Xillas ulv har fundet et træ at ligge på, vingerne tæt ind til kroppen, imens hun bare slinger på en gren. Ørene er flappet ud til hver side, imens hun har lagt hovedet på hendes poter. Hun har fundet udkanten af Lazura, været her et par gange før, men Xillas ulv nyder udsigten igennem hendes egne øjne af byen for engangs skyld. Som solen havde bevæget sig på sit højeste, begyndte det summe mere og mere af liv, hvilket var grunden til ulven havde valgt et træ som kunne dække hende, medmindre du stod lige under træet og kiggede op. Hun nød den kolde brise, men var klar til at lade Xilla tage over igen hvis der kom nogle tæt på. De var blevet nød til at være enige om at passe på, hvad ville folk dog ikke tænke hvis de så ulven. Xillas ulv var stor, næsten kridhvid med lidt hvidlig grå farve imellem. Hun var en stor fluffy ulv, med en slags lyseblå sten i panden, som var matchende med hendes øjenfarve.  Det var Xillas halssmykke, den sten der sad på hendes pande, det var måden de var så tætte, stenen på halskæden havde Xilla fået af sin mor da hun forvandlede første gang, en tradition som var i familien. 

Det lige før Xillas ulv ruller ned fra grenen som hun er ved at falde i søvn i denne varme, eller i hvert fald for ulven er det varmt. Det fordi hun bare har en tyk pels, det ændre sig virkelig aldrig, hun er året rundt en stor fluffy ulv. Hun når kun lige at få sig selv tilbage på grenen igen, inden hun begynder at høre nogle komme tæt på. Hun stivner i kroppen, ørene laver et twitch, inden Xilla er ved at be hende om at skifte rundt igen. Dette går ikke, de kunne blive opdaget om lidt. Xillas ulv vælger tage usynligheden til, imens de begynder at diskutere det, trods ulven ved Xilla til enhver tid bare kan overtage, men hun er høflig nok til ikke bare at gøre det. Tilsidst vælger ulven dog at give op, da den godt er klar over hvilke konsekvenser det kan have, de har været over det mange gange før. Xilla klamre sig til træet som det første, da hun var ved at falde ned som ulven. "Fucking idiot," snerre hun af ulven, som altid skal gøre det mere besværligt end det er. Xilla sætter sig op igen, inden hun begynder at se sig omkring, bare i et håb om ingen opdagede nået.

Solen stod på det højeste og Lazura summede allerede af liv og havde gjort det i godt en time eller to. Adrien havde selv været vågen længere tid, eftersom han havde nogle heste han skulle tage sig af og gjort klar til at sælge, dog havde han mest af alt lyst til at tage en fridag, for det havde han ikke haft længe, men som handelsmand kunne han sikkert ikke tillade sig det, samt, hvem skulle holde øjne med hans forretning og herregården mens han var væk? De grå-violette øjne spejdede rundt på folkene, der befandt sig omkring hans herregård og han trak da på skuldrene. Hurtigt blev han enig med sig selv, at han godt kunne tillade sig at holde en fridag, hvis han blot sørgede for at porten var lukket og blev låst efter ham, så der ikke var nogle der kunne komme ind på grunden og eventuelt stjæle de tre heste han havde der skulle sælges videre.

Adrien gik ind i folden til hestene, til den hest der stod alene, da det var hans egen og trak den med sig. Et skævt smil bredte sig på hans læber som han begyndte at strile den og gjorde den klar til at give hovedtøj og saddel på. Roligt trak han hesten med sig ud gennem porten som den var blevet gjort klar og bag sig fik han lukket porten og dobbelt tjekkede, at den ikke bare kunne rives op, selv med vold involveret. Adrien satte foden i stigbøjlen og svingede sig op i sadlen og begyndte at få hesten til at gå stille mod udgangen af Lazura.

