Det var ikke gået op for hende endnu at hendes ulv havde sneget sig tilbage til Azursøen, hun havde egentlig ladet den passe sig selv, siden de tog fra Medanien. Xilla vågner så snart poterne rammer vandet, for ulven er det ikke koldt, men hun kan allerede fornemme det kommer til at gå galt. Hun prøver at få den til stoppe hvad den har gang i, men tydeligvis i dag har den sine egne planer som den forsætter ud i vandet. Det som om den vil noget, den vipper lidt med ørene, imens lægger sig længere ned for at komme ud at svømme. Den brede vinger holder den mere flydende end ellers, men Xilla er ved at gå i panik.

Det som om den opfatter det, men som de er på vej ind til bredden igen, sker der det som ikke måtte ske. Hun begyndte at hyrperventilere som påvirkede ulven, til at forvandle sig tilbage. Det som et chok for hende da hun er tilbage i sin egen krop i det kolde vand. Deres rygsæk ligger oppe ved bredden, det eneste sted med noget som er varmt, som hendes fucking tøj. De havde forvandlet i vrede, hun kan ikke engang huske hvorfor, men hun kan bare huske der var flænset tøj bagefter. Hun gisper efter vejret, de få gange hun for hovedet over vandet. Hun kan tydeligt huske sidste gang noget som dette skete, hvilket gjorde Xilla panikkede mere. Fordi kulden havde ramt nærmest helt ind til hendes knogler, som hele hendes krop rystede, var det ikke en mulighed at forvandle lige i det øjeblik. Når Xilla var kold helt ind til knoglerne, hvor hun panikkede og rystede så meget, så var det ikke længere en mulighed for at redde hende. Endnu engang kom hendes hoved under vandet, hvor hun havde lyst til at skrige, hun følte ærligtalt ikke for at dø endnu engang. Hun vidste ikke engang hvad der havde motiveret hendes ulv så meget til at gå i vandet, den vidste hvordan det kunne ende, se på dem nu, så flot klaret af den.

Gående rundt i skoven i nærheden kunne han pludselig se noget han ikke lige havde regnet med. Dimitri stod lidt og kiggede på det der skete foran ham, en kvinde i vandet, og en ulv. En ulv, vent han skulle lige være sikker på at det var rigtigt. Han var hurtig til at nærme sig kanten og betragtede kvinden og ulven, og af hvad han kunne se så prøvede ulven at redde hende. Så det var hende ulv, ja det måtte det være. Han stod med hænderne i bukselommerne og overvejede at hoppe i for at hjælpe. Men nu var han bare ikke typen eller personen der hjalp andre. Men efter at have studeret kvinden og ulven så det måske ud til, at hun havde brug for hjælp. Men kunne han skubbe ulven væk, så den ikke var i vejen? Han var ikke helt sikker på det, og måtte løfte et øjenbryn og kigge lidt mere på kvinden der flere gange så ud til at drukne. Okay måske han bare skulle tage chancen, han kunne vel altid tage sig af ulven bagefter, og kunne de ikke også svømme så måske det var ganske fint hvis han bare hjalp hende.

Han måtte virkelig være i godt humør idag, for han plejede aldrig at hjælpe andre. Han sukkede og lagde mærke til at kvinden flere gang fik hovedet under vand, så han skulle nok være hurtig. Var strømmen i vandet ikke rimelig stærk, så den kunne sikkert rive hende længere ned ad vandet. Han stod og overså det ene scenarie efter det andet, og sukkede endnu engang"Tsst"lød det kort fra ham som han bare sprang i vandet fuldt påklædt det betød ikke så meget for ham at hans tøj ville blive vådt. Det kunne vel tørre, og ellers havde han skam intet imod at smide den sorte skjorte. Han betragtede kvinden som han svømmede igennem vandet hen til hende, og han sendte ulven et vredt blik. Ulve var bare ikke lige hans kop te, han hadede dem, ligesom varulve. Men nu måtte han fokusere på kvinden, og selvom ulven virkede til at have styr på det var vandstrømmen utrolig stærk. Han greb fat rundt om hende, og løftede hende op i favnen"Redning først, spørgsmål bagefter"lød det bare kort fra hans mund, som han bevægede sig igennem vandet men det var utrolig svært. Han holdte fast rundt om hende imens han sørgede for at hendes hoved og det meste af hende var over overfladen.

Men ulven kunne han fornemme stirrede på ham. Han løftede et øjenbryn"Hvad!?"lød det bare fra ham som han fik øjenkontakt med ulven. Da Dimitri endelig følte at han nærmede sig bredden kunne han mærke noget under vandet der havde fat i hans fod. Hvad filan var det for noget, der var da ikke monstre under vandet var der?  Måske det var noget andet, han sukkede irriterende og prøvede at komme fri imens han stod med kvinden i favnen. Så stod han her fanget af et eller andet han ikke vidste hvad var. Han kiggede rundt, og fik øje på en gren der hang over vandet, og løftede så kvinden op til den"Hold godt fast i den"sagde han før han kort forsvandt under vandet. 

Den indre ulv nærmest sitrede i irritation over hvem end der var på vej mod dem, den var frustreret og irriteret. Mest fordi den ikke selv kunne gøre noget, så længe hun rystede så meget og kunne fornemme kulden fra vandet nærmest helt ind til knoglerne. En ting vidste hun, hende læber ville være helt blå på dette tidspunkt som hun endnu engang rammer under vandet, inden hun kan fornemme nogle tager fat i hende. Xilla hoster som det første, som hendes hoved kommer op over vandet. Hendes indre ulv er arrig, selvom det er koldt føltes det næsten som at hun bliver varmet op med det samme, fordi ulven er utilfreds med hvilket væsen det end er. Hun har bare væsner hun ikke rigtig bryder sig om, dette er tydeligvis en af dem, men den kan ikke gøre noget, for de kan ikke forvandle så længe kulden er så voldsom for Xilla.

