Det var ikke unormalt, at der kom sendebud til Kani. De kom som regel for det bede hende om et eller andet på vegne af deres arbejdsgivere, og Kani sagde som regel ja, hvis betalingen ellers var ordentlig. Hun havde endnu aldrig gjort noget ud af sympati eller sit hjertes godhed, for sådan var hun slet ikke skruet sammen. Acceptererede hun betalingen, så var hun villige til at gøre stort set alt. Det vil sige, hun gjorde det sjældent selv, men fik i stedet sin hær af håndlangere til at udføre arbejdet. Men hvis hun ville være helt sikker på, at noget blev gjort godt nok, så gjorde hun det selv. Der var selvfølgelig også nogle opgaver, som kun hun kunne udføre, som f.eks. sætte ild til et skib, der fragtede slaver.

Så Kani var meget lidt overrasket, da der ankom et sendebud fra en slavehandler i Balzera. Hun var dog ikke vant til at blive bedt om at møde op i egen person. De fleste, der havde hørt om hende, havde også hørt om hendes udseende og havde ikke lyst til at møde hende, men denne slavehandler, Vargas, vidste enten ikke, hvordan hun så ud, eller også var han ligeglad, hvilket hun var en lille smule imponeret over. Hun vidste godt, at hendes udseende virkede skræmmende på mennesker og menneskelignende væsner – det havde hendes lille eventyr på skibet som barn lært hende – men det var længe siden, det havde rørt hende. Hun var heller ikke interesseret i dem som andet end mad.

Det var næsten fuldmåne, da Kani nærmede sig vandoverfladen på den strand, slavehandleren havde sat som deres mødested. Det blege månelys blev fanget af de fine skæl på Kanis overkrop, som hun steg op ad vandet, og de reflekterede det i lysende perlemorsfarver. Det fleste folk ville nok finde det smukt, hvis Kanis lange, tynde overkrop ikke blev umiddelbart efterfulgt af hendes pansrede og krabbelignende underkrop med de otte, halvanden meter lange ben.

Kani gryntede og blafrede lidt med gællerne, inden hun lukkede dem og trak vejret dybt for at få udvidet sine lunger. Der var længe siden, hun havde brugt dem, og det var lidt besværligt at trække vejret de første minutter, men så gik det fint. Derefter strakte hun sine ben og tårnede et kort øjeblik næsten tre og en halv meter over sandet, inden hun slappede af igen og kom ned på sine sædvanlige to meter. Tyngdekraften fik alt til at føles tungere, og hun skulle lige vænne sig til det.

Stranden var tom, så Kani blev på det lave, varme vand, hvor hun følte sig lidt mere tilpas. Mens hun ventede, betragtede hun månen og stjernerne og svajede let fra side til side i det lave vand.

Mørket havde lagt sig over ørkenen og kulden var som sædvanligt fulgt med. Månen lyste klart over ham, næsten fuld, som han red af sted på sin slanke og ganske spinkle, hvide hest, der var som bygget til ørkenens hede. Bygget til fart og han lod den også strække ud igennem sandet på den anden side af klitterne. Havet befandt sig på den anden side af de sandede toppe, men han ville ikke ride på stranden. Ikke i aften. Ikke med den aftale, han var på vej ud til. Lidt forsigtig var han da.
Han havde en knaldrød, lang jakke på med broderier i guld i et flot mønster med blade. Bukserne var sorte og sat en smule strammere end normalt, da de var mere behagelige at ride i. På fødderne havde han et par bløde og brune læderstøvler, der gik ham til midt på skinnebenet. Om halsen havde han det lange gule tørklæde og om livet et bælte med en lille pung og hans sværd. Han var alene og havde ikke tænkt sig at være ubevæbnet.