Da Adrien kom ud af byen, stoppede han og hævede et øjenbryn. En ulv i et træ? Han så da på den unge kvinde ved dens side ”Hvorfor i alverden befinder du og din ulv sig i et træ, ud af alle steder?” sagde han med et smil på læberne og med en undrende undertone. Adrien havde set mange underlige ting igennem sin levetid, men dette… Dette måtte bestemt være det mærkeligste.

De havde tydeligvis ikke hørt hesten som bar rundt på en person, Xilla havde haft for travlt med at diskutere med ulven om at skifte tilbage så hun kunne være menneske igen, hvor den valgte i trods næsten gøre så hun faldt ned fra træet. Hun kommer med et hop, men bliver siddende på grenen uden at falde ned. Hun ser ned på manden, han havde langt sort hår, hun kunne spotte nogle klare grå øjne, men noget andet hun ikke umiddelbart kunne se herfra. Mentalt laver hun ikke andet end at råbe af hendes ulv, det var typisk den at ende med at blive opdaget, fordi den ikke lige havde lyst til at forvandle tilbage så Xilla fik sin egen krop igen. Hun laver en grimasse af det han siger, ja se det er jo så den svære ting at forklare. 

"Det er koldere heroppe," svare hun med et svagt smil, et enkelt træk på skulderne. Ikke at hun selv havde nået imod at være nede ved jorden, men hendes ulv havde haft brug for at blive kølet lidt mere ned, siden Xilla nægter at bade i en sø, så måtte dette være det næste bedste hun kunne finde på. Da hun ikke havde lyst til at tage til Nordlandet allerede igen, bare fordi hendes ulv ikke kan finde ud af at have mindre pels end hun har sig. Xilla har lært at leve med deres personligheder, samt at de er nød til en gang imellem at forvandle mellem dem, så hendes ulv ikke bliver helt irriteret over ikke at blive lukket ud fra Xillas krop. De kunne kun dele deres kroppe så nemt med hinanden, fordi de havde været sammen så længe, også selv hendes ulv havde andre holdninger end hun havde nogle gange. Den ville elske at hun lærte at svømme, men Xilla er ikke just begejstret for den ide.

Adrien hævede det ene øjenbryn som han stadig holdt sit blik på hende. En kvinde og en ulv i et træ? Det måtte næsten være en eller anden form for drøm, for det virkede næsten for underligt til at være virkelighed, eller også var det fordi han ikke kom ret meget væk fra gården. Han trak på skuldrene ”Koldere?” sagde han, bestemt ikke overbevist, men han lod den slippe forbi, for det ville sikkert ikke give ret meget mening, hvorfor hun var i træet og hvordan hun kom der op og for dens sags skyld… Hvordan den ulv gjorde…

”Hvorfor kommer du ikke ned? Jeg gør ikke nogen af jer noget” sagde han med et smil på læben ”Og hesten gør heller ikke” sagde han som han lod hånden glide over manen på den og den prustede let. Han havde egentlig været på vej ud på en lille ridetur, men dette var for underligt til at lade det slippe og nu var han her, med en kvinde og en ulv i træet.

Hun nikker langsom, det var nok ikke et direkte spørgsmål, men hun vidste hvor dumt det kunne lyde. Også hvordan det ligefrem så ud, hun er stadig ikke helt sikker på hvordan de faktisk kom herop, hendes indre ulv havde sørget for det meste selvom den ikke rigtig kunne klatre, men det var hvad Xilla kunne, så de havde hjulpet hinanden til at få hende kølet ned. Det var lettere til den kolde side for Xilla, men hvad man ikke gjorde for sin indre ulv, for den ikke blev en belastning for hende. Et øjeblik kommer ulven frem i hende, hvor hendes øjne bliver helt lyseblå, da han nævner han ikke vil gøre dem noget. Nok kunne ingen af dem fornemme at han ville gøre dem noget, men det var ikke fordi ulven i hvert fald stolede meget på andre, slet ikke et andet væsen, det havde den ofte svært ved.

