Regnen piskede ned over de skarpe, mørke klipper. Skyerne drev et imponerende kapløb med havet om, hvem der kunne antage den mørkeste farve, selvom den tildækkede sol ville påstå, det kun var tidlig eftermiddag. I horisonten forsvandt lynene, der blot en time tidligere havde hærget henover den takkede øgruppe og flere steder tvunget store dele af de spidse klipper til at synke i havet.
Et stykke væk fra den største ø, hvor Obsidianslottet ragede højt op mod den stormfulde himmel, lå en gruppe mindre klipper i havet. Ikke helt store nok til at blive kaldt for øer i sig selv, men store nok til at holde et par delinger til træning, var deres overflade blevet gjort jævn og sikker at kæmpe på - så sikkert som det nu blev, når de fleste havde glatte, lige sider ledende direkte ned til det mørke vand.

På en af de midterste klipper havde nogen ødelagt den jævne overflade. Klippestruktur var skudt op som en væg, så de høje bølgebrus ikke flød indover den og skyllede uheldige mørkelvere med sig væk. 
"Åndsvage halskæde!" råbte Sidkanys, selvom det druknede i stormens buldren.
Det var lige før hun havde kastet amuletten fra sig, men hun vidste trods alt bedre end at påføre sig selv et alvorligt forklaringsproblem senere på aftenen. Det var perfekt vejr til at træne i, men ingen havde villet med hende herud, og den magiske amulet ville på ingen måde samarbejde. Den skulle kunne fremmane skygger, og hendes bedste resultat indtil videre var at få den til selv at blive lidt mørk i det. Nu var lynene, der havde givet hende de bedste skygger at arbejde med endda, ved at forsvinde, og hun havde hørt fra nogen mere erfarne soldater, at det krævede mere at få magien til at virke uden naturlige skygger. 

Hun rettede lidt på uniformsjakken, der sad klæbrende våd til hendes hud, og ønskede sig tilbage til sit eget behagelige rejsetøj, der lå i en taske ved hendes feltseng i barakken. Selvom uniformen var tilpasset hendes former og havde god bevægelighed, havde hun ikke vænnet sig til den endnu. Måske mest fordi det var en helt standard soldateruniform. Hele sit liv havde hun trænet til at lede andre, og nu blev hun selv ledt. Al hendes taktiske kunnen blev affejet, fordi de vidste bedre, og for det meste kunne hun ikke hjælpe på opgaverne lige nu, fordi de foregik på vand, og hendes evner mildest talt var ubrugelige så langt fra fast overflade.
En kraftig vind føg indover klippen og hev et par lange hårlokker fri af den ellers stramme, hvide fletning. Måske hun bare skulle vende tilbage til øen og udholde de hånlige blikke fra de andre, når hun trådte ind og lignede en druknet alf.

Grønne øjne gled henover den mørklilla skikkelse, som denne råbte i afmagt af medaljonen i hendes spinkle fingre. Nysgerrige gnister glimtede midt i alt det vurderende og tomme…

… dog ikke for længe. Skikkelsen, der stod lænet op af en af de imponerende klippeblokke, begyndte nemlig langsomt men stødt at kede sig, og var der noget denne afskyede, så var det netop den så grå fornemmelse; den der fik de sorte fingre til at summe af lysten til at ødelægge.

Chaunce Lochtree lod et djævelsk smil indfinde sig i hans ene mundvige. I samme øjeblik som de hvide tænder blev blottet, gled et uigenkaldeligt og altomsluttende mørke henover alt det grønne i hans øjne, så der intet hvidt var tilbage. I en flydende og elegant bevægelse skubbede den høje og muskuløse skikkelse sig fri af stenens hårde støtte, hvorefter han med sikre skridt bevægede sig mod mørkelveren.
Sådan et beskidt væsen, tænkte hvæsende tanker bag den hvide pande, i det de sorte øjne tog kvinden i nærmere øjesyn. Så uelegant, så klodset – barn af Zaladin, sagde man. Tanken fnøs – og således gjorde også Chaunce, for stemmen i hans hoved var hans egen lavmælte hvislen – alt imens halvdæmonen med målrettede skridt nærmede sig sit bytte. Sit legetøj.

”Så sur den er”, sang rovdyret, som han begyndte at cirkulere omkring den hvidhårede kvinde. ”Så lille og ligegyldig.”

Chaunce lod langsomt hovedet falde på skrå, alt imens de sorte fingre fraværende fjernede regndråber fra hans perfekte kind, hvorover de kullignende øjne funklede af indestængt kaos. Magien, den Chaunce var blevet skænket som spæd, sang til ham og han lod den forsvinde fra hans skikkelse, så en tæt og sort tåge svandt fra hans fingerspidser – og som søgende, undersøgende tentakler rakte ud efter mørkelveren. 

