Isblå øjne betragtede mørkelveren, som en skikkelse nærmede sig med lydløse skridt. ”Det er et sjældent syn, datter”, sagde den, ude af stand til andet end at beherske forbløffelsen i den mørke stemme. Den tilhørte et ældre hanvæsen, hvis kåbe sad tæt om hans let muskuløse krop og hvis farver gik i et med det glimtende, grønne græs, under de nøgne, hvide fødder. Elverens navn var Agnor Lómadriethiel. 
”Rygtet siger, at han var i selskab af en kvinde, men hun er ingen steder at se. Vagterne leder til stadighed i skoven”, fortalte Agnor afmålt videre, som han så ned på sin datter, hvis ryg var rank og hvis skinnende isblå øjne stadig betragtede den fremmede i lysningen. Antydningen af et smil fandt vej til Agnors mundvige, som også han atter fæstnede sit blik på den unge mørkelver. ”Det er i grunden uforståeligt for mig, hvordan de kunne komme så tæt på vore grænse, men ikke desto mindre…”, lød det dernæst, næsten tøvende, som voldte tankerne Agnor en del kvaler.
Isiodith lod sine blege, næsten gennemsigtige hænder, stramme grebet om træskålen, hun holdte mod sit magre bryst. Langsomt og ufrivilligt forlod de isblå øjne mørkelveren, hvorefter de flygtigt betragtede hendes far. Hendes læremester.
”Ikke desto mindre er det vores pligt at hjælpe væsner i nød. Jeg har fået besked på, at vi skal tage os af hans sår og, kære datter, den opgave vil jeg give til dig. Dine færdigheder i healingens magi overstiger mange andre aspiranter, jeg har fornøjelsen af at undervise og en mørkelver, ja… Erfaringen vil gøre dig godt”, sagde Agnor, som han lod sin ene hånd stryge en lok, af Isiodiths mørke hårpragt væk fra hendes lyse kind.

Isiodith nikkede afmålt, i det hun accepterede opgaven og som faderen forlod hende, således rankede hun ryggen. Hendes nøgne fødder bevægede sig lydløst igennem lysningen og som hun nåede frem til indtrængeren, trådte de omkringværende væk fra skikkelsen, hvis knæ hvilede mod jorden. Den jord, de elskede, som var det en del af deres eget væsen; deres egen sjæl.
Hunelveren lod de isblå øjne glide henover mandens skikkelse og i dem dansede vurderende gnister. I sandhed kunne Isiodith ikke vide, hvad end hun ville møde, så snart hun lod sine hænder berøre den mørklilla hud, men for nu, var det ikke en bekymring, hun lod sig selv dvæle ved. I stedet nikkede hun til vagterne, der greb om mørkelveren og i selskab af hende, førte ham tilbage igennem lysningen, til de nåede et træ, hvis hulrum var adskilt af smuktudskåret, lyse trædøre. Derinde fastgjorde de ham i lænker, hvis aura skinnede guld, og Isiodith placerede sig ved et træbord, hvorpå hun stillede skålen med sølvvand fra sig. Som hænderne langsomt fandt vej til hendes bløde krøller, for at samle dem i nakken, sagde hun: ”Forlad os. Jeg kræver arbejdsro.”

Således blev de alene og Isiodith vendte sig mod den fremmede, de isblå øjne ukuelige og den magre ryg rank.
”Dit navn, mørkelver?”

