Sted: I udkanten af Skumringskvarteret
Tid: Ikke længe før solnedgang
Vejr: Svagt skyet og med en snert af kulde i luften

Med faste, rolige skridt gik Karkhos ned af den lille gade. Solen nærmede sig horisonten og han skulle skynde sig, hvis han skulle nå hjem inden mørket kom og udgangsforbuddet trådte til. Karkhos syntes det var noget pjat og Morpheus var rasende. Men det var der ikke noget at gøre ved, det var nu en lov, der blev håndhævet. Og Karkhos ville nødigt i problemer, selvom han havde en smule mere frirum på grund af sin position. Nej, så han havde travlt med at komme hjem, hvilket også var den eneste grund til, at han nu befandt sig her, i Skumringskvarteret. Det var den hurtigste vej fra, hvor han kom. Endnu et ærinde for Morpheus. Nogle gange skulle man tro, at den gamle mand var blevet den unge Lord Atillians stik-i-rend-dreng. Karkhos overvejede at tage en snak med ham om det. De havde mulighed for at bruge bud til denne slags opgaver. Og så dog, det gjorde ikke Karkhos noget at bevæge sig. Han var ved at få en smule kriller af at bo i byen og altid at skulle være samme sted som Morpheus. Der manglede noget frihed.

Selvom han virkede rolig i sin gang, gik han en smule hurtigere end normalt og hans hånd hvilede afslappet på sværdets skæfte. Ikke bare fordi, at han havde travlt, men fordi han var ene mand i det farligste kvarter i byen. Sidst han havde været her, havde han været med i et større slagsmål mellem Kilepræster og en flok banditter, der først så ud til at ville røve deres vogn, men da den kørte væk, besluttede sig for at tæve så mange kilepræster som muligt. Heldigvis havde præsterne vist sig at kunne forsvare sig og med Karkhos hjælp, havde de fået slået lederen ihjel og afbrudt slagsmålet, der havde endt med flere døde. Karkhos selv havde kun fået en dyb ridse i kinden, som en healer havde ordnet.

Så Skumringskvarteret var ikke ligefrem det sted, Karkhos havde lyst til at være. Slet ikke som hans evne var begyndt at give lyd, så snart han var drejet ned af gaden. Han burde vende om. Men inden han nåede at beslutte sig for det, dukkede der skikkelser op. Fire mænd af varierende størrelse. Og hele Karkhos' indre gik amok i advarsel om forestående fare. I stedet for at forsøge at flygte, stoppede han op. Han var for gammel til at løbe, disse mænd var mindst 15 år yngre end ham. Og løb havde aldrig rigtig været hans ting. Han var for tung.
"Nej se, det var manden, der slog både Hjalmar og Bravin ihjel. Sikke et tilfælde."
"Hvad siger I, skal vi få lidt hævn over vores faldne leder?" En hadefuld brummen lød fra flokken, der havde omringet Karkhos. Kraften hvorpå hans evne advarede ham beviste bare noget for Karkhos, som han allerede vidste. Chancen for at komme herfra levende var lille. 

