En gul blomst. Det var lige præcis hvad hun havde lyst til, men Inna vidste aldrig hvorfor. Og hvorfor det lige var de gule, der smagte lidt bedre en alle de andre, vidste hun heller ikke. Hun havde forsøgt at finde en i flere timer. Derfor var hun vandret længere og længere væk fra hovedstaden, på de korte, kluntede ben, der aldrig bevægede sig helt elegant, selvom hun gjorde det godt forsøg med hvert skridt. Det var heller ikke fordi det normalt tog så lang tid, at gå fra hovedstaden og hertil, men når man var nødt til at stoppe op, for at se på alle blomster, så tog det lige pludselig en del tid. Det var alligevel ved at være sen eftermiddag, snart ville udgangsforbuddet træde ind og så ville hun ikke kunne snige sig rundt i gaderne.

Hvis hun så bort fra ikke at kunne finde blomsten, havde det været en rimelig god dag. Hun havde haft et godt øje til en halskæde ved en af boderne, men aldrig haft muligheden for at snuppe den ubemærket. I dag havde der været noget af et drama, folk råbte og skreg i vild panik, men Inna bemærkede ikke hvorfor. Det var jo lige dét, hun havde brug for, for at kunne få fat i den lange kæde, med en fjer i jern som vedhæng. Solen havde ramt den og fået den til at skinne lidt mere end noget andet, derfor den store interesse i den. Nu hang den fint om halsen, men på den mørkegrå baggrund af hendes langærmede bluse, så den ikke så skinnende ud længere. Blomst! Inna forsøgte at sætte i løb mod den første, gule blomst hun fik øje på, men fik trådt i de snørrebånd, der ikke var bundet og endte i stedet med at styrte mod jorden i et fald. Hun landede med et gisp, følte at alt luften blev presset ud af hende, men der gik ikke længe, før hun i stedet kravlede mod den lille plamage af gule blomster og på vejen, fik revet hul ved knæene på de hvide bukser, hun havde stjålet tidligere. Som hun fik sat sig til rette ved blomsterne, rakte hun den ene hånd frem og hev et enkelt blad af den ene, for derefter at stikke bladet i munden og tygge lystigt.

Der var egentlig ikke langt hjem. Orcus kunne næsten se hjem. Eller det kunne han faktisk ikke, for han befandt sig på den sydlige side af hovedstaden, alligevel følte han ikke at der var særlig langt hjem, hvis han blev træt af at være der. Landevejen var ikke det mest spædende sted at opholde sig, men til tider var det nødvendigt at udgive sig for at være noget andet for at være i stand til at få det man gerne ville have. Det var også grunden til at han havde skaffet en vogn og en hest til at trække den store vogn. Han havde egentlig ingen ide om, hvordan han skulle håndtere det store dyr, men de lod til at samarbejde for nu. Vognen var dækket af et stort stykke jute, et tykt stykke stof, som egentlig bare afskærmede det han havde i vognen. Det var virkelig sjældent, at han kastede sig ud i en lignende leverance, men kunden havde insisteret og det var nemme krystaller..

Hesten vrinskede utilfreds, som den fik øje på en mindre skikkelse ikke langt fra dem. Den slog den ene hov ned i jorden og stoppede op. Orcus forstod ikke hvad der foregik, som han lænede sig frem på hesten, eller rejste sig næsten op på dens ryg, som han holdt fat i manken og kiggede mod vejen. Den mindre skikkelse på jorden foran blomsterne lod ikke umiddelbart til at være til fare for hesten, så han satte sig ned igen og forsøgte at få den til at gå videre. Hesten nægtede, hvilket fik ham til at sukke opgivende, som han svang det ene ben over hesten og gled ned ad siden på den. Fødderne ramte jorden, som han forsøgte at hive hesten med sig, men den valgte i stedet at gå ind til siden for at spise af græsset. Orcus vendte sig mod kvinden ved græsset og gik mod hende. ”Undskyld.. men kunne du flytte dig lidt?” han lød en anelse opgivende, mest af alt fordi han ikke vidste hvordan han skulle få hesten til at lystre, men samtidig også fordi han ikke vidste, hvad hesten kunne have imod hende. Hun så forholdsvis fredelige ud også selvom hun spiste af blomsterne?

Inna fortsatte tyggeriet, som hun samtidig sad og svajede let fra side til side, i sin glæde over de gule blomster. For hvert blad hun tog i munden, lød der en lav lyd fra hende i nydelse over mad. Mad var ikke en nødvendighed for hende, men følelsen af at være sulten havde hun stadig, så det var altid rart at spise. Lyden af hove mod jorden var ikke ny, derfor lod hun sig ikke mærke med det, selvom den kom tættere og tættere. Hendes blik var fast rettet mod den mindre plamage af blomster. Hun sad med ryggen vendt mod hesten der stadig kom nærmere, uden tanke for om hesten skulle have et vedhæng i form at en rytter.

