Krystallandets totusindeogattende midvinter var begyndt. I hvert fald, hvis man regnede efter den krystalisianske tidsregning. Hecate havde siddet fordybet i en bog omhandlende de tidligste tider, ind til hun var kommet i tanker om, at tidspunktet på året, naturligvis også betød, at vintermarkedet var gået i gang. Det betød salg af krydret vin og de særlige peberkager, som fristede den ældre dame mere, end hvad godt var. Hun havde pakket bogen sammen, iført sig sin bedste kappe og vandret af sted mod markedspladsen.

Det var ud på eftermiddagen og enkelte snefnug hvirvlede i luften over Dianthos, som ellers ind til nu havde været tør. Hecate brugte et øjeblik på at varme hænderne ved et fyrfad, mens hun betragtede de handlende. Hendes strenge blik begyndte automatisk at søge efter potentielle uanstændigheder, hun måtte sætte en stopper for, men midvinterstemningen måtte være sat ind, for hun fandt intet, hun kunne sætte en finger på.

Tilfreds, fortsatte hun ind mellem boderne, for at finde peberkagerne, som hun søgte. Dog nåede hun ikke langt, før en eller flere personer skubbede sig forbi hende - tydeligvis i stor travlhed. På vejen hørte hun et forfærdeligt RIITSH som der blev trådt hårdt på kanten af hendes vinterkappe og et stort stykke blev revet af. 
Kappen var fint vævet i behageligt uld og kantet med pels. Den havde en smuk blågrå nuance, og havde kostet en rigelig sum krystaller. Lyden af den, der blev revet i stykker, var nok til at få den ældre dame til at blive ganske hvid i ansigtet, mens hun langsomt vendte sig om mod 'forbryderen': 

"HVEM I ALVERDEN HAR DEN FRÆKHED AT ØDELÆGGE EN ÆLDRE, ANSTÆNDIG KVINDES KAPPE?"

Den velkendte, skingre stemme brød den fredfyldte hyggestemning på markedspladsen.

Fridag! Og der var endda vintermarked! Killian havde besluttet sig for at tage på marked, selvom det normalt ikke var det, han havde mest tid til. Men han havde en fridag og det havde lige været lønningsdag, så mon ikke, at han kunne finde noget, han kunne bruge. En ny jakke måske. Eller bare noget lækkert at gumle på hjemme i rummet til aften. Nu måtte han se, hvad der fangede hans blik på turen.
hans gamle jakke var stadig pæn, men var begyndt at se lidt slidt ud og Giles' husholderske Serena havde sendt den et ret tydeligt blik, der sagde, at den var ved at trænge til en udskiftning. Det gjorde ikke noget, så kunne han bruge den gamle i stalden i stedet. Hans trøjer var ikke altid varme nok, især ikke under det koldeste af vinteren.

Der var koldt ude, og der faldt endda et par snefnug, som han bevægede sig fra Nedre By til den centrale del. Allerede på afstand kunne han høre mængden af væsner og han fik et smil på ansigtet. Han elskede markeder, der var altid noget spændende at se på! Ikke at det blev så vildt i år, nu hvor Kiles Orden havde magten, men der var stadig masser af væsner at se på. Af alle slags! Undtagen elvere og halvelvere, selvfølgelig. En tanke, der fik ham til at savne Ez. Hans dejlige krop i hans seng. Killian sukkede dæmpet, men hans god humør vendte straks tilbage, da han drejede rundt et hjørne og så markedet foran sig.

Det første stykke tid, gik han bare rundt og kiggede, købte en enkelt sød bolle, inden han, mens han spiste den, gik videre.
På et tidspunkt blev han fanget mellem nogle travle væsner og med sin ikke så store størrelse, blev han klodset skubbet frem. Og det var der, hans fod endte på noget, der ikke var beskidt brosten. Han nåede lige at fornemme følelsen af stof under sin støvle, før en flænsende lyd fyldte luften. Åh nej. Hvad havde han trådt på? Han trådte et skridt tilbage, nu fri af de travle væsner, og så ned. Åh nej igen. Det så dyrt ud. 
Inden han nåede at løfte blikket og se, hvem det var, lød der en skrigen uden lige, hvilket fik ham til at skære ansigt. Så snart han så det hvide, vrede ansigt, vidste han, hvem hun var. Hvem kunne ikke genkende frøken Reier, hun var notorisk berygtet på alle kroerne og han havde set hende gå amok en enkelt gang før. Han sank en klump.
"Undskyld frøken Reier, det var et uheld..." Hans stemme døde ud, da han godt kunne gætte, at det ikke var godt nok. Hans unge ansigt var en smule blegt under de mørke krøller og de grønne øjne så nervøst på hende.

