Krystallandet
Hobbit 22.05.2020 11:03
Arion følte egentlig selv han var ved at være faldet godt til. Han fejlede stadig i at kæmpe med våben, og han var sikker på at våbenmesteren var en del mere overbærende med ham, end hun normalvis var overfor nye rekrutter. Det havde ikke ligefrem gjort ham populær til at starte med, men efterhånden var nogen af de ældre begyndt at få en vane med at rode ham i håret når de gik forbi. Det generede ham absolut ikke, og det resulterede oftest også bare i at han sendte et af sine solstråle smil tilbage. Men han vidste godt de alle så ham som et barn.Det var han naturligvis også stadigvæk, og hans lidt mere runde fysik gjorde det ikke nemmere at se ham som en farlig lille kriger.
Faktisk endte det ofte med at Arion hang ud i køkkenet i sine fritimer og hjalp derude eller sad på bordet i hjørnet og snakkede mens han spiste et æble eller noget andet der var til overs. I hvert fald ind til maden blev serveret ude i den større spisesal, og han fandt vejen tilbage til de andre byvagter der havde været ude at patruljere, håndhæve lovene og ellers holdt sig i gang med deres arbejde. Nogen af dem havde han faktisk ikke set før – de måtte havde været der på vagter hvor Arion havde været andet steds at finde. En af dem var en meget stor og bred kvinde og Arion kom til at kigge en del mere måbende end han havde planlagt. Ikke fordi han ville glo, men mest fordi han var imponeret. Hun måtte havde nogle fantastiske historier at fortælle, så derfor som skete det helt automatisk begyndte hans fødder at bære ham derover. ”Hej! Må jeg sidde her ved jer?” ikke at han regnede med der skulle spørges om lov til sådan noget, for folk plejede at slå røven i sæde hvor det passede dem, men han var trods alt høfligt opdraget hvis han selv skulle sige det!