Isiodith havde nikket i indforståethed til vagterne; stadig med de hvide, næsten gennemsigtige hænder i de lette krøller. Dernæst fastgjorde Isiodith håret i nakken med et glimtende sølvspænde, således at hendes tynde hals blev blottet, hvorefter hun vendte sig varsomt mod den fremmede.
De isblå øjne tog mørkelveren i øjesyn og ligeså nysgerrige hendes faste blik var, ligeså vurderende var det også. Som så hun under den mørklilla hud eller forsøgte på selv samme. Hvad hun dog så, var hvordan den kønne mørkelver var så ulig nogen anden, hun før havde ladet sig betragte. Den fremmedes hud stod i en skarp kontrast til hendes egen, som var de hver nat og dag. Alt ved deres skikkelser afslørede, hvordan de ikke tilhørte samme stamme, til trods for det sprog, de, med variationer, delte. Som Isiodith stod der, føltes forskellighederne som bagateller og bag den magre brystkasse, hamrede hendes hjerte taktfast.

”Mit navn er Isiodith”, fortalte hun, velvidende vagterne forinden havde afsløret hende. Ikke desto mindre var hun velopdragen og indtrængeren, denne Sibalghym, havde selv givet hende sit navn, hvormed det fremstod utænkeligt, ikke også at lade ham vide sit. Og hvad harme kunne det skabe? De var trods beskyttet af lyset, såvel som de maskerede vagter, hvis søgen havde taget dem længere ud igennem skovgrænsen, end de endnu før havde befundet sig.
Med langsomme og varsomme skridt, bevægede Isiodith sig hen imod Sibalghym, hvor hun lænede sig frem mod hende. De isblå øjne fæstnede sig i hans, som hun, ganske langsomt, hævede sine hænder til hans ansigt. ”Du må ikke frygte mig, Sibalghym ath I’endrith, for jeg er ikke din fjende”, sagde hun lavmælt, som de blege hænder omsider fandt vej til hans kinder. ”Jeg er blot en af mange healere i Elverly og det er ikke min opgave, at bestemme den straf, som du går i møde.”
De slanke, hvide fingre mærkede forsigtigt om huden, til de sidst nåede mørkelverens hårgrænse. Der stoppede de for blot et øjeblik, hvorefter Isiodith trak dem til sig. Nu vidste hun, at deres blotte nærkontakt ikke ville volde hende skade, men spørgsmål forblev stadig. De isblå øjne, dem som havde set adskillelige skader igennem hendes knap to århundrede, vidste instinktivt, at Sibalghym led under indre blødninger, hvormed hun skulle fæstne sin magi omkring det og dykke ind i hans chakrastrømning. Den vished efterlod hende tilbage med bange anelser.

Isiodith tog dernæst lænkerne i øjesyn. De var fastspændt hårdt, men hunelveren vidste, at det ikke kunne forblive sådan.
”Jeg bliver nødt at bede dig at ligge dig ned. Hvis lænkerne forhindrer dig, så løsner jeg dem. Jeg håber, at jeg kan stole på, at du vil lade mig helbrede dig.”   

Isiodith betragtede den blodtilsølede ryg, som mørkelveren vendte den mod hende. De mørke klæder var revnet og mørnet af de adskillelige og brutale møder med jorden, som denne Sibal, var blevet slæbt fra skoven til lysningen i Elverly.
Hvide hænder fandt vej til den fremmedes ryg, hvorpå de, for blot et øjeblik, blev omkranset af en let, kongeblå farve. Isiodith lod magien infiltrere Sibal’s chakrastrømning og hastigt blev det klart for hunelveren, hvordan den indvendig skade, var større end hun havde forventet. Med bekymrede, isblå øjne løsnede hun lænkerne, således at Sibal kunne lægge sig på overfladen af blødt mos og faldne blade fra træets top. Dernæst knælede hun ved hans side, som de slanke fingre langsomt men sikkert åbnede for skjorten, Sibal bar. Hvad der afslørede sig under, var en let muskuløs brystkasse, der vidnede om mange fysiske udskejelser.

