Det var et held, at Liv ikke sov specielt meget, for enhver, der har haft småbørn ved, at søvn er en akut mangelvare i det første lange stykke tid. Liv havde dog oplevet værre end tvillingerne, når det kom til børn, der ikke sov ordenligt. Selvom Nat var den mest aktive af de to, så var han også den, der sov dybest og tungest. Han moslede dog rundt i søvne, og selvom de helst ville ligge ved siden af hinanden, blev Liv nogle gange nødt til at lægge sig i mellem dem, fordi Nats moslen rundt vækkede Dag, som sov noget lettere. Især efter ulykken sov Dag ikke specielt godt; hun var for lille til at tale og forklare, hvorfor hun vågnede op, men Liv havde på fornemmelsen, at det var mareridt, der plagede den lille pige. Liv havde håbet, at Dag var så lille, da ulykken skete, at hun ikke ville kunne huske det, og selvom det heller ikke virkede, som om Dag var plaget af oplevelsen, når hun var vågen, så måtte de underbevidste minder komme frem om natten. Liv havde svoret blodig hævn over de to vagter, der havde været skyld i det hele, men Valkar havde taget hånd om det for længe siden. Liv fortød, at hun havde ladet ham, men det var der ikke noget at gøre ved nu.

Det var flere dage, siden hun sidst havde sovet, og det var faktisk lykkedes hende at falde lidt hen. Hun lå nøgen på sin store seng, mens solen stod op og kastede en varm stråle af solskind henover sengen. Liv lå på maven med en arm over den sovende Dag ved hendes side. Nat havde fået moslet sig helt over ved hovedgærdet, hvor han nu sov på skrå henover hovedpuderne med en lille hånd begravet i Livs hår. Enhver, der havde boet i samme hus som Liv i blot et lille stykke tid, ville kende til hende vane for at være nøgen det meste af tiden, både i sovende og vågen tilstand. Den sidste tjener/højre hånd, hun havde haft, havde vist ikke helt vidst, hvordan hun skulle håndtere det, og hun var vist stukket af til sidst. Liv kunne ikke rigtigt huske, hvordan det var foregået.

Cole havde efterhånden boet hos Liv i et stykke tid og for at sige det mildt, så var det meget anderledes end hvad han var vant til. Han var godt klar over at han var blevet målt til noget forholdsvist pænt tøj, men han svor at han aldrig havde haft noget tøj på der var så pænt. Og det var endda hans arbejdstøj, hvilket gjorde det endnu mere sært. Nu om dage blev han faktisk også holdt nogenlunde ren, noget der ikke ligefrem skete når man boede på børnehjem i et kloster.
I hvert fald nød han jobbet og de frynsegoder der kom med. Han var ikke den bedste til sit job men han lærte som han gjorde tingene, og han blev bedre... der var mindre ting der blev sat ild til. Stadig havde han dog ikke tager op sit broderi igen. Måske en dag.

Det mere kompliceret var dog at nu var der børn i huset. Cole havde endnu ikke skulle håndtere dem alt for længe af gangen, men han var nærmest bange for dem. Mest fordi at han ikke var klar over hvordan Liv havde det med ild evner der går amok og små børn.

Det var en stille rolig dag, da Cole kom op og bankede blidt på døren, før at han åbnede den op. "Liv?" spurgte han selvom han lidt gik i stå som han så Liv. Det så ud til at hun endelig sov lidt. Hun havde virket lidt træt på det sidste. Og Børnene så også ud til faktisk at opføre sig pænt. Han håbede næsten nu at han ikke havde forstyrret hende.

Liv åbnede øjnene, da nogen sagde hendes navn, og hun smilede, da hun fik øje på Cole i døren.

"Godmorgen, Cole," sagde hun med en stemme, der var en smule hæs af søvn. Hun satte sig op og gned sine øjne, mens hun gabte stort og længe. Hun vidste ikke, hvor længe hun havde sovet, men det gjorde ikke noget. Al søvn var nok søvn efter hendes mening. Nat gryntede lidt, da hun satte sig op, men han rullede blot om på maven for at sove videre. Dag vågnede dog og klynkede lidt, så Liv tog hende op i sine arme og kyssede hendes kinder.

"Hvordan har du sovet?" spurgte Liv og så på Cole, mens hun lagde Dag til rette i sine arme, så hun kunne amme hende. Hun klappede sengekanten med sine frie hånd for at indikere, at Cole gerne måtte komme og sætte sig.

Det var altid noget at Cole var blevet hærdet med den nøgenhed som Liv foretrak at være i, ellers ville han nok være løbet skrigende væk nu. På den anden side, så havde det også vist sig at Cole tog en meget stor afstand, når det kom til noget som helst seksuelt. Som om at den kære COle ikke havde andet end rene tanker i sinde. Alt i alt, så havde han bare ingen interesse i det, uanset hvor fyldig Liv så ud.

