Solskin, varme, utrolig dejligt vejr, der var intet bedre på sådan en vidunderlig dag som det var på festivalspladsen. Der var rigtig mange mennesker der vandrede rundt mellem boder, ja mange så ud til at de var igang med at købe løs af de spændende ting der blev solgt ved de forskellige boder. Der var rigtig god stemning blandt alle folk der var over hele pladsen, og de fleste så ud til at være i godt humør, de grinede, snakkede med hinanden, og nogle få yngre børn var fuld igang med at lege med hinanden, de løb efter hinanden, og landte tit inde i boderne, hvor de gemte sig. Tit blev de bedt om at gå ud, fordi de havde travlt med at sælge i boden, så det gjorde de yngre børn, og det så ud til at de ikke havde noget imod det, de grinede og var glade som de så tit sikkert var. Udover de masser boder som var på pladsen, så var der nogle enkle gade musikere som tiltrak en helt masse opmærksomhed, de spillede noget smukt musik, sådan noget stille og roligt noget, ja næsten helt afslappende. Det tjente de mange penge på, for det var tydeligt at se i den store kuffert de havde som lå foran dem og var åben, så folk havde masser af mulighed for at kaste mønter i.

Henne ved en blomster bod, netop den blomster blod, som solgte de smukkeste, og mest fantastiske blomster stod Bailey, Bailey med det lange brune hår, de safir blå øjne, de lysegrå shorts, og den mørkeblå stropløs top. Hun lignede nu ikke en der skilte sig ret meget ud fra mængden, og dog så var der vel stadigvæk noget specielt over hende, det var sikkert øjnene, eller udseendet, men sådan var det jo, det var slet ikke noget hun tænkte på. Hun smillede stort, og var igang med at betjene kunder, der var kun hende i boden, normalt var der hende og en anden, men den anden der skulle have været der var ikke ankommet endnu, så Bailey var alene i boden, for hende var det hyggeligt, hun elskede duften af blomster, alle mulige slags, de duftede så skønne, og hun nød det rigtig meget, efter at have stået der i lidt tid, kunne hun se at den anden kvinde der ankommet, og hun hilste på de kunder der stod og kiggede ved boden, og som var igang med at købe nogle blomster"Du kommer i god tid"fniste Bailey, og sendte hende et stort smil. Gad vide, hvordan det kunne være der var så mange der var interesseret i blomster, hun vidste godt mange af dem kunne noget forskelligt, og nogle sikkert brugte dem til midler, stoffer, parfume, og alt muligt andet, men aldrig havde hun set så mange ved boden.

Vingerne slog svagt imod hinanden, som Orcus havde nægtet at gå den lange vej fra hans nærmest portal til Medanien. Han mindede sig selv om, at han var nød til at skabe en portal et sted i byen for ikke at være tvunget til at gå eller flyve den lange vej. Vingerne var egentlig ikke beregnet til at flyve med, men takket været metallet formåede han at lægge nogle kræfter i, så han kom over jorden og kunne svæve over de mindre byer imod midtbyen. Han fløj ikke særlig højt, da solen blændede ham og irriterede ham. Han var flere gange nødt til at blokere synet for ikke at miste synet. Eller sådan følte han det, som han aldrig rigtig vænnede sig til den skarpe sol. For ikke at spilde for mange kræfter på turen, valgte han at lande lige ude for byen, så han i stedet kunne gå det sidste stykke ind i byen. Han havde en aftale på festivalpladsen, men var egentlig ikke sikker på, hvorvidt det var en god ide at mødes derinde. Men hans kunde havde insisteret, så nu var han lidt tvunget til det.

Orcus stoppede op, som han fik øje på festivalpladsen og svagt skyggede med den ene hånd for at blokere for solen. Et suk forlod hans læber, som han egentlig ikke orkede den store folkemængde, som havde samlet sig på pladsen. Selvfølgelig var det muligt at handle uden at folk mistænkte en for det, for det var hvad de alle gjorde. Han skulle bare lige tage sig sammen. Hvorfor havde han egentlig efter Philotanus derhjemme i grotten? Han kunne uden problemer have skabt røre i andedammen og sørget for at Orcus ikke ville rende ind i folk. Metallet var forsvundet fra vingerne, de blødte svagt, men smerten var ikke noget, som han opdagede, da han næsten lige havde indtaget noget smertestillende og derved ikke kunne mærke smerten. Den sorte kappen skjulte dog blodet, som langsomt dryppede på hans tøj, imens at han gik ind i mængden.

