Det var langt op af formiddagen, da et par bank kunne høres, som noget tumlede ned af trappen, kort efterfulgt af et højlydt ”HALLIE” og larmende fodtrin, som den unge frøken i huset skyndte sig ned af trapperne efter kaninen Hallie som var faldet over sine egne ører og snublet ned af de sidste trappetrin.
Det betød også at hvis der var nogen der stadig havde været sovende i huset, så var de det nok ikke mere, da Aryas stemme var ufattelig god til at bære lyd med sig. At hendes kære storebror måske døjede lidt med nogle tømmermænd, det var hun jo ikke klar over endnu. 

Hendes fodtrin stoppede som hun nåede kaninen, som hun straks tog op i sine arme. Hallie vejede ikke så meget, og det var en af de få ting Arya godt kunne bære rundt med. ”Er du okay?” spurgte hun forsigtigt, som hun tjekkede kaninen for at være sikker på at intet var sket. Hallie så bare lidt omtumlet ud, men fandt sig i nu at blive båret.

Nu når Arya var sikker på at Hallie var helt fin, tog hun sig selv og kaninen mod spisestuen, hvor der burde være blevet sat op noget frokost, morgenmaden havde hun trods alt taget i sengen, da hun ikke havde sovet så godt. Der havde været lidt larm i huset, og hun havde måske også været lidt længe op og skrive. Et lille gab undslap hende, som hun nåede bordet og tog plads, stadig med Hallie på skødet.

”Kommer min bror også?” spurgte Arya uskyldigt til en af tjenerne der var i gang med at sætte mad på bordet. Hun havde ikke set ham hele morgenen, men hun havde set andre mere interessante ting i løbet af natten og morgenen. Desuden kunne han ikke gemme sig i sin seng hele dagen.
”Vi har fortalt ham at maden er klar,” fortalte pigen hun fik fat, og Arya nikkede, mens hun tålmodigt ventede på at Aldamar formegentlig ville dukke op. Hans mandeselskab burde da efterhånden være gået... ikke?

I de tidlige morgentimer, havde en sælsom skikkelse forladt det fine Arys palæ, hvor at han og efter bedste evne havde undgået både tjenestefolk og nysgerrige blikke. Det var forhåbentligt også lykkedes, men for at være helt ærlig, kunne Aldamar hverken vide eller gætte sig frem til om det havde været en succes. Faktisk var han ikke i stand til så meget, den selvsamme morgen. Fordi hvoraf Fabian havde forladt stedet i ret så fin velgående, og sikkert var gået hjem i ro og mag... jah der havde Aldamar det ikke godt. Slet, slet ikke.
Det havde været værst tidligere på morgene. Og nu hvor solen var krøbet tættere henad formiddagen, jah der kunne den mørkhårede fyrstesøn endelig bevæge sig mere end fra seng, til vask, til stol, til seng igen. Han lå dog stadigvæk i den alt for behagelige seng, en tung arm over øjnene imens at han prøvede at ignorere lyden af fuglesang og solskinsdage udenfor. Føj. Føj hvor var det højlydt!
En hoverende lille stemme hviskede at det dog var præmissen for at drikke sig fuld i vin, øl og alt derimellem, og han burde tage sig sammen. Den anden havde lidt mere medynk med ham, og det var heldigvis den der gav ham lov til at blive. Bare lige lidt længere. Bare lige et par timer mere, og så skulle han nok....

"HALLIE" Arya?
Med et ryk åbnede Aldamar forvirret øjnene, og løftede hovedet fra puden i selvsamme. Det havde uden tvivl været Arya's.... utrolige stemme, men det var ikke det vigtige. Ved Isari's hellige kirker, hvad lavede hun her? Den pludselige bevægelse fik det kort til at svimle for Aldamar, der med et anstrengt støn lagde sig tilbage i sengen. Var hun kommet i løbet af aftenen igår, da han var ude? Aldamar stivnede kortvarigt. Var deres mor her?..
Nej, hun havde ærinder i Zirzon.
Et lavmælt bank fortalte ikke længe efter, at frokosten var ved at være klar, og en vrissennde mumlen sendte tjerneren væk igen. Urgh... frokost.

Da Aldamar endelig kom ned, var det ikke ligefrem et fantastisk syn. Han havde været i bad, og adelmanden havde også fået pjasket noget vand i hovedet og sat håret en anelse. Han lugtede heller ikke længere af alkohol og sved. Men det var nogle tunge øjne der gled over den kvalmende mængde mad, og et træt - jah næsten irriteret glimt der første hilste på Arya og hendes larmende vaner, der uden tvivl ville være en træls blanding med hans dunkende hovedpine. "Hvonår er du kommet?" brummede han, og bevægede sig med rolige... eller nok nærmere langsomme skridt hen imod sin plads overfor hende, og vinkede en tjener efter noget at drikke imens - gerne noget vand skulle han være ærlig. 
Det hele skulle gerne foregå lidt langsomt.