Xilla tænker over det et øjeblik, inden hun trækker på skulderne, det var ikke fordi de ikke kunne forsvare dem selv. "Fint, men bare så du advaret, hun stoler ikke på dig, det kun mig der gør det," svare hun, med et svagt smil som kommer frem. Det var altid svært at overbevise den indre ulv om ikke alle folk var ude på noget når de først opdagede dem, den var meget sippet til hvem der kendte til dem. Hvilket absolut var en ulempe ved at den havde sin helt egen personlighed, fordi den havde sine helt egne meninger. Xilla rejser sig op fra grenen, genvundet sin balance, efter den fiasko at forvandle sig rundt på en gren, for det kunne absolut ikke anbefales, for hun var ved at falde ned. Det var ikke første gang det havde været lettere besværligt at komme op i et træ, det nemmeste var altid at komme ned igen. Xilla hopper ned til den nederste gren, hvor hun derfra hænger lidt i grenen, inden hun lader sig falde ned til jorden. Det summer lidt i fødderne som hun falder, men så længe den indre ulv havde været tilsteder så kom hun ikke så nemt til skade, heldigvis for det.

Adrien blev bestemt ikke yderligt klogere som hun blot nikkede til ham. Han kunne slet ikke forstå hvordan både hun og ulven var endt deroppe, desuden kunne ulve ikke klatre i træer på den måde. Han så lidt omkring sig og derefter rettede han atter blikket mod kvinden i træet. Hvad i alverden skulle han sige?

Adrien rettede blikket mod ulven og nikkede kort ”Jeg forstår. Det er også helt i orden, skal nok lade være med at forhaste mig” sagde han og bukkede kort hovedet. Personligt var han heller ikke helt sikker på hvordan han skulle reagere med den ulv. Måske kunne han forstå at hun var kommet op i træet, men en ulv? Måske var det ikke en almindelig ulv, men et eller andet væsen, som han ikke kendte til?

Adrien trak lidt i hestens tøjler som han så hun var begyndt at kravle ned fra træet. Som hun var ved at falde ned, kunne han mærke hvordan hjertet i hans bryst kortvarigt stoppede og han holdt vejret indtil hun havde fundet sit fodfæste igen. Han sukkede nærmest lettet og så på hende som hun landede på jorden ”Er du okay?” spurgte han med et skævt smil på læberne.

Hendes blik lander på ham igen, som han snakker. "Ja, jeg faldt ikke, så det kunne have endt værre," siger hun med et kækt smil. Hun havde været i alt for mange træer, til ikke at kunne nå at gribe sig selv, inden hun ramte jorden. Hun går tættere på manden, hun ser lidt på ham, inden hendes blik falder på hesten. Den var absolut smuk, hun var meget betaget af hesten, men hun rev sit blik væk inden hun valgte at betragte manden. Langt sort hår, nogle lidt specielle øjne som de er grå med et hint af violet. Hun vipper hendes hoved lidt på skrå, "hvad er dit navn?" Spørger hun nysgerrigt, føler hun bliver nød til at få et navn til personen foran hende. Udfra hvordan det var nu, ville hun vove at påstå han er en venlig person, men det var jo aldrig til at vide, så meget vidste hun da.

Hun vælger at stoppe lige foran hesten, imens hun bare holder øje med den har det fint som hun kommer tæt på. Nogle dyr havde det med at fornemme den indre ulv hun havde, hvilket gjorde de absolut ikke var glad for at komme tæt på hende, så hun var meget forsigtig som hun kom tættere på dem. Hun kunne på ingen måde mindske hendes lugt bare sådan, kun hvis hun brugte usynlighed, men det ville være alt for mærkeligt i dette øjeblik. Xilla vidste bare, de fleste dyr kunne lugte den svage duft af ulv på hende som der var der permanet pga hendes indre ulv.  Men hun var positivt overrasket han ikke bare bombarderet hende med spørgsmål som det første, tror de fleste ville have spurgt alt hvad der faldt dem ind lige i dette øjeblik. Men så igen, hun anede intet om hvor normalt eller ikke normalt alt det med forvandling var, hun vidste kun det unormale var at have et dyr som faktisk havde sin egen personlighed.