Hun kunne bare fornemme hvordan han snakkede, det var absolut ikke noget hun fokuserede på, indtil de pludselig stoppede. Hele hendes krop rystede igen, inden hun begyndte at hoste, for hendes held havde hun ikke nået at få noget ned i lungerne, men det havde absolut været tæt på. Som hun bliver løftet op, sammen med ordene som pludselig rammer hende, ser hun op på grenen. Hun holder godt ved den, imens hun kan fornemme varmen hurtigere kommer tilbage til hendes krop, det stykke som er kommet over vandet for at holde grenen. Hendes indre ulv begynder igen at have lidt muligheder, så den sørge for hun ikke foreløbig giver slip på den skide gren, stadig ikke nok varme til helt at forvandle, men nok til hun kunne hjælpe Xilla med ikke at falde ned i øjeblikket. 

Xilla mumlede svagt, imens den lagde roligt ned, men fremme var den. Hun vidste hendes øjenfarve var en mix af hendes egen øjenfarve og ulvens helt lyseblåfarve, da den brugte meget energi på at sørge for hun ikke faldt tilbage i vandet, i den tid dette væsen brugte på, hvad end det nu lige helt præcis var, det opdagede hun ikke, hun opdagede bare de stoppede. Hun puster tungt ud, da hele hendes krop igen stopper med at ryste af kulde, som hun er lykkelig for der kommer noget varme tilbage i hendes krop så hun ikke er helt magteløs længere, udover at svømme.

Flere forsøg på at komme fri havde gjort Dimitri sukkede irriteret, for hvad var det lige der havde fået fat i ham. Han havde ingen anelse, men irriterende det var det. Han skulede hen til kvinden der hang fast i grenen, han håbede virkelig grenen ville holde og ikke knække. Det ville ikke være så godt, hvis den pludselig knækkede. Han vendte blikket ned mod vandet, og valgte at dykkere videre nede under vandet, for han var nød til at se hvad det der havde fanget ham. Han prøvede at kigge rundt men han kunne ikke se noget og svømmede lidt tættere på hans fod. Han havde lyst til at sukke da han så hvad det var der havde fanget ham. Men han vidste godt, at han ikke kunne sukke under vandet for så ville han miste vejret. 

Han brugte hans hænder og neglene til at skære sig fri fra rebet der åbenbart havde fået fat rundt om hans fod. En løkke der var blevet strammet om hans fod som han havde bevæget sig. Det var typisk, men nu fik han da hans fod fri og svømmede op til overfladen igen. Han spyttede noget vand ud ad munden, og kørte en hånd igennem håret. Så drejede han hans blik hen imod kvinden der fortsat hang fast om grenen, og som han bevægede sig hen imod hende kunne han høre en lyd som om noget var ved at knække. Han sukkede, og før han nåede at tage fat rundt om hende havde grenen knæet og hun røg ned i vandet igen. Han bed tænderne sammen, og kiggede opgivende ned i vandet. Det var typisk det her, men han vidste at han var nød til at få hende op fra vandet igen. Denne gang helt op så hun ikke ville fryse endnu mere end hun allerede gjorde. Han lagde mærke til hendes blå læber, og som han bevægede sig igennem vandet og svømmede det sidste stykke greb han ud efter hende. Trak hende ind til sig, hvorefter han endnu engang løftede hende op i hans favn. 

Så nærmede han bredden og et lettet suk kom fra hans mund. Han kiggede på kvinden i hans favn, og satte hende op på bredden, hvorefter han fik hevet sig selv op. Han greb fat i hans skjorte og vred den fri for vand. Vandet havde været koldt, men hvordan skulle han varme hende. Han var ikke det varmeste væsen, han var en vampyr. Han tænkte lidt, måske de kunne lave et bål han vidste godt, hvordan man gjorde. Det var da en mulighed så han var hurtig til at samle nogle grene og sten, og begyndte med at gnide tingene sammen. Efter nogle forsøg lykkes det til sidst"Du kan varme dig her"sagde han og kiggede på hende, hvorefter han kiggede ud på vandet. Utrolig det kunne være så koldt, han havde tydeligt mærket det selvom kulden ikke havde nogen virkning på ham"Jeg gætter på at du ikke kan svømme"sagde han og satte sig ned ved bålet med det ene ben trukket op under sig. Han lagde en hånd rundt om det, imens han bare sad afslappet med det andet ben strakt. 

Det irriteret suk var nemt at opfange for hende, imens hun kunne høre hvordan han bevægede sig i vandet. Hendes blik var intensivt på grenen, mest af alt håbede hun at den holdte indtil han var færdig med hvad end han faktisk havde gang i på daværende tidspunkt. Hun kunne bare høre hvordan vandet bevægede sig som han dykkede ned, igen som han kom op. Det eneste der rigtig fangede hendes opmærksomhed, var som hun svagt kunne høre hvordan grenen faktisk var ved at give efter for hendes vægt, og her troede hun at hun ikke vejede særlig meget, men den gren var tydeligvis uenig. Det var som en høj dunken i hendes øre, som hendes hjerte begyndte at banke hurtigere bare ved tanken om den nåede at give helt efter inden han endnu engang kom op fra vandet, hun var bare ikke klar til det kolde gys som det gav når hun ville lande i vandet igen. Hvorfor skulle den skide indre ulv også være så stædig, havde den glemt hvordan det er faktisk kunne ende, det vil sige sådan som det faktisk endte, hun skulle bare være taknemlig for der tydeligvis var en i nærheden.

Hele hendes krop spændte op da et højt knæk lød, som grenen havde valgt at give efter ligesom han kom tilbage til overfladen igen. Hun når kun lige at tage luft ind, før hun endte i det iskolde vand igen. Hun var ved at blive lidt varmere, men det her var et fucking kuldegys at komme tilbage i vandet. En fornemmelse om han tydeligvis ikke altid var særlig heldig, indtil videre var det eneste der ikke var gået galt for ham at faktisk formå at rede hende, dog med lidt forhindringer på vejen. Her troede hun at det var hende som var den uheldige, men dette væsen havde tydeligvis heller ikke altid heldet med sig som det så ud til. Men der gik heller ikke længe, før hun igen kunne mærke hun blev trukket ind til en anden krop. Hun hadede virkelig når hun var i de her problemer, men det var tydeligvis noget som var uundgåeligt, hun havde tydeligvis øjeblikke hvor hendes ulv ikke tænkte sig om. 

