Deamiel

Deamiel

Krystalisianer

Kaotisk Træls

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2709 år

Højde / 193 cm

Sunny 03.09.2018 21:39
Han var blevet overrasket af regnen. Et pludseligt tordenskrald meldte regnvejrets kommen, og han var endnu ikke kommet særlig langt på sin rejse, eller var han? Der var så meget han gerne ville se. Han ville gerne se om Harekilling måske var kommet frem til Tusmørkedalen, men han vidste ikke hvor langt væk han var. Han var bare noget til dette skovbryn. Skoven så dog gammel ud nåede han at konstatere, inden den lette dryppen var blevet til et vandfald fra himlen og havde gjort ham drivvåd. Han løb så hurtigt han kunne ind under den nærmeste gamle egetræ, med en stor stamme og en stolt krone. Det mindede ham lidt om sin egen skov. Det var et meget imponerende træ måtte han sige, og lige nu kunne det holde ham tør.

Han kiggede ud på den silende regn, der gjorde det svært at se meget længere væk end de nærmeste halvtreds meter. Han stod lidt for sig selv og nød lyden af regnen der faldt ned på jorden og trommede mod det enorme bladdække over ham, som kun tillod få dråber at trænge ned til jorden. Han kiggede op med et bredt smil. Hvor var han glad for at være tilbage i naturen. Byen havde ikke lige været ham. Der havde været mange folk at spejle sig i, men der havde været mange skræmmende folk. Folk der ville andre ondt. Folk der havde ondt. Og folk med masker. Og de blev ikke glade for at han tog deres masker af. Så ville han hellere gå sin vej. Han havde ikke lyst til at være et sted hvor der var så mange der havde ondt. Han havde følt sig magtesløs. Han kunne ikke hjælpe dem alle, og alle var bange for ham. Selv når han begyndte at forstå dem. Især når han viste dem hvad de gerne ville have. De slog ham. De gjorde ham ondt. Han vidste ikke helt hvad han gjorde forkert. Folk var mærkelige. Dyr kunne han i det mindste forstå.

Han skuttede sig som han stod i sit klamme tøj. Måske skulle han prøve at lave sig et bål. Få lidt varme. Ikke at han havde behov for det, men det var rart at være varm og tør. Han havde dog lært lidt fra Harekilling, så han kunne da hvert fald gøre et forsøg. Så han gik i gang med at gå rundt i skovbrynet og samle kvas, grene og tørt græs og blade. Noget han kunne samle til et lille bål. 

Det tog ham meget lang tid inden han omsider fik gang i bålet. Det var ikke imponerende, men der var nogen flammer. Han var lidt bekymret for den spæde ild, men det gav ham lidt varme. Han passede og plejede den lille flamme, og nogen gange løb han ud efter mere tørt græs for at fodre den lille flamme, men til sidst fik det fat i grenene og et lille bål opstod. Han sukkede tilfreds med sig selv og trak det våde tøj af, som han prøvede at hænge på en lavt hængende gren, og lagde sin lille bylt med forskellige tørrede rationer ned ved siden af sig. Som det hang og tørrede satte han sig hen ved bålet med knæene trukket op til hagen og armene sluttet om benene. Han stirrede ind i den dansende ild og lod sig drømme væk, uden at han lagde mærke til at aftenen nærmede sig med hastige skridt. 

Elmira Claíre

Elmira Claíre

Arkitekt, Tidens vogter

Sand Forvirret

Race / Speciel race

Lokation / Amazonitskovene

Alder / 386 år

Højde / 170 cm

Black Phoenix 03.09.2018 22:19
Skyerne havde varslet regnen længe, men alligevel havde Elmira været af den overbevisning, at der ville være længe tid, eller hun troede at hun havde tid nok til at søge ly. Men nu var det ikke fordi hun havde styr på tiden for sig selv, kun naturen omkring hende. Det var naturen, som hun havde været optaget af, da hun havde hørt braget og nær var faldet bagover ned på røven. Hun havde været i gang med at studere nogle planter, som var blevet trampet på. Hun var der ikke for at dømme dem, der havde gjort det. I stedet trak hun smerten ud af blomsterne og skubbede den tilbage i fortiden, så de atter kunne rejse sig mod himlen.

