Der var endelig gået flere måneder siden James sidst havde bevæget sig imod Medanien. Han havde ikke været der siden Miranda og ham sidst mødtes. Hver gang de havde slået hovederne sammen havde det endt galt. Men alligevel havde James formået at prøve og finde hende igen. Han ville have svar på nogle ting, men samtidig havde han også lært at han ikke kunne takle denne forbandelse alene. Han vidste at det havde været forkert at reagere sådan over for hende, men hvad havde hun forventet når hun netop havde givet ham en forbandelse?
Han havde nu levet med den i flere måneder. hvor længe var det nu? 5-6 måneder? Han havde overlevet sin første forvandling og han havde ikke gjort nogen ondt endnu. Det var vel bare spørgsmål om tid før dette ville ske igen. Han bed sig lidt i læben som han vandrede rundt i vesterdalene. Det var her han havde mødt hende for første gang. Hende Miranda han ikke engang kendte navnet på... Var hun her stadig eller var hun draget videre? Hun havde jo snakket om sin flok så var de taget videre eller var de her stadig?

Som han vandrede ned og op af bakkerne for at finde ud af hvor hun var, undslap et suk fra hans læber. Han kiggede lidt op imod himlen, den var mørk, måske der snart ville komme regn og torden? Hvem vidste han gjorde ikke men det kunne godt se sådan ud. Han bed sig i læben igen og vendte blikket ned imod jorden. Han stod på en bakketop og kiggede rundt. Hvor kunne hun være? Måske var hun her slet ikke..

Lugten gik ind i hendes næse på ny, selv inden en spejder kom tilbage til hulerne. Miranda priste sig lykkelig for sin lugtesans der overgik selv den bedste ulv i flokken, men den føltes lige nu som en plage. Igen. Hvad ville han nu?
Med et dybt suk, guidede hun sin datter ned fra skødet og hen til en af de andre kvinder i flokken, der ofte havde for vane at se efter den lille klump når Miranda havde andre gøremål. Som nu. Miranda var endnu ikke sikker på om han var en trussel, om han ønskede at blive set som en og derfor vendte tilbage til stedet for lige at minde Miranda om hans blotte eksisten. Hun vidste det simpelthen ikke. Men tiden der var gået siden sidst, var han ovre den første månenat. Den nat der ville teste om han ville overleve eller ej.

Hun gik ikke alene denne gang. En ung knægt, beskidt på kinden og ikke meget tilbøjelig til bad fulgte hende lydløst over skovbunden, gerne ude i kratten for at kigge snarrene igennem på vejen. Han var hurtig og han var lydløs. Som var han født i skoven og aldrig havde fungeret i et almindeligt samfund. Ved siden af Miranda gik en kvinde, af slank bygning der fik Miranda til at fremstå endnu mere bred og barbarisk i sine træk, end hun egentlig var. Det tog ikke langt tid at lugte sig frem til ham - hendes næse guidede hende lige så vel som havde han haft lysende fodspor.
Miranda stoppede for foden af bakketoppen, kiggede op på den hvad der for hende fremstod som en forvirret sjæl. Hun lukkede øjnende for en stund, tog en dyb indånding ind gennem næsen før hun kiggede kort til siden orienterede sig at knægten sad på en sten inde blandt træerne, observerende. "Hvad vil du nu?" man kunne høre hun lød irriteret over sammenstødet på ny.

James kiggede op mod himlen igen og endnu et suk undslap hans læber. Hvad var der med den kvinde og aldrig dukke op når man skulle bruge hende. Hun dukkede jo kun op når man ikke ønskede at hun var der. Han rystede lidt på hovedet af sine egne tanker og drejede sig lidt da der blev snakket til ham. Så var hun der endelig, præcis som han ønskede at det skulle gå. Han vendte sig helt om for at kigge på hende. Hun var ikke alene denne gang, var han virkelig så stort et problem? Det var han jo åbenbart siden hun ikke kom alene. Han bed sig lidt i læben måske havde dette været en rigtig dårlig ide. Han trådte et skridt frem men lod hans audiokinise i hans øre afsøge området for at finde ud af om der var andre. Da drengen var lydløst rørte James sig ikke længere og havde ikke hørt drengen på nogen måde.

