Natten havde ikke just været den bedste. Utal af mareridt, der havde holdt ham vågen samt Erasmus's voldsomme snorken. Restløs havde han vendt og drejet sig, uden håb for søvn i sigte og han var derfor stået op. Manuel var alphaen af den lille flok som holdt til ude i Vesterdalene, udover den store flok, der blev ledt af Miranda. De mørke øjne gled over hver og en, gjorde sig sikker på alle trak vejret og gik derefter ud til bålet der var lidt fra de såkaldte huler de kaldte deres hjem. Lidt ekstra brænde blev smidt på, blot så det var klar til at lave morgenmad på, hvis de... Manuel sukkede, da han kom i tanke om der ikke var noget mad tilbage, da det sidste hjort blev spist igår, hvilket betød at han var nødt til at gå ud og se til fælderne der var sat op. Om han magtede det? Ikke just.. Men det var nødvendigt, hvis flokken skulle overleve den kommende vinter. Han så rundt og solen var knapt stået op i horisonten endnu, så der ville gå noget tid før de andre ville vågne, så han havde god tid. Han tjekkede hurtigt op på dem alle og luntede så af sted. Han gik til hver eneste fælde og fandt fire harer på de seks fælder han havde sat ud. Han trak svagt på skuldrene Det var ikke meget, men så kunne han vel lave en form for stuvning? men til morgenmad? Han trak på skuldrene, det blev nødt til at kunne gå... Efter godt to timers 'jagt' så havde solen efterhånden også flyttet sig og de andre ville sikkert snart vågne. Han satte i løb, blot for at have mere tid til at forberede sig på de vågnede og have maden klar. 

Da han igen kom til flokken så det endnu ikke ud til der var nogle der var vågne, så han smed de fire harer på jorden og rynkede på næsen som han kørte hænderne ned over den fugtige skjorte. Han sukkede da han hev den over hovedet og smed den på jorden ved ham. Han gik samlede harerne op fra jorden og holdt dem op i ørerne "Kunne i for fanden ikke være pelset i forvejen..." mumlede han lettere irriteret. Mannie var på ingen måder klog på at håndtere våben... Og i teorien var kniven han skulle bruge til at pelse harerne også et våben... Han var som regel ikke den der lavede mad.. Det var Elise eller tvillingerne. Han fandt et træbræt og kniven og rynkede på næsen som han begyndte at skære i den ene hare, fandt måden hvor på det sikkert ville være nemmest og rev så til. Det var bestemt ikke et rent job.. Han så sådan set ret drabelig ud med alt det blod på sig, både efter at have pelset dem og ordnet kødet og skåret det ud. Han hørte en svag mumlen og så lettere nervøs ud, for det var sikkert Elise der havde fået færden af ilden og var vågnet. Manuel, stod stadig ved den store pande, gryde ting der hang over bålet og sørgede for at maden ikke blev brændt. Han frygtede lidt for hvad Elise ville sige, hvis det i så fald var hende.. Egentlig frygtede han hvad alle ville sige, da han på ingen måder var god til at lave mad... Han så ned på de fire hare skind og satte sig ned og begyndte at rense skindene, for at få de værste fedt og eventuelle kødrester af, mens han af og til rejste sig for at rode i maden med skeen. Hvad skulle han sige? Han var fuldkommen lost og forsøgte at øve sig i hvad han ville have ud, alt i mens han fortsatte med at rengøre de fire skind. 

Aliana havde ikke sovet meget denne nat. Hun havde været opkogt af varme, hun havde næsten følt det som om hun var ved at brænde op. I stedet for at prøve at sove havde hun bevæget sig lydløst ud i skoven for at tage en løbetur. Noget skulle hun bruge tiden på, så hvorfor ikke tage en løbetur og komme lidt mere i form end hun allerede var nu. Ikke at hun var i dårlig form eller at hun var tyk. Men det var altid rart at være i god form, man kunne aldrig vide hvad der ville ske.
Hendes løbetur havde sådan set forgået meget godt, hun havde fået pulsen op, og inden hun fik set sig om havde  det været tidligt på morgen og solen var ved at stå op. Hun kiggede lidt rundt for at finde ud af hvor hun var henne, og for finde sin retnings sans til kende. Hun vidste præcis hvor hun var og hvor langt der var tilbage til lejeren.
På tilbage vejen havde hun stoppet op ved et træ og havde fundet sine knive frem. Hun skulle også holde sin våbentræning ved lige. Det var ikke så tit hun brugte sine knive, eller var i nærkamp men det skete da til tider når hun ikke lige fik det som hun ønskede det hos Manuel. Åh Manuel det lækre skår! Hvorfor kunne han ikke bare vælge hende som mage som han havde gjort en gang. Den gang de var sammen var alt jo perfekt, eller det synes Aliana da at det havde været. Hun var dog ikke sikker på at Manuel synes det samme. Hun bed sig lidt i læben ved tanken og kiggede lidt rundt for at finde ud af om hun var alene, ganske rigtigt var hun stadig alene og der var ikke nogen forstyrende elementer lige i nærheden. Der var selvfølgelig nogle ræve og hjorte der gik og skulle finde mad men det var også alt. 

Nok var Aliana beta men hun ville jo gerne være Alpha igen på det ene eller den anden måde. Spørgsmålet var jo bare om det nogen sinde ville komme på tale, hun havde sine tvivl sådan som deres forhold var gået i stykker. Alligevel kunne Manuel godt bruge hende til nogle andre ting som forgik under lagnerne. Mænd! Et fnys kom frem på hendes læber og det fik bare hendes knive til at intensivere i styrke mod træet så det til sidst satte sig fast inde i træet. Hun kom med et forpustet suk og hæv med noget besvær knivene ud af træet. Hvorfor kunne Manuel gøre hende så vred. Urgh! Mænd altså! Hun satte knivene i sit bælte og kig lod blikket glide lidt rundt. Nu skulle hendes knive slibes om hun ville have det eller ej. Endnu et suk kom frem på hendes læber alt imens hun prøvede at få vejret efter sin morgen træning.
Hun bevægede sig ned imod den nærmeste flod og smed tøjet for at hoppe i det kolde vand. Hun begyndte at fryse men det var bedre end at lugte af sved efter den hårde træning. Da hun endelig var færdig med at fordele vandet på sig og gyste, hendes læber var endnu ikke blevet blå men hun havde jo også varmt blod i årene, og med alt det hun havde været udsat for som slave gjorde det hende bare endnu lettere at holde lidt mere på varmen. Hendes slavemærker fyldte det meste af kroppen, det var ikke noget hun var stolt af, men hun kunne ikke gøre noget ved dem. Det var mærker hun måtte leve med resten af livet.

Da hun endelig var færdig med at være i vandet bevægede hun sig op tog sit tøj på og bevægede sig hen imod lejeren hvor hun så Manuel stå med morgenmaden. Hvor var Elise? Alligevel kunne hun ikke lade vær med at smile over synet af den flotte mand der stod og lavede noget fysisk arbejde. Det så godt ud det måtte hun give sig selv. Men alt hvad Manuel fortog sig var jo bare et plus i hendes øjne. Hun lænede sig op af det nærmeste træ tog fat i sit lange våde hår og samlede det for at ligge det over skulderen. Man kunne ikke se på hende at hun ikke havde sovet så meget, der var ingen poser under øjne og der var ingen tegn på at hun var træt. Hun havde været udsat for det der var værre end ikke at sove en hel nat. "Det ser godt ud kære" kom det roligt fra hende i et højt nok toneleje til at Manuel ville kunne høre det. Hun bevægede sig lidt tættere på ham og kiggede roligt på ham. Hun søgte hans øjenkontakt men det var ikke til at komme i kontakt med. "Sover Elise længe siden det ikke er hende der står med morgenmaden?" kom det fortsat roligt og bevægede sig helt over til gryden for at dufte til maden. Det duftede godt, men ikke nær så godt som når Elise stod ved bålet.

