang jo om hende.
Men det skete ikke. I stedet tog hun hans hånd i sin, og førte dem hen til bænkene.
Selvom ordene, som efterfølgende blev sagt i sig selv var optimistiske, lød det hult. Eadgar skammede sig over at tvivle på Lysets helbredende evner, men ikke desto mindre var det netop, hvad han gjorde.

”Selvfølgelig,” hørte han sig selv sige.
”Lyset vil hjælpe dig og styrke dig. Inden du får set dig om, vil du være dig selv igen.” Det var svært at forholde sig optimistisk til det, men Eadgar den Andægtige forsøgte. For Rennys skyld.
”Hvad skete der?” spørgsmålet flød pludselig ud over tungen, inden han fik bremset sig selv.

Renny sank besværet den voksende klump i halsen – den, der truede med at sprække og flyde fra hendes mund, så ingen ord ville undslippe hende – alt imens, at de mørkebrune og tomme øjne betragtede det grønne græs. Da hun omsider talte, var det lige dele lavmælt og tøvende, men ikke forinden, at tavsheden havde sænket sig ubehageligt over dem:
”Jeg fik til opgave, at infiltrere en af adelsfamilierne i Rubinien. Der går rygter om, at de støtter Mørkets hær, så mit primære formål var, at finde konkrete beviser, der enten ville bekræfte påstanden eller ej –”, begyndte Renny at fortælle, hendes ord næsten fortrukne og drævede. Med vilje lod Renny ikke Eadgar vide, at hun havde haft en partner i sit foretagende. Skulle sandheden undslippe Tempelhavens beskyttende hinde, kunne Renny ikke risikere, at Zirra også blev offer for den. Et sted bag den hvide pande hviskede en opmuntrende stemme, at hun, i det mindste, stadig kunne tænke som en spion.

”Familien havde informeret de offentlige instanser om, at der var en underjordisk gang med en dertilhørende krypt, som ikke længere var i brug. Noget med – underlaget. Sandet var begyndt at skride, så fundamentet gjorde det samme. Jeg tænkte, at det var en undskyldning, så jeg skaffede mig adgang og fandt magiske artefakter. Så snart jeg kom ud derfra, kontaktede jeg min kontaktperson, i håb om, at han kunne fortælle mig, hvad de var. Det kunne han dog ikke, og så siger reglerne, at jeg skal fragte dem med tilbage til hovedstaden, så en eller fag fagkyndig kan sige noget mere specifikt. Først derefter bliver det bestemt, hvad der så må gøres. Min kontaktperson fandt et skib, der sejlede hertil den næste dag, men jeg nåede aldrig om bord. Min… position må være blevet solgt til Mørket, for…” Renny tav brat, som minderne gled tilbage til, hvad der var sket – og ikke mindst, hvem hun havde mødt.

”Ligeså vel som Lyset har en Spionmester, således har Mørket også. Det var ham, der – du ved. Gjorde det her…” 

Eadgar den Andægtige skottede til Renny, som hun sad der og stirrede ud på noget ubestemmeligt. Han havde sat sig ved hendes side, netop langt nok fra hende til at der var et lille lag af luft mellem deres kroppe. Og dog tæt nok til at han kunne fornemme hendes væsen og iagttage hendes mindste trækninger.
Mens Renny fortalte, kunne Eadgar se, hvordan de indre billeder gjorde hendes øjne tomme og hendes ansigt fortrak sig. Den unge mand bed sig i læben og følte med hende.

Selvom det ikke burde komme bag på ham at Mørket havde nogenlunde samme .. organisationsstruktur som Lyset, overraskede det ham alligevel. Han så altid Mørket som en primitiv samling af galninge. At de var en struktureret enhed med spionmestre var decideret væmmeligt at tænke på.
”Hvordan kunne de vide det? Du har jo ikke fortalt det til nogen, har du?” Eadgar forsøgte at fange hendes blik. Tanken om at en havde solgt informationer, der havde ført til Rennys tilfangetagelse var tusind gange værre end at Mørket forstod sig på arbejdsfordeling og hierarki.