Men det fik ikke Karkhos til at panikke eller overgive sig til døden. Hvis de ville slås, ville han tage så mange med sig i faldet som muligt. Så med en afmålt bevægelse hev han sit lange tohåndssværd frem. Den ene mand stoppede op og så usikker ud. En anden trak sit eget sværd, der var lidt kortere, men ikke mindre dødeligt. Bag sig kunne Karkhos også høre lyden af stål, men det lød mere som en kniv. Hvad der ellers var af våben vidste han ikke, det ville kræve, at han vendte sig og han ville ikke slippe manden med sværdet af syne. Det var ham, der snakkede om hævn og han virkede aggressiv. 
"Hvad der er sket, er jeres egen skyld. Og hvis I angriber mig, vil jeres egen død være selvforskyldt. Stop og forsvind, inden der bliver udgydt blod." Karkhos talte så tydeligt som han kunne med sin ellers mørke, brummende stemme. Manden med sværdet viste sine rådnende tænder i et grumt smil.
"Det er dig, der skal dø her, bessefar." Som han havde sagt det, sprang han frem mod Karkhos, der straks parerede med sit eget sværd. En bevægelse i hans øjekrog, fik ham til at sparke bagud og manden med kniven blev sendt vaklende bagud. Lyden af klinge mod klinge lød i luften, som han måtte parere igen. Den usikre mand kom springende frem i mod ham, også med en kniv og Karkhos sprang til siden. Et sværd ramte ham i ryggen, men blev heldigvis næsten stoppet af den skjulte læderbrynje. En stikkende smerte fortalte ham, at klingen var gået igennem, men ikke dybt. 
Hurtigt svingede han sit eget sværd og den usikre mand kom med en lyd af smerte, som den borede sig ned mellem hals og skulder. Et dødsstød, som han ville have ramt en stod blodåre. Som han trak sværdet til sig igen, kom han med et grynt af smerte, som en kniv blev boret ned i hans skulder, lige hvor brynjen ikke dækkede. Hans højre arm mistede noget af sin styrke og det var kun fordi, at han havde begge hænder om sværdet, at han ikke tabte det. Trods smerten og følelsen af blod, der løb ned af hans krop fra skulderen, sprang han aggressivt frem mod manden med sværdet og efter et par slag og en finte, lykkedes det ham at svinge klingen hårdt ind i mandens ben. Han havde nær ikke haft styrken til at hive sværdet fri af knoglen, men det lykkedes. 
Inden han nåede at vende sig mod de to sidste mænd, mærkede han en hård smerte fra baghovedet, som en slog ham i hovedet med en kølle. Han røg i knæ. Manden med sværdet var ikke ude af spillet endnu, og stødte klingen mod hans side. Igen reddede læderbrynjen ham, men spidsen gik igennem og Karkhos kunne mærke den ramme sine ribben. Slaget havde været hårdt og selvom han ikke kunne se det, vidste han at køllen var rettet mod hans hoved igen. Hele hans krop føltes fjern og han kunne ikke gøre noget for at stoppe det uundgåelige. Næste slag ville være hans dødsdom. Det nåede lige at ærgre ham, at nogle sølle banditter skulle have æren af at slå ham ihjel.

Hun sad her egentlig bare for at hive den sene aftenluft i hovedstaden ind. Her stank forfærdeligt at pis og lort. Og by. Det var normalt for et sted som hovedstaden, men i Kzar Mora var der en værre, og dog mere "rar" duft: Af død. Død og blod. Ikke at Ishtar kunne lugte ting på så god en måde, nej, hun havde et normalt menneskes lugtesans, men i Kzar Mora var lugten af død altid så tung at man som et normalt menneske, kunne indfange den i sine næsebor. Især hvis man vidste hvor den var mest kraftig. Og det gjorde denne Dødssynd. Hun rynkede let på næsen og rejste sig fra den trækasse hun havde siddet på, hendes lange sorte frakke flagrende let i den mindre brise der kom. Hun havde hætten over sit hoved og ansigtet lå hen i skygger og bedst som hun skulle til at forsvinde fra hovedstaden, på den måde hun gjorde det allermest, mødte lyden af klinger og råbende mænd hendes ører. Et smil formede sig på hendes læber. Hun havde en ting for død. Ikke at hun elskede at se folk dø, men hun var meget fascineret af, at se hvor langt mænd ville gå for at beholde deres liv.

