Kastanje følte sig vigtig når hun sådan var samlet med de andre byvagter, for at få ordre. Det var ikke noget der skete på denne her måde særlig ofte, men hun følte helt en stolthed. De gjorde noget som Lyset ikke selv kunne gøre. Der var selvfølgelig ej heller nogen der kendte Dianthos så godt som de.

”En meget lyserød skovalf forsøgte at snigmyrde Lysets dronning i hendes sovekammer. Fang alfen i live, så den kan stilles for dom!” sagde den overordnede til dem.

Kastanje skrev detaljer ned i hendes lille bog så hun kunne huske det. Lyserød skovalf. Fang ham i live.
”Javel sir,” sagde Kastanje, sammen med en del af de andre og Kastanje gjorde honnør til ham, inden hun begyndte at flyve afsted mod byens gader for at hjælpe eftersøgningen. Hun var hurtigere end de fleste.

Det var dog først da hun var begyndt at lede, mens hun kiggede på sine noter, at det rigtig gik op for hende hvad det var hun egentlig ledte efter. En alf. De fandtes ellers ikke på disse kanter. I alle sine 18 år i byen, havde hun ikke mødt andre alfer end sine forældre, så selvom de boede i Dianthos var byalfer ikke ligefrem det mest udbredte heromkring, selvom Kastanje havde en stærk forventning om at det nok var fordi de boede længere sydpå. Skovalferne havde hun dog svagt hørt om. De boede i skovene!
Det var underligt at hendes første møde med en anden alf, var for at fange den, en anelse trist, men hvis skovalfer var sådan nogle onde små nogle der prøvede at snigmyrde deres dronning, så var der vel ikke nogen grund til at have ondt af dem.

Så Kastanje ledte. Modsat de fleste andre byvagter var hun dog væsentlig mere effektiv. Hun havde hurtigheden på sin side, og hun kendte til alle de gode gemmesteder når man var i hendes størrelse.

”Lyserød alf?” kaldte hun, som hun fløj rundt. Måske ikke det mest effektive at kalde efter den man ledte efter, men Kastanje var også mere vant til at indfange folk i stedet for at lede efter dem.
Hun havde også ledt efter ham i op til flere minutter, og var allerede ved at blive lidt træt af legen, så til sidst stak hun hovedet ned i en vase der stod i nærheden (næppe det perfekte gemmested). ”Er du hernede? …. AAARGGHH!” hun trak hurtigt hovedet til sig som hun i den grad havde set en halvdød lyserød alf nede i vasen.
Forsigtigt kiggede hun med det ene øje med i vasen igen. Kunne det være rigtig? Var det alfen der var dernede... og var den halvdød?

Kastanje havde forsøgt at kigge ned, men til trods for hendes hurtighed og reflekser, så havde hun nok bare ikke forventet at hun ville blive hevet ned i vasen, af en lille hånd der næppe havde særlig mange kræfter i sig, men det var i hvert fald nok, til at hun tumlede ned til den lyserød alf, som heldigvis ikke var halvdød. Kastanje var ikke helt sikker på hvad hun havde gjort hvis han havde været det.

Der var mørkt i krukken, men heldigvis havde de nok lys i dem selv, og hullet i vasen, til at Kastanje kunne se de sjove ører, som virkede til at prøve at opfange noget lyd. Hvad vidste hun ikke rigtig.
Hendes øjne var desværre også blevet fuldstændig fanget af den anden alf. Han var betydelig lavere end hende, nok nærmere på højde med hendes mor. Man skulle næsten tro at han ikke havde fået nok at spise med hvor spinkel han var, og hans tøj så også sjovt ud. Hun var lige ved at række ud og røre det spidse lyserøde hår som han også besad. Så meget fylde, og så underligt. Var det normalt at alfer var så... farverige?

