Et par dage forinden havde to væsner sidden med ryggen til hinanden på en parkbænk i Dianthos og aftalt at mødes. De lignede begge mennesker, men så man godt efter, kunne man måske bemærke at mandens sorte fingre ikke skyldtes skidt. Kvinden havde et ansigt, man glemte hurtigt igen, og tøj der var endnu mere intetsigende.  De havde kun siddet der kort, udvekslet få ord, og var så gået hver til sit igen. 

Det var tidlig formiddag på en søndag. De fleste gader var affolkede, fordi alle var samlet i templer og kirker i den ugentlige gudetilbedelse, som Zirra endnu engang ville misse, fordi hun havde vigtigere ting at tage sig til. I dag var det dog ikke det sædvanlige arbejde. I dag skulle hun træne. Sværdtræne. Sådan rigtigt sværdtræne. Med en smed, der havde reddet hende fra at brænde inde i den kolde vinter.

Hun kendte knapt nok Alran, men hans villighed til at hoppe ind i infernoet og redde hende, og deres efterfølgende timers snak og flugt fra ordensmagten havde skabt noget tillid, som hendes intuition stolede på. Selvfølgelig stolede hun ikke fuldt ud på ham endnu, og han havde da også vist en mere fremmedfjendsk side af sig selv, mens de havde talt sammen, men der var noget over hans ublu måde at påtale alting på, der gav Zirra et indtryk af, at han faktisk var ret ærligt anlagt. 
I modsætning til hende selv.

Nu stod hun på gadehjørnet lige ved smedjen og ventede. Her havde de aftalt, at hun skulle støde til ham i mængden, når han kom ud fra bygningen, og hun observerede den tomme gade, mens hun ventede på at Alran skulle dukke op, så hun kunne slå trit med ham. Hendes tøj var lige så kedeligt som altid. Dæmpede farver og praktiske snit, så hun kunne falde i med enhver bygning og mængde, hun lige passerede.

Det havde alt sammen været meget hemmelighedsfuldt med Zirra. Han havde en hel liste fra sidst de havde set noget til hinanden, og den liste blev kun længere efter, at have siddet ryg mod ryg og talt med hende igen. Han havde kommet til at forstå, at hun ikke var glad for, at hendes familie kendte noget til de planer, der var kommet på bordet mellem dem, men det var squ stadig ufatteligt underligt, at omgås hende, som om ingen af dem kendte noget som helst til hinanden. Det virkede som om, at hun var lidt for forsigtig med det hele. Hvad ville der ske, hvis hendes farmand fandt ud af, at hun svang rundt med et sværd eller spændte en bue? Flække hende over langt midten? Han kunne ærligt ikke finde realistiske grunde. Så han havde i sidste ende bare bidt sig selv i tungen og spillet med.

Ikke længe før hvor de havde sat deres mødetidspunkt, traskede Alran frem fra bag smedjen. En større pakkesæk af solidt stof var blevet smidt stærkt henover skulderen. Det var ikke til at se udefra, hvad indholdet bestod af, men lyden af metal mod metal kunne lige høres, når han rykkede på hans tag eller placering af sækken. Ikke underligt eftersom, at han trods alt var, hvem han var. At se en smed være i besiddelse af metal, var som at se en gartner samle frø til sine haver.

Den arrige mand så til at være i bedre stand end sidst. Han sov stadigvæk elendigt, men alligevel var de udmattende øjne mindre udmattede og renderne under dem, var mindre fremhævede. Og han slæbte ikke sine skridt så meget denne dag. Der var dog en lille hævet flænge i hans underlæbe, der konstant tiltræk opmærksomhed fra hans tunge.
Men dét lige som så meget andet, blev ikke ænset yderligere, som han passerede forbi den gråblonde sekretær. Han var i tvivl om, hvordan hun foretræk operationen, så han sendte hende blot et diskret blik, som for at sige, at han da havde lagt mærke til hende og gjorde ligeledes et minimalt kast med hovedet for at have hende til at følge med. De skulle lige igennem byen og ud på den anden side af Sydporten..

Zirra hoppede lidt i hvert skridt, som om hun havde fået en fjeder i skoen. 
"Hvor skal vi hen?" spurgte hun nysgerrigt og nuldrede sine egne fingre. "Hvor mange sværd har du med?"

Var hun virkelig ved at gøre det her? Tage ud et sted med en fremmed og sværdtræne? Sværdtræne! Rent faktisk lære noget brugbar kamp. Det, hun altid havde været dårlig til, så hun var blevet sendt til andre træninger, hun var bedre til. Det havde været fantastisk givende for hendes arbejde, men virkelig bidt hende i røven, når det endelig var kommet til håndgemæng. 

"Vi er bare os, ikke?" fortsatte hun, inden han kunne nå at svare. "Har du planer senere? Har vi travlt? Jeg har taget hele dagen fri."
Eller, natten, men Alran behøvede ikke vide, at hun primært arbejdede om natten for tiden.
Okay, så Zirra var ret nervøs. Hun skulle ud at slås. Altså, træne, men slås på et tidspunkt vel. Det endte man vel i, når man havde trænet nok, gjorde man ikke? Hendes brødre var i kamp. Ikke hele tiden, selvfølgelig, men... til tider. De kom uskadte hjem, som regel. 
Hendes lillebror ville snart komme i kamp. Kæft hvor voksede han hurtigt. Han var allerede højere end hende. Måske kunne hun stå ved hans side når han skulle ud første gang? Beskytte knægten? Åndssvagt, hun ville aldrig få lov til at stå i rækkerne. Men måske hun kunne hjælpe i det små, og rent faktisk kæmpe lidt. 