Det var en lettelse som hun mærkede brisen da de kom ind til bredden, det var varmere end vandet. Hendes blik fulgte manden med rundt, som han gik rundt og samlede nogle ting ind. Hun rejste sig op, men kunne fornemme hvor koldt det føltes. Hun fandt den taske et lille stykke væk som var blevet smidt af ulven som den fokuserede mere på vandet end faktisk på hvad der var bedst, som ikke at gå i fucking vandet. Hun vender tilbage som han for gang i et bål, hun sætter sig ned som han nævner at få varmen, det var hvad hun havde brug for, så hun kunne få den dybt åndsvage ulv tilbage så de faktisk ville kunne forvandle sig igen i tilfælde noget skulle ske, for den stolede ikke på dette væsen. Taknemlig for hjælp ja, men så gik det heller ikke længere end det for den. En rysten går igennem hendes krop, inden hun ser på manden der reddede hende. "Utrolig godt gæt," siger hun med et svagt smil, prøvede virkelig lade vær med at lyde utrolig flabet, han havde trods alt lige hevet hende op af vandet. Hun vælger at rode rundt i tasken, hvor hun finder sit tæppe frem så hun hurtigere kan få varmen. Nok hjalp bålet, men det gik ikke hurtig nok for dem.

Hans blik hvilede sig på hende og bare kort fulgte hendes bevægelser. Bålet skulle nok hjælpe men han var nød til at være forsigtig, for ild og varme var bare ikke lige hans kop te. Han kunne ende med at blive dræbt af det, samt at varme og ild tit skadede nogle som ham. Eller nærmere skadede det han var, hvilket ikke var særlig godt. Han kiggede på vandet, og lagde mærke til ulven kort som han skulle til at betragte omgivelserne. Her var enlig hyggelig nok selvom han ikke var helt sikker på, at han faktisk havde været her før. Så vendte han blikket tilbage på hende igen, og han lagde hovedet på skrå som han betragtede hende. 

Han var stadigvæk lidt usikker på ulven, ville den angribe ham, og hvis den ville skulle han passe på. Ulve bid var ikke lige heldigt for ham, det ville gøre utrolig ondt. Ligemeget hvor meget styrke han måtte have, og hvor meget selvkontrol han måtte have. Han lod hans øjne falde på bålet foran dem, og studerede det lidt"Hvad er dit navn"spurgte han undrende som han lod hans blik falde hen på hende. Dimitri samlede en sten op fra jorden og drejede kroppen en smule for at kaste den ud på vandet. Lyden af stenen der ramte vandet fik ham til at smile lidt, og endnu engang vendte han hans opmærksomhed hen imod hende igen. Enlig kunne han være grusom og ond ved at kaste hende i vandet, men det var som om det grusomme humør var han ikke i lige nu. Han skulede hen til ulven, som han tænkte lidt over hvad mulighederne var hvis de kom i kamp de to. Han skulle passe på det var helt sikkert, nok var han stærk men overfor denne ulv her var han pludselig usikker på udfaldet. 

Hendes duft kom pludselig forbi hans næse, og han var gudskelov for at han besad en form for selvkontrol lige nu. Ellers havde han sikkert bidt hende for længst, og drukket meget af hendes blod. Men at han så havde tanker om det senere vidste hun jo ikke. Det ville nok gøre ulven vred, men det var sådan det måtte være, og blive. 

Hendes blik lander over på ham, da hun kan fornemme han kigger over på hende. Hun vipper hovedet lidt på skrå, imens hun kan mærke hvordan varmen langsomt spreder sig i hendes krop. Et tilfreds lav hummen kommer fra hende, som hun bliver varmet op igen, som hun igen bedre kan fornemme hendes indre ulv i hende igen. "Xilla, hvad er dit?" Spørger hun roligt, imens hun begynder langsomt at bevæge lidt mere på sin krop, for at kunne fornemme varmen snige sig længere ind under huden på hende, varme hende helt inde. Mere tilfreds kunne man ikke blive efter sådan en tur, tæppet trækker hun tættere om sin krop i hop om det hjælper mere, som hun langsomt fornemmer den indre ulv komme til sine kræfter igen hos hendes krop. Hendes blik forsat blev på manden foran hende, selvom hun ønskede at slappe af, så var det ikke noget ulven havde haft i tankerne. 

Hun var stoppet med at ryste igen, som varmen lagde sig sæt omring hende i tæppet, imens flammerne dansede foran hende. De havde nærmest deres egen dans, ikke noget nogle andre ville kunne forstå. Manden foran hende var nok mere bleg end hun var, men håret havde den samme farve som hendes, forskellen var længden. Hans øjenfarve var ikke som en hun havde set før, generelt hele hans udstråling giver en svag off vibe. Hun kørte hånden igennem det sjask våde hår, eller en lille del var tør, men det dryppede som dets liv afhang af det på nuværende tidspunkt. Et vrid for det meste vand ud af håret på hende, imens hun vælger ikke at fokusere 100% på manden foran hende. Hun er lettere på vagt, men hun vælger at lade tvivlen komme ham til gode hvad der nu sker, men alt kan ske så meget ved hun. Det eneste hun vidste om ham, han var mystisk og et væsen, hvilket kunne hun ikke sætte fingeren på, men han var på ingen måde et menneske. Nysgerrig, men så alligevel ikke helt nysgerrig nok, nok blev hun reddet, men det ikke lige det der betyder hun stoler på personen. Nok kunne hun være til den naive side, men ikke lige denne gang.

