Sted: Asads hjem
Tid: Lidt efter middag
Vejr: Let overskyet og køligt

Mahir gik. Lige nu havde han ikke brug for at skynde sig. Hans ansigt smertede stadig efter de slag, Juno havde givet ham. Hans ene øje var ved at lukke i, men hans næse var i det mindste holdt op med at bløde. Han havde vasket det meste af blodet af, men dem han havde afleveret den beskidte pakke havde alligevel ikke været i tvivl om, hvad der var sket. Han havde regnet med at få skældud, måske endda manglende betaling, men de havde faktisk givet ham ekstra drikkepenge som tak for, at han i det hele taget kom med pakken. 

Nej, han havde ikke travlt, faktisk havde han været i tvivl om, hvor han skulle tage hen. Hjem og han ville løbe lige i armene på sin far, der ville skælde ham ud for at have været oppe at slås. Hans skuffede blik og vrede stemme var mere, end hvad Mahir kunne klare lige nu, selvom han meget gerne ville mærke sin mors blide hænder vaske det sidste blod af ansigtet og trøstende stemme hviske beroligende ord. 
Hans anden mulighed var at tage hjem til Asad. Hvilket var et stort problem. Sidst han havde set sin storebror var, da Atlas var kommet tilbage til byen og hele aftenen var gået galt. Han havde sagt og gjort ting, der normalt ville give ham en røvfuld, men han var sluppet. Sikkert fordi Atlas var til stede. Men han vidste, hvor god Asad var til at bære nag og røvfulden skulle nok komme.

Men han havde brug for et sted at være for nu. Han kunne ikke tage på arbejde igen, han var bange for at støde på Juno eller Hector, og det kunne han ikke helt håndtere. Han ville næsten hellere klare Asad, ham kendte han i det mindste. Vidste, hvor hårdt han slog.
Endeligt gik han op af trappen op til døren, der ledte ind til Asads hjem. Efter en dyb vejrtrækning løftede han en hånd og bankede på døren. Måske var Asad slet ikke hjemme. Måske Mahir måtte finde sig et gemmested indtil senere, et sted hvor han kunne slikke sine sår og passe på sig selv.
Med svagt håb ventede han på om døren blev åbnet.

Asad sad på sit gulv, det ene ben skubbet ind frem foran sig og bøjet med foden hvilende mod låret på det andet ben, og det andet ben bøjet den samme vej, med foden væk fra kroppen. En stivere krop ville forsøge at læne sig ned imod gulvet i denne position, men hans lå allerede fladt mod sine ben, med armene strukket ud foran sig også, og hans pande hvilende imod gulvet. Han var skiftet fra samme position på den modsatte side for flere minutter siden, og burde også for længst være gået videre til næste øvelse, men han var blevet fanget i sine egne tanker. Atlas var ude for at søge job og Asad var stadig splittet mellem at invitere ham til at være en del af banden eller at lade ham leve sit eget liv. Indtil videre havde han insisteret på at han ikke gad bruge nær så meget tid med Atlas, som han ville komme til, hvis Atlas også var en del af hans bande, men han var ikke sikker på om han rent faktisk mente det, eller om han bare havde påstået det overfor Atlas for at pisse ham af med vilje. 

Han blev revet ud af sine tanker, da det bankede på døren, og han rejste sig op, strakte sin arme over hovedet og gik hen til døren, som han hev åben uden omtanke. Kun få mennesker vidste hvor han boede og han stolede på dem alle sammen.
Mahir var en af de få, så det overraskede ham i sig selv ikke at se sin lillebror stå dér, men hans ansigt overraskede ham lidt. Tilstanden af det, om ikke andet.

"Du ligner lort, Mahiri," sagde Asad efter et øjebliks stilhed, tydeligt imponeret, og rakte en hånd frem for at gestikulere at han skulle løfte hagen, så han bedre kunne se skaderne i lyset. Han havde ikke lyst til at røre ved ham for at få ham til det, for han kunne se, at det ville gøre ondt på knægten. 
Så snart Mahir havde gjort som han var blevet bedt om, ville Asad træde til siden og lade sin lillebror komme indenfor, så de kunne kigge på skaderne sammen. 