Det var forskelligt hvad folk solgte, men Orcus havde egentlig lovet sig selv ikke at blive distraheret af de mange ting. Alligevel kunne han ikke helt lade vær. Efter at have levet så længe i grotten, så havde han ikke haft muligheden for at beskue halvdelen af de varer, som folk solgte i boderne. Han var derfor nysgerrig efter at se det hele. Eller i hvert fald så meget han nu kunne nå. Orcus nåede frem til en bod, der solgte blomster.. Eller han var egentlig ikke klar over, hvad det var. Men den store folkemængde skreg efter hans opmærksomhed. Der måtte være noget specielt over boden, så han var næsten nød til at se det an. Det var svært at komme ind til boden for alle der stod ved den, men han formåede alligevel at masse sig frem. Det kunne have noget at gøre med hans barnlige skikkelse. Han lignede en teenager, der havde forvildet sig derind, som han langsomt rakte ud efter en rødlig blomst. Egentlig tænkte han ikke over om det var i orden. Han var bare nysgerrig.

Flere og flere kunder var ankommet til boden, hvor de flotte og smukkeste blomster blev solgt, og aldrig før havde der været så mange ved denne bod. Det var altid andre boder, som krydderi, eller planter, eller noget andet halløj, som sikkert både kunne være mystisk men også spændende, der var jo også en helt masse boder, rigtig mange forskellige boder. Nu var det jo også festivalspladsen, og der var godt gang i den, med gade musik, en masse folk, nogle banner, kæder med lys, som self ikke var tændt endnu eftersom det var dag, og solen skinnede. Det var virkelig et fantastisk vejr, og det var som om det gav alle et smil på læben, der var endnu ikke nogen at se som ikke havde et smil på læben, dog var der sikkert nogle som var gnaven, og bare slet ikke ønskede det vejr, eller gad være på pladsen. I blomster boden, var Bailey og den anden kvinde fuld igang med at betjene kunderne, og pludselig fik hun øje på en person var igang med at række ud efter en rødlig blomst, det så ud til at personen måske ville kigge på den, eller måske undersøge den, hun vidste det ikke, men Bailey havde et stort smil på læben, og kiggede på personen, og kunne hurtigt se mange andre prøvede at masse sig imellem mængden for at se blomsterne, og de ellers flotte krukker der blev solgt, dog var det mest blomster. Hun var stadigvæk overrasket over der var så mange her ved boden, men det gjorde hende også glad"Det er vildt hyggeligt"sagde hun så bare ud til kunderne, og til kvinden hun stod ved siden af i boden.

Personen der havde rækt ud efter den rødlige blomst, så lidt mystisk ud, ganske mørk ud og dyster, var der mon mange af de slags folk rundt omkring, for Bailey så han ikke farlig ud, han så ganske genert ud i følge hende, måske turde han ikke sige noget nu, eller måske var det blot fordi han var fokuseret på den rødlige blomst, hun rækte så selv ud mod den, og kiggede på ham"Du har øje for det helt særlige og smukke"sagde hun og sendte personen et stort glad smil, og lagde hovedet lidt på skrå. Hun rørte så lidt ved nogle af de andre blomster, og gav slip fra den rødlige blomst, det kunne være det var den han var mest interesseret i, dog havde boden en helt masse forskellige slags, og der var stort udvalg"Hvis du har brug for hjælp så kan jeg sagtens hjælpe"sagde hun og smillede stort og med det fortsatte glade humør, og kunne høre nogle kunder hviskede og snakkede omkring blomsterne, det gjorde hende glad, hun elskede det, og nød det. Men denne person der havde rækt ud mod den rødlige blomst skilte sig ud fra mængden, han lignede ikke en der var fra stedet eller pladsen, emn hvad vidste Bailey, hun så ham blot som en venlig person, genert, og nysgerrig person. Men for hende virkede det også til at han godt kunne lide blomster, fordi hvilken anden grund kunne der være, hun anede intet, men var blot glad og stod med nogle forskellige blomster i hænderne, og skulle lige til at række en blomst frem mod ham inden hun kom til at tabe blomsterne ned over personen"Det må du virkelig undskylde!"sagde hun ivrigt, og skyndte sig at gå igang med at fjerne blomsterne, dog vidste hun ikke om hun skulle samle resten op, de var sikkert faldet på jorden"Åh nej nu mistede jeg lige de flotte måneskinsliljer, men jeg kan redde dem jo"sagde hun med en glad stemme, og lød meget bestemt. 