Vargas hev lidt i tøjlen og fik hesten ned i trav som han drejede den op af klitten og ned på den anden side, da de nåede et sted med et par palmer og lidt græs. En lille kilde gav liv her og stedet var nemt at spotte. Hvilket var derfor, at han havde valgt dette stykke af stranden.
Så snart hesten kom over, så der var udsigt over havet og stranden, fik Vargas øje på kvinden, han skulle tale med. Et halvdyr. Et imponerende halvdyr, han måtte spærre øjnene lidt op over. Hvilken rå skønhed! Naturen var så imp… Hans tanker blev afbrudt, som hesten under ham begyndte at protesterede og forsøgte at vende om. Den delte tydeligvis ikke hans tanker om krabbevæsnet. Med et par overraskende blide og beroligende ord, fik han styr på dyret og styrede den i stedet hen til palmerne. Her gled han af og bandt den forsvarligt til et af de særprægede træer, hvor den kunne nå kilden, inden han rettede lidt på jakken og begyndte at gå ned af klitten mod stranden og det prægtige halvdyr.

Grunden til, at han havde sendt et af sine havfolk ned for at snakke med hende - velvidende, at havmanden nok ikke kom tilbage, hvilket han dog overraskende gjorde - var, at han havde mistet et skib til halvkrabben. Det havde heldigvis været næsten tomt, mest fyldt med gods og kun få slaver, på vej nord på, men en stor del af besætningen var omkommet sammen med alle slaverne. Ikke at det rørte ham det store, men det var dyrt at erstatte både skib, slaver og besætning og han ville meget gerne undgå at den slags skete igen. Og derfor havde han forhørt sig omkring og kunne til sidst sende sin ansatte ned for at bede om et møde.

Hans gang var fast og hans ryg ret, mens han med et let smil trukket lidt skævt i den ene mundvig, bevægede sig ned af klitten og hen over stranden. Frygt var ikke en del af det, han følte lige nu, men han havde svært ved at holde blikket fra krabbekvindens krop. Ikke af seksuelle årsager, men fordi han fandt hende så smuk. Et stik af ærgrelse over, at hun aldrig ville være hans gled igennem ham, som grådigheden kort viste sit grimme ansigt, men nogle ting vidste han, at han ikke kunne få. Selvom det gjorde ondt helt ind i sjælen.
Han stoppede op ved vandkanten, så han ikke fik saltvand på støvlerne, og så op mod hendes ansigt.
”Madame Kani formoder jeg?” Han gjorde et let og lidt stift buk med overkroppen uden at slippe hende med øjnene. ”Jeg er Vargas Aziz. Jeg er meget taknemmelig for, at De ville møde mig.” På en eller anden måde fik han blandet underdanighed med overlegenhed. Han anerkendte hendes magt, men slap ikke sin egen.

Selvom Kani var klart bedre til at høre under vandet, så opfangede hendes lange ører alligevel lyden af noget, der nærmede sig. Hun vendte hovedet og så på, mens det lille menneske, eller hvad det nu var, kom nærmere. Hun kneb øjnene mistænksomt sammen og blev ude i vandet, da mennesket så ud til ikke at ville ud til hende. Det var bedst, at hun lige blev her, mens hun så situationen an. Hun vidste udemærket, hvad et overraskelsesangreb var, så hun var på vagt.

Hun lyttede til menneskets snak og nikkede så kort med hovedet, inden hun sagde, "Hvad vil den med Kani?"

Kani kendte hverken til personlige pronominer eller høflighed, og selv hvis hun havde gjort det, så havde hun nok været ligeglad. Hun tog et par skridt tættere på Vargas. Måneskinnet gled perlemorsagtigt over hendes glatte, hvide overkrop og spejlede sig hendes store, sorte øjne. 

"Vil den lave aftaler?"

Vargas skiftede ikke udtryk, som væsnet snakkede til ham. Primitivt. Men Vargas tog ikke skabningen som dum, at have manglende sproglige evner var ikke altid lig med manglende intelligens. Han ventede med at skabe sig en holdning om væsnet, før han havde brugt noget mere tid sammen med det. 
Hun kom nærmere, men han flyttede sig ikke. Lagde blot nakken en smule mere tilbage for at kunne se op på hende. Så smuk. Hendes hvide perlemorsskin i månens lys, kroppen, der bestod af både krabbe og deformt menneske. Mange ville nok finde det skræmmende eller afskyeligt, men Vargas kunne kun finde det underskønt. Han elskede halvdyr og den måde, naturen havde mixet væsner med hinanden. Som et stort eksperiment.