”Jeg keder mig, vanskabning.”

Det gav et ryk i Sidka, da nogen talte til hende, og hun snurrede straks rundt med hænderne hævet i kampklar position. Uden et hævet sværd så det en smule underligt ud, men kun for folk, der ikke kendte til hendes magi. 
"Hvad i-," udbrød hun overrasket. "Hvem er...?"
Hun nåede ikke langt med sin tale, da han afbrød hende ved at tale videre, og hendes ansigt fortrak sig i en vred mine, da han kaldte hende en vanskabning. Hvor vovede han! 
Sidka proppede amuletten i lommen og knyttede hænderne, mens hun så ham an. Der var intet genkendeligt over ham, og han bare ikke en uniform, så kunne han være en udefra? Hvorfor ville nogen opholde sig her, hvis ikke de var en del af Mørket? Måske var han af så høj rang, at han ikke bekymrede sig om uniformeringen, og så ville Sidka få problemer, hvis hun talte for meget igen, sikkert. På den anden side vidste hun, at hun ikke ville kunne holde sig i skindet, hvis han kaldte hende for mange grimme ting. Det havde allerede været svært i de første uger som ny rekrut, og det var selvom der var mange mørkelvere som en del af hæren. Nogen kunne bare ikke se udover mørkelvernes historie, selvom de skulle forestille at være allierede. Som ny rekrut kunne Sidka ikke tillade sig bare at skære lemmer af dem, der fornærmede hende, og den del irriterede hende faktisk mere end fornærmelserne i sig selv. 

Lige som Sidka konkluderede, at manden måtte være en dæmon, fordi hans øjne blev opslugt af mørke - og et menneske aldrig ville turde gå op imod en mørkelver som hende - begyndte sorte skygger at forme sig ud fra hans fingerspidser. Et klart tegn på, at han var fjendtligt stemt, og hans sidste kommentar bekræftede det. 
Udfordring accepteret. 

"Heldigt jeg godt kan lege, hva?" svarede Sidka tilbage med et skævt smil og blottede tænder.
Med et slag med hånden aktiverede hun sin magi, og klippen under den fremmedes fodfæste begyndte at hæve sig i ujævne, kantede sten. Hun vidste ikke, hvad de mørke tentakler kunne, og hun havde ikke tænkt sig at finde ud af det. Kunne hun få ham til at miste balancen, kunne hun måske afbryde hans magi. 

Chaunces sorte øjne gled ned til hans fødder, hvorunder jorden begyndte at vride sig i en krampetrækning. Et bredt og moret smil spredte hans hjerteformede læber, så en perlerække af hvide tænder blev blottet. Smilet svandt dog ind ganske brat, i det at mudret jord landede på de fine læderforstærkede støvler.
”Det var ikke pænt gjort”, hvislede dæmonen, som de stærke kæber spændtes i et vredt udtryk. I modsætning til mørkelverkvinden var Chaunce selv klædt i fine og elegante klæder, der så ganske tydeligt indikerede, at Chaunce var en mand med penge. Altid sad diverse beklædningsgenstande snore lige og var skræddersyet til perfektion, for Chaunce var en forfængelig mand. Han afskyede, når folk ikke forsøgte at leve op til samme standard.

Chaunces mørke skygger slæbte sig hen af jorden men hurtigere, som vreden over Sidkanys’ manglende pli forstærkede den. Nu var den ikke længere doven men målrettet, og den strakte sig mod kvinden, som et sultent og glubsk dyr.
Dæmonen tog en dyb indånding, i det han forsøgte at tæmme sit pludselige og blussende raseri. Søsterens ord og formaninger gav genlyd i hans hoved, og med et klistrede Chaunce et smil henover sine læber. Et, der i hans eget hoved var venligt, men som i virkeligheden var ligeså tomt, som hans øjne var sorte. ”Vi kan godt lege”, lød det dernæst, næsten overvejende, som var Chaunce ikke den, der havde påbegyndt deres farefulde dans.

Med vaklende men dog bestemte skridt bevægede Chaunce sig hen imod hende, stadig med hans læber trukket op i et smil. ”Men vi skal lege pænt! Vi skal gøre det ordentligt og først, må vi hilse på hinanden! Det er reglerne!” 