Dimitri valgte at ryste på hovedet for at få vandet ud ad håret. Han kunne godt minde om en hund, som han rystede håret men bagefter kørte en hånd igennem det bare for at få det sat lidt igen. Han havde ikke noget imod vandet, men det var ikke så dejligt for denne kvinde foran ham. Han havde slet ikke haft tankerne om at tilbyde hende at hjælpe hende med at svømme, enlig var han heller ikke sikker på de ord nogensinde ville komme ud ad hans mund. Han betragtede hende lidt som han sad og skulede til ilden, han sørgede for at sidde lidt væk fra den dog ikke med alt for stor afstand. Da hun så fortalte hendes navn sendte han hende et blik, og smagte lidt på hendes navn inde i hans hoved"Specielt navn, jeg hedder Dimitri"sagde han og lod et bredt smil brede sig over hans ansigt. 

Han lagde hovedet på skrå og betragtede vandet lidt mere, det var nok klart at det var så koldt når det var på det tidspunkt på dagen som det var. Han kunne godt lide kulden, det var rart og han var slet ikke til alt det varme og sol halløj. Kunne han undgå så gjorde han helst det, men han lod hans fokus og opmærksomhed hvile sig på kvinden igen"Hvad laver du herude helt alene"spurgte han undrende med et løftet øjenbryn. Han kunne ikke se andre end hende herude, medmindre der var nogle der gemte sig i skjul. Han havde bestemt planer for denne person her men havde ikke tænkt sig at angribe hende endnu. Han lod hans øjne glid rundt på omgivelserne en smule, enlig undrede det ham lidt hvad hun lavede herude helt alene. Men det gjorde ikke ham noget, hvis han havde tænkt sig at smage lidt på hende senere. Hun behøvede ike vide noget, og som han kiggede på bålet og lidt hen på hende skulede han til ulven"Jeg plejer ikke at tilbyde at lære andre at svømme men jeg kan godt gøre en undtagelse"sagde han kækt med et bredt smil. 

Navnet vandre lidt rundt i hendes hoved, som hun husker hver ting ved manden, så hun bedre kan huske navnet til ansigtet foran hende. Nok var hun god til navne, men hun gjorde også sit for at prøve at huske det mest muligt. En svag hummen i enighed kommer fra hende, som han også har kommenteret på hendes navn. Det var specielt, men det var et navn den indre ulv havde valgt. Når man vågner op uden at kende til noget, med en ulv i dit hoved som gør alt for din opmærksomhed, har du ikke meget valg end at lytte. Nogle gange husker hun ting fra helt tilbage, men det er små ting hun husker, ellers de ting hun ved kommer altså fra den. "Tak fordi du redde mig Dimitri," siger hun med et smil, uden at hendes krop ryster mere. Det var en fornemmelse, da hendes krop pludselig bare stoppede med at ryste. Det føltes mærkeligt når det føltes som længe, hvor hun bare har rystet helt ukontrolleret pga kulden. 

Stilheden lagde sig et øjeblik, som hun ser ud over vandet, men halvt opmærksom på ham alligevel. Hun vipper hovedet lidt på skrå, inden hun ser over på ham. Hun trækker svagt på skulderne, for der var egentlig ikke så meget til det. "Vandre rundt, jeg er ikke ligefrem en som bliver længe et sted, så det normalt jeg vandre rundt alene," siger hun roligt, ikke at hun ligefrem ville kunne sige hun faktisk ikke var helt alene, når hun havde sin indre ulv med sig, som gik de fleste strækninger fra et sted til et andet, hvis der var mulighed for ikke at være synlige for andre væsner, når de var forvandlet. Det var noget hun vidste hvis de blev opdaget kunne mange ting ske, de havde ikke ligefrem lyst til at prøve at finde ud af det. Vandet ser så stille og fredfyldt ud, det var jo utroligt at tænke det ligefrem var et sted man kunne drukne. Der kommer en latter fra hende, som han tilbyder sin hjælp, hvilket han tydeligvis ikke lyder til at gøre meget i. "Ærligtalt lige nu ville det være for koldt," siger hun med et smil, inden der går et gys igennem hele hendes krop ved tanken.  Hun stolede ikke på han ikke ville gøre noget hvis hun gik tilbage i vandet, hendes krop ville blive nedkølet igen, gøre det svære for hende og hendes ulv til at forvandle sig. En mulighed for ikke ligefrem at kunne forsvare sig mod denne ukendte person, det kunne hun ikke ligefrem byde dem selv, hvis det endte med der skete dem noget og de intet ville kunne gøre ved det. Bare tanken er skræmmende, at være magtesløs mod et væsen hun ikke vidste hvor hun havde henne.

Som hun takkede ham for at have reddet hende sendte han hende et smil. Han kunne have ladet være, det var nok det han normalt havde gjort. Men et eller andet sted ville det også være synd at lade hende dø, især når han ikke havde 'hygget' sig lidt med hende endnu. Hvordan hun enlig ville have det med alle de skumle og nærmest luskede tanker han havde vidste han ikke. Men det ville han sikkert finde ud af, så det skulle nok blive interessant. Dimitri lod hans øjne studere bålet lidt, og han lod hans gule øjne hvile sig på flammerne, det var nærmest sjovt hvordan noget så hyggeligt og flot som bålet kunne dræbe en som ham. Et bredt smil bredte sig over hans ansigt, ja det var lidt sjovt at tænke på faktisk. Han kiggede kort rundt for at se lidt mere på omgivelserne hvor de befandt sig. Han var ikke sikker på at han havde været her før, men det havde han sikkert uden at kunne huske det.

"Det var så lidt Xilla"sagde han og skulede hen til hende med et bredt smil. Skulle han nævne at han normalt ikke reddede folk, men hvorfor havde han enlig valgt at redde hende. Det var ganske underligt, måske han bare var i et godt humør på denne aften? Det måtte helt sikkert være grunden for hvad ellers skulle det være. Normalt havde han bare undgået at redde andre, ligemeget om de ville blive skadet eller noget. Han holdte hans blik på hende, og lod hans øjne glide ned over hende. Han lyttede til hende som hun nævnte hvad hun lavede her, han havde det lidt på samme måde. Han gik tit alene rundt, for han behøvede ingen andre. Tit var det også mere afslappende at gå rundt alene, og bare nyde udsigten til diverse steder, omgivelser og personer. Han lagde mærke til at hun ikke frøs mere, det virkede ikke sådan men han var ikke helt sikker. I det mindste rystede hun ikke mere, men han kunne godt forstille sig at vandet har måtte være koldt. For ham var det ikke noget der påvirkede ham, men for en som hende var det nok meget koldt.