Det tog ikke mange øjeblikke før døren blev smækket op og Asad stod og stirrede på ham. Mahir sank en klump og troede lige, at han var i store problemer, men endeligt sagde Asad noget. Du ligner lort, Mahiri. Mahiri. Lettelsen turde pludseligt liste frem i ham. Mahiri var hans kælenavn og Asad brugte det ikke, når han var vred. Så ingen vred Asad. Lige nu. 
"Det føles også af lort til," svarede han og løftede lydigt ansigtet op, så hans storebror bedre kunne tage hans skader i øjesyn. Han vidste ikke selv, hvor galt det så ud, men hvis Asad lød imponeret, så var det ikke noget kønt syn. Måske det alligevel var godt, at han var taget herhjem først og ikke hjem til Harkan. 

Så snart den ældre dreng flyttede sig fra døren, gik Mahir ind. Nervøsiteten kom tilbage. Hvordan ville Asad reagere, når han fik at vide, at det var Juno, der havde tævet ham? Selvom Mahir havde sagt til Juno, at han var lige som Asad, vidste han godt, at der var stor forskel på de to store drenge. Juno stoppede i det mindste med at slå, hvor Asad skulle stoppes. Og Mahir ville helst ikke have de to op at slås, både for Junos sikkerheds skyld, men også fordi at han vidste, at Juno også kunne vinde. 

Han tog nogle nervøse skridt rundt, overvejede at spørge, om Atlas stadig var der, men endte med at vælge bare at spytte det ud med det samme.
"Det var Juno. Han overraskede mig, da jeg løb med en pakke." Han sagde det ikke så højt, næsten som i håb om, at hvis Asad nu ikke rigtigt kunne høre ham, ville verden ikke gå alt for meget i stykker. Men alligevel ikke så lavt, at Asad ville være i tvivl om, hvad han sagde. Han skulle nok få det ud af ham på den ene eller den anden måde. Så bare hellere give det frivilligt.

Asad genkendte med det samme Mahirs nervøsitet. Der var noget i vejen. Han lukkede døren efter ham uden at sige noget og lod drengen koge under sin egen flamme, indtil han spyttede ud.

"Aha," svarede han afslappet. Hans vrede var afmålt. Han havde et temperament, men det var under kontrol, og det var lige så sandsynligt at han slog dig, uden overhovedet at virke vred, som at han slog dig i vrede. Han bar nag, men han sørgede også for at udstråle, at selvom han ikke nødvendigvis kom efter dig nu, så ville han på et tidspunkt. Ingen skulle vide sig sikre.

"Sæt dig ned." Han nikkede over i den generelle retning af det åbne rum der både fungerede som stue og soveværelse, med sofaen i en ende af rummet og sengen i den anden, adskilt af et sofabord og et godt stykke bart trægulv, hvor han plejede at strække ud.
Imens Mahir fandt vej derovre, vædede Asad en klud og vred den. Han tog den med over til Mahir og satte sig foran ham, på sofabordet hvis Mahir sad på sofaen, på sofaen hvis Mahir sad på bordet, på hug foran ham, hvis Mahir sad på den anden side af sofabordet.

"Jeg skal nok sørge for, at han ikke tør gøre noget lignende igen," lovede han, imens han løftede kluden for, så forsigtigt som muligt, at duppe det værste blod af sin lillebrors ansigt. Han var taknemmelig for at Atlas ikke var der med dem lige nu. Det ville kun have gjort det sværere at føre den her samtale med Mahir.

"Vil du med når vi minder ham om, hvad der sker når han vover at røre en af mine?" Det var usandsynligt at Mahir virkelig ville med, det vidste Asad godt, men han havde tænkt sig at tvinge ham med, om han ville eller ej, og det lagde han ikke skjul på med hverken sin stemme eller sit blik, så det her var udelukkende en måde for Mahir at komme med uden at de skulle igennem hele den forestilling det var at tvinge ham. Asad forventede også at Mahir takkede ja. Det var, hvad han burde gøre, hvis han vidste hvad der var bedst for ham. Juno skulle helst frygte Mahir også, ikke bare gruppen som helhed.

Mahir mærkede straks forandringen i luften, da han havde sagt, at det var Juno, der havde givet ham bank. En forandring de færreste nok ville opdage, men Mahir kendte sin storebror og han kendte hans temperament. Han kunne ikke lade være med at trække skuldrene lidt op, da han lidt frygtede, at det nu var Asads tur til at slå på ham. Om det så bare var for at få et afløb for vreden.
Men i stedet bad Asad ham om at gå hen og sætte sig, så det gjorde han. I sofaen. De blå øjne fulgte Asad, som denne fandt en klud og vred den op, hvilket fik Mahir til at slappe lidt af igen. Men ikke meget, han var stadig anspændt som var han i buret med cirkussets løver, der bare ventede på det rigtige tidspunkt at springe på ham og flå ham levende. Men sådan havde han haft det med Asad næsten al den tid, de havde boet i Dianthos. 