Lyden af hove stoppede, men det lod ikke til at have betydning for den lille dame, som hun lykkeligt tyggede videre. Hendes opmærksomhed blev først fjernet fra blomsterne, da hun hørte en stemme. "Huh?" Lød det undrende fra hende, som hun rettede de store øjne mod manden, med et af bladene der stak halvt ud mellem læberne. Hun skævede mod hesten, så mod blomsterne, og så tilbage på ham. "Nej. Så går maden i stykker," svarede hun med en bestemt tone, som hun rejste sig op og betragtede ham, med hovedet let på skrå. "Den skal gå udenom," sagde hun, mens hun pegede mod hesten. 

Det ville være en anelse uhøfligt, at skubbe kvinden af vejen, hun så ud til at nyde sin nuværende position, også selvom Orcus ikke rigtig forstod meningen og da slet ikke nydelsen i at skulle spise blomsterblade? Han var dog mere forbavset over det ansigt, som mødte ham, da hun vendte hovedet imod ham. Hendes hud.. Hendes øjne.. Han følte lidt at han kiggede på en dukke, en meget stor og levende dukke, men han kunne simpelthen ikke få tanken ud af hovedet. Den havde brændt sig fast, som han for en stund helt glemte, hvad han egentlig var kommet for. Hvorfor han havde henvendt sig til hende i stedet for bare at fortsætte. Hesten ville jo ikke fortsætte og hun virkede ikke interesseret i at flytte sig. Et opgivende suk forlod hans læber, som han himlede let med øjnene og lagde armene over kors. ”Så ta’ maden med dig?” foreslog han lettere kort. Lunten var blevet kort, som hun havde været bestemt overfor ham. Det føltes lidt, som om at han var blevet irettesat. Det hjalp ikke at hun pegede på hesten og sagde, at den måtte gå udenom.. ”Den vil ikke flytte sig..” mumlede han opgivende, som han blev stående ved hende men skævede over skulderen imod hesten, som stod og græssede. Blikket gled tilbage imod hende, som han blev stående og betragtede hende. Han trippede let med foden, utålmodig, men ude af stand til at vide, hvordan han skulle flytte hende. Eller få hende til at gå.

Inna så på manden, som om hun overhovedet ikke forstod hvad han sagde. Tage maden med sig? Det var et underligt forslag, nok ikke for alle andre, men for hende. "Så har jeg jo ikke flere hænder til alt det andet, jeg vil have med," svarede hun, som om det var åbenlyst. Mad kunne hun altid finde, men alle de ting hun ville have, uden nogen bestemt grund, havde hun brug for begge sine hænder til. Hun lænede sig en anelse til siden, for bedre at kunne se bag ham, men det hun ville se blev ikke lettere. I stedet tog hun et par skridt til siden, før hun pegede mod hans ene vinge. "Som den der." Hun ville have hans vinge, men kun den venstre. Hun gik et par skridt tættere på ham, som hun rettede et forventningsfuldt blik mod ham og afventede spændt, om han ville lade hende få den. At det ikke var en genstand han kunne give hende, anede hun ikke.

Ofte havde Inna set heste, med tilhørende ryttere til at styre dyret og var derfor blevet overbevist om at det ikke var hestens valg, om den skulle flytte sig eller ej. Hun havde dog taget fejl af meget andet, måske hun også tog fejl nu? "Det kan ikke være på grund af mig, jeg har jo ikke gjort den noget," sagde hun med et let nik, for at give sig selv ret. "Jeg tror du har styret den forkert," lød det kort efter, som hun vendte det lette nik mod ham. Ja, det måtte være sådan det hang sammen, han havde tydeligvis gjort et eller andet galt. Hvad kunne det ellers være?

Hvad var hun lige for én? Orcus kunne ikke helt lade vær med at stirre på hendes ansigtstræk. De bevægede sig godt nok, men hun virkede så kunstig. Det var faktisk virkelig mærkeligt at kigge på, som han dog ikke kommenterede på det, men blot kiggede i smug, imens at hun kommenterede på hans ord. Stille trak han på skulderne, som vingerne flyttede sig let. De befandt sig i en fast position lige nu, men det var altid rart at flytte bare let på dem, så han ikke følte at de sov og musklerne i ryggen blev dovne. ”Har du ikke en taske?” spurgte han lettere forundret. Ikke at han kunne se nogen taske. En rynkede let på næsen, som han forsøgte at følge hendes blik imod hans vinger. Han kiggede sig dog blot over skulderen, som hun pegede på den ene vinge og mente, at hun skulle have den med. Et smil bredte sig på de smalle læber, som han strøg hånden igennem håret og spredte vingerne ud, som han vendte ryggen til hende og pegede mod basen af vingerne. ”De sidder altså fast på mig..” kommenterede han lettere opgivende, men samtidig også med et smil på læben. Han vendte rundt igen, men først efter at han havde foldet vingerne sammen igen, så han ikke ramte hende ved et uheld.