Eadgars ord fik Rennys mørkebrune øjne til at søge hans. Selv i det lette tusmørke så hun, hvordan de ikke længere var de samme som før, og for blot et øjeblik kunne hun ikke andet, end at stirre ind i alt det ukendte med et reserveret blik.
Da Renny omsider brød tavsheden, syntes hendes ord at sige mere end de gjorde – som søgte Renny efter en grad af opklaring midt i alt det uforståelige, og som ville Eadgar alene kunne give hende det: ”Jeg har ikke fortalt det til andre end dig.”

Eller har jeg, Eadgar? Har jeg fortalt det til andre end kun dig? Hvad med hende den sorthårede kvinde, der pludselig stod foran mig, sidst vi sås og da du kyssede mig?

… var det mon hendes værk? Kan du overhovedet huske, at du kyssede mig?

Renny var ikke sikker på, at hendes ord ikke var forblevet bag hendes egen pande, men at dømme efter Eadgars reaktion, måtte netop det være tilfældet. Det var også derfor, at Renny forsøgte, at lade et smil indfinde sig på hendes fyldige læber. ”Men fortæl mig – hvad har du lavet, imens jeg var væk? Har du haft det godt?”

Eadgar stirrede på Renny med rynkede bryn. Hun måtte huske forkert, tog han sig selv i at tænke. Eller også havde nogle andre opsnappet de følsomme informationer andet steds fra. For en ting var i hvert fald sikkert:
Eadgar den Andægtige havde aldrig sagt det videre. I det hele taget var der ikke rigtig nogen som  vidste at han kendte til Renny. Rhoslyn havde aldrig fået et navn, da han havde brugt hende til at skrifte ved, og Sarah troede næppe at Renny og Eadgar sås privat.

Skyldfølelsen dukkede først op, da hun stillede ham et nyt spørgsmål. Eadgar så ned. Det var svært at se Renny i øjnene og samtidig berette om hvilke hæsblæsende men helt igennem skønne dage han havde haft, når han vidste at hun havde gået igennem helvede. Hun var blevet knækket mens han var levet endnu mere op.
”Tjoh. Jeg har haft det udmærket. Jeg har fundet en som også forkynder Lyset – vi spiser frokost sammen.” Eadgar tav. Løftede ansigtet imod hende. Jeg har fortalt hende om os, havde han lyst til at sige –  hun afslog forresten mit ugennemtænkte frieri, men accepterede mit venskab. Og så har jeg drukket mig sanseløst beruset og vågnet i en seng sammen med den varulv, jeg i første omgang havde kontaktet; hende som skulle banke dig.
”- Og så har jeg haft en del at tænke på” endte han med at tilføje, hvilket heller ikke var helt forkert.

Renny var nær ved, at lade en af sine tynde fingre glide hen og indunder Eadgars hage, i samme øjeblik at han så ned. Selvom de afslørende farver ikke længere dansede omkring hans tynde skikkelse, så den sorthårede kvinde ubehaget, der emmede fra ham, i det at Eadgars egne minder genspillede sig for hans indre blik –

Og da forstod hun instinktivt, at noget var forandret; forandret mellem dem men også i Eadgar selv. Erkendelsen af, at hverdagen uundgåeligt skred videre – at den havde udviklet sig til noget bedre – imens, at Renny var bortrejst, var… næsten ikke til at bære, og i sit stille sind afgjorde spionen med sig selv, at dette øjensynligt var enden på, ja, hvad end, de havde været for hinanden forinden, at hun var taget afsted mod Rubinien.
Den magiske spænding der havde slået gnister mellem dem, var ikke nogle steder at se.

Renny tog sig selv i, at have stirret på Eadgar med et lille smil spillende i den ene mundvige, og straks så hun ned på sine hænder. ”Det lyder nu dejligt. Selv med meget at tænke på”, svarede hun omsider, hvorefter hun tog en dyb indånding; som var luften hendes skjold mod, hvad end der måtte følge derefter.

”Vil du snakke om det?”, spurgte Renny dernæst, hendes tone så opmuntrende, hun overhovedet kunne mønstre.

”Vil du virkelig høre om det?” røg det ud af ham, mens blikket flakkede en kende. Hans banale, nemme liv ville da kun gnide endnu mere salt og grus i de sår, som prydede Rennys væsen. Ville det ikke? ” – Mit liv har været ret simpelt mens du har været væk,” forsøgte Eadgar sig, mens han prøvede at holde skyldfølelsen i ave. Egentlig vidste han ikke hvorfor han følte sig skyldig. Det var jo ikke forkynderen selv som havde sendt Renny på en lang rejse mod ukendte farer.

