Krystallandet
Xenwia 09.05.2020 23:25
Den unådige hårde solen hang over Rubinien trods det endnu var så tidligt på året. Den store gul-orange sol sendte så meget varme ned over Sarghos by, at selv skyggen var grænsende til ulidelig, selv for dem som var født og opvokset i den sydige del af landet.Det betød dog ikke at ørkenelveren blev hjemme i den bolig, som hun havde anskaffet sig i byen, hun brød sig ikke helt om at være i de forholdsvis åbne bygninger, det lå så fjernt fra Thal’Elors underjordiske by og hun følte aldrig helt hun kunne slappe af. Der ville gå nogle dage før den ro lagde sig over de mørke skuldre, som et tungt tæppe.
I stedet var Emori søgt til den nærliggende oase. Stik mod forventningen var hun alene da hun ankom, hvis man så bort fra enkelte dyr, som søgte at skyggen og vandet oasen tilbød dem. Nok holdt Thal’Elor en helt særlig plads i hjertet under den brune brystkasse, men Sarghos’ oase lå så tæt, at de ville kunne røre hinanden, havde det været to personer.
De spidse øre var tildækket af et tyndt, okseblodrødt, klæde der lå over det lange mørke hår, der bølgede som et oprørs hav. De gyldne øjne som når man kom tæt på lignede flydende guld, gled langsomt i som lod en let brise glide over oasen, sluttende af ved hende selv.
Hun havde taget plads i en af de mange skygger, palmerne omkring det livsgivende vand kastede.
If I needed you and you weren't there,
I'll never need you again.
I'll never need you again.
