Balzera var – ufattelig langt væk, hvilket havde resulteret i en række komplikationer. Første stop var derfor hovedstadens havneområde, hvor en knap så fornøjet kaptajn havde givet Renny fri for et godt stykke tid. Faktisk ville hun ikke se dem i månedsvis, og det var et faktum, den korthårede kvinde havde svært ved at finde sig til rette i.
Dernæst fulgte beskeden til familien. Den blev taget – hvis muligt – endnu ringere end måden, hvorpå kaptajnen havde taget den, hvormed Renny var i et fandens humør, da hun omsider tog afsted hjemmefra. Det gjorde ikke det hele meget bedre, at hun var alene på den lange rejse. Det gav hende for megen tid at tænke i, og hvis der var noget Renny Gandir hadede og afskyede som pesten selv, så var det netop det; at blive efterladt alene tilbage med sine tanker. Mange dårligskaber kunne springe frem med grobund i ensomheden, for det var en af de mest nærende organismer, Renny kunne navngive –

Ikke at hun kunne – selv hvis hendes liv afhang af det – navngive noget som helst andet. Svampe eller dyr ville slet ikke springe frem bag den solbrune pande, hvilket Renny også gjorde det første og bedste menneske opmærksom på.
”Det ville jeg bare ikke kunne! Så meget kan jeg godt love dig for!”, havde hun udbrudt i frustration, og var dernæst skridtet hastigt videre. På intet tidspunkt så hun, hvordan den ældre herre havde betragtet hende i komplet forvirring, for hun var trods en travl kvinde. Hun havde et sted at være –

Og et sted hvortil hun indfandt sig.

Det så ikke synderlig luksuriøst ud, men Renny syntes ikke at bemærke det faktum, i det hun tog de vakkelvorne trapper til husets første sal. Med lette fingre ’tappede’ hun det så velkendte kodeord, for at lade den, der ventede på hende, vide, at hun var en ven – og dernæst trådte hun ind i det lette mørke.

”Hallo?”, lød det tøvende, i det Renny trak et smukt udseende tørklæde fra sine stærke skuldre.   

Zirra havde taget landevejen. I forvejen havde hun været syd for Dianthos på en anden opgave, da ordren på at tage til Balzera var kommet. Det var næsten halvandet år siden, hun sidst havde været dernede - på en kort tur for at opsnappe informationer om en slavering, der havde bevæget sig uden for ørkenens sandgrænser. Det havde ikke været let, men hun var kommet hjem med nok til at Lyset havde kunnet give slavesmuglerne et uventet besøg og inddrage den overtagede egendom til bedre aktiviteter.

Så selvom sommeren så småt var ved at snige sig ind på hovedstaden, havde hun ikke noget imod en tur til de sydlige kanter af landet. Undskyldningerne var parate og forudbestemte. De få venner, hun havde, tænkte ikke over hendes rejser, og familien ville blot tro, at det var en gentagelse af den succes, hun havde haft året før. Måske ville de endda tænke, at hun snart ville blive forfremmet og få mere at sige i den generelle byrenovation. Hendes storebrors hustru ville sikkert snakke ørerne ad Zirra, når hun kom hjem, for at få detaljer om de huse og arkitektoriske vidundere, hun var blevet bedt om at se på i ørkenen. 

Dem ville hun ikke få så mange at se af. Primært ville hun nok se indersiden af tjenestefløjen i den adelsfamilies hus, de skulle infiltrere. Indersiden af skuffer og hylder og bøger, hun ikke burde læse i. Så derfor blev de næsten tre ugers rejsetid brugt med en stor bunke information omkring arkitekturen og nogle af de mest prominente bygningsværker i Balzera. Information om selve den opgave, hun faktisk skulle udføre, ville vente på hende i deres midlertidige base i byen. På den måde, kunne hendes vogn ikke blive angrebet af tilfældige banditter, der så pludselig ville vide lidt for meget om Lysets foretagner. 