"Jeg ville faktisk gerne snakke med dig, denne gang i en ordentlig tone." han var usikker på om hun overhovedet ville snakke med ham, han tvivlede stærkt på det, men han måtte jo håbe på at hun ville. Dog efter deres sidste møder tvivlede han på at det ville lykkes ham at få et ord indført. Hun var jo.. Hvad var det man kaldte det... En alpha for en flok det havde hun jo selv sagt havde hun ikke? Eller hun havde da sagt at hun havde en flok. Ergo hun måtte være Alpha. Han rømmede sig lidt og fortsatte i et roligt tempo uden at gå tættere på men højt nok til hun kunne høre det. "Jeg vil på sin vis faktisk gerne takke dig." han kiggede ned på hende og sendte hende et kort smil som dog hurtigt forsvandt igen.

Det var ikke fordi Miranda udformede et baghold mod manden, men hun tog sine forholdsregler. Sidst han havde vidst sig her, havde han antydet at han var en større fare end han gav sig ud fra. At han ønskede hun så ham sådan. At det var sagt i vrede var en ting. At han nok ikke havde ment det, men Miranda var forsigtig. De var et jaget folkefærd. Fri jagt på deres hoveder. Hun tog trusler alvorligt, hvor latterlige de end så ud og lød. Miranda så skarpt på den rødhårede mand, med armene over kors. Kvinden ved hendes side så langt mere afslappet ud, tilbageholdende fra at delta i samtalen, men til stede til at træde til.

Hun løftede et øjenbryn af hans usikre tone og ordene han udformede. Miranda svarede ikke men kiggede bare på ham. Ordentlig tone var vidst så meget sagt, men hun skulle da prøve om hun kunne eftergive ønsket. Hvis han talte pænt til hende ville hun forsøge at tale pænt til ham. Forhåbentlig også lykkes. Miranda løftede hovedet ved hans sidste ord. Ord der forvirrede hende, uden at hun vidste det udadtil. Takke.. "Hvorfor?" Der var noget krævende over ordene. Hun forlangte faktisk at vide hvorfor, trods hun forsøgte ikke at holde en arrig tone. Lige nu gjorde han trods alt ingenting.

James kunne ikke lade vær med at have et venligt smil på læben. Han var ikke ude på ballade, hvor meget han så end var sikker på at det ville ske. Han var sikker på at han ville sige et eller andet der gjorde hende utilpas og få hende til at angribe, eller noget der var værre. Hun ville vide hvorfor han ville takke hende og det måtte hun da gerne vide det var der ingen tvivl om. "Jo ser du.." startede han og vidste ikke helt hvordan han skulle sige tingene, så i stedet tænkte han sig lidt om inden han sagde. "Du har vist mig hvordan man skal snakke til folk, og jeg vil egentlig gerne undskylde over mine opråb og mine midler. Men du må forstå at det kom bag på mig at du bed mig, og gjorde mig til noget jeg ikke ønskede..." han lagde armene over kors og trådte et skridt ned af bakken men stoppede op. Han ville nødig virke til at være en trussel. "Samtidig vil jeg gerne give dig en ordentlig undskyldning for noget som jeg har gjort som har virket som en fejl. Det har ikke været min mening at virke som jeg har været. Det har bare været en stor omvæltning at blive sådan her. Nu hvor der er gået nogle måneder og jeg har accepteret min skæbne kan jeg kun tage imod den, og se videre fremad." han var måske naiv og ikke anede hvad han sagde. Men der var kun en ting at gøre og det var at se fremad. Han ville nødig gøre andet. Man måtte leve sit liv som man selv havde lagt det frem, det havde været hans egen skyld han var blevet bidt. Det var hans egen skyld han virkede som en trussel. Hvorfor ikke bare acceptere sin skæbne som den var. Hvis der kom en kamp ud af dette her så var det hans egen skyld.

Miranda tog en dyb indånding. Hun var meget tæt på at komme med en invending om, at hun kun havde bidt ham fordi han blev ved med at gøre hende vred, og ikke gik som fuldmånen nåede op. Men det var ikke lige nu hun burde tage den diskussion. Eller det kunne godt være at det var, men han kom trods alt med fredelig indstilling og ikke angreb. Så hun tvang sig selv til at slappe en smule af i skulderne igen, men armene forblev slået over kors, hvilende i en let modvillig stilling.

