Zirra havde brugt de tre dage effektivt. Hun havde så også kun sovet 6 timer i alt henover den tidsperiode, og det kunne godt ses på hendes blodskudte øjne. Hendes hænder var bundet ind i nogle tynde stofforbindinger, hun havde fundet, og lidt blod var ved at trænge igennem, fordi hun knugede sin lille papirbunke alt for hårdt. Den anden hånd rystede, som hun nærmede sig bagdøren til Hydes hus.
Dybe indåndinger, tænkte hun til sig selv. Slap af, du kan godt.

Rapporten var god. Detaljeret i den helt rigtige grad og med et par velplacerede fejl, der kunne tolkes som forseelser, fordi hun simpelthen ikke havde tænkt over, at den slags information var noget, alle ikke vidste, og så ville det se ud som om hun havde været presset på tid med at skrive den. Det havde hun også været, men af andre årsager. Hyde ville kunne verificere alt i den, for hun havde taget udgangspunkt i sin løgn til ham om kun at have været ved Lyset i 5 år, og dermed være i de lavere lag af organisationen. Det havde givet hende mulighed for at komme udenom de ting, hun virkelig ikke havde lyst til at skrive til fremmede, mens hun samtidig kunne skrive noget, som han selv ville have kunnet finde frem til, havde han været villig til selv at gøre arbejdet og bruge et par måneder på det.

Sideløbende med rapporten havde hun skrevet en detaljeret beskrivelse af den nat, hun var blevet overrumplet af ham. Så præcist, hun overhovedet kunne huske det, havde hun skrevet alle ordudvekslinger ned. Noget nagede hende. Det primære var, at hun var endt med at bukke under for hans intimiderende attitude. Det var ikke i orden, og hun blev nødt til at kunne holde til den slags, hvis hun skulle videre i sin karriere.
Men der havde også været noget ved Hyde... Noget der ikke helt stemte. Hvorfor ville en vampyrjæger vide detaljerede ting om Lysets spionnetværk? Hun havde hørt om enspændere, der bad dem om hjælp, for de var trods alt kendt for at ville hjælpe, så længe det ikke var med slavehandel, mord og vold. Men en jæger, der prøvede at skræmme Zirra til at arbejde for sig... Samtalen havde også taget en pludselig drejning, kunne hun se, når hun gennemlæste den igen. Der var sket noget, da han havde opdaget tandmærkerne, og hun ikke havde tænkt langt nok til ikke at svare på hvem, der havde bidt hende. Hun knugede sin rystende hånd, så det trak i såret. Hun havde bragt Bertram i fare med sin egen ubetænksomhed, og hun var nu sikker på, at Hyde ikke bare var en simpel vampyrjæger. Der måtte være noget mere i gærde.

Bank, bank, bank. 
Zirra trådte ned fra de to trin op til døren, så snart hun havde banket på. Et ekstra varsomt skridt bagud, så der var halvanden meter mellem hende og døren, og så trak hun en kniv i sin frie hånd. Der var ingen grund til at tro, at han ikke ville få fat i hendes rapport, men hun havde sat sig for at få at vide, hvad han havde gang i ved siden af sit jægerhverv.

Hyde havde selv haft et par begivenhedsrige dage. Men selvom han havde haft travlt med andre ting, så havde han stadig taget sig tid til at lytte til, hvad de mænd havde at sige, som han havde sat til at overvåge Zirra. Han havde også sendt nogen ud for at få informationer om Bertram, men de var ikke kommet tilbage endnu. Det undrede ham såre, at Zirra tilsyneladende ikke havde tænkt sig at gå til en healer og få ordnet sine sår. Det var ikke ligefrem kløgtigt, hvis man spurgte Hyde og han undrede sig over, hvad der mon kunne ligge bag den historie.