Arya var en god pige, hvilket betød at man også ventede på at ens bror kom ned til maden, i stedet for at tage forskud på goderne. Det var dog svært som maden stod, varm og dampende foran hende, hvilket betød at hun fik listet noget salat fra bordet, og sad og håndfodrede Hallie i stedet for på sit skød. At hun ikke kunne spise havde jo intet at gøre med Hallie, som godt nok allerede havde fået noget mad i dag, så hun burde ikke være sulten.

Endelig kunne Arya dog høre fodtrinene, og hun kiggede op, måske lidt begejstret over at se sin storebror. Generelt kom de meget godt ud af det med hinanden, selvom Arya havde højlydt næsten bandet, da hun havde hørt at Aldamar skulle flytte til byen. Det havde dog mere at gøre med at Arya var overbevist om at det kun var fordi Leonora, deres mor, aldrig kunne fat i Arya, når hun havde behov for det. Det var ikke hendes skyld at spejlet ikke kunne høres når det blev lagt væk.

”Du virker munter her til... morgen,” sagde hun, selvom det ikke ligefrem var morgen mere, men det lignede at for Aldamar var det vidst stadig. Han lignede i hvert fald en der lige var stået op, modsat Arya som havde været vågen et par timer, til trods for at hun havde skrevet til langt ud på natten. ”Jeg kom ind i går aftes, men der var du vidst allerede taget ud i byen. Havde du en god aften?” spurgte hun, med et glimt i øjet, der sagde langt mere end hendes ord. Hun vidste i hvert fald noget som Aldamar måske ikke helt ville have hende til.

Arya tog fat i bestikket, for at begynde at spise maden der lå på hendes tallerken. Hun spiste ikke så meget, og lige siden hendes ungdom, havde hun været på en streng diæt. Noget med at hun helst ikke skulle have mad der overbelastede hendes hjerte? Hvad end det måtte betyde.

Af alle sine søskende, så brød han sig egentlig vældig godt om Arya. Bevares, de havde alle en speciel plads i hans hjerte! Men nogle kom man altid mere ud af det med end andre, og Arya delte på mange punkter Aldamar's interesse for viden, lærdom og bøger. Og det var en god afveksling.... men selvom han brød sig om hende generelt, betød det ikke at han fandt det helt fantastisk at hun var her idag. Det var faktisk meget... uheldigt. Meget uventet.
Af alle dage hun kunne være kommet tidligere, var idag oprigtig talt meget træls.
Aldamar mødte de gnistrende blå øjne med hans egne mere promillehærgede, og et kort fnys kom fra ham som svar. Munter eller ej, så fik han endelig sat sig og en hurtig tjener fik placeret et vandglas foran ham, som han fik grebet fat i og drukket af. Ahva. Det udviklede sig til et lille hosteanfald, da han mødte hendes blik over glassets kant; hun så kun sådan ud når hemmeligheder lurede i farvandet.
Og hvilke hemmeligheder kunne Arya have opsnuset siden de såes sidst?

Aldamar stillede glasset fra sig, et nu mistænkeligt blik henover hendes blonde og storsmilende skikkelse. "Jeg havde en god aften" bekræftede han hurtigt, og kneb øjnene en anelse sammen. Aldamar greb sin egen gaffel, men spiste ikke noget endnu, og ville måske endda heller ikke spise noget senere. Omend maden var fantastisk og sikkert også noget hans krop virkelig kunne bruge, jah så havde han lidt svært ved at få en bid ned. Hans øjne var nok mere sultne og mere krævende end hans mave føltes, sådan som det var lige nu.
"Jeg var bare sammen med Rolf og de andre, ikke det helt store. Der var cirkus i byen, det ville du tilgengæld have elsket" tilføjede han en anelse nonchalant, og lod gaflen skubbe noget af maden på hans tallerken rundt imens han talte.
"Mange forskellige typer, mange forskellige personligheder" mumlede han, øjne med en kant af vagtsomhed over sig, på trods af at han ikke direkte stirrede på hende. Nærmere den form for vagtsomhed man dansede vals med, når man ikke vidste hvad den anden vidste.
Af gammel vane skulle Aldamar lige til at minde hende om at holde igen med maden, men fangede ordende i munden inden de kom ud; hun virkede nemlig til at være opmærksom på det.