Det lille sikkerhedshus var et ikke helt faldefærdigt, men bestemt heller ikke nyrenoveret hus i et af de mere sammenklemte distrikter i ørkenbyen. Zirra havde været der en times tid, inden der blev banket på døren i det mønster, hun også selv havde banket med, da hun ankom. Da hun var kommet, havde der været en anden agent til stede, som havde overrakt hende en mappe med papirer og derefter var taget videre for at udføre andre opgaver. 
Nu var det Zirra, der vendte sig om fra bordet, hvor hun var begyndt at sprede dokumenterne ud i bunker, og hun mødte den nyankomne kvinde med et smil og en fremstrakt hånd. 
"Zirra," præsenterede hun sig selv.

Renny blev modtaget af en blond kvinde, der hverken kunne være meget yngre eller ældre end hende selv. Hun sendte denne Zirra et hjertevarmt smil, før hun prompte rakte sin hånd frem, så den kunne mødes med den anden. ”Renny”, svarede hun, hvorefter hun skar en grimasse af anstrengelse. ”Det var en forfærdelig lang vej”, lød det forklarende fra den høje kvinde, hvorefter hun slog sig tungt ned på en stol.
Til trods for Rennys ord og kvinden, som egentlig stod for mål for dem, betragtede Renny kun de alskens gullige pergamenter, der lå spredt ud foran hende. I det mørkebrune blik glimtede formålsrettede gnister, for der var mange ting der kunne siges i en sådan situation, men instinktivt vidste begge kvinder, at dette ikke var tiden. Nu gik planlægningen først for alvor i gang.

”Hvad tænker du om det indtil videre?”, spurgte Renny pludselig, hvorefter hun skævede op mod Zirra med et lille smil spillende i hendes ene mundvige. ”Jeg kan se, at plantegningerne ikke er helt opdateret. Tror du, der kan være sket dramatiske ændringer på fem år?” Renny pegede dernæst på en dato, hvorefter fingerspidsen gled ned over kortet, til den ramte de lange og smalle gangtunneller, der fandtes under palæet.

”Ved du, om de bygger meget i den her del af landet?”

Zirra tog plads ved siden af Renny, og fulgte hendes blik rundt på plantegninger og papirer. Renny var ikke en, hun havde arbejdet med før, men allerede hendes kontante måde at gå til det hele på, gjorde Zirra roligere ved det hele.
"Du kom også fra hovedstaden?" sagde Zirra næsten som en konstatering. 
Selv var hun også lykkelig for at være kommet frem og ikke længere behøve sidde i en bumlende vogn. Især den sidste del af turen på kamelryg havde været hård for hende, og at sidde på selv en simpel træstol, var mere behageligt.

"Hmm, godt spørgsmål," svarede hun og tyggede lidt på spørgsmålet. 
Palæet var et af dem, der ikke blev bygget så meget nyt på, for selvom området var i rivende udvikling, var palæet jo et kunststykke sig selv. Sådanne bygninger blev ofte kun renoveret hvis absolut nødvendigt, og alt originalt, der kunne bevares, blev bevaret. 
"Nu du siger det..." hun rakte ned til sin taske og hev sin notesblok op. Det var jo egentlig til hendes dækhistorie, men lige nu virkede det ret relevant at se på byplanlægningen. "Jeg læste noget på vej herned med at nogle gamle gange var blevet lukket af." Hun bladrede lidt i papirerne og pegede på en af udgangene på plantegningen, Renny havde peget på. "Dén er lukket. Men de andre er ikke. Noget med sandet i grundstrukturen. Hvis de har gang i noget fordækt, vil det sted være oplagt."

Renny nikkede med et lille, varmt smil i mundvigen. ”Det gjorde jeg”, bekræftede hun, men dernæst vendte de mørkebrune øjne tilbage til plantegningen, velvidende at den kønne kvinde øjensynligt ikke forventede yderligere fortælling.

