Sol var efterhånden begyndt at kede sig voldsomt meget i Dianthos; hun havde besøgt sin mor og de nye tvillinger et par gange, og hun havde endda også talt med sin lillebror Sakse en gang eller to. Men hun brød sig ikke om livet i byen, og hun savnede sit bjerg og sit folk. Ada, Eivor og Halla var også begyndt at blive rastløse i varmen, og Ada var endda ved at blive for stor til, Sol brød sig om, at hun gik rundt alene.

Det var på tide at vende hjemad, men tiden i byen havde sat sig på Sol, og hun var irritable, frustreret og generelt i et ækelt humør. Hun havde heller ikke lyst til at rejse med sine tre mager i den næste måneds tid uden at kunne få ordentligt afløb for sine frustrationer. Hvis Sols mager ellers opførte sig pænt, så behandlede hun dem også godt, og Ada, Eivor og Halla var tre af hendes allerbedste mager.

Det var sent om aftenen, stjernerne og månen lyste ned, men luften var stadig hed. Sol havde begivet sig udenfor for at køle bare en smule ned, og for at forsøge at finde en løsning på sit problem. Hun havde sat sig på en bænk med udsigt til Krystalpaladset. Det var et smukt, overdådigt palads, men Sol synes stadig, hendes eget palads, hugget ind i bjerget, var mere imponerende. Hun sukkede og gned over sit ansigt. Måske havde det været en fejl at komme her?

Det var for varmt at have den sorte pels over sine skuldre, så Sol smed den, hvilket efterlod hende i intet udover det sorte læderlændeklæde, der var bundet om hendes smalle hofter.

Sommerens lette mørke havde lagt sig over Dianthos, hvilket både var godt og skidt. Godt, fordi det gjorde det nemmere for den slidte lejesoldat at snige sig igennem byens gader uden at blive set, dårligt fordi udgangsforbuddet trådte i kraft og gaderne var fyldt op med vagter og de forbandede Kiletilbedere.
Endnu et hushjørne blev rundet og endnu en gade taget i øjesyn, inden han skyndte sig videre, en smule duknakket og med en mindre sæk i den ene hånd. Det var ikke Den øvre bydel Randall befandt sig mest i, mest fordi han stak ud som en ræv blandt høns, men i aften havde han haft et job i de riges del af byen. I sækken var nogle arvestykker, han var blevet hyret til at stjæle, hvilket var gået overraskende nemt. Han havde behændigt snydt et par vagter og kunne snige sig ind af bagdøren. Resten havde været barneleg, han havde trods alt prøvet det før.

Nu var han på vej hen til hende, der havde hyret ham. Han havde ikke spurgt ind til, hvad det hele handlede om, men hun havde været så arrig, så hun havde plapret løs om sin uduelige bror og deres døde forældre. Nå ja, han var ligeglad, hun betalte godt for at få sine ting.
Sækken skramlede svagt, da han stoppede op igen, så rundt et hjørne og ved første øjekast ikke fik øje på nogen. Det her gik dejligt glat og han glædede sig allerede til at få krystallerne udleveret, så han kunne få noget ædelse, noget at drikke og måske endda en dame.

Han hastede videre, da det for sent gik op for ham, at der sad nogen på en bænk op ad den mur, han gik langs. Faktisk var han næsten forbi hende, da han endeligt spottede den meget mørke kvinde. Han gav et forskrækket hop til siden, aldrig bleg for at være klovn.
”Woah, du skræmte li… vet…” Bryster. Han glemte, at han var ved at sige noget, som de grå øjne landede på de blottede bryster. Ganske velformede, hvis man spurgte ham. Egentligt burde han være mere fascineret af hendes meget mørke hudfarve, men Randalls hjerne havde nogle bestemte prioriteter og bryster var helst sikkert på top tre, hvilket hudfarve ikke var. Hele hans udtryksfulde ansigt var åbnet op i måben for et øjeblik, indtil det gik op for ham, at der var en person vedhæftet de to perfekte klumper. Langsomt hev han blikket fra dem og rettede det mod kvindens ansigt.
”Øøøøh, godaften.” Det måbende udtryk blev erstattet af nysgerrighed og den automatiske charme, der slog ind, når der var kvindfolk i nærheden. ”Har du brug for… hjælp?” Det var ikke sådan lige hver dag han stødte på nøgne kvinder rundt omkring, og så havde de ofte brug for en hånd. Om det var i sengen eller af mere alvorlig karakter, det skiftede lidt.