Elmira var dog blevet fanget i vejret, mumlede irriteret på sig selv, som hun gik igennem skovbunden og forsøgte at finde vejene hjem. Kappen hun normalt kun brugte til at holde kroppen varm var trukket langt ned over hendes ansigt, så regnen ikke ramte det røde hår men i stedet landede på hendes ben, som stak ud af kappen, når hun gik. Elmira stoppede op, da hun nåede skovbrynet og vendte blikket mod himlen, som et smil vandrede over hendes læber. "Det var på tide at få renset luften" sagde hun ganske blidt og lavt for sig selv, som hun lukkede øjnene i og nød regnen, som ramte hendes ansigt. Hun trak let i hætten og vendte blikket fremad. Det var der hun fik øje på flammerne.. til at begynde med var hun ikke klar over, at der var tale om et bål, så hun satte i løb igennem busken til hun nåede ilden og skikkelsen ved siden af.

"Det må De undskylde, jeg troede, der var tale om en brand" lød det undskyldende, som hun bakkede bagud og trak kappen tæt omkring sin krop. Hun havde sikkert forstyrret ham i et eller andet og hun vidste ærlig talt ikke hvem eller hvad han var. Hun lignede blot et menneske, men var noget helt andet. Ikke at det bekymrede hende, hendes evne gjorde det svært at afsløre sig selv, i hvert fald igennem almindelige sår og den slags. Det virkede fjollet at tro på en brand, når det regnede på den måde. Men hun havde set ild ødelægge en del af den natur hun værdsatte.
Deamiel

Deamiel

Krystalisianer

Kaotisk Træls

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2709 år

Højde / 193 cm

Sunny 03.09.2018 22:35
Han vendte sig mod lyden og løbende fodtrin. En eller anden person kom hen og delte hans læ under den gamle eg. Han smilede bredt, uden at tænke på at han faktisk sad helt nøgen ved et bål ude midt i ingenting. "Nå, det er bare et lille bål jeg fik lavet mig. Du må godt komme og tørre dig hvis du vil," sagde han ganske veltilfreds og rettede sig lidt op og vendte blikket tilbage mod bålet og lagde en ekstra kævle på toppen, så det kunne blive et større bål og varme flere kroppe. Ikke at det havde brug for mere brænde, da det blusede ganske lystigt og knitrede ivrigt. "Jeg blev fanget i regnen, så jeg tænkte at det ville være smart at få mig noget varme og blive tør igen. Det plejer hvert fald at hjælpe på humøret. Selv de små søde egern gemmer sig gerne i hulerne når det regner. Det har de hvert fald altid gjort hvor jeg er fra." Sagde han mens han rodede lidt i flammerne og prøvede at samle bålet lidt. Han smilede fra øre til øre og nød bålets varme mod hans bare ben og bryst. Det var en speciel, men virkelig behagelig fornemmelse. 
"Jeg kan huske en gang hvor jeg så en ugle fra min lille sø ude i skoven. Den havde sat sig på en gren i ly, men så knækkede en kvist højere oppe, og så styrtede det ned på den stakkels fugl. Jeg har aldrig set en fugl se så fornærmet ud." Han begyndte at le hjerteligt. Der var så mange historier han kunne, og han blev nogen gange overrasket hvor meget dyr kunne spejle de folk der nogen gange havde besøgt ham mens han stadigvæk boede i sin egen lille sø. 
"Blev du selv fanget af regnen?" spurgte han og vendte sig mod skikkelsen der var klædt i en kappe. Han fornemmede lige langt rødt hår, som han stirrede ret fascineret på.
Elmira Claíre