Hun trådte gennem gaderne til hun nåede en gruppe af mennesker der var i konflikt med hinanden. Det var tydeligt at den ældre herre var mod de fire, og at han var af bedre stand end dem. Ishtar brød sig ikke om kriminelle. De truede ofte ordensmagterne, som hun selvfølgelig anså sig selv som en del af. Hvilket ville sige, at de truede hendes eksistens, og nu også den ældre herre, der lå på jorden, parat til at møde sit endelige. 
Køllen blev stoppet, da en lilla røgsky formede sig bag ham og en kniv plantede sig i hans ryg. I lungen. Han hostede og gik i knæ, tagende sig til ryggen, men før hans hånd nåede kniven, trak hun den ud af hans krop, resolut og selvsikkert. Der var kun én kampdygtig med et sværd tilbage nu, og hans vrede blik blev meget mere intenst idet han så skikkelsen i den sorte frakke og hætte. Han angreb og hun efterlod sin oprindelig plads, så det eneste han ramte var den samme lilla røgsky. Selv var hun endte 2 meter til venstre. "Jeg tror I er i undertal To mænd døde, én med et skadet ben. Og dit liv vil også snart synke ud på brostenene," igen teleporterede hun, da han svang sit sværd efter hende. Denne gang om bag ham, for hun fingerknipsede hans øre. "Med mindre du går, selvfølgelig," hendes stemme var melodisk og næsten varm. "Du! Du VOVER!" manden råbte og Ishtar sukkede tungt. "Ja, det gør jeg. Og du vil ikke stoppe mig. Ingen vil stoppe mig. Specielt ikke dig, krøbling," manden blev overrasket over hendes ord. For han var ingen krøbling. Ikke før en kniv svang sig hen over hans knæhase og han røg i knæ. Han skreg i vrede og svang blindt ud efter hende. Både fordi hans sværd snittede sig igennem hendes jakke - dog ikke hendes krop - og fordi hun alligevel ikke ønskede at spilde tid på ham, valgte hun at presse sin kniv ind i hans hjerte. Hun placerede to fingre på hans tinding dog. I det mindste kunne hun lade ham dø hurtigt, så da hun plantede tankerne om at sove i hans hoved, væltede han ned på jorden og der var kun to levende mænd tilbage: Manden med det sårede ben og den ældre herre. Hun ignorerede manden med benet og gik hen til manden med det grå skæg.

"De har brug for en hånd, ikke sandt? Lad mig hjælpe Dem," igen var hendes stemme varm og nærmest silkeblød. Dog ikke for silkeblød. Ishtar havde et rent råt naturtalent inden for at være præcis den type kvinde, som andre havde brug for, når de havde brug for det. Og hun havde på fornemmelsen, at denne herre ikke havde behov for en iskold tone. I det mindste kunne hun give ham en lidt mere familiær følelse af venlighed frem for kulde.

Smerten skød igennem Karkhos hoved efter slaget og det dybe sår, han havde i skulderen blev ved med at gøre hans tøj mere og mere vådt af blod. Han ventede på slaget, der ikke kom. I stedet kunne han høre manden bag sig ryge i knæ og komme med den velkendte lyd af en, der var blevet knivstukket i lungen. Overrasket drejede han hovedet, for at se, hvad der skete - lidt for hurtigt og han skar en grimasse af smerte. Det han så var en kvinde, som forsvandt i hvad der så ud til at være en lilla røgsky for at dukke op ikke så langt derfra. Teleportation. Karkhos forsøgte at komme på benene, men slaget i hovedet gjorde ham svimmel og han kunne ikke rigtigt komme op fra den knælende stilling. Han var ved at blive for gammel til det her. I stedet blev han siddende, hvilende på sine gamle knæ, mens han så kvinden gøre det af med banditterne. Det var lettere nedværdigende, men han blødte en del og vidste, at det var bedst, hvis han ikke bevægede sig for meget, så hans hjerte ikke pumpede hårdere og derved sendte mere blod ud af hullet i hans skulder. Og hans side og ryg, for den sags skyld, selv om det ikke føltes så slemt. Men det kunne han ikke helt vide, før han fik tøjet af og kunne tage skaderne i øjesyn.

Kvinden afsluttede sine myrderier og kom hen til ham. Hendes stemme fortalte Karkhos, at nok havde kvinden hjulpet ham, men hun ville aldrig være en ven. Der var noget over hendes tonefald, som Karkhos ikke kunne lide. Men lige nu kunne han ikke være kræsen og han brummede lidt utilfreds. 
"En hånd ville ikke være af vejen, nej." Han lod hende hjælpe sig på benene, selvom det gjorde ondt helt ind i sjælen. Men han måtte finde sig i det, han var skadet. Og gammel. Det vidste han godt. Det ville absolut ikke blive bedre fra nu af.
Oppe på side fødder igen, stak han sværdet på plads i skeden, en bevægelse, der sendte skud af smerte ud fra hans skulder, men han sagde ikke noget, det trak bare lidt ved hans næse. Bagefter rørte han ved sit baghoved, hvor blodet også havde piblet frem.
"Jeg er Dem meget taknemmelig for hjælpen. Jeg var tydeligvis i undertal." Han så på sine blodige fingre og rettede så blikket mod kvinden. Han var virkeligt taknemmelig, selvom det var svært at se på ham. Hans blik virkede en smule glasagtigt efter slaget og hans ansigt var lagt i lige så alvorlige folder som altid.

