August måned, sommeren havde lige været der og nu var det som om at de solrige tider allerede var ved at forsvinde. Regnen stod ned i silende stænger, og det var svært at gå bare hundrede meter uden at føle at vandet var trængt hele vejen igennem tøjet. Alligevel stod der stadig stædige handles folk under deres beskyttede boder og kaldte de forvildede sjæle til sig. Nogle børn løb grinene rundt i deres underklæder, mens den ene efter den anden vandpyt skulle hoppes i. Det var trods alt stædig de femogtyve grader. Så helt efterår var det nu alligevel ikke blevet. 

Som en del af en tidligere mission, var Innogen endt i Azurien, hvilket havde bragt hende forbi flodbyen Lazura. Man var efterhånden tæt nok på norden til, at hun fik et lille stik af hjemve. Men tanken blev hurtigt slået bort, da hun hellere ville ud af regnen hurtigere end der var tid til at stå og dvæle over de velkendte bjerge hensides. Med hendes rustning der raslede i hendes rygsæk, var hun nu blot klædt i helt almindeligt rejsetøj og en tyk rejsekappe. Ikke at det hjalp særlig meget, da vandet allerede dryppede ned af de blonde hårtotter der stak ud og næsen. Da dråberne stadig formåede at ramme hendes ansigt i ny og næ. 

Nogle børn løb foran hendes ben, og hun nåede lige med nød og næppe at flytte sig ud af vejen. Før at hun også var endt med mudder over det hele. I stedet for at blive vred, som mange nok ellers var blevet. Kunne hun ikke lade være med at holde en latter tilbage. Hun løftede lidt op i hætten så hun bedre kunne se de glade børn. Det var nu noget befriende at se dem, så ubekymret omkring de fare der lurede ude i verden. Dem hun havde set så meget mere af, end hun ville indrømme eller ønskede. Hun skulle lige til at vende sig imod hendes mål, nemlig den varme og tørre kro. Da hun blev ramt af en dårlig mavefornemmelse. Med nogle rynkede bryn, vendte hun blikket imod kajen, hvor de glade børns ben havde trukket dem hen. Også skete det, hurtigere end nogen kunne reagerer. En brunhåret lille pige, svattede og forsvandt. 

Ingen andre så ud til at se hvad der var sket, ud over de børn hun havde leget med, der kiggede forfærdet ned af. Også gik det op for Innogen hvad der var sket. Før hun vidste hvad hun gjorde, rev hun rygsækken og kappen af sig. Med trænede ben spænede hun hen over pladsen og sprang uden en ekstra tanke ned i det iskolde havbassin. 

Nok var August måned en af de varmere på disse kanter, der bragte en høj luftfugtighed med sig. Dagene før stormen fik fat havde næsten været udligelig varme og klamme. Skyerne havde samlet sig og nu stod vandet ned i tykke torve. Som altid, var nogle sømænd ikke helt så bange for landjordes uvejr som når de befandt sig på havet, og mange havde ikke fået sulet deres sejl fast til masterne. Noget der resulterede i, at trods han havde andre forpligtelser, var Felix oppe at klatre på både små som større skibe for at bidrage til at al last ikke røg overbord af de voldsomme bølger.

Derfor holdte han heller ikke øje med de legende børn, skønt hans egen datter befandt sig iblandt dem. En tiårig pige var stadig et barn, men havde ikke brug for konstant at blive overvåget. Dertil når de andre børn var til stede, var han langt mere rolig.
Han var knap nået ned på dækket af en større skib da mavefornemmelsen trak sig sammen.
Med en hurtig bevægelse skubbede han det våde hår ud af øjnene og spejdede over breden. Tidsnok til at se en lyshåret kvinde springe ned i vandet, hvor børnene var samlet for at kigge ned. Felix hoppede op på dækken, spejdende efter det velkendte brune hår, han ikke kunne finde blandt børnene. Han satte farten op til løb for at nå hen til området. "Lucy?!" Desperationen i hans stemme var ikke til at tage fejl af, og han blev mere fribrilsk og panisk om han ikke kunne se hende nogle steder.
De andre børn var skræmte og pegede bange ned i vandet. Felix verden gik i stå.

