Ravnlund var ikke, hvad det havde været de sølle 400 år siden. Huset var alt for stort. Nordfløjen og fløjen mod syd var nøjagtige kopier af hinanden, så man bygningen ude fra frontgården med deres to etagers midte og tårnlignende hævninger til hele tre etager i hver sin ende. Unødvendigt meget plads, der var i det hus. Det indre af de to fløje var ligeledes nær refleksioner af hinanden med antal og størrelser på værelser bare med anderledes møblering og brug. Bygget af brede og robuste sten stod huset stadig stærkt efter selv så mange år og generationer, der havde kommet og gjort deres egen præg på stedet indtil det var, hvad det var til dagens dato.
Levende vokslys kunne lige skimmes vinduerne for vidner udefra at vide, at huset, trods dets melankolsk atmosfære ikke var forladt til at rådne væk i hænderne på hjemløse, der levede deres dage med kun skadedyr som selskab. Spisesalen flakkede svagt i stueetagen i tilfælde at husets herre ønskede at begive sig derned. Et enkelt vindue i sydfløjen havde ligeledes et sagt lys at se. En hårdtarbejdende bulter, stadig oppe så sent inde i natten for at redde strømpe lapninger, som en uerfaren tjenestepige, ikke havde gjort godt nok. Andre steder hentydede også på liv, men mest oplyst af alle rum, var et på førsteetage i nordfløjen. Et stort vindue med udsigt ud til nordsiden af det alt for store hus’ plantage område, spækket med lige rækker af oliventræer indtil et stort værelse, man kom til ved at begive sig op ad nordtrappen, ned ad gangen til venstre og så ind ad den sidste dør til venstre.

Værelset var både rodet og organiseret. Et smukt bord af poleret mørkt træ stående lidt ovre i den modsatte ende af hvor døren ind, var placeret, var gemt halvt væk bag ting som pergament, bøger, blækhuse og hvad ellers. En tilhørende stol stod på vægsiden, så dem siddende i den, havde udsigt ud i værelset frem for direkte ind i gardin-tildækkede reoler. Foran det store vindue stod et luksuriøst sofasæt med et fint bord mellem sofaen og den matchende lænestol – begge beklædt med blødt fyld og mørkerødt velour. Foruden i værelset var der alverdens ting og sager som kun hørte hjemme i et sådant studie som dette. Belyst af tændte vokslys frem for pejsen nær arbejdsbordet, der stod slukket og kold.

Ikke påvirket af det kolde værelse, stod den gamle herre af Ravnlund ved vinduet og så ud på, hvad der nok var husets bedste udsigt, der blev tilsølet af tung, øsende og sikkert isnende regn. Det var stadig ikke koldt nok for sne at nå så syd på. Det buldrede ude i det fjerne, men der var ingen lyn at skimme i den sene nats mørke, end ikke for øjne som hans. Regn gjorde det svært for ham at finde sig tilpas. Rastløs. Ubevidst kørte han sin tunge hen over en hjørnetand, mens hans betragtede store mængder vand glide ned over glasset. Af og til skiftede hans fokus fra udenfor til selve glasset, hvor hans egen refleksion mødte ham. Han var en ældre mand, men han lignede bestemt ikke en. Og han ville nok aldrig fuldkommen blive til en indeni heller. Hænderne samlet afslappet på ryggen rankede ham automatisk mere op. Noget den matte havskums-blå vest også hjalp til med.

