Feststemte gæster var strømmet ind i teaterbygningen, hvor et nyt stykke skulle opføres og vinterkulden jages bort med tonerne af sang. Faust var ikke en mand af kultur, og han nærede ingen interesse for showet og dets kvindelige hovedrolle, der ellers havde tiltrukket en større mængde af byens unge mænd. Derimod havde han et helt andet ærinde i teaterbygningen: et par mønter i den rigtige hånd og en mørk loge med udsigt over salen og privathed til samtale, var blevet overladt til ham.

Det var et af de faste mødesteder for Verbatims agenter, der uset kunne slippe ind mellem mængden af teatergængere, og det sene tidspunkt forstillingen blev opført, passede Faust glimrende, da han jo som bekendt ikke vovede sig udendørs så længe solen var på himlen.
Han var iført en sort tunika og bælte med adskillige bæltepunge til remedier - kappen, som han havde haft på ved ankomst var nu slængt over en stoleryg, og vampyren gik nervøst frem og tilbage uden at kunne finde ro. Kendte man ham godt, ville man se det som et tydeligt tegn på, at noget var galt - især koblet sammen med hans påklædning, der var sjusket og ikke specielt ren.

I salen under ham var teaterstykket så småt ved at begynde, men han ventede stadig på agenten, som han håbede ville komme: det var ham selv, der havde bedt om et møde, efterladende en besked det sædvanlige sted, og nu håbede han inderligt, at den var blevet set og en form for hjælp var på vej..

For han havde for alvor brug for organisationen nu.

Rakshasa havde i den seneste tid lusket rundt i Dianthos, og taget alverdens af forskellige personer, for at snige sig hen hvor hun havde behov for. Det var derfor også hende der havde opdaget beskeden, da hun alligevel var forbi og tjekkede den.
Beskeden havde fået hende til at se lidt undrende ud, inden hun tog den med sig, og smed i den nærmeste ild hun kom til, så den brændte op, inden hun gjorde sig klar til aftenens forestilling på Teatret.

Hun havde taget skikkelsen af en sorthårede kvinde. Kvinder fungerede bedst, når man rendte rundt i en krop der tilhørte en. Hun havde fået erhvervet sig noget lidt pænere tøj, der passede mere til at gå i teateret. Hun bar en lang lilla kjole, og en kappe var ligeledes slunget over hendes skuldre, for at holde kulden ude. Hun havde et bælte om hofterne dog, hvor et par tasker hang, og også en sort maske.

Hun gik op i den private loge, og lagde sin kappe over stolen, kiggede kort på Faust, før hun tog plads, og nikkede mod hans. Det nyttede ikke noget at stå op når de skulle foregive at se et teaterstykke vel.
Rakshsa var efterhånden blevet vant til sin nye position i organisationen, og var blevet mere vant til disse møder. Hun prøvede dog stadig så vidt som muligt at undgå at skulle foregive at være Isen.

Faust skulle ikke vente længe, før en kvinde kom ind i logen - pænt klædt, til en aften i teatret. Hans urolige hænder forsøgte at glatte tøjet en smule, ind til han nikkede tilbage og satte sig i sædet med udsigt ud over scenen. 
Han havde ikke fulgt med i starten på stykket, men en kvinde var ved at fremføre en sang - sandsynligvis den famøse, kvindelige hovedrolle, mens en mængde håbefulde unge bejlede flokkedes om hende. Kærlighedsdrama. Dybt uinteressant.

Logen de sad i var halvmørk og gav en vis privathed - hvilket netop var grunden til, at den blev benyttet af Verbatims agenter. Der gik en rum tid hvor Faust betragtede kvinden ud af øjenkrogen og forsøgte at vurdere, hvor meget han turde betro til hende.
Han var nødt til at lægge alle kort på bordet. Organisationen vidste allerede hvem og hvad han var. Han håbede blot, at kvinden de havde sendt i dag, var en af vogterne eller en person, der kunne træffe beslutninger og ikke blot rapportere videre. I dag havde han brug for handling.