Heldigvis blev hun hevet ud af hendes tanker, som alfen begyndte at tale. Til at starte med var hun ikke sikker på hvad han sagde, men så gikd et op for hende at det var Sylvan, med en meget kraftig dialekt.
Problemet for Kastanje, noget hun aldrig rigtig havde tænkt over, var at hendes kundskaber indenfor Sylvan var meget begrænset. Hun talte ofte et mix mellem Sylvan og Krystallisiansk med sine forældre, og selv der var nærmere Krystallisiansk, og dialekten var fuldstændig anderledes.

”Vent, hvad prøver du...” startede hun ud med at sige, på krystallisiansk, og så krammede han hende, og hun stod lidt som stivnet. Hun var aldrig bare blevet krammet af en fremmede. Højst var hun blevet nusset lidt på hovedet, men aldrig krammet, mest fordi hendes størrelse næppe tillod det.

”Hvad... hvad laver du? Eller Hvad laver du?” det sidste blev sagt på hendes noget dårlige Sylvan. Hvor det ellers skulle være smukt og snørklet, så var det med mærkelige pauser, og en accent der nok var decideret uhørt fra Juliander.

Kastanje følte sig langt mere tilpas da Juliander gav slip på hende. Hun var lidt lettet, mest fordi hun ikke helt vidste hvad hun ellers skulle have gjort med sig selv hvis han var blevet ved. Hans krop havde været helt ranglet meget anderledes end hendes egen lidt mere fyldige krop, som nok stammede fra deres forskel i mad. Faktisk uanset hvordan Kastanje så på det, så mindede Juliander hende ufattelig meget om sin mor når det kom til udseendet.

”oh, det er okay, jeg er bare ikke vant til andre.... alfer på disse kanter,” sagde hun, glad for at den lyserøde alf også godt kunne tale krystallisiansk, ellers måtte hun jo kæmpe sig igennem sproget. Hun kunne nok godt.

Hun havde nærmest allerede glemt alt om hvad hun havde været i gang med. Mødet med en anden alf havde allerede sendt hendes tanker et helt andet sted hen, heldigvis så virkede han til gengæld til at vide hvorfor hun var her. Eller han kendte til sin egen situation.
”Oh!” sagde hun, og på et øjeblik så hun lidt begejstret ud som hun huskede på situationen, før hun lagde lidt forvirret hovedet på skrå. Der var noget der ikke stemte her. Så hun gjorde hvad hun altid gjorde når hun ikke helt vidste hvad der var galt, eller hvad hun skulle tænke, og tog sin lille notes bog op, som hun tydeligvis havde fået lavet i alfestørrelse.

Hendes øjne scannede siden af bogen, før hun kiggede op på alfen. ”Okay, så vi leder efter en lyserød skovalf, som har prøvet at snigmyrde dronningen, men du ligner ikke en der kunne finde på at snigmyrde dronningen.” Han var lidt mærkelig, men han virkede ikke ond på nogen punkter, bare lidt forvirret og alene.
”Har du prøvet på det?” spurgte hun så endelig, lidt forvirret, og ikke det mindste anklagende, men mere som om at hun lige skulle rode bod på hvad der foregik her.

Det gjorde det klart. Alfen kunne ikke være den skyldige. Han virkede ligeså forfærdet som Kastanje havde været over at nogen kunne have fundet på det. Alligevel underligt at der var to alfer i byen på samme dag, endda som begge var lyserøde. Normalvis var der ingen udover de lokale byalfer.

”Oh, jeg er ked af at høre at det e gået ud over dig,” udbrød Kastanje, nu når hun havde hørt hvordan alle havde taget fejl af ham. Det kunne ikke være nemt som skovalf at begå sig i byen. For hende selv ville det være utænkeligt at kunne begå sig ude i skoven, når hun jo selv var vant til byen.

Hun lukkede sin bog endnu engang og lagde den ned i sin taske. Nu havde hun jo ikke behov for den, når hun jo vidste at hun var sammen med et fuldstændig uskyldigt individ.