Han ventede hende dog på tredjedagen og havde sat alt andet på pause, så da det bankede på døren, gik han blot ud og åbnede. "Jamen godaften Zirra," sagde han med en ganske venlig stemme og trådte et skridt tilbage. "Hvis du sætter den kniv i skeden igen, så kan du også få lov til at komme indenfor." Han havde ikke tænkt sig at lade hende komme i nærheden af sig med et våben trukket og klar til brug.

"Jeg har ikke tænkt mig at komme indenfor," svarede Zirra med en let snerren i stemmen, der primært opstod, fordi hendes hjerte hamrede hele vejen op i hendes hals. 

Hyde havde folk under sig, og hun undertrykte en trang til at kigge sig over skulderen for at se, om han havde placeret nogle i gaden i tilfælde af at hun blev usamarbejdsvillig. Hun var blevet skygget hele vejen hjem, det havde været tydeligt, men hun havde ikke givet udtryk for at have opdaget det. Hun var taget lige hjem til sin lejlighed i den lille bygning, der ellers kun var fyldt med lejligheder, andre spioner for Lyset brugte som kontor eller mødesteder. Hun brugte sin lejlighed som hjem, for hun havde ingen familie at vende hjem til som mange af de andre. Det var det sikreste sted, hun kunne komme i tanke om, og det sted, hun helst ville have, Hyde kendte til, for tre ud af fem dage var det overvåget, fordi der foregik et vigtigt møde et andet sted i bygningen. Skulle ham eller hans folk komme på besøg, ville det blive skrevet ned, helt uden at Zirra behøvede at sladre. 

"Jeg tror ikke på du er vampyrjæger," fortsatte hun. Det var en direkte løgn. Hans evne til at overmande hende og være så rolig igennem afhøringen havde ikke givet Zirra skyggen af tvivl om, at han var en rigtig dygtig jæger, og hun havde i den grad følt sig som et bytte, men nogle gange fik man mere ud af folk, hvis man betvivlede alting og ikke selv kom med for mange antagelser.
Og der var noget, der virkede forkert for hende. Han havde fået flettet hendes spionage ind med sin jægertitel, men det virkede for opsat og tilfældigt til, at Zirra helt kunne tro på det. Der måtte være mere til det, end at han var en jæger, der havde en forkærlighed for spionage. De færreste vampyrer blev også fundet via spionage. Deres øgede sanser gjorde dem sværere at spionere på. 

Hyde hævede et øjenbryn af hendes svar, men blev stående roligt i døråbningen, mens han holdt den åben. "Hvad får dig til at tro, at du har et valg?" spurgte han så lavmælt og fangede hendes blik med sit. "Der er en grund til, at du dukker op her i aften med en rapport i favnen. En rapport, som jeg bad dig om at skrive til mig. Hvis du ønsker at holde din Bertram i live og beholde hemmeligheden om jeres forhold fra både hans venner og din arbejdsgiver, så stikker du kniven i skeden igen og kommer med indenfor, så jeg kan lukke døren igen."

Zirras kæbe spændtes til et ubehageligt punkt, der endte i en kort, frustreret lyd. Hendes frygt for Hyde blev langsomt overtaget af vrede. Det billede, hun havde haft af ham, da hun løb hjem uden sin trøje og med blodige hænder og brugte den første time hjemme grædende i fosterstilling, var slet ikke det samme, som når han nu stod i døråbningen. Hans ord var truende, men hans kropsholdning var ikke lige så fjendtlig. Det var nok også noget andet, når hun brød ind, end når hun var kommet "frivilligt" tilbage. Men som han rigtig nok sagde, hun havde ikke meget valg. 
Hun trådte et skridt tættere på og sænkede kniven, men satte den ikke i skeden. Så kastede hun rapporten hen for hans fødder. Han havde bedt om en rapport, og den fik han. Kunne han ikke bare være tilfreds med det og lade hende være?
"Jeg har ikke tænkt mig at komme ind," gentog hun, og denne gang rystede hendes stemme. 