Hans hoved gled en smule på skrå og hans smil blev en smule større, da hun sagde ordet aftaler. Åh ja, han ville gerne lave aftaler. Handle. 
"Jeg har taget kontakt til Dem, fordi De har sænket et af mine skibe. En ganske beklagelig hændelse og jeg håbede, at vi måske kunne finde en løsning, så det ikke sker igen." Trods hendes mere primitive måde at tale på, fortsatte Vargas med at tale med pæne ord og være Des med hende. Respektere hende. Han forsøgte samtidigt ikke at få det til at lyde som om, at han var vred på hende over skibet. Selvfølgelig var han det, men selvom hans humør skiftede mere end vejret, kunne han dog godt holde det i tøjlerne, når det var nødvendigt. Her ville det ikke være en god idé at skælde ud, ikke når han gerne ville have noget fra hende.

Nok var Vargas kendt for at være en ustabil, grænsende til vanvittig, voldelig mand, men han havde ikke overlevet 1500 år uden at kunne noget. Og selvom han var egoistisk og selvcentreret, havde han en evne til at kunne få andre til at føle sig værdsat. Noget værd. En evne, der kom ham til gode, når han ville have noget. En rigtig god evne at have, når han ville snyde folk til at sælge deres sjæl. Det var dog ikke hans mål i dag, selvom hendes sikkert ville være en smuk tilføjelse til hans efterhånden ret anseelige samling.

Kani lyttede nøje efter, mens mennesket talte. Nå, det handlede om et skib? Hvor kedeligt! Kani havde håbet på noget mere interessant end blot en aftale om ikke at sænke skibe. Måske en skattejagt? Men nej, så heldig havde hun ikke lov at være i dag. Hun vidste ikke engang, hvilket skib, Vargas talte om. Hendes små hjælpere, som hun kaldte de udstødte havfolk og -væsner, hun havde samlet omkring sig, sænkede masser af skibe, masser af steder, og Kani havde ikke styr på hvilke eller hvor mange det drejede sig om. Men det kunne hun naturligvis få.

Hun blinkede med de store øjne og betragtede det lille menneske foran hende. Så gik hun nogle skridt tættere endnu og lænede sig ned for at kigge lidt nærmere på det. Hun kom helt tæt på, og selvom hun ikke kunne lugte specielt godt (under vandet brugte hun sin smagssans mere end sin lugtesans), så sniffede hun alligevel til luften omkring mennesket, bare for lige at gøre sig et indtryk af dets duft. Det lugtede… som alle andre mennesker, Kani havde mødt, og så alligevel lidt anderledes. Måske var det slet ikke et rigtigt menneske… Kani havde ikke specielt godt styr på de andre racer udover havfolket.

”Hvad vil den give Kani for at passe op dens skibe?” spurgte hun, da hun var færdig med sin korte undersøgelse af Vargas.

Kani havde flere aftaler kørende med forskellige handels- og sømænd om enten at sænke bestemt skibe eller passe på dem. Hun havde ikke rigtigt styr på, om disse aftaler overlappede hinanden, men hun var også ligeglad. Så længe hun fik betaling, opfyldte Kani sin del af aftalen.

Var det skuffelse Vargas kunne se i hendes ansigt, da han sagde, at det havde med skibe at gøre? Hvad mon hun havde håbet på? Han var nysgerrig, men spurgte ikke ind til det. Han havde en fornemmelse af, at han nok kunne glæde hende om lidt.
Denne gang kom væsnet ret tæt på og Vargas’ ene hånd gled mod sværdet i hans bæltet, men han trak det ikke. Lod blot hånden hvile ved siden af, klar til, hvis hun skulle blive aggressiv. Ellers uden at røre sig, lod han hende undersøge sig. Hvad mon hun kom frem til? Han kunne ikke helt forestille sig, hvordan et væsen som han så ud i øjnene på et væsen som hende. Lille og ubetydelig? En tanke han fandt sig overraskende let i at tænke. Måske fordi hun var så speciel.