Der var noget derude et sted i mørket. Han kunne mærke det, som en stum stemme mod hans øreflip. I den tid, han havde stået og beskuet sit imponerende landskab havde hans øjne dog endnu ikke opfanget noget ud af det sædvanlige. Men der var noget derude.
____

Havde det ikke været for tæppet, der var blevet lagt ud som en løber igennem midten af gangens gulv, ville den hårde sål have klikket voldsomt og advaret som tilkomsten ved hvert enkelt selvsikre skridt helt fra den anden side af bygningen. Men med tæppet blev lyden grundigt kvalt, hvilket da bestemt også var for det bedste i et sådan stille hus. Havde det summet med liv og højlydte stemmer, ville andre lyde som folk gang frem og tilbage ikke være så skarpe. Muligvis forstyrrede for selskabet? Ja. Men ikke lige så skarpe og rungende.
Der blev hverken tøvet eller lignende med at svinge døren åben så snart hendes hånd havde lukket sig omkring håndtaget, og hun nåede knap nok at stoppe op, før hun marcherede videre indenfor i stuen med en klar indikation på, at hun havde arbejdsopgaver der skulle klares, så der var ingen tid at spilde på at bare hænge ud. Hvad den flittige stuepige ikke lige havde set komme, da hun braste ind i, hvad hun selvfølgelig havde forventet ville være en tom stue, var at den ikke var så tom igen.

Det var svært at sige med sikker, om hun tabte de tunge brandestykker først, eller om hun begyndte at skrige som det første. Men lige meget hvad så skete begge dele, da hun fik øje på den fremmede. Gennemblødt af regnen udenfor bildte hun sig for et splitsekund ind, at det var en havvandrer, der havde steget fra sin død på havets bund og nu vandrede fastlandet. Hun havde her for nyligt hørt skrækhistorier om den slags fra en af den nærlæggende landsbys ungkarle, så der var intet at skulle have sagt til det ekstra lag, der lå over hendes forskrækkelse, der tilmed havde fået hendes krop til at hoppe så de opsatte og spændstige krøller hoppede med.
Opdagelsen af at det altså ikke var en skrækkelig udød fra havet, det var kommet for at slå hende levende, genskabte dog ikke farven tilbage i hendes ansigt. For der var stadigvæk en fremmed, og potentiel farlig person i stuen med hende!

Den kære Freja stod frosset fast til gulvet med den fremmede herre så tæt på lige pludselig, og hun gjorde absolut ingen form for modstand, som han blot førte hendes arme og lagde noget af brændet tilbage i hendes favn. Hendes ansigt var stadig stærkt præget af forskrækkelsen, med store opspilede øjne og lettere blege kinder, og hun kunne simpelthen ikke lade være med at bare stirre på ham. Hun var fuldstændig paf af situationen, at hun var så nem som en ballerina på tåspidssko at få drejet omkring og dirigeret væk.
Det var så også der omkring, at den skrækopbyggede trance stoppede og forsvandt som opstået is, fra hendes krop, der straks satte i selvkontrolleret bevægelse, da den unge stuepige svang omkring endnu en gang og placerede en syngende lussing tværs henover den ubudne gæsts ene kind. Hvor vovede han at være fræk overfor hende på den måde?! Hun kunne meget vel blot være en ydmyg ansat, men der var visse standarder hos Ravnlund, som gæster skulle affinde sig med - ventede eller uventede.

Efterfølgende blev der fumlet rigeligt med at beholde brændestykkerne i sine hænder, nu hvor hun pludselig havde skulle bruge den ene arm til noget andet. Men før endnu et tab skete, og før den mørkhårede kvinde kunne nå at bekymre sig om konsekvenserne ved hendes handling - som hun stod meget fast ved! - blev en boble af hårdt gennemsigtigt, nok egentlig mere usynligt, glas kuplet omkring den rødhårede mand.

Det kvindelige skrig havde virkelig skåret i Gerharts sensitive ører. Til et punkt, hvor han havde stået og lavet grimasser i vinduets spejlbillede. Der lå altid et tæppe af stilhed over huset og dens område, så at der blev revet et sådan hul i det delikate stof, havde da bestemt bragt manden i huset ud fra sit skjulested med overmenneskelig fart.
”Hvad er meningen med det her?” forlangte han med en alt for ung stemme til at kunne fremvise den mængde autoritet, der nok var nødvendig. Gerhart sænkede ikke den udstrakte arm, der opretholdte det lufttætte skjold, han havde placeret omkring hans gæst, og matte blå øjne veg ikke fra ham, som han trådte videre indenfor i stuen. Hvem end denne mand var, burde han godt kunne høre ham og svare tilbage. Det eneste skjoldet gjorde var at holde ham, hvor Gerhart ville have ham. Og lukke for hans ilt.