Hun smed rapporten fra sig og var tydeligvis tilbage i sit trodsige humør. Hyde kvalte et suk og bukkede sig ned for at tage rapporten i sine hænder. "Udemærket. Kom igen om tre dage med en detaljeret rapport om din nærmeste overordnede. Alt, hvad du ved om ham eller kan få fat i. Så vil jeg gennemgå denne i mellemtiden og jeg forventer, at du kommer ind, når du kommer igen, så vi kan tale om indholdet i denne." Han rystede lidt med rapporten foran hende og trådte så et skridt tilbage, hvorefter han smækkede døren i for næsen af hende. Der var ingen grund til at optrappe en konflikt, når hun havde gjort, hvad han havde bedt om. Han var naturligvis i stand til at tvinge hende, men det kunne vente til en anden gang.

Zirra stod og så på den smækkede dør et par øjeblikke, før hun kom til sig selv. 
Det gik godt hva, tænkte hun sarkastisk og så ned på kniven. Rystende fik hun sat den i skeden. Hun kiggede sig omkring og gik så med hastige skridt ned ad gaden. Det var efter midnat nu, og hun måtte gøre sig umage for at undgå de patruljerende vagter. Flere hjørner end nødvendige blev taget for at komme af med eventuelle forfølgere, og hun håbede at komme af med de fleste, da hun krydsede en vej kun få øjeblikke før en patrulje kom forbi, og hun passerede så tæt på, at de tjekkede ekstra grundigt efter i området, men hun havde fundet en dør at gemme sig i. 

Hvad skulle hun gøre? Hun havde allerede givet Hyde en udførlig rapport om sit erhverv og organisationen - omend med nogle mangler og ud fra et perspektiv, der fik hende til at ligne en langt mindre erfaren spion, end hun var. Men hun kunne ikke udlevere folk ved navn, og bestemt ikke sin overordnede. Men hvis hun ikke gjorde det, ville Bertram komme til skade. Måske endda blive slået ihjel. Uanset hvad hun valgte, føltes det som om, hun ville blive skyld i nogens død eller som minimum dårligdom.

Hendes ben ledte hende hen til en bekendt, forfalden bygning med en manglende trappe. Da hun var sikker på, der ikke var nogen i hælene på hende, smuttede hun ind. Trappen var for højt oppe til at hun kunne nå det nederste intakte trin, og hendes hænder gjorde stadig ondt. Hun skulle være taget forbi et helingshus først.
"Bertram?" spurgte hun med lav, bævende stemme, men ingen svarede. Selvfølgelig var han her ikke. Han var sikkert på jagt... Jagt... 
Zirra kravlede ind under trappen og krøllede sig sammen med knæene oppe under hagen og hænderne ovenpå hinanden. Tårerne begyndte at trille ned over hendes kinder, men hun sad i stilhed og ventede, og håbede hun kunne holde sig selv vågen.

Timerne gik og Zirras øjenlåg blev tungere og tungere for til sidst at falde i. Mørket under trappen lå som et trygt tæppe omkring hende, skjult for omverdenen. Selv i søvne krammede hun sine knæ, og på hendes ene hånd var såret sprunget op, og en blodplamage havde bredt sig under forbindingen.
Hovedet hvilede hun på væggen ved siden af sig, og selvom hun havde sovet et par timer, kunne man stadig se de indtørrede striber af tårer på hendes kinder. Tøjet hun havde på var hendes almindelige hverdagstøj, så hun lignede ikke en, der lige var kommet fra en opgave.

Zirra var næsten gået i panik, da hun vågnede i nogens favn, men hænderne var blide og grebet beskyttende. Duften bekendt. Bertram. På turen op ad... trappen?... lagde hun sig ind mod ham og tog sin arm omkring hans hals, selvom hendes hånd var såret. Trykket ind mod hans bryst, kunne hun ikke se så meget på turen op, men hun var ret imponeret over, at han kunne kravle med hende i favnen. 
Hun blev sat på stolen, og søgte straks hans øjne, men sænkede så blikket abrupt, skamfuld over sig selv og den situation, hun havde sat Bertram i.