Elmira Claíre

Arkitekt, Tidens vogter

Sand Forvirret

Race / Speciel race

Lokation / Amazonitskovene

Alder / 386 år

Højde / 170 cm

Black Phoenix 04.09.2018 17:07
Ilden havde fuldkommen stjået Elmira’s koncentration, så det var ikke gået op for hende, at hun faktisk stod overfor en nøgen mand. Hvis det havde været det første hun havde fået øje på, så var hun nok hurtigt løbet den anden vej. Elmiras erfaring med mænd, var ikke ligefrem noget at prale af, hun havde kun set deres lumske og skumle sider, deres lyster og end ikke fået mulighed for at kunne slappe af i deres selskab. Hvilket også var grunden til at hun trak sig lidt tilbage, da hun hørte den dybe stemme. Hårene rejste sig over hendes arme, som hun tog hårdere fat i kappen og trak den om sig. Hun bed sig stille i læben, som hun mumlede noget for sig selv. Det gav egentlig ikke mening. ”Jeg..” hun trak lidt på det, som hun søgte bort fra flammerne og fulgte stemmen med de grønne øjne. Så gik hun oprigtigt i stå og slog blikket ned mod jorden. Hvorfor i al verden havde han smidt alt tøjet midt i skoven? Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle af sig selv og vidste udmærket, at det var uhøfligt ikke at kigge folk i øjnene, når de talte til hende. Elmira endte med at bide sig hårdt i læben, som hun tvang blikket mod ham, hun åbnede dog ikke øjnene før at hun var sikker på at hun kiggede højt nok til at undgå hans krop. Historien fik hende dog til at slappe af. Han var van til naturen, og han lød egentlig ikke slem, men hun kunne ikke rigtig slappe af. Hun havde endda trukket skulderne let op.

Elmira trippede let med foden, som hun kunne fornemme bålet og varmen mod sit ansigt, som hun sukkede lettet, som varmen var mere end velkommen. Alligevel var hun lettere nervøs for at komme for tæt på ham. Hun slap dog kappen og fik hånden ud fra under, for at løfte den op og skubbe hætten ned, så hun atter kunne få luft til det lange røde hår. Det hang næsten altid løst over hendes skuldre og gik hende til langt ned på ryggen, lige omkring lænden. Hun lyttede til hans ord, endnu en historie og Elmira kunne ikke lade vær med at grine lidt, som han fortsatte. Hun vidste ikke hvordan en fugl så fornærmet ud, men det lød komisk. ”Hvordan ved De at fuglen var fornærmet?” spurgte hun nysgerrig, stadig med et let smil på læben. Hun slappede atter af i skulderne, men søgte kun hans øjne, som hun helst ville undgå hans nøgne krop. Ikke at hun var forlegen. Hun vidste faktisk ikke meget om det, det hun havde oplevet var ikke særlig rart, så hun ønskede ikke at kaste sig ud i det. Elmira nikkede roligt til hans ord, som hun smilte lettere forlegen. ”Jeg glemte tiden indrømmede hun med et opgivende suk, som hun løftede den ene hånd og skyggede let for sit udsyn, imens at hun fik sat sig til rette. Hun valgte ikke at sidde overfor ham, da det ville blive en udfordring, så hun endte med ikke at sidde alt for langt fra ham. Hun havde ingen fornemmelse for tiden, men hun var overbevist om at dette ikke var et øjeblik, hvor man skulle være uden tøj. ”Hvad har De gjort af Deres tøj?” hun var nødt til at kommentere på det. Måske han ikke var lige så bange for at blive overfaldet, som hun var?
Deamiel

Deamiel

Krystalisianer

Kaotisk Træls

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2709 år

Højde / 193 cm

Sunny 04.09.2018 17:59
Han tænkte ikke så meget over personens tilstedeværelse. Han kiggede ikke rigtig på den, så han begyndte endnu ikke at lære så meget om den. Han vidste også godt at det ikke var alle der brød sig om hvor meget han kunne lære om dem ved bare at observere dem. Efter at have rodet lidt i bålet vendte han sig mod sin bylt han havde pakket inden han tog af sted. Han bandt knuden op af pinden han havde bundet den til og lagde den åbne bylt ved siden af sig og undersøgte stille og roligt maden han havde fået med sig for at finde ud af hvad han havde lyst til. Bylten indeholdt forskellig slags tørret frugt og kød, nogle nødder og brød og nogle grøntsager der nok havde været friske på et tidspunkt. Stadig spiselige dog, men de havde set bedre dage. Han tog sig nogle af grøntsagerne og lidt af brødet og begyndte at spise af det. "Du må gerne få noget hvis du vil. Jeg har ikke brug for så meget. Jeg gør det kun fordi det er rart," sagde han med den største selvfølgelighed, og skubbede bylten hen mod personen der havde sat sig.