"Jeg må dog desværre forlade Dem med det samme, det er en smule pressende at få fat på en healer, inden jeg forbløder." Hans stemme ændrede sig ikke ved denne konklusion, men blev udtalt som var det noget hverdagsagtigt. Han burde ikke gå nogen steder, men han var en smule konfus efter slaget og havde besluttet sig for at gå hjem for at finde en healer. Så han vendte om og begyndte at gå den vej, han havde haft retning mod, da han blev overfaldet. Han nåede dog ikke mere end et par skridt, inden et anfald af svimmelhed nær havde fået hans ben til at give efter under ham. Han blev dog stående på sine ben, men også kun lige. Trætheden var begyndt at glide ind over ham. Måske blødte han mere end godt var.

Han var allerede lettere alarmeret over hende, hun kunne sagtens mærke det. Men hun kunne også mærke den lette konflikt over at han ikke ville sige nej til hjælp, selvom det tydeligt gjort ondt helt ind i sjælen på ham. Han var hårdt såret, træt og gammel, men han var tydeligvis også en stolt mand, og det var noget, Ishtar kunne respektere, så det øjeblik han var på benene, gav hun slip på ham. Han ville nok helst gerne selv gå og stå, og hun ville ikke stå her og være ham til hån ved at give ham mere hjælp end hvad han ønskede. Det var ikke hendes måde. Hun var arrogant og stolt og følte sig født til at lede andre, men hun var ikke den tyranniske type, der trådte alle over tæerne og håbede på at de ville bøje sig i støvet. Hun ønskede ikke undersåtter. Hun ønskede kompetente individer, der turde sige deres ærlige meninger.

Selvom hun ikke kunne se hans taknemmelighed, kunne hun sagtens mærke den fra hans sind. Hun sendte ham blot et smil fra under hætten og skævede mod manden der var i gang med at kravle væk med sit dårlige ben. Ynkeligt. Derefter ignorerede hun ham. "Det er ofte sådan, man bliver fældet, desværre. De havde ikke modet, hvor De, derimod, så ud til at klare Dem godt, trods De var i undertal," han var en kriger. Både af profession og af personlighed. Han ville ikke give op, og det havde hun respekt for, så da han sagde at han ville finde en healer, før han forblødte, lod hun ham gøre det.
Indtil han stoppede og lignede én der var tæt på at kollapse. Han blødte også en hel del, så hun gik tøvende hen til ham. Hun placerede en hånd på hans arm, ikke hårdt eller noget. Bare for at gøre sig bemærket. "Jeg er bange for at det allerede er ved at ske, min gode herre. Men jeg kan hjælpe. Jeg kan få Dem til en healer på et splitsekund, og bare rolig.. Jeg fortæller healeren, at De selv tog Dem af de gale mennesker, jeg er her trods alt ikke for at få hæder og ære. Jeg... Er her bare," hun trak hætten ned, fremvisende sit kønne "unge" ansigt.

Svimmelheden var ved at være overvældende for Karkhos og han begyndte at mærke et stik af frygt for, at han nok var ved at dø. Ikke at han var bange for at dø, det var en ting, der fulgte med livet, men at forbløde som han var ved nu, var ikke ligefrem sådan han havde lyst til at dø. Han lukkede øjnene for et øjeblik for at samle sine tanker, men de var svære at få styr på. Slaget i hovedet og blodtabet gjorde sit og han var træt. Lysten til bare at lægge sig ned var stor, men blev stående på sine ben. Han gav ikke bare op. Inden han nåede at forsøge at gå videre, mærkede han en hånd på sin arm og han rettede blikket mod kvinden, der havde hjulpet ham.