"Jeg... Undskyld Bertram... Jeg fejlede... Det var bare en simpel opgave, men han fangede mig, og han... Han tog min trøje af... Så bidemærkerne, og-og jeg ved ikke hvorfor det var så vigtigt, og jeg var så bange, og jeg fik sagt dit navn, og så sagde han, han var jæger, og ville gå efter dig, hvis ikke jeg..." Zirra var mildest talt usammenhængende, og de små snøft, der havde startet hendes sætning, blev til hulk, mens tårer igen overtog hendes øjne. 
"Undskyld, undskyld," endte hun med bare at gentage et par gange, mens hendes gråd tog til. 
Imens trak hun sig ned til Bertram. Hun ville bare gerne kunne gemme sit ansigt ved hans bryst og glemme al sin frygt og smerte. Hendes hænder havde fat i hans skjorte, men på ingen måde i et fast greb, for de gjorde ondt og rystede.
Der var intet for hende at fokusere på udover ham, og selv hvis hun havde haft lyst til at se, hvordan hendes kæreste boede, ville hun ikke have kunnet med tåresløret for sine øjne.

Zirra hulkede lidt ukontrolleret ind mod Bertrams skjorte. Hun havde allerede grædt en del af sin frygt ud derhjemme, men at være her med beskyttende arme omkring sig, fik det hele til at vælde op i hende igen. Det tog dog ikke lang tid, før hun tvang sig til at få det under kontrol, og hun tog et par dybe, hæse indåndinger og tørrede sine øjne af i sin anden arm, så forbindingen på den hånd også blev synlig for Bertram.
Hans pludselige aggressive beskyttertrang gjorde hende kun endnu mere tryg, og bekræftede hende i, at Bertram ikke var et monster, men et kærligt væsen med en grum hemmelighed. Det gjorde hende kun mere glad for ham og beslutningen om at tage herhen. Egentlig havde hun nok forventet, at han ville blive sur på hende, og det sagde desværre lidt om, hvordan hendes tidligere forhold havde været.

"H-Hyde Morton," snøftede hun. Det var cirka det eneste, hun havde vidst om ham, da hun brød ind. Hans navn og adresse. "Men-men du skal ikke tage af sted, Bertram, han slår dig ihjel! Jeg vil ikke have, du går..."
Taget i hans trøje blev lidt fastere, og det gav et lille gib i hende, og hun pev kort fra smerten i hånden. Helbredelseshuset ville virkelig have været en god ide at tage hen. 

"Nejnejnejnej!" udbrød Zirra, der stadig ikke anede, at Hyde ikke var en vampyrjæger men rimelig meget det modsatte. "Vent, kender du ham? Har han været efter dig før? Bertram, du kan ikke tage hen til ham! Da slet ikke, hvis du ved, at han vil gøre dig fortræd! Men, nej vent!" som han trak sig lidt væk fra hende, tog fat i hans overarm og så på ham med mindst lige så meget alvor som han så på hende med. 
Det her gav ingen mening. Hyde var først blevet interesseret i Bertram, da han havde set Zirras mærker, og han ville jo kun skade Bertram, hvis Zirra ikke samarbejdede. Men hvis det var hans arbejde at dræbe vampyrer, hvorfor så på nogen måde indgå sådan en aftale, hvis han vidste, at Bertram var klanleder? Så måtte han da netop være et saftigt bytte at få fat i. '