En barnlig latter undslap hans læber, som hun ikke mente, at det var hendes skyld, måske ikke, men det havde han lidt på fornemmelsen. ”Jeg tror ikke dyret er tryg ved dig..” kommenterede han med et stille smil på læben. Han rynkede dog på næsen og kløede sig let op ad armen, som hun mente, at han måtte gøre noget forkert. Det var en mulighed, men det var gået uden problemer indtil hun var dukket op? ”Ærligt, så ved jeg ikke hvordan man styrer heste.. Jeg troede lidt at den selv kendte vejen” grinte han, som han rystede på hovedet, for det var faktisk dumt.

Inna var godt klar over at hun ikke var som nogen anden, det havde hendes skaber fortalt hende. Men hun vidste ikke om hun var den eneste. Hun var blevet fortalt at hendes slags var blevet skabt før, og siden hun ikke havde været her længe, kunne hun umuligt vide om folk var stødt på hendes slags før. At opfange diverse signaler fra andre, var ikke et talent hun havde fået endnu og derfor gik det heller ikke op for hende, at han undrede sig over hende. "En... Taske?" Hun forstod tydeligvis ikke hvad han mente. "Hvad er det?" Lød det nysgerrigt fra hende. De store glasøjne blev kun endnu større, i hendes fascination over hans vinger, da de blev spredt ud. Han pegede mod basen af vingerne, men hun havde for travlt med at stirre på de udfoldet vinger. "Hm.." Det var tydeligvis en lyd i skuffelse over hans ord. "Er du sikker på at de ikke kan komme af?" Spurgte hun undrende. Havde han måske prøvet?

Hans latter fik et smil frem på de kunstige læber, men det forsvandt i forvirring over hans mening, om at dyret ikke var tryg ved hende. Hun kunne ikke se hvorfor den skulle være utryg ved hende, hun havde jo aldrig været i nærheden af den. Hun vendte et udtryk af overraskelse tilbage mod ham. Hun var sådan set bare gået ud fra, at personen der sad på dyret styrede den, men måske havde hun taget fejl. Det var da muligt at den selv kendte vejen. "Det gør den måske også." Hun tog et par skridt mod hesten, løftede fødderne lidt mere end normalt, for ikke at træde i de ubundet snørebånd i skoene. "Har du spurgt den, hvorfor den stoppede?" I hendes øjne var det et seriøst spørgsmål, derfor var tonen lige så seriøs, som hun tog et skridt tættere på det store dyr. Den flyttede sig ikke. Om det var fordi hun ikke var tæt nok på endnu, eller om den var optaget af græsset vidste hun ikke, men hun blev mere og mere overbevist om, at dens utryghed ikke havde noget med hende at gøre. Hun var jo ikke farlig.

Det var egentlig meget fint, at pigen ikke opfangede hans undren, for han ville ikke vide hvordan han skulle forklare sig. Nok var han typen til at dømme andre på udseendet, men det var måske at tage det en tand for vidt, specielt nu hvor han havde snakket bare lidt med hende. Hun kunne jo sikkert ikke gøre for, at hun så ud som hun gjorde.. Orcus tvivlede i hvert fald på, at det var et valg hun selv havde taget. Lysten til at finde ud af mere gemte sig i hans underbevidsthed, som han var mere fokuseret på at komme frem til byen end at tænke over muligheden for at sælge hende videre. Spørgsmålet fik ham til at rynke let på næsen, som hun ikke anede hvad en taske var. ”En form for beholder, som du kan ligge dine ting i, så du ikke behøver bære det i hænderne” forklarede han med et stille smil. Orcus selv havde ingen taske med, da han ikke bar på andet end metallet i hans lomme og det ville være overdrevet at bære det i en taske. Faktisk en anelse overflødigt. Han vendte ryggen til hende for at vise hende vingerne. Nok var størstedelen af basen til vingerne skjulte under stoffet, men det måtte da være til at se? Ikke at pigen lod til at forstå det. Han sukkede lettere opgivende. ”Helt sikker” svarede han kort. Hun skulle ikke prøve.

Orcus var kommet til at give udtryk for sin egen undren, men pigen lod ikke til at bide mærke i det på samme måde, som han faktisk havde ment det. Hvilket var yderst heldigt. For ham. Han rynkede let på næsen af hendes ord, smilte stille til hende, før at han fulgte hende med blikket, som hun nærmede sig hesten. ”Pas nu på..” mumlede han let for sig selv, han svarede ikke rigtig på hendes spørgsmål, som han ikke var sikker på at det var smart at forstyrre hesten, når den var i færd med at spise. Men han kunne heller ikke stoppe hende, for han vidste egentlig ikke hvordan den ville reagere. Det kunne jo være, at han bare havde overreageret?

