Så med et “vi ses i morgen” og “kom godt hjem” skiltes hun fra Thomas og Hans. Skydækket var tæt denne nat, og det var sjældent at månen fik lov til at titte frem. Heldigvis havde Freya den fordel, at hun delvist havde orkernes nattesyn, så hun havde ingen problemer med at navigere i Skumringskvarterets sparsomt oplyste gader. Udover et stort brød langt bag hende, så var der tomt i gaderne, mens hun gik hjemad, og Freya fattede ingen mistanke.
Det var en uge siden, at hun sidst havde set Pax. Hun havde været til en fest, hvor hun havde set ulveflokkens manddomsritual, og det havde mildest talt rystet hende. Men tingene var kun blevet værre, da hun havde opsøgt Pax efter ritualet og lært om hans dystre fortid. Hun kunne stadig ikke forstå, hvordan nogen kunne behandle sit barn på sådan en grusom måde. Freya havde forladt ham efter dét, og hun fortrød det. Hun burde ikke have forladt ham. Hun burde være blevet hos ham. Nok var han stor og stærk, han kunne snildt klare sig selv med sit kloge hoved. Men han havde ikke brug for at blive forladt. Og siden hun havde forladt ham, havde han ikke besøgt hende. De første tre nætter havde hun grædt, når hun havde lagt sig til at sove. Og om dagen havde hun været mut og ved siden af sig selv. Thomas, Hans og en gruppe andre venner fra arbejdet havde alle prøvet at opmuntre hende, og hun havde sat pris på det. Men hun kunne ikke fortælle dem om Pax. Hun havde aldrig haft det sådan med en mand før... De sidste par dage havde været bedre, men hun ønskede stadig brændende, at han pludselig ville dukke op hjemme på hendes værelse, kravlende ind igennem vinduet. Måske, på trods af alle de ting, der var sket i Pax fortid... På trods af, at hun var gået sin vej... Måske kunne de stadig...
“Hjælp!” Lyden var en sølle klynken, og Freya blev revet ud af sin tankestrøm. I et øjeblik var hun i tvivl, om hun rent faktisk havde hørt noget. Men så kom det igen. “Hjælp mig!” Lyden kom fra den næste gyde, og hun satte farten op for at komme hurtigere derhen. Noget i stemmen, dens hjælpeløshed, dens grådkvalthed, gav hende følelsen af, at hun skulle skynde sig. Hun kiggede ind i gyden, hvor der henne for enden var en stor bunke skrammel, som der jo ofte var inde i gyderne. Men noget af skramlet bevægede sig og afslørede en sølle skikkelse – en høj, tynd mand, der væltede hjælpeløst rundt på jorden og ikke kunne finde fodfæste. En skarp lugt af alkohol brændte i hendes næse. “J-jeg kan ikke... v-vil du ikke nok...” fremstammede den grådkvalte mand, da han så hende. Freya sukkede let. Hun havde mest af alt lyst til bare at gå – han var jo tydeligvis hønefuld, men han var også meget laset i sit tøj, og det var tydeligt, at han havde fået bank. Hun havde svært ved ikke at have ondt af ham. “Fint, jeg hjælper dig op, men resten må du altså klare selv,” mumlede hun og gik ind i gyden.
Da hun kom tættere på, kunne hun tydeligt se menneskemandens ansigt. Det var hævet og blåt flere steder, og hans øjne var fyldt med tårer af hjælpeløshed. Hans mørke hår klistrede sig til ham som om det galt livet, han var snavset, og... hun var kun en meter fra ham, da hendes mørkebrune øjne gled ned på mandens hals, hvor der var noget på hans hud. Et slags... tegn. Hun mærkede en kold hånd omkring hendes indre, da det gik op for hende, og manden brød ud i en manisk latter, da han så, hvordan hun lagde brikkerne sammen. "Du kan vidst godt lide at gå alene hjem, hva?"
Det er en fælde!