Freden på markedet var forstyrret. De nærmeste vendte sig forskrækket, da den skingrende røst gav genlyd blandt handelsboderne. Var det et form for farligt dyr? Var nogen blevet myrdet? .. Nej, det var bare Hecate Reier, i visse kredse kendt som Heksen Hecate, der havde fået et nyt vredesudbrud. Nogle af de omkringstående så ud til at have en smule svært ved at holde masken - andre havde tydeligvis ondt af den unge knægt, der var på vej i 'heksens' kløer.

Hun så ned på kappen, derefter op på den unge mand for så at se ned igen. Den kunne naturligvis repareres, men med Hecates sans for kvalitet og ønske om kun at gå til byens bedste skræddere, ville det ikke blive billigt. Langsomt vendte hendes blik tilbage til den unge knøs - en slank, køn knægt - sikkert af den slags, der holdt af at dalre rundt på markedet og forsøge at charmere sig i bukserne på folk frem for at lave noget ordentligt med sit liv - som f.eks. at hverve sig til hæren eller byvagten. Hun blev en smule mere stram i masken at se på.

"De kender mig navn .. godt." Hun greb fat i kanten på kappen og stak det iturevne stykke stof helt op i ansigtet på knægten. "Hvad har De tænkt dem at gøre ved dette her?" Der var en vis tilfredshed i hendes stemme, da hun så hans nervøse ansigtsudtryk. Godt. Hvis han havde været flabet, var hun sandsynligvis eksploderet.

Åh nej altså, det her var bare ikke godt. Den ældre dames blik borede sig lige igennem ham, og han sank en klump. Han var ikke decideret bange for hende, mere den ballade hun kunne lave. Og hun var garanteret typen, der kunne finde på at stikke en kindhest, skulle det falde hende ind. Hun var næsten lige så høj som ham, og selvom hun virkede gammelkoneskrøbelig, vidste han alligevel, at hun var som en skovbrand, vild og voldsom, så snart hun først gik i gang. Det ville han ærligt talt ikke udsættes for, hvilket lå til grund for hans lidt nervøse fremtoning. Hvorfor ved alle guder skulle han også lige have trådt på hendes kappe?!

Han blev næsten helt skeløjet, da hun trak den ødelagte kappe op for næsen af ham. Usikkert så han på det ødelagte stof. Det så dyrt ud. Meget dyrt. Men han kunne ikke gøre noget ved det selv. Hjertet sank i livet på ham, han blev nok nødt til at betale sig fra det. Det var farvel til den vinterjakke.
Lidt usikkert gned han sin ene arm.
”Det ved jeg ikke. Betale for det?” Han skar ansigt over ordene udtalt, det havde jo været et uheld. Han var blevet skubbet og kunne ikke gøre for det.

Han så rundt, næsten i håb om at få hjælp, men de få nysgerrige blikke der var, var bare det. Nysgerrige blikke. Ingen så ud til at ville blande sig og hjælpe ham ud af kniben. Han måtte være voksen og klare det selv. Men selvom han alligevel var 24, om end han så yngre ud, var det med at være voksen ikke hans stærke side. Jo, på arbejde. I stalden var han voksen, ledende og stærk, men resten af tiden var han bare ung og med en barnlig sjæl. Og at stå foran en autoritet som Hecate Reier selv, ja, det håndterede han mest som en skyldbevidst teenager.
”Men det var altså et uheld, jeg blev skubbet. Jeg er meget ked af det, det er en pæn kappe.” Han forsøgte sig med et undskyldende smil, men det nåede slet ikke hans øjne, der stadig bar præg af nervøsiteten.

Ungdommen nu til dags. Hvis de nu brugte deres øjne og gik pænt på gaden i stedet for at vælte rundt, ja så var dette ikke sket. Hecates tynde fingre slap kappestoffet igen. Det var ikke, at hun ikke selv kunne betale for at få kappen syet hos en skrædder - men knægten havde brug for en lærestreg, og nu hvor Hecate var kommet op i det røde felt, skulle det naturligvis gå ud over nogen. 

"Nok af dine undskyldninger!" Smældede hendes stemme. Det var typisk den slags unge fløse - det var aldrig deres egen skyld, at det gjorde noget galt. Hendes ansigt var efterhånden blevet en stram maske og blikket, hun sendte i retning af den nærmeste tilskuer var nok til, at manden skyndte sig at forsvinde ind i mængden, inden Hecates nødesløse øjne igen faldt på den unge mand foran sig.