Han trak på skuldrene over spørgsmålet om uglen. "Det ved jeg egentlig ikke. Men den så sådan her ud," sagde han mens han rynkede brynene og skar en utrolig utilfreds grimasse, som kort efter lettede i et stort smil, som han kiggede over på personen, og straks begyndte han at forstå hende bedre. Først og fremmest at det var en hende. 
Han nikkede tilfreds til hendes svar, mens han tyggede på noget af brødet. "Det gør jeg tit. Tid er sådan noget mærkeligt noget. Der sker hele tiden noget, men så alligevel sker det samme bare igen og igen. Som for eksempel, så om foråret så blomstrer der en masse fine blomster og dyrene får unger og dansemyggene klækker, og det er så overvældende, men næste år, så sker det samme igen. Fuldstændig det samme, og det gør det i århundreder. Det er egentlig mærkeligt at tænke på," sagde han mens han kløede sig eftertænksomt på næsen. 

Han kiggede igen over på hende, som han blev spurgt om hvor hans tøj var blevet af. Først så han lidt uforstående på hende og stoppede midtvejs i at tygge. Han kiggede ned af sig selv. "Mh!" udbrød han da det gik op for ham hvad hun mente og han fik tygget af munden så han kunne svare. "Det blev vådt," sagde han og pegede over på tøjet der hang på en gren i egen.
Han kiggede nysgerrigt på hende. Han kunne godt huske at folk ikke brød sig om at andre var nøgne så han måtte hellere gøre noget ved det. Som han kiggede på hende spejlede han sig i hende. De store muskler blev til fine elegante træk, og det viltre hår til lange ildrøde lokker, skjult under en rejsekappe. Det tog ikke mere end et øjeblik før en tro kopi af den anden sad ved bålet i stedet for. "Er det her bedre?" spurgte hun og trak hætten ned så man kunne se det venlige smil der prydede hendes ansigt.
Elmira Claíre

Elmira Claíre

Arkitekt, Tidens vogter

Sand Forvirret

Race / Speciel race

Lokation / Amazonitskovene

Alder / 386 år

Højde / 170 cm

Black Phoenix 04.09.2018 20:12
Det var faktisk rart, at han ikke pressede på på den måde, det var en anelse uvant, men Elmira følte lidt, at hun faktisk havde mulighed for at slappe af, som om hun stadig kunne få luft, der var intet som forsøgte at kvæle hende eller hendes personlige rum. Hun havde dog ikke i sinde at sige det højt, da hun nok var en af de få, som havde det på den måde. Eller det troede hun i hvert fald. Hun vidste ikke meget om det modsatte køn, hvilket var hendes egen skyld, men også en handling hun havde gjort bevist. Elmira nød i stedet naturen end andres selskab og følte ikke det samme behov for selskab, som de øvrige væsner. Måske fordi hun havde uendelig mængder af tid til at lære så meget om landet, som overhovedet muligt. Dermed sagt havde hun ikke travlt, medmindre en brand truede skoven, så var det noget andet.. Hun lod blikket glide mod ilden, som hun trak benene op under sig og hvilede armene mod læggen for at nyde varmen. Regnen var kommet fuldkommen bag på hende, men det gik først op for hende nu, hvor varmen ramte hendes ansigt og hænder. Hun skævede kort til ham, som han begyndte at rode rundt med noget mad. Varmen var rigeligt og hun følte ikke, at hun kunne trænge sig på. Ikke mere end højst nødvendigt. At han valgte at tilbyde hende noget mad, bragte et venligt smil frem på hendes læber, som hun rettede blikket imod hans ansigt. ”Jeg vil nødig trænge mig på..” forklarede hun med en lav og stille stemme, som hun smilte høfligt til ham. Hendes blik dalede mod udvalget, som hun strøg fingrene svagt over sin håndryg. Måske hun var sulten..

