Caerthynna, eller Viola om man ville – var ikke typen mange lagde mærke til. Især når hun gik rundt i hendes helt mondæne skikkelse, som var en simple skovelver der var ganske kedelig at se på. Ingen vidste hun var agent af Verbatim, eller ville forvente at en kvinde – som der havde så mange fysiske og psykiske problemer, skulle være interessant for nogen.
Så hvorfor skulle man så være opmærksom på, at nogen ville kidnappe en?
Ikke at hun ikke prøvede at kæmpe imod – men her var det at den spinkle elver krop, aldrig ville kunne måle sig med nogen med rå styrke. Så derfor havde kampen også været hurtigt over, og hun havde svømmet ind i mørket, uden at vide hvad der lige var sket i øjeblikket som hun var blevet overfladdet.

Hele hendes krop skreg af smerte.
Det var nok det som vækkede hende i første omgang. Det næste, lænker? Det rasede som hun prøvede at løsrive sig af hendes drøm. Hendes knæ gjorde ondt, og da hun lige så stille vågnede op igen. Hvor var hun. “Åh… mit hoved” stønnede hun stille, som hun kom mere og mere til sig selv.
Hvad var der sket?
Lige så stille begyndte hendes øjne at vende sig til mørket. Hun sad på sine knæ, på et klamt og koldt stengulv. Der var ingen vinduer, lige hvad hun kunne se af. Og her stank af en blanding mellem rødne fisk og – olie?

Lige så stille sank elverkvinden nervøst, som øjne der forvandlede sig fra blå til nogle grøn gullige nogen. Den typiske farve, for angsten hun bar i den nu urolige krop. Skulle hun dø? Men hvorfor?
Hun skilte læberne fra hinanden, mens kæderne omkring hendes hænder begyndte at rasle, da hun ikke kunne holde dem i ro. Nervøst begyndte hun at slå klik med tungen, og hoved slog imod den ene side i en meget bestemt facon. Ganske tydeligt, noget hun ikke havde kontrol over.
Hjertet var på vej ud af brystet, som hun blev mere og mere bange for situationen hun sad i.
Mest af alt, fordi hun ingen anelse havde om hvorfor, hvilket var nogle af de ting som skræmte hende allermest. Men selvom at panik og angst var tæt på at lamme alle hendes tanker. Kom hun i tanke om at hun jo blot kunne teleportere sig ud af situationen! Nemt!
Men som hun prøvede, kunne hun mærke at der var noget magisk omkring lænkerne der forbød hende fra at bruge præcis den evne.
Nej. Nej! Hvordan kunne de vide det!? Hvem havde brugt så lang tid på at studere hende, uden at hun også lagde mærke til det.
Se det var i sandhed det som skræmte hende allermest. Med en tør mund, skilte hun læberne fra hinanden; “Hallo?”

I og for sig, så var det aldrig til at vide hvem der tiltrak sig selv opmærksomhed; og hvem der ikke gjorde. Der var aldrig en garanti for at man kunne gemme sig i vrimlen, og det var især på trods af hvordan man så ud, eller hvem man snakkede med. Garantien var der aldrig, og det var måske også derfor at det havde været nemmere end først antaget for Solari at få sine krogede fingre i den stakkels intetanende skovelver.
Hun havde selvfølgelig ikke selv sørget for alt det mere besværlige arbejde. På den front var Solari unægteligt et dovent væsen, og havde med en beskrivelse og en ordrer sendt folk afsted på hendes vegne, hvoraf det ikke var en mulighed ikke at vende tilbage med den eftertragtede krop på slæb. Dog havde hun aldrig tvivlet på at det ville lykkedes, fordi i et fjendtligt område som Dianthos, havde præstinden sendt sine bedste folk - eller rettere, sin bedste person.... og hun fejlede aldrig.

Med en raslen af lænker virkede det til at elveren vågnede op, og på afstand betragtede Solari's dødningeblege øjne med skjult humor de reaktioner der fulgte med, når man vågnede et sted som dette. Itin havde ikke været nådig ved hende, og elverens delikate krop havade adskillige smukke blå og sorte mærker på sig efter en så hård håndtering af de stærke hænder krigeren bar. Udover det, kunne Solari næsten forestille sig hvilke spørgsmål der måtte hobe sig op i hendes forskrækkede sjæl ved den underlige situation, men tilkendegav ikke sig selv med det samme. Nej, præstinden var tålmodig og svælgede ligeså meget i den psykiske panik som hun gejlede sig selv ind i, som hun nød at se hvor... patetisk og hjælpeløs hun også var. Frygt, hun kunne dufte den ildevarslende fært af frygt der langsomt inficerede den forladte lagerbygning. Og frygten fik et utal af nervøse tics til at svømme ind over hendes forslåede krop, frygten fik Solari's tænder til at glimte hvidt i et frydefyldt smil.

"Godaften..." kom det endelig fra mørket, efter flere minutters stilhed. Den besnærende tone var forræderisk blød af sig, men ingen med nogenlunde fornuft i forstand, ville ligefrem finde stemmen betryggende omend den prøvede at lyde sådan. Præstsinden bevægede sig med lange skridt fremad - som et ekko af sine egne ord viste hun sig, og lod den dæmpede belysning falde på hendes skarpe og mørke ansigt. "Du har været svær at finde på det rigtige tidspunkt, min kære Caerthynna... men jeg er tilfreds med endelig at have dig hos os" tiløjede Solari med selvsamme grad af taknemmelighed over sin stemme, selvom den var fuldstændig malplaceret i stemningen.
Solari stoppede ikke sin fremdrift førhen hun stod direkte foran den yngre elver, og satte sig halvt på hug idet hun placerede sig selv direkte foran Viola; fangede hendes gullige øjne i sine egne hvide for at løse dem fast i det hun grådigt krævede hendes opmærksomhed. "Så, spille reglerne... ?" spandt Solari, der ikke brugte tiden undøvendigt på trods af at hun havde masserer af den. Hvad mon den her elver troede det hele inderst inde handlede om? Den nysgerrighed måtte hun til trods for stillet. 