Sol var nærmest faldet hen i en trancelignende tilstand, da nogen pludselig talte til hende. Hun var ellers blevet helt rolig, men da hendes meditation blev afbrudt, blussende irritationen straks op i hende igen. Hun slog de mørke øjne op og så straks personen foran hende. En mand. Sols næse rynkede sig med det samme, og i én flydende bevægelse rejste hun sig i sin fulde højde, der næsten var et helt hoved højere end manden. Den varme natteluft fik hendes lange, tonede krop til at glinse en smule af sved i månelyset.

"En mand," mumlede hun, mest til sig selv, mens hendes blik gled over mandens ansigt. Uden at sige noget som helst andet, greb hun manden om halsen og løftede han nemt fra jorden og op, så hans fødder dinglede i luften. Hun lænede sig tættere på ham.

"En beskidt mand," hvæsede hun, da det var tydeligt for hendes lugtesans, at manden ikke ligefrem var nyvasket. Hun skulle til at kyle ham fra sig, da hun opdagede…

Nej, det kunne ikke være muligt! Hendes ansigt fortrak sig i overraskelse, da det gik op for hende, at hun ikke kunne mærke mandens sjæl. Det var ikke, fordi hendes evner var blokeret. Nej, der var simpelthen bare… tomt.

Sol havde aldrig oplevet noget lignende. En levende krop uden en sjæl. Hun glemte for et øjeblik sin arrigskab og stirrede blot på manden, der stadig dinglede fra hendes løftede hånd.

"Hvad er du?" spurgte hun så, et stik af interesse vagt i hende.

Det gik for sent op for Randall, at der var noget galt og han fik kun trådt et halvt skridt tilbage, før hendes hånd lukkede sig om hans hals og hans fødder slap jorden. Der kom straks nogle halvkvalte lyde fra ham, som hans luftveje blev lukket og blodet til hans hjerne blev forhindret i at flyde frit. Af erfaring vidste han, at han ville miste bevidstløsheden hurtigere, hvis han begyndte at sprælle, så han hang slapt i hendes greb. Eller næsten, hans ene hånd slap sækken, der ramte jorden med en høj skramlen, og gled op og greb fat om hendes håndled og den anden forsøgte lidt panisk at få hendes fingre til at slippe. Men hun var stærk som en ork! Ved Zaladin, hvem var denne – alt for smukke – kvinde?!

Hans bevidsthed begyndte at få en fuzzy fornemmelse, både af manglen på blod til hjernen, men også iltmanglen, der begyndte at gøre hans krop underligt fjern. Hans lunger var alt for tomme og det rykkede svagt i ham, mens hans greb om hendes håndled blev svagere. Åh, han hadede at blive kvalt, det tog så lang tid og hans krop gik alt for meget i panik. Så hellere en kniv i hjertet. Kniv. Han havde en kniv. Men inden han kunne nå at slippe hende og fumle efter den, stillede hun ham et spørgsmål. Hvad han var? Hvad var det for et spørgsmål?

Hvis han havde haft luften til det, havde han svaret hende, men det var ved at være for sent. Hans tågede hjerne fokuserede på den løsning, han kunne vælge. Og med en overraskende hurtig bevægelse fik han fat i sin kniv og slog ud med den i mod hendes arm. For at skade, ikke dræbe, selvom han nu nok ville dræbe for at redde sig selv. Lige nu ville han bare have hende til at slippe, så han kunne få ilt i lungerne.
Slap hun, ville han tumle om på jorden, hostede og harkende med en hånd til halsen. Hele verden ville svimle lidt for ham som han fik en bølge af blod til hovedet og luft i lungerne.
Slap hun ikke, ville han forsøge igen, men uden at kunne løfte hånden langt nok, som hans krop begyndte at lukke ned.

Sol indså for sent, at manden ikke kunne svare hende på grund af den stramme hånd om hans hals, men før hun kunne løsne grebet om ham, havde han hugget ud efter hende med en kniv! Kniven strejfede hendes inderarm og lavede en overfladisk flænge i hendes sorte hud. Med et hvæs slap hun ham og trak hånden til sig. Hun brugte kun en håndfuld sekunder på at undersøge sin arm, inden hun vredt vendte tilbage til manden på jorden. Hun sendte et hårdt spark i hans retning, specifikt i retning af hans ribben, og hun sendte han et par meter hen ad brostenene. Ingen lille mandsling skulle skære i hende ustraffet! Det sjælløse insekt skulle få betalt!

"Hvad er du?" forlangte hun igen, mens hun marcherede hen til ham og skubbede ham om at ligge på ryggen, så hun kunne placere en nøgen fod henover hans ansigt og maste hans kind mod det hårde underlag. Hun trykkede lidt til bare for at vise, at hun kunne kvase hans hoved med et enkelt stamp, hvis hun ønskede det.