”Men hvis vi nu går ned og forklare det på byvagtskontoret, så kan du blive der indtil vi fanger den skyldige!” tilbød hun. Hun begyndte at få lidt ondt af ham, det virkede som om at siutationen var lidt intens for ham. Det var den for alle i byen. Tænk at nogen havde turde at snigmyrde Dronningen i hendes egen by. Det var jo derfor der var så mange vagter, og magi deroppe til at stoppe indtrængende... havde hun i hvert fald hårdt. Det job deroppe var jo ikke ligeså nobelt som at være byvagt trods alt. Byvagterne passede på borgerne, de vigtigste i landet!

Hun kiggede lidt trist på ham, som han begyndte at gå i panik, og det lod som om han sagde noget der mindede om Ingen panik. Det var en sjov måde at snakke med ham.
”Jeg er sikker på at det nok skal gå,” prøvede hun at sige lidt opmuntrende. Han var vel næppe andet end et barn.

Kastanje nikkede bekræftende. Hun var helt sikker på at alting nok skulle blive klaret, hvis de kom ned til byvagtskontoret, og forklarede at naturligvis var Juliander ikke den onde lyserøde alf der var i byen, som prøvede at snigmyrde dronningen. Han var her bare tilfældigvis samtidig, og måske han skulle vente dernede, indtil de havde fundet den skyldige, så folk ikke tog fejl af dem. Det var også sådan en fjollet fejl.

Da han ikke virkede til at han var sikker på hvor det lå, kunne man næsten se tandhjulene dreje i Kastanjes hoved, for hun havde da tilbudt at tage med ham, måske ikke så direkte godt nok. En del af hendes arbejde var jo også tage sig af indbyggere der ikke kunne finde vej. Heldigvis hoppede han snart op af vasen og tilbød sin hjælp til hende.

Hun kiggede op på ham, med imponerende øjne, før et smil gled over hendes læber, og hun tog imod hans hjælp, for at komme op af vasen. Selve halsen var lidt trang trods alt, især når man var på Kastanjes størrelse.
Men op kom hun og endnu engang var lyset i hendes øjne, og hun kunne se ud, hvor der stadig var mennesker, som ikke virkede ligeså intense som byvagterne havde gjort.

”Nå, mod byvagtskontoret,” hun kiggede sig lidt om for at orientere sig, før hun kiggede på den anden alf. De kunne jo begge flyve, så de kunne jo bare flyve hen over hustagene.
”Vi tager den mest direkte vej,” sagde hun grinende, før hun begyndte at flyve op og vinkede ham med sig. Turen derhen ville stadig tage lidt tid i normalt tempo, men alting var hyggeligere med en makker, som Kastanje havde fundet ud af, når hun patruljerede med nogle af de andre byvagter.

Det var meget sjældent Kastanje faktisk fløj hen over hustagene, men de gange hun havde gjort det, så havde der heller ikke været problemer med rovfugle, men det kunne nok ligeså meget være pga. tempoet hun ofte fløj i, et tempo som alfedrengen højst sandsynligt ikke ville kunne følge med i, selvom han virkede til at være ganske hurtig på vingerne, hvilket også fik Kastanje til at sætte tempoet var en anelse op.

Fordi den anden alf var så let til letter, smittede det også af på Kastanje, som grinede med på den lille leg han havde gang i, mens hun sørgede for at styre dem i den rigtige retning, selvom de nok også kom til at lave en lille bue omkring markedspladsen. Det var lidt nemmere at finde vej, når man havde de kendte bymærker i sindet.

Hun kunne se nogle af byvagterne, på deres blå uniformer der stadig styrtede rundt i byen, sikkert for at lede efter den lyserøde alf.
Siden turen alligevel ville tage lidt tid, så kunne Kastanje jo også udnytte at spørge ind til alfens liv, hun kunne mærke hvordan nysgerrigheden brændt i hende, og hun ville så gerne vide mere om ham og hans liv. Hvordan mon det var at være alf andre steder.
”Hvordan er det at bo i skoven?” spurgte hun. ”Er der mange alfer der?” Der måtte være flere alfer der end der var herinde. Måske de også alle sammen var lyserøde ligesom ham her?