Det var efterhånden blevet en vane for hende, hvordan hun spiste. Enkelte gange kunne hun godt komme til at spise over sig, især når der ikke var nogen portionsanretning, specifikt til hende, men normalvis døjede hun ikke med det. Det var alligevel en af de få ting Arya havde formået at have styr på sit liv, til trods for at der ikke var mange ting hun faktisk havde styr på.
Hendes øjne var drilske, og mens hun tyggede på et stykke kød, sneg hun et af salatbladene ned til Hallie, som hurtigt gjorde det af med det, som hun sad og tyggede mens hun sad på Aryas lår. Heldigvis var Hallie ikke en stor kanin af sig.

”Rolf siger du?” spurgte hun grinende, da hun havde tygget færdigt, selvom hun allerede lidt kunne mærke hvordan det stak lidt, at hun havde misset at der var et cirkus, for Aldamar havde ret. Hun ville have elsket det. Sådan var det desværre når de grupper bare pludselige dukkede op. Man kunne ikke planlægge sine rejser efter det. Der var dog noget hun var mere interesseret i at spørge ind til, hvilket nok også var derfor at Aldamar prøvede at danse uden om emnet. ”Jeg erindrer ikke at Rolf har blond hår, men det kan da også være at mine øjne bedrog mig,” sagde hun mildt og kiggede kort op i loftet, som skulle hun forestille at være uskyldig og lidt tankeløs.
Det havde egentlig også været en ren tilfældighed at hun havde fanget et blik af den blonde fyr, som Aldamar formegentlig havde slæbt med hjem, men nu når hun vidste at han eksisterede, så var hendes hjerne hurtig til at komme med muligheder for hvorfor. Hendes kære bror ville nok få et hjertetilfælde hvis han bare kendte til halvdelen af de idéer der havde formet sig i hendes hoved hele formiddagen.

Hun skar endnu en lille bid ud af sin mad, og tog den op til munden, for at tygge på det, mens hun ventede på Aldamars reaktion på hvad hun havde sagt. Forhåbentlig ville han ikke helt kløjs i sit vand, eller sin mad, var han begyndt at at tygge på det.

Han havde håbet på at kunne henlede hendes opmærksomhed på circuset, da han sagtens kunne fortælle Arya om ildgøglere, farverige telte, smukke lanterner og alt der ellers var at digte videre på, skulle han løbe tør for emner. Men nej, hun gravede videre, og Aldamar nikkede kort da hun sagde Rofl. Aldamar prikkede noget mad op på sin gaffel, og tog en bid af maden. Dog var der et lille sekund af overraskelse at sporer i hans stivnede kæbe - det skulle lige godt være løgn, inden at han med sammenknebne øjne tyggede færdigt. Det manglede selvfølgelig bare...
"Der er mange med blond hår i palæet" kom det fra Aldamar, der kortvarigt skævede til tjenerne, inden at han lænede sig tilbage med påtaget afslappethed og et lille drys ovenpå sine tømmermænd, som orkede han ikke at tale forfærdelig meget med hende. "Desuden, så erindrer jeg ikke, at vi tillader dyr ved spisebordet derhjemme" rettede han, og prøvede atter at lirke samtalen ud omkring noget andet. Kunne det virkelig tænkes at hun havde set ham?
Hvis jah, så hvornår?

Han kunne ikke gennemskue det - i de tidlige morgentimer var Aldamar tilbøjelig til at glemme ubehagelige ting, og at Fabian var smuttet ud foruden at tage i det mindste underbukser på, virkede en anelse tåget. Havde hun set dem komme ind af hovedindgangen? Det kunne sagtens tænkes, men der havde han jo været i en lidt anden skikkelse...
Med et fnys virrede han på hovedet - en fejl idet hans hovedpine kort bankede lidt mere insisterende på, og Aldamar tog en anelse tvært endnu en bid op på gaflen, for at tvinge sig igennem i det mindste noget mad. Det plejede at hjælpe lidt i det lange løb, nemlig. Han måtte dog finde ud af eller få bekræftet om hun virkelig så ham, selvom hentydningen var nok så... klar i mælet. Hvis hun havde, måtte han sikre sig sin søsters stilhed. Hvad det så krævede, jah det var lidt  hvad der optog hans tanker nu, imens at han i sit indre betragtede hende lidt mere vredt end han gjorde udadtil nu. 