Inna fulgte koncentreret med på hans forklaring og så næsten ud til at forstå hvad han mente. Hun var sikker på at hun havde set sådan nogle på markedspladsen, men de havde aldrig fanget hendes opmærksomhed specielt meget. "Nårh.. Nej, sådan en har jeg ikke, de ser kedelige ud," svarede hun smilende. Det var ikke ligefrem de praktiske ting hun gik efter, det var halskæden ét bevis på. Gennem tiden havde hun fået samlet flere ting sammen og lagt dem lidt spredt i skovene. Om hun var i stand til at finde dem igen, var et helt andet emne og ofte glemte hun hurtigt hvad hun havde taget fra markedspladsen tidligere på dagen. Som han vendte ryggen til igen, fik hun holdt fokus nok til at se på basen af vingerne og hun fik et lettere utilfredst udtryk i ansigtet. "Nå.. Så må du gerne beholde den." Hun fik det til at lyde som om, at det var hendes valg, hvilket hun selvfølgelig også mente at det var. Men siden den nu sad fast på ham, kunne hun nok ikke gøre så meget ved det.

Der blev langsomt taget små skridt tættere på dyret, som stadig blev stående for at tygge videre på græsset. I sin sikkerhed på at det ikke var hende der var problemet, satte hun farten lidt op for at række en hånd frem og placere den mod hestens side, men så snart hånden ramte, gav hesten et ryk i sig i forskrækkelse og et pisk med halen, før den flyttede sig. Hun var egentlig heldig at den ikke havde valgt at sparke ud efter hende, men det anede hun ikke. Fordi hun selv fik et chok, knugede hun hånden sammen om pelsen og fik hevet et par hår med sig, som hun straks rykkede sig tilbage igen, trådte i det ene snørebånd og faldt. Så snart hun ramte jorden blev der revet hul på den lyse hud af stof ved håndleddet, men hun var ikke den eneste der reagerede ved at rømme sig over smerten. Hesten gav endnu et ryk i sig, som samme rift viste sig lige over den ene hov. Man skulle dog nok se nærmere for at lægge mærke til hestens rift. ".. Måske havde du ret alligevel," konstaterede hun, som hun satte sig op igen. Hesten havde vidst et problem med hende, men hun kunne stadig ikke forstå hvorfor. Hun løftede hånden for at se på den lettere dybe rift. Den skulle nok syes, ikke fordi der kom blod derfra, men fordi den mindste rift hurtigt kunne blive større og til sidst, ville hun mangle hånden.

Svaret på hans forklaring kom en anelse bag på ham, som han smilte en anelse skævt. Det var kedeligt? Altså derfor hun ikke havde en taske? Underligt nok så blev hans undren erstattet af et oprigtigt smil for tanken var yderst morsom. Hvad opfattede hun som kedeligt foruden tasker? Og hvad ville så være i stand til at fange hendes opmærksomhed, ikke at han søgte den. Han ville sådan set bare have hende til at flytte sig, så han kunne komme videre. Men den tanke var lidt blevet skubbet til siden, som han betragtede pigen foran sig. Armene hvilede over hinanden, som han rystede vingerne svagt, da hun gav ham lov til at beholde dem.. Det var en underlig måde at tale på, men det morede ham, som han dog trak på skulderne. ”Tak.. Tror jeg nok” lo han let, som han dog rettede blikket imod hende og hesten. Det virkede ikke synderlig smart, men Orcus havde ikke planer om at stoppe hende, hvis hun virkelig insisterede på at bevise noget overfor ham.

Det var lige før, at han havde lyst til at dække øjnene til, som hun gik tættere på. Lige nu var tempoet roligt og nok til at hesten ville have en chance for at trække sig i tide, men da hun valgte at sætte farten op, nåede Orcus at bevæge sig frem for at stoppe hende, men han kom for sent.. Hesten reagerede hurtigt og han var overbevist om at hun ville blive ramt eller forskrækket. Det var svært at se på denne afstand, som han dog hurtigt var henne ved hendes side for at tilbyde hende en hjælpende hånd, så hun kunne komme på benene igen. ”Ikke at jeg nyder at have ret..” han kunne ikke helt lade vær med at grine. Latteren døde dog ud, som han fik øje på hendes rift på håndleddet. Et suk forlod hans læber, som han stak hænderne ned i lommen og rodede lidt rundt. ”Er det slemt?” spurgte han lettere undskyldende, som han følte at det var hans skyld, men samtidig så var han godt klar over, at han havde advaret hende. Det var dog sjældent at folk lyttede, medmindre at han virkelig skruede bissen på. Han følte dog ikke at det var nødvendigt. Ikke allerede. Orcus havde lidt glemt hesten, som den dog vrinskede bag ham og sparkede med foden imod gruset, så stenene fløj.

Det var ikke en normal tankegang, at mene at tasker var kedelige, men hun kunne ikke se formålet med at eje noget man ikke fandt interessant. Jo mere hun tog fra de mange boder, jo mere ville hun nok synes om tanken, om at have noget at lægge det i, men når hun alligevel glemte det meste i forskellige dele af skoven, var der vel ingen grund til det. Det var muligt at hun ville ændre mening med tiden, så snart hun lærte hvorfor man behøvede praktiske ting og ikke bare ting man fandt interessante, fordi man egentlig ikke vidste hvad det var. Om fjeren i jern havde et større formål kunne hun heller ikke vide og det var heller ikke vigtigt. Den tilhørte hende nu, også selvom hun sikkert ville forlægge den et eller andet sted. Hendes forsøg på at gå mod hesten var egentlig ikke for at bevise noget overfor ham, måske mere for at bevise noget overfor sig selv, for hun forstod ikke hvorfor dyret havde nogen grund til at være utryg ved hende.