Derudover vidste den unge mand godt, at han - rationelt set – slet ikke burde føle sig flov over at have levet sit liv i mellemtiden: ”Eller ikke enkelt, men – du ved – almindeligt. I forhold til det du har været igennem… - ”Stemmen døde ud. Eadgar vidste ikke, hvordan han skulle angribe emnet, hvordan han skulle håndtere ikke bare Renny, men hele situationen; Den ødelagt Renny, der krampagtigt forsøgte at komme til hægterne og prøvede at bilde dem begge ind at det hele var normalt. Eadgar følte sig ramt af ubegrundet berøringsangst og det havde konsekvenser for fortroligheden. Han turde ikke gøre det værre, og frygten for netop dét gjorde at alt blev akavet og unaturligt .. og værre.

”Hun hedder Rhoslyn, hende jeg spiser frokost med,” begyndte han tappert og følte hvordan hulheden rungede i mellemrummet mellem dem.
”Du må møde hende en dag, hun er ..” Han afbrød sig selv: ”- Jeg ved ikke hvad jeg laver, Renny. Hvad vi laver. Jeg kan ikke sidde og snakke om hverdag når du har det sådan. Det piner mig at se dig være så .. – at jeg ikke var der, da du havde brug for hjælp.”

Eadgar nåede ikke, at fortælle særlig meget før, at han atter tav – hvilket fik Renny til, atter at se op og forsøge, at fange hans blik for endnu engang. Hun følte for ham. Det samme ubehag havde også været at finde i hendes forældres øjne, for ikke længere var Renny, som de huskede hende. Også for dem var den sorthårede kvinde blevet til en fremmed, og hun havde ikke haft styrken til, at vise dem, at det blot var for en stund.

Renny vidste heller ikke, om hun havde styrken nu og inderst inde, ønskede hun bittert, at situationen ville være en ganske anden. En, uden berøringsangst, åndeligt såvel som fysisk.

Ikke, at det var det, hun gav udtryk for. I stedet sendte hun den yngre mand et bredere og varmere smil, i håb om, at det ville opmuntre ham. Dernæst lagde hun sin spinkle hånd henover hans egen, og gav den et fast klem – som for at minde ham om, at der stadig var kræfter tilbage i hende.
”Det gør mig ondt, Eadgar”, mumlede hun og mente det skam, hvorefter Renny vendte sig mere mod ham. ”Men du må ikke – det hjælper, at du snakker. At høre din stemme, hvad du har lavet, imens jeg har været bortrejst – det er behageligt. Det minder mig om, at livet fortsætter uanset. Så snak, vil du ikke være sød? Fortæl mig alt det, du vil.” 

Smilet var klart bedre end det forrige – det mindede til forveksling om de gamle smil, der var blevet sendt Eadgars vej måneder forinden. Hvis ikke hun havde set så ualmindelig træt og nedkørt ud, ville den unge mand muligvis – blot for et øjeblik – have glemt hendes skrækkelig skæbne.
Det gibbede i ham da Renny gav hans hånd et klem. Varmen var øjeblikkelig, og det fik ham uvilkårligt til selv at tage fat i hendes hånd med sin egen, uden intention om at slippe lige foreløbig. Heller ikke selvom de sad i den helligste af de hellige haver.

”Virkelig?” Forkynderen havde svært ved at forstå det, muligvis hjulpet yderligere på vej af, at det altid gjorde ham relativt beklemt at snakke om sig selv. Hele hans væsen var skabt på et grundlag om at lytte på andre. Eadgar den Andægtige fyldte forbavsende lidt i sin egen historie.
Så trak han på skulderne og indvilligede.
Nænsomt og ’børnevenligt’ gav han sig til at fortælle om Rhoslyns afslag og om sin markedsdag med kvinden Sarah (han undlod at komme ind på at Sarah var dén varulv, som Renny allerede havde hørt om) og hvordan han egentlig havde haft et simpelt men rigt liv i den tid Renny havde været taget til fange.
”- Jeg føler mig næsten som et nyt menneske,” afsluttede han med et lille smil.