”Du må være bekymret for din medrejsende”, sagde Isiodith lavmælt, som de isblå øjne flygtigt gled ned over hans skikkelse. ”Den sidste melding, lød, at hun endnu ikke var lokaliseret. Vagterne har ikke kunne finde spor af hende i skoven, så de antager, at hun er passeret igennem og er kommet ud på den anden side”, fortalte hunelveren lavmælt videre, som de slanke hænder lagde sig på Sibal’s ene lår og atter antog den lyse, kongeblå farve. De stærke ben bar ikke samme præg af skader, som overkroppen og det kønne, mørklilla ansigt. Det efterlod Isiodith tilbage med en sær ro, hun endnu ikke før havde følt.

Elegant rejste hun sig og greb om skjorten, hvorefter hun i rolige skridt aflagde afstanden fra ham til døren. Hun åbnede den på klem og stak den hvide arm ud igennem og end ikke øjeblikket efter, vendte hun tilbage – og skjorten var væk.
”Jeg har bedt om, at din skjorte bliver vasket og syet”, lod Isiodith ham vide, velvidende at hun derved måtte fremstå som svag. I sandhed havde Isiodith altid været særdeles empatisk af natur og hendes magiske evne tillod hende ikke, at kunne frakoble sig, hvem end hun helbredte. De efterlod hende tilbage med dele af sig i hende; dele, hun aldrig kunne undslippe eller kappe fra sig selv.

Atter faldt hun roligt på knæ ved hans side, hvorefter hun bøjede sig frem og greb om et gennemsigtigt, glimtende stykke stof, hun foldede og lagde under hans nakke for støtte.
”Jeg er specialiseret i chakrastrømninger. De lader mig vide, hvorhenne dine indre skader er. De er alvorlige, men jeg ved, at jeg kan helbrede dig. Under normale omstændigheder… Med mit eget folk, kan de intet mærke, men jeg ved ikke… Jeg har aldrig helbredt en fra din stamme”, fortalte hun lavmælt, som hendes blide hænder atter landede på hans bryst. ”Du må lade mig vide, hvis du føler den mindste ubehag.” 

Isiodith mærkede straks, hvordan overraskelsen meldte sin ankomst, som Sibal erkendte, hvem hans følgesvend havde været. Ikke at det var forunderligt, at mørkelveren havde en søster, men snarere var det det faktum, at de sammen havde bevæget sig mod lyset i skoven.
Ikke at hunelveren lod det komme til udtryk i de isblå øjne, som hendes hænder arbejdede. Hvad hun dog ikke formåede at holde hemmeligt for sin patient, ham der var så fremmed for hende som de fjerneste stjerner på den sorte nattehimmel, var, hvordan magien, der forlod hendes arbejdsommelige skikkelse, efterlod hende svag tilbage. Som Isiodiths egen chakra ledte hende vej i labyrinten af Sibals krop, kunne hun ikke fornægte, hvordan det ikke var alt af hende, som blev tilbage.

”Din vished om din søsters færdigheder er rørende og taler til din fordel, Sibal”, svarede Isiodith ham omsider, som de isblå øjne, for blot en kort stund, lagde sig i mørkelverens ildrøde. Antydningen af et varmt smil var ligeledes at se henover de buttede og lyse læber, men som Isiodith fortsatte sit arbejde, således forsvandt det også.
”At være tro mod sin familie kan aldrig være en synd. Uanset hvilken stamme man tilhører.” 