Det var stadig på ingen måde klart for Sidka, hvad dæmondrengen ville, men ville han have leg, skulle han få det. Hun havde brugt et par timer på ikke at komme nogen vegne, og der var stadig masser af chakra inde i hende. Muligheden for at slutte træningssessionen af med en ordentlig omgang kamp, ville hun ikke sige nej til. 
Et øjeblik lagde hun hovedet let på skrå over han kommentar - indtil hun så, at klippestykkerne var smuldret, da hun havde sluppet magien, og de var faldet ned over hans sko. Ah. Sådan en type. Det fik hende til at tage et ekstra kig på hans udseende, og først nu så hun de sirlige detaljer, hun først havde overset gennem den silende regn. Fint tøj, gode snit og ekstra pynt, hvor det var passende. Sidka kunne godt lide stil, men praktisk ville altid veje tungere for hende, og i den her situation var hendes uniform mere praktisk end pæn, og det havde hun lige nu absolut intet imod.

Skyggerne var faretruende tæt på nu.
"Desværre, pyntedreng," svarede Sidka og gik lidt i knæ. Sølvsmykkerne i hendes ansigt glimtede i genskæret fra et fjernt lyn. "Jeg spiller ikke efter regler."
Med de ord sprang hun opad og fremad. Med de ekstra lange lemmer fik hun god fart på sit hop, men ingen kunne bare sådan lige ignorere tyngdekraften, så først så det ud som om hun kun ville nå lige op over skyggetentaklerne, for derfor blot at lande i dem igen. 
Men det var det, hun havde magi til. Bag hende skød et stykke af klippen op med lige, hårde sider. På toppen var det fladt, og da hun var på sit højeste i springet, nåede den nye klippeafsats hendes fødder, og hun brugte den til at sætte fra på og lave endnu et spring. Et spring, der fik hende henover modstanderen i en bue, hvor hun undervejs drejede i kroppen, så hun kunne lande på benene på den anden side af ham. Under springet fik hun jorden, hvor hun ville lande, til at blive blød, så hun ikke ville lande helt lige så tungt. På vej henover dæmonen, ville hun dog være udsat for hans magi, og indtil hun havde set mere af, hvad den kunne, var der ikke meget at gøre i form af ekstra forholdsregler.

For blot et øjeblik syntes Chaunce at lide under store kvaler. De sorte øjne var let sammenknebne i morskab, men hans hjerteformede læber fortrukket i en snerrende grimasse. En lavine af konfliktfyldt emotion havde nemlig tag om halvdæmonen, der betragtede mørkelveren flyve igennem luften over sig; som en fascineret dyretæmmer betragtede løven udføre sit mesterlige trick. Chaunce kunne aldrig fornægte, at andre væsners magi kunne være dybt imponerende, men de ville trods aldrig være på samme niveau som ham selv – eller, og dette ville for evigt forblive endnu vigtigere…

De ville aldrig opnå Pleasances kundskab og kompetencer. De ville aldrig kunne blive ligesom hende – altid var de intet andet end en underdanig kopi.

Som mørkelverhunnen fløj over ham, strakte Chaunce sin arm op imod hende. Ikke længere jagtede de sorte tentakler hende, for den smukke mand i de mørke gevandter var kommet på ganske andre tanker. Tanker, der blev forseglet, i det at hans sorte fingerspidser, i et langt sekund, kælede for kvindens ene læg. Alt der skulle til for at kampen nu omsider ville falde til hans fordel, og hun havde endda gjort det så nemt for ham. Ak ja, tænkte en hadsk tanke, intet andet end en underdanig kopi.

I det mørkelverens støvler atter kolliderede med jorden under sig, løftede Chaunce sine sorte fingre mod hende. ”Du skal hilse”, lød det storsmilende fra ham, som hans blodmagi rakte ud efter hende og langsomt tog hold omkring hendes skridt – i håb om, at få hende til at vade imod ham selv…

”Det er vigtigt.”

Først havde Sidka troet, han havde handsker på, men nu kunne hun se, at det var selve huden, der var sort som blæk. Det understregede blot hendes mistanker om dæmonisk blod. Måske var han en dæmon, der prøvede at komme ind i Mørkets nye borg, efter Merihem havde fået så mange med sig fra kampen i Kzar Mora. Selvom Sidka ikke selv havde været direkte indblandet i kampene - de havde været på den helt forkerte side af kampen, da den først var brudt ud - var det ikke gået hende forbi, at det var dæmonerne, der havde startet opgøret. Selvfølgelig ville de ikke stoppe, bare fordi de havde drevet Mørket på flugt. Ligesom Lyset ville der altid være nogen, der ikke stoppede, før Mørket var udslettet. 