Det virkede til, at hun blev færdig. Undersøgelsen blev efterfulgt med spørgsmålet om, hvad han kunne tilbyde hende. Hånden forsvandt fra sværdet og i stedet hev han den lille pose ud af bæltet med en elegant bevægelse.
”Jeg har hørt, at De er meget glad for ædelstene.” De slanke fingre rev posen åben og han hældte lidt af indholdet ud i en håndflade. En 15-20 bittesmå diamanter, der glitrede i månelyset. Diamanterne var ujævt tåreformede, men ellers fejlfrie, glatte og glasklare. Der var flere i posen. Han havde så uendeligt mange af dem, for selvom de kunne berige hans liv på så mange måder, havde hans grådighed fået ham til at beholde størstedelen af de tårer, Ana græd.

”Dette er blot en gave som tak for, at De sagde ja til at mødes med mig. Hvis De vælger at lade mine skibe være, får De en pose mere som betaling.” Han lod diamanterne glide tilbage i den lille silkepose og holdt den frem, så hun kunne tage den. En dyr gave og det gjorde lidt ondt i hans grådige hjerte at aflevere den til hende, men i det lange løb ville det kunne betale sig. Skibe var dyre. Folk var dyre. Og jo flere skibe, der forsvandt, jo sværere var det at finde villige sømænd. Selvom de blev betalt. Dette var den bedste løsning, selvom han følte sig afpresset til det. Og det brød han sig ikke om. Men det venlige udtryk forsvandt ikke var hans udtryk, selvom de brune øjne var en smule hårde.

Hvis Kani kunne have gjort større øjne, end hun allerede havde, så havde hun gjort det, da Vargas viste hende de små diamanter. De gliterede så smukt i månelyset, og Kanis store krop sitrede en smule, mens hun gloede på dem. Hun hørte knap efter, hvad Vargas sagde, og det var ikke før, diamanterne blev pakket væk igen, at hun endelig mødte dens blik igen.

Ville den virkelig give hende dem, bare sådan uden videre? Kani var imponeret. Hun rakte ud og tog posen mellem sine lange, svømmehudsfingre og holdt godt fast. Hendes lange ører virrede lidt.

”Hvad vil den have, Kani skal gøre?” spurgte hun. ”Kani vil gøre meget for smukke sten.”

Hun klikkede sine to store klosakse lidt, bare for at vise hvor villig hun var. Og måske også lidt for at vise, at Vargas ikke skulle tro, den var noget. Hun kunne sikkert klippe den midt over i ét hug, hvis hun ville.

Det var tydeligt at fornemme, hvor meget skabningen reagerede på synet af diamanterne og det resonerede med Vargas på en måde, få ville kunne forestille sig. Grådigheden. Han kunne næsten smage den.
Han lod hende roligt tage posen fra sin hånd, ikke bange for, at hun kom så tæt på. Han gættede på, at ville hun skade ham, ville hun have gjort det forlængst. Måske. Hvis der var noget, han var sikker på, var det, at man ikke kunne stole på nogen. Man skulle ikke forvente noget, men være klar på alt. Men hendes interesse mod diamanterne lod ikke til at give plads til grimme intentioner i mod ham.

Vargas kløede sig kort i skægstubbene ved hendes spørgsmål. Pludseligt var der så mange muligheder for hans fødder. Han var her sådan set kun for at bede hende om at lade hans skibe være. Men hendes ord fik det til at lyde som om, at der var så meget mere. Tankerne fór igennem hans hoved. Der var en nem måde at udrydde en hvis form for konkurrence på denne måde. Sænke andre slavehandlers skibe. Men det ville sende ham for hurtigt op som den største slavehandel og det var noget, han forsøgte at undgå. Ikke fordi, at han ikke ville, men fordi han ikke ville gøre sig alt for bemærket. Livene, der ville blive tabt, var han ligeglad med, de havde alligevel ikke noget med ham at gøre.