Adrien trak svagt på smilebåndet, ja det kunne bestemt have været værre. Han så på hende som hun var kommet over til ham og først betragtede hans hest, derefter rettede blikket mod ham. Et blidt smil kom frem på hans læber ”Mit navn er Adrien, hvad med dig?” sagde han, stadig med smilet på læberne. Hun virkede ikke til at være specielt farlig, men hun havde godt nok nævnt ulven, så den skulle han helt sikkert have et øje til også taget i hensyn til sin hest.

Hesten begyndte at pruste lidt som kvinden kom tættere på og havde blikket rettet direkte imod hende. Den bevægede sig ikke det mindste, men blev blot stående på stedet. Hesten skrabede let i jorden og kastede med hovedet, hvilket fik Adrien til forsigtigt at glide ned fra sadlen og ned på jorden og lade hånden glide over dens side. Nogle ord på dæmonisk blev hvisket til hesten og han klappede den kort inden han igen rettede blikket mod hende.

Hun kommer med en svag hummen, som hun hurtig sætter navnet til det ansigt som er foran hende, så det er nemt at huske for hende. Hun holder mere øje med hesten, men stopper da den begynder at være lidt urolig på den ene eller anden måde. Men hun vidste når den viste de tegn, så skulle hun bare stå på den afstand hun gjorde. "Mit navn er Xilla," siger hun med et smil, som hun kiggede på ham igen. Hun kunne tydeligt høre han hviskede noget til den, men det var ikke et sprog hun kendte til, eller det gjorde hun men hun forstod intet af det, hun kunne bare vide han var en dæmon. Ulven i hende var opmærksom, men den følte sig slet ikke truet på nogle måde af dæmonen foran dem. 

Tilstedeværelsen af dæmonen fik nu ikke ulven i hende til at være ekstrem opmærksom, hvilket overraskede hende, for den sidste dæmon de var omkring der var den helt oppe at køre hele tiden inden i hende. Men det var godt med en forskel, tydeligt den ikke så nogle trussel lige i øjeblikket komme fra denne dæmon. Det gjorde nu Xilla nysgerrig, for hvad var så forskelligt? Måske det bare var en bedre aura omkring denne dæmon, det var aldrig til at vide hvad den tænkte, og hvorfor den reagerede som den gjorde. 

Adrien fik hesten til at slappe lidt mere af, før han trådte i den ene stigbøjle og lod sig komme ned på jorden i stedet og holdt hesten i dens tøjler ”Specielt… Men jeg kan lide det… Du er ikke her fra normalt… Er du?” spurgte han med et skævt smil på læberne som han strøg sin ene hånd over hestens side, som den stadig stod og prustede lidt for sig selv. Der var ikke nogen tvivl om den havde opfanget den ulv, hvilket var grunden til den var så nervøs.

Han rettede blikket mod hende ”Er der noget du har brug for? Mad… Drikke?” spurgte han som han gik lidt tilbage og klappede let på de små tasker der hang fastspændt til sadlen. Der var en der indeholdt drikkeskind med vand og en hvor der var mad i. På den anden side af hesten var der to små tasker mere, men det var med ting som var nødvendige, hvis han skulle ende med at komme til skade. Ikke han regnede med det nogensinde, men man vidste alligevel aldrig.

Hun ryster på hovedet, "det ville vist være synd at sige at jeg normalt er her fra, jeg rejser nok nærmere rundt, lidt over det hele," siger hun med et smil. Selvom stedet var skønt, så var det ikke et sted hun kunne blive i længere tid som alle de andre steder, ville her blive til den varme side, hvilket gjorde både hende og Gaia ville finde det ubehageligt over længere tid. Selvom det Gaia som er mest forstyrret, så påvirkede det Xilla alligevel nu det var den ulv hun forvandlede sig til. Det var stadig noget de skulle lære at leve med, for meget varme var ikke deres kop te i længere tid af gangen.