Hun var landet med fødderne solidt plantet på sit hjemmelavede blødgjordte underlag, men straks efter begyndte hendes ben at føre hende tættere på dæmonen. Med et vredt udbrud prøvede hun at stoppe sig selv, men han havde tydeligvis et fast magisk greb i hende, og selvom hun endnu ikke forstod, hvordan han gjorde det, kunne hun forsøge at stoppe det. 
Hun havde stadig fuld kontrol over sine arme, og hun hævede den ene foran sig, hvor jorden gav efter for hendes lysløse instruks og skød en lige mur op imellem hende og ham. Med muren foran sig, kunne hendes ben ikke komme længere, og hun greb fat i klippeformationen med hænderne i tilfælde af, han ville forsøge at få hende til at gå udenom. Muren nåede hende til midt  på maven, hvor hun ikke følte hans overtag. 
"Så du vil hilse, hva?" snerrede hun og løftede den ene hånd fra muren. "Officielt hej fra Sidkanys."
Hendes hånd knyttede sig og hun trak albuen tilbage i en hurtig bevægelse. Foran muren hævede klippen sig i en skrå vinkel så hastigt, at Sidka håbede det ville få ham til at vælte bagover. Hendes kendetegnende runer kom til syne hele vejen ned ad klippestrukturen, mens den hævede sig, men de ville ikke komme i brug, når Sibal ikke var her til at bruge dem. 

En fornøjet latter undslap glædeligt Chaunce Lochtree, der med gnistrende og sorte øjne betragtede mørkelveren kæmpe imod hans blodmanipulation.
”Det er sjovt, når du vrider dig sådan der”, udbrød den kønne mand begejstret, hvorefter han lod sine pege- og langefinger løbe i luften foran sig, i det han illustrerede, hvad Chaunce selv anså som værende klodsede skridt. ”Som et lam! Et lam der skal slagtes!”

Det skulle vise sig en smal sag at holde kvinden på plads og med et hastigt fokuseret blik på hendes arme, holdte de sig derefter også i ro. Chaunce nærmede sig målrettet, som frygtede han ingen skjult magi eller våben, hvilket heller ikke var langt fra sandheden. Tanken om at dø forekom Chaunce som en utopi. Det skete altid for andre – ikke for ham selv, men dog altid for hans egen sorte hånd. Det skulle dog ikke vise sig, ligeså letfærdigt som først antaget, i det yderligere klippeblokke skød op foran ham. Med en irriterende snerren skridtede Chaunce forbi dem, og så derefter på mørkelverhunnen med irettesættende øjne. Hvor vovede hun at ødelægge deres leg! 

Chaunce stoppede op og prikkede denne Sidkanys i kinden. ”Sidkanys”, gentog Chaunce, næsten eftertænksomt, som hans kantede hoved atter lagde sig på skrå. De sorte øjne hvilede urokkeligt i kvindens røde og med ét, lo han. ”Det er grimt”, lød det konstaterende, i det han klappede sine hænder sammen i en frydefuld gestus. 

”Ligeså grim som dig, men nok om det! Nu skal du danse!”

Blodårerne dunkede hårdt i hendes krop, og Sidka skar en grimasse da også hendes arme blev låst fast i position ovenpå den halvhøje mur. Så det var blodmagi, hun blev udsat for. Noget, hun ikke havde været i megen kontakt med før, og noget hendes egen magi ikke var det bedste værn imod. Medmindre hun kunne få smidt ham udover kanten af klippen, selvfølgelig, men det ville også bare være en antiklimatisk afslutning - de var jo næsten ikke engang begyndt endnu!
"I det mindste er min hud ensfarvet," gav Sidka igen og spyttede ned til siden mellem dem. "Din tur til at hilse - selvom jeg tvivler et makværk af at maleri som dig har fået tildelt et køn titel."

Meget af Sidkas træning havde været med at bruge sin magi, mens hun bevægede armene. Helt lavpraktisk var det bare lettere at visualisere, hvad hun ville have jorden til at gøre, når hun bevægede armene samtidigt, og det frigav noget hjernekapacitet til at overskue flere ting samtidig - ideelt til en stor slagmark. Men det her var ikke en stor slagmark, og formålet var ikke at skabe ravage i en hel hær eller holde sin egen i egen i sikkerhed. 
Med en ekstra snerren og et lavtmælt "Held og lykke," som svar til hans kommentar om at hun skulle danse, fik hun klippen under dem begge til at blive blød og mudret. Hun kunne med det samme mærke, hvordan hendes egne fødder sank ned i underlaget, og hvis både hendes egne ben og hans sat klistret fast i underlaget, ville det blive svært for ham at udføre sine planer. 
Planer, hun stadig håbede at finde ud af, hvad omhandlede, før hun blev en del af dem. Noget, hun ikke var sikker på, for hans magi var stærk, og han havde umiddelbart overtaget over hendes krop, som det så ud lige nu. Styrken var beundringsværdig, men ikke noget hun kunne lade sig distrahere af lige nu.