Mannie havde ikke bemærket at Aliana stod og så på ham, jo han havde opfanget hun var i nærheden, men det var hun alligevel næsten konstant.. Årh Aliana, hans tidligere alpha hun, nu beta. Manuel vidste godt hun ikke just var tilfreds og forsøgte at få ham med på ideen igen, at hun skulle være med til at styre flokken. De havde været kærester længe, men for godt to år siden måtte han sige stop. Han kunne ikke sige hvorfor, men han blev nødt til det.. Jo Aliana ville altid have en speciel plads i hans hjerte, men ikke som den kvinde han elsker.. For nu, var der ikke nogen der som sådan ikke andet end et venskab.. Jo de havde længe fjantet rundt, men var der noget mellem dem? De fleste i flokken troede sikkert de var ved at finde sammen igen, men for Manuel selv, havde han det ikke i tankerne.. Ikke endnu i så fald og fik det sikkert heller ikke.. 

Som han hørte hendes stemme så han op med et kækt smil på læberne "Det ved jeg... " sagde han og blinkede til hende som han kørte en hånd gennem det mørke hår. Han vidste hvordan han skulle pirre hende og han elskede hvert sekund han kunne se hendes frustration over det. Han tænkte ikke yderligere over han stadig stod i bar overkrop, smurt ind i blod, der efterhånden var begyndt at størkne lidt. Han blev stående hvor han var som hun bevægede sig tættere på og trak svagt på skuldrene "Markus snakker om hun måske er gravid... Jeg ved intet endnu, så tiden må vise om der er hvalpe på vej" sagde han og så mod Elise og Markus's telt. Hvis det var unger... Så ville flokken være sårbar for noget tid, hvilket var der hans lederskab ville blive sat på prøve, for det ville være første gang der ville være nyfødte i blandt dem. 

Han rørte lidt rundt i gryden og så på Aliana med et kækt smil "Hvorfor sover du ikke? Du plejer at være sent oppe" sagde han og blinkede til hende. Erasmus var dog den der kom sidst op, men han var efterhånden også en slidt mand.. Og stod som regel op når solen så småt var gået ned, da han som regel var den der holdt udkig efter fjender. Manuel var som regel nem at vække, grundet hans restløshed om natten og de mange mareridt der tit kom til ham. Han hævede et øjenbryn "Var du ude og komme af med frustrationer?" han grinte kort som han så ned i kedlen og duftede til maden. Hvis han selv skulle sige det duftede det godt, men smagen... Ja det ville vise sig. Måske skulle han få Aliana til at smage? Trods hun sikkert bare ville mobbe med hans manglende evne til at lave mad... Han så det nærmest for sig..  

Aliana kiggede på Mannie hvor var han dog lækker som han stod der! Han var jo lige til at overfalde, om der var blod eller ej var helt lige meget. Hun bed sig lidt i læben for ikke at gøre noget dumt som ville koste hende hendes Beta rang. Hun rømmede sig lidt og kiggede blot på ham som han stod der smurt ind i blod. Da han kørte en hånd igennem håret gjorde det ikke sagen meget bedre. Hvorfor skulle han pirre hende sådan når han vidste hvad han gjorde ved hende? Hvorfor skulle hun også have sådan en svaghed over for ham? Urgh hvor var han bare lækker! Den dumme skidderrik havde sagt fra fordi hvad? Ja hun vidste det faktisk ikke, i det mindste kunne hun være glad for at have en Beta rang. Men ville hun blive ved med at have det hvis han fandt en anden? Ville man kunne se hendes måde at reagere på som en trussel? Et kort suk undslap hendes læber og hun kiggede ned i jorden.

Mannie snakkede som hvalpe og det fik hendes tanker et helt andet sted. Hvorfor havde han aldrig sagt ja til at få hvalpe med hende? Godt nok vidste hun godt at de ikke ville være varulve som de selv ville være, det krævede et bid, var det noget Mannie ville gøre. Eller ville Markus gøre det når det nu var hans hvalpe? "Hmm.." kom det roligt fra hende og kiggede lidt rundt for at lade blikket falde på teltet indtil Elise og Markus. "Det må tiden vel vise om vi er udsatte." kom det roligt fra hende og kiggede lidt ned i jorden. Hun bevægede sig tættere på Manuel og bed sig i læben som hun stod tæt på ham.

"Jeg havde svært ved at sove i nat." kom det roligt fra hende og kiggede ned i gryden. Der manglede noget, det duftede ikke helt som når Elise lavede mad. Hun kiggede lidt på Mannie og bed sig i læben igen. Den lækre mand! Hun blev helt blød i knæene. Som hun rettede lidt på sit tøj for ikke at vise sine slavemærker kiggede ned på sit tøj. Hvor hun hade sine slavemærker. Der var så mange af dem, og de havde gjort ondt alle sammen at få lavet. Men hun havde bidt smerten i sig og ikke vist svaghedstegn. Hun måtte være stærk, lige som hun var i flokken. "Noget i den stil." kom det roligt fra hende og rørte lidt rundt i gryden. Ja Manuel kunne ikke lave mad, det var der ingen tvivl om. Hvorfor overhovedet prøve, kunne han ikke bare lade vær og vente på at Elise var stået op?

Manuel vidste hvordan Aliana havde det med ham. Hun ville stadig tilbage til alpha pladsen, ved hans side, ikke han bebrejdede hende, nu hvor hun havde haft pladsen før. Manuel kunne nok heller ikke se sig helt fri for at han endnu fandt Aliana yderst tiltalende, men give hende alpha pladsen igen? Det var ikke noget han endnu havde taget til genovervejelse, gjorde det sikkert heller ikke. Han så på hende som hun så ned i jorden og kunne ikke lade være med at få et kækt smil frem på hans læber. Ak ja, han havde det stadig i sig.

Manuel hævede et øjenbryn mod hende ”Hvad? Kan du ikke lide tanken om deres forvandling? Eller er det fordi jeg muligvis skal gøre det?” spurgte han. Der var tydeligvis et eller andet hun tænkte over, så han gættede sig bare frem, nu hvor der muligvis var flok forøgelse. Manuel havde ikke selv planer om at forvandle Elise og Markus's børn, det var en opgave de selv måtte vælge, om de skulle være mennesker elver varulve som de andre. Manuel havde egentlig aldrig snakket om børn med Aliana, det slog ham lige... For hun ville sikkert gerne have haft med ham, men han havde aldrig rigtig været parat.. Så han fik sikkert ikke børn, ikke før det var forsent, men det måtte tiden jo vise. Det morrede ham lidt, sådan som hun nærmede sig, bed sig i underlæben og så ned i jorden ”Aliana.. Er det så slemt at se på mig halvnøgen?” spurgte han med et kækt smil på læberne.

Manuel hævede et øjenbryn mod hende og sukkede ”Samme gamle ting? Eller noget nyt der plager dig?” spurgte han og gik op til hendes side. Han kløede sig svagt i nakken, for han vidste hans madlavning på ingen måder kunne måle sig med Elise's, men han havde da prøvet. Han holdt øje med alt hun lavede og nikkede ”Du kunne have vækket mig hvis det var slemt” sagde han med et blidt smil på læberne som han gik over bag hende og slog armene omkring hende, hvis hun gav lov. Hvis han fik lov, ville han læne sig ind mod hende, og kysse hendes hovedbund ”Du dufter godt” sagde han med et blidt smil på læberne inden han igen lod hende slippe.