Kulden af vandet der omfavnede hende, så snart kroppen ramte det. Gjorde hun modvillig kom til at inhalerer en god mængde havvand, gispende kom hun tilbage til overfladen og kiggede efter den lille pige hun havde set falde i. Umiddelbart var hun ikke til at se i første øjeblik, og hun blev overvældet af nogle voldsomme bølger der tvang hende imod den hårde havne bassins vægge. Muslingerne der efterhånden havde gjort sig fast bo her, skrabede imod hendes hud og efterlod nogle voldsomme flænger. Ikke at det var noget hun lagde mærke til i givende øjeblik. Hun havde vigtigere ting at fokuserer på. Der var en der skulle reddes, og der ud over var det nok også meget vigtigt at undgå selv at dø. Hun dykkede en gang til, kæmpede imod strømmen og mod det stidige hav. 
Noget brunt, og nogle små arme der kæmpede lige som hendes egne gjorde. Med nogle hurtige tag, kom hun tættere på, rakte hånden ud. Men før hun nåede at få fat, var der endnu en bølge der tvang hende væk. I sidste øjeblik mærkede hun dog hvordan hendes fingre i et vild forsøg, faktisk fik fat i noget der kunne føles som en menneskelig arm. Bølgen tvang hende op, og hun brød atter igennem til overfladen. Drog et dyb indånding af luft, desværre også en del saltvand. Men i hendes arme, havde hun det hun var sprunget i vandet efter. Først var det en lille livløs person, men hosten der kom efter gav hende en forhåbning om det nok skulle gå. Nu skulle de bare ud af det her vand! Så langt havde hun jo selvfølgelig ikke tænkt. 

Med et febrilsk blik spejdede hun efter en stige, og fik da også øje på præcis det. Kluntet fik hun kantet sig hen af væggen, som efterlod en masse flere ridser fra muslingerne, og fik skubbet pigen op af stigen. Hun nåede lige at tage fat i metalstængerne, da endnu en bølge knuste sig ned over hende, det tog alt hendes viljestyrke at holde sig fast i det håb hun havde om at komme op på fastlandet igen. Det her havde bestemt ikke været nogen god rednings plan. 

Felix kiggede panisk og fribrilsk ned i vandet efter tegn på liv. Han havde set kvinden springe i, og hele hans krop skreg efter at gøre det samme, men han nåede ikke til længere end tanken da begge igen brød overfladen og kvinden fik fat i jerntrappen. Felix var derovre på rekordtid og jagte armen ud for at hive sin tiårige datter op af det isende kolde vand. Hvor meget han end ønskede bare at klamre hende til sig, ventede han for at række hånden ud til kvinden og få hende hevet op i sikkerhed. Først da hun var forsvarligt oppe på kajen igen, efter en solid kamp med bølgerne, der næsten havde revet Felix med ned i bølgerne, var både kvinden og Lucy i sikkerhed.

Og først der rettede han alt opmærksomhed til pigen og krammede hende hårdt ind til sig. Hun rystede af kulde, som man kunne forvente når man var våd helt ind til benet af isende koldt vand. Felix selv kunne mærke hvordan hans tøj blev væddet af at holde hende ind til sig, men han var ligeglad. "Hvor mange gange har jeg ikke sagt, at du ikke må lege så tæt ved kanten!" Felix ord blev sagt en del hårdere end han havde tiltænkt det, men panikken og frygten var endnu ikke gået af ham.
Lucy græd mens hun klemte sig ind til sin fars brystkasse, fremmumlende undskyld mellem hulkene. Felix aede hende beroligende over det drivvåde hår, mens regnen stadig slog ned mod dem. Han skævede let til siden hvor han fik øje på kvinden. "Tusind tak" Han rejste sig fra at havde siddet på hud, mens han halede Lucy op i sine arme. "Kom, lad os få jer begge hjem i varmen" han ville havde ragt en hånd ud mod kvinden, men det var svært når han skulle holde Lucy oppe i favnen hun nægtede at give slip fra.