Manden greb ud for at tage fat i hendes arm, men Freya var hurtigere. Hun brugte sin magiske evne og fik teleporteret sig ti meter mod udgangen af gyden, men lettelsen nåede knap at sprede sig i hende, før en stor næve ramte hende direkte i solar plexus. Luften blev tvunget ud af hende, og hun kiggede langsomt op på to store skikkelser, der var dukket op. Det var to mænd mere. En dragefødt og endnu et menneske. Det var den dragefødte, der havde ramt hende med en voldsom kraft på et sårbart sted, og før hun kunne samle tankerne, knyttede mennesket ved den dragefødtes side sin hånd, og slog den knyttede næve direkte ind på Freya's tinding med al sin kraft. Et støn af smerte undslap modvilligt hendes læber, og de tre mænd i gyden lo frydefuldt, mens hun kæmpede for at få luft tilbage i sine lunger. Bag sig havde Freya fornemmelsen af, at den tidligere så hjælpeløse mand nu havde rejst sig op uden problemer. Typisk, tænkte hun spydigt. Se nu hvad din godhjertethed har fået dig rodet ud i.
“Det er godt i er sådan nogle store drenge,” hvæste hun. “Men her er det mig, der bestemmer! Nu skal i se, hvordan man slås,” og med dén tyrede hun sig imod mennesket, der lige havde slået hende i tindingen. Som en bisontyr, der beskytter sit harem, hamrede hun en knytnæve imod hans kraveben og ramte ham så kraftigt, at han næsten fløj tre meter bagud. Et smil spillede frem på hendes læber af den tilfredsstillende lyd, et knæk, da mandens kraveben ikke kunne klare sammenstødet med hendes knyttede næve. Manden, der havde luret hende i fælden, angreb hende bagfra med en kniv i hånden, men hun fik fingrene i ham og kylede hans tynde skikkelse imod den dragefødte som var han intet andet end en kludedukke, så de begge væltede omkuld. Kom så Freya, koncentrer dig, tænkte hun og teleporterede sig derefter ti meter mere imod udgangen af gyden. Hun var der næsten. Hun kunne godt slippe væk fra disse små kryp! Men igen måtte hun føle, hvordan håbet svindede i hende, da den store skikkelse fra tidligere i nat pludselig tårnede sig op foran hende. Han var et stort brød af en orker, mindst to meter høj og en væg af muskler. Hun nåede knap at overveje, hvor hårdt en næve fra dette monster kunne slå, før hun mærkede det på sin egen krop. Slaget smadrede ind i hendes brystkasse, og det fik hende til at falde til jorden som et nedlagt jagtbytte, og da hun med et blik, der kunne slå ihjel, prøvede på at rejse sig op, sparkede han hende i maven en gang... kom nu, du kan godt... to gange – hun smagte blod, da kraften fra sammenstødet med hans store støvle fik hende til at bide sig i kinden... koncentrer dig!... tre gange – hun kunne ikke få luft... Hun fik øjenkontakt med den grimme ork, og hans fjerde spark imod hende blev stoppet, da hun successfuldt paralyserede ham med sin anden magiske evne. Med alle de kræfter, Freya kunne mønstre, kæmpede hun for endelig at få rejst sig op, mens hun stadig prøvede på at holde paralyseringen. Hendes krop dirrede af smerte efter den store orks haglende angreb, men hun kunne stadig klare det. Bare lidt endnu. Bare lidt endnu, så ville hun kunne slippe paralyseringen af orkeren og teleportere sig endnu en gang. Så kunne hun sætte i løb, og så ville hun være langt væk...