Egentlig havde Orcus lidt troet, at han kunne række ud efter blomsten i fred. Men det var selvfølgelig kvindernes job at holde øje, så ingen af de mange kunder valgte at stikke af med en blomst uden at betale for den først. Men han var blot nysgerrig og egentlig ikke interesseret i at købe en blomst og den kunne umuligt overleve i grotten, så det ville være spild af krystaller og sådan smed han ikke med krystaller. De blev brugt på langt større ting og ting, som kunne vare længere end en blomsts levetid. Orcus var i hvert fald overbevist om at siden blomster ikke groede i grotten, så var der ingen chance for at de ville overleve der. Han rettede dog blikket mod kvinden foran ham med de røde hår, som han smilede lettere forsigtigt til hende og valgte at trække hånden til sig uden at tage fat i blomsten. Mon hun troede, at han var i færd med at stjæle fra hende? Egentlig havde han ikke brug for opmærksomheden, så han var egentlig glad på at gå, men alligevel interesseret i de mange farver. Der var ikke de samme farvestrålende farver i grotten og nu han tænkte over det, så kunne det godt virke lidt trist.

Det var ikke et problem for ham, at han måske skilte sig ud fra mængden. Det var han efterhånden van til, men foran boden så var der ingen som rigtig bekymrede sig for hvordan han så ud. De var blot interesseret i at få de rette blomster med hjem. Orcus kunne mærke nogle skubbe, men hans spinkle fysisk gjorde at han var let at skubbe med, som han sjældent skubbede igen. Ikke så længe at han endnu var under påvirkning af det berusende middel han havde indtaget for nogle timer siden. Man kunne se det på hans udvidede pupiller, men det var sjældent at folk faktisk opdagede det, da han næsten aldrig indledte så dyb en samtale med en anden at øjenkontakt var nødvendigt. Den ene kvinde talte lige pludselig til ham, eller det gik han ud fra, som hun rakte ud efter den selv samme blomst. Havde hun tænkt sig at række den til ham, nu hvor han havde taget hånden til sig? ”Blomsten?” spurgte han med et let smil på læben og blinkede let til hende. Facaden var brudt ganske svagt, som han smilede til hende, men hurtigt vendte blikket mod den røde blomst. ”Jeg tænkte på..” startede han ud, men gik i stå, som han rystede på hovedet og lod emnet ligge. Hun havde også andre kunder at tage sig af, så han kunne sagtens vente. At hun endte med at vende retur til ham fik ham dog til at smile igen, som han kiggede på blomsterne i hendes favn og snart røg de over ham. Han var mundlam for en stund, som de farverige blomster endte hans favn, som han forsøgte at redde dem fra at ramme jorden. ”Det går nok” svarede han med et høfligt smil, som han rakte de få blomster han havde reddet fra at ramme jorden frem imod hende. Det ville være ærgerligt, hvis uheldet forhindrede hende i at tjene nok til føden, så han havde ikke noget imod at hjælpe bare lidt. Han var yderst forsigtigt, da han ikke vidste hvor meget blomsterne kunne holde til.

Der var flere og flere folk der begyndte at skubbe til hinanden, kun fordi de var så nysgerrig efter at se på blomsterne der blev solgt i boden, og det var forstående der var utrolig mange flotte blomster. Hvad det havde set ud til, så var det som om de fleste kiggede på liljer og roserne, hvilket var forstående, de var også utrolig flotte, men den rødlige blomst personen som hun ikke havde set før, eller sådan rigtigt kunne se ansigtet på, var interesseret i en anden slags, hvilket var specielt, dog måtte man sige at han havde god smag, det var en fantastisk smuk blomst, om han vidste noget om den vidste hun ikke. Bailey smillede til den kvinden hun stod i boden med, hun så ud til at hjælpe nogle kunder med at pakke nogle blomster ind til dem, og hun så også ud til at hun var igang med at finde nogle mulige vaser frem, hvor hun fortalte hvordan de kunne pleje blomsterne, og at det ville være fint hvis de puttede blomsterne ned i vaser, hun lyttede til personen hun kiggede på, og der var tale om den rødlige blomst han havde rækket ud efter, hun smillede og trak sig lidt tilbage"Utrolig flot blomst, meget sjældent at folk beslutter sig for at købe netop den"sagde hun glad, hun elskede og nød at snakke om blomster, alle de slags der var, men der var mange så tit gad folk ikke høre på det.