Aliana kiggede lidt på Manuel og sendte ham et smil. Det var rigtigt at hun havde tænkt over hvad der skulle ske med børnene. Manuel vidste lige så godt som hende at de ikke var til at styre under fuldmåne, så hvad havde Elaine tænkt sig hvis hun var gravid? Hun bed sig i læben igen og nikkede så lidt til Manuel. "Jeg har mine bekymringer." kom det roligt fra hende og kiggede lidt på ham. "Det er bare en bekymring over hvad der kommer til at ske med flokken." hun var bestemt i sit tonefald og hun mente hvert et ord af det. Det var jo ikke lige frem fordi at Manuel kunne sætte en stopper for at folk skulle blive gravide. Dog var tankerne på børnene lige så meget som på flokkens bedste. Manuel kendte hende og vidste at det var sådan hun ville tænke. Han kendte hende simpelthen for godt. De havde jo også været sammen før og kendt hinanden godt, også derfor hun ikke rigtig kunne forstå hvorfor hun var blevet Beta.
Manuel spurgte om noget og Aliana blev en smule forlegen. Hun kiggede ned i jorden og så op på Manuel. Et smørret smil kom frem på hendes læber. "Slet ikke, det ser godt ud." hun blinkede en gang til ham og lod en hånd køre igennem håret på hende, det var stadig vådt så det satte sig med det samme. Hun kiggede på Manuel, og hvis øjne havde kunne spise ham så havde de gjort det. Hun havde stadig følelser for ham og det vidste Manuel vel egentlig godt, han ville bare ikke tage imod hendes følelser.

Aliana kiggede på Manuel og trådte et skridt tættere på ham for at kigge ham ind i øjne. "Det er det samme som altid." hun havde som altid haft problemer med at sove en gang i mellem. Hendes fortid fyldte for meget, og hendes mærker fyldte lige så meget. Hun kunne ikke fjerne sin fortid og det var der ikke noget at gøre ved. Men at hun lige frem skulle forbandes med hendes fortid nogle nætter var ikke nær så sjovt. Hun bed sig lidt i læben over tanken om hendes fortid og hun rystede lidt på hovedet af sig selv. Hun lagde en hånd på panden og begyndte at massere hendes ene tinding. Et smil kom dog frem på hendes læber og efter lidt tid kom der et grin. "Som om du ikke har brug for søvn lige så meget som mig, hvis ikke mere?" kom det roligt fra hende. Manuel sov dårligere om natten end hun gjorde og det kunne ses på ham nogle dage. Hun var bare glad for at han var der til at passe på hende, lige meget hvad der så end skete.
Aliana blev noget overrasket over at han gik om bag hende og lagde armene omkring hende og kyssede hende i hovedbundne. Hun smilte over hele ansigtet, det var længe siden Manuel havde været så kærlig over for hende, og hun kunne godt lide det. Det havde været så lang tid siden at hun nød hvert et sekund af hvad Manuel gjorde lige nu. "Tak" kom det roligt fra hende og lagde en hånd på hans arm inden han bevægede sig væk fra hende igen. Hun smilte stadig over at han havde været så kærlig, hun kunne godt lide det og hun ønskede at det skulle forblive sådan i lidt længere tid, men det var jo så også bare ren tanke der fyldte i hende. Det gav hende jo et håb om at de måske kunne finde sammen igen.

Manuel så på hende med et hævet øjenbryn og sukkede ”Jeg ved de små ikke er til at styre... Men der kommer ikke til at ske noget med flokken” sagde han med et skævt smil. Manuel vidste godt at børnenes første fuldmåne ville være et helvede, med mindre de blev sat i bur, men det ville være fuldkommen umenneskeligt, selv for varulve at gøre den slags. Han kunne ikke lade være med at grine lidt over hendes reaktion på hans spørgsmål. Hvor han dog elskede at se hende forlegen, for det skete ikke så tit, kun omkring ham, når de som regel var alene som nu. Manuel fik et kækt smil på læberne ”Nej.. Du plejer ikke brokke dig, når jeg ikke har tøj på.. Sådan har det altid været, lige siden du så mig” sagde han drillende. Han bebrejdede hende ikke for noget, for han var ikke en skid bedre selv, for stod hun halvnøgen, ville han da heller ikke lade være med at kigge. Manuel vidste Aliana havde følelser for ham, men han vidste ikke helt hvordan han skulle takle det, for han var fifty, fifty på det punkt. Jo han kunne godt lide Aliana, men han havde sine ting at bakse med, specielt nu hvor han var alpha for flokken.

Svagt sukkede Manuel. Han vidste godt det var hendes fortid der jagede hende, forsøgte at få kløerne i hende igen, men det ville han ikke tillade, ikke hvis han kunne bestemme det. Han så bekymret på hende, som hun begyndte at massere sin ene tinding, men det blev ændret da hun grinte ”Bevares så er jeg nok den der har mest brug for det... Men derfor skal man stadig hjælpe de andre, Aliana” sagde han og blinkede til hende og fik et kækt smil frem på læberne. Nej, Manuel sov ikke specielt godt, han lignede som regel en død når han vågnede, men livede langsomt op, det tog bare lidt af Elise's mad.

Hendes hånd på hans arm, fik nærmest en form for stød til at løbe igennem ham. Det var rart med nærvær... Han vidste godt hvor dette ville ende med at føre hen, hvis han ikke holdt sig selv tilbage, hvilket også var derfor han havde trukket sig tilbage. Ikke at Manuel ikke ville være sammen med Aliana, han havde været det før, så hvorfor ikke igen? Måske var det bare ham der tænkte for meget over for mange unyttige ting.

Aliana smilte lidt for sig selv. Hun bevægede sig over til gryden der var over bålet og rørte lidt i det. Hun kiggede på Mannie og så tilbage på bålet. Hun var bange for at ilden ville sprede sig, og gjorde den det ja så var hun smuttet som den første. Hvorfor var hun egentlig så bange for ild? Det var jo ikke fordi hun var blevet brændemærket. Så hvor kom det fra? Hun bed sig lidt i læben igen som hun tænkte over hvor ilden kom fra. Hun kunne ikke præcis huske det men hun vidste dog at frygten var der, hun kunne mærke det. "Nej det siger du nu." kom det fra hende og vendte blikket hen imod ham og smilte lidt. Hun vidste godt at Manuel var en god leder, det var jo derfor hun havde valgt at være sammen med Manuel i starten, og faktisk gået ind i flokken i første omgang. Det havde været så nemt at finde en familie der ville have hende, hvis man bare gav sig tid til at sige ja til det.

Manuel sukkede, hvorfor gjorde han det? Havde hun sagt noget forkert eller gjort noget forkert? Hun var ikke helt sikker og hun ville nok ikke få svaret på nuværende tidspunkt. Det var jo ikke fordi Manuel var nem at få til at indrømme ting, men hun kunne da få det gjort bare en gang i mellem. Hans kække smil og hans blink med det ene øje fik hende blot til at blive blød i knæene, og hun glemte helt at hun faktisk skulle sige noget. Hun bevægede sig over til ham lagde en hånd på hans brystkasse og kiggede ham ind i øjne. "Du er der altid til at hjælpe andre det ved jeg, men det ændre ikke på at jeg er lige så stædig som du er." kom det roligt fra hende og sendte ham et smil. Hun lagde hovedet lidt på skrå og fjernede hånden fra hans brystkasse. Hun lænede sig frem og kyssede ham en enkelt gang på kinden. "Men det er nu stadig sødt af dig at tænke sådan på mig, jeg kan nu godt klare mig selv og det ved du." hun tog en hånd ned til hendes knive i bæltet og klappede dem lidt så han forstod hendes mening. Han skulle virkelig have noget træning med knive om han ville have det eller ej. Det krævede måske bare en lille smule overtalelse når det kom til stykket.

Manuel forstod godt hendes bekymring, han var selv bekymret for hvad der skulle ske, for han kunne trods alt ikke se frem i tiden om der en dag var en af ungerne der ville udfordre ham på pladsen... Han så på hende med et svagt smil ”Stol nu på mig Aliana.. .Jeg skal nok passe på både ungerne og dig.. ” sagde han og blinkede atter til hende. Han kunne stadig huske hvordan Aliana kom med i flokken, hvordan de andre i starten dømte hende, men til sidst anså hende som leder, da hun blev kærester med Manuel. De havde nu nogle gode stunder sammen de to... En masse historie med i bagagen, gode historier, dårlige historier... Men sådan var det vel ved hver eneste ekskæreste par? Han bildte sig i hvert fald ind der ikke var hard feelings, ikke for ham i hvert fald, men nu var det også ham der sagde stop... Ikke fordi han havde stoppet med at elske hende, men fordi han var bange for at skade hende, udsætte hende for farer ved at have alpha posten ved hans side.