"Du ved godt, at livet aldrig bliver enkelt igen. At bide dig var en fejl, men som jeg forklarede sidst, er en varulvs liv meget uforudsigeligt og temperamentsfuldt. Din sult vil være sporalsk" hun havde ikke glemt sidste møde, hvor han havde været alt andet end imødekommende. Miranda vidste at hun ikke måtte gå rundt og tykke i folk med mindre hun ønskede at give sin forbandelse videre. Noget hun absolut ikke gjorde. Men et par måneder var sjældent nok til at være fuldt indforstået med hvad det betød. "Du vil være en jaget person resten af dit liv, og det vil tærre hårdt på dig. Fysisk som psykisk." fortsatte hun og så ud af øjenkrogen hvordan hendes ledsager kiggede stift ned i jorden. Tydeligtvis stadig bitter over at hendes liv var blevet frarøvet hende af en omstrejfende varulv. "Hvad ønsker du af mig?" Miranda var måske streng og hård i kanten, og hun regnede næppe med at han kun var kommet for at undskylde. Det følte hun sig for realistisk til.

James bed sig lidt i læben. Han var blevet klogere siden sidst. Hun anede ikke hvor meget klogere, og han ville da prøve at vise hende det ved at være sød og ikke lade hans tanker tale først. Han rømmede sig lidt og kiggede ned i jorden. "Måske var det en fejl. Men det lærte mig lidt om livet." kom det fra ham til at starte med. "Jeg har været varulv nu i nogle måner så jeg ved det godt, men det giver mig stadig ret til at fortælle dig at det er en ære at møde dig og dine ulve." han bukkede lidt for hende men bevægede sig ikke tættere på. Faktisk turde han ikke da hun kun havde mødt ham med fjenskab over for ham, og ham lige så. Han rejste sig op og kiggede lidt på hende til personen ved siden af hende for at lade blikket lande på Miranda igen. Han rømmede sig lidt igen og bid sig kort i læben. "Jeg var allerede en jaget person inden du bed mig." det var måske ikke helt sandt, men sådan havde han altid set det for sig. Han havde aldrig rigtig været velkommen i nogen familier eller i nogen byer med mindre han gjorde sig ubemærket hvilket han var begyndt på at blive ret god til.

Da hun spurgte om hvad han ønskede fra hende tænkte han sig lidt om. Hvad ønskede han egentlig, han bed sig i læben og vidste ikke hvad han skulle sige af spørgsmål. "Jeg ehm.." han vidste ikke hvad han skulle sige. Han havde sådan ikke rigtig tænkt over hvad han skulle sige hvis han fik spørgsmålet. "Jeg vil gerne bevise mit hver over for dig så vi kan komme på fode i en ordentlig tone til hinanden." kom det roligt fra ham. Han vidste godt at det nok ikke ville kunne lade sig gøre, men man kunne da gøre et forsøg på den ene eller den anden måde. Nu var det bare spørgsmålet om hvor vidt hun ville tage imod hans forslag.

Nogle måneder. Men havde han nogensinde mistet besindelsen?  Det var måske ikke så underligt at Miranda var skeptisk. Hun havde været i varulvens forbandelse siden hun var blot femten år gammel. Hun havde måtte forlade alt og derefter ladet varulven styre hende. Påvirke samtlige valg og gjort hende til en samvittighedsløs morder, der fulgte sine luner, når ordrene ikke var stærkere. Hun var skeptisk overfor at andre tog deres forbandelse så let – for i hendes verden betød det ofte at de aldrig havde set den helt sande natur af den, eller også gemte på noget der var endnu mere farligt. En let trækning i næsen bremsede en lavmælt knurren. Ikke så meget af ham som af hele situationen, da han bukkede og afviste respekt. Respekt var og blev en underlig ting. Et meget sigende øjenbryn løftede sig ved udtalelsen om at han var en jaget person inden da. Det undrede hende faktisk ikke med den opførsel, han trods alt virkede til at have lagt på hylden disse dage.

Miranda tog en dyb indånding og løsnede en smule mere op i sine skulder. ”Forstå at jeg har andre end min egen sikkerhed at tage vare for. Jeg vil give dig chancen til at bevise at du ikke længere er ude på… lad os kalde det ballade” det var ikke helt det ord hun ville bruge, men hun kunne ikke helt finde frem til et andet der gav en bedre mening uden at lyde for groft. Han var trods alt kommet tilbage med åbent sind og venlighed. Hun forsøgte at give det tilbage selvom det var svært. ”Og hvis vi kommer på ordentlig tone?” hun kunne ikke bage tage chancen og tænke at det hele nok gik. Hun havde for meget ansvar til at lege med ilden på den måde.