Smerten i hoved, der løb ned af hendes nakke og strålede ud i højre skuldre, var mere end rigeligt for den unge elviske kvinde, til at fortælle hende at behandlingen hun havde fået. Det havde bestemt ikke været en rar en af slagsen. Faktisk, som hun lod sine øjne glide ned af sin egen skikkelse. Kunne hun se blomstrende blå mærker der drev frem under den fine blege hud. Dette var selvfølgelig ikke en stor sag for Caerthynna, eller Viola om man ville, til at forsvinde igen. Men derfor ville smerten stadig være der, og hvorfor skulle man bruge unødvendig energi på at gemme det væk?
Spørgsmålet lå dog stadig på hendes tungesspids, hvorfor var dette sket, og hvad ville folk dog med hende? Godt nok var hun agent for Verbatim, men da hun som den kvinde hun var, havde mange andre ting lakeret på plads i hendes hoved. Så snart at hendes nyhed, eller det hun havde opstøvet på en mission var givet videre. Så var informationen også væk igen. Derfor, hvis det var viden hun besad, de ville have fra hende; så ville de unægtelig nok blive skuffet.

Men hun skulle ikke vente længe, og selvom at skikkelsen der pludselig viste sig foran hende. Gjorde at skikkelsen lige så stille begyndte at bevæge sig frem og tilbage, som en blod rokkende bevægelse. Så sagde hun intet, eller gjorde antegn på at ville snakke.
At forhandle med mennesker, der var så rolige som kvinden foran hende. Det ville i sandhed blive en død, og det ønskede hun ikke. Ingen tidlig død til hende, det ville hun sætte umådelig stor pris på.
Derfor kunne hun stadig mærke hvordan at hendes fingre knyttede imod hinanden, og hun kunne mærke smerten af neglene der begyndte at grave. Således kunne hun fysisk holde sig selv fra, at lade hendes små besynderlige handlinger overtage kroppen.
Hun kendte til hendes navn? Endnu et faresignal begyndte at rumsterer i hendes hoved. Dette måtte være en kvinde, der havde utrolig netværk. Eller også havde nogen stukket hende i ryggen, hvem det skulle være, var hun ikke sikker på.
Hun lukkede træt øjnene, kunne mærke presset på øjenlågene der næsten tvang dem til at blive lukket. Smerten var næsten for meget for, den spinkle og ikke særlig mental stærke person.

Hun tvang dem dog åbne igen, da der igen blev snakket. Spille reglerne?
“Lad mig endelig . Hø-hø-høre” frem stammede hun, og lod det ene øje falde i igen. “Måge! … hvad..” tungen slog klik fem gange. “Hvad spille reglerne er.”
Det var et spørgsmål om at trække tiden ud, læse sin modstander og finde ud af hvordan man vente den til det bedre. Men lige nu, måtte hun ærlig indrømme at hun var på barbund.

Solari's tænder glimtede hvidt i den svage belysning, og langsomt nikkede mørkelveren for sig selv, stadigvæk siddende på hug foran hende. Det var ikke så meget det stammende svar som præstinden nikkede til, nej elverens svar var for hende ligegyldig. Det var mere som gjorde hun noget op med sig selv, og Solari rakte derpå en sort hånd frem til et lille - jah næsten beroligende klem på hendes tynde knæ. "Spillereglerne..." ordet lå fantastisk på tungen, og egentlig havde det været et tilbud for skovelveren om at være med til at sætte reglerne op. Når hun så ikke havde nogle forventninger, måtte det vel være Solari der kridtede banen op efter sine egne tanker og de mønstre der dannede sig i hendes sind. Og det havde hun aldrig haft noget imod.
"Spillereglerne er simple, min kæreste lille Caerthynna..." smiskede hun, og hånden på hendes knæ krøb nu længere op af elveren lår.

"Du har noget som jeg skal bruge, og jeg kommer til at tage det fra dig. Samarbejde er altid en mulighed, og ønsker du det, kan jeg faktisk være meget... blid" stemmen var indsmigrende og den anden hånd fulgte nu med, idet hændernes vandring fik hende til at krybe tættere på skovelveren; overraskende bløde berøringer som reelt set viste at mørkelveren havde en blid hånd i sig, til alles overraskelse. Som de kælne hænder nåede hendes midterlår, var Solari nød til at rejse sig halvt og lænede sig nu langsomt ind over hendes siddende skikkelse; hvide øjne sultne i deres studie af Caerthynna's formskiftende ansigt. Den ene hånd blev flyttet at støtte sig op af stoleryggen, lige ud fra hendes øre, og Solari lukkede verdenen inde til kun at være omkring de to lige nu. Hun ville have det. Hun ville have det hele, og den obosessive grådighed blev ikke skjult af noget i præstindens stemme eller udtryk, en underlig kontrast til hendes knurrende men bløde stemme.
"Vi kan gøre det nemt, sammen...." nu en hvisken der sensuelt lagde sig om Caerthynna i et tavst løfte om hvor nemt Solari faktisk kunne gøre det her, hvis hun ikke blev modsagt. Doven af natur var hun, og med det i mente, ville det være meget nemmere at lokke skovelveren til frivilligt at følge med, frivilligt afgive sine kræfter. Præstinden smilede kortvarigt i sit indre. Fordi man blev overrasket over hvilke typer der faktisk... altid lidt havde drømt om en farlig flirt med mørket. Men et eller andet sted, regnede hun med at tale for døve øre. 

Eller vi kan gøre det besværligt, lå det usagt i luften idet Solari med sit ansigt millimeter fra skovelverens eget afventede hendes respons. Den ville være afgørende. 

Caerthynna, var ikke en dumdristig kvinde. Eller elver om man ville.
Nej, hun var ganske kalkuleret og snedig, på trods af hvordan hun opførte sig og så ud. Hun lagde en plan, fulgte den slavisk og kom altid ud på den anden side. Men at sidde her, lænket fast og ikke kunne bruge en af sine mest værdisatte egenskaber? Det vækkede en unægtelig frygt i hendes indre, den greb voldsomt omkring hendes mave, som de næsten gennemsyrede gule grønne øjne betragtede den mørkere elver træde nærmere. Hvordan hendes hånd lagde sig på hendes knæ, og sendte kuldegysninger igennem hende.
Og det var ikke den gode slags, nej den var nærmere gruopvækkende. Især med de hvide øjne, der ganske simpelt havde en plan for Caerthynna, og hvis der var noget skovelveren var sikker på; så var det ikke en god en af slagsen.