Som Aliana kom over til Manuel, så han ned på hende med et smil. Hun var så blid mod ham, på trods af alt det hun havde været igennem. Hånden på hans brystkasse, fik hans hjerte til at glemme nogle få slag og han bed sig kort i underlæben. Årh Aliana... Han så ind i hendes øjne og smilede kort ”Stædig som et æsel.. Men jeg mener det.. Væg mig næste gang” sagde han og smilede kort til hende som hun lænede sig ind til ham og kyssede hendes kind. Manuels blik faldt ned på hendes knivbælte og han trak på skuldrene som han satte sine hænder på hendes hofter ”Selvfølgelig... Hvorfor tror du jeg først havde dig som alpha... Og nu beta? Jeg ved du kan klare dig selv” sagde man og hev hende ind til sig og kyssede hendes pande ”Jeg vil bare ikke have du kommer til skade Aliana... Jeg holder stadig for meget af dig” sagde han. Nej han ville måske ikke sige det når der var andre i nærheden. Men faktisk så holdt han stadig af hende, hvilket var derfor han ikke bare havde taget hendes høje rank fra hende, men gjort hende til beta, stedfortræder for ham, hvis han ikke var til stede, for han vidste... Hun kunne lede.

Aliana havde det som blommen i et æg hvor hun var. Tryk, havde det godt, varme fra en familie der holdte af hende. Ja alt hvad et æg faktisk indholdte, det søde med det sure som man nu gik og sagde. Hun nikkede lidt til hans ord. "Ser du..." startede hun og stoppede sin sætning. Hvordan skulle hun få det sagt. Hun kunne ikke styre Elaine's graviditet ej heller bestemme om hun skulle være gravid, men der var stadig bekymringer at tage sig af. Hun tænkte sig lidt om og fortsatte hvor hun slap. "Jeg ved godt du vil passe på os, men det ændre ikke på at der er nok at tænke på, og vi kan ikke tåle at blive jaget mere end vi gør nu." hun kiggede ind i Manuels brune øjne med sine egne blågrønne. Hun sendte et smil til ham og lagde så hovedet lidt på skrå. Hvorfor kunne hun ikke altid blive klog på den mand. Det havde altid været et problem for hende. Han kunne sige en ting men ville i sidste ende gøre noget andet hvis det passede manden bedre. Hun vidste godt at hun var lige sådan pga flokken, og hun vidste godt det var sådan man ledte flokken. Det var jo også pga hendes telepatiske evner at hun var god til at lede folket. Hun kommunikerede tit med flokken når de var varulve, om de kunne styre sig selv eller de ikke kunne. Hun var altid lidt i deres tanker når de gav lov og hun brugte sine evner. Ikke mindst var hun den i flokken der kunne tjene penge på at snakke alle sprog, så det var da tit at hun var ude for at købe lidt proviant af forskellige arter. Hun vidste hvad det ville sige at styre flokken og det skulle ikke ændre sig på nogen områder.

Aliana kunne ikke lade vær med at blive glad invendigt da Manuel bed sig i underlæben, hun havde det stadig i sig. Hvorfor kunne han så ikke bare indrømme at han ville have hende? Det var jo det som det hele handlede om. Hun kiggede lidt på Manuel og rystede så lidt på hovedet. "Jeg kan ikke love noget og det ved du godt. Som altid vil jeg takle mine problemer selv, som så mange andre gange." Manuel havde tit sagt til hende at han hellere end gerne ville hjælpe hende. Men det var ikke det som det handlede om. Det handlede om at Manuel skulle lære at stole på hende når det kom til stykket. Ja han havde tilbudt hende en beta rang, og hun havde taget imod den selvom de ikke var sammen. Men det omhandlede også at hun skulle lære at klare sig selv og sine egne problemer. Der var ikke noget at gøre ved det alligevel, så hvorfor ikke bare nyde det som man nu havde en gang i mellem? Så som dette øjeblik hvor det faktisk bare var dem for en stund.
"Fordi jeg er hot?" kom det fra hende og et grin undslap hendes læber. Hun trak sig lidt væk fra ham og rystede så på hovedet. "Ej det var for sjov. Jeg mener bare at du kunne have valgt en anden frem for mig. Jeg ved jeg kan klare mig selv ja, men du styre jo flokken fint uden mig." hun havde faktisk aldrig overvejet at flytte fra lejren eller flokken, men der var bare så meget i hende der sagde det aldrig ville blive til noget imellem dem igen. Manuel ville altid være en svaghed for hende og det kunne ikke ændres. Men at han lige frem stod der uden tøj på og så lækker ud gjorde ikke sagen meget bedre.
Manuel holdte faktisk stadig af hende og hun kunne ikke lade vær med at blive varm inden i. Hvis han stadig holdte af hende, hvorfor var de så ikke sammen? Havde han mistet så meget for hende eller havde han fundet en anden? Hun bed sig kort i læben og tænkte sig lidt om. Hvad skulle hun sige til hans kommentar? "Jeg ville nødig have at du skulle komme til skade." kom det roligt fra hende og lænede sig ind til ham. Hun lagde hovedet på hans brystkasse og kiggede op på ham. Hun lagde armene omkring ham og stalte sig lidt på tær for at give ham et kort kys på munden. "Jeg holder også stadig meget af dig, men mere end du overhovedet aner.." kom det roligt fra hende.
Et telt gik op og Aliana fjernede sig hurtigt fra Manuel og kiggede lidt forlegent over imod teltet der var gået op. Det var Elaine der var stået op, så kunne det da være der snart ville komme noget ordentligt mad i stedet for det Manuel prøvede at producere.

Manuel så på Aliana med et hævet øjenbryn som hun talte, men stoppede så hurtigt som hun startede. Han vidste godt hun kun var sådan her, fordi hun tænkte på flokken på længere sigt, men Manuel selv, var sikker på der ikke ville ske noget med den lille familie forøgelse der muligvis ville ske inden for nogle måneder. Manuel sukkede svagt ”Jeg ved vi ikke har brug for at blive jagtet mere, men hvor længe siden er det ikke efterhånden, vi har set mennesker nærme sig?” spurgte han. Det havde da i hvert fald været nogle måneder, hvor der ikke havde nærmet sig et menneske. Bevares så var Manuel heller ikke specielt sjov at stå overfor når han først blev vred. Måske menneskene havde fattet hentydningen? Næppe... For han vidste at de før eller senere, ville finde vej til Vesterdalene igen, spørgsmålet var bare hvornår.

Manuel var ikke meget for at skulle indrømme der måske stadig var følelser for hende, men han kunne ikke.. Svagt brummede han af hende ”Jeg ved det... ” sukkede han derefter opgivende. Hun var så fandens stædig, så der var egentlig ikke nogen grund til at forsøge at bløde hende op. Han ville bare hende det bedste også trods hun var en eks. Manuel så på hende da Aliana trak sig lidt væk fra ham. Ja hot var hun uden tvivl, men det var nu ikke derfor.. Han hævede et øjenbryn og trak på skuldrene ”Jeg ved udmærket jeg kunne have fået en anden... Men de havde ikke leder egenskaber som du” sagde han med et smil på læberne. Jo Manuel havde forsøgt at finde alphahunner, men der var altid endt op med konklusionen, at Aliana var den rigtige til jobbet også som beta. Manuel's hjerte hamrede i hans bryst som han så ned på hende ”Jeg kommer ikke til skade... Eller” sagde han med et kækt smil på læberne. Orh jo, Manuel var en kæmpe klaphat og var god til at komme til skade, det var næsten et vidunder at han ikke havde skadet sig selv da han skulle flå de harer. Han blev helt mundlam som Aliana stillede sig lidt på tær og kyssede ham, men det afholdt ham dog ikke fra at returnere kysset. Han så ned på hende med at svagt smil ”Jeg ved det... ” sagde han som han så mod teltet der gik op og ud kom Elise. Hun rynkede allerede på næsen over det mad Manuel havde produceret. Han trak svagt på skuldrene og forsøgte at se uskyldig ud, nærmest som en hvalp ”Jeg prøvede.... Og fejlede.. Undskyld Elise” sagde han og så hvordan Elise rynkede på næsen som hun lænede sig ind over gryden. Hun sagde ikke et ord, men forsøgte med det samme at rette op på Manuel's kæmpe fuck up.