Den sorthårede kvinde lyttede interesseret og fulgte Zirras fortælling med sin egen hvide finger. ”Ser man det, ser man det…”, hviskede Renny smilende, hvorefter hun var stille for et øjeblik, alt imens tanker ræsede afsted. ”Tunnelen, som udgangen burde være koblet til, fører til en krypt, så vidt jeg lige kan se. Vi burde måske tage et kig på den indgang først, ganske enkelt for at se, om det virkelig er sandt med den vakkelvorne grundstruktur. Kan du se, om nogle af de andre af gangene skulle føre samme sted hen? Jeg synes ikke lige – at jeg kan se det”, lød det dernæst mumlende, i det Rennys mørkebrune øjne løb henover de alskens forvirrende linjer. Stadig fortsatte den spinkle og hvide finger sit søgningsarbejde, for det var ganske enkelt umuligt for Renny, ikke at lade den fører øjnene i dens søgen.  

”Ved du desuden, hvad vi konkret leder efter? Eller er det blot at komme derind og snuse lidt?”

"Det ligner ikke, at andre fører derhen," sagde Zirra og længede sig ind over bordet for at hive et andet stykke papir til sig. "Og det undrer mig, at de har givet grundstrukturen som undskyldning, for så burde de omkringliggende bygninger også tage forholdregler, og jeg kan ikke se at andre har meldt noget."
Det mærkelige i det var sådan set ikke Zirras informationer i sig selv. Man burde antage, at hendes informationer ikke ville være lige så opdaterede som byens egne arkiver, og dem havde hun trods alt ikke været inde i. Det mærkelige var mere, at hun havde information om netop denne konstruktionsændring. Det lignede et røgslør i hendes optik. 

"Vi skal se efter spor af Mørket," svarede hun og rakte Renny det papir, hun havde taget frem før. Deres ordre stod listet i prioriteret rækkefølge. "Der har været brutale plyndringer langs kysten, så det må antages, at de vil prøve at få fodfæste på fastlandet, hvis de ikke allerede har det. Inden jeg tog fra hovedstaden blev jeg sat til at tjekke Reierfamiliens kontor igennem, så jeg tror det hele spiller sammen i en større opgave med at finde ud af, hvem i adelen, der kan stoles på."
Hvordan de to spioner havde tænkt sig at udføre deres opgave, var op til dem selv, i følge ordrene på pergamentet. Hvis de gik efter en infiltration, var der vedlagt det områdets fastboende spioner havde opsnappet som de bedste indgangsvinkler. Rennys forslag om at tage et kig på de underjordiske gange og krypten, de burde lede ud til, virkede som en god og let måde at komme i gang med arbejdet på, og få et indtryk af, hvordan palæet var bevogtet.

Renny nikkede instinktivt, men forblev – igen – tavs for blot et øjeblik. Det var mærkeligt, men Renny vidste endnu ikke, hvad hun præcis skulle tænke om det, der udspillede sig foran hende. ”Det virker næsten for godt til at være sandt, ikke?”, lød det omsider fra den sorthårede kvinde, i det hun skævede til sin modpart med et lille, underfundigt smil i mundvigen. Dernæst nikkede hun mod plantegningen, men dog uden at de mørkebrune øjne forlod Zirras egne blå. ”Men tror du, at det kan være – ja, almindeligt? Eller er det pure opspind og der, de vil have ubudne gæster hen i stedet?”

Renny sukkede overfladisk, hvorefter hun lod sit blik farer for endnu engang. Det skulle aldrig være nemt, mumlede en doven stemme bag den hvide pande, hvortil Renny nikkede spædt. ”Det er dog alligevel en, ja, svag opgave. Jeg mener – det kan trods alt være mange ting!”, svarede Renny, nu pludselig en anelse frustreret, hvorefter hun – med venlige øjne – betragtede Zirra for endnu engang.

”Har du nogle evner, der er værd at udnytte i den her sammenhæng?” 

Zirra tænkte over Rennys bud med, at det kunne være en gæstefælde for nysgerrige sjæle. Det var helt klart en mulighed, og ikke en helt irrelevant overvejelse. Havde Zirra selv et stort palæ, ville hun nok lave sådan et sted, men de færreste palæ-byggere tænkte sådan. Det kunne forklare, hvorfor de var blevet nødt til at lade som om en del af deres tunneller var usikre. Egentlig stod der vel heller ikke, at undergrunden var faldet sammen, bare at der var høj risiko for det, så man ville have folk derned. Hvad skulle folk dernede ellers? Det var for stort til blot at være en vinkælder... Måske havde gangene fungeret som flugtveje under krige gennem årerne?