Forsøget på at vise sig selv, at dyret umuligt kunne have noget imod hende gav bagslag, som hun nu sad på jorden, en smule forvirret. "Ved du hvorfor den er bange for mig?" Spurgte hun undrende, med en svag trist undertone. Havde hun gjort noget galt? Hun rettede det uforstående blik mod ham, men smilede så svagt og rystede let på hovedet, som hun tog imod hans hånd og kom op at stå. "Nej nej, det skal bare syes sammen," svarede hun, som hun rakte hånden frem for at vise ham, at der ikke var andet end en blodfri rift ned i stoffet. ".. Ellers går jeg fra hinanden," fortsatte hun kort efter med et lidt bredere smil. Hendes korte forklaring på hvorfor hun skulle syes, gav god mening for hende, men det faldt hende ikke ind at han måske ikke fik meget ud af den.

Tasken var et spørgsmål til en anden tid, som fokus hurtig blev vendt imod hesten og Inna’s insisterende lyst til at bevise overfor ham, at hun bestemt ikke var skyld i at hesten havde trukket sig fra hende til at begynde med. Hvis hun nu havde lyttet til ham, så var hun nok ikke endt med at komme galt afsted. Orcus kunne faktisk ikke andet end at sukke af det. Normalt ville det være Philotanus rolle at få ham til at holde sig fra at komme galt afsted, men pigen her insisterede på at sætte ham i selv samme position. Han sukkede opgivende og rystede på hovedet, som han sparkede let til jorden i sin frustration. Det var en strøtanke, som havde sat sig fast i hans krop. Han glemte fuldkommen hvor han var, som han dog blev hevet tilbage, da hun atter åbnede munden. De mørke øjne var lettere forvirret, som han faktisk lidt havde glemt situationen, indtil at hesten åndede ud og trak let i vognen. Var den nu på vej væk alligevel? Hendes spørgsmål skulle lige synke ind, som han kiggede væk fra hesten og retur på hende. Smilet var blevet mindre, som han bed sig i læben og overvejede hvordan det var bedst at formulere sig overfor hende.

”Jeg tror lidt det skyldes, at den ikke ved hvem eller hvad du er..” det lød egentlig stadig forkert, hun lignede jo et menneske, men hendes krop virkede så skrøbelig og sart, så han fik en underlig følelse, når han kiggede på hende. Det var svært at forklare og underligt nok, så sigtede han ikke efter at få hende til at have det værre med sig selv. ”Måske hesten bare skal have en chance for at lære dig at kende” tilføjede han efter noget tid, som han hjalp hende på benene igen. Hans blik var en anelse uforstående, som hun forklarede sig. ”Falder fra hinanden?” spurgte han lettere uforstående. Det lød en anelse voldsomt, men hun kunne umuligt mene det bogstaveligt, kunne hun? ”Jeg kan godt sy, hvis du har brug for hjælp” fortsatte han roligt, han havde prøvet det mange gange. Måske ikke på sig selv, men så ’godset’, når de forsøgte at bryder lænkerne og rev sig på det kolde metal.

Inna nikkede let til hans forklaring. Det gav vel mening, men hun kunne ikke holde en kort latter tilbage over hans tilføjelse. "Jeg tror ikke den vil lære mig at kende.. Den flytter sig jo fra mig," sagde hun, som hun skævede mod dyret. Måske hun heller ikke havde meget lyst til at lære den at kende, hvis den skulle være så næsvis. Hun var sikker på at den bare kunne tage valget, om at lære hende at kende hvis den ville. Hun rynkede let på næsen, som hun rettede blikket mod ham igen.

Der viste sig et bestemt nik som svar til hans spørgsmål. "Ja, stoffet går lettere i stykker, hvis der allerede er revet hul," forklarede hun, stadig med hånden rakt frem mod ham. Hun lagde hovedet let på skrå over hans uforstående tone. Havde hun sagt noget forkert? Hun bed sig let i læben, som hun overvejede hans tilbud om hjælp. Hun havde få syninger rundt omkring hun selv havde lavet, ingen af dem synlige grundet tøjet der dækkede, og ingen af dem specielt pæne eller holdbarer. Hun var ofte nødt til at sy dem sammen igen, fordi de gik op som hun bevægede sig. "Ja.. Men vil du så også hjælpe med de andre?" Spurgte hun, med en snert af håb i de store blå øjne. Måske han kunne gøre det bedre end hende, så hun kunne undgå at bruge tid på de gamle syninger fremover?