Mirakuløst fik hun lov til at mærke den faste grund under sin ryg, efter at være blevet hævet op i sikkerhed. Hun hostede, hvad der føltes som uendelige mængder af havvand, op. Det begyndte at svig frygteligt ned af hendes højre arm og ryggen var hellere ikke meget bedre. Da hun kom mere til sig selv, som gav hende tid til at betragte hendes krop lidt mere indgående. Kunne hun se hvordan sten og muslinger havde skrabet sig igennem hendes ikke særlig robuste rejsetøj. Innogen himlede med øjnene, i det mindste var det ikke lige så slemt som den gang hun havde fået frostbid i hendes tæer. Hvor at lille tåen og den ved siden af var blevet skåret af. Men behageligt var det bestemt ikke. 

Hun fik dog bekræftet at det havde været det rigtige at gøre. Da hun kiggede hen på hvad hun gik ud fra var faren til pigebarnet, hun lige havde reddet. Med det lyse hår der klistrede sig til hendes ansigt, sendte hun et stort smil til manden da han sagde tak. "Selvfølgelig." hun ville have tilføjet noget mere, men hendes stemme snørede sig sammen. Det var godt at se det hele ikke var gået mere galt end det havde. Med nogle vaklende ben, kom hun op og stå og tog en dyb indånding. "Tak for tilbudet, men jeg vil ikke trænge mig på. Kroen vil sikkert have de nødvendigheder som jeg skal bruge for at få varmen igen." da manden havde nævnt hjem, måtte hun vel gå ud fra at han havde tænkt sig hun skulle følge med. Desuden havde hun nogle fra patruljen der ventede på hende, og hun følte ikke hun sådan kunne trænge sig på. 

Felix havde ikke fået et ordentligt syn på kvinden, før hun afslog at tage med tilbage. Han følte ikke han havde alverdens tid til at diskutere sagen, men han opgav ikke bare lige sådan. Hun havde været nede i det kolde vand, hun havde gjort det for at redde den skat han nu bar i sin favn. Og hun var, nu han så efter, kommet godt til skade i forsøget. Han havde opdaget at Lucy selv havde fået rifter, men slet ikke i samme antal. Hun havde ikke været lige så god til at stå fra for bølgerne og var ikke kommet helt tæt på muslingerne og stenene i kanten. "De vil ikke trænge Dem på overhovedet. De har reddet min datters liv, og fået sår der skal tilses. Dertil, vil jeg med glæde have Dem i mit hjem" svarede han og håbede det var nok til at hun tog imod.

Felix begyndte at gå hen imod et af de større huse der var i byen, som heldigvis ikke lå langt fra havnens større område. Han mærkede selv kulden bredde sig i sin egen krop, og kunne kun levende forestille sig hvor slemt Lucy og kvinden måtte have det. Lucy rystede i hvert fald, om det var fordi hun var bange eller fordi hun frøs var ikke helt til at sige endnu.

De, dem. Hendes øjne betragte ham med fornyet undren. Han var vidst ikke bare en af arbejderne fra havnen, og nu når hun fik kigget lidt bedre på ham. Så følte hun også hun burde kende ham, i hvert fald ud fra de beskrivelse af vigtige folk de fik. Måske ville det være en dårlig idé at takke nej denne gang. "Jamen hvis det ikke er til for meget besvær" sagde hun så endelig, og gav ham et forsigtigt smil. Hun skulle til og gå hen for at hente sin taske og kappe, men en lille hånd trak lidt i hendes to fingre. Hendes blik landede på en lille forsigtig dreng der rakte hende tingene, tydeligvis havde han ikke regnet med tasken ville have været så tung. Hun gik lidt ned på hug, og takkede ham ordenligt inden hun små løb efter manden der allerede var på vej væk. 