Manden forsøgte at efterligne uglen og Elmira kunne ikke holde en svag latter tilbage, som hun betragtede hans ansigtsudtryk. ”Den må have været virkelig utilfreds” lo hun stille, som hun forsøgte at få styr på sit smil, der måske havde taget overhånd, men mandens smil smittede faktisk af på hende, så smilet blev bredere. Hun trak den ene hånd til sig, for at flytte en lokke hår om bagved øret. Hun blev lettere forlegen over sit smil, så hun endte med at vende blikket retur til ilden. Det var beroligende at kigge på, så længe at bålet altså ikke blev større.
Det var svært at skjule smilet, som manden fortsatte med at tale. Den måde han omtalte tiden på var med til at få hende til at smile yderligere. Han talte om noget uhåndgribeligt, men i virkeligheden sad han sammen med tiden.. Elmira kommenterede dog ikke på det, hun lyttede i stedet til hans ord. Hun nikkede stille til hans ord, som hun fik styr på sit smil. ”Men det er betryggende at vide at blomsterne springer ud og dyrene får unger..” kommenterede hun med et smil. Det var ikke til at sige, hvad fremtiden ville bringe, men som han selv sagde, så var der noget som gentog sig, det gav en vis ro, at man altid kunne regne med det.

Forhåbentlig havde hun været klar nok i sin udtalelse, om end han så ud til at have svært ved at forstå, hvad hun mente, så gik det heldigvis op for ham, så hun ikke var tvunget til at kommentere yderligere på det. Det var et lettere svært emne at snakke om, i hvert fald hvis man spurgte hende. Alligevel vendte hun blikket mod grenen for at se om han talte sandt. Og rigtigt nok, hun kunne fornemme de tunge klæder på grenen, så han havde faktisk bare forhindret sig selv i at blive syg ved kulden. I stedet kunne ilden nemmere varme hans krop op og holde ham tør.
Hun var en anelse lettet over at han havde talt sandt, så var der en chance for at han ikke var én af dem.. Men som hun flyttede de grønne øjne mod ham.. eller hende, sig selv? Gik hun i stå. Hun så lettere chokeret på ham, eller sig selv? Hun åbnede munden for at sige noget, men var ikke i stand til at få et ord ud til at begynde med. ”Hvordan gjorde du det?” spurgte hun noget så forundret, for der måtte være tale om et trick, en illusion ikke?
Deamiel

Deamiel

Krystalisianer

Kaotisk Træls

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2709 år

Højde / 193 cm

Sunny 04.09.2018 20:36
Hun fortsatte med nogle af de grøntsager hun havde taget med og tyggede tilfreds på dem og satte sig lidt bedre til rette og foldede benene ud så hun også kunne få lidt varme mod brystet. Hun tog fat i det lange hår som hang ned i hendes ansigt og samlede det bag ved hovedet og det var nærmest med en øvet hånd at hun bandt det op i en simpel knold så det kom ud af ansigtet, og flammernes glød dansede i hårets ildrøde farve.

Hun kiggede over mod pigen der virkede overrasket over at hun havde spejlet sig i hende. Det plejede de at gøre, men nogen gange gjorde de ikke. Det var altid så mærkeligt. Da hun boede i søen og hun lignede dem hun spejlede sig i, så virkede de ikke så forundrede, men når hun var frit fremme, så var det som om det hele ændrede sig. "Jeg spejler mig bare i dig, eller egentlig spejler du dig i mig," svarede hun med en munter tone og strøg nogen krummer ud af mundvigen. "Mit eget tøj er stadigvæk vådt, men du har tøj på, så jeg tænkte at du ville blive glad for at jeg fik tøj på, så jeg lod dig bare spejle i mig," sagde hun og sendte hende et venligt smil. "Er du sikker på at du ikke skal have lidt at spise? Din slags plejer at have sult, eller hvad det nu hedder," sagde hun og rakte hende noget af maden med et varmt smil.

Hun vendte sit blik mod ilden igen og lagde hovedet lidt på sned. Hun kunne mærke at hun begyndte at forstå den anden bedre. Snart ville hun kunne lade hende spejle sin frygt, sit begær og sit håb i hende, men hun tænkte at hun hellere måtte lade være. "Jeg bliver forresten kaldt Bjørn," sagde hun med et venligt smil. "Det var Harekilling der gav mig det navn, fordi jeg ikke kunne huske mit eget." 
Elmira Claíre