Arya var heldigvis ikke så nem at distrahere når hun først havde fundet et mål, selvom de nok skulle komme tilbage til cirkusset... hvis hun huskede det. Det var dog den klassiske undvige manøvre, som begge søskende udnyttede, når der var noget de ikke ville snakke om. Heldigvis var Arya ikke i stand til at vide om folk løj, men i stedet for havde hun nærmest en sjette sans for at grave i de hemmeligheder der helst ikke skulle graves i.
”Ikke usandt,” indrømmede hun, og skar lidt et lille stykke mere af kødet på sin tallerken, for at tage det i munden, selvom hun næsten fik det galt i halsen, som han pointerede noget, hun var meget klar over. Ingen dyr ved spisebordet, hvilket Arya fint havde ignoreret ligeså snart hun var flyttet til Dianthos, hvor deres moder ikke kunne være efter hende. Hun hostede lidt kraftig, så Hallie helt sad og så forvirret ud, mens Arya rakte frem mod et glas vand, for at få skyllet det der var gået galt i halsen.

”Det her er heller ikke derhjemme,” kom det lidt betuttet fra Arya, som hun kiggede ned på Hallie i stedet for Aldamar. Hun lagde bestikket fra sig, så hun kunne nusse Hallie hen over hovedet og trøste hende oven på hoste turen. Arya kunne også godt mærke hvordan hjertet lidt var kommet på arbejde, hvilket bare betød at det var godt at hun stadig sad ned.

Det her skulle dog ikke stoppe Arya var den mere vigtige ting. Aldamars blonde bekendtskab. ”Der er dog ikke mange i tjenestestaben, der tør rende nøgen rundt i huset,” sagde hun endelig, og stak direkte ind i kernen af det hele, hvilket var at hun havde set en nøgen mand i levende live, og hun var stadig ikke helt sikker på hvordan hun havde det med det. De mentale bedre var nok bedre end hvad end man kunne se i virkeligheden, hvis hun skulle være helt ærlig med sig selv.

Aldamar kunne ikke tilbageholde et kort smil ved hendes lidt kraftige morgenhosten omkring kæledyrene, og en kort snude kiggede op fra søsterens skød, som om at kaninen vidste at der blev talt om den, selvom Arya var hurtig til at skærme en smule af for hans kritiske blik. Ikke nødvendigvis fordi at den gjorde ham noget - nej, han vidste at hun holdt af den, og det var grund nok til at have den. Men hvis Aldamar kunne snige sig uden om den her samtale med Arya, hvis bare han nævnte alle de problemer der var med kaninen ved spisebordet - jah så gjorde han gerne det.
Ikke at det virkede, desværre.

Endnu en bid blev tvunget ned i den sarte mave, og selvom han ikke prøvede at virke som en der lyttede til hende med opmærksomhed over sig - selvom han prøvede og nok så overlegent bare sidde og nippe til sit vand fordi at 'hun selvfølgelig snakkede om ting der ikke var sket', kunne han ikke helt holde det hastige 'shh' der fulgte med hendes ord tilbage, og en hurtig hånd smækkedes lavmælt i bordet for at stoppe hende i at sige mere. Kort så han hvordan tjenerne undrende kiggede over på de to søskende, men med et enkelt blik trak de øjnene til sig.
"Arya Millicent Lisandra af Arys!" en forarget mumlen, og Aldamar tog resolut en tår af sin vand, imens at han undgik hendes lidt for store øjne. Forargelsen skjulte mest af alt det lille prik af panik der fulgte med erkendelsen, som kom i kølvandet af det første. Nu hvor at hun havde skåret ind til benet, var der ingen grund til at danse om den varme grød og en noget rødlig tone sneg sig ind over Aldamar's høje kindben; manden lignede en der begyndte at svede lidt desto mere det gik op for ham, at han ikke vidste nok om hvad hun vidste. "Du... du passer ikke dine sengetider!" forsatte han, som om at det var det vigtigste at pege fingre af lige nu - men hun måtte jo have været ude udenfor hvornår hun måtte, for at kunne sige sådan noget.

Tanken om at hans lillesøster havde set Fabian ligeså nøgen som Aldamar selv, var også nok til at en akavet gysen strakte sig ned af hans ryg. 

Det var et triumferende smil der gled over Aryas læber, som Aldamar prøvede at få hende til at tie stille, hvilket jo blot bekræftede teorien hun hele tiden havde haft. Hendes lille storebror var endelig blevet voksen med lyster og alt hvad det medgav. Det var næsten så hun så skulle tørre en lille tåre væk fra øjenkrogen, men dog ikke helt, så det eneste Aldamar så var smilet og et glimt i hendes øjne.
Det blev dog hurtigt fjernet igen, med en forarget mine, da Aldamar vågede at bruge hendes fulde navn, noget der sjældent kom på bordet, med mindre det var fra deres moder side desværre. Det indgydede også en vis frygt, noget som Aldamar nok selv også kendte til.