Ikke at Isiodiths tanker lod sig dvæle ved det faktum for længe, for snart efter løftede Sibal sig, således at han kunne hvile og støtte mod de let muskuløse arme. Hans ord, såvel som hans charmerende smil, sendte en bølge af iskold overraskelse, ned langs hendes magre ryg og for et øjeblik, kunne hun intet andet end at betragte ham.
Da hun omsider brød tavsheden, lagde hun vægt mod hans sårede bryst, uden at vide, om hendes handling ville medføre, at han atter lagde sig ned. Isiodith var svagelig og fremstod ligeså skrøbelig og gennemsigtig, som de børn, som hendes fingres magi også helbredte, men mange års træning, havde sat styrke i de isblå øjne i stedet. Det var med den styrke, at Isiodith mødte Sibals blik, som hun hævede det ene, mørke øjenbryn blot en anelse.
”I dine ord ligger en antagelse om, at jeg ønsker at beføle alle mine patienter. Jeg kan forsikre dig om, at det ikke er tilfældet”, svarede hun, hendes feminine stemme ligeså stærk, som blikket var skarpt. Isiodith havde aldrig haft romantiske udskejelser og hun havde ikke i sinde at starte nu. Og det var til trods for de ildrøde øjnes dragende effekt og ikke mindst det tillokkende smil, der lå fæstnet om mørkelverens læber. ”Dernæst, og dette kan jeg virkelig ikke ignorere eller tilskrive din diffuse tilstand, er hvordan du tænker, at jeg ønsker at beføle dig. Hvis jeg nogensinde skulle beføle dig, afklæde dig, ville jeg forvente, at du gjorde kur til mig på den bedst tænkelige måde. Så, Sibal, du må endelig ikke få de forkerte idéer.” 

Som Sibal brød med Isiodiths vægt mod sig og dernæst bevægede sig tættere mod hende, måtte Isiodith kvæle et overrasket gisp. Ufrivilligt søgte de isblå øjne mørkelverens ildrøde, der slog legesyge gnister mod hendes skikkelse og hastigt, gjorde Isiodith sit blik så skarpt som skinnende nåle. Hendes blege hænder forlod ikke hans skikkelse, for hunelveren kunne aldrig drømme om, at lade den fremmede se hendes usikkerhed eller frygt, og som Isiodith tæmmede sit ansigt, lagde hun mere vægt mod den nøgne brystkasse.

Ikke at det gjorde megen forskel. Faktisk syntes Sibal slet ikke at mærke presset, hun forsøgte at pålægge ham og som han fortsat spøgte på hendes bekostning, fnøs hun lavmælt.
”Jeg kan umuligt forestille mig, at mørkelvere af hunkøn nødvendigvis ville falde for så åbenlys en fornærmelse og tilmed godtage den som smigre. De må have visse standarder”, svarede hun, hendes stemme ligeså skarp, som den var blød og feminin. Til trods for skarpheden var der dog ikke megen fjendtlighed at spore hos Isiodith. Langt snarere gnistrede nysgerrigheden i de isblå øjne og dette var til trods for, at Isiodith gjorde sit ypperste for at lade den smelte væk og lade den så karakteristiske skarphed genfinde sig igen.

Et lavmælt, grænsende til moret fnys, forlod Isiodith i overraskelse over mørkelverens næste ord. ”Og disse ord bliver fortalt til mig, af den, som jagtede en skovelver i skovene, der så sandelig tilhører os!”, udbrød Isiodith, som de buttede læber adskiltes i forfærdelse. ”Om nogen må det da være dig, som hader”, tilføjede Isiodith, som hun atter forsøgte at presse manden ned at ligge.

Ikke at det skete ved andet forsøg heller. 

”Desuden tvivler jeg på, at dig i fine klæder, blomster og en romantisk gåtur i månelysets skær ville kunne gøre tricket. Jeg er endnu ikke blevet smigret af nogle. Hvorfor skulle du være anderledes?”, spurgte hun, ligeså spydigt, som mørkelverens tone havde været legesyg. Det mørke øjenbryn forlod atter deres retmæssige plads i panden, som hun betragtede ham udfordrende – og uden at vide det, krøb et smil henover hendes læber.

Isiodith betragtede Sibal, som han med lethed satte sig på hug foran hende og instinktivt forsøgte hun, at trække sin hvide hånd til sig. De isblå øjne gnistrede moret og chokeret, som det ikke lykkes hende og da vidste hun, at hendes hånds fængsel var underlagt mørkelverens barmhjertighed. Straks efter begyndte hendes tanker at spinde konspirerende, for Isiodith var ikke en kvinde, der overgav sig, til trods for Sibals ihærdige forsøg på at gøre hende forlegen. Insisterende meldte en tanke sig, en idé, og den krævede at blive hørt.
Måske hun atter ville få overtaget, hvis hun ikke blot matchede hans egen frembrusenhed men oversteg den i morskab?