Randall nåede lige at få fyldt lungerne godt op, inden en fod ramte ham i ribbenene og sparkede det hele ud igen. Han kunne mærke sig selv glide hen af brostenene for et stykke, men alting var sort for ham for et øjeblik, indtil han igen fik hevet luft ind, gispende og med en grimasse af smerte. Ved guderne, den kvinde var stærk! Han krøllede sig lidt sammen, stadig ikke i stand til at kunne gøre ret meget, hele hans krop føltes slatten og hans hoved tomt. Han var i problemer. Seriøse problemer og han vidste slet ikke, hvad han nu havde gjort!

Inden han kom helt tilbage til virkeligheden, skar hendes stemme igennem igen. Samme spørgsmål. Hvad han var? Han så op i mod hende, men i samme øjeblik blev en fod placeret på hans ansigt og hans kind blev mast ned i de beskidte brosten. Denne gang begyndte han at sprælle, forsøgte at komme fri, han havde ikke lyst til at få knus kæbe og kindben, men han forsøgte stadig ikke at gøre hende noget, han var overraskende lidt voldelig, selvom hans velfærd var i risikozonen. Hvorfor vidste han ikke og ærligt talt var det ikke noget, han spekulerede nærmere over.

”Hvad er det du vil vide?! Jeg er et menneske, en mand, en stodder! Jeg ville ikke have gjort dig noget, jeg sværger!” Hans ord var klemt ud i mellem de maste kinder og læber, hæse efter trykket mod hans hals, tydeligvis med en snert af panik, men også et hint af vrede over den her uretfærdige behandling, han blev udsat for. Han havde ikke gjort noget galt! Hvorfor var det nu gået galt igen?! Lettere desperat forsøgte han at tage fat i hendes ankel og hive hendes fod væk, uden held. Og så slap var han altså heller ikke!

En varme begyndte at boble dybt i Sol, da hun mærkede, hvordan han sprællede under hendes vægt, som var ganske betydelig på grund af hendes højde og det faktum, at hendes krop var udelukkende polstret af muskler i stedet for fedt.

Sol smilede ved hans svar, der måtte være løgn. Mennesker var nogle svagelige, små skvatmikler, og hun kunne umuligt forestille sig, at et menneske kunne leve videre uden en sjæl, og da slet ikke en menneskemand, der var de allersvageste (med undtagelse af hendes eget folk, naturligvis).

Hun tog foden af ham og satte sig på hug ved ham i stedet for. Hun rakte ud for at stryge blidt over den kind, hun netop havde trådt på, bløde kærtegn, der stod i skarp kontrast til volden fra før.

"Du lyver," hviskede hun. "En levende menneskemand uden en sjæl? Hvordan kan det gå til?"

Den sorte kvinde trådte så hårdt på hans ansigt, at han kunne høre noget begyndte at knage. Åh gud, ikke et knust ansigt, det gjorde ondt som en i dødsrigets rådne huller, og det slog ham ikke ihjel. Lige ham han skulle til at tigge hende om at flytte foden, gjorde hun det selv og han trak sig straks lidt væk og skubbede sig op på en albue, trods de ømme ribben. Han ville ikke ligge klar til at hun ombestemte sig.
Smagen af blod blev tydelige og han spyttede en klat ud. Hans tænder var blevet presset så hårdt i mod hans kind, at der var gået hul. Sikke en kælling! Han var ikke decideret bange for hende, der var ikke ret meget, Randy var bange for, men hun havde efterhånden gjort ham vred.

Så da hun rakte ud for at røre hans kind, trak han hovedet til sig med et grimasse, der tydeligt sagde, at hun ikke skulle røre ham.
Hendes ord fik ham dog til at stirre med lidt vantro på hende. Det var manglen på sjæl, hun ikke forstod. Var det bare det?! Han sank en klump og skar ansigt igen, denne gang af smerte fra den klemte hals. Hans stemme var næsten uigenkendelig af hæshed, da han svarede hende.
"Min sjæl? Det er bare det, du vil vide?!" Han himlede let med øjnene og trak sig lidt mere væk fra hende, kom bedre op at sidde, stadig med følelsen af ikke at være i sin krop. Det ville komme, smerten og trætheden ville komme.

"Jeg er bare et menneske, men et eller andet røvhul trak min sjæl ud af mig, da jeg stjal fra ham. På bestilling." Det sidste kom med lidt som en begrundelse på, hvorfor han havde stjålet fra manden, hvilket nok var ret ligegyldigt, da han selv var ligeglad. Han skammede sig ikke over at snuppe ting, det var noget af det, han levede af.
"Jeg har ikke været i kontakt med min sjæl i over 30 år, jeg aner ikke, hvordan han gjorde det eller hvem han var." Så havde det været meget nemmere at finde ham, men nej! "Tilfreds? Kan jeg gå nu? Sindssyge kælling!" Han hævede stemmen nok til at udløse et hosteanfald. Forbandet!