Bailey der hurtigt fornemmede at han ikke var færdig med at snakke, lænede sig lidt ind mod ham, uden helt at tænke på hvad han ville sige til det, så var der afstand mellem dem, men hun var nysgerrig, og smillede til ham. Dog fik hun så også set ham lidt tættere på, set hvordan hans ansigt så ud, fordi på afstand havde det set meget dystert ud, og mørkt ud. Ja det kunne næsten se helt uhyggeligt ud, hun kunne så se at der var en kunde der skulle til at kravle op på boden, og ind efter en stor buket måneskinsliljer, og det fik Bailey til at hurtig stille sig foran ham, og rykkede væk fra den dyster og mørke person, som hun før havde lænet sig lidt ind mod, som var interesseret i den rødlige blomst. Så nu stod hun med begge arme ud til siderne, og nærmest beskyttede den store buket måneskinsliljer"Du kan ikke bare tage dem uden at betale for dem, de er sårbare og utrolig svære at få fat i"sagde hun og nærmest sendte kunden et bestemt blik, dog med et lille smil på læben, hun kiggede fortsat på kunden, og kunne så mærke en hånd på hendes ene skulder, det var kvinden ved siden af hende"Bailey jeg skal nok tage mig af det, du har en kunder der hvist prøver at fortælle dig noget derhenne"sagde hun og gav tegn til den anden person hun før havde haft kontakt til om den rødlige blomst.

"Årh jeg er virkelig klodset tænk at jeg kunne tabe dem"sagde hun med et smil, og kiggede på personen der så ud til at have forsøgt at redde dem fra at ramme jorden, og det så hvist ud til at lykkes. Det gjorde hende glad fordi hun kunne ikke drømme om at tabe nogle blomster med vilje, det ville være så synd for dem, hun kunne næsten ikke holde tanken ud, og åndede lettet ud, da hun så blomsterne var i hans favn, og da han rækte dem frem mod hende, tog hun imod dem med et smil, hun blev virkelig glad over at dem han havde reddet, nu var tilbage ved hende, så hun kunne putte dem tilbage til de andre af blomsternes slags. Hun kiggede på den rødlige blomst han havde kort nævnt, og satte de andre blomster tilbage i en vase til de andre af samme slags, og så smillede hun"Du må gerne få blomsten gratis, som tak for at have hjulpet mig med at redde blomsterne"sagde hun venligt. Dog burde hun måske også have spurgt hvad det var han havde tænkt på, han fuldførte jo ikke sætningen, og hun var stadigvæk nysgerrig omkring det.

Det var egentlig ikke fordi han vidste noget om den blomst, som han havde valgt at række ud efter, måske den mindede ham om noget, måske ikke. Alligevel havde han følt sig draget imod den, som han næsten var nødt til at se den tæt på. Dog havde han ikke forventet at kvinden straks ville være over ham for at stille spørgsmål og snakke med ham. Orcus var ikke typen til at kaste sig over en hel almindelig samtale, ikke før at han havde bedømt skikkelse. Men der var ikke rigtig noget, som virkede truende ved hende, så han endte med at slappe af og sænke skulderne igen, som han smilte let til hende. Det var svært at være høflig, når man ikke helt vidste noget om blomster. Dog nikkede han til hendes udtalelse, for der var da tale om en smuk blomst.