Hun hummer lidt, som han spørger om hun har brug for noget. Han var absolut meget venlig, nok den mest venlige hun havde mødt længe, men det passede hende også fint, nogle gange skulle der heller ikke foregå en masse ballade som hun ofte havde rodet sig ud i, nogle gange var det dog Gaia der rodede dem ud i noget istedet for Xilla. "Vand kunne være rart, hvis du kan undvære lidt?" Spørger hun med et smil, imens hun stadig holder sin afstand til hesten, erfaring sagde hende så snart den lugtede at hendes duft var blandet med ulv fordi hun kunne forvandle sig til en, så flippede de helt ud. De havde flere gange gjort hun måtte have en hurtig refleks, så hun havde lært af det efterhånden, så hun kendte til afstand når det galt heste, de kunne være lede sataner når de kunne fornemme et rovdyr.

Adrien hævede et øjenbryn mod kvinden som hun talte, men sendte hende da et lille smil ”For nogle gøremål, eller af ren og skær interesse?” spurgte han. Han kendte et par stykker der rejste rundt for interesse og oplevelsens skyld, uden at have noget de som sådan skulle de steder de kom til. Han selv ville ikke kunne holde til det liv, han havde hørt et par fortællinger fra en af dem der fra tid til anden leverede skind til ham, hvor hårdt livet kunne være derude når man ikke havde andre end sig selv, sin hest og et sværd. Adrien ville dog godt opleve Balzera på et eller andet tidspunkt, men der var bare så forbandet varmt og nærmest ingen skygge, hvad med vand? Hvor meget havde de i det hele taget af det, taget i betragtning af, hvordan solen kogte det meste væk. Måske var det ikke på samme måde for hende, måske var hun blot kommet lidt på afveje og måske rejste med nogen, eller var blevet sendt til Lazura for at hente proviant? Hvad vidste han.

Adrien nikkede som hun bad om noget vand ”Selvfølgelig” sagde han med et smil på læberne inden han bakkede lidt tilbage og åbnede den ene af de mørke saddel tasker og trak et vandskind op og kastede det let over til hende i håb om hun ville gribe det ”Behold det, jeg har rigeligt” sagde han med et blidt smil på læberne.

"Det handler om ren og skær interesse, jeg arbejder som tjener, det et job jeg kan få de fleste steder. Det vil sige jeg normalt er sådan mindst en uge et sted," siger hun med et smil. Hun vidste mange havde det meget svære end hende, mange havde det hårdt når de rejste rundt. Men hun havde fået gaven at kunne forvandle sig, mest af alt til et dyr som også var meget sin egen, som kunne tage sig af dem på de længere ture. Det hjalp nok også især når de havde usynlighed på, fordi så blev de i hvert fald aldrig opdaget. De havde muligheder som andre ikke rigtig havde, ligesom de nemt kunne overleve i norden, for Gaia kunne nemt finde frem til nogle af de dyr der var deroppe. Men der var ikke så meget mad deroppe, så ofte tog de en lille dags rejse derfra, for at have nemmere ved at finde mad. Ikke alle havde den luksus at have et dyr som kunne jagte, det var også den som havde mest brug for mad, ikke hende.

Hun formår at gribe vandskindet, hun var nok egentlig kun tørstig fordi det var blevet lidt varmere som hun var kommet ned på jorden i stedet for oppe på grenen. "Tak, det var meget venligt af dig," siger hun med et smil, som han siger hun må beholde det. Hun var glædeligt overrasket over venligheden han viste hende, når man ser i betragtning han havde overværet forvandlingen, og en Gaia der i protest midt i forvandlingen var ved at smide dem ned fra grenen, ikke ligefrem så heldigt et øjeblik, det havde været en af de uheldige øjeblikke.