Sol var efterhånden blevet kaldt alle bande- og ukvemsord mellem himmel og jord i sit lange liv, og det rørte hende ikke længere. I sine yngre dage havde det gjort hende rasende, og hun havde "befriet" mere end én sjæl på den konto. Hun registrerede knapt nok ordet denne gang, da hun var langt mere interesseret i mandens historie. Hun havde aldrig hørt nogen lignende, og hvis det ikke var, fordi manden lød for vred til at lyve, ville hun fortsat ikke have troet på ham.

Hun kunne ikke helt holde et smil tilbage ved hans spørgsmål. Nej, selvfølgelig måtte han ikke gå nu; nu var det jo først begyndt at blive interessant for alvor.

"Jeg har aldrig leget med et sjælløst væsen før," sagde hun og rakte igen ud efter ham. Denne gang var det ikke hans ansigt, hun ville røre, men blot hvilken som helst del af ham, hun kunne få fat i. Hun endte med at gribe fat om hans ankel. Hurtigt fik hun skubbet hans bukseben op nok til at hun kunne gribe om hans nøgle ankel. Om hendes dræningsevne ville virke på et væsen uden en sjæl, anede hun ikke, men hun ville prøve! Hun stirrede fast på manden og fangede hans blik. Hun blev nødt til at holde det et øjeblik, før hun kunne få ordentligt fat. Hvis det virkede, ville manden begynde at føle sig døsig og slap, og det ville ikke tage lang tid, før han ville besvime. Sol havde ikke i sinde at dræbe manden; hun ville hellere bringe ham med tilbage til sit værelse og lege lidt med ham. På trods af sin brutalitet og generelle nydelse af andres smerte, slog Sol kun ihjel, som en retfærdig straf. Manden havde ikke gjort noget forkert, og derfor fortjente han ikke at dø i Sols øjne.

Lige så snart Randall så kvinden smile, vidste han, at han ikke fik lov til at gå. Han spærrede øjnene op og for et øjeblik var der faktisk en smule frygt i ham, mest som hun sagde, at hun ikke havde leget med en som ham før. Lege. Det kunne umuligt være en behagelig ting! Han begyndte at skubbe sig væk fra hende, men han var stadig slap i koderne og hun fik fat i hans ankel. Nej nej nej, han skulle væk fra hende, han var ikke noget legetøj! Tanken om, hvad der sikkert ventede ham, gjorde ham mentalt træt, og samtidigt havde han en fornemmelse af, at han ikke havde nogen mulighed for at komme væk. Så selvom han burde kæmpe med næb og kløer, trække både sværd og langkniv, forsøgte han bare at trække sig fri, skubbe hendes hånd af sig med den anden støvle. Han havde ikke sin kniv og kunne ikke gøre det af med sig selv på den hurtige måde. Hvilket han stadig ikke brød sig om, selvom det var let.

"Hør, der må være en anden mulighed, hvad med dæmonen, der tager sjæle, kan du ikke... snakke... med ham..." Hans øjenlåg begyndte at blive tunge og hans arme kunne ikke holde ham oppe, så han gled langsomt ned at ligge. Hvad gjorde hun ved ham?! Det var som om, at saften og kraften forsvandt fra ham og selvom han stadig lidt slatten forsøgte at komme væk fra hendes greb, gik der ikke mange sekunder, før hans øjne gled i og hans baghoved ramte brostenene. Hans sidste tanke var, at det var bare typisk hans held det her. Han fik ikke engang afleveret det, han var blevet hyret til at stjæle.

Der var bare sort det næste stykke tid. Hvad der skete med hans krop, var han ikke bevidst om. Det var ikke første gang, at nogen havde gjort ham bevidstløs og flyttede rundt med ham, det skete alligevel overraskende ofte, mest på grund af den dusør, der var på ham, som flere og flere steder hed "Kun levende", fordi han dukkede op lidt for ofte i død tilstand. Så mørket var ham ikke ukendt og havde han haft bevidstheden til det, ville han have nydt freden og roen for et øjeblik. Men så længe fik han nok ikke lov til at være væk.

Sol vidste ikke, om det var, fordi manden ikke havde nogen sjæl, men han føltes underligt let, da hun bar han tilbage til værelset. Det kunne måske også være, fordi hun stadig var høj efter at have suget hans kraft til sig. Under alle omstændigheder var det en smal sag for hende at bære ham tilbage. Eivor, Halla og Ada gjorde store øjne, da hun kom ind på værelset med den livløse mand, men de sagde ikke noget. De vidste bedre end at stille spørgsmålstegn ved Sols handlinger.