Hendes mund åbnede sig og lukkede sig så lidt igen. Hun syntes det var lidt uretfærdigt at han skulle påpege alle de ting hun havde gjort galt, når det var ham der havde festet hele natten og taget en fremmede mand med hjem! ”Jeg stod bare tidligt op,” udbrød hun, hvilket også måske betød at hun ikke havde fået helt så meget søvn i nat, som der ellers var lidt forlangt af hende. Det havde været de tidlige morgentimer, og hun var også gået i seng bagefter igen, men der havde hun ikke kunne sove med alle de tanker der rendte igennem hendes hoved.
”Og hvorfor skal det være så forskelligt. Du får ikke høvl for at være ude den halve nat,” påpegede hun anklagende. Deres samtale havde lidt udviklet sig til blot at pege fingre af hinanden, som søskende nu engang gjorde når de ikke kunne få ret. 

Havde Aldamar ikke selv været vågen den halve nat og morgen også, havde det været en mere stringent tone der havde båret hendes fulde navn. Men i kraft af hans trætte hoved, blev næsten alt han sagde, en smule mindre... imponerende. Derfor var det med et tilfreds glimt at han så - og hørte - hende blive stille, lige indtil at hun forsvarede sig selv med at være vågen tidlig.
Hmmm... Aldamar kiggede mistroisk på hende. Egentlig kunne han ikke helt bide sig sikker i hvornår hun havde set ham, men det passede med at Fabian ikke havde lignet Fabia i morgenstunden - det kunne vel ikke være i pejsestuen. Men det var ikke alt. Med et irriteret suk rystede Aldamar afvisende på hånden ved hendes anklagende tone, og et blåt øje mødte ligeså blå og stædige øjne. "Jeg er heller ikke 19 år gammel, og..." Aldamar slugte ordene 'tidligere meget syg', og kneb øjnene sammen. "... og prinsesse af Arys. Der er stor forskel!" påpegede han i stedet, og nikkede for sig selv. Han brød sig ikke om at blive ved med at fremhæve en sygdom der heldigvis var kureret nu, men han kunne ikke slippe en underliggende bekymring for om den nogensinde ville komme igen. Der var i hvert fald ikke nogen grund til at... give den muligheden for at komme igen, hvis det kunne undgået. Og så igen. 

Der var stor forskel imellem hvad de kunne hver især, men det var et emne han havde vendt med ikke kun Arya, men også Noriana. Rasmus var heldigvis mere medgørlig, og fyrstesønnen sukkede en anelse besværet, og tog endnu en tår af det kølende vand. 

Et fnøs lød fra Arya da hun hørte at hendes alder og titel blev bragt op. Tåbelige argumenter, hvis man skulle spørge hende. Hun var ligeså voksen som Aldamar var, til trods for deres 6 års forskel, og desuden burde prinser og prinsesser næsten have samme rettigheder. Hun vidste udmærket godt hvad der lå på hans tunge, men han ikke ville sige. Ingen ville sige det højt, i tilfælde af at det kom tilbage, og Arya delte også kun de tanker med Hallie når de var alene. Hun var ikke i tip top form, og ville nok aldrig komme det, men hun havde aldrig haft det så godt som hun havde det i øjeblikket. Nu skulle hendes krop bare trænes op til at den kunne holde til mere, nu når hjerte nogenlunde kunne følge med igen.

”Du er prins af Arys, og så stor aldersforskel er der ikke,” påstod hun hårdnakket. Det var kun øjeblikket som disse, hvor man virkelig kunne se at selvom Arya ofte var ordentlig, så var hun stadig en lillesøster. Hun ville godt nok behandles på lige fod med Aldamar når det kom til familieting.

Det gik dog også op for hende at Aldamar prøvede at snyde sig udenom emnet, og hendes blik faldt på Aldamar igen og kiggede ind i øjne der lignede hendes egne. Et strengt blik, som hun uden tvivl måtte have arvet fra deres moder. ”Aladmar Baldric Leosin af Arys. Du prøver at snige dig uden om denne her samtale!” kom det strengt fra Arya. Nu når de var i gang med at bruge fulde navne, så kunne Arya også.

Aldamar rystede næsten allerede på hovedet i starten af hendes sætning, og stoppede ikke selvom hun afsluttede den. Der var stor aldersforskel, og joh - der var også stor forskel imellem mænd og kvinder. På det punkt havde Arya stadigvæk en hel del at forstå. Hun var i dårlig form rent fysisk - ikke fordi at han skulle være for meget oppe på den høje hest her - og så var hun også udsat, meget mere udsat end ham selv.
Hun var desuden så snaksaglig, at det også burde tælle med som en grund til at hun ikke skulle have den store bevægelsesfrihed. Hun ville falde i snak med en eller anden, som hun ikke burde.
"Der er mere end bare alder ti-" selvom han fik startet fik han ikke sagt dem færdige, fordi i selvsamme gennemskuede Arya hans distraktion. Zalans! Sammenknebne øjne mødte hendes - faktisk overraskende - strenge øjne, og i en vrissende bevægelse trak han vandglasset til sine læber for at tage en tår, og trække tiden lidt.

