Iskrystallerne lå hen over græsset, bekræftende at morgenduggen aldrig havde haft en chance i det kolde vejr til at ligge som et vådt tæppe, men derimod et istæppe over de omkringliggende marker og høje.
Jorden gav ikke længere efter i let blødhed, men var hård og fast. Miranda følte for en kort stund at hun var tilbage på klippegrund. Tilbage i bjergene hvor hun engang hørte til. Bjergelverblodet streg ofte på at komme hjem, men dette flade land var nu engang blevet et hjem. Blevet en familie. Et flugtsted for varulve. Frygten for at blive opdaget og ikke mindst tilintetgjort blev større og pirrende jo større flokken voksede sig. Bønderne vidste de var her, og hadede dem. Rygtet måtte være gået videre.

Fordybet i tanker hørte hun ikke de små hurtige skridt der hårdt slog ned i jorden for hvert skridt. Luna havde ikke været hurtig til at lærer at gå, men hun bevægede sig uden støtte, det meste af tiden i hvert fald. Det snart to år gamle barn greb fat om sin mors ben og grinede fjoet. "Hva det?" et nyt og frisk syn på verden som de blå øjne så over græsset.
Miranda glemte de hårde mørke tanker for en stund som hun satte sig på knæ foran det lille væsen. En lille pige med rødt krøllet hår og store blå øjne. Det smukkeste og mest vidunderlige Miranda nogensinde i sit liv havde skabt. "Hvad er hvad, skat?"
"Det? Er det is?" Miranda begyndte at grine varmt og nikkede. "Det er rimfrost. Du kan godt huske duggen ikke?" pigen nikkede som hun stoppede den lille tommelfinger ind i munden igen. "Når vejret bliver koldt kommer der frost. Det sker vært år" Luna blinkede og rystede let på hovedet. "Så ikke sidste år" Miranda kiggede ned, før hun satte sig til rette på jorden og tog Luna hen i sin favn. "Nej, det gjorde du ikke. Sidste år var du meget syg hen over vinteren. Jeg turde ikke lade dig komme ud og se sneen der lå over bakkerne og trætoppene. Heller ikke istapperne der hang fra teltene og de mange træers grene." Miranda lagde armene om sin lille pige og lagde sine hænder fladt ud foran hende med håndfladen opad. "Men jeg kunne havde vist dig det" små snefnug voksede frem, som vandet omkring mirandas hænder frøs til is og dalede ned i sine hænder. "Det her er sne." Luna grinede og stak sine små hænder ned i det kolde sne og trak dem tilbage igen med et grin som hun mærkede kulden. "Hvordan gør du det?" Miranda spændte i hænderne, lukkede hænderne sammen og formede sneen til en ujævn rund isklump. "Det har jeg altid kunne. Jeg kommer fra Norden, Skat. Oppe fra bjergene hvor der altid ligger sne og is. Men det er mange år siden. Før jeg kom hertil og fik dig" Luna tog iskuglen og drejede den nysgerrigt, især da hun opdagede at solen reflekterede som var det glas.

Miranda frygtede mange ting, men selvom tiderne var mørke og frygtsomme, havde hun et lille lys til at holde hende på rette kurs. Den lille nysgerrige sjæl der så verden som stor og spændende, og ikke farlig og mørk. En uskyld man finder i børn, som forældre forsøger at beskytte så længde det er muligt. Alle ville fejle. Spørgsmålet var bare hvor lang tid der gik før grusomhederne åbnede de uskyldige øjne til en helt anden verden.