Sparket ramte som det skulle og pigebarnet blev slapt. Hurtigt hamrede han sværdet i jorden igen, satte sig med et knæ i brystkassen af hende og greb hendes højre håndled. Uden tøven pressede han hendes arm ned mod jorden og jog så hårdt kniven ned igennem hendes håndflade og ned i jorden, så den sad fast. Hun havde svunget sit sært udseende sværd med sin højre hånd og for ham var en straf til en kriger som hende, at berøve hende for sin bedste hånd. Ikke at han havde planer om at hun skulle overleve dette møde. Eller måske skulle hun. Tanken om at efterlade hende skadet og for evigt handikappet frydede ham.
Lige meget hvad reaktionen var på hans gerning, lagde han lidt mere vægt på hendes brystkasse, som han rettede sig op og så ned på hende. Køn var hun, tøsen. Han trak med en vant bevægelse endnu en kniv, denne gang den store, mere praktiske. Roligt flyttede han lidt på sig, så han i stedet sad overskrævs på hende. Han var doven og kniven var skarp og læderet i hendes jakke delte sig som smør, da han skar fronten op på den. Ikke helt op, bare nok til, at han kunne stikke hånden ind og lade den glide op af den bløde hud. Mhm, perfekt.
"Jeg kunne godt bruge mere tid med dig." Hans blik gled mod hendes ansigt, uhyggeligt. Med en hurtig bevægelse trak han hånden til sig og lod i stedet knivens skarpe æg glide ned huden så blodet flød. Dybt, men ikke så dybt at det gjorde mere skade end blot blod og smerte.
"Men som sagt, så har du gjort tingene besværlige for mig. Og jeg skal videre." Endnu engang gled kniven igennem huden. Hurtigt flyttede han sig igen, længere op, ligeglad med at få hendes blod på sine bukser. Hårdt tog han ved hendes hage og lænede sig ind over hendes ansigt.
"Hvis du nu er heldig nok til at komme herfra levende, så skal du have en lille souvenir." Kniven lagde sig mod hendes kind og trak en blødende stribe ned mod hendes hage. Derefter fra panden og ned over øjet. Og til sidst ned over hendes læber og hage.
Tilfreds rejste han sig og stak kniven i bæltet. Ikke at han var færdig. Afslappet gik han hen og samlede hendes sære sværd op. Lod det hvile lidt i hånden.
"Smukt. Jeg har ikke set et lignende før." Han vendte om og gik tilbage til hende. Uden et ord jog han det ned i hendes skulder og med kropsvægt bag, skubbede han det igennem hende og ned i jorden. Hårdt. Så hun ikke selv ville kunne få det fri. Herefter gik han hen og trak sin kniv fri fra hendes hånd og mens han tørrede den af og stak den på plads i bæltet, fortsatte han ned til hendes knæ, han allerede havde haft fat i. Hårdt og brutalt hamrede han hælen ned i det, for at ødelægge det helt.
"Så kan du ikke sparke nogen i hovedet igen." Han sendte hende næsten et smil. Men ikke et smil. Mere bare en ondskabsfuld grimasse.
Og det var det. Som havde han lige holdt en lille pause fra sin rejse, hev han sit sværd til sig og skubbede det på plads i skeden. Med lidt besvær fik han sadeltaskerne af hesten og slyngede dem over skulderen. Sadel og hovedtøj var nok penge værd, men han gad ikke slæbe det. Det var ikke ligefrem krystaller, han manglede. Hvilket var godt, for en god hest var dyr.
"Jeg har hørt, at der er ulve herude. Endda rygter om et bæst på størrelse med et hus. Du må håbe nogen med gode hensigter kommer, før dyrene finder dig." Han lavede en let bevægelse med hånden og begyndte så at gå i den retning han havde redet i, da hun angreb ham. Hans tanker allerede på vej mod næste problem - hesten. Var der et sted forude, hvor han kunne købe en ny?
(( Out - next up! Aldric the hero! ))
- Do I pull the trigger? Do I snap the bone? Do I suffocate? Do I send them home? -