"Selvfølgelig gør jeg det - og det burde du også, Arya!" så snart læberne havde forladt glassets kant, var det med formanende ord at han prøvede at skære den af - igen igen. Endnu en samtale-undviger ville nok alligevel ikke virke.
De blå øjne glimtede en anelse irritabelt. Hun var så forfærdelig når det gjaldt hemmeligheder, de var ufatteligt dragende på hende. Havde det været omvendt, og havde han haft en storebror eller søster der sneg sig omkring... jah så havde han nok også været alt for nysgerrig.
Men nu var det heldigvis ikke omvendt, og Aldamar skulede en anelse.

Arya vidste nu godt hvorfor der var forskel på de to af dem, og ikke blot på kønnene. Det gjorde det dog ikke mindre uretfærdigt til tider, hvilket mere bundede ud i at de var søskende, end at Aldamar var en mand. Der var mange ting som mænd gjorde, som Arya bare simpelthen ikke kunne pga. hendes svage fysik.
Heldigvis fik hun dog lukket ned for den samtale, for at komme tilbage på sporet med deres samtale, hvilket i den grad var hvorfor Aldamar havde haft mandebesøg så tidligt på morgenen. Hvilket jo hentydede til at de havde brugt natten sammen, og måske lavet mere end blot uskyldige ting.

”Det kan jeg da ikke bare,” sagde Arya med smalle øjne, men man kunne se at der var et drilsk blik i hendes øjne. ”Jeg har da ret til at vide hvorfor jeg render nøgne mænd rundt hvor jeg bor... Tænk på hvor traumatisk det må være for en som mig? For ikke at nævne faren du udsætter mig for!” Arya troede absolut ikke at der var nogen fare i Aldamar havde mandeselskab, men lidt måtte man vel prikke til den mere ansvarlige Aldamar, som syntes at Arya skulle passe på sig selv. Det var vel ikke at udsætte hende for fremmede på den måde.
Heldigvis var de fleste tjenestefolk ikke interesserede i samtalen, eller i hvert fald forstod at de ikke skulle smuglytte til de to fyrstebørn.

Aldamar måtte sluge et ufrivilligt lille host ved nævnelsen af fare, da Fabian nok kun kunne skade forsmåede egoer eller lidt for fine følelser, hvis man skulle være ærlig. Selvfølgelig var det ikke alt han kendte til ham - så slet ikke, men han havde alligevel en god fornemmelse af at slagsbror ikke ligefrem var noget man kunne pådutte den blonde mand. I hvert fald ikke uden provokationer, som i sidste ende nok ikke engang skulle gå ud over Fabian selv, førhen at han ville tage det op. 
Nej, faren hun blev udsat for far ikke ligefrem stor men det var heller ikke hvad det handlede om. I nogle lange sekunder var det et noget køligt blik Arya blev mødt med, inden at Aldamar med et sidste slurk af vandglasset, skubbede tallerkenen fra sig. 
"Min søster og jeg går en tur i haven. Bring gerne noget isvand ud om små 20 minutter" en myndig stemme, hvor at Aldamar knap nok skævede til tjenernes side. Det behøvede han ikke for at vide at de nikkede. 

I stedet rejste han sig, for med et små-irritabelt vink at indikere at hun skulle følge med. Han havde- og det var lige meget hvor uintresserede de kære tjenere virkede, ikke tænkt sig at buse ud med detaljer i et rum som dette. 
Ikke fordi at hun overhovedet skulle forvente detaljer til at starte med. Men noget måtte hun tydeligvis vide, for ikke at grave dybere. Og så længe det var ham der... jah, sagde det, var det vel også ham der styrede hvad det 'noget' var. 
"Traumatisk er et stærkt ord et bruge så let" mumlede han formanende til hende imens de gik, og lod et enkelt blåt øje glide til siden, imens de passerede malerier og dekorative vægge. 

Arya stirrede blot tilbage, og ventede på Aldamars reaktion på tingene, for hun følte sig stadig sikker i sin udtalelse. Det kunne godt være at manden måske ikke var farlig, det så han i hvert fald ikke ud, men det betød jo ikke at det stadig ikke var en fare for Aryas kyskhed. Hvilket var absurd hvis man egentlig kendte Aryas lyster, men det gjorde hendes familie sjovt nok ikke. En adelige kvinde havde i forvejen ikke lyster, eller også var det noget man ikke talte om.