Renny lyttede men ikke megen afslørede, hvad end hun måtte tænke om Eadgars fortælling. Der var nogle ord, der syntes at gentage sig selv bag Rennys kridhvide pande, selv længe efter at den unge mand var holdt inde –

Et frieri? Tanken ville, til trods for alvoren, der lå imellem dem som et tungt, altomsluttende tæppe, ikke rigtig sætte sig fast i den sorthårede kvindes bevidsthed. Hvorfra var den tanke kommet? Og så efter – mon han overhovedet huskede, at han havde kysset hende?
Alskens spørgsmål sprang dernæst frem og gjorde alle deres bedste for, at blive tænkt hele vejen til ende. Det lykkes dog knap for nogle af dem, for Renny var, i sandhed, forvirret i sin grundvold.

Og så var der naturligvis det aspekt, at Eadgar følte sig som et nyt menneske. Renny var ikke i tvivl om, at det også netop var det, han var men dog ikke – ja, ikke på samme måde, som han selv følte det. Ved alle Guderne, tænkte hun panisk, i det hun drog et overfladisk, uhørligt suk, jeg må finde kvinden, når jeg engang kommer ud herfra.

”At spise frokost med den kvinde, man gerne vil ægte sig med, er generelt et godt udgangspunkt, inden at man sådan… frier til hende”, spøgte Renny lavmælt, hvorefter hun sendte ham et sigende – ja, næsten irettesættende blik. Det stak forræderisk af jalousi i Rennys bryst, men til trods derfor, flyttede hun endnu ikke sin hånd fra hans. Det var måske egoistisk, men hun nød hans varme. Hun havde savnet den, lige siden at kvinden var trådt frem fra sit skjul og taget Eadgars nærhed fra hende.

”Men jeg er glad på jeres vegne. I kommer unægtelig til at klæde hinanden”, lød det dernæst, og i grunden ganske oprigtigt også. ”Og jeg glæder mig til at møde hende. Tror du, at hun vil kunne tåle at være sammen med mig?” Renny lod et drillesygt blink følge hendes spørgsmål.

Det var overraskende svært for Eadgar den Andægtige at tolke Rennys mimik. Og den unge mand vidste hvorfor: Han blev distraheret. Når han forsøgte at se ind i hendes brune øjne, flyttede opmærksomheden sig mekanisk ned til de mørke rander, der hang nedenunder. Forsøgte forkynder at aflæse munden, syntes han i stedet at fæstne sig til det tynde ansigt, og det lille nedadvendte ved mundvigene. Overalt gemte Mørkets tegn sig, og som Lysets forkynder kunne han simpelthen ikke se bort fra det – men han prøvede; fordi Renny selv kæmpede så indædt for at genfinde deres normale stemning og ånd.

”Det var en pludselig indskydelse,” røbede Eadgar, og følte af uvisse årsager at han næsten burde undskylde: ” Jeg tænkte – ja, måske blev jeg inspireret af det arrangerede giftemål du har fået stablet på benene sammen med din ven? .. Bare af andre årsager, naturligvis.” Selvom det muligvis kunne lyde bebrejdende, var det ikke tiltænkt sådan. Forkynderen skottede til deres hænder, inden Rennys tilkendegivelse fik de grønne øjne rettet mod hende igen. Mente hun det virkelig? Var hun virkelig glad? Hvorfor følte han at det klingede så hult, på trods af at ordene egentlig var høflige og sikkert velmenende. Renny havde ingen ond knogle i sin krop; Eadgar var sikker på at hun kun ville føle oprigtig glæde, hvis han rent faktisk endte med at binde sig med et helligt løfte til en ligesindet – og alligevel, et sted i mørket, følte han at de sad og sagde farvel til hinanden - til alt hvad de havde delt indtil nu. Muligvis var det denne skjulte følelse, som fik ham at understrege Rhoslyns kvaliteter ekstra tydeligt:
” Rhoslyn kan med alle. Hun er det rareste og nemmeste menneske, som jeg nogensinde har mødt. Åben og venlig. I ville sagtens kunne komme godt ud af det med hinanden – det er jeg slet ikke i tvivl om. Rhoslyn er virkelig skøn. Hun har hjulpet mig meget.”