Kastanje lød interesseret, som hun prøvede at fokusere på at husene og vejen under dem, mens hun stadig var meget betaget af alfedrengen som fløj med hende. Han vinger glitrede så pænt i solen, meget ulig hendes egne, som nærmere bare så lidt gennemsigtige ud når solen stod på det, men det var nok også fordi deres farve ikke var alt for langt fra himlens farve til at starte med.

”Det lyder meget fascinerende,” udbrød hun begejstret, selvom hun havde svært ved at forstille sig det. Hendes forestilling var mest af alt Dianthos i hendes egen størrelse, og så omgivet af træer i stedet for en mur. Det var et lidt sjovt billede, og det kunne da være rart ikke at skulle så langt om morgenen når man skulle på arbejde. Så kunne det også være at hun ville komme til tiden, siden det ikke ligefrem var det hun var kendt for her.
”Men så er der vel heller ikke så meget andet plads end til alfer,” pointerede hun. For hende gav det ikke mening at alfer levede alene uden nogen andre racer, for her i Dianthos levede alle racerne jo med hinanden. Selvom alferne var meget sjældne.

Da han tilbød at hun kunne blive vist rundt, kunne man se hvordan hun gik fra at være ganske begejstret over aspektet, til næsten at gå helt i stå, inden hun lige fik rystet det af sig og fløjet med ham. Bare tanken om at forlade Dianthos fik hendes håndflader til at svede, og det var ikke så rart. Måske hun var allergisk for livet udenfor Dianthos?
”Det kunne være meget sjovt, men jeg har... suuuuper travlt her i Dianthos, og jeg ved ikke om de kan undvære mig i så lang tid,” sagde hun, i et forsøg på at lyve, hvilket ikke gik alt for godt. Det var heller ikke fordi at hun ikke havde lyst til at tage af sted. Det var bare så... skræmmende. Men ikke fordi hun var bange! Det var jo to vidt forskellige ting.

Kastanje så ikke noget galt i at han var en lyserød alf. Han så dog til gengæld meget ung ud i hendes øjne, men hendes bedømmelse af aldre kom også næppe fra alfeland, og mere fra hvor mennesker så på folk. Selv var hun jo en voksen! Selvom hun i alfeår kun lige var ung og ikke et barn mere. Det var information der var forsvundet, som hendes forældre selv havde været i fangeskab i byen.

Hun ville dog være ked af at være et sted der var lukket af fra andre racer, men hun havde heller aldrig kendt andet, end det mangfoldige sted Dianthos var. Til gengæld ville det være flot med alle blomsterne, og naturen. Den var der ikke meget af herinde, selvom tempelhaverne var ganske pæne om sommeren. Det var også hendes favorit sted at være når hun havde fri. 

”Ja, men man har jo sine pligter,” sagde hun, lidt akavet. Hun havde det ikke så godt med at lyve, men hun var glad for at han stolede på det hun sagde. Det betød vel også at hun var ved at blive bedre, selvom at lyve var en dårlig ting. Alligevel grinte de andre byvagter af hende, når hun prøvede at fyre en løgn af som de alligevel ikke troede på, som om det var noget hun skulle være god til? Men hvis hun kunne snyde en anden alf, så kunne hun nok også snyde et menneske nu! Hvis det opstod at hun blev nødt til det, naturligvis.

Hun rystede hurtigt på hovedet som han spurgte om hun ville komme i problemer. ”Overhoved ikke,” sagde hun bestemt. En del af hendes job var at hjælpe folk, og det inkluderede altså alfer, selvom de sjældent var her i byen. ”Og se, der er det,” sagde hun så, da hun havde fået øje på den noget større bygning, som hun kendte som værende byvagtkontoret, og den tilhørende arrest.
Der var stadig lidt vej endnu, men nu kunne alfedrengen da også have en ide om hvor de var på vej hen.