"Så .. fortæl mig, hvad vælter en ung knægt rundt på markedet for? Har du ikke arbejde at tage dig af? Våbentræning måske?" Begyndte hun. Unge mænd brugte for meget tid på at dalre rundt - deres kræfter skulle bruges til nyttige ting, ellers begyndte de på at hænge ud på kroerne, og så gik det for alvor galt. Nej, en god gang våbentræning og oplæring i at beskytte byens svageste - det var hvad, der var godt, for en ung mand. 

Killian dukkede sig nærmest, da Hecates stemme slog hen over ham som smældet fra en pisk. Det var jo ikke en undskyldning, det var sandt! Han var blevet skubbet! Men han vidste bedre end at forsøge at forklare sig igen, hun så ud som om, at hun var klar til at æde ham med hud og hår! Noget andre åbenbart også fornemmede, for en af tilskuerne stak af med halen mellem benene, da hun så på ham. Killian sank en klump og ønskede, at han også kunne stikke af.

Men nej, hendes opmærksomhed vendte tilbage til ham og endnu en gang skar hendes stemme i hans ører.
En gnist af vrede tændtes i hans mave, da hun hentydede, at han pjækkede fra sit arbejde. Eller slet ikke havde et. Han havde skam et arbejde og han var stolt af det!
”Det er min fridag i dag. Jeg havde tænkt mig at bruge dagen på at finde en ordentlig vinterjakke, denne er ved at være lidt slidt.” Han var alt for høflig til at vrisse af hende og begynde at forklare hende, hvad han arbejde med eller for hvem. Han havde en fornemmelse af, at Giles og Hecate måske kendte hinanden, om end så bare af navn.

Han måtte hellere se ad at komme ud af den situation han var havnet i, så han skyndte sig at vende emnet tilbage på den ødelagte kappe.
”Men jeg kan godt betale for reparationen af kappen… tror jeg. Hvor dyrt er det?” Han kunne sagtens betale for det, han havde en del flere penge, end man skulle tro, siden han sjælddent brugte af sin løn. Han havde bare ikke pengene selv, dem holdt Giles for ham, det var mere sikkert end at have dem til at ligge i stalden.

Når Hecate Reier først havde fundet sig et offer, gav hun ikke så let slip. De unge mennesker i Dianthos holdt sig ofte på lang afstand af hende - sandsynligvis på grund af hendes tendens til at overfuse dem. Dette var ingen undtagelse!
"Så du HAR et arbejde. Og er det nu et fornuftigt et af slagsen!? Lærer man dig at læse og skrive? Måske noget.. almindelig dannelse?" De sidste ord blev tilføjet med en kraftig rynke mellem brynene: hun var tydeligvis ikke overbevist om, at det var tilfældet. 
Hecate var overbevist om, at en god del af de uanstændigheder, der foregik, skyldes folks manglende dannelse. Det var om at slå klørene i dem fra barnsben og lære dem hvad der var rigtigt og forkert, før de blev for gamle og forvente. 

Hecate kunne dog ikke opdrage på alle Dianthos' børn, så det meste af tiden måtte hun nøjes med at gå og brokke sig og skælde og smælde. Noget, hun så sandelig også foretog sig.

Hun samlede omhyggeligt kappen omkring sig, inspicerende det afrevne stykke. "Åh, det er nok omkring et jadestykke for sådan en reperation. Som naturligvis skal foretages af min sædvanlige skrædder.." Hun sendte ham et langt, borende blik med øjnene. "Du skal så sandelig være velkommen til at betale, det ville kun passe sig. Så risikerer vi heller ikke, at du bruger pengene på kroen." 

Killian kunne mærke vreden stige lidt, som hun blev ved med at tvivle på, at han havde et arbejde og så et ordentligt et af slagsen. Så da hun var færdig med sine misbilligende ord, løftede han hagen en smule op.
"Jeg er staldmester ved Mathis Transport." Ikke at han lignede en, der var staldmester. De store grønne øjne og det lidt lange hår med de bløde krøller fik ham til at se ud som om, at han ikke kunne være mange dage over tyve, selvom han var fyldt 24. Og hans spinkle statur lagde heller ikke ligefrem op til, at han skulle have en hårdt fysisk arbejde. Han svarede hende ikke på, om der var almindelig dannelse, for han kunne hverken læse eller skrive, det havde han ikke ligefrem brug for. Ikke at han ikke troede, at Giles ikke ville lære ham det, hvis han spurgte.