Zirra tvang sig selv til at tage en lidt dyb indånding og prøve at gå lidt mere normalt, men hele hendes krop sitrede af forventning og spænding. Hendes blik flakkede mellem Alran og hvor hun gik, så hun ikke endte med at snuble over en hævet brosten.

Okay. Så ikke helt hemmelighedsfuldt skulle dagen være. Han følte sig måske lidt dum for at have antaget, at de ville have været nød til at maskere selskabet mellem hinanden. Måske! Ikke at han ville indrømme det. Men som hun talte og sprang omkring som et ivrigt barn i en slikbutik, blev han i det mindste overbevist om, at hvad end problemet var med Zirra selv og hendes fars trodsighed for hendes ønske om sværdkunst, så var det alligevel ikke alt for stort eller stort nok til, at de skulle holde sig fuldkommen tilbage i baggrunden.

”Vi skal ud til en mindre gård lidt udenfor byen,” svarede han hende kort og noget tørt, især i forhold til hendes egen entusiasme over dagens plan. Alle de spørgsmål hun smed på ham havde foruden at lette hans egen varsomhed også en lille effekt a la fortrydelse. Fortrydelse over at have sagt ja til at træne hende. Men et eller andet sted inde i ham, var han en mand. Og mænd holdte deres ord. Og ærligt, så var det langt fra forfærdeligt. Han skulle bare lige vænne sig til hendes selskab, kunne han mærke.
Som de gik førte han en hånd ned til sin hofte hvor han med lidt besvær over at også skulle balancerer sin sæk samtidigt, løsnede en pose, der nok var omkring samme størrelse som en uldbold, man ofte så børn sparke frem og tilbage i gaderne, af læder og kastede den afslappet over i hænderne på Zirra og sendte hende et drillende smil sammen med den følgende kommentar: ”Jeg tænker du godt kan hjælpe med at bære lidt på tingene. Første step er trods alt at være stabil og stærk nok til at i det hele taget løfte våbenet.”
Posen var ikke tung. Hverken for ham eller for hende, med mindre hun gik hen og var så meget svagere end hans forestillinger. Han huskede dog, at hun havde haft rigeligt med armmuskler til at løfte sig selv op i et træ, så mon hun ikke kunne klare at holde styr på en pose fyldt med tørrede tranebær?

Efter at det var blevet gjort klar for ham, at de ikke behøvede at være helt så forsigtige, føltes gåturen meget mere behageligt. Og det var lidt af en gåtur, så det betød en god del. Derudover havde han af en lille bitte nagende bekymring om at blive nægtet udgang i byen, hvis han bare hintede til noget dæmonisk, husket at stikke hænderne i solide handsker. Om det var af den grund, at de passerede igennem Sydporten uden problemer eller så meget som ekstra observerende blikke fra portvagterne, var nok egentlig langt fra.

"Eeeh, ja?" svarede Zirra og greb posen. "Jeg er ikke sådan helt svag, men mine brødres sværd har altid været en vægtklasse for sig. Jeg fatter ikke, hvordan de kan både kæmpe længe og være i fuld pladerustning."
Hun gik lidt og vejede posen i hånden. Hun havde ingen forventninger om at kunne kæmpe med et sværd på størrelse med Erstens. Det var jo sindssygt stort. 
"Mon du har smeden dem egentlig? Det må du næsten have, gætter jeg på. Hvor længe har du været i smedjen hos Billy John?" Zirra var lige ved at tabe posen, men fik lige netop grebet den inden den faldt fra hendes greb. "Okay, Alran, jeg er måske lidt nervøs. Altså, hele mit liv har jeg ikke rigtig måttet slås, og selv som sk-skribent er der altså ikke særligt meget kamptræning, hvis man ikke lige er god til det. Og jeg var ikke lige naturtalent, så du må ikke forvente for meget. Jeg vil virkelig gerne lære, og jeg vil virkelig gerne blive bedre og jeg skal nok gøre som du siger," hun trak vejret. "Men ja, ehm, bare... Måske ikke sæt dine forventninger for højt?"

Zirra følte sig i det øjeblik ret dum. Hvad ved Zaladin lavede hun egentlig? Alran ville garanteret bare blive skuffet over hende, når hun faldt over sine egne fødder og spiddede sig selv på et sværd. Forhåbentlig ville de starte med standard træningssværd af træ. 

Eftertænksomhed lagde sig i folderne af hans ansigt, idét han tænkte tilbage. ”Jeg må have været omkring sølle 16 år dengang. Så… Hm… 8 år. 9 år. Deromkring,” svarede han med en ærlighed i stemmen om, at han nok ikke havde haft tænkt meget over det. Tiden fløj forbi i en forbandet fart i en by som Dianthos, hvor der altid skete noget. ”Men siden da har jeg arbejdet på utallige stykker for Lyset, så det ville ikke være helt hen i vejret, at påstå, at jeg har haft en finger med i dine brødres grej. Hvis ikke helt fra bunden så nok repareret et par buler.”
Nu var det ikke fordi Alran var ydmyg. Det var bare ikke unormalt at krigere og riddere af Lyset søgte andre hænder til at få smedet mere særlige sværd eller rustninger, når de steg i rang. En god mængde forblev dog loyale. Heldigvis.