Nej, lige nu var der kun, om hun ville frede hans skibe. Han slog let ud med hånden og gik et par skridt langs vandkanten, inden han stoppede op og så op på hende igen, med det fornuftige udtryk, han altid fik, når han handlede alvorligt.
"Ikke andet end at lade mine skibe være. De er dyre at erstatte og jeg skal bruge de væsner, der er om bord." Han smilede let op til det høje væsen. "De er nemme at genkende, de sejler alle med et gult flag gennemskåret af en lilla stribe hængt i bagenden af skibet." Den gule farve var hans, den lilla var blot for at få flaget til at være lettere at se og genkende på afstand. Han havde fire slaveskibe og et skib til sig selv, når han skulle på tur. Optimeret til at skulle transportere noget så fint som ham selv.

Kani var tydeligvis skuffet over opgaven, og da hun ikke kunne finde ud af at sukke, så gryntede hun i stedet for at vise sin utilfredshed. Det var for længe siden, hun havde sat ild på noget, og hun savnede at kigge på flammerne. De glitrede ligesom fine sten!

Da Vargas beskrev sine skibe, måtte hun tænke sig lidt om. Hun var ikke så skrap til farver. Da hun var vokset op i dybhavet, hvor der næsten kun var sort, havde hun aldrig haft brug for at kende farver.

”Som den?” spurgte hun og pegede en slimet finger mod klædet omkring Vargas’ hals. ”Gul?”

Dette væsen var virkeligt skuffet over Vargas' ønske. Hvad mon hun havde håbet på? Hans nysgerrighed var vagt, men lige nu var ikke tiden til at spørge. Han fandt hende interessant, ja spændende. Hvordan virkede hun? Hvordan tænkte hun? Han ville vide mere om hende, se hvor primitiv hun var, se hvor meget hjerne hun havde. Kunne han gøre hende til en allieret? Hvad kunne han bruge hende?
Man kunne måske se tankerne i hans øjne, glimtende af en blanding mellem nysgerrighed og grådighed. Det svage smil forlod ikke hans ansigt, smilet de fleste af hans slaver frygtede at se i nærheden af dem. Men han holdt sig i skindet. Dette var ikke æble, han bare kunne plukke. Langt fra. Men han havde ikke noget i mod lidt udfordring. Selvom han ikke kunne trække hende med hjem i folden, føje hende til sin samling af specielle væsner, ville han gerne... eje hende. Om det så bare var igennem en fælles aftale.

Hendes pegen fik ham til at røre ved tørklædet, der var svunget et par gange om hans hals og ellers lå løst over hans skuldre, med fingrene. Det gule tørklæde han oftest bar.
"Ja, gul. Mit tørklæde er gult." Åh det var spændende. Var hun farveblind? Vargas havde sjovt nok aldrig været på havets bund, så han anede ikke, at der var bælgragende mørkt. Men hun havde da genkendt farven, så mon ikke, at det gik? Det håbede han!

Hans blik var atter landet på hendes krop. Perlemorsfarven, men også de mere blå og sorte farver. Piggene ned af hendes næse og ryg. Og selvfølgelig de sorte øjne. Smukt. Intet andet kunne beskrive det. De fleste ville nok tænke, at Vargas havde mistet forstanden, væsnet var grusomt uhyggeligt, men det var netop også en af de ting, han kunne lide ved halvdyret. Og han var uden tvivl en smule tosset. Ikke noget, han havde noget i mod.

Kani nikkede; den farve kunne hun godt genkende, og hun kunne også godt beskrive den til sine små venner. En kedelig, men nem opgave, og hvis Vargas ville blive ved med at give hende de fine sten, så var hun klar, selvom opgaven var kedelig.

Kani gjorde egentlig mine til at gå, men hun opdagede måde, Vargas kiggede på hende på. Hun lagde hovedet lidt på skrå og blinkede med de sort øjne.