Hun kiggede interesseret på ham, da han endelig skubbede tallerken væk, og ville have at de skulle gå en tur i haven. Hun kiggede lidt ned på sin egen tallerken, før hun skubbede sin stol ud og tog Hallie i armene, som jo stadig var på hendes skød, inden hun rejste sig op.
”Jeg vil sige at det er et ganske passende ord, hvis jeg skal være ærlig,” påpegede hun, og holdt godt fat i Hallie, mens hun fulgte med sin storebroder. Hun ville være sikker på at Hallie ikke blev væk, inden de nåede haven. Hun trængte nok også til noget frisk luft. ”Jeg troede kun det var meningen at jeg skulle se min kommende mand på den måde, men i stedet for må jeg indrømme, på min bryllupsnat, at det ikke er den første jeg har set,” sagde hun, selvom hun har et tydeligt drillende udtryk over sig. Traumatiseret var næppe hvad hun var, selvom hun nok egentlig burde have været det? For af hvad Aldamar kendte til Arya, så havde hun lige netop aldrig set en nøgen mandekrop før. 

Aldamar lyttede omend det ikke nødvendigvis så sådan ud, da han var ret så fokuseret på at have blikket lige frem for sig. I sidste ende var der dog ikke nogen ord der gik adelsmanden forbi, hvilket kom godt til syne da han med et fnys drejede hovedet imod hende, og løftede en advarende finger. Fortælle hendes kommende mand? "Du kan lige vove, kan du!" ingen kommende mænd skulle nogensinde hører om det her, så meget var helt sikkert! Arys prinsens øjne blev smallere, idet at han drejede blikket fremad igen,  hvor at havedøren nu kom til syne. 
"Men apropo mænd, så er det også noget vi skal have snakket med mor om. Dig og Norianna.." mumlede han, dog lige præcis højt nok til at Arya sagtens kunne hører det. 

Hvilket nok bare var endnu et forsøg på at lede samtalen hen på noget andet. 
Aldamar klikkede døren op, der ledte dem ud i den frodige sommerhave, bagved det fine palæ. Alskens blomster blev varsomt taget hånd om, og med varme og regnvejr, var det en skøn have der var blomstret frem siden sommerens begundelse. 
Aldamar styrede nok så målrettet, imod den mere fjeren egn af haven. 

Arya følte sig måske lidt mere stolt af sig end hun burde have været omkring det. Det var bare utrolig så nemt det var at ramme de ømme punkter med Aldamar, og han blev så sur. Normalvis holdt hun ikke af at folk var sure på hende, men hun havde fundet glæderne ved at være en irriterende lillesøster. Der havde nok også været lidt mere medlidenhed involveret fra Aldamars side, da hun havde været sengeliggende, hvis hun skulle være helt ærlig.

Den efterhånden lidt små varme luft ramte dem med det samme som døren gik op, og hun tog en dyb indånding, inden hun gik i stå da de lige nåede på den anden side af døren og satte Hallie ned, før at hun forsatte med at følge Aldamar. Det var ikke som om at kommentaren dog ikke var blevet hørt. ”Mor skal nok finde et passende parti til os, selvom det nok bliver lidt sværere at sælge den til Noriana,” sagde hun. Arya havde altid været meget accepterende af sin skæbne, selvom et par år forinden, der havde der ikke engang været på tale at hun skulle giftes, der havde hun været for svag. ”Men det er måske kommende mænd du tjekker ud om de er gode nok for os?” spurgte hun. Så nemt slap Aldamar ikke fra samtalen, og hun skulle nok finde ud af at styre samtalen tilbage, hver evig eneste gang. 

En enig brummen kom fra fyrstesønnen til hvad hun sagde, da det bestemt var rigtigt. Noriana ville nok være en anelse sværere at få afsat - mest fordi hun virkede uvillig til at acceptere sit lod, men det var heldigvis ikke deres kamp at tage med hende. Nej, det var deres mor der måtte tage den lange, seje snak om ægteskab, og så kunne de stå bagved og bakke hende op. 
Det skulle dog ikke være så nemt at få emnet vendt om, hvilket han med et indelukket hvæs kunne konstatere igen. Så da de endelig var nået et godt stykke ud i haven, vendte Aldamar sig omkring, et dybt og irritabelt suk rettet imod den lyshårede kvinde, og et advarende glimt i øjnene. Hun havde det lidt for sjovt med det - og selvom Arya næppe forstod lige præcis hvor ømt hun skulle gå omkring det her emne, skulle der nok ikke mange streger til, førhen at Aldamar afskar samtalen helt til at starte med. Han hadede når folk blandede sig i hans privatliv. Og en lidt for løs mund kunne være fatal - ikke for hans omdømme, det ville nok leve videre. Men for ham selv og hvordan han så sig selv. Han ville ikke være morsom på hendes naive bekostning.  