Måske hun havde ret. Hesten var dog heller ikke særlig glad for ham, for så havde den nok lystret, da han havde forsøgt at få den til at gå udenom. Orcus sukkede igen, som han trak let på smilebåndet og strøg fingrene igennem håret for at fjerne pandehåret og ligge det bagover, så han bedre kunne se. ”Hvis det kan hjælpe, så tror jeg heller ikke den bryder sig om mig” indrømmede han med et smil. Hesten var blot ment som transport lige nu, men han foretrak sine nøgler over hesten uden tvivl. Men lige i denne situation havde det ikke været en mulighed, så han hang lidt på hesten. Derfor talte han heller ikke særlig højt, for han skulle jo nødigt fornærme det store dyr. Den kunne jo tydeligvis slå fra sig, hvis den først blev utilfreds med noget.

Stoffet? Orcus måtte atter tage sig selv i at give udtryk for sin undren i et skævt smil. Blikket dalede langsomt mod hendes håndled, som han rakte hånden frem. Talte hun nu om tøjet, havde hun ikke forstået, at han havde mente hendes håndled, altså riften? Måske han bare lagde for meget i det, eller havde hørt forkert. Sikkert nok. Han valgte dog at række ud efter hendes håndled for at se nærmere på skaden. Det sekund han rørte ved hendes håndled, trak han dog hånden til sig igen. ”Stoffet?” han gentog ordet, som han rettede blikket imod hende. Det var lidt som om, at han havde forstået, hvad hun mente det sekund han havde rørt ved hende. ”Har du flere rifter?” imens at han sagde ordene, valgte han at nikke. Mest af alt fordi han havde ondt af hende, men samtidig også fordi han var nysgerrig efter at vide mere. Mest fordi hendes hud føltes så underlig. Mon det havde noget at gøre med hendes udseende?

Inna fulgte hans hånd med blikket, som han strøg fingrene igennem pandehåret, før hun undslap en latter mere over hans indrømmelse. "Har du da gjort den noget?" Spurgte hun nysgerrigt. Hvis han havde gjort dyret dårlig tilpas og derefter tog kontakt til hende, ville det i det mindste give lidt mere mening for hende. Så havde dyret en lille grund til ikke at kunne lide hende. "Kan du ikke bare... slippe den løs?" Undrede hun sig. Hvis den ikke kunne lide ham, så forstod hun ikke hvorfor han ikke bare havde efterladt den. Det var jo tydeligvis ikke et dyr man kunne tale til fornuft.

Hun så ingen grund til at uddybe sin forklaring, for hun synes da selv at alt hun sagde, gav god mening. Hans reaktion da han rørte ved hendes håndled, gav hende en let forskrækkelse og hun trak hurtigt sin hånd til sig igen, før hun nikkede let. "Ja.. Jeg tror andre kalder det.. Øhm.. Hud?" Hun lød en smule forvirret. Hun vidste med sikkerhed at hun var lavet af stof, men havde hørt andre omtale stoffet som hud. "Men på mig er det stof," konstaterede hun kort efter med et nik, for at virke mere overbevisende. Hun tog fat i kanten af blusen ved halsen, og hev den lidt ned over skulderen for at afsløre en rimelig dårlig syning øverst på armen. "De går hele tiden op," forklarede hun roligt, uden den mindste smule medlidenhed i stemmen. Hun havde overhovedet ikke ondt af sig selv, hun ville bare gerne have dem syet ordentligt. Så kunne hun måske også undgå, at skulle stjæle nål og tråd fra en af boderne på markedspladsen, nu hvor hun ikke fandt de to ting synderlig interessante.

Spørgsmålet kom fuldstændig bag på ham, som han rynkede på brynene og rystede ihærdigt på hovedet. Han kunne ikke drømme om at gøre et dyr fortræd. Heller ikke hvis der var tale om en vare, for dyret skulle gerne være i god behold, når det blev afleveret til kunden, ellers ville han ikke få samme betaling for skabningen. ”Aldrig, jeg har bare ikke forstand på heste” lo han lettere forlegent, som det var en anelse pinligt at indrømme. For han havde ikke været i nærheden af heste i al den tid, han havde levet i grotten med klanen og nu hvor han bevægede sig over jorden, så valgte han kun hesten som transportmiddel, når det var absolut nødvendigt. ”Hvis jeg slipper den løs, så skal jeg jo selv slæbe alle varerne?” han lød ikke overbevist om at det overhovedet var en mulighed, der skulle komme på tale. Derfor rystede han også på hovedet samtidig. For nej, måske senere, men ikke nu.

