Til trods for tordenskyen over hans hoved, fremmanede Noah et høfligt og venligt smil ved modtagelsen, og han lavede et let buk til sin fars kusine og takkede for hendes gæstfrihed. I sin stille sind håbede han at Clara ikke var hjemme. At hun var ude til noget dannelse eller lignende, men ak. Hun stod der i stuen, pænt klædt på. Som om det kunne skjule skampletten. "Goddag Clara" hans stemme var påtvungen høflig, men kunne ikke skjule køligheden i luften. Man skulle næsten tro han var blevet tvunget til at hilse på hende så snart hans forældre havde anerkendt hendes tilstedeværelse og høfligt hilst på hende. Selvom Noahs mor også havde et noget anstrengt forhold til pigebarnet.

Krystallandet