Der var altid en bagside af medaljen James havde bare ikke oplevet den. Hver fuldmåne havde han låst sig selv inde i et sølvbur for ikke at gå helt bananas. Så han havde faktisk ikke formået at være så vild igen som han kunne have været. Det var bare som om at der ikke var noget godt i tilværelsen mere. Nu handlede det om overlevelse og det var der ikke noget at gøre noget ved. Han måtte leve med det og hvordan han var som person nu. Han skulle lære at holde øje med fuldmånen og være væk fra alt ting. Han havde aldrig levet som en ikke jaget person før så det var jo ikke noget nyt i det. Hans øjne flakkede lidt rundt og kiggede lidt på Miranda og så på personen der stod ved siden af hende. Han sendte dem begge et smil og lagde hænderne om bag ryggen og fastholdte et blik på Miranda.

Mirandas sætning fik ham til at smile lidt bredre og han vendte blikket lidt væk fra hende i en kort periode for at lade det vende tilbage på hende igen. "Jeg kan forstå at du har din familie, den er jeg helt med på. Den skal man også bekymre sig om mere end man vil indse." det sidste sagde han egentlig mest for sig selv, godt nok havde han ikke snakket med sin egen søster i evighedder, men det kunne der vel laves om på... Når han sådan fandt hende igen.. Han bed sig lidt i underlæben ved tanken men rystede så på hovedet for at komme tilbage til virkeligheden. "Jeg er bestemt ikke ude på noget som helst og jeg vil være taknemlig for hvad du vil sætte mig til." hans stemme var rolig, men han bevægede sig ikke tættere på i håb om at det ikke ville skabe ballade på nogen måder. Han vendte blikket lidt rundt og for at finde ud af om der var andre. Men der var ingen, ikke engang hans audiokinise kunne frembringe nogle andre. Han lyttede med ørern men kunne ikke fremkalde nogen form for bevægelse i nærheden. Så personen der lå et stykke fra dem lå ganske lydløst hvilket jo kun var en god ting. "Hvis vi kommer på en ordentlig tone ja så... Så... Ja det ved jeg ikke lige nu. Men det ville da være en start at snakke pænt til hinanden i stedet for vi begge hidser os op" kom det roligt fra ham og vendte blikket hen imod hende. Han var sikker på at der ikke var andre i området end dem han kunne se.

Familie og klan var efterhånden den samme ting. Det havde det været hvor Miranda var vokset op og igen da hun grundlagde flokken. En flok af uskud og jagede folk ofte med temperamentet tæt på overfladen. Men det var vokset til at blive familie, og hun havde udvidet sine egne gener ved at føre et barn til verden. Et barn hun for alt i verden ville beskytte, og derfor forholdte sig skeptisk overfor enhver der kom i nærheden.
"Til en start, skal du bevise det. Taget første møde og ikke mindst indtryk alvorligt. Hold dig i nærheden, hjælp hvor du kan og det behøvede, men til en start sover du ikke inde ved flokken. Jeg skal være helt sikker på dine hensigter før det kommer på tale" Mirandas stemme afslørede at hun ikke havde tænkt sig at diskutere den del. Det var en hård udmelding, men nødvendig for hende at tage. Hvis hun ikke forholdte sig skeptisk kunne alle og enhver komme ind. Hvilket i sidste ende kunne koste mere end bare ting.

"Så længe du forstår at det sidste ord, er og bliver midt i denne flok." et privilegie og nogle gange en forbandelse. Hun skulle tage de svære valg i mange tilfælde, for at pensle det negative ud, men det betød også at hun kunne sige stop når hun ville. "Kom med tilbage.. Der er mad nok" let invitation, trods hendes stadige mistanke. Hun drejede sig rundt for at gå det stykke ned af bakken hun var kommet op.

Familie var aldrig noget James havde haft, han anede ikke engang hvad det ville sige at have en, måske han ville finde ud af det en dag. Han rømmede sig lidt for at lade blikket glide ned imod Miranda og et suk kom over hans læber. Det var virkelig ikke hans hensigt at komme på tværs af nogen, men det var vel bare det han var bedst til. Han havde jo altid været til besvær på den ene eller den anden måde. Hans blik gled ned i jorden og så op på hende da hun snakkede. Sove alene? Ja hvorfor ikke, det var noget af det han bedst kunne lide, mest af alt fordi han ikke var alene når det kom til stykket. Der var altid nogen i nærheden af ham på den ene eller den anden måde. Han lagde hovedet lidt på skrå. ”Hvis det er det du ønsker så gør jeg gerne det.” han vendte sig om for at kigge op af bakken og vendte sig så om imod hende igen.
Han kunne jo godt forstå hende, man tog ikke bare en fremmede ind i ens hjem når man ikke anede hvad han eller hun ville gøre. Så hvorfor havde han det så underligt? Det var jo hendes hensigt at være dominerende og det havde hun alt ret til at være.