Kvindens ord var lidt længe om at trænge igennem, men det gik op for ham, at hun tilbød ham at teleportere ham hen til en healer. Hans øjenbryn røg i vejret. Den tanke havde ikke strejfet ham, måske fordi han var for stolt til at bede om den slags hjælp, måske fordi magi ikke var noget, han var vant til at bruge i hverdagen. Det tog ham et øjeblik at overveje, om han skulle sige ja eller nej, men da endnu en bølge af svimmelhed gled over ham, nikkede han langsomt.
”Måske det var en god idé. Jeg tro måske, at jeg er en smule hårdere såret end forventet. Hvis det ikke er til for meget besvær for Dem.” Måske noget sært noget at sige, når man får tilbudt hjælp til at overleve, men Karkhos anså damen som af højere rang end ham, og det var en ting, han var vokset op med - man forventede eller krævede ikke noget af dem højere oppe i hierarkiet end en selv.

Hendes ord om hæder og ære fik kort en rynke frem i hans pande. Han var absolut ikke ude efter hæder og ære. Der var intet ærefuldt over at slå ihjel, intet at være stolt over ved et blodbad som dette. Men han var for træt til at rette hende, i stedet så han ned af gaden. En healer. Egentligt ville han hellere hjem.
”Hvis det er muligt, ville jeg hellere hjem. Der er ikke så langt til en healer derfra.” Igen var det nok lidt blodtabet og slaget i hovedet der talte, for det ville absolut være bedre at tage direkte til en healer. Men på en eller anden måde føltes det ikke rigtigt og så hurtigt gik det nu heller ikke med at dø. Han havde tabt meget blod før og han vidste, hvornår det begyndte at blive desperat. Lige nu var han bare hårdt ramt, fordi det blev blandet sammen med det slag i hovedet, han havde fået.
Hjem. Et kort billede af borgen, han havde boet i og ved i så mange år af sit liv, dukkede op i hans sind, men snart tænkte han på det hus, som paladset havde tildelt dem. Det hus, som lå oppe i Det Øvre Bydistrikt, ikke så langt fra paladset selv, men heller ikke så langt fra byvagternes hovedkvarter, hvor han træede hver dag. Hvis han overlevede nu, kunne det være, at han skulle tage en hviledag i morgen. Hans krop var ikke, hvad den havde været.

Til for meget besvær? Hun kunne både høre det fra hans sind, samt komme til samme konklusion. Det var ikke helt logisk at sige så da noget, når man var i gang med at forbløde, men som han jo også lige havde sagt, havde han slået hovedet, hvilket også var tydeligt på måden hans tanker væltede rundt i hovedet på ham. Han måtte have ret ondt i hovedet. Om muligt kunne det endda være værre end forblødningerne. "Tænk ikke på mig, det er De, som forbløder. Jeg kan sagtens komme hjem bagefter, det er blot en tanke og en handling væk," hun blev stående med hånden på hans arm mens hun fandt frem til, at han ikke fandt ære i at dræbe. En skam. Men det var vel også ærefuldt, et eller andet sted, at indrømme den slags for sig selv. Ishtar begik ofte mord i sine arbejdsdage, og hun fandt hverken glæde eller ære ved det. Det var et arbejde. Der var intet andet i det, end et menneskeliv taget for at hun eller andre kunne blomstre. Gør alt for at overleve. Gør mere for at leve.

Som han fortalte at han gerne ville hjem, nikkede hun bare, mens hun stillede sig ind på de billeder af hjem han havde i sit sind. For Ishtar var det normalt at spendere tid i folks hoveder. Det sørgede for at hun altid var et træt foran på skakbrættet. Nu her gjorde hun det for at hjælpe, og for at finde ud af hvor han boede så de hurtigt kunne komme af sted.
"Javel ja.. Så bringer jeg Dem hjem. Vær venlig at tage min hånd," hun tog fat om hans hånd, blidt og roligt og fik så et mere fast greb, før hun forsvandt sammen med manden i den samme, lilla røgsky som før.