Det var efterfølgende med forundring, at Alran så på Zirra. Nu hvor hun selv havde sagt det, så kunne han da godt fornemme nervøsiteten ud fra, hvordan ordene nærmest bare faldt ud af munden på hende. Huskede hun overhoved at trække vejret mellem sætningerne?
Det burde da næsten være ham der skulle være nervøs. Ikke måtte slås. Han risikerede at blive offer for en mands møgfald, fordi han havde givet hans datter et våben i hænderne. Der var kun én trøst, men den ene trøst var også stor nok til at holde ham fra at trække sit tilbud tilbage. For dette var noget hun ville. Og hvem var han til at frasige hende det? Han kunne ikke undgå at smile en smule rebelsk til hende.
”Det skal jeg huske. Du må heller ikke selv sætte forventninger til det vi laver for højt. Jeg kan lærer dig, hvad jeg ved, men forvent ikke at nå et brugbart niveau efter blot en dag. Med mindre det viser sig, at du alligevel er et naturtalent.” Han sendte hende et diskret, men kækt blink med øjet, før han så frem for sig igen og satte tempoet en tand op. De skulle gerne nå frem mens solen var oppe.

Det gik relativt smertefrit at komme igennem Sydporten. Morgenen var stadig ung, så udgangsforbuddet kunne ikke bremse dem. Selv deres gang side om side virkede ikke det mindste mistænksomt. De var blot en mand og en kvinde i selskab med hinanden.
Alran stoppede op kun lidt udenfor porten, mens han scannede horisonten omkring dem med en hånd løftet for at skygge for øjnene. Der var som sådan ikke meget at se andet end frodige forårsenge og et par andre rejsende på hesteryg eller i vogne og kareter. Hånden flyttede sig så ned og samlede to fingre i mellem hans læber efterfulgt af et højt pift, han sørgede for at holde udenfor Zirras ørers linje. Det gik ikke, at han døvede hende.
Der gik måske kun et par sekunder, hvor der intet skete, men så kom den til syne. En struds. Ikke bare en hvilken som helst struds, men en struds af noget større størrelse. En størrelse der nærmest mindede mere om en hest, som den kom tættere og tættere på dem i galopperende løb. Måden dens bløde fjerpragt dansede med dens bevægelser gjorde det svært at ikke selv blive smittet af dens munterhed over at være blevet kaldt.

Som den store fugl havde nået dem, gjorde den som det første et stop ved Alran. Hoppede lidt ivrigt på sine to ben og rystede fjerene med et ønske om opmærksomhed. Det var dog ikke lang tid efter at den lagde mærke til Zirra. Og posen, hun bar på. Fluks havde den drejet fokus, og stod foran den ukendte kvinde for at nappe ud efter posen. Og dens indhold. Og hendes hænder, hvis hun ikke flyttede fingrene eller holdt posen op af stand hurtigt nok.
”Chleos!.. Opfør dig ordentligt.”

Resten af gåturen ud af porten sagde Zirra ikke så meget. Hun vidste, hun ikke ville vise sig at være et naturtalent, og hun tog hjertens gerne til takke med at blive bare en smule mere middelmådig, end hun var. Og hvadend Alran kunne lære hende, var mere, end hun kunne i forvejen, så det kunne kun blive bedre. 
Hun vidste også godt, det ville blive hårdt arbejde. Hendes brødre havde trænet hele deres liv og blev stadig bedre. Ligesom hun gjorde det med at snige sig og kigge på folk. Intet kom uden træning, og hun var villig til at lægge al den træning, hun kunne, i at lære lidt mere om våben. Alran havde fået tændt en gnist i hende, der måske kunne lede til at hun kunne komme til at kæmpe bedre, og forsvare sig selv bedre ved  at tage kampen op end ved at flygte. 
Og måske... Måske kunne hun en dag gøre sin far en lille smule stolt.

Som de stoppede, og Alran piftede, kneb Zirra øjnene sammen. Hvad gik det nu ud på? Helt modsat, udspilede hendes øjne sig så ved synet af strudsen, der kom løbende mod dem, og straks fandt frem til hende og posen, hun nu kunne regne ud måtte indholde fodder.
"Det havde jeg ikke lige forventet!" udbrød Zirra og lo af strudsen, mens hun strakte armen i vejret og hoppede lidt, så den ikke kunne nå posen så let. "Er det en smede-ting? Altså at have en struds?"
Med lidt finmotorisk finurlighed fik hun med den ene hånd fisket et par tørrede bær op ad posen, og hun kastede prøvende en op i luften så strudsen kunne fange den. 
"Chleos... Må jeg godt fodre.. hende? ham?.. lidt?" skyndte hun sig så at spørge, uden at vide om hun lige havde fodret fuglen uden at måtte. Men Alran havde jo givet hende posen. 

Selv for Alran var det uundgåeligt at ikke begyndte at smile drengerøvet over hendes reaktion. Han havde ikke forventet meget andet, og han måtte indrømme, at hvis hun bare havde ladet det passere uden den mindste mine, ville han nok have været en tand skuffet. ”Det håber jeg da ved guderne ikke! Bare forestil dig den gnavne hankat siddende på en og ride mod solnedgangen i horisonten. Det vil se helt forkert ud,” sagde han med den samme morende tone i stemmen, som andre gange, hvor han havde forsøgt sig med en vittighed.

Strudsen reagerede straks på, at der blev åbnet op for posen med sit favorit guf. Og den reagerede lige så hurtigt på, at en håndfuld blev samlet op og kastet op i luften. Men den var trods alt ikke en hund, selv hvis dens opførsel kunne strækkes tyndt nok til at minde om en, så den strakte godt nok den lange hals og så efter regnen af tørrede bær, men den sprang ikke til og forsøgte at fange dem i luften. I stedet ventede den blot til bærerne landede solidt på jorden, hvorpå den trådte et skridt tilbage og med det samme gik igen med at nippe dem op med sulten iver.
Alran så lidt til. ”Jo, gør du bare det. Han har alligevel brug for lidt ekstra energi til at tage os hen til gården. Men fed ham ikke for meget op. Han har en endeløs sult. Især når det kommer til tranebær. Han kan æde hele den pose uden problemer, selvom det ikke vil være godt for ham.” Mens han forklarede, satte han sin pakkesæk ned på jorden for et øjebliks pause og rakte en handskebeklædt hånd ind i strudsens mægtige fjerpragt, hvor den nærmest forsvandt. Han havde taget sig godt af dyret, det var der vist ikke megen tvivl om.