Lavmælt, som stykket fortsatte under dem, talte han til den mørkhårede kvinde ved sin side: "Jeg har modtaget et brev. En trussel. Nogen der ved, hvad jeg er." Hans hånd fandt en lomme, hvor brevet omhyggeligt var rullet sammen. Det bar tydelige præg af at være foldet ud, læst og foldet sammen igen utallige gange. Hånden rystede en smule, som han rakte hende brevet - skriften var sirlig, men kunne af et skarpt øje læses i halvmørket:

Rakshasa sad roligt og fulgte med i teaterstykket, eller virkede til hun gjorde, selvom hun holdt et øje med Faust. Hun kendte ham godt, de havde mødtes før, selvom han ikke vidste det, og hun havde da også sørget for at læse op på ham. Ressourcerne stod åben for den med titlen som Hviskeren. Det var dog ikke op til hende at starte denne samtale, han havde bedt om hjælp.

Der gik lidt tid, men endelig hørte hun hans stemme, og hun kiggede ud af øjenkrogen på ham. For ham var det tydeligt at se at han havde fanget hendes opmærksomhed, for andre, hvis de skulle prøve at kigge mod dem, var det mindre nemt at se.
Hendes øjne faldt på hans hånd og lomme, som han trak brevet frem, og hun rakte ud efter det, og tog det i sine hænder. Heldigt for hende så kunne hun læse i mørket.

Hendes øjne løb hurtigt over skriften. Først en gang, og så endnu en gang. Og til sidst en tredje gang, før hun kiggede mod ham.
”Og den eneste ledetråd vi har, er F. V. som står nederst i brevet?” spurgte hun. Hendes øjne skarpe, og hun foldede brevet sammen igen, men lod ikke til at give det tilbage til Faust.

Faust rørte lidt uroligt på sig, mens kvinden foldede brevet ud og læste det i logens halvmørke. Han forsøgte at holde øjnene på teaterstykket, men havde ind til videre ikke den fjerneste idé om, hvad der foregik på scenen. Den syngende kvinde var blevet afløst af en mængde dansere, der hoppede ind og ud mellem hinanden med muntre trin.

Hans mørke blik holdt utålmodigt øje med kvinden, mens hun læste. Da hun endelig var færdig og foldede brevet sammen fulgte hans øjne det. Ville hun beholde det? Måske var det bedst sådan.. Der var måde, hvorpå man kunne spore, hvor det kom fra..

"Desværre ja.. jeg så ikke, hvem der aflevede brevet." Fausts hænder pillede uroligt ved de små urteposer, han bar i bæltet under jakken. "Jeg ved godt, det ikke er meget.." Tilføjede han. Det var det virkelig ikke.. men han håbede alligevel, at Verbatim kunne hjælpe ham på en eller anden måde.
Det var heller ikke i deres interesse, at en af deres agenter blev afpresset af en ukendt kilde.

Rakshasa tænkte lidt over det, som hendes øjne hvilede tilbage på danserne på scenen. Hun havde aldrig helt forstået de her forstillinger, selvom Isen i sin tid havde hevet hende med et par gange. De havde nok nærmere sneget ind dog.
"Vi ønsker ikke at du bliver afpresset, så jeg tænker der bedste er at gøre, at efterfølge kravene om det hvide bånd. Hvis vi bluffer om din... tilstand, så er jeg bange for at Lyset blot kommer og arresterer dig," sagde Rakshasa endelig, efter at det virkede til at danserne var blevet skiftet ud med nogen i nogle andre kostumer.

Det var vigtigt nu at Rakshasa huskede på den ordentlige måde at gøre ting som disse på. Det var ikke første gang at Verbatims agenter var blevet presset.
"I mellemtiden kan vi forsøge at spore brevet, og de gør sig nok til kende også overfor dig. Det kan være at vi kan finde en ledig agent til at holde ekstra øje med din butik, for at se om der er nogen der kommer og går." De havde jo også dem der kunne forvandle sig til dyr og holde bedre udkig, fordi de blev til et med omgivelserne, og man ikke tænkte over at et dyr holdt øje.