”Sir Augustus! Denne mand må have brudt ind. For jeg forsikre Dem, at jeg ikke åbnede døren for ham.” Det var igen den oprevne stuepige - mange år ældre i udseende end hendes arbejdsgiver - der skyndte sig frem med forklaringen.

Der var noget galt. Manden så slet ikke ud til at være påvirket sit usynlige bur lige udover, de smule panik, der havde været til at opfange fra, da han netop havde opdaget, at han blev holdt fanget. Gerhart havde ikke holdt skjoldet oppe omkring ham spor længe, men af den smule erfaring han havde med det, så tog det ikke længe for et menneske at vise tegn på den begrænsede mængde af luft, de havde adgang til. Men ham her… Ikke et eneste af de normale hints. Og selvfølgelig gjorde det den ungt-udseende vampyr mere på vagt for hvem end denne mand var.

”Jeg forstår ikke, sir.” Gerharts blik skød straks hen mod stuepigen, der endnu ikke havde forladt dem, hvilket bare fortalte endnu mere om hendes mod og standhaftighed. Forskrækket var hun ganske rigtigt blevet af den kortvarige forestilling om hvilket monster, der havde begivet sig ind på godset så langt ind i nattens timer, og skreget havde hun da også, men al den frygt for spøgelseshistorier havde forsvundet meget hurtigt så snart, hun var blevet hundset rundt med frem for at have sin halspulsåre skåret over. ”Frøken Katrine burde have opdaget ham komme,” afsluttede hun med en klar bekymring i stemmen. Men ikke så meget en bekymring for denne ’frøken Katrine’ end en bekymring for hendes egen sikkerhed bag palæets trygge vægge.

”Jeg beklager. Katrine er i øjeblikket optaget med andet, så hun kunne ikke have opfanget hans indtrængen,” svarede Gerhart sin ansatte og havde mere eller mindre ignoreret sin ubudne gæsts desperate forklaring på, hvad han også lavede i et hjem, der ikke var hans. Hvis ikke taget ud fra, at huset ejer var til stede og kunne bekræfte det, så ud fra hans tøj, der, til trods for at være gennemblødt, ikke sang højt om den højere samfundsklasse. Han lignede dog heller ikke en lus. Langt fra.

Opmærksomheden faldt igen på manden, hvorpå Gerhart valgte at træde tættere for at virke som den dominerende herre af huset. Ved at afstanden blev mindsket ville det være nemmere at se, at den blonde unge mands facade blot var langt mere henne mod følelsesneutralitet end kold og kynisk. ”Du trækker ikke vejret,” kommenterede han, da han stod kun to til tre skridt fra manden. Skjoldet blev oppe. Han var trods alt ikke døende derinde. ”Jeg har ikke hørt om at de døde søger mod varme og kost. Hvad er du?” Ikke hvem er du.

”Længere? Så vidt jeg ved af har det ikke været sjovt til at starte med,” fastslog Gerhart straks. Det kunne måske være fordi, at han ikke havde været meget ude igennem de sidste 400 år, og han dermed var blevet humorløs, stiv i betrækket, som hans far havde sagt om adskillige familiemedlemmer og andre handelsmænd, men den unge herre kunne ikke se, hvordan situationen kunne have været ’sjov’. Også selvom at det tydeligvis bare havde været en talemåde.