”Nåh!” åndede han ud med en pludselig hævet stemme for at rive dem begge tilbage til dagens gøremål. Han slap sækken helt for at have begge hænder fri og hentydede til, at han nok kunne hjælpe hende op. ”Har du prøvet at redet en struds før? Det er lidt anderledes fra en hest, men bare spænd godt i lårene, som skulle du ride uden sadel.” For sadel, ja, det havde Chléos ikke fået spændt op sig. Ikke engang en sele. Det var ren og skær tillid, dette makkerpar fungerede på.

Zirra lod Chleos få lidt flere tranebær, og lukkede så posen igen og bandt den solidt fast til sit bælte. Bæltet holdt ikke hendes bukser, men hendes trofast lille lædertaske med lysende småsten. Hun var lidt lav på dem for tiden, så måske hun skulle snuppe et par stykker fra den gård, de skulle ud til, når de ikke trænede.

Tænk at Alran red rundt på en struds af alle dyr. Manden blev særere og særere, og her havde Zirra oprindeligt troet, at hun var blevet reddet af en helt almindelig civil. Der var vist ingen tvivl om, at Alran var væsentigt mere end almindelig civil. Det gjorde ham også meget mere spændende at være sammen med selvfølgelig, men tydeligvis også mere sær. Strudsen var lidt sær. Hvor fandt man en struds henne, der besluttede sig for at leve sit liv som ens ridedyr? Og hvordan blev den egentlig ikke bare spist herude i skovene? De spørgsmål måtte vente, da Alran lød til gerne at ville af sted.

"Absolut helt og aldeles aldrig," svarede Zirra og deltog i nusningen af fuglen. Den var nu prægtig. "Det tætteste jeg kommer er en øgle-ting, jeg ikke er sikker på hvad var, men som var det nærmeste dyr, da vi skulle væk engang på en opgave, da jeg var 17. Men de var vilde, så halvdelen blev smidt af. Jeg blev hevet ud i en sump, men jeg sad rent faktisk fast!"

”Jamen så skulle det her ikke være noget problem!” endte han ud med at konkluderer. Strudsen de skulle ride på denne formiddag var ikke noget vildt dyr, og hvis Alran selv skulle sige det, så havde han en god kontrol over den. Selvfølgelig red han som regel kun ene og alene. Det var ikke det bedste for ridestudse som Chléos at have vægten af to på sig, men han undlod bevist at fortælle hende den del. Den tur de skulle på var heller ikke lang nok til, at det ville gøre det store. Chléos var stadigvæk en ung og stærk af sin art.

Han slog et særligt klik med tungen og strudsen reagerede lydigt ved at bukke sig ned over sine lange ben. Som regel var de tikke noget problem for ham at hoppe op, men dette ville gøre det klart nemmere at hjælpe Zirra op. Også selvom hun var en som en abe i et træ. Alran stillede sig efterfølgende bag hende og uden at huske dig på at lige advare hende, lå hans hænder på hver sin side af hendes talje, og med stærke arme, der havde båret hende før, løftede han hende i en fluks bevægelse op at sidde.
Strudsen kom automatisk med en lyd, da vægt blev placeret på dens ryg og fjer pustede sig kortvarigt op omkring Zirra’s ben. Men den rykkede ikke for meget op sig til at hun ville glide af. Ikke endnu.
”Hold lige den her.” Og så kom pakkesækken op for at holde hende med selskab. Bare lige imens han selv kom op at sidde foran hende med en erfaren lethed. Han blev selv overrasket over den pludselig smidighed det krævede af ham, at dreje sin overkrop omkring og få møvet sækken fra mellem dem til om foran sig. En akavet manøvre men det lykkedes! Og så kom det til at strudsen rejste sig, hvilket var klodset nok til at risikere at uvante ville falde af hvis de ikke holdte godt nok fast.

”Så! Er du klar? Husk at presse godt ind med lårene. Chléos er ikke en normal struds, så han kan tage det. Ellers må du holde fast i mig.” Så med dét satte han i gang. Med et greb i sin struds fjerpragt nær dens hals, holdte han sig selv siddende, som sad han på en hest.

Uden at gøre det store forsøg på at presse nok ind mod strudsen med sine ben til at hun stolede på, hun ville blive på dens ryg, svang Zirra sine arme rundt om Alrans mave. Hun holdt fast i sine egne håndled, tydeligt vant til at sidde bag ved andre i voldsomme ridt uden de bedste forudsætninger - som for eksempel en passende saddel. Men der var stadig nok plads til at Alran kunne trække vejret, og hun fik møvet sine arme op til at støtte mere på hans brystkasse, som han selv tog fat og viste hende, hvordan han ville sidde på turen. 

Og det var da også kun lige i sidste øjeblik, for så satte han dyret igang, og de susede igennem den behageligt kølige formiddagsluft. Zirras hår var endnu ikke sat op, og det blev revet med af vinden og piskede bag hende, som de red. 
Hun udstødte et hvin af fryd, da farten tog til. Fjerene var dejligt bløde, men også kraftige. Mon det ville være lige så vildt at flyve? Det var noget, Zirra altid gerne havde villet prøve. Være oppe mellem skyerne og suse rundt på et fjeret væsen... Eller en drage, men hun syntes egentlig de var lidt uhyggelige. Hun havde primært set dem på slagmarker, og der ville hun bestemt ikke i nærheden af dem. 