Forandringen fra det morede og fornøjede, til den indestængte og vibrerende vrede var øjeblikkelig. Det brede smil om læberne svandt ind, som havde det aldrig eksisteret og gnisterne i alt det sorte, syntes at intensiveres; som var destruerende og kvælende hænder på vej ud igennem Chaunces mørke blik.
”Det skulle du ikke have sagt”, hviskede Chaunce melodisk, i det hans øjenbryn trak sig sammen i midten af hans pande, i det at raseriet fandt vej dertil. Også hans stærke kæber spændtes i en krampetrækning, som prøvede Chaunce ihærdigt at finde vej tilbage til det fornøjede smil. ”Det skulle du virkelig ikke have sagt, lille lam!”

Chaunce nåede dog aldrig særlig meget andet, før hans læderforstærkede støvler sank ned i jordbunden, der ud af ingen ting var blevet til mudret kviksand. Et dyrisk snerren undslap Chaunce, hvorefter hans skarpe kindben blev røde af vrede.
”Se hvad du har gjort!”, hvæsede han ophidset, i det de sorte fingre pegede ned på hans forsvindende støvler. ”Det var ikke pænt, dit – dit bæst!”

Straks hævede Chaunce sin sorte hånd og lod sin mørkemagi finde frem til Sidkanys bankende hjerte. Da den fandt hvad den søgte, lod den sine fæle tentakler lukke sig omkring det; som rakte Chaunce ud og mærkede på det selv.
”Sig undskyld! Nu! Sig UNDSKYLD!” 

Sidka nåede kun lige at spærre øjnene op ved synet af de mørke tentakler, der igen dukkede op fra mandens hånd, og denne gang var der ingen flugt fra dem. De skød ind i hende og hun blev revet forover som de lukkede sig om hendes indre. Hun gispede i smerte og angst over den magt, han havde over hende, fastlåst som hun var i sin egen krop.
Det var som at blive ramt af en bølge, når den kammede over fra sit højeste. Voldsomme følelse skyllede ind over hendes sind, og hun blev opslugt af sorg og skam til det punkt, hvor tårer begyndte at vælte ud ad hendes øjne. Følelsen var så meget hendes egen, at hun ikke kunne skelne om den var virkelig eller fremkaldt magisk.
"Undskyld!" gispede hun ud, ude af stand til at gøre andet end at ride bølgen af følelser.
Sorgen blev til angst, blandet med vrede, og tilbage til den endeløse brønd af sorg igen. Hele hendes krop sitrede under gråden, der tvang sig vej ud gennem øjne og mund. Tårerne lå som varme striber ned over de ellers regnkolde kinder.

En skarp, brændende smerte tvang hendes tanker en smule tilbage til situationen. Hendes ansigt brændte, stak og sved omkring alle de steder, hun havde presset metal igennem sin hud. Det fik hende til at fortrække en anderledes grimasse midt i de andre følelser, mens en enkelt tanke stod frem imellem alle de andre.
Det er ikke virkeligt. Han gør det her.
Hendes fingre greb hårdere fat om klippemuren til knoerne blev hvide og blodårene synlige på hendes hænder. Stadig med floder ud ad øjnene, bed hun tænderne hårdt sammen og samlede så meget magi og koncentration, hun kunne i sit kaosramte sind. Magien i den mudrede klippe blev sluppet, og den forsøgte ikke længere at sluge deres fødder. 
På den halvhøje mur begyndte runer at indgravere sig selv som tegn på, at hendes magi havde tag om strukturen, og med ét ændrede den form. Samlede sig foran hende, sank i jorden mellem dem, og skød så op - direkte ind i hendes brystkasse. 

Sidka blev slynget tilbage gennem luften. Hun mærkede svagt magien, der havde tag om hende, flimrer, men det var for sent til at hun kunne nå at tage fra. Hun ramte en hævet del af klippen hårdt, inden hun faldt tungt til jorden. 
Fletningen havde revet sig løs og det lange hår faldt ned over hendes ryg som bølgende snebanker. En smag af blod ramte hendes tunge fra en flænge i læben. Med en kraftanstrengelse hævede hun sig op fra maven på den ene albue og vendte blikket mod ham. Hvide lokker og tårer blokerede noget af synet, men hans tårnende, sorte skikkelse kunne ikke overses selv i stormvejret. Hjertet hamrede i hendes bryst, både fra kampen, alle de følelser, hun var blevet tvunget igennem, og fra jaget af spænding, der gik igennem hende ved at være oppe imod en så stærk modstander. En modstander, hun ikke længere var sikker på, hun kunne slå.
"Hvem er du?" fik hun frem.