Gerharts matte blik fulgte per automatik mandens blik, som det fløj rundt. Han lignede ikke bare en fordrukken mus, sådan som han stod og dryppede på gulvet, men han var heller ikke langt fra at opføre sig som en, der netop var gået i en musefælde. Lokket frem med mad og så blevet snydt lige som, den havde pilet langt nok ind for at hapse osten fra springeren. ”Freja,” sagde han opmærksomhedskrævende. Han behøvede ikke meget kraft i stemmen. Tjenestefolket på Ravnlund var alle betalt arbejde. Og de var trofaste. I hvert fald hvad Gerhart havde indtryk af. Og ganske rigtigt stod menneskekvinden parat. ”De er undskyldt.” Et snert af en endnu uerfaren autoritet skinnede over hans ungmandsansigt, før han lige tilføjede: ”Ah, men før De går, vær venlig at trække gardinerne for vinduerne.”

Og det blev gjort. Først luntede Freja med klikkende sko i en større bue omkring vildmandsgæsten – det var hvad hun mente om ham – for at hurtigt ligge de brændestykker, hun havde tilbage i armene, fra sig ved pejsens brændestativ, hvorefter hun ligeledes skyndte sig over for at trække de tunge gardiner for. Der var ingen blændende sol udenfor, men alligevel blev der ikke skilt spørgsmål ved det. Inden længe nåede hun til en af stuens døre, stoppede kort op, drejede sig omkring og nejede så afskedstagende, inden hun forsvandt igennem døren. Efterlod Gerhart med den fremmede.
”Tjenestefolkene her er ikke omvandrende blodposer, og det gør De bedst i at acceptere,” blev stilheden brudt med. Brugen af des mod manden var ikke andet end vane. Han trådte et par skridt tilbage, før at skjoldet blev sænket, slap hvad Gerhart formåede at være samme blodhungrende væsen som ham selv. Med Freja ude af lokalet var hun i mere sikkerhed. Og selvom at gardinerne var blevet trukket for, var det kun for at dulme mandens nervøsitet. Ikke for at afholde ham fra at flygte. Han var trods alt stadig ubudent.

”Det kan jeg ikke si-..!”
Gerhart burde have vist bedre end at give manden sin tvivl til gode og lade ham gå, som han nu havde gjort. Det var som om at de fire lange århundreder, han havde eksisteret, ikke havde gjort ham den smule klogere. Han stolede ikke på folk bare sådan uden videre. Faktisk skulle der en del til. Og alligevel… Men Gerhart var godt klar over, hvorfor han ikke frygtede den fremmede. For han var lige som ham selv. En anden vampyr var i ingen fare hos en hungrende vampyr. Og det var, hvad Gerhart havde konkluderet. At denne mand ikke var en dominant, han var ikke kommet for at kræve højere status ved at gøre det af med godsets ejer. Han var kommet for at fylde sin mave og krop med næring. På Ravnlunds ansatte, selvfølgelig.

Automatisk ved at pludselig blive grebet omkring af den overmenneskelige styrke spændte Gerharts krop op sammen med et utilfredst og forskrækket vris fra struben og afgav af instinkt et hårdt jag for at vride sig fri. Tænderne, selvom de kun lige kærtegnede hans hals, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen af ubehagelig bekendthed. Gerhart huskede ikke sit eget bid af hukommelse, men hans krop gjorde åbenbart. Men det dækkede ikke helt overfor, hvad det lige var sket. Han havde prøvet at bide ham?!
Så snart han blev sluppet igen, trak Gerhart sig straks nogle marcherende skridt væk fra den fremmede med en hånd placeret ubevidst over sin hals og ventede ikke med at vende sig mod vampyren med endnu mere af den følelseskolde barriere krakeleret. ”Du virker skuffet,” ventede han ikke med at kaste tilbage. ”Troede De, at jeg frivilligt valgte at være alene med Dem, efter at have fundet ud af hvad De var, hvis jeg ikke vidste, at Deres sult ville være ingen trussel?”

Med det på plads faldt hans hånd og deltog sammen med den anden i at rette på hans tøj. Trak ned i vesten og glattede den ud, så den ikke krøllede ucharmerende om hans overkrop. ”Det er hvad dét at drikke direkte fra kilden gør ved en. Blænder en fuldkommen så snart sulten skyder ind.” Fordomsfuld. Det var, hvad hans stemme, tone og ord var. Og overbevist om, at han talte sandheden. Det var ganske bevidst, at Gerhart ikke havde sagt noget til, hvad manden havde kastet efter ham. Også selvom at han så så forventningsfuldt ud. I stedet havde var der blevet afsløret noget andet.
”Hvem er De?”