Mahir så på Asad, da han satte sig, men han blog blikket en smule ned, da han begyndte at vaske blodet af hans ansigt og sagde, at han ville sørge for, at Juno aldrig ville gøre det igen. Det var ikke svært at regne ud hvordan han ville sørge for det, og tanken gav Mahir kvalme. Han kunne ikke lide Juno, overhovedet ikke, men det betød ikke, at han ønskede at se ham ende under Asads hårde, ubarmhjertige næver. Langt fra. Han skulle bare holde sig væk fra ham. Holde sig væk fra dem alle sammen, så der ikke var nogen grund til, at de alle skulle slås. 

Spørgsmålet gav Mahir en iskold klump i maven og han sank besværligt, mens hans blik gled ned til sine hænder, der også bar præg af slåskampen. Om han ville være med til at tæve Juno? Eller i det mindste bare se Asad gøre det? Nej tak. Han ville hellere hjem og have skældud af sine forældre. Men han vidste, at der ikke var noget at gøre. Han kunne ikke sige nej, for Asad ville have ham med, det var der ingen tvivl om. Og når Asad ville noget, så skulle det ske.
Det varede et øjeblik inden han svarede, da han lige skulle have styr på sin stemme.
"Det vil jeg vel godt." Det var tydeligt at høre på ham, at han ikke ville, og han så ikke op på Asad, som han sagde det.

Asad lod Mahir tage sig al den tid han havde brug for for at svare. Hellere et gennemtænkt svar der var rigtigt, end et forhastet svar der var forkert.

"Godt. Så sørger jeg for at du er der, når det sker." Asads ord var kolde og hårde. Når der ikke var passion tilbage, var det logik der drev ham. Hvis Mahir ikke var der, når Juno blev banket helt eller halvt ihjel, var der aldrig nogen der ville lære, at de ikke skulle rode sig ud i noget med Mahir Matagi.

Asad duppede forsigtigt kluden under Mahirs øje, hvor en dråbe af blod havde kravlet hen fra hans øjenbryn, og fokuserede på sin opgave.

"Jeg er glad for at du kom herhen." Han rejste sig, færdig med sin opgave, men kastede kluden til Mahir, så han kunne bruge den på sine hænder eller holde den imod sit hoved, hvis han havde brug for noget køligt.

"Vandt du eller lod han dig gå?" Han hældte et glas vand op til dem begge, som han bragte med tilbage til sofabordet. Det var vigtigt for ham at vide, præcis hvor blød Juno var, på trods af at påstå at være lederen af en bande. Eller hvor stærk Mahir var - han var bedre til at slås end han så ud til at være. 

Mahirs krop trak sig umærkeligt sammen, da Asad med sine følelseskolde ord sagde, at han nok skulle sørge for, at han var der, når Juno fik sin straf. Han ville ikke. Han ville ikke se Juno blive slået til plukfisk under Asads hårde hænder. Det ville være hans skyld, fordi han havde fået bank af ham. Havde han bare set ham og havde kunne være løbet sin vej. Eller have ramt ham ved første slag og måske... men han vidste også godt, at det var Juno selv, der havde sat sig i den position ved i det hele taget at angribe ham. Han havde selv valgt at tage den risiko, at Asad blev vred. Og det var aldrig en god idé at gøre Asad vred.

Han blinkede, da Asad duppede ham under øjet, og han fik pludseligt lyst til at græde igen. Det gjorde ondt, udenpå og indeni. Men han gjorde det ikke, i stedet knyttede han kort hårdt sine hænder. Og greb så kluden, da Asad kastede den til ham.
"Jeg har ikke andre steder at tage hen, ud over hjem." Den måde han sagde det på, sagde det hele. Hjem var også godt, men han ville hellere have Asad til at se på sine skader end Harkan, der virkede vred og ligeglad, eller moren, der ville pylre for meget om ham. Hvilket han som sådan godt kunne bruge, men det måtte blive senere.
Kluden foldede han pænt sammen og lagde mod sit øje og kindben, der var blevet værst ramt af Junos hårde slag. Det kølede dejligt.