Hans selvsikkerhed forsvandt dog igen, da hun nævnte prisen for reparationen af kappen. Et jadestykke! Han sank en klump og sukkede så. Hvis det var det, der skulle til for at komme ud af denne knibe, så var det vel det, men han var ikke tilfreds. Det havde jo været et uheld! 
"Det var meget," mumlede han og fumlede lidt rundt med sin pung. Han havde så mange penge med lige nu, men så måtte han også hjem til Giles for at få fyldt op, hvis han skulle have den nye jakke. 

Det var nok meget heldigt for Hecate, at Killian hadede konfrontationer, når det ikke kom til hans elskede dyr, for ellers havde han nok protesteret noget over at skulle betale for noget, der ikke var hans skyld. Men han ville helst gå igennem livet uden at skulle op at skændes med folk, så for ham var den lette løsning bare at hoste op og komme videre i livet. Hvis hun da ville lade ham.

Hecates sammenknebne øjne så op og ned af knægten. Han var spinkel og skravlet at se på, og hun var ikke sikker på, om han tog pis på hende. "Er du ikke lidt ung til at være staldmester?" Smældede hun. "Og ved Mathis Transport endda? Det er et stort, velkendt firma!" 

Hun kunne se, at prisen overraskede ham, og han brugte noget tid på at fumle med krystallerne. Hun brugte et øjeblik på at betænke sig, men sukkede herefter dybt: Det ville ikke hjælpe den unge mand noget, hvis hun ruinerede ham helt. Hendes krogede fingre gled hen over kanten af kappen - naturligvis var det noget, hun selv kunne betale. 

"Hør her, unge mand. Jeg vil ikke tvinge dig til at bruge dine tydeligvis hårdt optjente krystaller på at betale for min kappe. Men jeg vil kræve, at du tager mig til nogen, der kan bekræfte, at det virkelig er din fridag, og du arbejder for Mathis, som du påstår. Jeg kan godt være retfærdig, men jeg bryder mig ikke om at blive løjet for. Forstået?" Lød det skarpt fra hende. Dette betød naturligvis, at hun skulle bruge ekstra tid på at begive sig rundt i byen - men markedsdagen var alligevel ødelagt. Hun kunne lige så godt følge det til ende og sikre sig, at knægten rent faktisk var, hvad han påstod at være.

Den ældre dames blik gled ned over ham og hendes stemme smældede ind over ham, om han ikke var lige ung nok til at være staldmester og så endda ved et så velkendt et firma! Det var ikke første gang, at nogen tvivlede på hans stilling, faktisk troede de fleste, at han forsøgte at bilde dem noget ind. Selvom han ikke orkede at diskutere det hver gang, gav det altid et stød i hans stolthed. Han var meget stolt over at arbejde der, meget stolt over at være kommet så langt i livet. Men selvom han kunne mærke nogle mumlende ord på tungen om, at han altså var 24, svarede han ikke på hendes tvivl.

Killian skulle lige til at fiske nok krystaller ud af pungen, da hendes stemme fik ham til at løfte hovedet med et sæt. Hun ville ikke tvinge ham til at betale. Det var lige før, at et smil brød frem på hans ansigt, men han formåede at holde det nede, mens hun snakkede videre. Tage hende med til nogen, der kunne bekræfte, at han arbejdede for Mathis Transport. Han måbede lidt over den forespørgsel. Det var der ikke nogen, der havde bedt ham om før, alligevel.
”Øh, jamen … okay, det … det kan jeg da godt.” Han overvejede kort, hvor han skulle tage hende med hen. Til lageret, hvor der sikkert var nogen? Eller bare direkte hjem til Giles, i håb om, at han var hjemme? Der var langt til lageret og efter at have ladet blikket glide over den ældre kvinde, besluttede han sig for at tage hende med hjem til Giles, der var knapt så langt. Og det var også næsten synd at få Thoran, lagerbestyren, til at håndtere harpen. Selvom Killian nu godt kunne tænke sig at pudse hende på Frizzt, den lidt ondskabsfulde bogholder, der ikke kunne lide ham. Men det var nok bedst at opsøge Giles selv.

”Kom med.” Han lavede en håndbevægelse for at få hende med. Tavst gik han i hendes tempo, så hun kunne følge med ham. Han sagde ikke noget på turen. Han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle sige til den skræmmende kvinde, næsten bange for, at hun ville begynde at skælde ud uden grund.
Han ledte hende ud af markedspladsen og mod Øvre bydel, hvor han uden problemer fandt frem til Giles’ hus. Ikke det største, men han boede der også kun med sin husholderske. Efter at have kastet et blik på Hecate, bankede han på. Der gik ikke mange øjeblikke, før en ældre dame åbnede døren og så lidt overrasket fra Killian til Hecate.
”Hej Serena. Er Giles hjemme?”
”Ja, det er han da. Kom indenfor.” Hun trådte tilbage så de kunne komme ind. Da Hecate kom ind, nejede husholdersken af hende. ”Frøken Reier.”
Der var tomt i stuen og Killian så spørgende på Serena.
”Han er oppe på arbejdsværelset. Jeg henter ham lige.” Den ældre dame forsvandt ud af en dør og stilheden lagde sig over stuen.