Hun blev hevet ud af tankerne, da Renny spurgte ind til evner, og hun kunne ikke holde et svagt, udpræget irriteret støn tilbage. 
"Hvis vi gerne vil rende rundt i mørke, så ja," mumlede hun, og besluttede sig så aktivt for ikke at være sådan en idiot omkring emnet. "Undksyld, jeg er lidt for vant til at folk ser min evne som nyttesløs."
Hun tog fat sin bæltetaske og flyttede den på bæltet, så den kom om på siden hen mod Renny. Så åbnede hun den og viste de mange, lysende sten frem. Der var flere sten end lysende sten lige nu, fordi det var sværere for hende at finde stabile lyskilder, mens hun var på farten, men dem der var, flakkede stadig i den farve, de havde haft på deres oprindelige plads. 
"Jeg kan flytte lys fra ét objekt til et andet. Det oprindelige lys vil stadig brænde, man kan bare ikke se det. Rimelig effektivt hvis man er pyroman og ikke vil opdages, har jeg fundet ud af. Bare... Ikke så effektivt til super meget andet. Og så kan jeg lave nogle små ildfluer. Men jeg har latterligt lidt chakra, så jeg håber ikke vores overordnede har lovet dig en stærk magiker som partner på den her. Ellers kan jeg det meste fra træning og er ret god til at klatre på bygninger. Hvad med dig?"
Zirra fremtvang et smil og så undskyldende på Renny. Både over den aggressive reaktion, men også over at hun ikke var det vilde magividunder. 

Renny lod sig ikke umiddelbart intimidere af den blonde kvindes frustration. Farverne omkring hende skiftede afslørende, forinden at ordene forlod hendes læber, hvormed Renny selv var forberedt. Hendes mørkebrune øjne forblev derved hvilende på Zirra, hendes blik venligt – måske tilmed opmuntrende eller varmt. At føle sig inkompetent var trods alt noget, mange kunne relatere til – Renny inkluderet – og den sorthårede kvinde var ikke lavet af sten.
I det Zirra nåede til ende med sin forklaring, nikkede Renny langsomt. ”Du skal ikke undskylde. Vi to kan ikke blive uvenner i dag –”, svarede Renny hastigt men ikke mindre oprigtigt af den grund. Desuden var ordene ligeledes et løfte; et, der forhåbentlig fik Zirra til at slappe af. 
Øjeblikket efter satte en eftertænksom mine sig henover Rennys hjerteformede ansigt, hvortil hun prompte tilføjede; ”det kan være effektivt, hvis vi bliver opdaget. Desuden – er det muligt for dig at omvende processen? Flytte lys ind i objekter og ikke tage det?” Renny smilede varmt til den yngre kvinde, og ikke lang tid efter var det hendes tur til at trække lidt på skulderen.

”Jeg kan se, når folk lyver. Det er dog ikke ligeså, ja, skudsikker som det lyder. Individet skal bevidst lyve. Hvis de fortæller mig, hvad de tror, der er sandheden, så er jeg lige vidt”, begyndte Renny at forklare, hvorefter hun skar en grimasse. Hun brød sig generelt ikke om at fortælle om sine magiske evner, eftersom folk havde en række af reaktioner på dem. ”Og så kan jeg se, hvad folk føler. Jeg kan se deres aura, og den skifter i farver, alt efter deres humør.”

Zirra vendte blikket tilbage til Renny, da hun forsikrede hende om, at udbruddet ikke havde været skadeligt for deres spæde partnerskab. Et svagt smil spillede på hendes læber, og hun skulle til at besvare den mørkhårede kvindes spørgsmål, da hun kom hende i forkøbet og besvarede det, hun allerede havde stillet. 
Svaret fik hende til at lyse op. Sikken evne!
"Det er jo mega praktisk!" sagde hun. "Især til den her opgave. Jaja, de adelige vil helt sikkert være så dygtige til deres løgne, at de kan skjule det og måske selv tro på det, men tjenestefolk, der beretter om dengang gangene blev lukket og måske har grund til ikke at ville fortælle det? Det vil du uden tvivl kunne se på dem så! Og du kan oven i købet spørge dem, der generelt er mest nervøst anlagt."
Zirra drog et suk. "Dig vil jeg gerne have med på alle fremtidige infiltrationer."