Han lod hans øjne glide ned på bålet og han rakte en hånd frem imod det. Lod hånden have en lille afstand, men alligevel lod han ilden brænde hans håndflade. Mest kun for at han ville kunne mærke smerten. Det var sygt og underligt, men det var nok bare ham i en nøddeskal. Han grinede koldt, og lod ilden brænde hans hånd lidt mere, før han tog den til sig"Det er farligt at lade en engel vandre rundt alene, i mørket"sagde han og skulede hen til hende med et lusket smil og et sultent blik. 

Hun lader sit hovedet hvile på hendes knæ, nok ligner det hun studere ilden nærmere, men hun kunne hele tiden se ham, fulgte alle hans bevægelser. Hun sad nærmest på knive det øjeblik hun ser han rakte hånden ind til ilden, hvor lugten hurtig rammer hende, lugten af brændt hud. En rynken på næsen, imens hun bevæger sig lidt på stedet da han begynder at ændre sin attitude lidt. Så snart han nævner hvad hun er, så hun klar over det nok ikke er det mest positive møde hun kommer til at have. Så snart han nævner det er den indre ulv oppe i hendes hoved, helt på spidsen klar til at tvinge en forvandling igennem. Deres øjenfarve mikser sammen, så det ligner Xilla har fået en mere lys blå øjenfarve, men ilden foran dem ville de fleste måske give skylden på den måde hun sag foran det.

"Hvem siger jeg er helt alene?" Spørger hun uskyldigt, imens hun stopper sig selv fra at begynde at knurre, selvom den nærmest rumler helt nede fra. Han vidste ikke at hun på ingen måde aldrig ville være alene, lige meget hvordan verden så ud, så ville hun altid have en ved sin side, eller rettere en i sit hoved som hun kunne forvandle sig til. Men han vidste ikke den havde sin egen personlighed, det var ikke lige frem en normal situation de var i, to som deler den samme krop lige meget hvilken form de tog, om det var menneske eller ulv. Hun ser han i øjnene, hvor hun tydeligt kan se det sultne blik, det lusket smil der sender kuldegys igennem hendes krop. Det var der det slog klik for hende, hvad ulven i hovedet havde prøvet at forklare hende, sådan som den blev ved med at vise sine skarpe tænder, foran hende sad en vampyr. En hummen lyder fra hende, imens hun bliver ved med at holde hendes blik fast på ham. Så der kunne måske kun være en grund til han trak hende op ad vandet, men så burde han måske have taget hendes blod, da hun ikke kunne gøre meget modstand. 

Der går et øjeblik før hun slikker sig et øjeblik om munden, mest af alt noget hendes indre ulv fik fremprovokeret. Den er mere end klar til at bide fra sig, det lige før den nærmest spinder som en kat i hendes hoved, bare ved tanken om måske at sætte tænder i vampyren foran dem. Nok reddet han dem, men det betød ikke den faktisk ville lade ham bare tage af deres blod, gøre dem svagere, det kunne ikke komme på tale. Men Xilla vidste også, så snart det gik hen og kunne blive livstruende, så ville hun ikke kunne holde en forvandling tilbage, så hvis Dimitri ikke var så vagtsom, så blev han bidt, men det var jo ikke noget han kunne vide, det var hendes egen hemmelighed, indtil videre.

Kort skulede Dimitri hen til ulven, han frygtede måske bare en lille smule at den ville bide ham. Men han havde også en lyst til at kæmpe imod den bare for at overbevise ham selv at han kunne dræbe ulven. Dog var han lidt usikker, for ulve kunne godt nok være trælse. Han havde skam mødt hans ulve i sin tid, og hvergang havde han været utilfreds. Han lagde hovedet på skrå og fik hendes duft forbi hans næse igen, hvor duftede hun godt. Den søde og dejlige duft af engel, var det noget bedre, han var ikke sikker på det. Så han tillod sig selv at nyde duften lidt mere som han sad og kiggede på hende. Selvom han måske havde mange lumske og skumle planer og tanker om hende, så ville han faktisk også gerne lære hende bedre at kende. Var det fordi hun var en engel, eller måske det var fordi han havde reddet hende og mente at før de kunne stå lige skulle hun redde hans liv. 

Hvordan det ville gå og ske var han overhovedet ikke sikker på. Han lod hans øjne hvile sig på hende, før han rejste sig op og gik hen til hende, satte sig på huk ved hende. Før han rakte ud efter lidt af hendes hår, og betragtede det. Han løftede det op til hans mund, og fik duften af hendes hår ind ad næseborene. Selv hendes hår duftede godt, og det var underligt for burde det ikke bare dufte af vand. Det var efterhånden begyndt at blive farligt for hende at han var så tæt på hende nu, for han havde udsigt til hendes hals, og hendes våde tøj. Der var så mange muligheder, så mange ting han kunne gøre ved hende. Men måske han hellere burde vente lidt"Er det ikke træls at gå rundt alene"spurgte han undrende hvorefter han bare gav slip på hendes hår, og lagde nogle fingre under hendes hage for at løfte hendes hage op, og han drejede hendes hoved så hun kiggede på ham. Han sendte hende et lusket smil, og lod hans ansigt nærme sig hendes. 

Så betragtede han hendes ansigt lidt, før han lod hans løber røre hendes hals kort. Han stoppede bestemt ikke der, nej han var nød til at smage hendes hud, bare en lille smule. Så han lod hans tunge glide lidt ned over hendes hals og trak sig så tilbage. Han blinkede til hende, og rejste sig så op for at gå tilbage til hans plads. Men denne her gang satte han sig ikke ned, han begravede den ene hånd i bukselommen og lod de gule øjne spejde rundt i omgivelserne. 