Kvinden kom tættere på, som han ubevidst valgte at holde vejret, som var han nervøs for at der skulle ske noget, han ikke rigtig var klar på. Derfor endte han også med at trække hånden til sig og lukke af for sine ord. I stedet valgte han blot at stirre lettere nervøst på hende. Han lignede lidt en forvirret dreng, der slet ikke vidste, hvad han lavede der. Skulle han måske trække sig? Orcus løftede hånden op mod sit pandehår, som han skubbede det væk, så han fik chancen for at kigge ud af øjenkrogen, hvor en køber var blevet lidt for ivrig. Et smil gled over hans læber, som kvinden straks trådte i vejen for ham og blokerede hans vej imod blomsterne. Blikket gled mod buketten af måneskinsliljer, som han bed sig let i underlæben og var klar på at gå væk. Måske han kunne vende tilbage, når der ikke var helt så mange interesserede ved boden. Han nåede dog ikke så langt før, at kvinden vendte retur og endte med at tabe en masse blomster udover ham.
Blomster var ikke farlige, men han var alligevel nervøs for at røre ved dem, som hun endte med at kaste dem ind i hans favn. Han fik med besvær reddet nogle stykker og åndede lettet op, som han dog kiggede på de blomster, som var endt på jorden. De blev meget hurtigt dækket af mudder og lignende fra jorden. Orcus rynkede let på næsen, som han tog en dyb indånding og vendte blikket mod kvinden igen. Blomsterne blev rakt til hende, da hun var bedre til at håndtere dem.. tydeligvis, så længe hun ikke tabte dem igen. ”Lad nu vær med at tabe dem igen” svarede han halvt smilende og halvt nervøs for at hun ville blive sur på ham. Der var blot tale om dril. Intet andet. Han så dog lettere overrasket på hende, som hun sagde, at han kunne tage blomsten med. ”Jeg tror ikke, den vil overleve i grotten..” svarede han stille, lettere bedrøvet, som han nødigt ville ødelægge den flotte blomst ved at tage den med ned i grotten. Der var vel ingen blomster, som kunne leve uden lys?

Et stort nik med hovedet kom fra hende da han havde sagt at hun ikke skulle tabe blomsterne igen, der ville heller ikke være noget så slemt hvis det skete igen, det ville som sagt være synd for blomsterne, alle de flotte og smukke blomster. De skulle alle reddes, de måtte ikke ligge på jorden, de ville miste alt deres særlige glød, skønhed for ikke at tale om den magi de allesammen havde. Mange troede at blomster kun var til pynt og til at kigge på, ingen troede at de kunne gøre noget, ingen ville sikkert tro at de var så specielle men det var de. Det havde Bailey vidst for lang tid siden, allerede som barn vidste hun det, alle de bøger hun havde læst om dem, næsten alle bøger, der var så mange spændende ting omkring næsten alle blomster. De blomster han havde givet hende satte hun hen til de andre som stod i vaser med vand, og nogle havde stået i vand med lidt specielt pulver, som gjorde noget forskelligt men alle blomsterne var specielle og smukke på hver deres måde"Tusind tak, jeg lover at jeg ikke taber dem igen"sagde hun glad, og sendte ham et smil, hun var slet ikke sur på ham, hun kunne aldrig drømme om at tabe blomster, det var så synd for dem, og da hendes blå øjne havde set mod jorden, hvor nogle af de tabte blomster var blevet trådt over, og mudderet var det som om hun blev lidt trist, men holdte humøret oppe med et stort smil. 

Hun kiggede på personen foran hende, ham som var lidt mystisk og virkede dyster, men så på samme tid meget venlig, så det var altid godt. Langsomt var det som om flere og flere kunder var begyndt at gå væk fra boden, ja de havde sikkert fået det som de skulle have, og måske gad de ikke stå og kigge mere, hvilket var helt okay. Den anden kvinde sagde farvel til nogle af de sidste kunder der havde stået ved boden, så nu stod der kun personen Bailey stod overfor og snakkede med, og 3 personer tilbage. Hele salget havde også gået meget godt, de havde solgt mange blomster, og det var vigtigt, og det havde set ud til at mange blev glade af det, så det gjorde Bailey glad, hun kunne godt lide at se andre blive glade, især over noget hun selv syntes var fantastisk og smukt"Hvis vil kan jeg vise dig hvor man kan plukke nogle af de specielle rødlige blomster, ellers kan jeg sagtens give dig den rødlige blomst som du fandt interessant"sagde hun med et glad smil, ja stort det var det, men det var kun fordi hun talte om noget der glædede hende. Dog lyttede hun også til det han sagde med at måske ville blomsten ikke overleve i grotten, det tænkte hun lidt over og smillede større, hvorefter hun nikkede til ham"Jo det kan de sagtens, der er mange blomster der ikke kan, men næsten alle kan så længe de får noget specielt pulver, eller bliver plantet i noget særligt jord"sagde hun og kiggede på personen der havde nævnt det.