Det var ikke fordi det var enormt svært at læse folks kropssprog og finde ud af, hvem man absolut ikke skulle nærme sig, og hvem man bare skulle stille det rigtig spørgsmål til for at hyle helt ud af den, men det ville da gøre opgaverne så meget nemmere og hurtigere lige at kunne vide sig ekstra sikker. Så blev der begået færre fejl, og man undgik at hoppe med begge ben direkte i en fælde af snyde-kropssprog.
"Men ja, jeg kan godt flytte det, det er faktisk sådan jeg tager det," tilføjede hun. "Det skal være et eller andet sted. Det i stenene her," hun pegede ned i bæltetasken. "Er fra diverse stearinlys eller fakler. Større bål, større ting at proppe det ind i. Jeg kan også flytte det fra én ting til en anden, men det kræver mere chakra. Jeg kan til gengæld beholde dem her uden at bruge chakra på det, når de først er flyttet. Indtil den oprindelige kilde går ud, altså, eller jeg selv slipper det fri igen."

Renny lagde hovedet på skrå, som den blonde kvinde begyndte at fortælle. I de mørkebrune øjne spillede der varme, ja næsten kærlige gnister, for alt hvad denne Zirra fortalte, lød langt fra så nytteløst, som hun først havde malet det til at være. Med et lille nik lod Renny Zirra vide, at hun forstod.
”Jeg synes nu, at det lyder ganske smart, skal jeg være helt ærlig”, svarede den sorthårede kvinde oprigtigt, hvorefter hun lod sit blik glide ned og henover plantegningerne. ”For hvis jeg forstår det rigtigt, så tillader det dig faktisk, at kunne tage og give lys til forskellige kilder. Og det får vi brug for. Det er jeg sikker på. Vi ved eksempelvis ikke, hvad der gemmer sig dernede, og så er det slet ikke dårligt at kunne bestemme, hvem der ser hvad.” Renny skævede til Zirra med et næsten legesygt blik, som spændingen over deres snarlige mission indfandt sig i den to år ældre kvinde.

”Jeg står altid til rådighed”, lo Renny dernæst. ”Men nu hvor vi kender til hinandens kompetencer – jeg er desuden rigtig dygtig til at spille en storbarmet og dum gås, hvis det kunne lokke – så synes jeg, at vi skal bestemme, hvad der er bedst at gøre nu. Hvad tænker du? Hvis vi skal forsøge at trænge ind, vil det vel være bedst at vente til mørkets frembrud, men måske, vi kan tjekke stedet ud? Ganske diskret inden, mener jeg” Renny så nu omsider helt på Zirra, hendes brune blik spørgende. 

Zirra begyndte at løsne mere op, da Renny tog styringen i at starte en plan. At arbejde sammen med en ny partner krævede altid  lige, at man skulle se hinanden an, og Zirra havde oftere været sendt på opgaver alene end sammen med andre. Var hun på en opgave med en anden, var det ofte en kontakt, det kunne få hende derind, hvor hun skulle snuse rundt, eller også havde de to vidt forskellige opgaver og arbejdede primært kun sammen ved at informere hinanden om deres fund. Denne gang virkede det til at opgaven var lavet til to personer, der arbejdede tæt sammen, og selvom det gjorde Zirra en smule nervøs, var hun også spændt på, hvordan det ville være. 

"En lille aftenvandring hen i området lyder som en god ide," sagde hun og lod sin finger følge de gader, der ledte hen til palæet og områderne. "Så får vi en idé om, om det overhovedet er til at komme til uden at skulle lave en større infiltration. Vi kan altid klæde os som turister, der vil se de smukke, sydlige bygningsværker. Hvis vi får en åbning, kan vi prøve et kig indenfor i ly af mørket?"
Det var svært at være fuldt forberedte uden at have set stedet med egne øjne. De kunne have nok så mange pæne tegninger af stedet, men at se det selv, gav altid sådan nogen som dem bedre ideer, end de kunne få hjemme omkring planlægningsbordet.