Manuel så imod Aliana og blinkede kort til hende inden han satte retning af sit telt for at finde noget han kunne vaske sig med, det krævede ganske vidst at han tog en tur til åløbet for at få noget vand, men det generede ham ikke, måske kunne han få gjort hovedet klar til resten af dagen, for den var stadig ung, der var meget der skulle gøres. Efter han havde fået fat i noget der kunne tørre ham, gik han til Erasmus, ham der skulle beskytte flokken "Jeg smutter ned og tager et bad, hold øje med omgivelserne, sker der noget... Sender du Amir" sagde han og hørte Erasmus's mumlen som han kom ud fra teltet. Han gik mod Elise der stadig var ved at rette op på maden "Igen undskyld... Jeg skynder mig tage det bad.. Sørg for de andre får noget at spise" sagde han med et smil på læberne inden han så sig over den ene skulder, i forsøg på at spotte Aliana og gik så mod åløbet, en lille tur på femten minutter. 

Manuel kunne have ret i det han sagde, men det ændrede ikke på det faktum at der ville være børn indblandet. Nu vidste han jo heller ikke om der virkelig var børn på vej eller ej. Men det kunne meget vel være det, og hvem sagde ikke at de børn ville skabe problemer? Et opgivende suk kom fra hende og hun tog sig til tindingen for at massere den lidt. Kunne den mand ikke se problemer i dette her? Hun sukkede opgivende igen. "Måske du har ret, men jeg har stadig mine bekymringer..." startede hun ud og vendte blikket op på ham. Hun kiggede ind i hans øjne og hun fjernede hånden fra sin tinding. Hun bed sig kort i underlæben og fortsatte hvor hun slap. "Man kan aldrig vide med mennesker Manuel, og det ved du godt. Bare se på mine mærker" hun var rolig i sit tonefald, selvom man ikke kunne se hendes slavemærker var der ingen tvivl om at hun havde dem, Manuel havde jo set dem op til flere gange når de havde været sammen, både inde og ude for teltet. Faktisk havde hele flokken set hendes slavemærker, det var bare ikke noget der blev snakket om mere som der blev gjort i starten.

For en gangs skyld gav Manuel hende ret og det blev hun overrasket over. Nok var han Alpha men han lyttede da til hvad hun sagde bare en gang i mellem. Det gjorde hende intet, istedet for at svare på tiltalen nikkede  hun lidt og fjernede sig lidt fra ham. Hun tog fat i sit endnu våde hår og lagde ned på skulderen. Hendes blik drejede lidt omkring for at se hvornår Elaine var oppe.
Lederenskaber? Hende? Tjo det havde hun vel egentlig når han sagde det, hvilket kun gjorde hende glad for det han sagde. Der var ikke noget bedre end at blive bekræftet i det man gjorde var godt nok. Hun bed sig lidt i underlæben og kiggede på ham. "Hmm." kom det roligt fra hende og tænkte sig lidt om. Hun løftede det ene øjenbryn og kiggede op på ham. "Måske har du ret, men det giver dig stadig ret til at finde en anden, hvor end jeg så bare er beta." der smertede hende at sige det, for det var ikke det hun ønskede. Hun ønskede at blive alpha igen, og Manuel gjorde det ikke lige frem nemt for hende. Faktisk gjorde han intet nemt for hende når han stod foran hende og var så lækker. Hun kunne ikke fordrage at Manuel var hendes største svaghed, men det havde jo også været hendes livs kærlighed. Det var jo faktisk den første kærlighed hun havde haft siden hun stoppede med at være slave. Måske det bare var der problemet lå?
Hun kiggede lidt på ham og rystede på hovedet. "Du er ikke kommet til skade nu, men det kunne du have gjort. Du er jo ikke lige frem særlig dygtig med knive, hvilket vi burde rette op på." det var ikke første gang hun havde sagt han skulle lære at kæmpe med knive, men alligevel vidste hun godt at det ikke lå til ham. Han ville ikke lære det, og han ville helt sikkert blive en forfærdelig elev at have med sig.
Elise var kommet ud af teltet og Aliana så straks hendes ansigtsudtryk. Aliana var jo også en der lagde mærke til alt, det havde hun jo altid gjort lige fra hun var slave til hun blev fri. Så det ændrede sig jo nok aldrig. Hun kiggede lidt på Elise og hendes ansigtsudtryk og kunne ikke lade vær med at komme med et lille grin. Var der ballede i farvandet? Hun var ikke helt sikker men man kunne aldrig vide, specielt ikke hvis Elise var gravid så var homonerne jo helt ude af ballance.

Aliana kiggede efter Manuel som han bevægede sig ind i sit telt, hvor skulle han nu hen? De stod faktisk og førte en samtale her... Hun bed sig lidt i underlæben og fulgte ham dog med øjne som han kom ud igen. Hun stod med hænderne over kors da han kom tilbage til Elise. Han undskyldte, og det kunne han med god grund godt gøre. Det var jo ikke ham der plejede at stå med maden, og det var jo ikke Elise's mad der kom på bordet, der var jo forskel  på deres madlavning. Hun kiggede lidt efter Manuel som han bevægede sig væk fra hende. Ville han have at hun skulle følge efter? Hun tænkte sig lidt om, der var jo intet galt med at kigge på Manuel der badet, det var altid et syn for guder! Hun rystede lidt på hovedet og gik over til Elise. "Gem noget mad til os ikke?" Elise nikkede lidt og kiggede efter Manuel og Aliana men skyndte sig tilbage til madlavningen, måske hvis hun var heldig kunne det rettes op på. Ellers ville der nok være ballade til Manuel når de kom tilbage.

Istedet for at løbe op til Manuel gik hun stille bag ham for at følge ham med øjne og se hvor han gik hen. Det kunne jo være han tog samme sted hen som hun selv havde været, men hun tvivlede nu stort på at det ville ske. Hendes skridt var langsomme og næsten lydløse som hun bevægede sig videre imod Manuel.

Bevares så var tanken om at børnene skulle opleve at de blev jagtet bestemt ikke rar, hvilket også var derfor han før hen havde sagt nej til der skulle komme børn i flokken, men nu hvor Elise var gravid, kunne han jo nok ikke gøre alverden ved det. Manuel nikkede kort ”Jeg ved det er farligt for os.. Børn er sårbare og det gør det ikke bedre af at Elise også bliver sårbar... Vi finder ud af det” sagde han og bed sig kort i underlæben som hun sagde man ikke kunne stole på mennesker. Hun havde ret... Det var yderst sjældent at man kunne, specielt som varulv. Han sukkede svagt og så på hende ”Jeg ved mennesker er værre uhyrer end vi er” sagde han svagt. Han vidste hvad Aliana havde været igennem, hvilket var derfor hun var så beskyttende, specielt når det kom til børn og generelt resten af flokken. Det var ikke fordi Manuel ikke bekymrede sig for dem, men eftersom det havde været noget tid siden menneskerne overhovedet havde været spottet i Vesterdalene.