Fausts mørke øjne var fæstnet på scenen med et tomt udtryk. Danserne var ved at gøre plads for en umådeligt flot klædt mand, der tog sangen op med et kvad til Isaris ære. Hans ører lyttede dog ikke efter sangen, men ordenene, som kvinden ved hans side i logen sagde til ham.

Hun havde naturligvis ret. Det var det mest fornuftige - han havde haft et lille håb om, at hun ville være i stand til at sige noget om underskriften, men det kunne tage agenterne månedsvis at tyde håndskriften. Og som hun sagde - Faust kunne ikke risikere, at Lyset blev tippet om hans tilstand.

Tanken om at skulle forlade Dianthos for ikke at ende i en mørk celle, fik vampyren til at røre uroligt på sig i sædet. Han vidste knap, hvor han så tilfælde ville tage hen - måske Tusmørkedalen, hvor mange tog lidt mere lempeligt på loven, og hvor bjergenes dybe skygger tillod hans slags at bevæge sig mere frit..
Men Faust følte sig for gammel til at rive rødderne op og flytte. Den lille forretning i Dianthos' nede distrikt, var hans hjem og hans levebrød. Det ville føles som at rive en stor del af sig selv ud. 

"Jeg takker for al den hjælp, I kan give. I så fald vil jeg hænge båndet på døren i nat." Bemærkede han lavmælt. At have Verbatims øjne på sin dør ville også være en ekstra sikring, selv om Faust ikke brød sig voldsomt meget om at blive overvåget. "Skal jeg kontakte jer igen, hvis der kommer udvikling i sagen?" Tilføjede han, mens han gjorde sit ypperste for at holde stemme og hænder under kontrol.

Rakshasa havde undersøgt Faust efter det sidste møde havde haft. At have ham forlade byen ville være en skam for deres organisationer. Det kunne godt være at han primært fik lyssky folk ind i sin butik, men han vidste ting, og var en værdifuld agent for Verbatim. En de helst ville undgå skulle flytte sted at bo. Et nyt sted, betød et nyt netværk fra bunden. Til tider var det praktisk, men for det meste mistede de blot en masse information.

Hun nikkede lidt, som Faust bekræftede at han ville gøre som hun sagde. Hun måtte lægge hovedet lidt på skrå, som manden blev færdig med at kvadet til Isari. Det her var da godt nok et besynderligt stykke. Det hjalp måske heller ikke at hun havde misset størstedelen af stykket.
Hun lod øjnene glide væk igen fra det, som Faust talte videre. ”Naturligvis. Hold øje med om der er nogen besynderlige typer der lusker omkring nær dig også, hvis de ikke er villige til at vise deres ansigt. Du kan du lægge en besked det normale sted, derudover skal vi nok forsøge at tjekke ind,” sagde hun, mens hun forsøgte at lave en mental tjekliste, for at sørge for at Faust var så beskyttet som han kunne være, under disse omstændigheder.

Faust håbede inderligt, at Verbatim ville stå bag ham i dette. Han mente selv, at han udførte et godt stykke arbejde som agent i deres tjeneste - omend han havde visse begrænsninger, som det, at han kun kunne færdes uden for butikken i nattetimerne.
De folk, der besøgte hans forretning, kom dog fra alle samfundslag, og de mange timer, han brugte med dem, åbnede ofte op for informationer af forskellig art. Nu håbede han blot inderligt, at det kunne fortsætte..

"Det vil jeg gøre. Jeg forventer, at der vil ske noget inden for en kortere tid, når først båndet er hængt op, og så har vi måske flere ledetråde at gå efter.."

Hans øjne hvilede igen på scenen, hvor den kvindelige skuespillerinde havde sluttet sig til manden på scenen. Skulle nogle af hans kunder snakke om stykket, var det nok bedre, at han sagde, at han ikke havde set det, for han havde ikke den fjerneste idé om, hvad det gik ud på.

Lidt mere lavmælt bemærkede han til sin sidemakker i logen: "Igen - tak for jeres hjælp."