Der var altid noget at tage sig af, når man ejede så stort et firma som Giles gjorde. Tal, der skulle lægges sammen, breve der skulle læses og skrives og bøger der skulle holdes opdateret. Lige nu sad han med en pen i hånden og lod spidsen glide over dokumentet i den praktiske, men alligevel glidende skrift, han havde lært sig af sin morfar for så mange år tilbage. Han havde været så optaget af indholdet, at han ikke havde opfanget, at der var kommet gæster. Først da der lød en dæmpet banken på dørstolpen, så han op og fik øje på sin højt elskede husholderske, Serena.
”Ja?”
”Killian er kommet på besøg. Han fulgtes med frøken Reier.”
Giles løftede et øjenbryn.
”Reier? Hvad vil hun?”
Serena sendte ham et blik.
”Det spurgte jeg ikke om. Men Killian spurgte efter dig. Han så helt forkert ud i ansigtet.”
Giles rejste sig fra sin stol og lod brev være brev, som han gik over til døren og bevægede sig ned mod stuen.
”Ja, det overrasker mig ikke,” mumlede han for sig selv, mens han kørte en hånd igennem sit hår for at få det til at sidde.

Nede i stuen stod ganske rigtigt både Killian og Hecate Reier. Giles havde mødt hende flere gange i sociale sammenhæng, men havde ikke snakket meget med hende. Hun var blevet ældre, det var han ikke.
Med et blik, der gled fra Killian til Hecate, besluttede han sig for at fokusere på kvinden. Så han smilede venlig til hende.
”Frøken Reier. Hvilken overraskelse at få Dem på besøg. Kan jeg gøre noget for Dem?” Inden hun ville kunne nå at svare, slog han ud med en hånd for at tilbyde hende en plads i en lænestol eller i sofaen. ”Kan jeg ikke tilbyde Dem en kop te?” Han så mod Killian, der bare nikkede. Bag ham forsvandt Serena straks ud i køkkenet for at varme vand.

Der var en vis tilfredshed at spore i Hecates ansigt over, at knægten makkede ret. Hun gik med en rank holdning bag ham, kappen i hånden, så den ikke blev yderligere sølet til. Hendes falkeblik holdt nøje øje med ruten, de gik, så hun var helt sikker på, at han ikke førte hende til byens skumlere kvarterer for at slippe af med hende. Nok virkede han ganske uskyldig, men man vidste aldrig med mænd!

Heldgvis ledte knægten hende til den øvre bydel, hvor hun selv hørte hjemme, og hun kunne ånde lettet op, som han bankede på døren til et mindre hus. Hun nikkede afmålt til husholdersken i døråbningen, før hun fulgte efter knægten ind i huset, tilfreds med, at hendes rygte havde spredt sig nok til, at tjenestestaben de forskellige steder vidste, hvem hun var.

Hun vidste ikke, om hun skulle være skuffet over, at han rent faktisk førte hende til et anstændigt hus. Det betød jo, at hun sandsynligvis måtte bøje den stolte nakke og indrømme, at han havde haft ret. Men så igen - Hecate så det som et af sine mange mål at sørge for, at byens yngre generation opførte sig anstændigt, og hvis det betød, at hun måtte på besøg hos deres arbejdsgivere, så måtte det være sådan.
"Goddag Hr. Giles, jo tak, te ville være vidunderligt." Manden var høflig, det måtte hun give ham. Måske var han ikke den værste til at sikre en ung knægt en rimelig fremtid. Hun tog plads i sofaen, hænderne omhyggeligt foldet i skødet, med et enkelt, skarpt blik på Killian.

"Jeg beklager at trænge mig på, men jeg stødte på den unge mand her på markedspladsen, da han ved et uheld trådte på min kappe. Jeg måtte simpelthen sikre mig, at han ikke var ude for at føjte eller lave anden ballade i byen.. Ja, De ved hvordan det er unge mænd. Og da han kom med en påstand om, at han var staldmester for deres velkendte firma, så måtte jeg sikre mig, at han ikke var ved at stikke mig en løgn." Hecates stemme lød sikker og rolig, dog en anelse skinger i kanten, som hun forklarede. Det var tydeligt, at det ikke generede hende det fjerneste at forstyrre Giles tid for at hun kunne sikre sig, at alt var i orden med den unge mand.