Manuel brummede svagt ”Jeg ved jeg kan finde en anden, men om hun er der ude... Eller lige foran mig, ved jeg jo ikke” sagde han stille. Han kunne se på hende det gjorde ondt, tanken om ham sammen med en anden og bragte hende med ind i flokken. På en eller anden måde gjorde det også lidt ondt på ham, måske ville han ikke indrømme det overfor nogen, knapt nok sig selv, men en eller anden dag, måtte han se frygten i øjnene og så finde en mage, om det var Aliana igen eller en anden, vidste han så ikke. Manuel så på hende med et skævt smil ”I det mindste skar jeg ikke mig selv i stumper” sagde han med et grin og hørte da hendes forslag. Ville hun lære ham at håndtere knive? Så håbede Manuel blot at hun havde meget tålmodighed, for våben var på ingen måder noget han var ret god med, om han ville det eller ej. Manuel's blik fulgte efter Elise som hun nærmede sig og han kunne mærke hvordan hans hals langsomt snørede sig sammen. Han vidste at han ville få en form for skideballe. Normalt var Elise ikke den værste og kunne som regel se det sjove i ting, men nu var hun jo gravid... Og hendes hormoner.. Manuel skævede svagt til Aliana inden opmærksomheden blev rettet mod Elise. Hun sagde stadig intet, skulede blot efter ham som han satte retning mod teltet og mumlede da noget for sig selv inden hun vendte blikket mod gryden. Elise så da på Aliana og nikkede ”Hvis jeg kan rette op på den klaphats hundeæde” sagde hun og grinede og sendte Aliana et smil. Elise vidste godt hvad der foregik, men hun lod blot som ingenting. Hun var fuldt klar over Aliana stadig havde en ting for Manuel og også omvendt, det handlede bare om Manuel var for stor en pussy til at indrømme det.

Manuel gik roligt mod åen, forsøgte at rydde tankerne og gøre sig selv klar til resten af dagen, hvad end der måtte komme til at foregå, ikke han regnede med det helt store. Han sukkede lettere opgivende som han nåede til åen efter den lille gåtur og smed stoffet i hans hånd på græsset inden han begyndte at smide bukserne han havde på, samt hans underklæder. Kort lod han en hånd glide gennem det mørkebrune hår, inden han gik ned til åen og lod kroppen glide i. Lettere køligt, bevares, men rart når først kroppen havde vendt sig til det. Manuel lukkede øjnene som han kort dykkede ned under vandet og tog et par svømme tag, bare for at få håret gjort ordentlig vådt også. Et suk undslap ham som han kom op for at få vejret. Et smil spredte sig på hans læber som han opfangede en velkendt duft et stykke fra åen. Han sagde intet, lod nærmest som om han ikke vidste hun var der og sørgede for, at han blev bare lidt ren. Manuel lod sine hænder samle lidt vand op og han smed det udover hans brystkasse og lod hænderne hjælpe med at få kanin blodet af sig, så han ikke så så drabelig ud.

Manuel havde ret i det han sagde. Det var hun slet ikke i tvivl om, men hvad ville der ske med dem når de var født? Elise kunne jo ikke passe på dem når det var fuldmåne, så ville de jo ligge pakket ind i tæpper og vente på de kom hjem hvor smart var det så? Hun bed sig i underlæben ved tanken om hvor vidt dette her kunne komme. Det var virkelig ikke med hendes gode mening at dette skulle ske, og Manuel havde det nok på samme måde. Nok også derfor de aldrig havde snakket om børn. Mun de skulle finde en der kunne passe barnet en gang om måneden hvis Elise var gravid? Hvordan ville det ikke se ud hvis de gjorde det? Ikke særlig godt i hvert fald. Elise ville nok heller ikke have det så godt med det. Aliana sukkede og kiggede op på Manuel. ”Jeg håber du har ret” kom det roligt fra hende og kiggede lidt på ham med hovedet lidt på skrå. Hun var bestemt ikke sikker på at hun forstod hvor han ville hen med dette her, men det skulle vel nok komme før eller senere ikke? Hun bed sig i læben igen og blinkede nogle gange med øjne som Manuel snakkede. Mennesker var uhyre det kunne man jo bare se på hendes mærker, men at være en del af dette her plot nu var ikke spor sjovt. Hun havde ikke set Elise's graviditet komme, og Manuel havde jo ikke helt fået besked på om det var rigtigt endnu. Måske overtænkte Aliana bare det hele? Men det var jo sådan hun var ikke? ”Du har ret, de er uhyre, jeg har mærker der beviser det.” kom det fra hende og kunne mærke en vrede stige op i hende igen. Det var ikke med hendes gode vilje at hun havde det sådan her med mennesker, men de havde jo ikke lige frem behandlet hende særlig pænt. Godt nok havde det ikke kun været mennesker der havde haft hende som slave, men det var som regl dem der havde været slemmest. Aliana vidste godt at vesterdalene var fredet lige nu da det som regl kun var hende der gik i byen for flokken hvis de skulle have et eller andet. Simpelthen af den grund hun var den der kunne tjene flest penge ved at være oversætter for andre racer. Manuel kendte jo altid til hendes evner, og han vidste hvad det ville sige at være hende med de evner hun havde. Han kendte jo stort set alt ved hende. Han vidste bare ikke at hun gik og legede med tanken om at finde en ny flok hvis hun ikke fik sin vilje. Eller at Manuel fandt en anden. Hun ville ikke kunne bære at se ham finde en ny mage der måske ville vare for altid. Det ville være for hårdt.

Manuel's ord varmede hende lidt og hun kiggede op på ham med lidt blanke øjne. Han var så sød når han sagde sådan noget til hende. ”Måske ikke men man har da lov til at håbe det er mig.” hun lød måske lidt selvglad i det hun sagde det, men han havde jo selv sagt at man aldrig kunne vide noget. Det kunne jo være han en dag ville få øjne op for Aliana og se hende for den mage hun egentlig var. Måske skulle hun bare finde en anden for at få Manuel til at åbne øjne? Men kunne hun gøre det i sidste ende? Hun vidste det ikke og Manuel var jo hendes største svaghed, så hun var ikke sikker på om hun kunne gøre det, men det måtte tiden jo vise før eller senere.
Aliana grinte lidt af ham og rystede på hovedet. Han havde ret, det var altid noget han ikke var kommet galt afsted, men det ville han helt sikkert komme hvis hun skulle til at lære ham og bruge knive. Hun trak lidt på smilebåndet og kiggede op på ham. ”Ja du kan godt bruges til en lille smule.” kom det fra hende og trak lidt mere på smilebåndet. Hun kiggede lidt ned i jorden. Hun mente hvad hun havde sagt. Han skulle bare sige til så ville de starte en træning med det samme, og hun ville lære ham alt det hun kunne og vidste hvad der kunne bruges. Men hun tvivlede stærkt på at han ville sige ja. Han var jo lidt en klovn til det med våben. Godt nok havde Aliana altid sine våben på sig men det gjorde hende ikke noget. Så vidste hun at hun altid kunne forsvare sig hvis hun blev trukket op i en krog.

Manuel var gået og Aliana stod tilbage med Elise som hun smilte til. Hun nikkede lidt til hende, tiden måtte jo vise om det kunne rettes op. Men Elise var jo ferm i et køkken så mun ikke det gik alligevel?
Aliana var gået efter Manuel og havde stået lidt på afstand for at se hvad han lavede. Da han dykkede ned under vandet gik hun tættere på og satte sig ved siden af hans tøj og kiggede blot på ham. Hun vidste godt at han kunne lugte hende, men hun tog det ikke så tungt. Dog overvejede hun kort om hun selv skulle smide tøjet for at hoppe i vandet igen. Godt nok havde hun været en tur i vandet en gang i dag, men en tur til skadet vel ikke nogen, slet ikke når Manuel selv var der. Hun kunne jo godt lide at vise sig frem for ham. Selvom de aldrig ville blive til andet end hvad de var nu. Hun lod benene kravle ind under hende og lagde hovedet på knæene og stirrede blot ud på ham.