Rakshasa nikkede. Hun havde samme forventning om det. De ville ikke blot ønske at det skulle gøres, bare for at se. De havde en plan med det, hvad end det så var. Og selv en ny besked var en ledetråd, for nogen skulle aflevere det, eller nogen skulle bruge magi på at få den frem. Og magi kunne spores, hvis de vidste at det var tilfældet, selvom det kræve nogle mere specialiserede agenter.

”Det er ingen årsag, det er vigtigt at vi ikke bliver truet, og det… er da vigtigt at vide, hvem disse F.V. er. Jeg håber blot at dette ikke sætter dig i en uheldig situation, hvis de er mere aggressive end først antaget,” indrømmede hun og lagde hænderne i skødet på sig.
”Men hvis det er alt, så vil jeg komme videre,” sagde hun med et sidste blik på stykket inden hun rettede det mod Faust. Ingen grund til at de to af dem blev set sammen, og Rakshasa skulle nok komme uset ud af teateret, selv på dette tidspunkt, hvor man ellers normalvis ikke forlod teateret.

"Bestemt.. jeg håber også, vi har en mulighed for at spore, hvor de har deres oplysninger fra." Svarede Faust, ligeledes lavmælt i den halvmørke loge. "Min tilstand er selvfølgelig til at gætte, hvis man er jævnlig besøger i min forretning, men jeg håber nu engang ikke af en af mine kunder har forrådt mig .. der er også risikoen for, at de kan kende til os, hvis de kender til mine hemmeligheder.." Sagde han.
Det var blot for at lægge kortene på bordet - de vidste trods alt ikke noget endnu, så der var ikke grund til at tage sorgerne på forskud. Faust kunne mærke, at det gav ham en vis lettelse at kunne lægge nogle af problemerne i Verbatims hænder og vide, at han havde deres opbakning, selv om det irriterede ham grænseløst, at han ikke havde mere at gå efter.

Brevet, som han havde givet til kvinden, bar også præg af, at han havde læst det utallige gange - forsøgt at analyse de mindste tegn. Kendte han håndskriften? Var pergamentet af noget særligt materiale? Blækket?
Men for nu, var det ikke lykkes ham at finde flere ledetråde. Han måtte væbne sig med tålmodighed, fortsætte sit almindelige arbejde i forretningen og håbe på, at det ville lykkes de andre agenter at grave noget op. Om ikke andet kunne man nok også forvente, at placeringen af det hvide bånd ville bære et eller andet med sig..

"Naturligvis. En god aften til Dem." Bemærkede han høfligt til kvinden. De havde begge ting at foretage sig, selv om Faust ville blive siddende og betragte resten af stykket, så det ikke så mistænkeligt ud at han gik tidligt.
Hans mørke blik hvilede derfor nu på scenen, selv om tankerne stadig snurrede i hans hoved, og han stadig ikke fulgte helt med i historien, som teaterstykket handlede om. 

Rakshasa nikkede med en seriøs mine i ansigtet. De kunne ikke sætte deres organisation i fare, ikke at der var meget de ville gøre med oplysninger omkring en Verbatim agent. Dog var det da også en organisation der var nem at infiltrere, hvis man var forsigtig nok. Normalvis blev de fleste dog fanget allerede som iagttagere, hvis de havde noget der ikke stemte, men man vidste aldrig. Rakshasa havde svoret et løfte, og hun ville gøre hvad hun kunne for at sørge for at Isens hjertebarn forsatte som det skulle.

”I lige måde, jeg håber De nyder stykket,” sagde hun og et venligt smil blev sendt i hans retning, før hun rejste sig op og nikkede let til ham, før hun forlod deres lille private sted. Hun sneg sig ud af teateret, før hun tog masken på endnu engang, og gik i gang med sit arbejde. Der måtte være nogle Verbatim agenter eller iagttagere i byen, som kunne hjælpe med at holde øje med Faust’s sted, og ellers måtte hun søge lidt længere væk, for at finde en permanent løsning.