En kold følelse og en altoverskyggende smerte spredte sig pludselig i hendes venstre side. Det var den dragefødte, der havde kastet en kniv imod hende, og den havde snittet sig igennem hendes hud lige over hendes venstre hofte. ”Argh!” Hun stønnede i smerte, og hun mistede koncentrationen over for orkeren, der nu kunne bevæge sig frit igen. Hun knækkede sammen, da den tynde svindler jog en bestøvlet fod ned i hendes knæhase, men med en arrig knurren fik hun på ny fingrene i ham og smadrede hans ansigt to gange ned i den hårde jord, så blodet begyndte at flyde fra hans ansigt. “Møghunde! I burde kende jeres plads!" tordnede hun. Hendes sejr var dog kortvarig, for orkeren placerede et solidt spark i hendes brystkasse, og luften blev endnu engang tvunget ud af hende, da hun med et støn af smerte væltede om på ryggen. Den dragefødte var nu på benene. Han sprang hen og satte sig på hende, så hun blev tvunget til at blive liggende, og han lod sine beskidte, skællede hænder presse hårdt omkring hendes hals. Hendes luftrør. Den dragefødte... Han var tung... Han var stærk. Meget stærk. “Prøv at lave magi nu, min kære,” hvislede han med et klamt, triumferende smil, og Freya mærkede panikken sprede sig. Hun kunne ikke få luft. De var fire... Mørke pletter begyndte at pible frem i hendes synsfelt... Hvordan skulle hun klare sig imod fire!? Men hun kunne ikke bare give op. Med en sammenbidt knurren og en smertefuld kraftanstrengelse fik hun rullet sig bagom i en baglæns kolbøtte, hvor hun fik løsnet den dragefødtes beskidte greb og kylet ham længere tilbage i gyden. Hun sad nu på hug, hele hendes krop rystede voldsomt, og hun gispede efter vejret og kontrollen, da den dragefødtes menneskeven kolliderede med hende som en bidsk hund, der vil holde sit bytte nede. Og det var lige præcis, hvad hun var blevet til. Deres bytte.
Hun kunne ikke modstå kollisionen. De hårde tæsk var begyndt at sætte deres præg, og hun kunne mærke, hvordan såret i hendes venstre hofte skreg af smerte. Et skrig, hun ikke kunne få ud over sine egne læber efter kvælningen. Hendes magiske evner var ikke hendes styrke, så hun vidste, at hvis hun brugte magi nu, så ville det kræve så meget energi af hende, at hun ikke kunne løbe fra dem. Hun lå på maven med sin ene arm under sig, og da hun med meget besvær drejede hovedet, kunne hun se, at denne mand også have et tegn tattoveret på halsen. Hun prøvede at kaste ham af sig, men hun havde ikke kræfterne til det. Med al hans vægt holdte han hende nede. Han var ikke lige så stærk som orkeren eller den dragefødte, men smerterne og trætheden var ved at blive for meget. Hun kunne ikke bare ryste ham af sig som hun normalt kunne have gjort. Hun måtte finde på noget, hurtigt. Den store ork lo og trådte hen imod dem som de lå og brydede for at få overtaget. Hurtigt! En panisk beslutning afgjorde hendes frihed. Som en pitbull låste hun sine kæber omkring mandens arm, og de efterfølgende spasmer, der gik igennem ham afslørede, hvor meget det krævede manden ikke at hyle i natten af smerte. Hans uopmærksomhed, og den sagte smag af sejr, gav hende muligheden og styrken til endelig at skubbe ham af sig, og for en sikkerheds skyld sendte hun et spark i hovedet af ham, men hun rystede nu så meget af udmattelse, at hun ikke havde kræfterne til at rejse sig. Hun afskærmede derfor sin krop med armene i håb om at afværge orkerens næste spark, men han sparkede hende ikke. I stedet fløj svindleren og den dragefødte på hende for at holde hende nede, og selvom hun kæmpede for at komme fri, så var deres samlede greb for meget for hende. De tvang hende til at sidde på knæene, og den sidste mand kom derefter hen til dem og sendte et cirkelspark i hovedet på hende. Sparket fik hende til at knække forover, så langt som mændenes greb om hende tillod, og smerterne blandede sig med en kvalmende fornemmelse, der eksploderede i hendes krop og truede med at sprænge hende i småstykker. Hun brækkede sig på jorden i smerte, og smagen af bræk og blod i hendes mund var ikke til at beskrive. Hun svedte af anstrengelse og panik, og hun kæmpede stadig hårdt for at få vejret. Kæmpede for at blive ved bevidsthed.
