Krystallandet
Helli 07.10.2017 16:03
Det nyttede ikke noget at bevæge sig alt for meget når man var blind, selvom Útíradien i den grad ignorerede den del. Han kunne godt leve alene, men det var lidt nemmere hvis han blev et sted i længere tid. Så kunne han opsætte nogle fælder og fange mad til sig selv, hvis dyrene altså gik i fælder. Det var heller ikke alle fælderne der altid duede. Desuden holdt han det til små dyr. Kaniner, egern... ja, hvad end han faktisk kunne bære. Store dyr holdt han sig langt væk fra, og det virkede til at de generelt også holdt sig væk fra ham.Denne friske morgen havde han forladt sin lille lejr. Ikke for at gå langt, og han havde generelt ikke mange ting. Bare nok til at overleve, og han havde planer om at komme tilbage efter sine ting. De færreste ville stjæle et par hullede tæpper trods alt. I hvert fald var han gået ned til den lille sø der var i nærheden af hvor han havde opholdt sig. Der var altid friskt, og et par dyr vågede altid at drikke vandet sammen med ham. Han knælede ned hvor han mindes at kunne høre at vandet var, og rakte ned for at tage noget vand op i hans hænder for at føre det op til munden. I stedet for gik han i stå, stivnede og mumlede; "De kommer og tager os. Ingen er sikker. Løb. Løb. Nej. Stjernen. Husk stjernen." inden hans krop blev slap igen og han forsatte med at føre vandet op til munden som om at han ikke lige havde fået et syn som de færreste ville kunne forstå.
Avatar tegnet af Blæksprutten