"Hvor er det fantastisk! Han kan virkelig løbe stærkt!" råbte hun til Alran, men følte hendes stemme druknede i vinden, der rev i deres ører. 
I stedet grinede hun over hele femøren, nød turen og nynnede en lille melodi i takt med Chleos' stødte ridt. Snart kunne hun skimte en gård  foran dem.

Gården var ikke på nogen måde stor. Den var ydmyg og der var ingen marker knyttet til den i den nære omkreds. Selve den lave bygning havde nok egentlig set bedre dage, men det var ikke altid at der havde været tiden eller pengene til at få fikset diverse revner i fundamentet. Så længe der ikke var hul i taget eller sprækkerne nåede hele vejen igennem til indenfor, så var der vist heller ikke nogle problemer at hente. Og set bort fra den lavere klasse, som stedet gav udtryk for at være, så lå den godt. Med en større grus-plads foran og udsigten udover den åbne natur. Udmærket sted at jage hare til aftensmaden.

En ældre mand, der snildt kunne være både Alrans eller Zirras far i alderen, havde netop tomt en gammelrusten trillebøre med hugget brande ved en bunke af samme plads nær bygningen, da strudsen ankom med sine to passagerer. Han lignede en der havde arbejdet i marken siden barnsben. En smule udsultet men nu alligevel med muskler på den spinkle krop. Sol havde han fået rigeligt og havde fået hans rynkede hud til at nærmest se ud som beskidt læder.
Han skænkede dem et enkelt blik, der afslørede, at dette ikke var første gang Alran havde været der mere end det afslørede, at han havde ventet dem. Han sagde heller ikke noget til dem. Eller smilede for den sags skyld. Han efterlod blot trillebøren og traskede indenfor i sit hus.

Alran var den første til at springe af strudsen. Et godt halvt dusin af fritgående høns havde straks samlet sig omkring benene på strudsen, men flyttede sig heldigvis automatisk, som han landede og trådte frem med  armene løftet for at tilbyde Zirra en hjælp ned selv. Hvis hun da havde brug for det.
”Det gik da helt smertefrit,” kommenterede han en smule kækt, som han tog pakkesækken ned og lod Chléos få friadgang til at nappe næbet ind imellem sin fjerpragt for at gøre den fin og pænt igen efter rideturen. ”Vi skulle gerne være langt nok væk fra byen til at vi ikke bliver forstyrret herude.”

Han satte sig ned på hug med sækken imellem sine ben og åbnede dens snøre op for at finde redsager frem. De var taget af sted tidligt. Men de kunne have været af sted tidligere. Der var kun så mange lyse timer på en dag.

Gården var lige som gårde skulle være i Zirras øjne. Hyggelig og hjemmelig og med en gammel ejer. At han smuttede så hurtigt, gav dog et indtryk af, at han vidste, Alran måske ikke altid bragte lige godt selskab herhen. Hvem end det var, ville Zirra ikke grave for meget i det. Hun havde allerede presset grænsen ved at få ham til at lære hende lidt kamp, så hun ville ikke snage for meget i hans beslutning om, hvor det skulle gøres henne. 

"Det var sjovt," indrømmede Zirra og så op på ham med et smil, da hun var blevet hjulpet ned fra Chleos.
Den friske luft havde givet hende godt med rødmen i kinderne, og hun var stadig en smule forpustet efter rideturen. Det havde ikke været helt afslappende at skulle holde så godt fast, og hendes ben var godt varme nu af al den pressen.

Nu hvor solen var kommet højere op på himlen, bredte varmen sig efterhånden og fjernede duggen, der her uden for byen stadig hang lidt ved græsstråene. Zirra tog sin jakke af og bandt den om hoften. Hun havde en langærmet trøje på indenunder, hvilket hun nok ville fortryde senere, men lige nu var det ganske praktisk påklædning.
"Så hvad skal vi starte med? Jeg er fuldt ud klar over, at du næppe bare giver dig til at slå på mig med et træningssværd," sagde hun og tænkte tilbage på al den brok, hendes brødre havde givet, da de var blevet sendt i træning, og de mange første gange absolut ikke havde handlet om reelle våben. Men de havde også været unge og alt for ivrige. Zirra havde fordelen af at have været trænet i fysisk form af sin spionage, og hun havde lært at parrerer ordre for længe siden. Selv hvis hun ikke var en særlig dygtig elev, ville Alran finde at hun gjorde som der blev sagt og tog ham seriøst som den mere erfarne af de to.

Ud af øjenkrogen, kunne Alran lige skimme hende tage sit overtøj af, og det var da heller ikke helt af egen frivilje, at han distraheret så skiftende op på hende, som jakken røg og blev bundt om hoften. Hans blik faldt dog igen ned i sækken kort tid derefter. ”Du kan se dig selv, om en heldig person, Zirra. Jeg tager sjældent passagerer med på dyret.” Så snart det var blevet sagt, var strudsens næb lige akkurat ud for hans ene side og der var ingen advarsel, før han fornærmet blev nappet lige under ribbenene. ”Av!” beklagede han sig straks og gjorde fluks en viftende armbevægelse, der desværre eller heldigvis ikke ramte, da strudsen var hurtig nok til at vige bort. Han havde nær endt på røven, hvis ikke han lige havde nået at møve et siddende skridt tilbage for at holde sig stabil.
Det var som regel ikke en god idé at kalde Chléos et ’dyr’. For selvfølgelig var strudsen ikke bare et dyr. Han var da mere end det for Alran! Uduelige menneske vidste ikke, hvad der var godt for ham…