Chaunce så med frydefulde og begærlige øjne, hvordan hans fæle magi satte sig fast i mørkelverens skikkelse. Et lavmælt men skingert grin, der langsomt men sikkert blev til at lykkeligt skrig, undslap dernæst halvdæmonen, i det han begyndte at kæmpe sig vej op i mudderet.
Det skulle vise sig… noget af en udfordring, men da han omsider var fri, skridtede han selvsikkert imod den krybende Sidkanys. Atter gnistrede de sorte øjne af morskab, for tilsyneladende var raseriet gledet i baggrunden –

I hvert fald for en tid. Chaunce var igen tilfreds med situationen, for denne genkendte han. Tårer og spørgsmål om hans person var altid kærkommen, men vigtigst af alt var mørkelverens undskyldning. Det var trods alt det, han havde bedt hende om.
”Mit navn er Chaunce Lochtree”, præsenterede han sig selv, i det han elegant trak en smule op i sine smukke stofbukser og satte sig på hug foran Sidkanys. ”Du må jo næsten vide, til trods for de primitive instinkter og din sølle natur, hvem jeg er. Ikke sandt? Det gør du, ikke? Du ved, hvem jeg er?”, lød det dernæst og forinden, at mørkelverhunnen selv nåede at svare. Langsomt begyndte Chaunce at nikke bekræftende – han tillod ganske enkelt ikke Sidkanys at svare andet end ja – hvorefter han lagde sit ansigt i skuffede folder. Det morede forsvandt på et øjeblik.

”Mine støvler er stadig helt beskidte. Det var ikke pænt gjort”, lød det i en næsten sørgmodig tone, som ønskede Chaunce slet ikke dette kaos.
De sorte fingre fandt langsomt vej op foran mørkelveren, og for blot et øjeblik svævede de ubeslutsomt i luften imellem dem. Chaunce kunne ikke tæmme hverken et djævelsk smil eller en skinger latter i at undslippe hans læber, og pludselig sprang han tættere på Sidkanys og råbte, så hans stemme buldrede i stormen; ”BØH!”

Sidka forsøgte at hæve sig længere op på armen, mens manden kom tættere på. Noget gjorde ondt i hendes side, og hun hvæsede i smerte. Hun havde ramt klippesiden hårdere end forventet, for det havde været svært at vurdere, hvor meget kraft hun havde skulle kaste sig selv væk med. Hun var ikke ligefrem vant til at ramme sig selv med jordens strukturer - det plejede at være modstanderen, hun sendte på en flyvetur.

Chaunce Lochtree. Hun havde ikke den fjerneste anelse om, hvem han var. Krystallandet var stort, og Sidka havde set forsvindende lidt af det. Krystallandet husede mange folk, og Sidka gik ikke en skid op i, hvem de var, medmindre de var hendes overordnede. Så... Var han en delingsleder, hun ikke kendte? Det virkede virkelig ikke sådan, men hun kunne selvfølgelig ikke udelukke det. For hvad ville en højtrangerende med en simpel nystartet soldat?
Hans brøl foran hende fik hende til at skære en grimasse i ubehag. Det var ikke rart at blive råbt ind i ansigtet på den måde, men hun havde ikke tænkt sig at vise frygt over for ham. 
Frygt får jer slået ihjel, havde I'endrith altid sagt til klanen.

"Jeg aner ikke en skid, hvem du er," snerrede hun ad ham og tvang sine arme til at skubbe kroppen op at sidde. "Men du skræmmer mig ikke med dine børnelege."
Sidka spyttede på jorden ved siden af sig selv. Egentlig mest for at få lidt blod ud af munden, men det virkede også fint til at understrege det, hun lige havde sagt.

Smilet svandt ind på et øjeblik – som havde det aldrig eksisteret til at starte med – hvorefter Chaunce’s kønne ansigt langsomt gled på skrå. For et kortvarigt moment forholdt halvdæmonen sig tavst, alt imens de sorte øjne stirrede urokkeligt på den hvæsende, patetiske skikkelse på jorden. Da hans røst dog omsider skød igennem uvejret, var den ligeså iskold, som vandet bag dem og let dirrende af forarget raseri.
”Det skulle du ikke have sagt, lille du. Det skulle du virkelig, virkelig ikke have sagt!”, hvæsede Chaunce Lochtree, i det at han pegede med en sort finger imod mørkelverens sammenkrøbne person.