Hun gjorde store øjne, da hun så hvor stort et hus de var på vej hen imod. Ja det var nu tydeligt at manden ikke blot var en helt almindelig person. Mon han var af adelig slægt? Allerede dette fik hende til at blive en smule ilde til mode. Hun havde aldrig været særlig god til det med at være fin. Hun havde været med til én fest, hvor hun skulle klæde sig fint på. Aldrig havde hun følt sig så malplaceret. Hun prøvede at smile opmuntrende til pigen, men vidste ikke helt om hun faktisk fik øjenkontakt med hende. Hun havde selv prøvet at falde i en af søerne hjemme i norden, det var aldrig nogen særlig behagelig oplevelse. Og det med bølgerne, gjorde det nok endnu mere traumatisk end noget andet. Hun prøvede flere gange på at finde på noget at sige, men hver gang hun havde åbnet munden. Var det som om at de ting hun ville sige, ikke rigtig føltes rigtigt og hun lukkede munden igen.

Felix spejdede kort over skulderen, for at se om han skulle sætte farten ned, men kvinden var hurtig til at komme op på siden af dem, til trods for sine skader. Han smilede over at hun havde fået hjælp af en af drengene. Felix håbede at børnene gik hjem for at komme sig over hvad der var sket - en ting var sikkert, de var nok mere nervøse omkring vandet nu. Ikke ligefrem en god ting i en havneby, men det var vigtigt at have ærefrygt for det voldsomme hav.

Felix var i sit hoved for optaget til at finde ud af hvad han skulle sige. Han var nervøs og frygten havde ikke helt sluppet sit tag i ham. Han vidste at der var potentiale for at Lucy kunne blive syg efter turen ned i vandet - hvilket i sig selv var slemt. Men healere kunne hurtigt afhjælpe den ting. Felix var mere bekymret for hendes sind. Det var traumatisk at blive slynget rundt af bølgerne. At føle sig fuldstændig ude af stand til at gøre noget - ubetydelig havde han hørt nogle sømænd beskrive det engang. Det var ikke nogen dårlig beskrivelse.

Felix bemærkede derfor ikke at der var stilhed mellem dem alle tre, kun afbrudt af snøft og kuldegys fra pigen engang imellem. Døren til et stort hus blev slået op, og husholdersken så helt panisk ud i ansigtet. "Jeg så jer gennem vinduet, oh hvad er der dog sket! Lille Lucy, nej nej nej, faldte hun i vandet? Hun må fryse forfærdeligt." Felix lod hende rable løs i sit bekymrede stadige, og man kunne høre hun talte videre som hun gik ind i huset igen, selvom det blev utydeligt hvad hun sagde. "Kom med ind" Han smilede til hende, omend bekymringen stadig var at spore.
Huset var fint, men det var ikke overdrevet. Felix selv foretrak at holde det så neutralt som muligt, og han havde aldrig forstået konceptet med frøns og andre fine småting der skulle stå rundt om i hjemmet. Så det var et pænt, men praktisk hjem. "Tæpper! Jeg havde heldigvis allerede lagt tæpper til varme på kakelovnen til jeres hjemkomst. Oh stakkels barn, kom lad mig finde noget nyt tøj til dig." Modvilligt lod Lucy sig dumpe ned på sine egne ben, stadig skælvende og fulgte med den ældre dame, der havde ragt de et par varme tæpper til Felix som hende opmærksomhed var på den lille pige. Hun så ikke engang ud til at have opdaget de havde gæster også. Felix vendte sig mod kvinden. "Her, det er nok bedst De får det våde tøj af. Jeg finder noget til Dem" han var egentlig parat til at undskylde for at det ville blive mandetøj, da det var alt han havde, men han havde på fornemmelsen at det i bunden var ligemeget. Han slyngede sit eget varme tæppe over skulderen, inden han hurtigt forsvandt ind på et værelse og kom tilbage med noget rent, men alligevel arbejdstøj han havde. Løse bukser og en skjorte. "De kan klæde om derinde. Sørg for at blive ordentlig tør inden. Der ligger klæder til det" hans eget tøj var også en smule vådt, men slet ikke i samme fald. Det var kun skjorten der havde suget vand til sig.