Forskrækkelsen spredte sig først til hende og så kom den tilbage til ham, som hun hurtigt trak hånden til sig. Han nåede slet ikke at registrere det, før at han havde lavet endnu et ryk med hånden. Det var lidt en ond cirkel at starte på. Derfor endte han også med at ryste på hovedet ad sig selv, som han forsøgte at ryste fornemmelsen af sig. Hvis han bare fortalte sig selv, at der var tale om hud, så skulle det nok gå. Selvom det slet ikke føltes som hud. ”Det har jeg aldrig oplevet før” indrømmede han med et undrende blik i øjnene. Han trak dog svagt på smilebåndet som han rakte hånden frem igen. Det var muligvis vigtigt at få lukket riften på hendes håndled først også selvom det faktisk var gået op for ham, at hun faktisk ikke blødte.. Pigen var virkelig besynderlig, men samtidig også interessant. Hvad var hun egentlig? Inna trak dog hånden til sig, som hun vidste ham endnu et sår, denne gang på armen. ”Hvad har du dog lavet?” spurgte han lettere forundret, som han rykkede sig tættere på hende og strøg fingeren over såret. ”Gør det slet ikke ondt?” fortsatte han, for hun lod ikke til at være påvirket af, hvad der faktisk foregik. Hun var virkelig rolig, når det kom til disse sår. Betød skaden intet for hende, medmindre at hun ikke kunne holde det sammen?

For en gang skyld forstod Inna hans reaktion, for hun kunne heller aldrig selv finde på at skade et dyr. Ikke engang de få af dem hun var bange for, men kun fordi hun hellere ville flygte fra dem. "Det har jeg heller ikke," sagde hun, slet ikke lige så forlegent som ham, for hun havde slet ikke haft tid nok til at få forstand på heste. Hun nikkede let med store øjne, som om noget lige var gået op for hende. Det var altså dét, dyrene blev brugt til. Hun havde oftest kun set dem med en mand på ryggen og regnet med, at de kun blev brugt så man slap for at gå selv. "Varene? Hvad har du med?" Hun lænede sig let til siden for at se mod vognen. Hun havde slet ikke tænkt over, at der nok var et formål med at vognen var med.

Inna var tæt på at få endnu en svag forskrækkelse, men at han fik stoppet den cirkel, fik hende straks til at slappe af igen. Som han rakte hånden frem igen, rakte hun selv hånden mod ham så han igen kunne se nærmere på riften. "Det har du nu," smilede hun. Hun burde måske fortælle mere om hvad hun var, bare for at gøre ham mindre forvirret, men det tænkte hun ikke videre over, medmindre han spurgte. Hun skævede selv kort mod såret på armen, som hun slap blusen og lod den sidde skævt. "Jeg faldt.. Og så var der en gren.." Lød det kort fra hende. Hun faldt ofte, mest på grund af de snørebånd hun ikke kunne finde ud af at binde. Hun gispede kort og kneb det ene øje sammen, som han strøg fingeren over såret, før hun nikkede let. "Lidt, men jo længere tid de er der, jo mere vænner jeg mig til det." Hun trak let på skuldrene, som hun ikke rigtig kunne sætte sig ind i hans forundring. Hun kunne mærke smerten, nok ikke så tydeligt som et normalt menneske, men så længe hun holdt sammen på sårene, så kunne hun ikke falde fra hinanden. "Jeg har lidt flere.. Kan du hjælpe mig med dem alle sammen?" De andre småskrammer var ikke specielt store, men den mindste skramme hun fik blev syet, så stoffet ikke blev svækket.

Pigen virkede virkelig uskyldig i sine udtalelser, skrøbelig og alligevel stædig nok til at gå op imod en hest, bare for at forsøge at bevise en pointe. At det havde fejlet var så ikke noget, de behøvede at kommentere yderligere på. Orcus nikkede roligt til hendes ord, for ham var det underligt ikke at vide, hvordan man skulle håndtere en hest, mest af alt fordi han følte, at han havde styr på det meste. Men der var stadig ting, væsner og dyr, som befandt sig over jorden, som han endnu ikke kendte til. Men han vidste da, hvad hesten kunne bruges til. ”En mindre leverance til en kunde” forklarede han med et understregende nik mod vognen. Der var vel ingen grund til at gå i yderligere detaljer, var der? Ikke så længe, at hun ikke spurgte ind til det. Eller ikke spurgte yderligere ind til det.

Samtalen var en anelse mere frisk end hvad dagen lige havde lagt op til. Nok var han blevet noget så overrasket over hendes ’hud’, men nu hvor han var klar over det, så var han mere åben overfor at lytte til hende og samtidig hjælpe hende, hvis det altså var muligt. For han havde ikke rigtig syet i stof før. Eller måske lidt, men ikke på samme måde. Men det burde vel være det samme, som at sy et sår sammen. ”Det har jeg” svarede han med et smil henvendte til hende, selvom blikket hvilede imod såret. Hun var altså faldet? Der måtte være tale om noget af et styrt, eller også så var hun bare virkelig uheldig, når det kom til den måde hun var faldet på. Orcus kunne dog ikke helt lade vær med at grine let, som hun tydeligvis havde været rigtig uheldig. Dog gled hans blik imod jorden, som han så forbi såret det sekund, at hun gispede. Blikket faldt på snørebåndene, som ikke var bundet. Han nåede dog ikke at reagere på det, som han straks trak fingrene væk fra såret. ”Det beklager jeg” røg det ud af munden på ham, som han atter rettede de mørke øje mod hende. Hun havde flere sår? Selvfølgelig. ”Jeg vil godt prøve” svarede han smilende, som han kort overvejede, hvordan han skulle sy det sammen for at det ville holde.