"Jeg er sikker på at blomsten sagtens kan leve der, ellers vil jeg gerne gøre alt for at hjælpe dig hvis du gerne vil have det"nikkede hun til ham, og sendte ham et stort smil, og holdte blikket på ham. Den anden kvinde lyttede lidt efter, fordi hun var nysgerrig, og aldrig havde troet der ville komme sådan noget frem med blomster og grotter, så hun lyttede lidt med til hvad Bailey sagde. Dog kom hun også i tanke om noget mere, og skyndte sig at pege med en finger op foran sig, mens hun fniste lidt"Årh ja så kan du altid få en kopi af den rødlige blomst, så den ikke vil være ægte men stadigvæk strålende og fyldt med magi"sagde hun og smillede. 

Blomster var en underlig del af naturen, som Orcus ikke havde beskæftiget sig særlig meget med. Han forstod faktisk ikke hvorfor folk havde dem i deres hjem eller hvorfor kvinder dånede, når de blev tilbudt en blomst. Han følte ikke selv noget specielt, da Bailey valgte at tilbyde blomsten til ham, men det var sikkert ikke det samme, som han måske selv havde opfattet. Han var heller ikke bekendt med deres magi, måske fordi han altid fik sine stoffer foræret og ikke bekymrede sig om hvor de kom fra. Det ville først blive farligt for ham, hvis han selv forsøgte at fremstille rusmidlerne, så var det bedre at holde sig til Mitra. For hun havde da forstand på, hvad hun lavede og han stolede på hende. Tydeligvis mere end han stolede på kvinden foran ham. Han var stadig lettere nervøs overfor hende. Alligevel valgte han at smile af hendes ord, som hun lovede ikke at tabe dem igen. Blomsterne var da smukke og det havde da været synd at lade dem visne på jorden. Men så var der heller ikke mere i det. Vel? Han kunne godt fornemme hendes triste humør også selvom hun forsøgte at skjule det med et smil. Han overvejede lidt, hvad der kunne ændre på hendes humør. Dog gled samtalen videre..

Folk var begyndt at forsvinde fra boden og Orcus fik lidt følelsen af, at det måske var ved at være på tide, at han også selv kom videre. Han havde stadig nogle ting, som han skulle have styr på, men han var alligevel interesseret i at vide mere om den blomst, som han havde vist interesse for. Specielt nu hvor hun havde tilbudt blomsten til ham. Andet ville være uhøfligt? Han så lettere forbavset på hende, som hun tilbød at vise ham stedet, hvor han selv ville kunne plukke blomsterne. ”Er det ikke hemmeligt? Er du ikke bange for at dine kunder selv ender med at plukke dem i stedet for at købe hos dig?” spurgte han lettere forvirret, for det ville da ødelægge hendes forretning eller havde det ingen betydning for hende? Han var en anelse usikker, men valgte alligevel at nikke til muligheden for at se blomsterne i naturen og ikke kun præsenteret i boden. Et smil bredte sig over hans læber, som hun mente, at blomsten godt ville kunne overleve. ”Så vil jeg gerne betale for blomsten og det pulver du snakker om” svarede han. Orcus var ikke interesseret i at berøve hendes forretning, hun skulle jo leve, lige som han selv skulle. Han førte også sin egen forretning, så han kunne godt se den situation hun befandt sig i.
Kvinden talte om en kopi, hvilket fik ham på en ide, som han nærstuderede måneskinslinjerne, som hun havde stilt op i vasen igen. Hun havde gjort en indsats for at redde dem og han kunne godt mærke på hende, at hun måske var lidt trist over at have mistet nogle af blomsterne. Han bukkede sig ned for at samle en af de ødelagte blomster op fra jorden. Stille børstede han mudderet af, før at et pulver svævede op fra hans lomme og lagde sig omkring blomsten. Metallet dækkede blomsten i et tyndt lang, som det blev fast og hurtigt tog form, som den egentlige blomst. Han rakte den til hende. ”Her” svarede han med et smil på læben. ”Fra mig til dig” fortsatte han med et opmuntrende nik. Hun havde været flink overfor ham, så han havde intet imod at give hende en blomst af metal. Den var måske lidt tungere end blomster normalt ville være, men ikke meget fordi laget var så tyndt. Dog ville blomsten ikke visne eller dø. Den kunne heller ikke gå i stykker.