Der var forundring at finde i Gerharts ansigt. Som var han blevet taget en smule tilbage af både sin gæsts filterløse åbenhed og han nok fortsatte provokation af måden, som han blev behandlet på. Ærligt var han ikke blevet behandlet forfærdeligt taget det hele i betragtning. Det kunne have været meget værre. Han kunne have været et væsen, der faktisk kunne have taget skade af, at være fanget i det usynlige skjold. Gerhart var ikke en for tortur eller vold på nogen måde, men han havde da overbevist sig selv om, at han ikke ville vige bort fra at gøre forsvar. Også selvom han ofte glemte at smide ind i beregninger, at han ikke ligefrem var den bedste til.. den slags.

”Det De nok mener til at være høflighed fra min side er ikke meget andet end ren og skær god opdragelse fra mine forældres side,” satte han som noget af det første på plads. Han færdiggjorde så sin rettelse af sit ydre billede ved at blive pjuske lidt op i det pigmentløse pandehår så det sad helt så sjusket, som han havde fornemmet indeni. Virkeligheden havde været langt fra billedet, han havde haft i hovedet, så egentlig var der knap nok en forskel, da det var gjort. ”At skulle bruge dus ville være mere anstrengende og gøre det mindre naturligt. Og mon ikke det bare ville gøre Dem mere provokeret af min tiltale.”
Al den arrogance, man normalt ville forvente fra en der talte som Gerhart var ikke rigtig til stede. Havde Freja været til stede, ville hun have bekræftet hvor underligt, hun havde fundet det oprindeligt tilbage, da hun var blevet ansat. Den var ikke fuldkommen aftaget fra det. Gerhart fremstod stadigvæk en hel del bedrevidende foran Bertram. Blot fordi det var hvad der hidtil var blevet bevist.

Hænderne faldt ned langs siden og fandt efterfølgende en behagelig plads i buksernes lommer, før Gerhart gjorde sig vej hen til sofa-sættet som den første. ”Men De må ikke antage, at jeg ikke også har haft drukket fra kilden i min ny-skabte rus. Det viser sig, at vi har mere til fælles end bare forbandelsen, Willoughby. Eneste forskel er bare, at jeg følte for kraftig en medlidenhed med mit første offer. Det er i hvert fald, hvad jeg forestiller mig andre af vores slags ville beskrive det.”
Så med et suk dumpede ham ned at sidde og stivheden forsvandt mere eller mindre fra ham, for han sad ikke rank op i den, men udnyttede blødgjorde ryglæn, som en hver knægt ville. Hænderne forblev også i lommerne. 

Det ville være løgn at sige, at Gerhart ikke blevet godt overrasket efter at lytte have til Bertrams ord. Den unge adelsherre følte et snert af jalousi over, hvor åben denne anden vampyr var omkring sig selv. Han havde indtil videre ikke tøvet det mindste med at kaste om sig med informationer, der på den ene eller den anden måde være sårbart materiale. Meget usandsynligt, men det var stadig ikke noget Gerhart fandt lige så nemt. Der var svage minder fra en tid, før aldringen af hans krop havde stoppet, hvor han havde været lige sådan. Frembrusende. Og åben.
Overraskelsen skulle også meget gerne være tydelig at finde på Gerharts ansigt. Facaden havde trods alt sine fejl, som selv ikke 400 års øvelse kunne gøre kål på. Desværre. Havde han været ældre og mere livserfaren før bidet, ville det så have været en anden historie?