Adrien nikkede kort til hendes ord "Hvor praktisk, men er det ikke også en smule hårdt at rejse så meget rundt?" spurgte han med et smil på læberne. Han havde næsten dårlig samvittighed over at stå og spørge så meget, men det var kun fordi han ikke selv havde været ret meget ude og rejse og var derfor temmelig interesseret. Han bed sig lidt i underlæben og sendte hende da et smil "Jeg beklager at jeg spørger så meget, jeg har bare ikke været meget rundt selv, så vil gerne høre nogle historier, hvis du har tid og lyst?" det var ikke fordi han ville tvinge hende til at fortælle ham hvad hun havde oplevet, hun skulle selv have lyst til måske at bruge lidt længere tid sammen med ham. 

Adrien trak selv et vandskind op og fik det åbnet for at tage en slurk af det og rettede blikket mod hende "Det var så lidt. Jeg arbejder med pels og skind, så kan blot lave nogle nye" sagde han og fik nærmest en stolt holdning, hvilket skete yderst sjældent, men han var skam stolt over ser arbejde han lavede, hvilket også kunne ses på de skind og pelse han solgte hjemme på gården. 

Hun ryster på hovedet med et smil, det var ikke det værste hun kunne forestille sig. "Ikke så meget som man faktisk skulle tro," siger hun. Men det kunne også være hun bare var heldig, hun kunne forestille sig hun måske var mere heldig end mange andre som rejser rundt. Hun havde jo sine egne fordele i forhold til hvad andre nok havde, også selvom den fordel betød at leve oppe ved nordlandet i noget tid om sommeren, når varmen den var værst andre steder i landet. "Det helt okay, selvfølgelig vil jeg gerne fortælle nogle historier, der er masser af tid lige nu," siger hun med et smil, hun elskede at fortælle om de ting de oplevede, der havde ofte været et eller andet. Både de dårlige og de gode ting, hun havde også fortalt Nianna så mange ting omkring hvad hun havde oplevet, så at snakke om det igen var ikke nogle problemer hun elskede fortælle det til folk som gerne ville høre om det.

Hun drikker lidt vand, imens hun høre hvad han fortæller. Hun betragter skindet lidt tid, tydeligt at se han går meget op i hans håndværk. Hun smilte som det var tydeligt han var stolt, han havde også noget at være stolt af som hun kunne se. "Det er godt håndværk, tydeligt du går op i et meget godt håndværk i det du laver," hummer hun med et smil. Hun havde mødt så mange forskellige mennesker, nogle kunne man tydeligt se på hvad de lavede at det var deres passion, imens andre var det mere et meh. Selv tjener var der forskel på, hun havde oplevet det mange gange nogle som bare hang ved et bord fordi de kendte dem, imens andre gjorde alt for at hjælpe over det hele så alle var tilfredse.

Adrien havde aldrig rigtig været typen de rejste ret meget, måske hvis han havde været yngre og ikke havde den store gård at se til. Han trak let på skuldrene ”Det eneste sted jeg kan huske jeg har været, er Kzar Mora… Aldrig om jeg vil foreslå at folk skal tage der hen” sagde han med et skævt smil på læberne. Han var yderst lykkelig over han var kommet væk og havde bestemt ikke tænkt sig at returnere. Et smil kom til syne på hans læber som hun igen talte ”Det glæder mig” sagde han og så på hesten ved sin side, da den prustede lidt. Den var sikkert også klar på en historie eller flere.

Vandskinnet var ganske vidst ikke det der tog længst tid, men derfor kunne man jo godt lave noget fint ud af det alligevel? Det var i hvert fald Adrien’s optik. Nogle af de vandskind han havde lavet, havde haft små mønstre på siden, mens andre var ret simple. Adrien havde noget til en hver prisklasse. Adrien sendte hende et skævt smil ”Tusind tak. Ja, dette er blot en af de billige jeg fremstiller.” sagde han som han tog lidt vand. Det var ikke hver dag han mødte folk der komplimenterede på hans håndarbejde, men når det blev gjort, kunne han godt mærke stoltheden spire inden i.


//Beklager den lange ventetid </3 //