En svag knurren kommer fra hende, som han kommer tættere på. Hendes blik blev på det sted han lige havde rejst sig fra, hendes øjne lyser nærmest lyseblå som han kommer helt tæt på, den indre ulv ligger lidt på overfladen, klar til at gøre noget hvis det bliver nødvendigt. Det føltes næsten som at møde en hund, som han begynder at dufte til hendes hår. Som han gav slip på hendes hår, overvejede hun er kigge på ham, men valgte at lade vær. Dog virkede det ikke ligefrem til hun faktisk havde et valg, som hun mærkede fingre under hendes hage, op med hagen, for derefter at se på ham. En svag snerren kommer fra hende, "der har ikke været nogle endnu der var værd at tage med rundt," siger hun, imens hun bare ser hvordan hans ansigt kommer nærmere. Mest af alt har hun lyst til at komme med en knurren, før hun skubber ham væk. Det nærmest en itch, at hun har lyst til at skubbe ham, for derefter at vise de skarpe tænder som ulven i hendes besidder. 

En knurren kommer fra hende, så snart hans tunge rammer hendes hals. Det lige før hun lader ulven i hende have sit sjov, men hun vælger at stoppe den, så snart han går væk igen. Xilla lukker sine øjne, imens hun prøver at få styr på bæstet i hende som er hendes ulv. Hun føler ikke ligefrem for at lade den slippe ud endnu, samt vise de alt for lyseblå øjne, der kunne nærmest ses på længere afstand så lyse blå de var, selv her i mørket. Som hun slår sine øjne op igen, kan hun fornemme at den indre ulv er mere afslappet, så det burde kun være et mindre miks af deres øjenfarve igen, for gå helt væk nægtede den altså. Det en tilfreds hummen der kommer fra Xilla, da han igen står længere væk fra hende. Hun var ikke glad for nærkontakt lige med denne mand, når han havde i tanke om nok at tage hendes blod. Det sultne blik han havde haft, det var ikke helt noget man kunne tage fejl af. Nok var der forskellige slags sult, men den der var den som virkelig viste det var sult for noget man kunne blive mæt af. Et gys gik igennem hende, bare ved tanken om han havde tænkt sig at tage af hendes blod. Nok var det sådan de fik mad, men det betød ikke hun var villig til at give sit blod væk.

Da hun nævnte at der ikke havde været nogen værd at tage med rundt tænkte han lidt. Han kunne slet ikke lade være, for han overvejede kort muligheden for at han kunne tage med hende rundt. Men det ville nok ikke ende særlig godt. Han ville sikkert ikke være det bedste selskab i længden, og hvor tit var det at man havde set en engel og en vampyr vandre rundt sammen. Måske det kunne ske for nogle, men Dimitri var ikke så sikker på det når det handlede om ham og Xilla. På den anden side kunne det da måske også være ganske hyggelig, nu var han jo efterhånden også i godt humør på denne aften her. Men han vidste ikke lige om de skulle vandre rundt nu, så han sad bare og kiggede på bålet og hen på hende. 

Dimitri lagde hovedet på skrå og valgte at tage fat i den sorte skjorte for at vride det sidste vand ud. Men heldigvis tørrede hans tøj hurtigt takket været bålet. Gad vide, om det også hjalp for hende, om hendes tøj også var begyndt at tørre. Han lagde hovedet på skrå og drejede så hovedet hen imod vandet, han ville ikke have noget imod at mærke det kolde vand igen"Er du ikke bange for at blive overfaldet"spurgte han undrende med et løftet øjenbryn, som han vendte hans blik tilbage på hende. Han lod hans hånd glide lidt rundt på hans knæ han havde trukket op under sig. Han sad ganske afslappet og tilpas, og lige nu havde han heller ikke lysten til blod. Eller han havde nok altid lyst til blod, men lysten var ikke så stor lige nu. Det var godt nok underligt, for normalt ville den være stor. Men det ville sikkert komme når han var i selskab med denne engel her. Det var nok lidt farligt, men hvis hun blev for irriterende kunne han vel altid gøre et eller andet. Vandet var en glimrende måde, men det ville nok også være rimelig ondt at kaste hende i vandet når hun ikke kunne svømme.

"Jeg havde ikke troet jeg skulle finde en engel herude"sagde han og sendte hende et bredt smil, imens han lod hans blik hvile sig på hendes ansigt. Han prøvede at skjule det sultne blik, og de tydelige tegn på at han faktisk var ganske tilfreds over at have mødt en engel herude.

Som hun holdte hendes blik på ham, var det som hendes hjerne arbejdede lidt på højtryk. Han skiftede fra stille og rolig, til pludselig komme alt for tæt på fordi han nok blev drevet lidt af duften af hendes blod, eller måske bare hende. Hun vidste ikke hvordan hun måske duftede for ham, men det virkede til det må være en god duft, udfra hvordan han kan skifte fra det ene til det andet på så kort tid. Hun rynker lidt på næsen, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af det, det gjorde ulven i hende absolut heller ikke, den var også blevet dybt forvirret. Hun vipper tæppet af sig, da hendes tøj bare er blevet meget klam fugtig, ved hun har haft tæppet omkring hende, men varmen havde hun fået det var hvad hun havde haft mest brug for. Hun laver en grimasse over følelsen af det fugtige tøj mod hendes krop, det skulle hun måske have overvejet bedre med dette udfald.