Som han havde sagt at han gerne ville betale for blomsten og pulveret kunne hun ikke lade være med at smile, det gjorde hende glad at nogen viste interesse på blomster, og nogle blomster som ikke ret mange havde interesse for, så det gjorde hende glad at høre. Hun gik straks igang med at gøre blomsten klar til at han ville kunne tage den med sig, så derfor vandt hun en lille glas vase til den, puttede vasen ned i en stof pose, og bandt den lidt, så noget af blomsten ville stikke op, og hun tog imod hans betaling af blomsten. Pulveret som også skulle med, havde hun puttet ned i stof posen også, pulveret lå i en lille pose så det ikke ville blive spredt, eller gå tabt. Så var den enlig klar til at han kunne få den med, og hun havde fortsat et glad smil på læben, og hun kunne mærke noget ved hendes skulder, hun drejede hovedet en smule og kiggede på kvinden som stod i boden med hende, hun kiggede på Bailey, og spurgte lidt ind til noget med nogle andre blomster, og at hun overvejede at tage ud og få plukket lidt, især fordi kvinden ville lave nogle forsøg med forskellige blomster, og det ville Bailey gerne se, men hun havde før set det, så enlig var det ikke det vigtigste i verden at se det. Dog interesserede det hende en hel del, også fordi man kunne så mange ting med blomster, de havde magi uden nogle vidste det, og hendes blik faldt ned på hendes hånd som holdte blomsten"For mange er det hemmeligt, fordi hvis mange ved det vil de stjæle blomsterne og bruge dem til onde gerninger, og dræbe alle blomsterne og det må ikke ske"sagde hun med et næsten trist blik, men derefter bare rystede det af sig, og sendte ham et smil. Bailey kiggede lidt rundt ved boden, der var ikke så mange folk tilbage ved boden, de var sikkert gået hen til nogle andre boder og det var forstående, de havde jo fået det de ville have.

"Mange mennesker kan godt finde på at udrydde blomsterne, alle de flotte og specielle blomster der måtte være, og det er synd for dem, jeg kan ikke lade dem gøre det"sagde hun meget bestemt, med ryggen helt oprejst, og kiggede på ham, og nærmest slet ikke kunne forstille sig hvordan det måtte være, hvis nogle prøvede at dræbe blomsterne foran hende, eller plukkede de blomster der ikke måtte blive plukket uden man vidste hvordan man skulle gøre det. Hun kiggede så lidt ned i hendes hånd, hun stod stadigvæk med blomsten i hånden, og havde været forgabt i hendes snak om blomsterne og blomster at hun helt havde glemt at række den frem til ham, og give ham den"Åh det må du virkelig undskylde! værsgo"sagde hun næsten i panik over at have glemt at give ham blomsten, og hun smillede til ham. Det var lidt typisk hende, når ført hun var begyndt at snakke om blomster, så kunne tiden hurtig gå hurtig, og hun ville tit glemme hvad hun var igang, så det var godt hun lige kom tilbage til virkeligheden, og hvad hun var igang med, som havde været at give personen her foran hende blomsten. Men hun havde så set at han havde været igang med noget før hun rakte blomsten frem til ham, var det noget med de tabte blomster hun havde set at han var igang med samle noget op, og havde undret sig over hvad det kunne være, og hvorfor han gjorde det, og pludselig fik hun øje på noget der så specielt ud, og det var noget hun ikke havde set før, en metal blomst, den føltes tung da hun tog rundt om den, hvorfor ville han give hende en metal blomst, men det havde hvist set ud til at det var et lag måske, og det var for at opmuntre hende, hun sendte ham et stort smil, og uden at tænke over det ville give ham et kram, så hun lænede sig over kanten af boden, og fik hevet ham lidt til sig, hvorefter hun gav ham et kram.