Manuel turde ærligt ikke at tænke på, hvad der ville ske, hvis Elise egentlig var gravid, hvordan skulle børnene klare sig under en fuldmåne, når flokken var på rov, ukontrolleret og farlige for elv sine egne børn? Manuel havde ikke selv overvejet børn, for han vidste ikke om han var i stand til at beskytte dem mod hans anden form, under en fuldmåne. Ham og Aliana havde aldrig snakket om det, men nu ville det alligevel ikke komme på tale, nu hvor de ikke var sammen mere. Inderst inde ville Manuel ikke have noget imod flok forøgelse, men dette var et spædbarn! Der ville gå flere år før det overhovedet ville være i stand til at jage og følge med flokken... Hvis det havde været en voksen varulv der sluttede sig til flokken, var det straks en helt anden snak, for det kunne være brugbart fra tid til anden. Manuel så på Aliana med et skævt smil ”Alle har sine ar.. Og du er stadig smuk med dine” sagde han med et smil på læberne. Måske var det lidt det forkerte tidspunkt at forsøge på at flirte med hende, men han fortalte bare sandheden. Aliana var smuk også med de mange ar hun havde fordelt over kroppen. Han vidste hvordan hun havde det med mennesker og han selv var også lettere skeptisk, men hvis de ikke dømte og havde brug for en hånd, hjalp han som regel til. Det var jo ikke fordi det var tydeligt at de var varulve, det var kun den ene gang om måneden, hvor de forvandlede sig og så måske at de havde et lidt andet temperament...

Manuel smilede blidt til hende og trak på skuldrene ”Måske er du heldig” sagde han og blinkede til hende. Årh Aliana, den kvinde gjorde ham sindssyg, udover alle grænser.. Ikke på en dårlig måde, men hun havde stadig noget i sig, som Manuel ikke ville være foruden, men han kunne ikke sætte en finger på hvad det var. Aliana's kommentar fik ham til at fnyse kort og viftede med hænderne ”Pff.. Pff kan bruges til mange ting” sagde han med et kækt smil på læberne og Elise så dømmende på ham ” Manuel du er fuld af lort” sagde hun og grinede som hun vendte blikket mod gryden igen. Manuel skævede til den grinende Elise og smilede for sig selv som han forsvandt.

Manuel så i retningen af sit tøj og smilede kækt som han så Aliana ”Kommer du ikke i? Eller skal du sidde der og stirre?” sagde han med et kækt smil på læberne. Egentlig var han ligeglad med hvad hun valgte.. For lige så snart han havde fået blodet af sig, ville han alligevel gå op til sit tøj, uden så meget som at tænke over han ikke havde tøj på. Det var trods alt ikke noget Aliana ikke havde set en gang eller to før... Manuel vaskede stadig det let størknede kaninblod af sig. Vandet omkring ham så ret voldsomt ud, da det var ved at have en svagt blodrød farve. Manuel rettede igen de mørke øjne mod hende ”Kom nu Ali... Du plejer ikke være ræd for at komme ned i vandet til mig” sagde han med et blidt smil på læberne og rakte hænderne ud til siderne som han rejste sig ordentlig op i åen, der gik ham til under navlen.

Manuel var nød til at tænke over hvad der ville ske hvis Elise var gravid, der var ikke andet for. Han blev nød til at finde en løsning på det sammen med Elise og Markus. De var lige så gode om dette her som Manuel var. Tankerne flød i hovedet på hende, og hun vidste ikke hvad hun ville stille op. Det ville selvfølgelig være fantastisk at have børn omkring, men hvad skete der inde da? Selv ville Aliana gerne have børn, og hun forstod faktisk ikke hvorfor hende og Manuel aldrig havde snakket om det før. Måske var han selv bange for at få børn, eller måske var han ikke nær så meget til børn som hende selv? Hun var ikke sikker, og egentlig kunne hun også være lige glad med det nu. Dog var hun det ikke helt. Hun håbede jo stadig på at få Manuel igen og det var der ikke noget galt med.
Hendes ansigt blev lettere rød af hans ord. Hun var ikke sikker på at han mente det, men han havde sagt det så hvorfor skulle hun ikke tro på det? Hun smilte lidt til ham og kiggede væk  fra ham. Det var underligt sådan at stå her med ham og ikke ane hvad man skulle stille op eller sige. Det var sket så mange gange da de var sammen, men nu hvor de ikke var sammen var det noget helt andet. Hun kiggede endelig op på ham efter at have kigget væk i noget tid. Hun havde stadig lidt røde kinder "Når du siger det, ja så må det jo være sandt." Hun smilte lidt og følte sig helt som en teenager at stå sådan her foran ham. Nok kunne Aliana ikke lide mennesker men der skulle da tjenes nogle krystaller en gang i mellem, og da hun nu kunne alverdens sprog var hun jo den perfekte oversætter til den slags ting.

Et smil spredte sig på hendes læber og hun kiggede lidt væk fra Manuel. Han var så sød som han stod der og sagde sådan nogle ting til hende. Hun var ikke sikker på at han tale sandt, dog kunne hun godt se sandheden i det hele. Der var ikke nogen grund til ikke at tro på det et eller andet sted. Hun nikkede lidt til hans ord og svarede ikke på det. Der var ingen grund til at svare og der var ingen grund til vade mere i det. Der var blevet sagt hvad der skulle siges. Han havde udtrykket sin mening og det var nok til hende.
Manuel var tydeligtvis ikke særlig tilfreds med det hun havde sagt og det gjorde hende faktisk ikke noget, det viste vel bare at hun stadig havde lidt magt over ham. En magt der kunne udnyttes på den ene eller den anden måde. Der var intet at gøre ved det, og alligevel var der en masse der kunne gøres ved det. Hun vendte hovedet lidt rundt for at kigge på Elise da hun snakkede. Et grin kom over hendes læber da kommentaren røg ud. Den havde hun altså ikke lige frem set komme, og hun havde bestemt ikke set Elise være sådan over Manuel, plejede hun at være det? Eller lagde Aliana bare ikke mærke til det når det kom til stykket?

Så Manuel kiggede på ham kunne hun ikke lade vær med at give et lille vink fra sig, så piget kunne hun nemlig være. Hun kiggede lidt ned i jorden da han snakkede kunne hun ikke lade vær med at smile. "Hvad er der nu galt med at kigge på en pæn mand?" hun var slet ikke sikker på at dette her ville gå i længden, men det måtte tiden jo vise.
Som Manuel rejste sig op kiggede hun på hans krop. Den krop der var fyldt med vandråber der trillede ned af hans brystkasse og videre ned. Hun trak lidt på skuldrende og kiggede på ham. Hun rejste sig op og begyndte at tage sit tøj af. Hvis han virkelig gerne ville have hun skulle gå med i vandet, ja så måtte hun jo gå med i vandet, der var jo ikke andet for. Hun var langsom i at tage tøjet af og førte sig egentlig lidt frem, han havde jo ikke nogen anden og hun havde ikke nogen andre, så hvorfor ikke bare nyde at man kunne lege lidt for hinanden? Langsomt knappede hun sin trøje op så hendes bryst kom til syne. Hendes blik faldt ud  på Manuel som hun tog trøjen langsomt af. Hun vendte sig om for at bukke sig ned til at tage bukserne af. Der var helt udsigt til hende røv og hun kunne ikke lade vær med at smile for sig selv. Gade vide om han kunne lide hvad han så? Tja det kunne han jo nok, det ville ikke undre hende. Hun rettede sig op da bukserne var kommet ned over ballerne og videre ned af knæene. Hun trak bukserne helt af og bevægede sig med langsomme skridt ud imod vandet. Da hun nåede vandoverfladen bevægede hun sig ud i det, og hun kunne mærke en kuldegysning gå igennem hende. Hun trådte videre ud i åen og helt ud til Manuel som hun stalte sig foran ham. "Er du så glad nu?" spurgte hun og sendte ham et smil.

Manuel lod kroppen komme helt ned under vandet så blodet kunne blive blødt op og nemmere komme af. Hans blik var nærmest låst fast på Aliana med et kækt smil ”Det er da ikke fordi jeg klager... Men ville da være mere hyggeligt at du hoppede i” sagde han og dukkede hovedet ned i vandet og kom op igen. Nærmest som en hund rystede han hovedet, forsøgte at løsne håret lidt, men i stedet klistrede det sig nærmest til hans ansigt. Svagt mumlede han for sig selv som han kørte fingrene igennem håret og fik det fjernet.