Isiodith kunne ikke kvæle en latter og den undslap hendes buttede læber, lys og fin. I sandhed kunne hunelveren ikke benægte, hvordan mørkelverens giftige spøgefuldheder var tillokkende, for Sibal var anderledes og Isiodith kunne end ikke huske, nogensinde at være blevet stukket til på samme måde. Det var oplivende.

Langsomt lod hun et forførende smil finde vej til de buttede læber, som de isblå øjne fæstnede sig i Sibals ildrøde. Vi to kan sagtens lege denne leg, tænkte hun, som hendes frie hånd fandt vej til sølvspændet, hun løsnede. Som resultat deraf, faldt de bløde og mørkebrune lokker om hendes hjerteformede ansigt, og da rykkede hun sig nærmede.
”Ustyrlig energi i lagner, siger du? Modspil?”, gentog hun, som hun fortsat lænede sig frem, så hun kunne mærke Sibals ånde mod hendes læber. ”Og jeg som troede, at du end ikke besad den erfaring”, talte Isiodith videre, hvorefter hun lod sin frie hånd finde vej tilbage mod hans nøgne bryst.

Dernæst rykkede hun sig atter nærmere og som hun gjorde, var der ikke megen mellemrum mellem deres læber. ”Måske jeg skulle lade dig tag mig her og nu, inden vagterne kommer tilbage”, hviskede hun forførende, som de isblå øjne forlod hans egne og gled ned over hans ansigt, til de nåede han læber, som hun betragtede hengivent.
Ikke at Isiodith i sandhed følte denne hengivenhed. Kun morskab, der var så ulig nogen anden, hun før havde følt. Til trods for deres forskellighed og ikke mindst Sibals kriminelle handling, brød hun sig om ham, og Isiodiths empatiske natur, tillod hende ikke, at ønske ham nogen harme. Ikke desto mindre kunne hun ikke lade sig kue af ham og med et overfladisk suk, lænede hun sig mod ham, så deres læber mødtes for blot et øjeblik og som de gjorde, gnistrede hendes isblå øjne.

Sibal kunne umuligt undgå at blive chokeret og overrasket ved den handling. Isiodith var sikker i sin sag. Dette måtte atter genvinde hendes magt.     

Aldrig havde Isiodith forudset, at mørkelveren, efter deres læbers adskillelse, atter ville søge hende. Heller ej ligge sine arme omkring hende og kærtegne hendes bløde kind, i blide, næsten hengivne bevægelser, som han pressede hendes krop sin egen, med en kraft der var så overlegen til hendes egen.

Chokket, handlingerne efterlod Isiodith alene tilbage, lammede hendes tanker for blot et øjeblik, men hendes krop reagerede derimod instinktivt og begærfuldt. Isiodiths krop søgte Sibals, som også han søgte hendes, og den unge hunelver mærkede, hvordan en fremmed ild var begyndt at brænde i hendes bryst. Aldrig havde hun oplevet en sensation lig denne, som gled ned under maven og fik hendes krop til at pulsere i vildskab.
Nok havde Isiodith formanet Sibal, om hendes idé om ham som jomfruelig, men det havde været et udsagn sagt, i håb om, at det ville ligge et forvirrende slør henover hans skikkelse og dermed skærme ham fra hende. I virkeligheden gjaldt det i sandhed kun hende selv.