"Hvad kigger den på?" spurgte hun.

Hun var ret sikker på, at intet menneske havde kigget på hende sådan før. 

Det så ud til, at audiensen med dette prægtige skabning var slut, da hun så ud til at ville gå tilbage i havet. Det var også i orden, han havde overraskende nok fået det, han kom efter - en handel. En dyr handel, der dog ville kunne betale sig i længden. Betalingen for hendes ord om at lade hans skibe være, måtte han sende et havfolk ned med. En han kunne stole på, det var mange diamanter. Men man skulle have meget mod for at snyde Vargas og han regnede ikke med, at det ville blive et problem.
Han var lige ved selv at vende rundt, da han blev stoppet af hendes spørgsmål. Hvad han kiggede på? De fleste ville nok prøve at bortforklare, det var jo ikke høfligt at stirre, men Vargas følte ingen skam i livet over at lade sine øjne indtage andre som var de mad. Så han betragtede hendes ansigt lidt med hovedet på skrå og et lidt skævt smil, inden han svarede.

"Dem. Jeg synes De er et ufatteligt smukt væsen. Det er ikke så ofte, at jeg støder på nogen med så specielt et ydre som Dem. Jeg er betaget." Han var ganske ærlig, hvilket også kunne høres på hans stemme. En ærlig og måske endda en lidt svagt ydmyg Vargas, ikke alle så den side af ham. Ikke at han forsøgte at gemme den, det var bare sjældent, at han mødte nogen, der kunne gøre ham ydmyg. Selv ikke de ældste i hans familie kunne få det ud af ham, dem mødte han med sarkasme og ligegyldighed. Nej, dette halvdyr var en skabning af naturen - Vargas troede ikke nok på guderne til at give dem æren - og han kunne ikke andet end at føle sig en smule ydmyg, om det så blot var for dette øjeblik. Også selvom han var ved at være lidt træt i nakken af at kigge op.

Kani blinkede; det var ikke det svar, hun havde forventet. De få mennesker, hun havde haft kontakt med som andet end mad, havde alle stirret på hende, som var hun et monster. Når hun havde spurgt dem, havde de enten løjet eller ladet som ingenting. Der var aldrig nogen, Kani havde mødt før i sit liv, der havde kaldt hende 'smuk'. Ordet var  totalt fremmed for hende, selvom hun godt vidste, hvad det betød.

"Kani?" spurgte hun efter et par sekunders forundret stilhed, og hun svajede lidt frem og tilbage på de otte lange ben i takt med bølgernes sagte brusen. "Kani er smuk? Synes den det?"

Smilet på Vargas' ansigt ændrede karakter, da han kunne se hendes reaktion på hans ord. Enhver kvinde ønskede at blive kaldt smuk, også selvom de ikke selv tænkte det. Der var ikke meget, Vargas kaldte grimt, ethvert levende væsen havde noget smukt ved sig, om det var deres måde at opføre sig på, deres udseende eller deres indre. Trods sin race, sin alder og sin indstilling til godt og ondt, var Vargas faktisk ret åbentsindet. Verden var et forunderligt sted, som han brugte, som han ville, men blot fordi han valgt at sælge levende væsner som en vare, betød det ikke, at han ikke kunne finde ting smukke. Kvinder generelt var højt på hans liste.

Dette halvdyr var dog anderledes og han mente helt og aldeles, hvad han sagde. Hun var smuk.
"Ja. Det synes jeg. En sjælden perle." Hun skinnede som perlemor i lyset, så beskrivelsen var passende. Hun var en perle og han ville vitterligt ønske, at han kunne beholde hende. Se på hende hver dag, have fornøjelsen af det unaturlige, der lå over hende. Men det var blot et urealistisk ønske. Han måtte nyde hende nu og håbe lidt på, at kunne se hende igen. Selvom lige nu var der ingen grund dertil. Ærgerligt. Måske der dukkede en grund om en dag. Han kunne jo se efter en. Gad vide, hvor gammel hun ville blive? Han ville nok overleve hende, som han havde overlevet de fleste andre igennem tiden.

