En ting der var utroligt var dog at hun altid blev sendt til Medanien. Indtil videre havde hun undgået at støde på sin familie, men det kunne ikke vare ved, og hvad hvis de så hende? Ville de genkende hende? Hun var ikke sikker og det skræmte hende. Men det var ikke som om at hun kunne undgå at følge ordre. Så hun pakkede sine ting, sadlede op på en hest og drog så afsted. Der var dog ingen grund til at skynde sig, så hun skridtede bare derud ad med hesten.
Hun var dårligt kommet 10 minutter fra bymuren, da hun kunne ane et lille hus i nærheden af landevejen. Et mærkværdigt sted, men det var ikke som om at det ikke måtte ligge der. Desuden tvivlede hun på at det var dårlige mennesker der boede der. Ellers var nogen nok sendt afsted for at fjerne det.
Langsomt kom hun tættere og tættere på, og hun kunne da også godt se at der var nogen i nærheden af huset. Så det var helt klart beboeligt af nogen.
Krystallandet