"Han skal vaskes," fortalte Sol sine nøgne mager, og de begyndte straks at hive tøjet af ham og finde vand og klude til at skrubbe ham med. Sol havde ideer, men ingen af dem skulle prøves af, før manden var nogenlunde ren og velduftende. Magerne hev tøjet af manden uden at være forsigtige med, om han vågnede af det eller ej. Ada satte sig ved mandens hoved og begyndte at vaske hans ansigt med en blød bomuldsklud. Hun var en del blidere end de tog mænd, der tog sig af resten af mandens krop. Sol sat et stykke væk på gulvet og holdt øje. Hun havde smidt alt sit tøj, også det sorte lændeklæde, for værelset var varmt. Selvom det var sommer og natteluften var hed allerede, havde de ild i kaminen på værelset, og de havde en kedel med kogende urtevand til at kode over ilden dag og nat for at få værelset til at minde så meget og deres hjem i bjerget som muligt. Grotten derhjemme var altid hed og fugtig på grund af de varme kilder, der løb i bjerget, og det var sådan de alle havde det bedst. Andre folk, der kom udefra, ville kom synes, luften herinde var kvælende varm og tyk, men Sol og hendes mager havde det dejligt, og der var ingen på kroen, der turde klage over dem.

Sol holdt især øje med Ada, som nu har i gang med at gnide en duftende olie ind i mandens nyvaskede hår. Hendes mave var ved at blive stor, og det gjorde Sol lidt nervøs at have hende på tæt på manden, så hun sørgede for at holde sig tæt nok på, så hun kunne gribe mandens arm og udsuge ham igen, hvis han skulle prøve på noget.

Randall var væk længe, blev ikke vækket af at få rykket tøjet af eller den begyndende vaskning af hans krop. Han begyndte først at komme op til overfladen, da nogen var ved at nusse ham i håret. Åh, det var da en dejlig fornemmelse, han kunne godt lide at blive nusset i det korte hår. Hele hans krop værkede som en i Zaladins beskidte sko og han følte sig træt. Tømmermændsramt. Hvad i alverden havde han lavet dagen før, siden han havde så ondt? Han var tydeligvis endt ved en kvinde, hvem ville ellers nusse sådan på ham... Det gik op for ham, at nogen rørte ved hans ben, noget vådt, og han rynkede svagt panden, men inden han nåede at tage stilling til, hvad han skulle gøre, var der noget andet lige så vådt, der blev skubbet op lidt for langt op i mellem hans ben. 

Med et sæt kom han op at sidde, hvilket straks fik ham til at skære ansigt og gribe sig til siden, hvor hans ribben skreg i smerte over den pludselige bevægelse. 
"Ved Zaladin!" Hvæsede han hæst.
En ældre mand så forskrækket op på ham og Randy skyndte sig at skubbe til hans arm, så hans hånd med en klud kom væk fra der, hvor den havde været på vej hen.
"Hør, det er lige tæt nok på guldæggene det der." De grå øjne sendte manden et irettesættende blik, inden han trak benene til sig og drejede rundt for at komme op at stå, ganske uberørt over, at han var nøgen. Det var de andre også, to mænd, hvad ved Zaladin havde han lavet?! Bevægelse vendte ham halvvejs i mod personen, der havde nusset ham i håret, hvilket viste sig at være en nøgen kvinde. Han lyste straks op.
"Selvom du skulle have til at..." Hans blik faldt på hendes mave og han løftede hænderne som for at stoppe sig selv, inden han som i en tavs forklaring lavede en rund bevægelse med dem for at sige, at han havde set, at hun var gravid og han nok skulle tie stille.

Luften i lokalet var forfærdelig tung og hed og han kunne allerede mærke sveden bryde frem på panden ved de få bevægelser, han havde lavet. Hans blik gled rundt og endeligt fik han øje på den sorte kvinde. Minderne fra... ja, hvor længe havde han været bevidstløs? ... dukkede op og han stønnede dæmpet og opgivende. Lege. Damen ville lege med ham? Men hvorfor i alverden gav hun ham et bad?!

Eivor var på fødderne et sekund efter manden, men Sol rystede let på hovedet. Manden havde ingen våben på sig, og hvis han havde haft nogle voldelige evner, så havde han brugt dem tidligere. Nej, Sol var ikke bekymret, og hun smilede, da hans blik endelig fandt hende. Hun havde næsten lyst til også at vinke til ham, men hun gjorde det ikke. I stedet rejste hun sig roligt og ubesværet og gik helt tæt på ham. Kropsmæssigt var han ikke et specielt imponerende eksemplar på hverken sit køn eller sin art, men hans manglende sjæl gjorde ham mere interessant for Sol end nogen anden mand udenfor hende kreds af mager.