“Hvad skal vi gøre ved hende?” fnøs en af mændene. Hun så ikke hvem. Hendes syn var sløret, og smerterne i hele hendes krop gjorde det svært at koncentrere sig. "Hun tror nok, hun er sådan en rigtig lille alfatype! Men sådan noget er kun for mænd!" grinte en manisk stemme, som kun kunne tilhøre svindleren. “Hun stønner som en luder,” konstaterede en anden med en barsk stemme, og de begyndte alle sammen at le hånligt. “Sørg for at holde hende. Men ikke for meget. I ved jo, jeg godt kan lide, når de stritter imod,” lo en af mændene, og i et øjeblik føltes det, som om tiden gik i stå. Hun troede ikke, at hun kunne blive mere panisk, men da det gik op for hende, hvad de havde tænkt sig at gøre ved hende... Hun spyttede på jorden uden at se, hvis af mændenes fødder hun ramte. Den forfærdelige smag af blod og bræk fortog sig. For det var ligemeget.
Hun så rødt.
“Må jeg være. fri!” brølede hun, og med en styrke hun ikke længere troede, hun kunne mønstre, fik hun armen fri fra svindleren, trak sin dolk, skubbede den dragefødte fra sig og jog dolken i brystet på den mand, der havde sparket hende i hovedet. Blodet flød ud over hans brystkasse som hun ramte hans hovedpulsåre, og tre gange nåede hun at stikke ham i brystet før orkeren greb fat om hende, og ramlede hendes krop imod en af husmurerne. Kraften hvormed han smadrede hende ind i husmuren var så overvældende, at hun var sikker på, at hele bygningen ville vælte ned over dem, og hun bad til at hendes kraftige halvorkerknogler ville holde. Hun tabte sin dolk og så med et slørret blik, hvordan manden hun havde angrebet nu lå livløs på jorden. Orkeren begyndte at kysse hendes hals og bryst med en grådig arrighed, mens han lod sin lyst stige af hendes magtesløshed. Hun kæmpede med alt, hvad hun havde tilbage i sig for at prøve at komme fri af hans sadistiske greb, der fik hende til at føle sig beskidt på en måde som intet vand kunne skylle af hende. Han begyndte at løfte hende op, så hun knap kunne nå jorden længere. Med et knæ prøvede hun på at ramme orkeren i skridtet, men hun fik slet ikke ramt plet. Dog fik hendes handling orkeren til at kigge arrigt på hende. "M-møghunde," fik hun trodsigt fremstammet til ham og mødte hans blik. Hendes trodsighed gjorde dog kun orkeren mere rasende. Han knurrede af hende, tog med et jerngreb omkring hendes hage, og hamrede så hendes baghoved ind i husmuren. Freya kæmpede febrilsk for ikke at miste bevidstheden. Det var dog alt, hvad hun kunne gøre, da han gav slip på hende og lod hende falde slapt om på jorden i gyden, hvorefter hans store skikkelse satte sig oven på hende. Hun lå igen på maven, og denne gang kunne hun ikke stritte imod. Han var for tung. For stærk. Det var stadig en kamp for hende at holde sig ved bevidsthed, og smerterne i kroppen, i hoften, i hovedet, var ubærlige. Hun kunne mærke, hvordan hans klamme fingre prøvede at trække ned i hendes bukser. Hvordan hans manddom voksede, og med et knækket klynk, som hun prøvede at gemme under en snerren, tog hun fat om sin buksekant i et desperat forsøg på ikke at give ham hans vilje, mens de to andre grinte hånligt i baggrunden.

Krystallandet