Mahir fugtede kort sin underlæbe, da Asad spurgte, om han selv var sluppet fra Juno. Skulle han lyve? Sige ja, han havde slået sig fri, du skulle se den anden? Men det var dumt at lyve for Asad, hvis han så Juno inden der var gået for lang tid, ville han måske kunne se, at han slet ikke havde den samme mængde slag i ansigtet. Så han tog en dyb indånding og sagde sandheden, selvom han kunne mærke følelsen af utilstrækkelighed fra sig selv og allerede kunne mærke skuffelsen fra Asad.
"Han lod mig gå." Han flyttede på sig og så stadig ikke på sin storebror. "Han ville have mig til at give dig beskeden om, at de ikke lader sig skræmme af jer." At han havde grædt og havde teet sig i vrede, sagde han ikke noget om. Det var ikke alting, Asad havde behov for at vide.

Asad vidste at Mahir ikke brød sig om at se andre blive slået, ikke engang når han vidste at de fortjente det som Juno gjorde, men der var kun én ting at gøre ved det, og det var at lade ham vænne sig til det. Asad havde også været forskrækket første gang hans hænder var søbet ind i blod, huden slået af hans dengang nøgne knoer. Forskrækkelsen var dog hurtigt forsvundet og erstattet af den langt bedre adrenalin.

'Jeg har ikke andre steder at tage hen, ud over hjem.' Asad så undrende på sin lillebror i flere sekunder. Betød det, at han hellere ville være her end hjemme hos deres forældre? Asad havde frygtet at han var i gang med at skubbe Mahir fra sig, når han pressede ham. Harkan havde presset dem engang, men ikke længere, ikke efter de var kommet til Dianthos.
Asad ville dog aldrig indrømme sin frygt for at miste Mahir. Han ville aldrig indrømme at han kunne ligge vågen om natten og analysere Mahir svar og kropssprog, indtil han fik overbevist sig selv om at Mahir en dag ville forlade ham ligesom Atlas havde forladt ham. Så han sagde heller ikke noget nu. Mahir skulle gerne blive ved med at komme til ham, når han havde brug for at få renset sine sår.

Han fnøs overlegent af den besked Mahir videregav fra Juno. "Ikke bange? Juno lyver for sig selv lige så meget som han lyver for mig."

Først nu opdagede han skammen i Mahirs ansigt. Det var kun godt at den var der - hvis han skræmmede sig tilstrækkeligt over at have tabt, ville han kæmpe mere indædt i næste gang.

Asad vidste ikke længere hvad han skulle sige til Mahir, hvis ikke de snakkede om banden. De var gledet for langt fra hinanden og Asad havde det, som om han forsøgte at holde på vand, når han forsøgte at holde Mahir tæt på sig.

"Atlas er ude at lede efter arbejde, men han er snart hjemme, hvis du vil... Hilse..." Asad kunne umuligt selv holde på Mahir. Han havde brug for Atlas' hjælp og han havde tænkt sig at udnytte at Atlas var i Dianthos, ligegyldigt hvor i Dianthos han så end var - det gav Mahir en grund til at blive.
Han rakte det ene vandglas til Mahir og satte sig så i sofaen ved siden af ham.

Mahir vidste ikke, hvad han skulle sige, så han var bare tavs. Han troede på, at Juno var bange for Asad. Hvordan kunne man ikke være det? Ham og hans slæng. De var brutale og forstod ikke at stoppe. Mahir vidste ikke, om de havde slået nogen ihjel endnu, men det skulle nok ske på et eller andet tidspunkt. Og han frygtede lidt, at Asad ville blive så høj på det, at han ville gøre det igen. Og igen. For Mahir var ikke blind, han kunne godt se, hvor meget det gjorde for Asad at slå på folk. Han kunne lide det og Mahir hadede det. Hadede ham lidt for det. Bare lidt.

Mahir trak svagt på skuldrende, da Asad foreslog, at han kunne blive og hilse på Atlas. Han havde ikke helt tilgivet ham endnu for at have behandlet som et pattebarn efter ordre fra Asad. ”Trøst ham”. Mahir ville bide sig i læben, men lod være, siden den var sprækket efter et af Junos hårde slag. Nej, han havde ikke lyst til at hilse på Atlas. Ikke lige nu. Ikke hvis det store brød pludseligt ville forsøge at behandle ham som et barn igen.