Giles valgte at sætte sig i lænestolen, afslappet og med benene over kors, så han sad skråt foran Hecate og derved uden problemer kunne møde hendes blik. Hecate Reier i hans hus. Der kunne man bare se. Han var meget nysgerrig efter, hvorfor hun havde hængt sig fast på Killian. Selvom Giles havde et rigtigt godt bud, siden han godt vidste, hvad Killian gerne fik sin fritid til at gå med. Men til hans overraskelse var det en helt anden grund.
Med en let rynke i panden lyttede Giles til Hecates tale. Da hun var færdig vendte hans venlige smil tilbage igen, inden han så på Killian.
”Vil du lige gå ud og se om Serena har brug for en hånd?” Knægten var tydeligvis ikke tilpas i selskabet.

Da Killian var forsvundet, vendte Giles sin opmærksomhed mod den ældre dame igen, inden han nikkede bekræftende.
”Killian er ganske rigtigt min staldmester. Nok er han ung, men han har sine evner med hestene.” Han blik gled til kappen, der ganske tydeligt var gået i stykker. Han tvivlede stærkt på, at Killian havde gjort noget med vilje, og kvinden havde jo også sagt, at det var et uheld.
”Jeg er ked af, at Deres kappe er gået i stykker. Jeg betaler selvfølgelig for reparationen.” Han slog let ud med hånden som om, at det ikke var til diskussion. Det var ikke krystaller han manglede og så meget kunne sådan en reparation ikke koste. Men Killian skulle i hvert fald ikke stå for den udgift.

Hvad Killian havde lavet på markedet vidste Giles ikke, om han var ude for at ”føjte” eller lave ”ballade”, men lige meget hvad han havde lavet der, var der ikke noget forkert i det. Giles delte ikke Hecates syn på verden, men han havde ikke tænkt sig at begynde at diskutere det med hende. I stedet lod han det pænt glide forbi. Giles var meget diplomatisk anlagt og var ikke spor intimideret af Hecate, som han havde tænkt sig at udvise lige så meget høflighed som enhver anden.

Hecate kastede et kort, men skarpt blik efter Killian, tilfreds med at han uden tøven adlød sin arbejdsgivers ordrer. Måske havde hun taget fejl af knægten - men det var nu engang altid bedst at være på den sikre side. Eftersom Hecate ikke længere selv var i stand til at arbejde, så hun det som et af sine mange, hellige mål om at blive anstændighed til verden omkring sig, at sørge for at en ung mand brugte sine evner frem for at sløse den af - eller endnu værre: opføre sig uanstændigt!

Heldigvis håndterede Giles hele situationen umådeligt professionelt, og Hecate begyndte mærkbart at slappe af. Hun nikkede tilfreds i hans retning og viste stedet, hvor kappen var gået i stykker: "Det var et hændeligt uheld." Indrømmede hun. "Men jeg takker dem, for Deres hjælp." Der var noget ved hans tonefald, der fik hende til at acceptere betalingen for kappen med det samme: når det kom til stykket, var hun egentlig fint tilfreds. Det var sådan en anstændig mand skulle opføre sig: Beklage situationen og betale.

Hun brugte et kort stund på at betragte manden foran sig, og fandt, at hun ikke havde noget at udsætte på ham. Endnu, i hvert fald. Spørgsmålet var, om han også var den rette til at opdrage på en ung mand..
"Gode evner med hestene, siger De. Er det magi eller bare naturtalent?" Begyndte hun konverserende. "En position som staldmester i så tidlig en alder, tyder jo på en lovende fremtid for den unge mand.."

Giles havde en fornemmelse af, at den ældre dame var begyndt at slappe lidt mere af, hvilket glædede ham. Hendes ry ude i byen var ikke altid efterfulgt af pæne ord, og han kendte selvfølgelig til hendes ekstreme holdninger, men så længe hun opførte sig ordentligt i hans selskab, og ikke brændte af på hans ansatte, var der ingen grund til at starte ud med at være fjendtlig. Det kom man ikke ret langt med. 
Han sendte hende et venligt smil, som hun viste kappen frem og tog i mod hans tilbud om at betale for skaden. 
"Den slags sker jo." Han lagde hovedet en anelse på sned, stadig med et venligt udtryk, mens han lod hende betragte sig. Ja, han gengældte blikket. Hun var blevet gammel, han huskede hende skam som ung, selvom han ikke havde haft meget med den familie at gøre. Mennesker levede så kort. En tanke, der sendte et sørgmodigt stik igennem ham, og fik ham til at kaste et kort blik på et maleri på væggen af en ung kvinde og en mand, der godt kunne være en yngre udgave af ham selv.