‘Nej slet ikke, en god en.

Hun tog en dyb indånding, som øjnene flakkede rundt i rummet. Hendes arme strammede sig omkring lænkerne, hun kunne ikke give det kvinden ville have. Så meget vidste hun da sikkert, men hun veg sig hellere ikke fra pladsen hun sad. Hun lod dog blikket faldet tilbage, imod kvindens øjne som hun stirrede på hende. Mærkede hvordan at hænderne krøb længere op, til det punkt hvor mørkelveren næsten satte sig på hendes skød.

“og hvis jeg ikke kan give dig det du søger?” spurgte hun stille, mens hun lagde hoved på skrå. For selvom det ville være det nemmeste, så var det bare ikke i hendes sind. For hvorfor give noget, som var hendes så dyrebart. Hvilket var hvad hun ganske vidst troet det var. Hun havde vel ikke gået igennem så meget umage, for at indfange hende, for så at spørger om hendes smykker eller hendes viden inde for eliksir. Det måtte være noget af det, som betød allermest for Caerthynna. Og der var kun meget få ting – der i blandt hendes magiske evner. Det eneste der gjorde hende tilbøjelig til, at være en højere del af det samfund hun levede i.
Og ingen, skulle få lov til at bare udenvidere at tage det fra hende.

Indtil Caerthynna talte, havde Solari forholdt sig passiv og afventende. Hun havde ikke rykket sig tættere på, men heller ikke længere væk. Ikke før nu, hvor at hun langsomt trak sig en anelse tilbage. De hvide øjne mødte hendes gullige, og smilet falmede til noget mere... uimponeret. Det var ikke et spørgsmål om at kunne. Men Solari forstod en hentydning, og noget køligt sneg sig ind i hendes blik.
Hvis hun ikke ville, valgte hun ikke den nemme metode, så simpelt var det. Den ene hånd gled ned i hendes lomme, og fiskede et ret simpelt stykke metal op, som hun lagde over knoerne. Ikke længe efter, sendte Solari en jernhærdet knytnæve imod skovelverens kæbe, en sadistisk kynisme guidede hele slaget. Dog var Solari ikke ligefrem et fysisk vidunder, hvilket også var den primære grund hun havde feje kneb med i lommen.
Det var også med en  smertefuld summen at hun trak hånden til sig igen, og et næsten irriteret blik blev kastet på Caerthynna. "Se nu hvad du fik mig til..." hvislede hun, og strakte de forslåede fingre med en smertefuld knækken. At slå på nogen så meget under hende, var ikke nødvendigt for Solari. Men... smerten var ikke være end så meget andet. Hun skulle også gøre op med sig selv, om hun var i humør til det her lige nu... hvis ikke, måtte hun kalde Itin ind.

Dog var de slet ikke der endnu, og efter at have summet sin egen hånd i nogle minutter - og lige givet skovelveren nok tid til at ånde og ømme sig - lade smerten skylle igennem hende, var det med et fnys at Solari trak benet tilbage, for at sende et spark over hendes blottede brystkasse. Ikke elegant, ikke smidigt. Men på klods hold og hårdt og en doven løsning på et spark. Det måtte vel være svar nok på 'hvis hun ikke kunne give hende hvad hun søgte'.
I sparket var stolen væltet bagover - kæder og det hele med, og Solari bevægede sig nu med langsomme skridt imod hendes akavede position, et blegt blik på skovelveren. Hun havde allerede besluttet det her skulle ske. Og hun vidste dybt inde, at de enkelte stød af ren glæde der en gang imellem sitrede igennem hende, i sådanne situationer, det var gudinden der takkede hende for sin tjeneste.
Solari satte sig tavst på hug da hug nåede hen til Viola, og betragtede hende overvejende. Lidt som en problem der skulle løses. Skulle der gå lang nok tid, havde hun ikke mere travlt end at kunne sparke hende lidt rundt. Hun havde trods alt hele natten, og med lidt planlægning, mere tid end det.

At der ville komme så voldsom en reaktion fra den anden elver, det havde hun ikke kalkuleret med. Normalt var hun så god til at bedømme, hvad hun kunne sige hvor hun kunne trykke, før at hun fik personer så voldsomt op i det røde felt. Men dette gjorde også, at frygten blev boret ind i maven på den unge elver, som hun mærkede stål næven der kolliderede med hendes bløde kæbe. Hun kunne mærke de skrøbelige knogler, der knækkede under presset og tåre der sprang frem i øjnene. Blodet der formede sig med det samme i munden, som næven fortsatte og til sidst ramte hendes næse. Det svømmede for hendes øjne.
Blodet gled ud af munden, næsen og hun mærkede varme pletter der ramte hendes ben. Med et sløret blik, lod hun hoved glide ned af. Kiggede slapt på blodet som gled fra hendes næse og dryppede igen. Hendes tøj blev jo beskidt nu, det var jo ikke godt, hvilket også blev mumlet sløret ud imellem hendes læber. Ganske vidst ikke særlig sammenhængen eller noget der ville give mening for mange. 

Caerthynna udbrød et støn, som hun mærkede en fod der sparkede imod hendes brystkasse. Dette var ikke noget som hun bygget til, hendes mentale sind kunne godt følge med. Smerten var til at holde ud, men hendes krop var ikke lige så standhaftig. Og selvom der måske ikke lå meget styrke bag de slag hun modtog, var det stadig nok til hun igen kunne mærke et lille knæk i et af ribbenene. Caerthynna pressede sine øjne sammen som tåre begyndte at fremmanede sig. Det var i sandhed ikke den reaktion, hun havde troet hun ville få, ved sådan en simpel spørgende sætning. 
Hvis hun blev ved med at sige nej, ville hun så komme ud af dette levende? For når alt kom til alt, så kunne hun virkelig godt lide at leve!

Da hun mærkede skikkelsen kom tilbage til hende, lod hun lige så stille et øje glide op som hun betragtede kvinden ved hendes side. “Tager det som, i at du gør hvad end du kan for at få min accept?” Kvækkede hun under pres af blodet der gled rundt i hendes mund, det var alt sammen så beskidt og ulækkert. Panik begyndte lige så stille at brede sig i kvinden, som lænkerne raslede imod hendes usle forsøg på at komme fri af dem. 