Mahir fjernede kluden fra sit ansigt og lagde den på bordet og tog i mod vandglasset i stedet. Lidt forsigtigt drak han et par slurke for at få smagen af blod ud af munden, inden han også stillede glasset på bordet og skævede til Asad. Han vidste ikke, hvad han skulle snakke med sin storebror om. Engang kunne de få lang tid til at gå med at snakke om akrobatik og deres fælles bekendte, men de havde ingen af delene sammen mere. Og Mahir vidste bedre end at begynde at snakke om deres forældre og bagerbutikken. Han havde en overgang forsøgt sig frem med at fortælle lidt om sin dag og de steder han besøgte, men efter at Asad havde forsøgt at få ham til at spejde efter steder til indbrud, var han holdt op med det også.
”Måske… jeg bare skulle tage hjem.” Det var et meget tøvende og usikkert forslag og han så ikke på Asad, da han sagde det.

Asad havde ikke slået nogen ihjel endnu, men med den retning han havde med livet, var det kun et spørgsmål om tid før det skete, enten ved et uheld eller med vilje. Asad og hans venner pressede hinanden længere og længere i den forkerte retning, og Mahir havde ret, når han tænke at Asad nød sit liv som det var nu. Han var på ingen måde ved at rette op på det.

Asad så med et hævet øjenbryn på sin lillebror, da han nægtede at blive, selv for Atlas' skyld. 

"Hvis det er det du vil," svarede Asad køligt. Han havde ikke tænkt sig at holde på Mahir mod hans vilje, ikke i dag. Knægten havde allerede fået tæv, og Asad havde gjort hvad han kunne for at hjælpe ham. Det var bedre at han gik sin vej, hvis det var dét han ville. Asad ville foretrække at han blev, selv hvis de ikke havde noget at snakke om, selv hvis Mahir bare ville vente her i stilhed indtil forskrækkelsen over Junos angreb havde lagt sig, men han vidste også at deres forhold var ødelagt og at Mahir ikke rigtigt brød sig om ham længere, eller om at være hjemme hos ham, så han lænede sig kun længere tilbage i sofaen og betragtede sin usikre lillebror. 

Hvis det er det, du vil. Ordene var kolde og Mahirs mave trak sig sammen. Det var ikke det, han ville. Han ville blive her med sin storebror og have en hyggelig tid med ham, men det virkede ikke til, at Asad havde det på samme måde. Mahir så ned på sine hænder, hvor han pillede uroligt ved sine fingre. Skulle han blive? Sidde her i tavshed og forsøge at finde på noget at snakke med sin bror om, noget der ikke gjorde ham vred? Tage chancen? Eller skulle han finde et sted, hvor hhan kunne være sig selv, slappe lidt af og finde ud af, hvad han skulle fortælle Harkan, når det uundgåelige spørgsmål ville komme - hvad var der sket?

Langsomt kom han på benene og skævede usikkert til Asad. Han regnede ikke med, at storebroren ville stoppe ham, for ville han overhovedet havde Mahir i nærheden? Han virkede ikke sådan. Mahir tog en dyb indånding og trak så svagt på skuldrene, inden han gik rundt om sofabordet.
"Hils Atlas, når du ser ham." Stadig usikker gik ham hen til døren og lukkede sig selv ud. Ude på gangen, efter han havde lukket døren bag sig, stoppede han op og lagde armene om sig selv for et øjeblik, inden han forsvandt ned af trappen og ud i byen for at finde et af sine små gemmesteder, hvor han kunne være i fred. Alene. Altid alene.

// Out

Asad burde i det mindste følge Mahir hjem. Sikre sig, at der ikke var en anden idiot, der gjorde ham noget. Men for Asad at se, skred Mahir, fordi han ikke gad hans selskab, så det ville heller ikke nytte noget at tilbyde at følge ham hjem. Derfor sad Asad kun og så tavst til, imens Mahir gik.

Han svarede heller ikke på Mahirs besked om at hilse Atlas, men løftede blot en hånd i et dovent vink, indtil Mahir havde lukket døren bag sig. Der gik et par lange sekunder, før Asad langsomt faldt sammen. Det var hårdt arbejde at lade som om han var ligeglad med, at Mahir hadede ham.

Han lagde sig ned på sofaen og stirrede op i loftet, imens han forsøgte at tænke på en måde, hvorpå han kunne købe sig til Mahirs kærlighed igen. Eller på anden måde få den. Lettest ville det være, hvis han bare kunne give Juno nogle tæsk som hævn, men den slags gjorde ikke Mahir glad, heller ikke selvom det burde.
Asad lå sådan, og tænkte, helt indtil Atlas kom hjem og forstyrrede ham.