En smule irritabel over at være blevet nappet brummede ham for at få det sidste ud ad kroppen, før han vendte opmærksomheden tilbage til Zirra. ”Så du vil gerne lege med træpinde?” spurgte han allermest bare retorisk, for inden længe var det netop sværd af træ, han trak op ad sækken og endelig rejste sig op. Sækken smed han halvt forsigtigt til siden op ad den ene af pælene, der udgjorde et halvtag for brandet. Der var ikke rigtig meget ved sværdene. Det kunne nemt bare være nogle, han havde hapset fra legende børn i gaderne. Lige udover at ’bladet’ var en smule længere. Og skaftet var blevet snøret ind i læderstrimler.
Det ene af de tog kastede han til Zirra for hende at have, før han blot traskede lidt mere ud på gård-pladsen for at have mere plads. Chleos havde allerede søgt til siden og lagt sig og lige så hurtigt var han blevet omgivet af nysgerrige høns. Som var det et lille ubevidst ritual bankede han begge sine fødder fladt ned i jorden – en ad gangen – og roterede sit håndled med sværdet i, som vægtede han det før brug. Han drejede sig så mod sin nye elev.
”Før vi starter med det helt basale, vil jeg gerne lige have dig til at svinge mod mig et par gange. Du behøver ikke holde igen, og du skal så vidt muligt undgå at være bange for at ramme. De her våben vil ikke efterlade andet end et blåmærke. Men selv der skal du slå ret hårdt. Bliv ved et par gange. Jeg vil nemlig gerne se din naturlige form først,” forklarede Alran, ikke med selvsikkerhed som en kriger, men med selvsikkerheden som en våbenkyndig. Ikke en med en professionel opdragelse med sværd, men en der bestemt havde haft et i sine hænder før. Og muligvis en der havde været ramt af et før. 

Sværdet blev grebet med præcision. Dog om 'klingen', så havde det været et rigtigt sværd, havde Zirra ikke haft en hånd mere, men havde det været et rigtigt sværd, håbede hun, at Alran ikke ville kaste med det. Både for hendes og sværdets skyld.
Et øjeblik var Chleos ved at hive hendes opmærksomhed til sig med alle hønsene, der flokkedes om den skønne fugl, men Zirra formåede at holde blikket på Alran. Hun havde lidt forventet, at han ville fare mod hende, så snart hun havde våbnet i hænderne for at teste hendes reflekser. Det havde hun prøvet før, når nogle af de andre spionelever havde syntes det var sjovt at tilbyde hende at lære hende lidt op. Det var altid endt med hende på røven i mudderet eller sandet og med et par blå mærker fra deres træningssværd. Hun havde kun fået en ekstra forsigtighed og lidt sænket tillid ud af det. 

Hun satte den ene fod lidt bag den anden og gik en smule ned i knæ indtil hun følte balancen stabilisere sig i hendes center. Hvad hun ikke havde i styrken, skulle hun have i teknikken, og den del var hun blevet undervist i. Selv hvis hun ikke rent faktisk kunne kæmpe til perfektion, skulle hun kunne ligne en, der kunne. De tre mest brugte træningspas var hun blevet undervist i, så hun til enhver tid kunne stille sig ud på en træningsplads og ligne enhver anden krigerelev. Det var en perfekt måde at holde øje med et mål på i den kontekst. 
Dertil kom, at nogle fjender ville tage flugten, hvis hun lignede én, der havde styr på sin form. De ville simpelthen ikke tage chancen, hvis de troede, hun kunne være bedre end dem. Og stillede de sig også klar, ville hun stadig have tid til at flygte. Som regel. 

I tre skridt var hun henne ved Alran og svang træsværdet mod hans  venstre skulder, derefter et sving mod hans modsatte ben, og derefter tilbage mod skulderen igen, så ind i midten og mod venstre ben. De første tre sving var en del af et kendt træningspas, og de to sidste prøvede hun at improviserer - hvilket man godt kunne fornemme, for hun virkede ikke til at lægge lige så meget vægt bag dem. 
Men de var mere hendes egne. Træningspassene, hun kendte, var bare det. En let dans, hun skulle kunne opretholde uden at blive overanstrengt og mens hun holdt øjne og øre på noget andet. De var en dans i et rum fyldt med gæster, hvor hun skulle smuglytte til alle de andre dansendes private samtaler. Forskellen var, at hun nød at danse, og kunne finde på at gøre det i fritiden. Træning med sværd var en sur pligt, hun var blevet nægtet. Sværdet havde aldrig været hendes. Og hvad ville hun overhovedet gøre, hvis hun nogensinde fik lov til at skære i nogen med et? Nok bare kaste op.

Alran var da imponeret. Hans forestilling af hende havde været den af en fornem og passiv kvinde, det måtte han ærligt indrømme. At hun allerede forstod at stille sig parat med et våben i sine hænder og at hendes fodarbejde snildt fik lukket afstanden mellem dem, var bestemt ikke noget, han havde forventet. Så han var imponeret, og mon ikke forbløffelsen var til at se i hans ansigt.
Men hendes slag var ikke svære at beregne. Den eneste fordel hun havde var den overraskelse, hendes evner havde bragt med sig, og selv med den nåede han da at hæve sit eget træsværd og parerede. Efterfulgt af endnu en parering ved sit lår. En bevægelse der virkede til at blive gjort uden videre omtanke. Det samme med den næste. Først ved de sidste to sving i hendes lille serie af angreb syntes koncentrationen at klikke lidt mere ind, og han var nød til at lige gøre et let hop for at komme til for ikke at få jaget spidsen direkte ind i sine ribben.