Da han kom op og fik fjernet håret fra ansigtet så han, at Aliana var i gang med at smide sit eget tøj. Så han havde det stadig i sig? Han gik langsomt over mod kanten af vandløbet og nærmest hvilede der, så på hvordan Aliana førte sig frem, mens hun smed tøjet foran ham. Den kvinde var et vidunder fra en anden verden. Af og til fattede han ikke hvorfor han havde stoppet det de havde, men igen.. Han ville ikke udsætte hende for mere fare end han allerede havde gjort.. Derfor måtte han stoppe. Efter trøjen var faldet til jorden og hun vendte sig for at tage bukserne af, måtte han lige bide sig i underlæben. Fooooor saaaaataaaan! Hun vidste stadig hvad hun skulle gøre for at gøre ham skør og det virkede uden tvivl.

Langsomt lod han sig komme ud i åen igen og holdt øje med hende, som hun nærmede sig. Et kækt smil kom frem på hans læber. De brune øjne så på hende som hun kom op foran ham ” Du lystrer stadig” sagde han og blinkede til hende. Langsomt gik han helt op til hende, kun få centimeter imellem dem ”Tænk at du stadig gider lytte til mig... Jeg er beæret” sagde han med et smil på læberne som han rakte en hånd ud mod hende og hvis hun tillod det, ville han stryge hånden over hendes ene kind.

Aliana kunne ikke andet end at nyde den mand hun netop sad og kiggede på. Det gjorde jo ikke noget at kigge på en pæn mand, det sagde vel egentlig bare det hele. Hun lagde hovedet lidt på skrå og sendte et smil efter ham. Hun satte knæene ind under hovedet og lagde hagen på knæene. Hendes blik kunne spise ham hvis de kunne, men bare det at se Manuel var en lettelse. Der havde godt nok ikke været meget søvn denne nat, men den kunne jo være brugt på noget helt andet end det der lige skulle ske nu ikke? Hun vendte blikket lidt frem og tilbage for at høre om der var nogen, der var ingen at se eller høre så hvorfor var hun så nervøs? Det var jo ikke lige frem fordi det var første gang dette her.

Aliana havde brugt tid på at tage tøjet af godt nok lidt langsomt, men man måtte da godt more sig en lille smule på en hvers bekostning. Godt nok var det ikke hendes bekostning, men det var på Manuels og han kunne jo sikkert lide det alligevel. Hun regnede ikke med at han kiggede væk fra hende i hvert fald. Dog stod hun jo med ryggen til så hun kunne ikke lige frem se om han kiggede på hende eller hvad han gjorde.

Hendes øjne fandt hans og hun stirrede ind i de brune øjne som hendes de blå havde mødtes. Hun flakkede lidt med øjne uden at fjerne blikket fra ham og et mindre smil kom frem på hendes læber. Han havde ret der var ikke noget der sagde til hende at hun ikke kunne lystre. Hun var jo tidligere slave så hvorfor ikke bare indrømme det om man ville det eller ej. Hun kiggede lidt væk fra ham og vendte hovedet ned imod vandet. Som hun stod der og stirrede ned i vandet ramte hans ord hende og hun skulle lige til at give ham et slag med knyttet hånd men gjorde det ikke. I stedet vendte hun blikket op og en hånd ramte hendes kind. ”Du er bare glad for at jeg ikke vender mig imod dig.” kom det fra hende med et kækt smil bagefter. Måske havde hun ikke ret i det hun sagde, men hendes fornemmelse for at han gerne ville have hun lyttede til ham, lige meget hvad. Han var jo også alfahanen.

Der var ikke nogen tvivl om at Manuel stadig var lettere forelsket i Aliana, måden hun var på, hendes dystre fortid, der gav ham en uendelig trang til at beskytte hende, trods han vidste hun selv var i stand til det. Hendes smukke krop, generelt bare hende, var nok til at blev som en teenager igen. Manuel så på hende som hun kiggede væk og sank den klump, som havde formet sig i hans hals ”Aliana… Selv hvis du gjorde.. Ville jeg ikke kunne gøre dig fortræd” sagde han med et skævt smil på læberne. Hvor meget han så end ville, kendte reglerne om forræderi i flokken, så vidste han også… At han under ingen omstændigheder var i stand til at skade hende, om de andre ville vidste han ikke, men i så fald, så ville han formentlig bede dem ikke at ligge en hånd på hende, lade hende stikke af, hvis det virkelig var det hun gerne ville.

Manuel lod overkroppen komme under det kølige vand og han så op på hende ”Hvordan kan det være du egentlig fulgte med? Chancen for at se mig uden tøj?” spurgte han med et kækt smil og så op på hende, nu hvor han næsten var under vandet og hun formentlig stadig var oprejst. Han ville sikkert ikke være meget bedre selv, var det hende der var gået ned for at bade, havde han nok også fulgt efter hende uden tøven. De andre vidste sikkert godt hvad der foregik, men Manuel var inderst inde ligeglad, men Aliana selv? Hun var sikkert også ligeglad, eller det regnede han med, eftersom hun var fulgt efter og formentlig vidste at Elise og de andre havde stirret efter hende, velvidende om hvad det førte til.
Hvis han fik lov, ville han hive hende ind til sig, stadig med ham under næsten under vandet. Hans hænder ville hvile på hendes hofter og han ville lade tungen glide over sine læber som han så op på hende ”Aliana.. Du er stadig smuk” sagde han med et blidt smil på læberne som han rejste sig, stod op, så han var lidt højere end hende.

Nok kunne Aliana klare sig selv, men hun var glad for at der var nogen til at passe ekstra på hende. Hun var glad for den opmærksomhed der kom med. Manuel ville ikke kunne gøre hende fortræd og hun vidste det godt, men det var bare rart at få det bekræftet. Hun sendte ham et smil og lagde hovedet lidt på skrå. Hun blinkede nogle gange med øjne og lod sig dykke ned under vandet i et kort sekund inden hun rejste sig op igen. "Så ved jeg da hvor du står." hun var ikke i tvivl om hvor han stod når det kom til de to. Det var bare sådan de var. Kamphaner begge to og ingen ville bukke under for noget. Det var vel også kun en god ting i længden. Hun missede lidt med øjne og smilte til ham igen.

Sætningen fra ham gjorde hende lidt flov. Det var faktisk derfor hun var gået med, det var altid et pragtfuldt syn at kigge på. Desuden var maden ikke færdig så hun kunne lige så godt lave noget andet. Selvom hun kunne sove. Hun lagde hovedet lidt på skrå så hendes hals blev blottet. "Fordi jeg havde lyst." kom det fra hende og kiggede ned i vandet. Hun lod en hånd glide hen over vandoverfladen og nød det rolige vand. "Men jeg kan da godt gå op igen." sagde hun og tog et par skridt væk fra ham. Hun smilede drillende til ham. Han ville ikke have hun gik nogle steder og hun vidste det godt. Der var bare noget ved at drille ham. Han kunne godt klare at få af vide hvor skabet stod en gang i mellem. Hun havde godt nok ikke været hård i munden, men hun kunne blive det hvis han ønskede det.
Selvom hun stod lidt væk fra ham var hun tæt nok på til at han kunne få fat i hende hvilket skete. Hun blev hevet hen imod ham og hun smilte lidt for sig selv. Forsigtigt lagde hun en arm bag hans nakke og aede ham lidt med fingerspidserne. Hun kiggede ham ind i øjne. De pæne øjne hun ikke kunne få nok af.
Smuk... Var hun virkelig smuk? Tja hvorfor havde han så ikke gjort mere ud af det? Hun lod en hånd glide op til hendes bryster for at gemme sine slave mærker ved brystpartiet. Nok havde Manuel set dem før, men hun var stadig ikke glad for at vise dem frem for alle og en hver. "Jeg er ikke den eneste" hun fortsatte sin stirren ind i hans øjne og undveg ikke et eneste øjeblik. Lige nu var de det eneste i hele verden. Hvis verden så bare kunne stå stille i lidt længere tid end den gjorde nu.