Elmira Claíre

Arkitekt, Tidens vogter

Sand Forvirret

Race / Speciel race

Lokation / Amazonitskovene

Alder / 386 år

Højde / 170 cm

Black Phoenix 04.09.2018 21:11
Manden eller kvinden.. virkede så godt tilpas, men Elmira forstod det ikke helt, som hun havde brug for noget tid til at håndtere det. Hun var en anelse forbavset og i det hele taget paf over, hvordan det var sket. Der havde ingen kontakt været, i hvert fald ikke som hun havde bemærket og hun var uden tvivl ikke faldet i søvn og havde gang i en syg drøm. Elmira kunne stadig mærke ilden mod sit ansigt, dog kun mod den ene kind, som hun havde drejet hovedet mod hende. Hun brugte lang tid på at få de første ord over læberne og endnu længere på at forme mere end det ene spørgsmål. Hun forstod ikke rigtig meningen med det og endte til sidst med at ligge hovedet let på skrå og bare kigge på sit spejlbillede. Det var højst besynderligt og mærkeligt at kigge på sig selv på den måde. Hun bed sig svagt i læben, som hun rystede på hovedet. Mon hun var blevet påvirket af en plante på sin vej igennem skoven? Det var umuligt. Men hvordan kunne det ellers give mening.

Normalt ville hun nok have rejst sig op og løbet sin vej, men hun sad fast på jorden og stirrede på hende. Det virkede en anelse uhøfligt og Elmira tvang sig selv til at kigge ned. Hendes blik gled ned i hendes hænder, som hun gned dem imod hinanden for at distrahere sig selv. Hun tog en dyb indånding, før at hun atter rettede blikket mod hende. Hun var faldet mere til ro, som hun nikkede til hendes ord. Ikke at hun forstod det, men det var en forklaring hun kunne håndtere. Det var dog langt fra så nemt, som tiden.. ”Det var ikke lige hvad jeg havde forestillet mig” forklarede hun med et nik, som hun så lettere undskyldende på hende. Det var ikke pænt gjort, men hun var ikke vred på hende, kun sig selv. Samtalen blev drejet mod maden i stedet, som hun nikkede roligt til hende og rakte hånden ud for at tage imod det. ”Min slags?” spurgte hun lettere forvirret, som hun ikke helt forstod det, havde hun fået en fornemmelse af, at hun ikke var et kendt væsen? Eller snakkede hun blot om mennesker generelt?

Hun præsenterede sig, om end Elmira ikke helt forstod ordene, så valgte hun at nikke med et smil. ”Hyggeligt at møde dig, Bjørn” svarede hun med et høfligt smil på læben, som hun strakte benene ud og lagde maden i skødet. Hun strøg fingrene over frugten, som hun dog holdt blikket på sit spejlbillede. ”Claíre” svarede hun med endnu et smil, som hun tog et stykke frugt op og placerede det mod læben for at skubbe det ind i munden med pegefingeren. Hun tyggede stille i det, før at hun sank.
Deamiel

Deamiel

Krystalisianer

Kaotisk Træls

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2709 år

Højde / 193 cm

Sunny 04.09.2018 21:24
Hun kunne ikke se problemet i sin forklaring. Det var da bare så simpelt. Hun så jo bare sit eget spejlbillede ved at kigge på hende. De var den samme nu. Det var jo bare at kigge på et spejl, eller i en blank vandoverflade, eller i et sværds klinge. Anderledes var det heller ikke. Her kunne man bare se hele sig selv og man kunne snakke med sig selv. Man havde sit eget selskab, selvom at spejlbilledet selvfølgelig ikke vidste hvordan det var at være sig selv, fordi spejlbilledet var jo kun en reflektion og ikke sig selv. Det var da så nemt at forstå. "Jeg er bare dit spejlbillede," prøvede hun at forklare endnu en gang. Mere behøvede hun ikke at forstå, fordi andet var hun ikke. 

Hun kiggede over på hende da det virkede til hun ikke helt forstod hvad hun mente med hendes slags. "Du ved..." begyndte hun og kløede sig eftertænksomt på næsen, "sådan... som skal spise og drikke for at leve. Altså sådan en der lever... sådan nogle der, jeg ved ikke. Mennesker og elvere og alle dem der. Ikke dyr, men heller ikke sådan nogen som mig. Selvom jeg ikke ved om der er andre som mig. Jeg har hvert fald ikke mødt andre åmænd endnu." Hun lagde hovedet på skrå og kiggede op i luften, med munden halvt åbent, som hun tænkte. Hun begyndte at lave blop-lyde med læberne som om det skulle hjælpe hende med at tænke. "Har du måske mødt andre åmænd? Jeg kunne godt tænke mig at møde flere åmænd. Jeg håber de er rare." Hun kiggede håbefuldt over på den anden.