Et enkelt gult øje mødte Solari's blege blik, og ordene der fulgte fik hende til langsomt at nikke bekræftende. Jah, accepten var vigtig... en enkelt og overraskende blød hånd gled langsomt over elverens kæbeparti, førhen at spidsen af fingeren samlede de mørkerøde dråber af blod op, som Solari uden meget tanke omkring smagte på. En handling der forekom så naturlig for præstinden, at hendes hvide pupiller syntes at udvide sig alene ved den jernrige smag og karakteristiske duft i luften; det var et kald på at jagten var startet. Hun genkendte den. Ikke fordi det som sådan smagte godt; men det smagte i hvert fald specielt.
Hendes frie hånd gled over stolens armlæn og fandt sin vej til Caerthynna's, som hun tvang ind i en lille sammenfletning af fingre - det handlede kun om dem lige nu. "Selvfølgelig...." den melodiske stemme afspejlede slet ikke det decideret kynisk stirrende blik Solari betragtede hende med, førhen at ansigtet fra det ene blink af øjet, til det næste, gled i samme mere venligmente folder som før hun havde slået luften ud af hende. Tommelfingeren gled kærtegnende over skovelverens håndryg. "Alle har et valg, og jeg kan aldrig fritage dem valget at sige fra...." fulgte hun op med. Den mørke stemme var forræderisk forsikrende i sin ordlyd, og skiftet fra præstindens voldsomme vrede, og hendes nu manipulerende facade skete fra det ene sekund til det andet, idet hun næsten kærtegnende greb lidt fastere i hånden.

Solari rejste sig igen, satte en fod for stolebenene og hev med et smæld af træe imod sten, stolen op og sidde igen. Stadigvæk med hånden låst i hendes, men nu på vej bagom skovelveren. "Du har altid friheden til at sige nej" spandt hun, nu med sin højre hånd stadigvæk i elverens, men hendes venstre hånds fingre dansende over hendes tynde ryg, der langsomt bevægede sig omkring hendes nakke og frem til hendes hals. Overfladiske kærtegn af hendes negle trak små linjer efter sig på den blottede hud. "men.." Solari stoppede sine bevægelser samtidig med sin stemme.
Men så længe hun sad her.... så længe hun var så svagelig, at hun ikke kunne komme ud af den her situation.... jah så var det i hendes bedste interesse at følge de regler Solari ridsede op for hende. Kunne hun gøre noget ved det, var hun så velkommen til at gøre det! Kunne hun stoppe præstinden, var det hendes gudsgivne ret at gøre det. Men som det så ud nu, var det Solari's egen ret, at tage hvad hun ville.
Ord hun ikke nævnte, men som lå i luften over dem.

Følelser var næsten overvældende, bare at være i den anden kvindes nærhed. 
Og derved måtte Caerthynna hurtigt konkluderer, at noget omkring mørkelveren, måtte frembringe følelser der ikke nødvendigvis var så voldsomme. Hun satte næsen hen imod kvinden, som en finger kørte hen over hendes kæbe, snusede en gang, måtte snuse to gange mere. femten gange blev det til, før at hendes hjerne havde besluttet sig for at det var nok. Fremprovokationen af hendes tvangstanker, var næsten overvældende. Flere af tingene som hendes krop gjorde, var et skrig på - at hvis hun ikke gjorde det så ville hun ikke overleve aftenen. Det havde altid været en ting i hendes liv, og jo ældre hun var blevet desto flere ting skulle hun gøre. Også en af grundene til, at Caerthynna ikke længere kunne kigge sig i spejle. Det var altid en ekstrem stress faktor for at hendes tanker, til at gå helt amok. En af gangene, havde hun måtte gå frem og tilbage og kigge i sit spejlbillede - over en strækning af flere timer. 
Og alt det kvinden gjorde ved hende, hvordan hun snakkede - hvordan hun rørte ved hende. Fik hele kroppen til at skrige af afmagt, af sorg og fortvivelse over hun ikke var god nok.

Foruden det, så var smerten der strålede igennem hendes ribben og kæbe, næsten overdøvende. Hvilket i de fleste tilfælde ville have været nok til, at hun ikke ville klikke så voldsomt med tungen. Mundvigen begyndte at trække tilbage i venstre side, flere gange - først en gang, ind til at det kom i fem omgange flere gange i træk. Hvis hun kunne, havde hun skreget af kvinden at hun skulle fjerne sine fingre. Lade være med at røre ved hende, men det eneste der kom ud fra læberne - var et halvkvalt skrig og støn, som hun mærkede fingre der gled op af hendes arm - op af ryggen og til sidst greb hende omkring halsen. 

Men? Hun vidste hun måske slet ikke burde spørge, fordi hun desværre var sikker på at hun kunne forvente samme behandling som før. “Men hvad?” Mumlede hun så, som øjnene svømmede og fokusset var svært at holde. Ud over følelserne der ganske voldsomt rumsterede i hendes indre. 

På mange punkter, så var Solari næppe nogen stærk person. Hendes fysiske kunnen var utrolig begrænset, og præget af et liv god velstand her de seneste 600 år. Hendes slanke statur var ikke meget værd i kamp af næver, og hendes selvdestruktive tendenser havde hærget hendes krop over flere omgange; nogle sår mere permanente end andre. Og dertil hendes magi... ikke ligefrem den mest offensive af slagsen. Nej, præstinden var kun så stærk som andre satte hende op til at være, og havde ofte måtte sidde som Caerthynna sad nu; bundet og med fremtidsudsigter der svømmede i smerte, uden den store mulighed for at foretage sig et træk. Men Solari's styrker lå primært i selve slutrunden... og når det så endelig blev hendes tur, trak hun med et sadistisk smil finalen i langdrag.
Fordi havde hun først fået fanget en person i sit spind... jah havde hun først fået sat sine kløer i en eller anden sjæl, så kom hendes mere manipulerende og krybende magt til sin ret.