Renny nikkede med et bredt smil om læberne, ganske tydeligt enig i den blonde kvindes formodning. ”Jeg dur alligevel heller ikke til at sidde og planlægge i et væk”, indrømmede Renny hastigt, hvorefter hun lo stille. ”Så lad os tage derhen og kigge. Det kan der vel ikke ske så meget ved. Hvis vi bliver sendt væk, ja, så ved vi i det mindste, om det er strengt bevogtet eller ej.”

De to kvinder forlod lejligheden og skridtede ned langs de brede, tilsandede gader, så snart mørket brød frem og lod dagslyset takke af. Renny havde været fokuseret på opgaven, der lå foran dem, og det var i situationer som denne, at hun glemte livet derhjemme. Altid plejede hun at være bekymret, forinden at hun tog afsted, men så snart hendes støvlebeklædte fødder var trådt igennem hovedstadens sidste byport, ja, så syntes hendes tanker at forstumme. Det var altid en kærkommen fornemmelse.
De nærmede sig palæet og som de gjorde, greb Renny om Zirras arm. Straks efter lod hun dem sammenflettes, så de lignede to tætte veninder, der kom spankulerende i hinandens selskab. Alskens mennesker der krydsede deres vej, syntes ikke at bide mærke i dem, men det var bedst, at være på den sikre side.

Renny drejede af, i det en mørk gyde præsenterede sig for dem, og vendte sig dernæst straks mod palæet. ”Er det her – ja, det må være sydsiden, ikke?”, spurgte hun stille, hvorefter hendes sorte øjenbryn krøllede sig sammen i midten af hendes pande i en eftertænksom grimasse.

De gjorde alt for at ligne, at de passede lige ind. Zirra plastrede et smil på læberne, mens de gik gennem gaderne, hvor de selv også passerede flere par og turister, end de umiddelbart passerede byens indbyggere. 
Men smilet forsvandt og blev erstattet af en alvorlig mine, da de nåede gyden. Den gav lige nok visuel beskyttelse til at den større gade, de havde gået ad før, heller ikke var i fuldt syne for dem, og palæet tårnede sig op bag den bygning, de stod i baggyden til. 

"Helt sikkert her. Det må være rundt om hjørnet her vi kan se-" Længere nåede hun ikke. 
Imens de havde talt, var hun gået mod kanten af gyden, og lige som hun kiggede ud fra hjørnet, lige så hurtigt trak hun sit ansigt til sig igen. 
"Vagter," hviskede hun og satte sig på hug. "Eller folk i hvert fald. Der var noget bevægelse..."
Ganske, ganske forsigtigt, kiggede hun ud fra sit skjul og prøvede at danne sig overblik over, hvad hun så. 
"To vagter," hviskede hun til Renny. "Og to-næh tre andre... De bærer på noget. Jeg tror de bærer det hen mod den 'ødelagte' skakt."

Renny sank sammen, i samme øjeblik som Zirra. Det var mere per instinkt end en egentlig bevidst handling, men fra hendes position bag den blonde kvinde, kunne Renny ikke se, hvad der præcist foregik.
Imens Zirra dog fortalte, hvad hun så, trak Renny ned i sin skjorte, så den dybe kavalergang, om muligt, blev endnu mere prominent. Dernæst klappede hun Zirra på skulderen. ”Jeg prøver at komme nærmere”, mumlede hun lavmælt og målrettet, hvorefter hun rejste sig op og valsede ud fra gyden.