"Hvad hedder du?" spurgte hun og rakte ud for at lade to fingre glide over toppen af Randalls hoved, som om hun ville finde ud af, om hans hovedform måske var mærket af sjælløsheden. "Hvor er din sjæl? Hvem tog den? Hvordan?"

Sol havde altid haft lyst til at prøve at eksperimentere med at tage sjæle fra levende uden at de døde af det, men hun havde ikke troet, det var muligt. Ikke indtil nu.

Randalls første indskydelse var at gå efter døren, også uden sit tøj, han havde en fornemmelse af, at det ville være klogt at komme ud derfra hurtigst muligt. Den sorte kælling virkede ikke som en, han havde lyst til at være i kløerne af. Problemet var lidt hendes styrke og de to mænd, der var i rummet. Den unge af dem havde allerede rejst sig op for at... ja, hvad end det var, var det nok ikke for at ae ham på kinden.
Så han startede med at se efter sit tøj og sine våben, men det lå helt nede i den anden ende af det rimeligt store værelse, der næsten kun kunne være et kroværelse. Dem havde han set for mange af til ikke at kunne genkende et med det samme. Han havde nær forsøgt at gå derned alligevel, da kvinden kom over til ham.

Havde Randy vidst, at hun ikke fandt ham specielt imponerende, var han nok blevet falsk fornærmet, for han var da hamrende ligeglad med, hvad hun syntes om hans krop, men samtidigt var det da ikke specielt pænt tænkt! Han var da en ganske flot mand! Mente han nu selv. Bare fordi han ikke havde tydelige mavemuskler, store arme og måske godt kunne trænge til at tage lidt på.
Han lænede sig lidt tilbage, da hun rakte ud mod ham og dukkede sig en smule, da han kunne mærke hendes fingre på sit hoved. Hvad i alverden?
"Mit navn er Randall." Han skævede op i mod hendes hånd og gav sit navn rimeligt frivilligt. Ikke at den her kælling skulle have hans kælenavn.

Det var måske dumt, men han brød sig ikke om hendes berøring, så han rakte op og tog ved om hendes håndled. Ikke hårdt, bare fast for at skubbe hendes hånd væk fra sig.
"Og det har jeg fortalt dig. Jeg aner ikke, hvor min sjæl er, eller hvordan troldmanden tog den, eller hvem han var eller hvor han er nu. Forhåbentligt sammen med min sjæl, han har bare af at passe godt på den!" Hans blik gled til hendes og det normale ellers glade øjne var irriteret. "Og hvem er du så, siden du opfører dig som dronningen af Krystallandet?"

"Du har den ære at foretræde for gudinden Sol," sagde en mild stemme bag Randall. Det var ikke Sol, der talte, og heller ikke Eivor, som ellers var den mest frembrusende af Sols mager. Det var tværtimod Ada. Hun rejste sig fra gulvet og stod der, kun omkring 155 cm. høj, og smilede venligt til Randall. Hendes mørklødede hud glødede nærmest gyldent i skæret fra kaminen, og hende tykke, glatte, sorte hår hang så langt ned over hendes skuldre, at det næsten dækkede for hendes små bryster. Hendes brune, mandelformede øjne gled over Randall og henover hans nøgne krop, som om hun aldrig havde set lignende, hvilket hun heller ikke havde. De eneste nøgne mænd, Ada havde set, var Sols andre mager, og de lignede hende. Randall var høj og bleg og helt anderledes.

"Man skal være høflig overfor en gud," fortsatte hun blidt og sendte et kærligt smil til Sol.

Sol så blot til, mens Ada talte. Hendes mager havde det med at tage ordet, når folk spurgte hvem eller hvad hun var, og det havde hun ikke noget imod. Især ikke når det var Ada, som var helt speciel for hende. Hun så også til, mens Ada, helt uden frygt, gik tættere på Randall og rakte ud for at stryge sine hænder over hans brystkasse med store, nysgerrige øjne. Stadig med hænderne på Randalls bryst, vendte hun hovedet mod Sol og spurgte, "Findes hanner virkelig også som den her?"

Sol nikkede og kunne ikke lade være med at smile lidt. Hun nød at se Adas nysgerrighed.

En ukendt stemme lød og gav ham et svar på hans spørgsmål. Langsomt slap han den mørke kvindes håndled og flyttede blikket til den lille gravide kvinde, der efter Randalls mening var lige ung nok til at få mave, men han kunne vel være ligeglad. Hun var en lille skønhed, men i Randalls sind var hun forbudt område. Både gravid og kun på kanten til at være voksen. Den slags gjorde han sig ikke i, der var så mange andre muligheder.
Hans udtryk gik fra irriteret til paf, som hun kaldte den sorte kvinde for en gudinde. Gudinde Sol. Havde det været enhver anden i rummet, der havde sagt det, ville han have brudt ud i høj, grov latter, men den lille unge kvinde var så seriøs og rolig, han så bare forbløffet på hende.