"Tusind tak, den er virkelig smuk!"udbrød hun glad, og sendte ham et stort smil, hun holdte krammet lidt før hun gav slip, og træk sig en smule tilbage, hvorefter hun lod øjnene hvile på blomsten i hendes hånd. Den var utrolig smuk, aldrig havde hun set sådan en blomst før"Har du flere af den slags blomster"spurgte hun nysgerrigt, med et stort smil på læben. 

Egentlig havde Orcus ikke haft planer om at købe en blomst, mest fordi han var overbevist om at blomsten umuligt ville kunne overleve i grotten, men nu hvor pigen havde insisteret på, at det var muligt, så var han mere åben overfor det. Det var dog ikke til at sige, hvad Philotanus ville tænke om det nye pynt i den mørke grotte. Han ville sikkert mene, at det var en underlig tilføjelse til grotten, men det kunne måske bringe noget mere liv ind i den dystre grotte. Orcus fulgte lystigt med i hendes indpakning af blomsten, som han ventede med hænderne foldet foran sig. Der hvilede et smil på hans læber, som han lod hende arbejde i fred, men fra tid til anden skævede imod de blomster, som var endt på jorden. Det var faktisk synd, for så ville hun ikke være i stand til at tjene penge på dem. At betale fra blomsten var nu heller ikke noget problem, som han nemt fandt krystaller frem fra inderlommen i hans kappe og rakte hende. Efterfølgende havde han dog forventet at hun ville give ham blomsten, men den anden kvinde fik distraheret hende. Udfra hendes personlighed, så regnede han ikke med, at hun havde planer om at snyde ham for krystallerne og så ikke give ham blomsten, så han ventede høfligt på at de var færdige med at snakke sammen. ”Jeg er ikke ude på at udrydde blomsterne” fastslog han med et høfligt smil på læben. Han var ikke misundelig på blomsternes ynde, ej heller interesseret i at forhindre andre i at kunne nyde dem. Nu havde han jo selv købt en blomst, så han ville gerne have mulighed for at kunne gøre det igen og Bailey kunne meget hurtigt ende som den eneste, han ville købe blomster af. Hvis han altså blev glad for det liv, de tilførte grotten. Der hvilede et tålmodigt smil på hans læber, som han kiggede på blomsten i hendes hånd og ikke rigtig kunne holde en latter tilbage, da det gik op for hende, at hun stadig havde blomsten i hånden. ”De må være virkelig glad for Deres blomster, siden De har svært ved at slippe dem” lo han stille, som han dog valgte at række hånden frem imod hende for at tage blomsten. Han skulle nok være forsigtig og passe godt på den. ”Jeg skal nok passe godt på blomsten. Måske jeg kommer efter råd, hvis blomsten ikke har det for godt” indrømmede han med et nik. For hvis blomsten var ved at visne, så ville han ikke vide, hvad han skulle stille op med det. Men så ville hun sikkert kunne hjælpe.

For at vise sin taknemmelighed over hvor venlig hun havde været overfor ham, ønskede han lidt at give hende noget igen. Det eneste han dog kunne give hende var metalblomsten. Det var faktisk hendes egen blomst blot dækket af et tyndt lag metal, som var blevet smeltet sammen og derved lod blomsten holde evigt. Som han rakte den imod hende, havde han dog ikke forventet den reaktion, som han fik. Det var bare en høflig gestus. Men krammet var noget så uventet, som han nervøst trak på smilebåndet og rødmede let over nærværet. ”Det var så lidt..” svarede han, som han rystede på hovedet, da hun valgte at give slip igen. Den form for nærkontakt var en anelse uventet, mest af alt fordi han aldrig rigtig oplevede den slags med fremmede. Kun folk han havde kendt rigtig længe og følte han kunne stole på, men Bailey virkede flink nok.. Så der var vel ingen grund til at være bekymret. Spørgsmålet fik ham til at klø sig let i nakken, som han rettede blikket imod sin lomme og lod blikket vandre imod en hvid rose (White cover?), som han løftede pulveret fra sin lomme og lod hende følge med i skabelsen af endnu en blomst, denne gang udformet som en anden blomst fra hendes bod. ”Jeg laver dem selv” forklarede han, som han lod den hvide rose svæve i luften. Det var nemt, når den var lavet af rent metal.

//Afsluttes efter aftale^^//