Kastanje var ikke bekymret, men hendes viden om hendes position i samfundet var også lidt anderledes end hvad hanalfen havde konkluderet. Hvis han havde valgt at spørge ind til det, så ville Kastanje hjertens gerne sige i stolthed at hun var en del af byvagterne og en essentiel del af at hjælpe byens borgere. Godt nok ligesom alle de andre byvagter, men hun var stolt over at hun havde fået lov, til trods for ikke alle byvagterne synes det var lige ideelt at en alf var en del af det.

Hun lod sig dale ned, længere og længere, til at larmen fra gaderne begyndte at blive højere, så man næsten kunne hvad der blev sagt efterhånden.
Umiddelbart så det heller ikke ud som om at nogen havde opdaget de to alfer endnu. Det var ikke så normalt for Kastanje at komme fra oven. Normalvis fløj hun nede ved jorden, fordi hun alligevel kunne navigere uden problemer, men med en anden alf på slæb, der havde hun konkluderet at det havde været bedre at flyve over tagene.

”Hold dig tæt til mig, så du ikke bliver væk,” sagde Kastanje med et optimistisk smil til alfedrengen, inden de kom ned, og man kunne se at et par enkelte af byvagterne efterhånden havde fået øje på de små skikkelser som blev større.

”Hey Kastanje,” kaldte den ene, før han så lidt forvirret ud over den lidt mindre alf hun havde i ledtog.
”Hej! Er der nogen hjemme, jeg har en besøgende med, som er kommet i en forfærdelig knibe!” sagde hun, og man kunne næsten se på hende hvor meget det pinte hende.
”Ah, jeg tror en af sergenterne er derinde,” indrømmede han, før han lidt så mellem dem, men lod ellers Kastanje om opgaven. Det var jo ikke så ofte at hun havde muligheden for faktisk at følge nogen til dørs i distriktet.

Kastanje vendte sig mod alfedrengen i luften. ”Okay, så vi skal bare ind, finde sergenten, og så kan vi få ordnet dit navn, så du ikke bliver jagtet igennem Dianthos mere,” sagde hun optimistisk.

Der var mange ting de to alfer endnu ikke helt havde opklaret med hinanden, men det hjalp nok heller ikke at de lidt formåede at snakke forbi hinanden, fordi de havde visse formodninger, og så var deres hjerner også bare begge næsten lige store, og det hjalp nok ikke på misforståelsen.

”Oh?” kom det lidt forvirret, som hun kiggede bag sig efter alfedrengen, som fulgte trop indenfor i det store hus, som kunne have huseret hundredevis af alfer, men i stedet var fyldt med møbler og skrivebord og andre ting der var vigtige at have for byvagten. Kastanje selv havde ikek fået et skrivebord, men det var nok mere fordi de lidt havde konkluderet at hun alligevel ikke skulle skrive rapporterne. Hendes hænder var ikke store nok til at skrive noget langvarigt som var læseligt for de andre byvagter. ”Ham? Ja, han er ganske venlig. Det er de fleste her,” bekræftede hun. Hun kendte da heller ikke alle byvagterne, men de var en god del, og Kastanje var en af de få der ikke arbejdede helt så skæve tider, så der var rigtig mange af dem der var inde om natten, som hun bare ikke kendte til.

”Jeg tjekker lige hvor han er,” sagde Kastanje, da de var nået langt nok ind. Det nyttede ikke noget at hive alfedrengen med rundt og misse sergenten. Så som et lyn var Kastanje væk fra stedet, som hun styrtede rundt for at finde ham, og da hun havde fundet ham var hun tilbage igen. Det havde ikke taget mere end et par sekunder. ”Denne her vej,” sagde hun grinende, og begyndte at lede alfedrengen mod et af de andre lokaler med skriveborde og hvor sergenten var.
Døren stod heldigvis åben, så de to alfer kunne komme indenfor.

I det næste lokale var der en masse skrivebord opsat og et par vagter sad herinde, men det var primært en ældre herre i bagenden af rummet, med rynker i panden, som Kastanje havde vej mod.
”Okay, han kan godt være lidt sur til tider, men hvis man bare smiler og svare på spørgsmålene, så plejer han at bløde op,” instruerede Kastanje alfedrengen.