Elverens mørke fingre kærtegnede den bløde hals, som halvkvalt prøvede at gispe sine frustrationer ud. Vovet, men hvad simpelthen? Det var vel gået op for hende, at Solari foretrak at demonstrere fremfor at forklare, og et lille øjeblik overvejede hun om elveren havde et decideret ønske om at dø her i nat; måske hun satsede på at kroppen kollapsede og Solari måtte trække sig. Men i den her betagende kunst som tortur var, jah der blomstrede Solari op i fuld flor! Og neglene satte sig i huden med et ryk, hvor at præstindens læber rykkede ned til Caerthynna's spidse øre. "Hmmmm...." nynnede hun med en spindende lyd, og følte sin egen krop sitre ved den tavse tilladelse hun måske endda ubevidst gav.

Præstinden svang sig videre i sin runde omkring Caerthynna, inden at hun næsten kælende gled ned overskrævs på hendes skød. Solari lagde armene om skovelverens stivnede skuldre, og fæstnede de krogede fingre i hendes bløde år og baghoved. "Men så lad os blive... Caerthynna" hvislede hun, og lænede sig længere ind imod hende, hænderne dansede imod hendes kæbelinje for at holde hovedet på plads idet hun lænede sin pande imod elverens. "Jeg kan hærge dig rigtig, rigtig, rigtig, godt..." De hvide øjne låste sig fast i hendes, og de var grådige. De var decideret tændte, idet hun ledte efter hendes reaktion.

Ikke lang tid efter, ville illusionen af en lang syl danne sig i elverens ene hånd. Dens kolde metal ville være falskt; skovelverens krop ville ingen reel skade tage af alt det Solari udsatte hende for. Hvilket betød at hun ikke nødvendigvis ville kollapse hurtigt.
Og det var den sadistiske glæde, der ville få Solari til at tvinge den ned igennem elverens fæstnede venstre håndryg til at starte med - fæstne hendes hånd til stolen i en pludselig og rykvis bevægelse, dog stadigvæk siddende overskrævs.

Der var ikke så meget den unge elver kunne gøre, ud over at være under nåde af den meget ældre mørkenelver. For hun kunne - i dette øjeblik intet gøre. Tanken gled igennem hendes hoved, skulle hun forvandle sig til kvinden selv - ville det gøre det svære for hende sådan at pågribe sig hendes krop? Nej. Mumlede stemmen i hendes hoved, hvis noget var hun sikker på, at det faktisk ville ophidse mørkelverne. 
Så derfor, lod hun være. 
Caerthynna slog voldsomt med hoved, i den ene side flere gange. Hun kunne ikke styre det, hvad end kvinden gjorde ved hende - så frembragte det alle hendes tiks hun havde. Og meget voldsommere end de plejede at komme. Hun spyttede, vred munden tilbage. Ja hendes øjne rullede næsten tilbage i hoved, og ganske kortvarigt, fik det hende til at glemme smerten. Glemme rummet hun var i, situationen og kvinden der nu pludselig havde sat sig over hendes skød. 
Hun var den mest forskruet kvinde, hun længe havde mødt - men pludselig var der noget som klikkede - havde hun ikke hørt om denne? Hvad var navnet nu, tomme øjne stirrede frem for sig; “Solari” mumlede hun højt. 

Og lige som hun havde sagt navnet, mærkede hun hvordan en syl blev presset ned i hendes hud. Og et skrig, væltede frem fra hendes strube og hen over læberne. Øjnene knyttede sig sammen, som et væld af smerte bølgede frem i hendes som et skinnede hvidt lys. På intet tidspunkt, havde Caerthynna lagt mærke til hvad der var blevet sagt, hvad hun kunne se i den andens øjne. Hun var så overvældet af følelser, magien der pulserede voldsomt fra kvinden der sad på hende. 
Smerten var så ægte, selvom en lille logisk stemme fortalte hende - det er ikke sandt - for du så ingen syl før det skete. Men havde hun set noget overhoved? Hun havde været så fanget i hendes egne tanker, hun ikke en gang var sikker på, hvad der var ægte eller falsk længere. 
Endnu et skrig, og hun kunne mærke hvordan halsen næsten blev tør. Hvorfor ville nogen gøre det her imod hende. Hvorfor!? 

Ved lyden af hendes navn, jah der spærrede Solari de hvide øjne en anelse op. Hendes navn var ikke ligefrem ukendt, og hun gjorde heller ikke noget for at holde det hemmeligt imellem landets befolkning, men at den er fine lille elver skulle kende det, se det havde hun ikke forestillet sig. Hvordan? Hvilke kredse gik hun i? Det vækkede dog ikke andet end en slesk latter fra præstinden, der med sygelig fascination af elverens skrigen, begyndte at dreje den falske syl; borer den ned igennem hudens lag så nervecellerne i hendes lille blege offer skreg efter forløsning. Musklerne i Caerthynna's krop spændtes op, hovedet blev kastet tilbage i den slidte stol og øjnene knyttedes til smalle sprækker i et smertemalet ansigt.
Det var så Zalans smukt, at Solari havde kunne kysse hendes blege skikkelse.

Det gjorde hun dog ikke - ikke endnu i hvert fald, og da hun følte at sylen var godt drejet rundt i hendes hærgede hånd, jah der forsvandt den. Igen, fra det ene sekund til det andet gled et sceneskift ind og Caerthynna's hånd ville ingen problemer have, den ville være som før. Lige indtil Solari atter materiliserede selvsamme syl i hånden, og på ny hamrede den ned i håndlfladen. Og igen. Og igen! Forløsning og smerte. Pres og ikke pres. Igen og igen.
Solari forventede dog mere - håbede på mere, og det konstante skift imellem smerten og lettelse ville måske være nok til at overbevise hende om at give sin magi fra sig hvis hun bare blev ved, men det ville da være ufatteligt kedeligt... de var jo først lige begyndt. Og efter at have gjort det ufortrødent og uden hensyn til hvad end Caerthynna havde spyttet ud af ord, skrig, forbandelser eller gråd i 12 stik mere - op og ned, igen og igen i en konstant rytme som når klokken talte sekunder, jah endelig stoppede hun. Undervejs havde blikket dog aldrig forladt hendes nye veninde, og havde hun slået blikket op imens, havde det været stirrende hvide øjne og et hæsligt optrukket grin der havde mødt hende. Solari krøb længere op på elverens skød, og strammede dominerende knæene om hendes slanke talje. "Caerthynna" sukkede  hun i en efterligning af elverens stemme fra før, og greb med overraskende stærke fingre fat i det svedige ansigt for at gennemtvinge en øjenkontakt. Åh de øjne... de var så fine.
"Min kære, tænk at du vil gøre det her imod dig selv... jeg er næsten beæret..." fulgte hun op med, men det var ikke skuffelse der bar Solari's stemme. Nej, det var spænding, der kælent understregede hendes blodprægede tilfredshed Fordi tænk at hun ville! Det her var trods alt hendes valg. "Sig mig, kære... er jeg din første?" spandt hun, og slikkede sig om munden, et spørgsmål der kunne tages på mange måder. 