Et træk på skulderne, imens hun rynker lidt på næsen som hun ser på ham igen. "Egentlig ikke, jeg har været på egen hånd i nogle år nu. Det har ikke faldet mig ind at skulle være bange for det," siger hun roligt, med et stort smil. Han vidste ikke hun ikke havde nogle grund til at være bange, udefrakommende troede bare det var hende. Det var jo ikke fordi hun lignede en der kunne klare sig selv, så meget vidste hun da. Hun kunne se det på ham, troen om det bare var hende, fordi der var ingen andre at se omkring dem. Som hun kan se han virker mere afslappet igen, roder hun rundt i den skide taske som de havde taget med sig. Heldigt for hende at ulven i hendes ikke havde taget med ud i vandet, så havde det været rigtig sjovt, med alle hendes ting helt våde. Det var ikke så tit hun havde en taske med sig, fordi hun var ærligtalt for doven til at rende rundt med den, ofte ville hun nok ende med at glemme dem. Hun havde glemt flere tasker gennem tiden, så at hun ikke havde formået at miste denne endnu var et mirakel. Hun vipper noget tøj ud af den, før hendes blik rammer over på ham igen ved hans næste sætning.

Hun løfter det ene øjenbryn som han siger det, overhovedet ikke fordi det kunne lyde lidt skummelt. "Havde ikke troet jeg skulle støde på en vampyr," hummer hun, med et smil. Deres ord havde tydeligt vær deres mening, for hende var det lidt til den gode side at møde en vampyr som virkede til at ville have hendes blod. Men så længe han ikke tog noget, så havde hun det fint.

Da hendes ord om at hun ikke havde troet at hun skulle møde vampyrer forlod hendes mund sendte han et hende et lusket smil. Det var dog heller ikke tit han stødte ind i engle, hvis aldrig. Men når han endelig gjorde så skulle det jo også nydes. Han skævede hen imod vandet, og nød for en kort stund den afslappende ro der var over hele stedet. Han kunne dog ikke undgå at kigge hen på Xilla igen, og han gengældte hendes smil. Han var lidt fristet til at springe på hende, men han var også sikker på at det godt kunne vente. Han havde bestemt ikke travlt, og det virkede ikke til at hun heller ikke havde travlt. Så derfor var der vel meget god tid til det ene og det andet. Han kiggede på bålet lidt, og rejste sig op da han kunne se at der var brug for lidt mere brænde. 

Han var hurtig væk for at finde noget, og kom så tilbage med favnen fuld af brænde. Han havde været sikker på at det ville være nok. Så han smed det på bålet, og flyttede forsigtigt med det bare så han ikke skulle skade sig alt for meget. Han havde ikke noget imod at skade sig selv, men når det handlede om ild og dens varme passede han lidt mere på. Han var meget mere forsigtig, hvilket var ret irriterende men han kunne ikke gøre noget ved det. Han lod hasn gule øjne hvile sig på ilden, før hans blik faldt hen på Xilla igen"Du er ikke bange for andet end vand"spurgte han undrende med begge øjenbryn løftet. Han var enlig lidt nysgerrig efter at vide det. Vandet var hun nok lidt bange for, men han vidste ikke om der var andre ting som hun var bange for. Ulven havde han heller ikke glemt, og han var lidt spændt på hvad den ville gøre og sige hvis han først begyndte at springe på denne fine engel. 

Dimitri nød tanken kort, alle de lumske planer kørte rundt i hans hoved. Det var svært at holde sig tilbage, men lige nu besad han overraskende nok af en god selvkontrol. Han lagde hovedet på skrå, og løftede en hånd op til hans hår. Han lod hånden glide igennem hans hår, og betragtede hende lidt mere. Det var ganske sjældent han befandt sig heromkring, ja han mente da ikke at han havde været her så tit. Han smillede bredt, og holdte fast i hendes blik"Det er nok heller ikke så tit jeg befinder mig heromkring"sagde han og blinkede til hende.

Så snart hun så han gik efter noget brænde, tog hun chancen for at skifte over til noget andet tøj. Hun vidste det skulle gå stærkt, det passede også kun lige med hun havde fået det sidste på som han var kommet tilbage. Hun laver en grimasse et øjeblik, det havde været lige lidt for tæt på til hendes ønske. Men som hun havde fået helt tør tøj på igen, slappede hun igen af i hele kroppen som hun fik det sidste varme hun faktisk havde brug for. Et svagt bump lød da hun satte sig ned igen, for ærligtalt magtede hun ikke sætte sig ned stille og roligt, det var der ingen grund til, det var ikke fordi hun behøvede at vise en fin side af hende selv. Hendes blik vaklede op mod himlen et øjeblik, imens hun hørte hvad han spurgte om. En tilfreds hummen kommer fra hende, imens hun nikker lidt til det han spørger om.

"Niks, det kun vandet der ikke er min kop te," siger hun med et svagt smil, imens hun nemt husker føltes af at få vand i lungerne, hvordan det følelse af at blive kvalt er overvældende. Hun laver en grimasse, inden hun ser væk fra vandet, blikket ind i skoven. Vand satte frygten igang i hende, det var nok det eneste der kunne få hende til at gå helt i panik. Den indre ulv, den elskede vand, især fordi det så nemt kølede den ned. Det var en svær balance gang, men det var første gang det faktisk var gået galt for dem. Hendes øjne fokusere igen på de dansende flammer, imens engang imellem hun kan skimte Dimitri igennem flammerne. Han var nysgerrig, hvorfor var bare det store spørgsmål, medmindre han gerne ville lærer folk at kende inden han valgte at bruge dem til mad. 

Hun var glad for hans svar, han kom her ikke så tit, hvilket var godt for hun vidste det var her i nærheden Nianna var, stod det til Xilla skulle hun ikke møde noget ondt, men hun vidste hun nok skulle møde det på et tidspunkt. "Der sker heller ikke så meget lige her, så skal du op til Lazura." Siger hun med et smil, det var en ting hun vidste med sikkerhed. Der var ikke mange som kom lige hernede, de var mest oppe ved Lazura. Ikke alle nød stilheden, samt den skønhed der var herude. Så hvorfor lige en vampyr der skulle redde hende, det ville undre hende, hun regnede ikke ligefrem med de var herude omkring, tydeligt tog hun fejl, på en eller anden måde.

