Træningspladsen var efterhånden et meget varmt sted at opholde sig, som solen stod højt på himlen og der ikke var nogen skygge af hente noget sted. Langs med kanten stod flere vagterne placeret med et fint mellemrum imellem. Enkelte slaver vandrede frem og tilbage langs med gangene, som de skævede ud mod pladsen, men hurtigt fulgte deres gøremål. Alitta stod midt på pladsen med noget der mindede om en skygge lavet af nogle palmeblade, som hun dog ikke holdt den over nogen. Vadim stod et stykke fra hende, som han holdt to sværd i hånden, begge lavet at træ, da han havde en aftale om at træne med en yngre bror. En halvbror, men stadig familie. Han var ikke vanvittig begejstret for aftalen, men havde skam tænkt sig at fuldføre den, hvis altså Dain dukkede op.

Vadim skævede imod Alitta, der trak lettere opgivende på skulderne, som hun kiggede sig over skulderen og forsøgte at få øje på Dain, men ikke rigtig kunne se ham. "Mon han har tænkt sig at dukke op?" brummede Vadim lettere irriteret, som han smed det ene sværd op i luften og greb den kort tid efter. Han himlede en smule med øjnene, som han egentlig var klar til at pakke sammen og vende tilbage til de øvrige pligter, som han også skulle se til. Hvis ikke Dain dukkede op, så var der bestemt ingen grund til at hans spildte tiden med at vente på ham. Han drejede rundt for at gå tilbage til Alitta for at række hende sværdene, så hun kunne få det lagt tilbage på plads.

Skønt vejr, og fantastiske omgivelser mere kunne man nok ikke ønske sig på denne solrige dag. Som han havde kursen hen imod hans halvbror kastede han den brune pung op, og ned i luften. Den anden hånd var begravet i bukselommen. Han lod hans lyserøde øjne glide lidt rundt på omgivelserne, og et tilfreds suk forlod hans læber. Han nød virkelig det skønne vejr, og det skulle da også nydes som han fortsat havde kursne hen imod Vadim. Som han nærmede sig træningspladsen og kunne skimte nogle vagter, og slaver bredte der sig et bredt smil på hans ansigt. Han kastede fortsat pungen op og ned i luften, og gik tættere på men stoppede op da han fik øje på Vadim.

"Jeg burde blive skuffet over de ord min kære bror"lød det kækt fra Dain, som han lagde hovedet på skrå, og betragtede vagterne og slaverne lidt. Han var i strålende humør, og det blev da kun endnu bedre som han skulle kæmpe imod hans bror. Normalt plejede han at kæmpe imod hans egen bror Darkhan, men det var rart at vise sin styrke overfor andre medlemmer af familien. At Vadim sikkert havde mere styrke end ham, var blot en mindre detalje. Så kastede han pungen lidt højere op men greb den igen, før han puttede den ned i den tomme bukselomme. Han var iklædt de sædvanlige klæder, men kunne sagtens bevæge sig, det var ikke noget problem. Desuden var han alt for stædig til at afslå bare pågrund af hans klæder, han fik øje på nogle kvindelige slaver, som hurtigt fik et charmerende smil og et kækt blik før han drejede hovedet hen imod Vadim igen. Armene lagde han over kors, som han skød brystet en smule frem og rettede ryggen lidt mere op"Jeg var nød til at beundre omgivelserne, og nogle af de yderst flotte kvinder som der findes i byen"sagde han med et kækt smil på ansigtet.

Det var måske for tidligt at pakke sammen, men Vadim havde ikke planer om at blive stående i den bagende sol, hvis ikke han havde et formål med at være på pladsen. Så kunne han nemt finde andre ting at give sig i kast med. Som sin familie.. Men Alitta lod ikke til at pakke sværdene væk lige med det samme, som hun havde fået øje på Dain ud af øjenkrogen og derfor nikkede i hans retning. Vadim fulgte hendes blik, som han bemærkede den frembrusende skikkelse i skyggen, men heldigvis med kurs imod ham. Han sukkede lettere opgivende over drengens fremtoning, men vidste udmærket godt, at han selv kunne have opført sig på præcis samme måde i hans alder dengang. Han var dog blevet klogere og det blev Dain forhåbentlig også, hvis han nogensinde ville indse det. Vadim havde lidt en følelse af, at Dain ville blive lige som sin far på det punkt. Begæret, der drev ham. Derfor sukkede han igen, som Dain kom indenfor hørevidde.

Vadim rynkede en smule på næsen, som Dain gav udtryk for at han burde være skuffet over hans udtalelse. Dertil måtte han bare trække en smule på skulderne, før at han rakte frem imod træsværdene, som Alitta holdt frem imod ham. ”Din skuffelse betyder heldigvis ikke så meget for mig” lo han lettere afvisende, som Dain bestemt ikke skulle tro, at han kunne løbe om hjørner med ham. Det ville han ikke tillade og dertil kom det faktum, at Dain skulle stå meget tidligt op, for at kunne fange ham på sengen i hvert fald. Alitta trådte tilbage, så de havde plads nok til at svinge med sværdene og vandre omkring på det område, som Vadim havde afmærket. Vadim strakte kroppen en smule, som han ikke havde i tankerne at begynde træningen uden at strække ud først. Dog valgte han at smide en træsværd hen foran Dains fødder. ”Dine såkaldte erobringer, betyder intet her på pladsen” forsikrede han Dain om, som han bestemt ikke havde i sinde at lægge ører til hans snak om kvinder og hvad han ellers kunne finde. I stedet pegede han med træsværdet på det reb han havde lagt ud i en cirkel. ”Sørg for at blive indenfor cirklen, ellers har du tabt, det er bedst ud af 5” forklarede han, før at han hævede sværdet, lagde den ene arm imod ryggen og opfordrede Dain til at samle sværdet op, så de kunne begynde.