Der var så mange tanker der gled igennem elvernes tanker, hvordan hun skulle komme ud af dette – ja det var første tanke. Hurtigt efterfulgt af; Men det kan du ikke. Hun var fanget, fanget som en spyflue i et edderkoppenet. Fuldstændig i edderkoppens barmhjertighed.
Og det var vad hun var – en lille insekt, uden styrke til at modstå Solaris to fingre der var i gang med at smadre – det der var tilbage af hendes sindstilstand. Og selvom hun vidste, at smerten hun følte, ikke nødvendigvis var ægte. Kunne hun ikke abstrahere fra hvor virkeligt det hele føltes, hvordan tårerne var begyndt at glide ned af hendes kinder. Den gispende vejrtrækning, der næsten truede med, at hun snart ville give efter for smerten. Også var den væk – lige så hurtigt som den var opstået.
Hun hang med hoved, gispende – hakkende. Den smalle brystkasse hævede og sænkede sig, og det var som om at hjerte ville springe af hendes brystkasse – hvornår end det skulle være.

Skriget blev for nogen bare højere og mere skingert, da sylen igen blev presset igennem hendes hånd. Hele kroppen begyndte at skælve, hendes ben der rystede – trods den tunge vægt der lå på dem. Da Solari jo stadig unægtelig sad hen over hende. Dette var ikke en drøm, dette var desværre hellere ikke mareridt. Ja selv det, ville hun foretrække; end hendes nye personlige helvede. Det havde mørkelveren så sandelig sørget for.
Hun formåede dog ikke at gøre meget mere spændende, end bare at ryste over hele kroppen. Slå med hoved, som hendes øjne var hårdt lukket i. Hendes tænder der skar imod hinanden, de øjeblikke hvor hun ikke skreg – så hendes lunger begyndte at brænde.

Da fingre lukkede sig omkring hendes ansigt, hvor sved haglede ned over den blege figur. En figur der så sandelig var ved at tage form, efter hendes sande skikkelse. Den tynde, sygelige Caerthynna, den som ikke kunne være en ægte elver. Hende, der aldrig nogen sinde ville passe nogen steder hen. Fordi hun var mærkelig, hun var sær – og ingen ville elske hende. Aldrig, ville nogen kunne elske en som hende.
Hun hulkede let, som kvinden krøb tættere på hende.
Mærkede hvordan at det bankende hjerte, fik en smerte hun aldrig nogen sinde havde mærket før. Hvor uelskelig hun måtte være – sådan som hun gemte sig bag masker, masker der gav hende en falsk styrke. En falskhed Solari lige havde grebet ind efter, og revet væk fra hende. Følelsen af hvordan tinge splintrede sig inde i hendes krop. Som ville hun aldrig nogen sinde komme tilbage hel fra denne oplevelse.

Hun høstede “Ja” svarede hun på spørgsmålet. Og som hun tog sig sammen til hendes eget. “Du har aldrig spurgt efter – det… jeg kan give dig” hvæsede hun, grundet de brændende lunger og den ømme hals.

Det bedste ved at tage sig god tid, se det var at betragte den forandring der skete. Normalt kunne den være ret så drastisk, og Solari havde set og oplevet tilfælde hvor man knap nok kunne kende sig selv. Men skovelverens forandring var så fysisk, at hun intresseret så hvordan hendes udseende ændrede sig til noget mere fremmed. Noget mindre falskt, og det var en underlig form for magtfuld rus. Det her var hvad hun var kommet efter - den her fantastiske evne, som hun desværre ikke besad. Solari ville dog ikke fornægte den magi hun til gengæld var blevet givet, fordi den kom virkelig til sin ret nu.
Hviskende stemmer af afmagt havde sat sig i Caerthynna's øregang, og det var virkelig en knækket melodi der spillede omkring den unge elver. Så skrøbelig... der var ingen tvivl om at elveren på mange fronter havde været sin egen torturmester med alle de sikkert forfærdelige ticks, men det var hendes byrde at bære. Hun måtte virkelig have sat sig i unode med nogle, for at blive født sådan der. Det, eller også udfyldte hun ikke den rigtige rolle endnu. 
Solari følte dog ingen skyld da hun med overraskende bløde hænder slap det hårde greb omkring elveren, og forsigtigt fjernede noget af det kedelige hår hun nu viste frem. "Det her..." nynnede hun, og tog en af hendes svedige hårlokker op. "Jeg skal bare bruge den her fantastiske forklædning" forsatte hun, og slap elverens mørke hår. De hvide øjne betragtede Caerthynna, men det var farlig betagelse, der fik hende til at lege med den her svaghed.

Hun fornemmede - jah hun kunne næsten smage i luften, at hun havde fundet frem til noget vigtigt. Og kunne hun lokke Caerthynna til frivilligt at afgive sin magi, ikke bare den her gang, men permanent... jah det ville bare være meget nemmere i sidste ende for hende selv. Elvere levede længe, og hun kunne velsagtens holde et vågent øje med skovelveren ´´.
Hun kunne give hende sin magi, og Solari kunne give hende et større formål med den, end at skjule hendes patetiske selv. Solari sukkede og tørrede nogle af de tårer der havde fugtet hendes kinder til væk, imens at hun med en skuffet lyd slog et klik med tungen - noget hun havde hørt elveren gøre ret så ofte selv. "Jeg kunne godt bruge dig" smilede Solari glat, ret så sikker på at skovelveren ikke nødvendigvis forstod, at ordende var ment i en ret så direkte forstand. Hun kunne sagtens bruge en som Caerthynna. 