Han kunne virkelig godt forstille sig at der ikke skete så meget herude, men her virkede til at være hyggeligt alligevel. Så rejste han sig op og gik endnu engang hen til hende, han satte sig ned ved siden af hende. Trak det ene ben op under sig igen, og drejede hovedet så han kiggede på hende. Han tænkte lidt som han betragtede hende, hun var godt nok hurtig til at få skiftet tøj. Dog hang hendes duft pludselig sig mere og mere i luften. Han kunne bestemt godt lide det, og klagede bestemt ikke for hendes duft var en han havde savnet. Selvom mange engle havde deres helt egen duft, så havde de også en særlig duft der altid afslørede dem, afslørede hvad de var. Dimitri lod hans blik glide ned ad hende, og han skulede ud til vandet"Vil du tage imod chancen og lade mig være dig at svømme hvis jeg spurgte dig"lød det fra ham med et bredt smil selvom han ikke var helt sikker på hvordan det ville gå.

Tænk at sådan nogle ord kunne forlade hans læber, det var noget som slet ikke plejede at ske. Men som sagt måtte han vel bare være i et godt humør lige nu. Det var mere og mere mærkeligt eftersom at hun var det hun var, han burde have sat tænderne ned i hende for længst. Men han havde dog luskede planer men dem ville hun sikkert også få at se før eller siden, han havde ikke travlt og det virkede virkelig heller ikke til at hun havde travlt. Så det passede jo ganske fint, og han kiggede så hen på bålet foran dem. Han lod hans øjne studere flammerne og hvordan de dansede med hinanden det føltes ganske hyggeligt at kigge på det. Han kunne mærke en form for afslapning, som han ikke havde oplevet i lang tid"Tror du at du vil kunne komme til at elske vandet"spurgte han med et hævet øjenbryn som han drejede hovedet, så han endnu engang kiggede hen på hende. Måske der bare lå nogle luskede bagtanker i alle hans ord, men han ville nok ikke indrømme det lige nu, eller aldrig.

Han virker ikke til at kunne være et enkelt sted, han er nærmest over det hele lige nu, som han først gør det ene, nu han pludselig vedsiden af hende igen. Hendes blik lander ude på vandet som han kommer med spørgsmålet, hun rynker en smule på næsen inden hun trækker på skulderne. "Når vandet er mindre koldt, så kunne jeg måske overveje sige ja, så længe jeg ikke ender med at drukne," Siger hun med et smil, som hun kigger på ham igen. Ikke det var sikkert det ville komme på tale, hvis han stadig overvejede tanken om at tage noget af hendes blod, det var ikke en tanke som faldt godt i jord hos hverken Xilla eller ulven i hende. Men hun var ikke så bange for at lære at svømme, hvis bare den der ville lærer hende det ikke sørgede for hun druknede, så ville det ligesom have været rimelig spild af tid. Nok hvis ikke vandet var iskoldt, ville ulven fremtvinge en forvandling, men med den her kulde, så kunne de ikke rigtig gøre det, Xillas krop blev for hurtig nedkølet i vandet.

En hummen om en svag enighed kommer fra hende, han skulle bare vide der i hvert fald var en del af hende som allerede elskede vandet, det var bare ulven og ikke hende. "Måske, det aldrig til at vide," siger hun rolig, som hun betragter det stille vand, der ikke ser ud til overhovedet at bevæge sig i dette øjeblik. Xilla lukkede øjnene et øjeblik, som hun bare lyttede til vandet det let ramte mod bredden, hvordan ilden åd væk af brændet, hun kunne nærmest høre det hele så længe ulven i hende var så tæt på overfladen. Et svagt vindpust skubber til hendes hår, selvom det stadig er lettere fugtig, falder det om på ryggen af hende så snart det svage vindpust rammer. Et gys går igennem hende, ikke fordi hun følte kulden som sådan, det var bare en reaktion på vinden. Hun vender sig rundt, for at smide det tøj der endelig er blevet tørt ned i tasken som har lagt bagved hende. Det var afslappende at sidde her, især når man bare sad og lyttede, så på flammerne som dansede. 

Hendes svar kom enlig ikke bag på ham, for han havde lidt regnet med at hun ville sige ja. Men han skulle bare sørge for ikke at drukne hende. Selvom han virkelig kunne være ond og gøre det, men han tillod sig at forholde sig neutral og rolig. Han ville faktisk gerne lære hende at svømme, mest for hendes egen skyld også. Vandet var nok også alt for koldt til at gøre det nu, så han nikkede til hende, for han var helt enig. Det skulle nok helst være når vandet ikke var så koldt mere. Hvor lang tid der ville gå før det vidste han ikke. Måske det var bedst om dagen, men det kunne også være risikabelt for ham. Mest fordi der sikkert ville være solskin eller varme og det var to ting der bare ikke lige faldt i hans smag.

De kunne også dræbe ham begge ting, så hvordan kunne han ellers lære hende at svømme. Måske vente til at vandet blev lidt varmere, der måtte være et eller andet der kunne gøre det. Noget som måske ikke var afhængig af sol eller varme. Dimitri lod hans blik hvile sig på hendes ansigt og han lagde hovedet lidt bagover som han lod et bredt smil brede sig"Jeg skal nok sørge for du ikke drukner"svarede han selvom det måske ikke var helt sandt, men hvis det skulle gå galt måtte han vel bare redde hende igen. Det var intet problem, men igen slog det ham. Han ønskede ikke død, og ville gerne hjælpe hende med at lære at svømme. Han drejede hovedet hen imod hende igen, og kunne dufte hendes duft endnu mere, før han pludselig kunne mærke, hvordan han ikke kunne holde sig i skinnet lige pludselig. Han kunne mærke lysten til hendes blod, men holdte sig tilbage.

"Møder du mange vampyrer"spurgte han undrende som han lagde hovedet på skrå imens han holdte blikket på hende. Han var lidt nysgerrig omkring, for måske hun havde oplevet at støde ind i vampyrer før. Medmindre han var den første, hvis han var så ville han sikkert ikke give det bedste førstehåndsindtryk, eller generelt ville det nok ikke blive det bedste førstehåndsindtryk. Mest fordi han hurtigt kunne vende rundt, også selvom han var i så godt humør lige nu.