At hun havde travlt med at se på hans lidt for tynde, svagt ranglede og alligevel muskuløse krop, der bar tydelige præg efter hans tid som soldat før han blev forbandet, især et tydeligt ar, der gik skævt ned over hans venstre brystmuskel, tog han sig ikke af. At være nøgen var intet problem for ham, han kunne gå igennem markedspladsen uden en trævl på kroppen ved højlys dag uden andre problemer end sure byvagter. 
Kvinden kom tættere på og lagde hænderne på hans brystkasse. Åh, i det øjeblik havde han det en smule hårdt, for hun var virkeligt køn (det var alle kvinder nu i Randys øjne), og virkeligt nøgen, men han kunne nu alligevel godt adskille alvoren fra fornøjelse i det øjeblik. 

Han sagde gud igen og han flyttede blikket til den sorte kvinde, ordet var henvist til. En gud? Forbløffelsen forsvandt for morskab, for det fandt han hysterisk morsomt. Troede de alle sammen at hun var en gud? Tydeligvis gjorde hun det selv. Men det gik også op for ham, at det her kunne blive meget værre end et par forslåede ribben og en let hovedpine. Folk med storhedsvanvid havde en tendens til at se alle andre som ingenting og af erfaring vidste han, at det kunne ende ret skidt. For ham.
"Hør, jeg ved ikke, hvad du vil have fra mig, men kan jeg ikke bare lige få mit tøj og smutte ud af døren, så skal jeg nok lade være med at begyndte at grine over dit gudekompleks." Han løftede hænderne og flyttede den unge kvindes hænder, blidt og forsigtigt, men det føltes ikke rigtigt at lade hende røre ham på den måde. Hvad hun mente med, at hanner også fandtes som ham, det vidste han ikke. Det var nogle underlige væsner i det rum.

Sol prøvede så vidt muligt ikke at være voldelig foran sine mager, for hun ønskede ikke at blande den slags ind i sine private forhold, men nogle gange kunne det ikke være anderledes. Randall havde knapt udtalt ordene, før Sol greb ham om halsen, løftede han op og smadrede han mod den nærmeste væg. Hun klemte ikke om hans hals, men holdt den i et fast greb, for at minde ham om, hvordan det havde føltes, sidste gang hun havde fat om hans hals. Hendes ellers neutrale ansigtsudtryk havde skiftet til et, der var fordrejet i vrede, og hun lænede sig helt tæt på ham, så hendes ansigt kun var få centimeter fra hans.

"Fornærm mig igen, og se hvad der sker," hvæsede hun lavmælt. "Min mage vil gerne undersøge dig, og det lader du hende gøre."

Ada kom op ved siden af Sol, mens Sol stadig hvæsede trusler til Randall, og hun så nysgerrigt til et øjeblik, inden hun dukkede sig lidt for at prikke til Randalls manddom mellem hans ben.

"Jeg har aldrig set en så stor før," sagde hun, men det var lidt uklart, hvem hun egentlig talte til. "Kan den noget?"

Hun løftede blikket og så op på Randall og løftede øjenbrynene, mens hun ventede på svar, og ignorerede totalt det faktum, at Randall stadig dinglede fra Sols næve.

Så skete det igen. Randalls fødder slap jorden og hans ryg ramte en væg, hårdt nok til at smerten fra de ømme ribben fik ham til at skære ansigt. Men egentligt var det mere grebet om hans hals, der var problemet. Hun havde ikke så hårdt ved som tidligere, men det hjalp ikke så meget på det. Igen blev det svært at trække vejret og hans stakkels nakke og hals, bar hele hans vægt. Begge hans hænder fløj op om hendes håndled uden det hjalp noget. Hans grå øjne var spærret op, ikke i skræk, men i ubehag og forskrækkelse. Ved Zaladin, hun var jo skingrende sindssyg!

Mage? Undersøge? Han opgave at forsøge at svare og flyttede i stedet blikket til den unge kvinde, der havde virket så venlig, men nu var komplet uberørt af det pludselige vold. Hvem var de væsner?!
Hans tanker blev afbrudt, da noget prikkede til en hvis privat kropsdel og det gav et ryk i ham, hvor han endeligt begyndte at protestere.
"Hov hov, hvad er det nu for noget?!" - eller det var hvad han ville sige, men det var næsten uforståeligt som hans stemmebånd blev mast i kvindens greb. Han forsøgte at se ned, hvad lavede hun med hans manddom?! Skrækken for, at hun ville flå den af, var ret reel, det ville ikke være første gang, og det havde han absolut ikke lyst til at prøve igen!