"Jeg forstår det ikke," plaprede hun videre. "Han vil ikke dræbe dig bare.. sådan? Han sagde han ikke ville gøre dig noget, og ikke fortælle noget til Lyset, så længe jeg samarbejder med ham. Men jeg kan ikke bære at være skyld i at du kommer i fare, og jeg kan ikke udlevere mine kollegaer til ham, som han vil have! Jeg har allerede givet ham alt for meget, i guder hvor er jeg en idiot! Bertram, jeg beder dig, jeg ved ikke hvorfor det gik så galt, han skulle jo bare være en adelig, vi lige skulle tjekke ud - jeg havde aldrig drømt om, at han kunne blive usynlig og var så erfaren i kamp og tortur, jeg..." hendes blik flakkede og landede hårdt på gulvet. "Jeg skammer mig over, hvor hurtigt han fik mig knækket..."
Det havde været en blanding mellem hans pludselige afklædning af hende og hendes forvirring over, hvad han spurgte om. Det hele var gået så stærkt, han var gået direkte til at skære i hende uden særlig meget råderum for hende for at finpudse sine løgne, og han havde generelt bare læst hende som en åben bog og fundet præcis de knapper, han skulle trykke på, for at få hende ekstra presset og udsat. Han måtte være et eller andet mere end menneske. Den slags erfaring ville hun aldrig forvente af et menneske, nu hun tænkte over det. Selv hendes møde med Thanos havde hun holdt mere ud, selvom han havde påført hende langt mere smerte.

"Vent, han er vampyr?" afbrød Zirra overrasket. Hendes skuldre sænkede sig markant, og hendes hulken stoppede brat. Hyde var vampyr, og ikke vampyrjæger? Hele natten i hans kælder passerede for hendes indre blik i et splitsekund, og hun tog blikket fra gulvet. "Det giver... Det hele giver meget mere mening nu. Nej vent, jeg så hans pande glinse af-! Åh... Han kan lave illusioner, kan han ikke? Det er sådan, han også lagde skygger for mine øjne."
Bertram fik ikke et ord indført, mens hun selv kom frem til alle sine konklusioner. At Hyde var vampyr fik det hele til at gå op i en højere enhed, og bekræftede Zirras mistanker om, at noget ved hans jæger-profession ikke var som det skulle være. At han slet ikke var jæger, havde hun dog ikke forestillet sig. Okay, som vampyr var man dog også en form for jæger.
Hun slappede mere af nu, men kunne se på Bertrams kropssprog, at han stadig stod på spring. 
"Vampyrer er slet ikke mit felt," sagde hun og så op på ham. "Hvis Lyset vidste, at Hyde var vampyr, havde de aldrig sendt mig. Aldrig. Jeg har allerede undladt alting i min rapport og bare skrevet, der ikke var noget at finde hos ham, fordi han truede med at fortælle dem, at vi... du ved, og jeg vil ikke miste mit arbejde. Kan du ikke forsikre ham om, at hans hemmelighed stadig er sikker, og så vil han måske lade os være i fred?"
Zirra sukkede kort, og så gav hun ham adressen.

At påstå, at han gik og ventede på Bertram's opdukken ville være løgn. Men Hyde havde alligevel gjort et par nødvendige foranstaltninger for at sikre sig mod uventet besøg. Det ville han have gjort uanset, men Zirra's opdukken så kort efter hans indflytning havde overbevist ham om nødvendigheden af at få disse ting på plads så hurtigt som overhovedet muligt. Og tanken om, at spioner fra Lyset allerede havde fattet mistanke mod hans eksistens i byen, havde fået ham til at opgradere disse foranstaltninger. 

Derfor sad han og arbejdede natten igennem i sit arbejdsværelse, som nu befandt sig på første sal. Alle husets vinduer og døre var blevet udstyret med en lille amulet, som havde en genpart på hans arbejdsbord. Hvis en dør eller et vindue blev åbnet, ville én af amuletterne på hans skrivebord skifte farve, indtil han berørte den let med sin finger. Desuden havde han gemt adskillelige våben rundt omkring i huset, så han let ville kunne komme til dem, uanset hvor i huset, han befandt sig.

Men som sagt, forventede han ikke gæster - indbudte eller ej - når morgenen var så nært forestående og han var så småt ved at overveje, om han skulle finde i seng. Men der var lige endnu en ordre, han skulle have skrevet færdig.