”Jamen dog. Jeg må sige, at jeg har undervurderet dig en smule der, Zirra,” sagde han, som faldt sætningen mere eller mindre ud af munden på ham, da han trådte et sikkert skridt tilbage og sænkede sit eget våben. Et klart fejltrin, hvis dette havde været en rigtig kamp og ikke bare en afprøvning. En leg var det vel blot for nu. Alran smilede dog ikke, selvom at han ellers udstrålede sin bemærkelsesværdighed. ”Du kæmper dog som en tilskuer. En der har fået lov til at se på og observere frem for at have været involveret. Du sagde, at dine brødre var en del af Lysets Hær?”

Der var stadigvæk noget andet ved Zirra og hvad hun lige havde præsteret. Men med alt det han i forvejen kendte til om hende, så havde han svært ved at få andre forklaringer på plads i sit hoved, så den anden ting blev automatisk kastet lidt mere i baggrunden, før han kunne spekulerer videre på det. En enkel trækning i den ene kind, og så placerede han sit eget sværd under armhulen, inden han spadserede nærmere på hende. Havde det været et rigtigt sværd, ville han nok have ligget og blødt ud på jorden.
Nær hende stillede han sig ved hendes sværdarms side. ”En ting der er vigtig at lægge mærke til - særligt i starten - er hvordan du bruger din arm og din krops muskler, når du svinger et sværd.” Som forventede han, at han havde hendes samtykke på forhånd, tog  han omkring hendes arm og holdte den fremvisende oppe. ”Du har allerede et godt solidt håndled. Men du bruger hovedsageligt kun musklerne her.” Han vendte hendes arm omkring og kørte to fingre langs håndleddet og op mod armhulen. Han flyttede derefter sit greb lidt højere oppe og begyndte at trykke ind på steder langt overarmen. ”Det er vigtigt at bruge hele armen. Særligt disse områder. Det vil føltes underligt, fordi du ikke er vant til det, men det er derfor at vi starter med noget så let som et træsværd, så man ikke overanstrenger. Det giver kroppen yderligere grund til at ikke bruge de andre muskler.”

Alran trådte så frem foran hende igen, tjekkede lige i hendes ansigt, om hun forstod, for han havde ingen anelse om han var nogen god instruktor. ”Dette er trods alt et sværd. Og ikke en kniv. Prøv igen. Samme pas.”

Et øjeblik var Zirra bange for, hun havde vist for meget. Set for god ud. At Alran ville regne ud, hun ikke blot var skribent for Lyset. At hendes evner gik langt udover simple notater. Men han kom heldigvis selv frem til en grund, og hun tog den straks og kørte med den.
"Ja, mine brødre har trænet hele deres liv hos Lyset," svarede hun, mens han kom hen til hende. "Der er ikke så mange år mellem os, især ikke mig og Treston, så jeg rendte tit rundt på paladset sammen med ham og så dem træne."
Hun havde da set dem træne, men meget af den tid havde hun skullet afgive rapporter om andre ting, der skete på træningspladsen. Papirer, der skiftede hænder blandt folk, der bare lige tilfældigvis gik forbi. To der trænede sammen, men ikke gjorde det for træningens skyld, men fordi de udvekslede informationer med hinanden. Alle mulige små øvelser, hvor Zirras læremestre havde sat ældre spioner til at udføre simple opgaver, og de yngre spioner så blev sat til at spotte dem i aktion. Nogle gange havde hun skulle følge et dokument på dets vej hele vejen igennem paladset, hvor det skiftede hænder flere gange, og hun kunne risikere at blive afbrudt af folk, hun kendte - både uden at de vidste noget, og hvor det var hendes medstuderende, der var sat til at distrahere hende. 

Hun lod Alran tage sin hånd og føre hendes arm, mens han forklarede. Hun lyttede opmærksomt til hans instrukser og spændte prøvende i musklerne, han viste. Der var virkelig noget der, der følte anderledes. Alran havde nok meget ret i, at hun kæmpede som en tilskuer. Eller en infiltrator. Uanset hvad, kæmpede hun som en, der ikke hørte til. Og det var det, hun gerne ville lære. 
"Hmm," sagde hun og nikkede med en koncentreret rynke i panden. "Jeg har primært trænet med knive også, når det har været mere seriøst, så du har nok ret i, der også er noget i længden, jeg skal vænne mig til."

Hun lod ham komme på plads et par skridt væk fra hende igen, og indtog så samme position med benene. Denne gang vægtede hun sværdet lidt i hånden, for så at spænde prøvende i de muskler, Alran havde peget på. Hun svingede lidt med sværdet mens hun spændte i musklerne, og da det føltes mere rigtigt, startede hun passet igen.

Trænet med knive? Zirras ord fik en meget dyb rynke til at komme frem mellem hans bryn der. Ikke lige den samme slags rynke, som den i hendes pande, der tegnede på koncentration. Hans var af ren og skær rå undring. Når det var været mere seriøst?  Hvad ved Zaladins hårde lems nåde snakkede hun om? Dette var ikke første gang, at hun havde sagt et eller andet underligt, men de forrige gange, havde det været til at ignorere. Kaste til side. Måske bringe frem på et andet tidspunkt, da det nok ikke var helt så vigtigt. Trænet med knive. Måden hun sagde det på, indikerede virkelig ikke at det var i sammenhæng med hjemmekunstskab.

Pludselig svang hun dog sit sværd mod ham igen, og han måtte for et øjeblik prioriterer sin koncentration om at ikke få et jag over skulderen af et formet stykke træ og ikke ligne en idiot over at pålægge hende hans forvirring. Men så kun for det ene øjeblik.
Alran havde straks grebet fat om sit eget sværd igen og parrede, som han gjorde før. Denne gang med større sikkerhed i dem, eftersom at han var forberedt på, hvor hun ville placerer sine sving, hvilket løftede nok af hans egne små anstrengelser, til at han i stedet kunne bruge energien på at åbne sin mund. ”Hvordan skal jeg så lige forstå, når du siger, at du har ’trænet med knive før’?” røg det ud ad munden på ham lige som, hun havde færdiggjort sit pas. ”Så din far lader dig ikke i nærheden af et sværd, men han har måske været gavmild nok til at give dig et set kasteknive i fødselsdagsgave? Eller har jeg misforstået noget.”