Hun smilede stort da hun præsenterede sig. "Jeg har aldrig forstået din slags navne. De betyder jo ikke noget. Jeg troede mere du vil hedde noget som Lue eller Rødkælk. Sådan noget. Det ville jeg forstå. Ikke at Claíre ikke lyder flot, men jeg kan ikke forstå dig med det navn," sagde hun med et venligt og måske også et lidt medlidende udtryk.

Elmira Claíre

Elmira Claíre

Arkitekt, Tidens vogter

Sand Forvirret

Race / Speciel race

Lokation / Amazonitskovene

Alder / 386 år

Højde / 170 cm

Black Phoenix 05.09.2018 07:28
Det var en forunderlig verden at være blevet en del af, Elmira havde brugt en del kræfter på at lære tingene at kende, men at sidde overfor sit eget spejlbillede lod til at forvirre hende en del. Hun havde aldrig rigtig haft mulighed for at se sig selv på den måde. Hendes egen krop var langt mere anspændt end kvinden, der nu sad ved siden af hende. Hun kunne ikke få sig selv til at slappe af på samme måde og bed sig let i læben, som kvinden gentog sin forklaring. Uden at svare hende, valgte hun at nikke og acceptere ordene, som hun tog en rolig indånding og vendte fokus mod ilden igen. Hun var kun blevet mere forvirret lige nu. Men om ikke andet, så var hun ikke længere i selskab af en mand. Men hun mente stadig at der var tale om en illusion og den kunne sikkert løftes, når sidemanden ønskede det.

Elmira følte at hun kunne ånde lettet op, da det ikke var gået op for kvinden, hvad hun var. Af ren og skær lettelse lagde hun en hånd mod sit bryst og tog en dyb indånding, som blikket dalede mod jorden og maden i hendes skød. Det var en anelse betryggende at vide, at kvinden ikke allerede havde læst hende, for så måtte hun have dummet sig virkelig meget. ”Så forstår jeg bedre” svarede hun med et lettet smil på læben. Hun ønskede ikke at gå i flere detaljer, men koncentrerede sig i stedet om kvindens udtalelser. Åmænd? Hun havde aldrig hørt ordet før og brugte noget tid på at gentage det i hovedet. ”Jeg har aldrig mødt nogen som dig før” svarede hun med et oprigtigt smil på læben. Der var ingen grund til at lyve, for hun ville uden tvivl have kunnet huske det, hvis det var tilfældet og hun var stødt på sit spejlbillede før.  Blop lyden fik hende til at le let, før at hun lagde endnu et stykke frugt i munden.

Bjørn lod ikke til at forstå hendes navn, men hun kunne ikke bebrejde hende, som hun nikkede til hendes ord. Ja, den slags navne betød ingenting, eller Elmira kunne ikke forklare betydningen. ”Rødkælk på grund af mit hår?” spurgte hun med et smil, som endnu en lokke faldt ned foran hendes øjne, da hun valgte at dreje blikket mod kvinden igen. ”Hvorfor bliver du så kaldt Bjørn?” spurgte hun stille, måske det havde noget at gøre med hendes tidligere skikkelse? Det var langt mere grov end hvad hun så nu. Stor og stærk som en bjørn måske?
Deamiel

Deamiel

Krystalisianer

Kaotisk Træls

Race / Dæmon

Lokation / Dianthos

Alder / 2709 år

Højde / 193 cm

Sunny 10.09.2018 20:38
Hun smilede mildt til Claíre. Hun havde ikke forventet at hun havde mødt åmænd før. Måske var hun den eneste af sin slags, selvom noget sagde hende at hun hørte til et eller andet sted. Hun var en del af mange andre, men der var bare aldrig nogen der havde mødt åmænd. "Jeg har heller ikke mødt min egen slags endnu tror jeg. Jeg har dog ikke set verden så meget før her i løbet af de sidste fire årstider. Ind til da havde jeg bare været i min egen lille dam i skovene i over et årtusinde. Jeg savner lidt min lille fine dam, hvor månen og stjernerne spejlede sig med glæde i min overflade," sagde hun og kiggede ud i den silende regn med et sagligt smil på læben. "Men der er bare så spændende her ude. Alle de følelser som folket har. Så mange ansigter der kan spejles. Så mange drømme og begær der bliver jagtet, og så mange frygte der flygtes fra. En hel anden verden end den stille skovsø, omgivet af stolte træer og venligsindede dyr." Hun kunne mærke at hun var ved at fortabe sig i sine egne tanker og minder. De slørede minder som alle sammen flød sammen. 