Kun for at dukke op midt i stuen i det hus, han før havde tænkt på. Her var nydeligt. Og tændt op i pejsen, så de bedre kunne se hinanden. Ishtar smilede stadig let og kiggede sig lidt rundt. "De har smag i møbler," konstaterede hun, som hun kiggede på reoler og des lige. Her var faktisk rigtig pænt.

En tanke og en handling væk. Det lød så enkelt. Så han nikkede let, fint, hvis hun ville hjælpe, var hun velkommen. Han havde brug for hjælpen, det var han godt klar over. Så da hun bad ham om at tage hendes hånd, lukkede han de hårdhudede fingre om hendes. Hvordan ville hun vide, hvor hjem var? Han skulle lige til at spørge, da noget skete. Noget, han ikke kunne beskrive eller sammenligne med noget. De stod på gaden, omgivet af lig, da de pludseligt stod i stuen i det lille hus, han og Morpheus boede i. Suget i hans mave og hans hjerne forsøg på at korrigere for det pludselige skift i omgivelser skubbede bare til hans i forvejen slemme svimmelhed, og han mistede balancen nok til at ryge ned på det ene knæ med en dæmpet lyd af ubehag.
De var landet ved det store bord, der fyldte det meste af gulvet i stuen, som også var deres fælles opholdsrum. Med et fast greb i bordkanten trak Karkhos sig op at stå igen. Og så snart han havde fået luften igen efter turen, råbte han efter den yngre mand, han boede med.
"Morpheus. Kom her, nu." Det var ikke så ofte, at han hævede stemmen på den måde, selvom han uden tvivl havde stemmen til den slags autoritet.

Råbet blev straks besvaret af et bump på overetagen og lyden af tunge skridt, der derefter kom ned af trappen. Karkhos drejede sig en smule og så på Morpheus, der så forskrækket på ham.
"Hent en healer. Hurtigt." Hans stemme var tilbage til sin sædvanlige brummede tone, men andet var heller ikke nødvendigt. Morpheus forsvandt hurtigt ud af huset, man kunne høre døren smække efter ham. For et øjeblik stod Karkhos lænet tungt op af bordet. Der ville nok gå et lille stykke tid, inden de var tilbage, alt efter hvor hurtigt healeren var til at komme ud af døren. Men der var heldigvis ikke så langt.

Langsomt fik han rettet sig lidt op og tog ved halskanten af den sorte kortærmede kofte, han havde uden på sin læderbrynje. Under brynjen havde en langærmet trøje på. Vejret havde været lunt nok til, at han havde valgt ikke at tage jakken eller kappen på. Han forsøgte at få hevet koften over hovedet, men det dybe sår i hans højre skulder forhindrede ham i at løfte armen ret højt. Så efter et forsøg måtte han indse, at han stadig havde brug for hjælp og endeligt så han på kvinden igen.
"Kunne jeg overtale Dem til at hjælpe med tøjet. Jeg har lidt problemer med at bruge den ene arm." Det var både for at være klar til, når healeren kom, men også fordi han selv havde brug for at se, hvor slemt det var. Han kunne tydeligt mærke, at trøjen under brynjen var gennemblødt ved skulderen og klistrede de to steder, sværdet var gået igennem brynjen.
Det irriterede ham stadig at skulle have hjælp, men der var ingen vej udenom. Og han var såret, ingen tvivl om det.

Manden gik i knæ, ubehaget synligt, både fysisk og psykisk på ham, som han gik i knæ. Hun stod ved siden af og kiggede stadig rundt, til han rejste sig op ved hjælpe af bordet og kaldte højt på en mand ved navn Morpheus. Hun anerkendte med det samme hans stemmeleje. Han måtte være vant til at lede folk, på den måde hans stemme bar sig, hele vejen oven på hvor hun hørte et bump og snart så en forbløffet mand på trappen. Hun undlod at sige noget, stod blot og kiggede på de to, til Morpheus gik ud af døren, der smækkede bag ham. Hun så til mens manden forsøgte at få sit overtøj af og hvordan han til sidst gav op på sit foretagende og spurgte hende om hjælp.