Området som Vadim havde markeret kiggede Dain lidt på, og han lod fortsat smilet blive siddende på ansigtet. Han ville tydeligvis ikke nævne noget med at hans bror sikkert var meget bedre med våben end han var, dog sagde han aldrig nej til en udfordring. Træ sværdet der blev smidt foran hans fødder fik ham til at bukke sig ned og samlede det op, og han rettede sig op. Han mente ikke lige at han behøvede at varme op inden kampen, for han kunne jo sagtens klare sig ganske fint uden at varme op. Han lyttede til hans halvbror som han nævnte reb cirklen, og han var fristet til at fyre en flabet kommentar afsted men lod være.

"Erobringer er ganske fantastiske! de har jo selv benyttet sig af det kære broder"sagde han kækt som han blinkede til Vadim. Dain stod klar med sværdet i hånden og det ene ben lidt foran det andet, bare for at stå en smule bedre. Han overvejede lidt, hvordan han skulle starte måske var det bare bedst at løbe direkte imod ham, eller måske skulle han bare være lidt lusket og gøre noget andet. Da Vadim nævnte bedst ud af 5 kiggede han med et opgivende suk på ham. Skulle lige til at bukke sig alt for meget forover for han var da helt sikker på at han ville tabe alle 5 gange, han kunne bare ikke lige håndtere det i hans hoved. Men han måtte tage sig sammen, for måske han havde en chance for at vinde. Vinde var noget han skulle, han ville ikke tabe.

Han skøb brystet en smule frem i takt med at han tog en dyb indånding, og han løb hen imod Vadim med sværdet løftet en smule ved siden af ham. Ud ad 5, han kunne vel være heldig at vinde bare 1 kamp. Men han ville ikke være sikker på det helt endnu, selvom han virkede til at øse af selvsikkerhed og kampånd. Der var jo også kvinder der kiggede med, så han kunne da ikke tabe. Han var nød til at vise sig fra sin bedste side, så han havde et charmerende smil på ansigtet. Hans fokus var på Vadim som Dain nærmede sig, og gav et sving med sværdet, ind imod ham i håb om at ramme ham"Jeg skal nok vinde"lød det kækt og flabet fra ham som han kiggede på Vadim med et glimt i øjet. 

Den unge Kazimi havde tydeligvis ikke problemer med at være højrøvet og tror at han kunne slå alt og alle. Vadim var udmærket klar over at Dain ville forsøge at snakke sig ud af træningen, men de havde lavet en aftale, derfor var der ingen vej uden om, særligt ikke nu hvor Vadim endelig havde fået plads i sit noget stramme tidsplan og ikke behøvede bevogte deres far lige i øjeblikket, som han var optaget af.. andre ting. Den unge dreng slægtede tydeligvis sin far på, som han bestemt ikke havde problemer med at prale vejen til sejren, hvis han kunne distrahere Vadim med historier om kvinder, så havde han muligvis allerede forsøgt. Men som Dain pointerede, så havde han allerede kvinden i sit liv og han havde ikke brug for nogen anden eller historier om andre kvinder. Nej, tværtimod, ville han langt hellere afslutte træningen, så han kunne vende hjem til familien.

Var de ikke længere dus, selvom de faktisk var i familie med hinanden, men ikke delte samme mor? Vadim rynkede en smule på næsen, som han strammede grebet om træsværdet og hævede det foran sig. Drengen kunne få lov til at begynde, hvis han var hurtigt nok. ”Forskellen er blot, at jeg behøvede ikke mere end én” lo han drillende, som han ikke havde problemer med at sende en kommentar imod den yngre Kazimi, imens at han tjekkede drengens fodfæste og hvad han stod. Han var tydeligvis ikke begejstret for antallet af runder. ”Bedst ud af 3?” spurgte han drillende, hvis ikke Dain kunne holde gejsten oppe til 5 runder, så ville det jo være spild af kræfter for dem begge.

Lige pludselig så Dain dog ud til at komme i stødet, som han straks løb frem imod Vadim med sværdet rettet imod siden. Det charmerende smil fungerede ikke rigtig på Vadim, som han, da Dain kom indenfor rækkevidde, trådte til siden og slog sit sværd ned i Dain, så han eventuelt ville få overbalance og ende i sandet. Der var en chance for at han stadig kunne holde sig i cirklen, som Vadim ikke havde stået helt ved kanten. ”Godt, broder” opmuntrede han med et smil, før at han stillede sig klar igen og tilmed foldede den ene hånd på ryggen.

//Lukket efter aftale.