Uskyldig var nok det helt rigtige ord at bruge om hende, men stædig skulle måske skiftes ud med dumdristig. Havde hun vidst at heste var så ubehøvlede, havde hun aldrig forsøgt sig med at gå tættere på, men det vidste hun så til næste gang. Medmindre hun glemte det. Hun rynkede let på næsen over hans svar. En mindre leverance. Hun synes ellers vognen var rimelig stor, men måske det bare var fordi hun selv var rimelig lille. ”Hvad skal du levere?” Det var ikke fordi det var vigtigt for hende at vide det, men hendes nysgerrighed tog hurtigt over, for hun var altid ivrig efter at lære mere, lige meget hvad det omhandlede. Lige nu gik det ud over ham, fordi han ikke lod til at have noget imod at svare på alle hendes spørgsmål.

Syningerne behøvede langt fra at være perfekte, men chancen for at han kunne gøre et bedre arbejde end hun selv havde gjort, var rimelig stor. Hun havde syet alle sår og skrammer sammen tit, men havde aldrig lært hvordan det skulle gøres rigtigt, derfor var de utrolig skrøbelige. Hendes fald handlede nok ikke specielt meget om uheld, mere klodsethed, da hun ofte faldt i snørebåndene, og derudover ikke helt havde fået styr på teknikken i at gå. Hun gispede da hun mærkede fingrene mod såret, men smerten var ikke overvældende, det føltes mere som et niv. ”Det gør ikke noget, det gør ikke så ondt mere,” sagde hun, som der ingen grund var til at være ekstremt forsigtig. Hun reagerede nok mest i overraskelse over berøringen. ”Har du noget at sy med? Ellers skal jeg hente noget.” Hun pegede kort i retning af markedspladsen, for det var selvfølgelig der hun ville hente det. Derudover mente hun heller ikke helt at ’hente’, mere at det skulle stjæles, men det betød intet for hende. Så længe folk ikke opdagede hende, kunne hun tage hvad hun ville. Det var i hvert fald sådan hun havde opfattet det.

Hesten lod til at lade dem være, som den atter var begyndt at spise af græsset ved siden af grusvejen. Orcus skænkede den ikke rigtig en tanke, som hans fokus hvilede på den firnurlige pige foran ham, han kunne ikke rigtig finde ud af, hvad der var med hende, hun var dog uden tvivl anderledes. Det faktum at han havde rørt ved hende, gjorde det blot mere tydeligt for ham, som han dog rynkede på næsen, da hun spurgte indtil indholdet i vognen. Det var ikke vigtigt i hvert fald ikke for hende, som hun næppe ville finde det interessant og hvis hun gjorde, så var det ikke til hende. Orcus trak let på skulderne, som var det ikke vigtigt at komme yderligere ind på. ”Det drejer sig blot om nogle krydderier fra Syden” forklarede han med et nik, mere var der vel ikke at sige om det? Kunden havde en underlig lyst til det lidt mere eksotiske smage fra syden, den mængde som han havde bestilt denne gang var dog for stor til at han bare kunne smide det igennem sine portaler. Det ville kræve for meget energi og takket været hesten fik han muligheden for at komme lidt ud. Selvfølgelig kunne han have fragtet det på en metalplade, men det ville også dræne hans energi på den lange rejse.

Det kunne godt undre ham en anelse, at pigen ikke lod til at være i stand til at heale sårene, men det måtte næsten have noget at gøre med hendes væsen. For huden føltes som stof og hendes ansigt lignede mest af alt en dukke, dog havde han ikke planer om at kommentere yderligere på det. Hvis det kunne have indflydelse på syningerne, så ville han nok spørge mere ind til det, men ud fra hendes arbejde med skrammerne, så var hun næppe sart, når det kom til at sy i stoffet. Orcus var så småt begyndt at vænne sig til hendes udbrud, som han ikke længere trak hånden til sig, men i stedet brugte blikket til at betragte såret. Han nikkede stille for sig selv, som svar på hendes ord. Det gjorde altså stadig ondt, bare ikke lige så voldsomt. Derfor ville det være udelukket at bruge samme teknik, som han brugte på vingerne. Medmindre at hun var følelsesløs omkring sårene. Han rettede blikket imod hende igen, som han smilte stille. ”Jeg har noget vi kan bruge” svarede han med et smil. Hvis hun først skulle hente det, så ville det tage længere tid og så ville hun nok ende med at falde igen. ”Måske du skal sætte dig ned dog..” fortsatte han, som han trak hånden i lommen til sig igen. En mindre snor fulgte med op, men han rørte den faktisk ikke. Snoren var sat sammen af en blanding af metalpulveret og indholdet fra hans lomme, som han derved kunne styre den uden at ryste på hænderne. Enden var også spids nok til at kunne fungere som nål.