Caerthynna opfangede hurtigt, trods hendes tilstand, hvad det var sortelveren ønskede. 
Og hun var tilbøjelig til at råbe, at hun bare kunne tage det hele. Tage hendes evne, tag alt, hvis smerten ville stoppe af det. Men som hun lagde de angstlige øjne på den andens skikkelse, og da hun indtog smilet, det skuffede klik - ja den andens mimik, måden at tage sig ud på. Snakke, og føre sig rundt. Så ville hun mene, at hun ikke bare slap. Og de sidste ord som forlod kvindens mund; jeg kunne godt bruge en som dig? Ja, de gik det til at løbe koldt ned af ryggen, for hvad betød det? Hun ville ikke tro, at hun blev tilbudt en stilling lige om lidt. Mest af alt fordi, hun ikke var sortelver, hun bad ikke til de samme guder for det andet. Selvfølgelig vidste hun godt, at man sagtens kunne bede til Nalish’ra uden at have en bestemt race. Hun havde set flere mennesker, der havde tilbedt til denne forfærdelige gud. 
Med et hårdt bid i læben, begyndte hele kroppen af skælve. Tankerne fløj rundt i hendes hoved, så mange for og imod, for hvad hun kunne sige. Hvordan hun skulle forklare sig, om hun overhoved havde noget hun kunne bringe på bordet, som ville hjælpe hende ud af situationen. 
Så hun var stille, musse stille - blot for en stund. 

“Hvad vil der ske med mig, når du endelig får det du gerne vil have?” Hun ville ikke nægte, at hun aldrig ville give hende hvad hun ledte efter. For hun var ganske sikker i sin sag, at Solari ville rive og flå i hendes sind og krop, ind til hun fik hvad hun var kommet efter. Som ganske tydeligt var de evner som Caerthynna besad. Evnen til at forvandle sig til hvilken som helst person, hun havde set i levende live. Så hvorfor benægte det unægtelige? Når man nu blot, måtte finde ud af, om man havde en chance for at se livets lys igen. 

Hele kroppen skælvede under Solari's mørke skikkelse, og havde mørkelveren været et par århundreder yngre, jah så havde hun ikke kunne lade værd med at følge sin impuls af decideret fryd, og dermed smilet. Men Solari holdt sig i sit mørke skind, og lod smilet blive indvendigt - sammen med den latter der havde fulgt med. I stedet betragtede hvide øjne hende nu stilfærdigt - øjne der var kolde i deres kyniske vinkel på hvor meget hendes liv var værd - men dog samtidigt øjne, der bar samme venlighed hun havde observeret i mødre, når de så på deres børn. Ikke at Solari kunne føle den kærlighed, hun kopierede bare hvad hun havde lært virkede. Og selv der, jah så kunne dem der forstod sig på hvad rigtig kærlighed, eller rigtig venlighed for den sags skyld, hvad det var, sagtens se at hun imiterede noget hun knap nok forstod.
I sidste ende var det også ligemeget... fordi hverken kærlighed eller venlighed ville løsne lænkerne om Caerthynna's spinkle arme.

En god aftale var til gengæld en fantastisk nøgle, som hun tilmed - næsten - helt selv kunne være med til at forhandle i hus. Og det virkede da på mange punkter også som om, at hun ved sylens insisterende bid og hærgen, efterhånden var kommet på mere medgørlige og fornuftige tanker.
Solari hørte i hvert fald hendes spørgsmål, og lod de mørke tommelfingre kælent nusse skovelverens kindben i små cirkulære bevægelser som det første svar. ".... næsten lige hvad du vil have, der skal ske" Solari lænede sig mere ind over hende, vinklede hendes ansigt med et lidt fastere tag om siderne af hovedet, stødte sin pande imod elverens egen. Og smilede med en spinden bagerst i sin sortdryppende sølvmund.
"Frihed?" ordet blev hvisket i den korte afstand imellem deres ansigter. "En god flaske vin?" et forslag med en mere leende kant i sin undertone, men stadigvæk et forslag. "Selskab for natten?" Solari løsnede sit greb, idet at hun trak ansigtet få centimeter væk for bedre at kunne se hende an, stadigvæk et smil klistret om de mørke læber. 
Solari kunne skaffe mangt og meget til dem der hjalp hende, inklusiv en tilfældig skøge fra gaden - eller endnu bedre, end fra templet til at vise hende en mere kærlig siden af gudindens vej.

Da de skulle bruge hende igen, var Solari villig til at gå langt, for at holde hende indenfor rækkevidde. At manipulere hende ind i en betagelse af en tempeltjener var blot en ud af mange måder, at gøre det på.

Mange sagde at Caerthynna ikke var helt rigtig i hoved, ja tilbøjelig til at være skingerne sindssyg. Men i forhold til kvinden som stadig sad overskrævs på hende? Ja, så var hun da det mest normale væsen hun nogen sinde havde mødt. For Solari var inkarnationen af sindssyge, hun var en grundsten for hvad det var at være så langt ude - at man ikke troede at det var forkert. Og hun vidste ikke hvad skræmte hende mest - at møde en person der kunne være så langt væk, og elske det så meget som den kvinde. 
Caer tog en dyb indånding, og lukkede øjnene hårdt i, hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre. Hvad hun tilbød, noget så simpelt som frihed - det troede hun simpelthen ikke på. Hvorfor ville hun være så gavmild? Jovist, hun ville få evnen som hun ønskede sig, men var det så det eneste hun ville have? Ville hun så lade hende være i fred, for evigt? 
Nej, det troede hun simpelthen ikke på.

En flaske vin, var måske ikke dårligt - tanken om at drikke så godt beruset efter dette møde var forbi, og hun måske - måske ikke, kunne komme tilbage til sit hjem som en frikvinde. Men en flaske vin fra kvinden som sad på hende? Nej.. også kom det mest groteske. Selskab for natten - hun måtte have spist rådnet tang. Hvad var det med alle disse mærkelige foreslag?
"Så du vil bare slippe mig fri, sådan uden videre, hvis det er hvad jeg ønsker? Frihed, og aldrig at se dig igen?" spurgte hun endelig meget skeptisk og åbnede sine øjne igen - så hun kunne kigge lige ind i de lysende hvide øjne, der for altid ville være i hendes mareridt. 