Hans blik vendte dog straks tilbage til den ældre kvinde i rummet. Hun var nysgerrig. Det fik ham til at smile lidt mere, inden han svared hende.
"Killian besidder en magisk evne til at kommunikere med dyr. Men han har også et naturligt talent for samme. Jeg tænker det er hans... uskyldighed. Han har et meget åbent sind." Han tøvede svagt ved ordet uskyldighed, for på visse punkter var Killian alt andet end uskyldig. Ordet naiv passede næsten bedre, men så alligevel ikke. Giles havde aldrig helt fundet ud af Killian, der intet havde sagt om sin fortid og holdt sine kort tæt ind til kroppen. Af en ung mand, der havde følelserne ude på tøjet, var han som en lukket bog.

"Jeg hyrede ham som staldknægt for snart otte år siden. Da den gamle staldmester gik på pension, var det naturligt at Killian tog hans plads, trods hans unge alder. Jeg har aldrig haft en mand, der kunne arbejde så godt med hestene. Og hestenes velfærd betyder meget, når det er dem, der står for at få mine vogne rundt i landet." Han kløede sig kort på kinden. "Hestene betyder alt for ham." Det var sandt. Selvom Killian var lille af statur og altid havde det største smil på ansigtet, skulle man ikke gøre hans heste noget, så blev han som en vild kat, der forsøgte at kradse ens ansigt af.

Hecates altid skarpe fulgte Giles og hvilede et kort øjeblik på maleriet. "Familieportræt?" Spurgte hun, nærmest konverserende. Hun var ikke sikker på, om manden på maleriet forestillede Giles selv, år tilbage, eller måske en fader eller onkel i dennes ungdom.

Den øvrige samtale var vendt tilbage til emnet, der havde ført hende til mandens hjem: Killian. Hun lænede sig en smule tilbage i stolen, hænderne foldet i skødet og lyttede til forklaringen. "Det er altid godt at høre, når en ung mand tager sit arbejde seriøst." Bifaldt hun, læggende mærke til hans måde at tøve ved ordet uskyldig. Hun vidste ikke hvad denne tøven betød - og det var nok godt det samme. I det mindste talte mesteren godt om knægten, og det var for nu, hvad hun ville tillægge betydning.

"Hvor gammel er Killian?" Spurgte hun derefter. Et sted i tyverne, ville hun gætte på, ud fra knægtens udseende, men det var aldrig helt til at sige. 

Giles burde næsten have set hendes spørgsmål komme, men det gav alligevel et lille stik i brystet på ham. Et sørgmodigt skær lagde sig over hans øjne for et øjeblik.
"Min afdøde hustru Sophia og jeg." Det var før Hecate overhovedet blev født, ja, før hendes forældre blev født, hvilket var grunden til, at maleriet ikke så helt nyt ud mere. Han skulle snart have nogen til at se på det. Få frisket farverne op. Han var meget øm om maleriet, han havde kun det og et mindre et kun af Sophia, der hang på hans kontor.
Men han sagde ikke noget om, hvor længe det var siden. Han skiltede ikke med sin halve race, da det skete, at folk så negativt på, at hans far var dæmon.

Taknemmeligt fortsatte han samtalen om Killian. Endnu et menneske nær hans hjerte, han ville se ældedes og forsvinde. 
"Han tager det meget seriøst. Og er meget glad for det. Vi er også glade for at have ham." Undtagen bogholderen, men han kunne ikke lide nogen, så det var ikke så sært. De var som ild og vand, de to. En tanke der fik Giles til at smile lidt, inden han rynkede panden lidt. Hvor gammel var Killian? Han kendte ikke sin fødselsdag, men plejede han ikke at sige, at han blev et år ældre her om sommeren.
"Fii-, nej, han må være femogtyve. Deromkring." Giles kunne ikke andet end at tage Killians ord for gode varer. Selvom han nogle gange godt kunne mistænke drengen for at være yngre. Ikke bare fordi, at han så yngre ud, men også på grund af hans opførsel.

Han skulle lige til at stille Hecate et spørgsmål, da Serena kom ind med en bakke med en kande te og to kopper fra det pæne stel, sammen med en skål med småkager. Hun placerede bakken på bordet, hældte op til dem begge og nejede så, inden hun gik igen. 
"Mange tak Serena." Giles sendte hende et smil. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre uden sin husholderske. Hun var uden tvivl kvinden i huset og holdt både ham og hjemmet i ørerne.
Giles tog sin kop og nippede til teen, inden han kom i tanke om, at han var ved at spørge Hecate om noget.
"Det er noget med, at De har været i Lysets hær engang, ikke sandt, frøken Reier?"