I stedet snakkede hun om størrelse, hvilket fik Randall til at se mod Sol for et kort øjeblik. Var pigebarnet seriøst?! Hvad ved Zaladins rådne tandstumper og mugne øregange foregik der?! Hans blik gled tilbage til pigen, der så afventende på ham, som om hun virkeligt ikke vidste, om den "kunne noget". Havde han ikke hængt i en stærk kvindes hånd, havde hendes prikkeri sikkert besvaret spørgsmålet for hende, men hans krop var ret optaget af at overleve lige nu i stedet.
"Om den kan noget?! Selvfølgelig kan den noget!" Igen var hans allerede hæse stemme så mast, at det var svært at forstå, men fornærmelsen burde være ret tydelig. Han trak vejret besværligt og vred sig kort i et forsøg på at komme fri. Om den kunne noget?! Hvordan var det lykkedes hende at blive gravid?! Igen gik hans blik til kvinden, der var blevet kaldt Sol, stadig med opspærrede øjne, men stadig uden skræk, bare dyb forvirring.

Ada lod ikke til at tage sig ret meget af Randalls protester, for hun så blot på hans penis igen uden rigtigt at reagere på ham. Hun prikkede til den igen, inden hun lænede sig ind for at slikke langs skaftet. Hmm, den smagte ikke af noget specielt?

Over Adas hoved var Sol faldet lidt ned igen, mest fordi Randalls reaktion på Adas spørgsmål morede hende, men for god ordens skyld sendte hun sin frie knytnæve i maven på ham. Hvis hun havde brugt al sin styrke, var det ikke utænkeligt, at hun havde slået sin næve direkte igennem ham, men det gjorde hun ikke. Hun ville blot markere sig, og selvom næven i maven nok ville gøre ondt og slå luften ud af ham, så ville den ikke skade ham eller hans indre.

Hun løsnede grebet om hans hals og slap ham. Ligegyldigt om han selv kunne blive stående eller om han faldt sammen mod væggen, ville Sol grib hans ankel og slæbe ham i retningen af sengen. Halla og Eivor var allerede ved at finde de tykke lædersnore frem, som hun havde tænkt sig at binde Randall med.

Da Randall mærkede tungen i mod sin hud, spærrede han om muligt øjnene endnu mere op og begyndte febrilsk at sprælle. Altså, han havde da ikke noget i mod at få et blæs, men dette var ikke ligefrem situationen! Men han nåede ikke at gøre meget, før en knyttet næve ramte ham i maven. Hårdt. Selv ikke Logan slog ikke så hårdt. Luften forsvandt fuldstændigt fra hans krop og der kom en forpint lyd fra ham og trods sin hængende position, trak hans krop sig sammen i et forsøg på at beskytte hans svageste steder. Ikke at han selv opdagede det, som det sortnede for hans øjne igen, da han ikke have mulighed for at fylde sine lunger hurtigt nok med grebet om hans hals.

Så da hun slap ham, gled han bare som en slap kludedukke ned på gulvet. Hivende begyndte han at trække luft ned i lungerne og hans øjenlåg vibrerede hastigt et par gange, inden hans øjne begyndte at vende rigtigt igen, efter at have været vendt bagud. Hans mave brændte, hans ribben gjorde ondt og han var knap nok ved bevidsthed, da hun begyndte at slæbe ham hen over gulvet. Først havde han ingen energi til at kæmpe i mod, men da han sløvt fik øje på de to mænd og nogle lædersnore, vågnede han ret hurtigt op og begyndte at kæmpe i mod hendes greb i hans ankel. Han vred sig trods smerten og forsøgte at bremse hende ved at skubbe i mod gulvet med hænder og det andet ben.
"Hvad er det, du vil mig?!" Hans stemme var skinger og hæs og for et øjeblik var han bange, nok mest som reaktion på bevidstløsheden.

Randall var sjældent bange. Han kunne ikke dø. Og han havde efterhånden prøvet det hele før. Smerten. Alt fra at have fået flået ansigtet af med bjørnekløer af en ork, brænde inde i et hus eller blive mast ihjel af levende døde. Stukket ned med en møggreb, hængt, fået skåret manddommen af eller druknet. Nævn det og han havde prøvet det. Han var tyndslidt og ødelagt, men han overlevede altid, kom altid tilbage og druknede minderne i sprut. 
Men at blive bundet fast i et rum med nogen, der uden tvivl var fuldstændig vanvittig, det kunne kun lede til meget smerte. Langvarig smerte. Og bare fordi, at han vidste, at det holdt op igen, behøvede han ikke at kunne lide det. Langt fra. Og lige nu var han bare rundt på gulvet. Hvorfor gjorde de det her i mod ham?!