Innogen betragtede med store øjne, den højt talende dame. Det var mange ord der kom ud på meget kort tid. Selvfølgelig kunne hun godt forstå, man var blevet bekymret og chokket over hvad der var sket. Men hun synes nu stadig det var meget utroligt, hvordan man kunne snakke så hurtigt. Et smil forblev dog på hendes læber, det var altid dejligt at se folk der støttede hinanden. Hvilket denne familie uden tvivl gjorde. 

Hun trådte hen over dørtæskelen og drog de mange indtryk der mødte hende ind. Det var tydeligvis et velhavende hjem, selvom det ikke havde de mange pyntegenstande de så tit havde. Her bar faktisk ikke præg af nogen kvindelig form for berøring. Selv i hendes hjem, der havde været et sparsomt et af slagsen, så havde der da været diverse nips ting. Blomster især, rigtig mange buketter som der kunne plukkes hen over foråret og sommeren. Hun nikkede taknemmeligt. "Tak, jeg er desværre ikke sikker på at tasken har holdt resten af tøjet tørt." sagde hun og hentydet til tasken, ved lige kort at løfte den op. Hendes ansigt lyste op, over hans venlighed. Det var efterhånden ikke noget man var så vant til længere, især ikke efter alle de plager de havde haft. Folk havde en tendens til at være en del mere indelukket og mistroisk over for fremmede. "Tusind tak. Det er virkelig pænt af dem." hun prøvede at lyde så høflig som han havde gjort. Men det kom dog stadig ud en smule kluntet. Hun forsvandt ind i det rum, han havde anvist hende og begyndte at klæde de drivvåde tøjstykker af. Da hun endelig fik det hele af, lagde hun mærke til hvor kold hun i virkeligheden var. De varme tæpper hjalp en god del. Hvilket gjorde hun i en stund bare stod og sundede sig. Hvor længe der var gået, inden hun fik den lidt for store skjorte på, og fik snoret de bukser der bestemt hellere ikke passede hende. Var hun lidt usikker på. Men med stille og usikre skridt, gik hun hen imod døren og kiggede ud på gangen. Gad vide hvor hun skulle gå hen nu?

Felix tog det knusende roligt at husholdersken kunne sige så mange ord på en gang i det tempo. Hun var panisk over hvad der var sket, for selvom der havde regnet udenfor var de alle sammen en kende anelse mere våde end de burde, med Felix som den mest tørre af de tre mennesker der var kommet tilbage til huset.
"Hvis De ønsker det, kan vi få lagt tasken og dens indhold til tørre ved kakelovnen" tilbød han roligt inden han lod hende gå ind i rummet med det tørre tøj han havde fundet frem til hende.
Felix bed ikke rigtig mærke i hvordan kvindens høflige tone lød - det var mere noget han brugte fordi han var blevet opdraget til det gennem hele sin barndom. Ikke at vise den respekt var vanære for familien havde han altid fået at vide, men han kunne ikke se sig vred på andre ikke brugte det på samme måde. De havde ikke samme baggrund og det accepterede han. Desuden opholdte han sig så ofte på havnen, hvor høflig tale aldrig havde været forbi.

Felix trak den vådklistrende skjorte af kroppen og pakkede sig ind i det varme tæppe. Han kunne kun tænkte hvor koldt både hans datter og kvinden måtte have haft det efter turen ned i det kolde vand. Det var ikke fordi der var koldt udenfor, men når først man var blevet drivvåd kunne man ikke undgå at blive kold ind til marven. Felix stod og kiggede ud af vinduet med tæppet over skulderne - da han hørte døren blive åbnet, trak han sig fra vinduet for at bevæge sig tilbage mod gangen, mens han i processen fik taget en skjorte over hovedet. "Hvordan har De det?"