"Det gør mig ondt."

Hecate kunne have bidt sig i tungen. Familieportrættet kunne nemt være et ømtåleligt emne, når hustruen var afgået ved døden. Det kunne næppe have været en naturlig død af alderdom, Giles udseende taget i betragning. Hun ville gætte på, at manden var et årti eller to yngre end hende selv.

Også Hecate satte pris på at skifte emne. Døden af et nært familiemedlem var ikke et passende emne, for to personer, der ikke kendte hinanden godt. "Det glæder mig at høre, at Killian er dygtig." Nikkede hun samtykkende, men et lille øjenbryn blev løftet, da han nævnte knægtens alder.
"Javel. Så må det vel også være på tide snart at finde ham en kone? Har han noget familienavn bag sig?" Det passede sig bestemt ikke for en mand at passere de tredive og stadig være ugift. Måske virkede det en anelse dobbeltmoralsk, at det var noget Hecate gik op i, ugift gammel kvinde som hun var, men det var aldrig selv lykkes hende at finde en mand, som hun fandt tilstrækkelig anstændig.. og som ung, var det krigerlivet, der havde trukket i hende.

Efter afbrydelsen fra tjenestepigen, var det næsten som om, at Giles vidste, hvor Hecates tanker havde været på vej hen. Hun nippede en smule af tekoppen, inden hun svarede: "Ja, jeg var Kriger af Lyset." Nikkede hun. Der var en vis stolthed i hendes stemme, som hun sagde ordene. 

”Det er helt i orden, vi havde nogle gode år sammen.” Giles smilede beroligende til hende, han havde ikke noget i mod at snakke om Sophia. Det var en god måde at mindes hende på. Men han forstod godt, hvis folk følte, at det var et ømtåleligt emne, og det gjorde ham ikke noget at snakke om noget andet heller.
Da Hecate nævnte, at det var på tide at finde en Killian en kone, kunne han ikke lade være med at le dæmpet. Det var en meget absurd tanke, men det skulle Hecate helst ikke vide, så han nippede smilende til sin te, inden han svarede.
”Jeg tror ikke Killian er interesseret i at skabe sig en familie. Han ser vist hestene og os ved Mathis Transport som sin familie. Og nej, jeg tror ikke, at han har noget navn bag sig.” Så vidt Giles havde luret, var Aspie noget, Killian havde taget til sig senere i livet. Men igen, drengen fortalte intet om sin tid før Dianthos, så det var rent gætværk.

Hans grå øjne hvilede lidt på Hecate, inden han nikkede og smilede.
”Det må have bragt mange eventyr med sig.” Det var næsten svært at forestille sig den ældre kvinde have været kriger, eller eventyrlysten overhovedet, men han huskede den yngre udgave, der havde virket mere… levende. Alderen var hård ved nogen. Noget virkede til at være gået galt i den ældre dames liv og have gjort hende bitter. Giles havde ikke fulgt nok med til at vide hvad, men som de sad her overfor hinanden, og med minderne bagerst i sindet, var det tydeligt at se. En skam. Han lænede sig frem og tog en af småkagerne.

Hecate nikkede, lettet. Det var aldrig helt til at vide, om det var passende at bringe emnet om afdøde personer op. Hun var selv nået en alder, hvor det var forventeligt at bekendtskaber døde, og hun havde også set en del til det under krigene og pesten. Det var sjældent noget, hun talte om.

"Det var godt." Sagde hun med en næsten blid stemmeføring. "Fik I nogen børn?" Tillod hun sig at spørge, nu hvor han havde sagt god for at tale om emnet. Det kunne måske have dulmet sorgen lidt at have nogen at dele den med.

Hun tillod sig en enkelt småkage fra skålen, som hun vædede i teen, mens Giles talte om Killian. Hendes øjenbryn flyttede sig en anelse op mod panden. "Og de er ikke bange for, at han foretager sig for mange .. uanstændigheder? Sådan en ung, ugift herre har det med at tiltrække kvindfolk.." Den skarpe snert havde sneget sig ind i hendes tonefald igen. Man vidste aldrig med unge mænd..

Hun drak igen af teen og nikkede. "Ja, det var ganske eventyrligt af og til. Det var en ære at tjene mit land, og jeg havde forsat i adskillige år, hvis det ikke havde været for .. et sår." Hun gjorde et lille nik mod benet, som godt nok var skjult under klæderne på anstændig vis, men som havde en tydelig stivhed over sig. Især når hun gik.