Solari vidste udemærkt, at hendes foreslag var uretfærdigt sølle i forhold til hvad hun havde hevet Caerthynna igennem, og hun forventede heller ikke at skovelveren uden videre hoppede op de første og bedste foreslag til hvad hun kunne få til gengæld. Det kunne have været værre for hende - Solari havde brugt ufattelig kort tid med elveren i forhold til hvad hun kunne have sat af. Men uvidenhed var måske meget godt en gang imellem, og mørkelveren lyttede småleende til hendes modsvar, en kærlig tommelfinger nussende på hendes hals, idet at hånden lagde sig på hendes skulder.

"Næsten lige hvad du vil have der skal ske. Kun næsten" hviskede hendes stemme, der tungt lagde sig i rummet omkring dem. Sødme der ikke passede til det maniske blik, hun stirrede på Caerthynna med. "Frihed og aldrig at se mig igen? Det kan jeg godt ordne... men på én bekostning" smiskede hun yderligere, og smilede en anelse bredere.
Hun behøvede ikke at se Solari, for stadigvæk at være brugbar. Næste gang kunne hun så møde en af Solari's nærmeste - de havde mindst en ligeså kærlig hånd som hende.
"En gang om året, skal vi bruge dig igen. Dukker du frivilligt op, min kære, vil du ikke se mig resten af året... jeg vil for alt i verden undgå dine triste øjne, og du behøver ikke kigge dig over skulderen, når skyggerne bliver lange. Én gang om året, min kære... men en gang om året, resten af dit lange, sølle liv"
Mørkelverens tunge gled sultent over de sorte læber, idet at hun fra det ene blink af øjet til det næste, fremmanede illussionen af sylen igen, i hånden der holdt om hendes skulder. Spidsen pegede ind imod hendes sarte hals, dog uden at prikke hul.

Bare som motivation.

Næsten.
Ja, hun havde vidst det var for godt til at være sandt. Og som mørkelverens berøring, og stemme fortsatte - en bekostning. Ja så faldt hendes hjerte ganske hurtigt, dog ikke uden at tage fart i dens galoperende fornemmelse. Hun kunne mærke hvordan det sitrede i hele hendes krop. Hvordan at hendes øjne sved af de tåre der pressede på. Hvordan at læberne tørrede ud, væsken forsvandt fra hendes gane og mund. Generelt kunne hun ikke føle sig mere utilpas end hun gjorde lige nu. Det var ganske enkelt - forfærdeligt. 

Til det punkt, at hun ikke kunne andet end at nikke lige så stille. Hvad ville konsekvensen ikke være, hvis hun sagde nej? En dag, på en eller anden måde ville hun komme ud af dette - selvom hun var ganske sikker på, at det først ville ske den dag at kvinden, som stadig sad på hendes skød. Ville forsvinde fra jordens overflade. Den dag hendes forfærdelige blik, det maniske umenneskelige lys blev slukket. Så ville hun være rigtigt fri. 
“Fint - jeg kommer hvert år. Men næste år, vil jeg gerne frabede mig sylen i min skulder. Og noget lækker vin ville være mere fordelagtigt.” Hostede hun, og vidste ikke helt hvor den kække stemme kom fra. Det var tydeligvis ikke hendes, men hvem vidste også hvordan man reagerede under pressede situationer og tortur. 
De lysende blå øjne, betragtede kvinden og sylen der nu var presset mod hendes hals i stedet. “Vil også helst undgå at få den presset ind i min hals nu...” pludrede hun endelig, som blikket faldt fra den smertefulde fornemmelse den ville give hende, ind i de hvide øjne - der næsten virkede mørke. Hvilket i sig selv var ganske mærkeligt. Men alt ved denne kvinde, gav ikke mening - og hun var hellere ikke sikke på, at det ville være sundt at prøve at få tingene til at give mening. Det eneste den unge skovelver ønskede - var at slippe væk nu. Kravle i sikkerhed, og forsvinde. 

Endelig.
Solari's hvide øjne glimtede idet de blev til smalle sprækker af hvid, da elveren endelig indvilligede i en aftale Solari selv kunne se være fordelagtig. Frabedelse af sylen og en flaske vin? Mon ikke det skulle være til at overskue; hun kunne sagtens finde noget vin der var en skovelver værdig. Til det smilede mørkelveren derfor, og lod langsomt hånden slippe hendes delikate hud. Ved øjenkontakten og de opfølgende ord, jah der blev smilet blot en anelse bredere og sylen i præstindens hånd forsvandt fra det ene sekund til det andet. "Så er det en aftale?" hviskede hun, og trak sig langsomt ud af den personlige sfære der omgav Viola, og gav hende noget plads til faktisk at trække vejret, selvom det næppe ville stoppe de bølger af magi der omgav præstindens forbandede - eller alt efter hvilke øjne der så på det, velsignede - skikkelse.

Solari's tanker kredsede kort om Itin, og hun mindede sig selv om at skaffe noget af elverens blod, inden hun i hvert fald fik lov til at gå nogle steder. Hun ville aldrig helt kunne forsvinde under jorden, og selv hvis hun gjorde, ville det være et liv hvor hun for altid ville være tvunget til at se sig en ekstra gang over skulderen, når skyggerne blev lange.
Ingen kontrakt var nødvendig her. Og med den information, lod Solari sig næsten allerede føle sig sikker på, at aftalen var i hus. Men hun var et væsen af traditioner, og traditioner var på plads for at en aftale, reelt set var en aftale, i hendes sort og hvide verden. Solari lod en enkelt hånd glide ned omkring ryggen, hvor at en grumt krummet kniv - overraskende smukt dekoreret dog - frem. Ikke truende, ikke med nogen anden hensigt, end afventende at betragte hende, en anelse morende. Hun kunne ikke lade værd med at fryde sig, et eller andet alt for selvsikkert punkt. 

Fordi Solari gjorde jo ikke det her kun for sig selv, og var overbevist om at det her var skovelverens lod, ligesom at det også var hendes.