Som de sad i omfavnelse på mosset og med deres læber mod hinanden, blev Isiodith langsomt men stødt bevidst om overgivelserne og ikke mindst manden, der holdt om hende, og realisationen ramte hende som en sten til tindingen.
Hendes manglende fysiske styrke efterlod hende ikke med megen kampkraft, men Isiodith lod deres læber adskilles, hvorefter de isblå øjne søgte Sibals ildrøde. Så forskellig, så uens, som nat og dag. Alligevel havde Isiodith ikke lyst til at stoppe, kun at ligge sig ned og lade Sibal fortærer og besætte hende.

Med store øjne og letåben mund, rejste Isiodith sig op fra jorden. Hendes mørkebrune lokker var let uglede, som Sibals hænder havde søgt dem, og bag hendes tynde brystkasse hamrede hendes hjerte ustoppeligt.
For et øjeblik kunne Isiodith ikke andet end at betragte mørkelveren, som han stadig sad på hug foran hende, men snart efter vendte hun ryggen til ham og sank en voksende klump.

”Jeg henter en anden healer, der kan færdiggøre mit arbejde”, sagde hun, hendes lyse stemme skinger og vaklende, som kysset stadig summede behageligt på hendes buttede læber.

Isiodith forbandede sig selv i sine tanker, som hun med skælvende fingre atter fastgjorde den brune manke med sølvspændet. Dernæst drejede hun rundt på hælen, så hendes isblå øjne kunne mødes med Sibals ildrøde og som gjorde synet af ham hende ilde tilpas, måtte hun se væk.
Ikke at det dog var tilfældet. Nej, langt snarere led hun under en kvælende skamfølelse. Hvad måtte han ikke tænke om hende? Og hvor havde hun latterliggjort sig selv, sådan at miste hovedet ved den blotte nærkontakt med hans læber!
Desuden tilhørte han mørkelverne. Han var en af dem, ligeså vel som de var en del af ham. Det forekom Isiodith umuligt, at han, af alle, kunne ønske andet fra hende, end en billet ud af Elvery og…

Sibals næste ord bekræftede hendes mistanke. Følelsen den efterlod hende alene tilbage med var grim og ugenkendelig. Aldrig havde Isiodith mærket, hvordan hendes indre snørede sig sammen omkring sig selv, som virkeligheden langsomt sneg sig tilbage til hende.
I få skridt var hun atter henne ved Sibal, som hun gestikulerede til ham, at han atter skulle ligge sig ned. De isblå øjne var slørede af den kvælende fornemmelse, end ikke Isiodith selv kunne sætte ord på, som hendes blege, let skælvende hænder atter lagde sig på hans bryst.

”Jeg ved ikke, hvad der venter dig”, mumlede hun ærligt, som den kongeblå farve atter dannede ramme omkring hendes hænder. ”Men jeg ved, at rådet ikke vil lade dig blive her. Øjensynligt vil de sende dig tilbage til grænsen, så du kan finde hjem til dit folk. Tiderne er usikre og vi vil ikke risikere, at starte en konflikt med mørkelverne, når vi endelig har fået et øjebliks fred”, fortalte Isiodith videre, som hendes kinder blev rosa og udmattelsen lagde sig henover hendes skikkelse.

”Desuden… Du må undskylde… Det var dybt skammeligt og uprofessionelt”, lød det i en hvisken, efter en kort rum tid, hvori tavsheden havde sænket sig over dem. Isiodith tog en dyb indånding, som hun lod sit blik fæstne sig i Sibals og instinktivt fik hun lyst til at kysse ham igen. Hvordan var det overhovedet muligt at besidde et sådant begær for en, man end ikke kendte? Hastigt så Isiodith væk igen og ned på hans nøgne bryst. Der var blikket, og skammen, i sikkerhed. 

Isiodiths isblå øjne skød op fra det nøgne bryst, til de fandt de ildrøde øjne, der betragtede hende fraværende. De blege hænder stoppede dog ikke deres arbejde, til trods for mørkelverens befaling, men da mandens hænder fandt vej rundt om hendes smalle håndled, måtte Isiodith se sig slået. Og da meldte frygten sin ankomst, for Sibal havde ret. Som Isiodith healede, således blev hun selv svagelig, og ikke sjældent havde hunelveren været sengeliggende i dagevis, efter hendes magiske evne var blevet hævet i til bristepunktet. Det var ikke anderledes nu og hendes gennemsigtige skikkelse havde afsløret hende.