Straks efter genkendte Chaunce’s blodmagi, hvordan han indbød den at reagere, og instinktivt strakte den sig som en usynlig tåge imod Sidkanys. Den greb om hendes arme, ben og ansigt og med en hastig bevægelse, som afkrævede Chaunce, at Sidkanys kom nærmere, tvang hendes blod, hende ned at ligge.
Langsomt men sikkert – så mørkelverhunnen havde et så godt udsyn så muligt – skubbede Chaunce sin ene mudrede støvle frem mod hende. ”Du skal gøre dem rent nu. Med din tunge. Og så fortæller jeg, hvem jeg er imens, så du ikke begår samme fejl to gange”, fremlagde halvdæmonen, som enhver anden ville konstatere, at solen ganske rigtig stod op hver morgen. Det var jo trods alt en stor tjeneste, Chaunce her gjorde for hende, og det var uhyre vigtigt, at hun forstod.     

Kendte man Sidkanys ath I'endrith, ville man måske være fristet til at tro at netop denne oplevelse ville lade hende forstå noget mere om svage væsner. Smage sin egen medicin, så at sige. 
Åh alle de gange hun selv havde tvunget svagere væsner i knæ foran sig og tvunget dem til at tilfredsstille hendes egne eller Sibals syge lyster. Støvleslikkeri var nok et af de ældste trick i bogen, og denne Chaunce kunne garanteret tvinge hende til det, om hun adlød eller ej. Den magi, han brugt på hende for at tvinge hende ned på jorden, måtte være en form for enten blod- eller muskelmagi, og tungen indeholdt trods alt begge dele. Nej denne oplevelse... At blive tvunget til at tjene et stærkere væsen... Det måtte da give mørkelverkvinden lidt perspektiv, ikke sandt?

Forkert. Hun tændte på det. 
Med en lige så ødelagt tankegang som Chaunce selv, var respekten for hans handlinger ved at overtage raseriet over hans pludselige afbrydelse af hendes træning - og egentlig raseriet, der måske, måske ikke faktisk var skabt af ham. Hun var ikke helt sikker på sine følelser i øjeblikket, men den varme spænding, der steg op i hende, var helt sikkert ikke én, han lige havde tænkt på at få hende til at føle. 
"Du skulle prøve et halvdyr engang," sagde Sidka, mens hendes ansigt blev tvunget ned til hans støvle.
Heldigvis var det mest klumper af sten, der sad på dem nu, når hendes magi ikke længere havde fat i dem. Havde jorden været mere jord og mindre klippe, var det hele nok forblevet mudder, men klippe i sig selv blev sjældent til mudder fra naturens side, og derfor kunne hendes magi kun fastholde det i den uvante konsistens, så længe hun aktivt kanaliserede den. De små klippestykker var ikke svære at slikke af.
"Jeg fik engang en halvkat til at slikke mine støvler," uddybede hun imellem tungens bevægelser henover læderet. "Du skulle have set hendes udtryk. Hun var som skabt til den slags arbejde."

Chaunce betragtede med sorte, gnistrende øjne hvordan mørkelverhunnen arbejdede flittigt. For blot et øjeblik – og i takt med at hun fortalte – glemte Chaunce at tæmme sin blodmagi, hvormed den forlod hendes krop for endnu engang.
En brummende, eftertænksom lyd gled henover hans hjerteformede læber, i det hans brede men perfekt trimmede øjenbryn trak sig sammen i en grimasse. At Sidkanys heller ikke vidste, hvem han var og hvilken slægt han tilhørte, var tilsyneladende også fortrængt. I hvert fald for et langt øjeblik.

”Det vil jeg huske!”, udbrød halvdæmonen, næsten begejstret, hvorefter han klappede Sidkanys over det hvide hår. ”Det vil jeg helt sikkert huske. Jovist, det er helt bestemt – men nu kom jeg da helt fra, at fortælle dig, hvem jeg er!”, tilføjede Chaunce hastigt, i det hans sorte fingre gled ind i alt det hvide, og strammede sit tag om mørkelverens hårpragt.

”Jeg er en del af et tvillingesæt, som nedstammer fra selveste Quesnel Lochtree. Min søster Pleasance sidder på nuværende tidspunkt i et spændende møde, men jeg begyndte simpelthen at kede mig noget så grusomt. Og så fandt jeg dig! Er det ikke en lykkelig tilfældighed? Se hvor godt vi leger sammen lige nu!”, begyndte Chaunce ivrigt at fortælle, imens hans hånd undersøgte Sidkanys styrke i nakken ved, med jævne mellemrum, at presse hendes ansigt tættere mod hans støvlesnude. 

Hans lange forklaring af sit ophav blev for døve ører. Sidkanys var ikke særligt interesseret, så længe han ikke var af hendes race, men i det mindste gik han hurtigt over til at snakke om mere interessante ting. En tvillingesøster, hva?
"Det forklare så mange ting," kommenterede Sidka, og mærkede til sin overraskelse, at hendes krop ikke længere var under Chaunces kontrol.
Et skævt, lumsk smil begyndte at spille på hendes læber, men det blev dog forstyrret af de ufrivillige støn, der brød op fra hendes strube, som han legede med hendes hår. Som der blev trukket i lokkerne, kunne hun næsten mærke hver enkelt hårstrå give smertesignaler til hendes nervebaner. Smerte, hun bød velkommen. Det her var en helt anden ting end at kaste sig selv ind i en klippe.