Rennys bløde hofter vuggede, som hun bevægede sig. Jo længere hun nåede hen mod forsamlingen – de bar på en smukt udskåren og dekoreret trækasse – des mere syntes hun, at begynde at smile, alt imens hendes mørkebrune øjne blev svømmende. Forvandlingen skete gradvist, men først da hun kom tæt nok på, syntes den at være komplet.
”Hey flotte”, udbrød Renny kælent, i det hun skridtede forbi en af vagterne, hvis brede skuldre lod hende vide, at han ikke gjorde sig i for mange hviledage. Hun blinkede til ham, og lod sine øjne følge ham, i det hun drejede rundt om sig selv. Det lykkes hende at se ind af skakten, men hvad hun så, var ikke megen værd. Der var nemlig ingen ting at se. Ingen vagter på den anden side, intet lys; kun et let oplyst mørke af eftermiddagssolen.
”Pis af”, vrissede han ligeglad, hvorefter Renny skar en fornærmet grimasse men gjorde, som hun fik besked på.

Zirra beundrede Rennys evne til at gå fra spionen, der gemte sig bag muren, til enormt sensuel og forførende kvinde. Desværre virkede det ikke på vagten, men det gav Zirra den perfekte åbning. Mens vagtens blik var forstyrret af Renny, satte Zirra i et hurtigt sprint henover det korte, bare stykke mellem gyden og palæets indhegning. Hun var godt nok stadig lige så langt væk, men at gå henover det stykke ville have været mere opsigtsvækkende end Rennys optræden.
Samtidig groede der efeu op ad hegnet, og Zirra kunne sidde på hug i skyggen fra de høje blade. 

Lige da Renny vendte om på hælen, så Zirra sit snit til at skabe lidt ravage og tilbyde Renny en åbning. Der kom en til gående op fra skakten med en kasse i hånden, og med vinklen ville det passe perfekt for hende at støde ind i ham. Som alle af den typer 'overfald' ville det dog se noget så påtaget ud, når hun lige havde forsøgt at tale til vagten. Det skulle ligne et uheld, og det var svært, når alle kunne se, hvad de lavede. 
Derfor fokuserede Zirra på de to fakler, der var blevet tændt for at de arbejdende kunne se, hvor de gik. Egentlig var det ikke helt mørkt endnu, for skumringstiden var langstrakt på disse sydlige kanter, men det hjalp kun det lille trik. Idet lyset forsvandt fra de to fakler og landede sikkert i et par lidt større sten i Zirras bæltetaske, blev både manden med kassen og vagtens nattesyn fuldstændig ødelagt. Hvad skulle øjnene vænne sig til? Dagslys? Fakkellys? Helt mørke? Skumring? Uden den gradvise overgang var de på røven, og nu var det bare op til Renny at få udnyttet den købte tid.

Renny lod sine øjne forblive på vagten henover skulderen, men til hendes store ærgrelse skænkede han hende ikke sin opmærksomhed. I stedet stak han en smukt udskåret pibe i den ene mundvige, i samme øjeblik Renny drejede om hjørnet og i al hast, tittede frem fra sit skjul. Hun kunne ikke se Zirra – hverken dér, hvor Renny havde forladt hende men heller ej nogle andre steder – og for blot et øjeblik, syntes Renny, at stå i eftertænksomhedens klogskab.

Der skulle dog ikke gå lang tid, før Renny omsider forstod, hvad Zirra havde gang i. Et lumsk smil spredte sig på hendes fyldige læber, i det at lyset forsvandt og med et satte hun afsted. Gadebilledet var ikke fyldt til randen med mennesker, men heller ej var det fuldstændig forladt. De få der stadig befandt sig nær dem, syntes dog ikke synderlig mærket af den hastigt gående kvinde – heller ej vagterne der stod og sludrede lavmælt, tilsyneladende om alt og ingenting.
De så hende ikke komme, heller ej de velplacerede slag og spark, der hastigt haglede nedover dem og efterlod dem i mørkets bevidstløse tilstand. Renny selv end ikke skænkede dem en tanke, i det hun – nu pludselig en anelse tøvende – satte en fod indenfor i tunnelen. Der var noget, der strittede forræderisk i hendes indre ved den smalle gang, men snart efter kom Renny på andre tanker. Hun blev i hvert fald tvunget til netop det, da en af de tre mænd kom styrtende mod hende.