Hun begyndte at le. En mild og klingende latter som fine sølvklokker. "Ikke kun. En rødkælk er også modig og beskytter det den holder kær. Det røde hår passer dog til rødkælkens flotte bryst," sagde hun med et varmt smil. Hun så Claíre som en modig kvinde. Hun vidste ikke helt hvorfor. "Harekilling kaldte mig Bjørn, fordi når jeg ikke spejler nogen, så ser jeg stor, stærk og pelset ud, men også fordi jeg passer på dem jeg holder af, og man skal ikke røre ved dem under min beskyttelse. Det var hvert fald det som Harekilling sagde. Jeg kan godt lide navnet. Bjørne er gode dyr." 
Elmira Claíre

Elmira Claíre

Arkitekt, Tidens vogter

Sand Forvirret

Race / Speciel race

Lokation / Amazonitskovene

Alder / 386 år

Højde / 170 cm

Black Phoenix 11.09.2018 21:08
Det var yderst forvirrende at kigge på sit eget spejlbillede. Elmira var nødt til at kigge væk fra tid til anden for ikke at blive yderligere forvirret over situationen. Hun kunne jo høre hende tale og også fornemme hendes tilstedeværelse, så der var ikke tale om en illusion. Men det var stadig forvirrende. Det var umuligt at læse på Elmira, at hun faktisk ikke var menneske. Det eneste som var et tydeligt tegn på hendes race var blodet og hun havde ingen sår, som kunne gå op og begynde at bløde igen. Derfor tvivlede hun også på at kvinden faktisk ville opdage det. Eller var hun en mand? Et suk forlod hendes læber, som hun rettede blikket mod hende igen. Der hvilede et forsigtigt smil på hendes læber. ”Så har du stadig chancen for at støde på nogen af din slags” lød det lettere opmuntrende, der var ingen grund til at miste håbet. Elmira lyttede dog opmærksomt til hendes fortælling, selvom den var en anelse svær at forstå, så gav det lidt mening? Til en vis grænse dog. ”Kan du se alt det?” spurgte hun lettere forbavset, mon kvinden havde læst hende også? Hun blev en anelse nervøs for hvad hun mon havde fundet ud af, hvilket fik hende til at gnide stoffet fra kappen imellem sine fingre.

Kvindens latter var lidt af en forandring, som der bredte sig et smil over hendes læber. Hun var så småt begyndt at slappe af og hun følte lidt at hun glemte hvor hun var. Og ikke mindst, at hun havde siddet ved siden af en mand for ikke særlig lang tid siden. Det var forunderligt, men Elmira følte sig opslugt af kvindens forklaring. ”Tak” lød det blidt fra hendes læber, som der endnu hvilede et smil over. Det havde i hvert fald lydt som et kompliment, noget som Elmira egentlig ikke havde noget imod, men det gjorde selvfølgelig også en stor forskel, at det ikke direkte var en mand, som sagde ordene. Hun lo let, som hun forklarede sit eget navn. Stille nikkede hun for sig selv for at bearbejde ordene og den dybere mening. ”Du har ret, det ser ud til at passe godt til dig” endnu et smil blev vendt mod kvinden, som hun strakte hænderne mod ilden, blot for at få noget mere varme ind til kroppen. Hun følte ikke længere at det var nødvendigt at sidde sammenkrøllet ved siden af bålet. Men åbnede op for at få varmen mod brystet.
Elmira Claíre

Elmira Claíre

Arkitekt, Tidens vogter

Sand Forvirret

Race / Speciel race

Lokation / Amazonitskovene

Alder / 386 år

Højde / 170 cm

Black Phoenix 29.05.2019 17:38
//Afsluttes grundet inaktivitet - skriv hvis vi skal starte noget nyt!
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Krystal , jack, Echo, Mong, Tatti
Lige nu: 5 | I dag: 11