I et pludseligt behov for at gøre legen mere ligeværdig, fremkaldte hun sin magi igen. Med begge arme, der nu var under hendes kontrol igen, selvom det føltes lidt som om hun havde ligget på dem en hel nat, greb hun fat om Chaunces lægge. Samtidig skabte hun en rutsjebane af klippen under sig, så de begge to gled nedad til en lille fordybning, hun havde gjort en smule blød, så det føltes som at falde ned på en græsmark og ikke hård klippegrund. 
Hans hånd i hendes hår ville uden tvivl ikke slippe så let, men det var heller ikke hendes mål. Med hans krop glidende nedad, kunne hun strække sin ud igen og lande halvt over ham med en hånd på hver side af hans brystkasse.
"Ser du," sagde hun med det legesyge smil tilbage på læberne. Underlæben var stadig fugtet af blod i den ene side. "Jeg er selv hjernen i forhold til min tvillingebror, Sibal. Han render også altid en tur, når jeg er til møde."

Chaunce Lochtree syntes ikke synderlig berørt over, at han nu befandt sig under mørkelverhunnen. Faktisk kredsede hans tanker sig alene om hendes indrømmelse og det faktum, at også hun havde en tvillingebror. Se, det var et livsbillede, Chaunce kunne forstå sig på, for Pleasance betød, ja, velsagtens alt for den kønne mand. Hvad Pleasance gjorde, var altid det rigtige. Hvad Pleasance afkrævede af ham, ville han gøre uden at stille spørgsmålstegn. Hvad Isari var for det gudfrygtige og gode mennesker, var Pleasance for Chaunce, og aldrig kunne nogen tage den plads. Det mørke, fordærvede hjerte der bankede livløst i hans muskuløse brystkasse, bankede kun for tvillingesøsteren og kun så længe, at dennes hjerte gjorde det samme.

I et langt øjeblik lå Chaunce som forstenet og med sine sorte øjne hvilende på Sidkanys, men dog uden i grunden at se hende. Da han omsider brød tavsheden, forvandlede hans følelsesløse ansigt sig øjeblikket, og med et smilede han bredt. De hvide hænder greb om hunvæsnets spidse ører, hvorefter han lo højt og ruskede hårdt i Sidkanys hovedet. Denne gang dog ikke for at skade hende – nej, Chaunce var intet mindre end overmådelig begejstret, men som den mørke sjæl han var, forstod han sig ikke på at udvise den følelse på anden måde.
”Vi er ens! Du og jeg! Vi er helt, helt ens!”, sang han skingert, alt imens han tvang Sidkanys hoved til både højre og venstre; som et lille pigebarn ville få sin dukke til at danse. ”Nu kan vi blive rigtig gode venner, helt bestemt og ja, vi kan så! Jeg vidste det skam fra start, nu må du ikke misforstå mig! Vi har stadig så meget sjov tilbage!”, udbrød Chaunce hastigt og uden at lade Sidkanys fremlægge, hvad end hun tænkte om den sag –

Eller for den sags skyld, uden at forstå, at Sidkanys havde fornærmet ham.

Det store smil i Chaunces fjæs blev gengældt af Sidka. Et lavt grin fra hende stemte i med hans skingre udtalelser.
"Du troede måske vi var færdige?" drillede hun. "Åh der er masser af legetid tilbage!"

Som han bed sig fast i hendes øre, og hun kunne høre sølvsmykkerne ramme mod hans tænder, blev hun presset tættere ned mod hans brystkasse og hals. Nok blev hun rusket fra side til side, men hun var helt tæt på huden, og hendes skarpere tænder gled mod den tynde hals. Om hun trak blod bekymrede hende ikke. Så snart han gav lidt slip, ville hun sætte tænderne i ham og smage hans hud. Hvis der gik lidt hul, helede han vel med tiden. Eller huskede hende lidt længere.

Sidka havde ikke haft mange varige bekendtskaber uden for medlemmerne i sin klan, men hun kunne godt lide at blive husket af dem, hun mødte. Det var sværre som menig soldat i hæren, hvor hun kun kunne forvente at hendes egen deling huskede hendes navn. Selv Sibal og hendes ofre fra deres vandren i tiden fra de forlod klanen og til de besvarede Mørkets kald, huskede dem længere tid end de tosser her på øerne ville. De havde også i den grad sørget for, at ofrene ville huske dem.