Det var ikke fordi, Alran var vred. Ikke sådan direkte. Ikke direkte mod hende. I det mindste var det ikke vris, som dominerede hans stemme. Han kunne bare ikke rigtig komme udenom fornemmelsen, at hun løj overfor ham. Hvis ikke helt så bare delvist. Men alligevel, som han så stift på hende, slog han spidsen af sit sværd i jorden og gjorde et nik. ”Igen!”
Om det var sødt af ham at have hende komme mod ham med angreb, mens han egentlig stadig forventede klare og tydelige svar på sine spørgsmål, kunne diskuteres. Det var i bund og grund god træning, men som regel ikke noget man udsatte en grønskolling for. Chléos havde lagt mærke til sin ejer opspænd og havde hævet hovedet for at se mod dem frem for at nappe efter høns.

Alrans pludselige opspændthed var ikke til at tage fejl af. Zirra bandede indvendigt over sig selv, mens hun fortsatte sine slag mod ham som instrueret. Hun kendte ham ikke godt nok endnu til at vide, om han reagerede på hendes slag eller om hun havde sagt for meget. 

Hun kunne allerede mærke, hvordan den nye måde at bruge musklerne på, lagde mere vægt bag hendes slag. Hun havde altid skulle kompensere for sin manglende fysiske styrke med teknik, men det virkede til, at hun ikke engang havde haft brugt sit fulde potentiale på den front. Hun ville næppe kunne slå sine brødre på noget tidspunkt, men bare det at kunne forsvare sig selv bedre, ville være et stort skridt for hende. Med tungen lige i munden, fortsatte hun passet.

Alrans ord hyllede hende næsten ud af den. Pis også, hun havde sagt for meget. Næsten. Heldigvis lagde han an til at de skulle tage passet igen, så hun fik et par ekstra sekunder til at finde på et godt svar. Hun blev nødt til at holde Alran i troen om, at hun var skribent og ikke give ham for megen grund til at tro noget andet.
"Min far lader mig ikke træne seriøst med noget som helst. Men nu er jeg heldigvis flyttet hjemmefra, og Lyset synes at alle deres folk skal kunne bare en smule selvforsvar, og så har jeg fået en lidt lang kniv, der ikke ser alt for åbenlys ud," sagde hun mellem slagene. "Ligesom da jeg skulle gøre det hus klar, du reddede mig ud af. Det burde ikke have været en farlig opgave, men mine overordnede foretrækker, at jeg har et våben, hvis noget skulle gå galt. Ikke at det hjalp mig der imod to tydeligt trænede røvertyper."

Forhåbentlig ville den forklaring være nok. Den lå tæt op ad sandheden, som var at hun som spion selvfølgelig var blevet trænet i kamp. Mest... kreativ kamp, indvolverende stole og tæpper og måder at få en fjende ned på røven, så man kunne stikke af. Kniven havde hun brugt mere til at skære reb over end at stikke folk ned. 

”Hm?” Alran virkede ikke helt afklaret, men rynken mellem hans bryn havde glattet sig lidt mere ud ved hendes forklaring. Til dels fordi den lød ægte nok – man ville vel altid være i en eller anden form for fare, når man arbejdede direkte for Lyset. Lige meget hvilken stilling eller rang mand havde. Som skribent vidste hun måske endda noget en nyere kriger ikke var helt så bekendt med. Hvilken ridder havde også tid til at læse sig igennem arkiverne, når de i stedet kunne bruger tiden på at betragte sig selv i refleksionen af sit eget sværd. ”Jaså… Undskyld.” brummede han afsluttende.

Med passet overstået lod han hende lige få pusten igen. Ikke at hun ikke allerede have bevist, at hun kunne holde til en del. Han havde trods alt set hende løbe halvvejs igennem byen uden at hive efter vejret efterfølgende. Men han havde da kunne mærke, hvordan det var lykkedes hende at lægge mere og bedre kraft i sine slag og sving.
Han skippede et skridt til, at få afstand til hende. Svang endnu engang sværdet i sit håndled. Og rullede lige med skulderne. ”Så hvad indebærer jobbet som skribent for lyset egentlig?” spurgte han i håb om, at have smidt al lyd af den tunge og næsten aggressive mistanke, han havde haft før, væk. Denne gang lagde han mere vægt på interessen. Dette var lige som i deres skjul den gang. De skulle tilbringe tid sammen. Lige så godt lærer hinanden at kende. Det var bare ikke hans stærkeste side.
Desuden; han var umuligt helt ærlig med hende, så hvordan kunne han stå og forlange, at hun var det overfor ham?

”Jeg har da haft mine forestillinger om, hvad det er for noget, men jeg bliver pludselig lidt i tvivl, sådan som du snakker om at blive sendt ud på opgaver. Jeg troede skribenter bare sad med deres pergament og blæk. Du ved… skriblede ting og sager ned.” Han udnyttede deres lille pause med at smøre sine ærmer lidt op. Dog sørgede han altid at være mere eller mine parat på, hvis hun fandt på at gå mod ham igen. Han havde måske punkteret lidt af den, men han huskede da hendes iver over at skulle læres op i sværdkunst. Sådan en uskyldig iver. Måske var det derfor ting ikke matchede helt op i hans hoved? Havde han fået det forkert indtryk af Zirra? Sikkert... Det skulle lige ligne ham.