Øjenbrynene blev så krummet en smule for at skabe et strammere udtryk i hans unge ansigt. ”Hvad andet er jeg til at tro, hvis min hidtil eneste informant er, hvad der er at finde i tekster om os?” Han satte sig bedre op i sofaen og lænede sig en tand frem. ”De er ikke den eneste i dette lokale som ikke fik glæden af at blive lært op i mit nye livstilstand. Jeg var efterladt af min skabe længer før, jeg vidste, at jeg var en levende død og ikke døende. Min hukommelse har ikke engang budt mig et minde om bidet. Og end ikke et hint af min skabers omrids.”
Der var ingen til at sige, hvor al det kom fra. Jalousien måske. For Gerhart havde egentlig gjort netop, hvad hans gæst havde gjort for at skabe misundelse.
”Misforstå mig ikke. De er ikke den første vampyr, jeg har stødt på i mit liv. De blev tilsyneladende bidt kun et årti før min egen fødsel, og med hvordan vi har det med at trækkes mod hinanden trods vores selvstændighed som race, ville det være umuligt at komme helt udenom.” Selv når man havde isoleret sig som han havde gjort.

”Sid. Møblerne kan godt holde til lidt regnvand.” Et tilbud frem for en ordrer, som det kunne lyde lidt som. Og et diskret kast med hovedet blev gjort mod stolene overfor sofaen, han selv sad i. Det gav ham dårlige nerver, hvis han skulle have Bertram vandrende rastløst rundt. En hver anden ville han nok også have tilbudt et tørt sæt tøj, men en vampyr skulle ikke bekymre sig om at blive syg. Eller kulde. ”Lad mig præsentere mig selv. Jeg er Gerhart Martin Vincento Augustussøn.” Et forbandet langt navn, der alligevel lå så let på hans egen tunge.

Hvilken befrielse det var, da Bertram faktisk tog imod tilbuddet og satte sig. Gerhart kunne heller ikke undgå at lægge mærke til, hvordan vampyren allerede virkede mindre vagtsom, hvilket i det mindste hjalp lidt. I det mindste blev der ikke længere trasket rundt, som var han en hvalp i et fremmed hjem – selvom det selvfølgelig var tæt på sandheden. Bertram var meget vel ikke en hvalp, nej, han var mere en fuldvoksen rævehan med hans snedige træk og imponerende røde hår, men han var vel egentlig fanget i et fremmed hjem. Til dels fascinerende…

Gerhart trak atter hænderne op fra deres varme skjul i bukselommerne og trak efterfølgende fast ned i sin vest for at både glatte den ud på brystkassen og bare rette på den generelt. Det gik ikke at han sad foran en gæst med en krøllet vest. Ubuden eller ej. Det var stadig øjne udadtil.
”De er da virkelig fyldt med mange fornemme fordomme om mig, Willoughby,” kommenterede han med antydningen af, hvad man snildt kunne påstå var morskab eller uskyldig og drenget kækhed. Et ranglet ben svang sig henover det andet og armene viklede sig ind i hinanden. Og Gerhart faldt så tilbage i sofaen op ad ryglænet. Stadig med et følelsesneutralt blik rettet stift mod Bertram. Han havde godt nok taget imod ham som andet end en tyv nu, men han havde stadig ikke tilliden til at lade ham ude af syne lige med det samme.  Der var noget over ham, som Gerhart ikke helt kunne sætte en finger på, men han var erfaren med at som regel kun var usikre, når de havde noget at være usikre over.
Kækheden var forsvundet, da han talte igen. ”Jeg er dog ikke interesseret i en mentor. At jeg har overlevet så længe som jeg har med de metoder, jeg har bruger, burde sige nok. Jeg læser ikke længere skrifter for at lære, hvordan det er at være vampyr. ” Pff…

Det var ikke helt underligt for ham at mentalt rynke på næsen af Bertrams ord, for det lød meget åbentlyst som, at han var denne erfarne vampyr, som Gerhart kunne tage lære fra, hvilket den adelige knægt ikke helt kunne være med omkring. Men om han stadig havde noget at lære? Bestemt! Det var bare ikke noget Gerhart var klar over endnu. For som han havde sagt, så mængdes han ganske udmærket.
”Efter Deres skaber forlod Dem, tog en anden dig så under vingen? Ikke at han lærte Dem meget om snedig infiltrering.” Var det et forsøg på hån? Hvis det var, lød det ikke specielt hånligt ud af hans mund. Ligemeget om det var, så var det tæt på en løgn, for Gerhart havde i hvert fald ikke lagt mærke til, at nogen var brudt ind, siden andet havde distraheret ham. Og Freja’s opdagelse havde været mere tilfældig.