Hendes blik faldt på manden der kom gående ned af gangen, i færd med at tage en ny skjorte på. Hun lod hurtigt blikket vige fra ham, mens hun betragtede en pludselig meget spændende plet på væggen. Trods for at være i lysets hær, og det med blufærdighed ikke rigtig var en luksus man havde så meget af. Så der tænkte hun ikke så meget over, hvis en mand næsten var nøgen foran hende. Eller at hun viste hud foran dem. Men ham her kendte hun slet ikke, og hendes blik gled ufrivilligt tilbage på hans krop. Nu havde han heldigvis fået skjorten hen over hoved, så hun behøvede slet ikke at tænke den tanke færdig. Et lille lydløst suk gled hen over hendes læber, mens et lille smil bredte sig hen over hendes læber. "Innogen." fik hun frem, da han adresserede hende som dem. "Mit navn er Innogen.." hun fugtede læberne "Og en del bedre, det hjælper altid når man får noget varmt på." sagde hun med et smil, og kiggede ned af sig selv. Hun skulle lige til at kommenterer på, trods for at det ikke var noget som der passede hende. Men tanken slog hende, at hun følte sig meget mere komfortabel i den her mundering, end hvis han var kommet med en kjole til hende. 

"Og.. hvad med dem?" prøvede hun en smule kluntet, mens hendes hånd gled igennem de våde krøller. Det her var allerede en smule akavet, og hun ville i nuværende stund ønske hun faktisk var stået ved at tage hen til kroen. 

Noget sagde ham at kvinden var nervøs over at stå i hans hus. Ikke noget han videre kunne bebrejde hende, da hun vitterligt stod i en fremmed mands hus uden at kende nogen i nærheden, så vidt han var orienteret. Han smilede roligt og venligt til hende. Endnu engang blev han mindet om at situationens stressniveau og uvante drejning havde resulteret af flere forglemmelse af almen høflighed fra hans sidde. Han smilede undskyldende. ”Jeg er glad for at De har fået varmen igen, Innogen. Mit navn er Felix Lupin” Han skulle havde præcenteret sig selv som noget af det første, men ærligt havde det virket langt mere vigtigt at få varmen, især at Innogen og Lucy fik varmen siden det var dem som havde været nede i det iskolde vand. Felix havde på intet tidspunkt haft den kulde af føle, med undtagelse af hvad hans bryst havde modtaget som han havde holdt Lucy i armene hele vejen hjem. Intet i forhold til.
”En smule chokeret stadig, men ellers udmærket. Endnu engang tusind tak for hjælpen” han var oprigtigt taknemmelig og det lyste ud af ham som han endnu engang takkede hende. For ham ville det mest forfærdelige der kunne ske i denne verden, at der skete hans datter noget. Og tanken om at det havde været så tæt på skræmte ham helt ind til knoglemarven.
”Kom med mig ud i køkkenet, så vi kan finde noget te og mad” mest til hende, men han foretrak at holde så rolig en stemning som muligt. Han kunne fornemme at hun var en smule akavet omkring situationen, forståeligt igen, men han forsøgte at undgå selv at havne der. Hvis Felix holdte så hjemmelig, rolig og så langt fra akavet stemning som muligt i sit eget sind, håbede han at det måtte smitte af til kvinden. Han bevægede sig ned af gangen med rolige skridt hen til køkkenet. Husholdersken var naturligvis ikke kommet tilbage endnu, men det gjorde ikke så meget.

Felix var kommet ud til køkkenet, da døren til hans hjem blev åbnet en smule voldsomt. "Felix! Vi har brug for Dem" Felix drejede omkring og så på den hårdt udseende sømand. Det var garenteret noget diplomatisk igen. Sømænd der ikke var enige, og især når de havde alkohol i blodet blev det værre. Med et træt suk, blinkede han tungt og nikkede. "Jeg kommer" svarede han fast og kiggede undskyldende på kvinden. "Jeg er nødt til at tage ned og se hvad det omhandler. Lad som om De er hjemme, spis, drik." han smilede venligt, inden han gik forbi hende, ned af gangen igen, tog en jakke og trak over sig, inden han gik ud af døren og lukkede den efter sig.