I stedete for at svare nikkede han til hendes ord. Han var bedre til ikke at tale og bare gøre hvad der blev sagt. Eller det var ikke hele sandheden, han var glad for at være fri. Men man kunne ikke være fri hele livet. Han måtte lære at rette ind, især nu hvor han var mere jaget end noget andet.
Hendes næste ord overrasket ham, skulle det hele begynde nu? Hvad med noget tænke tid eller noget helt andet? Han sank en mindre klump der havde samlet sig i halsen og bevægede sig med hende som hun bevægede sig væk fra bakken. ”Gerne.” han var meget ydmyg i sit svar og kiggede ned i jorden som han gik. Han fjernede hænderne fra ryggen og puttede dem i lommerne som han gik.

Miranda var stadig skeptisk. Man glemte aldrig hvordan første møde havde været, og hvor meget hun havde mistet besindelsen overfor ham som månen havde fået sit tag. Andet besøg havde på sin vis ikke været en bjælde bedre. Hun fik altid en underligt fornemmelse i næsen når hun lugtede han var der. Som forventede hun at det gik galt.

Men hun skyldte ham alligevel en chance. Det var hendes skyld at han nu levede med den samme forbandelse som hun selv. Vampyrerne kaldte det deres børn. Den tanke var ikke ligefrem behagelig eller vel modtaget hos Miranda der mest af alt rynkede på næsen over tanken. Nej, men det var stadig hendes ansvar at sørge for at hun ikke sendte sin forbandelse videre, og når hun gjorde, tage sig af ofrene.

Havde han intentioner om at blive i klanen eller gøre den ondt, var nemmest at finde ud af hvis han var på tæt hold. Alene havde han ikke en chance mod en flok varulve, der allerede var stærkt territorielle omkring ulvehøjen. Men det var også den bedste måde hun kunne byde ham velkommen. Vise ham, at trods hvad der førhen var sket, så bød hun ham velkommen. "Jackiel.. Vi leger ikke med maden" brummede hun roligt på vejen tilbage, hvor knægten var forsvundet ind i skovbunden, og dukkede op fra en busk ved lyden af sit navn med et surt udtryk.. Han havde været igang med at jage rundt med nogle kaniner. Han var stadig for ung til helt at forstå at han ikke var et dyr, med menneskelige tendenser, som at lege med dem der ikke havde en chance. Ikke at han var ond, blot uciviliseret.

Miranda fulgte dem hele vejen tilbage til højen, hvor bål allerede var tændt og gjort klart. "Til advarsel James, så er ikke alle lige gode til at konversere her i klanen. Yasmin har en tendens til mere at nedstirre end faktisk at tale, som eksempel. Men ingen kommer til at angribe dig" ikke med mindre Miranda gav ordre til det. Det var ikke hendes plan.

Det havde ikke været et venligt bekendtskab Miranda og ham havde haft, og det ville det næppe blive. Han kunne blot håbe at han var vokset med opgaven om at være en varulv. Han var blevet mere rolig i sin adfærd men han havde også så mange spørgsmål der manglede at blive besvaret, og han var ikke sikker på Miranda var den rigtige kvinde til det job. Hun virkede bare så fraværende på en eller anden måde. Det var vel også klart når  man havde en flok at tage sig af. Han havde jo ikke nogen at tage sig af andre end sig selv. Hver gang han havde prøvet at tage sig af nogen var det gået galt. Mødet med hans søster var gået galt. At få Corrine til at være sig selv var også gået galt. Nu var hun blevet halvt fugl og det havde alt sammen været hans skyld. Han kiggede fortsat ned i jorden som de gik.