Fordrive dem… Jagede dem?
Det var aldrig en behagelig tanke. Det kom ikke bag på den unge sir, at Bertram havde båret negative meninger omkring vampyrerne tilbage, da han kunne sunde sig i solens varme lys og nyde det uendeligt brede spektrum af smage fra mad. Vampyrer var trods alt monstre i andre øjne. Vampyrer tog næring fra andre, og det i sig selv var jo barbarisk. De var trosforviste! Selv Kile nægtede dem adgang til døden og bandlyste dem til at vandre evigt i mørket. Mørket i sig selv var blevet en del af det almene had i landet. For Gerhart, der ikke havde haft kendskab til vampyrernes egentlige eksistens, havde de været som uhyrer under sengen.
Så han bebrejdede ikke Bertram. Men han måtte dreje sit hoved væk for at ikke stirre alt for længe mod den rødhårede mand med forbløffende øjne. ”Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det må være, at blive forbandet til at blive, hvad man foragtede og jagtede,” var dén trøst, Gerhart kunne mestre at give videre. Og hans ord var sande. Han havde haft folk på hans dørtrin, der mente, at hans udøde liv var det rene Zaladins værk..

Det næste der forlod Bertrams mund, forbløffede dog Gerhart endnu mere. Og det var med store øjne, at han drejede hovedet tilbage. Frakastede sig fuldkommen den følelsesneutrale facade og den unge mand han havde været og stadig var, skinnede igennem. ”Hva?” faldt det ud af munden på ham, som havde han for en stund glemt sine manere. Havde han gjort det foran hendes mor, ville hun ikke have ladet det ligge og enten rømmet sig hentydende af ham eller skarpt rettet ham, alt efter situationen.
”Jeg troede allerede, at De havde regnet den ud for Dem selv,” indrømmede han og kløede sig diskret på kinden med en finger. ”Jeg driver en oliven-plantage her og til dét har jeg brug for ansatte. Huset er for stort og til dét er der brug for nogle til at holde det ved lige, hvilket jeg hverken har tiden eller evnerne til.” Det var selvfølgelig ikke, hvad Bertram ønskede at vide, selvom det var meget af det, som spørgsmålet lagde op til. Den ene arm blev svunget omkring for at lægge sig på sofaens ryglæn og Gerhart stilling blev automatisk drejet mere til siden, før han fortsatte: ”Der er ikke noget, man ikke kan få, så længe man har nok krystaller i sin pung. De vil blive overrasket over, hvor mange, der er villige til at sælge sit eget blod. Desuden har jeg ikke spist andet end dyreblod i århundrede, så jeg fri-..”

”SIR GERT!!” Den feminine stemme buldrede pludselig igennem stuen med en opmærksomhedsvigende kraft, man ikke ville forvente af den unge kvinde, der havde løbet ind uden så meget som at banke på. Hun var ikke iført stuepige gemakker, som Freja, og hendes hår var både langt og bordoux rødt. Lige som hendes øjne. Under en tyk kappe har hun et par lag af mørke neutral farvede kjorteller og varme leggins var stoppet ned i praktiske støvler lige som Gerhart. Hendes var bare mudrede. Faktisk hele hendes skikkelse vidste tegn på, at hun kom udefra, men hun gav ikke udtryk for at bekymre sig om, hvordan hun stod og dryppede på gulvet. Hun var ung, og hun var lav i forhold til de to mænd. To mænd.
Hendes blik blev hårdt, da det landede på den fremmede. ”Hvem er han? Jeg blev ikke informeret om, at De havde gæster i aften.”