Idet Renny løb mod tunnellens indgang, satte Zirra også af. Hendes øjne var mere vant til at gå fra lys til mørke end de flestes, og de manglende fakler gjorde hende ikke spor. Lyset nede i tunnellen gjorde til gengæld en del, og Renny var tydeligvis i problemer. Smal gang og tre fjender. 
Oppe på gaden havde hun klaret de andre med en præcision, Zirra absolut ikke ville kunne efterligne - så god i nærkamp var hun på ingen måde. Men hun kunne yde en god støtte. 

Op fra bæltetasken trak hun et håndfuld sten, som hun kastede frem over Rennys skulder og lige i fjæset på manden, der løb imod hende. Ingen af dem var synderligt farlige for ham, men det at få fakkelskær og stearinlys i lukket form op foran øjnene, var ikke noget, de fleste brød sig om. 
Rigtigt nok røg banden og svovlen straks ud af ham, som han blev midlertidigt blændet. De to andre mænd, der havde været ved at pakke kasser, vendte sig nu om mod dem, men nåede ikke at se dem an længe, for Zirra trak lyset fra de fakler, de havde sat op, ind i stenene i bæltepungen. Hurtigt lukkede hun for dens forede top, og tilbage i tunnellen var kun lyset fra de fem små sten, hun havde kastet i hovedet på den første angriber.

Renny mærkede en så ukarakteristisk panik gribe om hendes brystkasse, i det at lyset forsvandt helt. Til stadighed forblev hun dog tavs, velvidende hvad det kunne betyde, skulle hun bryde tavsheden med sin stemme. Der var – hvad, to mand tilbage? Renny var ikke sikker, men samme skæbne måtte tilfælde dem som deres øvrige følgesvende. 
Med lydløse skridt bevægede Renny sig frem, indtil hun nåede den mand, der havde fået en sten i hovedet. Han var ikke bevidstløs, så meget vidste hun, for stadig dansede en tynd aura omkring ham. Den var blå – målrettet – hvormed den sorthårede kvinde vidste, at han lå og ventede på hende. Ikke en dum mand, konstaterede en spæd tanke, hvorefter en anden hurtigt tilføjede: men du er heller ingen dum kvinde.

Renny fortsatte og slog til, før manden nåede, at gøre det samme. Hun begik dog en djævelsk fejl og mistolkede afstanden mellem dem, hvormed han nåede, at gribe om hendes støvle og derved mindske sparkets hårdhed. Renny var nær ved at falde, men besluttede sig i sekundet forinden, at det måske netop var for det bedste – så hun lod sig falde, tungt ned på manden, der udstødte et sidst, halvkvalt støn, forinden et skarpt knæ kolliderede med hans pande.

Zirra var overrasket over, hvor godt Renny håndterede at kæmpe i bælgmørke. Selv Zirras øjne skulle lige vænne sig til mørket et øjeblik, og da hendes partner foran hende landede tungt på manden, var det kun silhouetten hun så aftegnet over de svagt lysende sten. 
Auraer...
Renny kunne se auraer. Selvfølgelig!
Et smil brød frem på hendes læber, lige inden en angriber tumlede ind i hende. Sand hvirvlede op og kunne smages på tungen, idet hun væltede bagover med den ukendte angriber over sig. Heldigvis var han ubevæbnet. Uheldigvis var han væsentligt større end Zirra. 

De små ildfluer sprang frem omkring hendes ansigt, da panikken sneg sig ind over hende. Det her var absolut ikke hendes ekspertise, og så meget som hun påskønnede at få en anderledes mission i ny og næ, havde hun ikke forventet, at det ville udvikle sig voldeligt så hurtigt.
Fordi panikken var kommet, holdt ildfluerne ikke særligt længe. Magien blev tabt på gulvet lige som hun havde kaldt dem frem, men de nåede at gøre gavn. Angriberen blev forvirret, og det gav Zirra nok råderum til at stoppe en finger op i hans næse. Et forbløffet råb kom fra ham, og han kastede sig tilbage for at komme væk. Zirra rullede væk, tog en god håndfuld sand og kastede den i hovedet på ham. 
Forhåbentlig havde Renny mere held med at være mere end irriterende.