Som Sibals arm fandt vej rundt omkring hendes smalle talje, forsøgte Isiodith at skubbe sig fri, men hvad hendes hænder mødte, var Sibals hårde brystkasse og det føltes umuligt at komme fri. De tynde arme blev tunge, som kroppen blev dvask og Isiodith måtte blinke ihærdigt for, ikke at kollapse i Sibals arme.
Ikke at hun opgav og som Sibal erklærede, at han havde brug for en kniv, sank hun højlydt. ”Der er ingen herinde”, løj hun, velvidende at der på hendes bord var alskens småknive, som hun brugte til urter og planter. De isblå øjne kunne ikke finde hvile i mørkelverens og som det gik op for hende, hvad der var ved at ske, sank hun sammen. Nok var hun ikke stor, nej, faktisk langt mindre end øvrige hunelvere, men måske at det ville chokere Sibal nok til, at han ville tabe hende.

Isiodith lod dernæst sine øjne falde på døren, velvidende at der ville stå vagter på den anden side og alt hun skulle gøre, var, at råbe og da åbnede hun munden, for lade en skinger befaling lyde men, hun nåede aldrig så langt… 

Hunelveren i Sibals favn måtte se sig slået, velvidende at hendes løgn havde været forgæves, som manden greb om kniven; den, der var hendes og som stod hende nær. Den, hun havde modtaget af hendes far, samme dag hun trådte ind i sin aspirantperiode, med ham selv som hendes læremester. De havde set mangt og meget sammen, og det føltes ulideligt at Sibal nu brugte den, med al intention om at gøre hendes folk ondt.

Som Sibal brød fri af helbrederens hus og dernæst satte i løb ned langs lysningen, forsøgte Isiodith forgæves at kæmpe sig fri. Jo længere væk de kom fra hulrummet i træet, des mere svagelig blev hun og til Isiodiths forskrækkelse, gik det op for hende, at hendes krystal, den, hun klyngede sig til, når hendes magiske evne knækkede sammen og åd af hendes egen livsenergi, stadig lå placeret i på bordet, i skjul for nysgerrige øjne.
Isiodith stønnede krampagtigt, som Sibal førte hende henover pladsen og det var kun med nød og næppe, at hunelveren forstod, hvor han var på vej hen. Skoven.

Tilråb og befalinger hørtes som ekkoer i baggrunden, som pladsen blev skiftet ud med høje træer, der strakte sig helt op til himmelen, hvori de forsvandt i de hvide skyer.
Isiodith fornemmede, hvordan hendes nøgne fødder stødte mod rødder og skarpe torne, men hendes krop var for udmattet, hvormed hun intet kunne stille op og hendes fødder og kjole blev efter revset og beskidte. Udmattelsen havde befalet hendes blod til ikke at finde vej til hendes ansigt og langsomt, begyndte det at sortne for hendes blik, som hendes vejrtrækning blev overfladisk. Det føltes som om, at hun var på vej ind i lang og tung søvn; en der ville tage hende årtier at kæmpe sig op fra.

Som stemmerne forstummede bag dem, gispede Isiodith. ”Slip mig fri!”, bad hun, som hun stadig desperat forsøgte at klynge sig til Sibal; han var den eneste, der forhindrede hende i at støde hårdt mod jorden, der kunne synes ubarmhjertig i den høje fart, som de kom løbende i.
”Du skal ikke bruge mig mere! Slip mig fri!”, bad hun, nu ikke i andet end en mumlen, som et ugenkendeligt mørke lagde sig over hendes øjne og hun kollapsede i hans favn.