Så Aldamar slog ud med armene, en lidt mere vred bevægelse end egentlig ment, de mørke bryn presset en anelse imod hinanden. "Hvad er det du vil have fra mig, Arya?" kom det så, for at skære ind til benet. Detaljer? Navne? Han havde ingen idé om hvad der gjorde hun havde lyst til at grave i det, så hvis han kunne få den lukket med det samme, ville han gøre det. 
En god del defensiv dertil også, hvilket han sjældent var. 

Det var nok begrænset hvor meget mere Arya kunne tillade sig at strække den måtte hun indrømme, som hun så ind i Aldamars blå øjne, som mest af alt mindede om hendes egne. Et af de få tegn på at de to af dem trods alt var søskende, selvom de næppe på flere punkter lignende hinanden udseendemæssigt.

Hun kiggede sig over skulderen, hvor Hallie efterhånden var haltet bagud, og var begyndt at spise fra en af bedene, hvilket betød at Arya nok senere ville have gartneren efter sig igen. Det var dog ikke det der var vigtigt lige nu, som hendes øjne gled tilbage over på hendes måske små-desperate storebror, som bare ville have hvad end det her var, overstået.
”Jeg vil vide, hvorfor du havde en nøgen mand med dig hjem, og hvem han er,” sagde hun endelig. Der var også lidt bekymring at se i hendes øjne. Selvom hun ofte stak sin snude steder hvor den måske ikke hørte hjemme, så bar hun også et meget stort hjerte for dem omkring hende, som hun holdt af. Hun var bekymret for hvorfor Aldamar pludselig var begyndt at udvise en interesse for mænd. Ikke fordi hun fandt noget galt i det, men problemet der kunne opstå, hvis deres mor fandt ud af det. Hun regnede ikke med at deres mor ville være forstående, og egentlig vlle hun gerne se Aldamar glad, og forhåbentlig kunne det også være med en kvinde, og ellers... så ville hun da gerne hjælpe, hvis hun kunne.

De udslåede arme blev langsomt krydset foran ham, da han uden at vige blikket særlig meget, betragtede Arya - irritation og en god del frustration ulmende i den havblå farve. Øjne der ledte efter et tegn på hvorfor denne her forfærdelige prikken i hans affærer, og samtidig også øjne der var hurtige til at ignorere hendes bekymring, da den så absolut ikke hørte til hos ham. 
Hun skulle ikke bekymre sig, han kunne ikke bruge hendes bekymring til noget. Hun skulle blande sig uden om. 
Hvilket ikke kom på tale, da han med smalle øjne hørte hvad det var hun gravede efter, og fyrstesønnen ned... opstirrede på hende i nogle lange sekunder, inden at et suk gled over læberne, og Aldamar's vrede bryn blev en anelse mindre fremtrædende. Kæben spændtes op, slækkede på spændingen og spændte så op igen, imens at han overvejede hvordan han formulerede sig. At lyve ville trods alt være dobbeltmoralsk, og var heller ikke på tale. 

Hænderne om hans arme strammedes idet at han åbnede munden, med øjne der ikke fjernedes sig fra hende på noget tidspunkt. Mest af alt fordi at han måtte bedømme sin egen reaktion, ud fra hendes. "Hans navn er Fabian, og han bor her i Dianthos" startede  han ud med, en anelse modvillig over at give navnet videre, men samtidig ikke helt klar på at skulle holde styr på egne løgne om dæknavne. Han følte sig en anelse sårbar sådan at blive udspurgt, hvilket var en uvant følelse for Aldamar. Så irritation var nemmere at håndtere en sårbarhed, og maskerede det utrolig godt.
"Og han..." fyrstesønnen ledte efter de rigtige ord, inden at han startede igen. Fordi det var mildest talt akavet at hun spurgte om hvorfor. "... nogle ting beriger dit liv, og giver dig noget du ikke kan få andre steder. Det samme kan nogle mennesker, og han er en af dem. Du spørger hvorfor?" øjnene blev en anelse smallere og en trækning trak den ene side af overlæben op i et misfornøjet udtryk. "Fordi at han ser zalans godt ud. Og jeg nyder at bruge tid med ham. Han gør mine dage lidt lysere, når han ikke er en spade" ... og tøffer nøgen omkring i huset, blandt andet. 

Utålmodigt vippede han vægten fra den ene fodballe til den anden.