Kani blev ved med at svaje stille fra side til side, mens hun lyttede til Vargas-væsnets mærkelige ord. En sjælden perle? Men Kani var ikke nogen perle, hun var... ja, det var lidt svært at sige, når hun ikke selv vidste det. Men hun vidste i hvert fald, at hun ikke var en perle. Hun havde selv en flot samling skinnende perler i sin grotte, og de var allesammen meget mindre og rundere end hende.

"Kani tror, den må have dårlige øjne," sagde hun endelig og rystede lidt på den skaldede hoved. Men selvom Vargas måtte have dårligt syn, så synes hun nu alligevel, at det var fint sagt. 

"En gave for en gave," sagde hun pludseligt, da hun med et bestemte sig for at give noget tilbage. Hun løftede en bleg hånd og vendte håndfladen opad. Fra hendes fingerspidser begyndte der at løbe, hvad der lignede små dråber af en tyrkis lysende væske. Dråberne løb ned af hendes finger og samlede sig i hendes håndflade i en lille pyt. Pytten løftede sig op og begyndte at svæve over hendes håndflade som en lille, lysende perle. Forsigtigt rakte hun hånden over mod Vargas-væsnet og pustede. Den lille, svævende perle blæste lige så stille hen til Vargas, hvor den blev svævende i luften. 

Det var ren lysmagi. Vargas ville ikke kunne tage perlen ud af luften, men den ville følge ham, indtil han kom så langt væk, at Kanis magi ikke længere virkede. Så ville den stille slukkes og forsvinde ud i ingenting.

En dæmpet latter slap fra Vargas, da hun sagde, at hun mente han havde dårlige øjne. Hun var tydeligvis meget bogstavelig. Det gjorde ikke noget og han gjorde ikke noget forsøg på at forklare, hvad han mente med sine ord. Hun virkede ikke fornærmet, så der var ingen skade sket. Og han morede sig, ikke over hende, ikke på nogen ond måde, hvilket nok var mest forventet af ham. Nej, han fandt det… charmerende.

Hendes ord afbrød hans tanker og han fik et nysgerrigt udtryk i ansigtet. En gave? Hvad ville et væsen som hende forære væk? Han fulgte opmærksomt med, da hun begyndte at fremtrylle den lysende turkise væske i sin hånd, så hvordan hun lavede det til en svævende kugle, der blev pustet i hans retning. Han flyttede sig ikke og den stoppede også før den nåede ham. Med et fascineret udtryk betragtede han den og løftede en hånd. Han rørte dog ikke ved den, men lod hånden glide rundt om den, så det blå genskær på sin hud. Det var smukt. Med et smil, der udviste en næsten barnlig begejstring over denne smukke magi, så han op på hende igen.
”Jeg takker for den flotte gave.” Han bukkede let for hende. Hvor længe han ville have fornøjelsen af den lysende kugle, vidste han ikke, men han ville nyde den så længe, han kunne.

Han antog at deres snak var ovre og han valgte at vende om og begyndte at gå tilbage mod hesten. Lyset fulgte efter ham, lyste svagt op på hans vej og sammen med månens lys, havde han ingen problemer med at se, hvor han skulle hen. Sikke et væsen. Da han nåede halvvejs op i klitten, vendte han sig om for at se, om han stadig kunne se hende. Måske han ville være heldig at møde hende igen. Han ville gerne nærstudere hendes fysik nærmere. Hun var et spændende væsen.


//Out

Kani nikkede af Vargas og vendte sig så også for at kravle tilbage i havet. Hun nød i fulde drag, da hun kom under vandet og følte sig lettere igen. Hun var ikke gode venner med tyngdekraften på land. Det var også rart, da hun kunne åbne sine gæller og trække det kolde vand igennem dem. Hun følte sig forfrisket og klar i hovedet, klar til at instruere sin mindre hær af håndlangere om, hvilke skibe de skulle lade være i fred.