Hendes brummen kom lidt bag på ham og han vendte blikket op fra jorden og kiggede lidt rundt omkring. Han lagde mærke til drengen der dukkede op fra en busk. Han trak lidt på smilebåndet og kiggede på Miranda. Måske var det alligevel det rigtige sted at være? Skulle han have sagt farvel til Mira i stedet for bare at forsvinde. det var jo det han var bedst til. Det var der ingen tvivl om. Han var god til at forsvinde når han kom for tæt på nogen. Han var ikke så god til at have nærkontakt med folk, og slet ikke hvis de kom for tæt på. Der var jo aldrig nogen der var kommet tæt på ham, måske kunne dette alligevel blive første gang?

Vejen hen til højen var meget stille og han kunne faktisk godt lide det. Det var altid dejligt at gå i stilhed, så kunne man tænke lidt på sine egen tanker, få dem samlet og finde en løsning på problemer. Dog havde James så mage af dem at der aldrig kom noget godt ud af det. Han kom dog lidt til sig selv da hun snakkede og han lyttede efter. Han var egentlig glad for at der ikke var så mange der snakkede. Han var ikke selv den store snakker. Godt nok havde han prøvet at få Miranda i tale før hen, og det var ikke gået godt. Mest af alt fordi han ikke havde været rolig. Han kiggede lidt ned i jorden og trak på skuldrende. "Vi kan ikke alle sammen være ens." kom det roligt fra ham og stoppede op et stykke væk fra bålet. Nu skulle han lære at være social og han skulle lære at være en del af nogen eller noget.. måske. Det hele kom jo an på hvad Miranda ville sige til hans visit. Han var dog glad for at der ikke nogen der ville angribe ham. Han var ikke til kamp på nogen måde.

Fordelen ved en flok var, at trods Miranda var lederen, var der flere ansigter at møde og snakke med. Miranda havde ikke alle dage fungeret som en leder. Hun havde måtte vokse med opgaven og udfyldte den ikke perfekt. Det gjorde ingen, men i forhold til starten og blot en let årrække tilbage, ville hendes temperament havde vundet over det bedste i hende. Som James havde vidst sig at være god til at få tændt for på en eller anden måde. Hun havde en indre modstand imod at lærer ham at kende, men der var andre, mere åbne og venligsindede. Ofte dem hun brugte mest tid på at rådføre sig med, så hun kunne lærer at være mere åben.

"Rigtigt. Forskelligheden i flokken er hvad der gør os stærke." Miranda saknede farten og kiggede på ham. Alvorligt, men ikke fjentligt. "Du og jeg bliver aldrig perlevenner James, og vi ved det. Men det skal aldrig forhindre mig i at lade dig møde andre her som kan give selskab og få dig til at føle dig velkommen." Hun lavede et let nik mod ham og forsvandt selv længere ind i lejren, efterladende ham ved nysgerrige blikke, der hurtigt forstod hvorfor han var kommet til. Specielt som Jackel allerede var gået i gang med at snakke og illustrere for nogle af de yngre medlemmer. Nogen ville uden tvivl snakke til ham, men også give ham plads skulle han havde brug for det. Ikke alle ulve reagerer ens.

//out

Han havde det lidt underligt med at være her, nu skulle han til at lære dette sted at kende, og egentlig skulle han lære Miranda at kende på et eller andet plan. Han var ikke sikker på hvordan det hele ville gå. De havde været oppe at toppes før og hvem sagde at det ikke ville ske igen. Han kiggede lidt ned i jorden og fastholdte sine hænder i lommerne. Han var ikke sikker på at dette her ville være særlig godt i længden. Han havde dog selv opsøgt hende med god grund, der var spørgsmål han manglede at få besvaret, og når alt kom til alt ville hun vil besvare dem.

Han nikkede lidt til hendes ord for at forstå hvad det var hun mente. Forskellighed gjorde en stærkere. Det var første gang han havde hørt det. Men helt så forskellige var de vel ikke, de var jo alle sammen varulve var de ikke?
Perlevenner. Han havde ikke behov for at være perlevenner med nogen, han ville bare gerne accepteres og nyde godt af det han havde. Han var ikke engang sikker på at Miranda og ham nogen sinde ville føre en ordentlig samtale før hun kunne stole på ham. "Men..." kom det fra ham da han så hende gå. Alle de nysgerrige blikke gjorde ham utilpas, han ville hellere være alene. Men nu skulle han prøve at være en del af noget og nogen. Det ville være første gang og det skulle være anderledes fremover. Han satte sig ned ved bålet stirrede ind i det og prøvede at lukke alle andre ud og deres nysgerrige blikke.