Han bevægede sig med faste skridt hen og satte sig ved siden af Liv. "Godt, gør man altid når man har arbejdet hele dagen," sagde han. Drengen havde trods alt lidt af et sovehjerte, og han var også en af dem der godt kunne sove fra tvillingerne hvis de blev ekstra hysteriske. Endnu en grund til at Cole ikke ligefrem skulle passe tvillingerne om natten.
"Hvad med dig? Du ser træt ud for tiden." indrømmede han. Den mere formelle måde at tale til LIv på, var.... stadig noget han arbejdede på. Det var bare svært når den mere bondske accent kom på.

Hvis Liv havde været tyndhudet eller forfængelig, var hun nok blevet lidt fornærmet over Coles kommentar, men hun var ingen af delene. Det var svært at være forfængelig, når man ikke kunne huske, hvordan man egentlig så ud. Liv havde skiftet udseende og køn så mange gange over de sidste mange tusind år, at hendes oprindelige udseende og køn var gået totalt tabt, og alle, hun havde kendt dengang, var forlængst døde og borte.

"Småbørn er trættende," sagde hun og smilede lidt, mens hun nussede Dags kind. "Det er trættende at bekymre sig om andre."

Liv var ellers ikke typen, der var specielt bekymret eller pylret, undtagen når det gjaldt hendes børn. Hun var en meget omsorgsfuld mor, men mindst ligeså omklamrende, pylret og bekymret om sine børn. Hvordan man kunne være anderledes, forstod hun ikke.

Et lille smil gled over Coles læber. Det var trættende at bekymre sig om andre. Især når den anden var ens arbejdsgiver, som burde kunne tage vare på sig selv, men hun virkede bare altid til at gå lidt i sine egne tanker, og hun tog sig altid af andre i stedet for sig selv. I hvert fald dem der var det værd.

"Du bliver også nødt til at give dig tid til dig selv også," sagde han. Han kiggede på Dag der var i gang med at mæske sig i sin mors mælk, og hun så da også ganske blød ud, men Cole holdt pænt sine hænder i sit skød. Han stolede ikke på sine evner. Hver eneste gang der var lidt for store afvigelser i hans følelser, så blussede det frem, og han var stadig ikke tættere på at lære at kontrollere det.

"Mh, når ungerne er blevet lidt større," svarede Liv blidt, mens hun stadig nussede Dag. Hun håbede stadig på, at Dag ville få bevægelsen og følelsen tilbage i sine ben, men jo flere uger, der gik, jo mere begyndte hun at miste håbet. Liv sukkede. Ved siden af hende på puderne begyndte Nat at vågne op, men Dag var ikke færdig endnu, og Liv kunne ikke amme dem begge på én gang. 

"Kan du ikke tage ham lidt?" spurgte hun Cole og smilede til ham. "Bare lige mens Dag spiser færdig."

Lidt større? Cole var ikke sikker på det, når han havde set hvordan Liv var om sine andre børn, men for nu tiede han. Hun var jo nok ikke ligeså plydret omkring de ældre børn som hendes spædbørn, hvilket gav mening… på sin vis.
Cole havde dog været lidt for meget i hans egne tanker, inden at Liv havde spurgt hende at tage Nat, og det kom lidt som et chok for Cole.

"D-du.. Vil have jeg tager ham?" sagde han og Cole kiggede over på Nat. Et yndigt barn, men også et meget brandfarligt et.

"Ja, bare lige et øjeblik," sagde Liv og smilede til Cole, mens hun rakte en hånd ud og strøg ham blidt og kærligt over kinden. Han var sådan en god og artig dreng, der virkelig gjorde sit bedste. Liv holdt utrolig meget af ham, og hun ville gøre alt, hvad hun kunne for at hjælpe ham. Selvom han kun havde været hos hende i nogle måneder, så så han allerede ud til at have det meget bedre, end da hun først havde fundet ham på gaden. 

Cole kiggede mellem Liv og barnet lidt, men tog dog tilsidst i mod barnet. Han holdt barnet som var det det mest værdifulde objekt i hele verdenen. På sin vis var det også det, siden Liv var blevet en så vigtig person i hans liv, og han ville ikke gøre noget galt, især mod hendes børn. Lidt havde han da set af hendes personlighed og forhold til sine børn i den tid han havde været her.
Heldigvis for Cole, og i den grad også Nat, så var det ikke fordi at Cole blev frustreret mens han holdt den lille dreng. Det var også begrænset hvor meget ballade han kunne lave, mens han var i Coles hænder.
"Går det godt med Dag?" spurgte Cole så forsigtigt. Han var jo godt klar over at Dag ikke havde følelse i sine ben, men da det så mere og mere usandsynligt ud af det kom tilbage, så blev spørgsmålet jo mere bare om pigen stadig var glad.

// Lukket efter aftale