Igen var det tydeligt i hans sind, at han ikke brød sig om at få hjælp, men nu bad han jo om det, så Ishtar gik helt hen til ham og greb fat om hans kofte. "Selvfølgelig. Dog er jeg sikker på, at din arm nok skal blive fin igen," hun sagde ordene med en sådan overbevisning, at han nok burde være overtalt til at være sikker selv også. Hun fik løftet koften over hans hovede og lagde den på gulvet. Det var nemmere at fjerne blod derfra. Derefter hjalp hun også med læderbrynjen, da den trods alt var tungere end koften. Den endte samme sted som koften. "Lad os se hvordan det ser ud," hun skulle til at række ud for at hjælpe ham yderligere, men tøvede med et spørgende ansigtsudtryk.

Karkhos brummede til hendes ord om, at hans arm skulle blive fin igen. Havde den af at gøre, det var hans foretrukne arm og det ville blive svært at kæmpe med en svækket arm. Heldigvis var healerne, som paladset stillede til rådighed, meget dygtige. Han var bare heldig, at han i det hele taget kunne komme til en healer. Flere ar på hans gamle krop fortalte et tydeligt sprog om, at han ikke altid havde været så heldig. Soldaterlivet havde været hårdt.

Så godt han kunne løftede han armene, så hun kunne trække koften af ham. Den var nok rimeligt blodig, men det kunne tjenestepigen vaske ud. Hvis den var værd at redde med huller efter sværd og kniv. Brynjen blev spændt op og også hevet over hans hoved. Den skulle nok snart skiftes ud, der var ved at være for mange huller i den. Bare i den tid, de havde boet i hovedstaden, havde den nu fået tre huller, huller der alle havde trukket blod. Han var vitterligt ved at blive for gammel til det her, han kom snart mere til skade end da han var ung.

Han var ved at falde hen i tanker, træt og mærket af blodtab, men kvindens tanker rykkede ham tilbage til deres foretagende. Hun virkede til at spørge om lov, om hun måtte fjerne det sidste stykke tøj.
”Ja.” Han hjalp til så godt han kunne, med at få den langærmede trøje over hovedet. Den var gennemblødt af blod, både på ryggen, hvor klingen fra sværdet havde lavet et langt, ikke så dybt sår, og ved hans venstre side, hvor sværdspidsen havde trykket et lidt dybere sår hen over hans ribben. Værst så det ud ved skulderen, hvor kniven var gået ind ved siden af hans skulderblad ved armen og havde boret sig et godt stykke ind, faktisk næsten helt igennem. At han i det hele taget kunne bruge sin arm var imponerende. Smerten var også indtrængende, men han havde alligevel prøvet værre. Såret var rent og havde ikke rigtigt ramt andet end muskel. Ikke nogen stor blodåre, så ville han have været blødt ud inden kampen på gaden var færdig. Men det blødte og så snart trykket fra brynjen og trøjen var væk, begyndte det at bløde mere. Hele hans højre side var smurt ind i blod, der skjulte de gamle ar. Trods sin alder, var Karkhos meget veltrænet, og selvom hans hud var ved at blive lidt løs i det på grund af alderen, var musklerne tydelige at se. Ingen tvivl om, at han passede godt på sin krop.

Ishtar fandt det yderst interessant at hjælpe denne ældre herre med at få overtøjet af. Hans samtykke omkring at tage det inderste lag tøj af fik hende til at gå i gang med det, men som hun så sårene under tøjet, valgte hun hurtigt at folde hans skjorte sammen til en klump. Den var blodig i forvejen, så den ville nok alligevel være ubrugelig. Efter at have givet hans krop et undersøgende blik tog hun valget om, at dække for såret ved hans skulder, det dybeste og mest blødende af dem. 

”Det her vil sandsynligt gøre lidt ondt,” valgte hun at advare. Meget andet sagde hun ikke i første omgang, for hun forventede at han godt kendte til smerten ved tryk på et dybt sår. Og derefter pressede hun stoffet imod såret for at undgå for meget blodtab fra hans side. Hun holdt det der mens de ventede på hjælp og så mod manden med et smil på læberne. ”Herren De sendte af sted.. Hvem var han, om jeg må spørge?” hun ville ikke virke nysgerrig, men det var nok nødvendigt at tale om et eller andet for at tiden skulle gå hurtigere.

Presset mod hans skulder sendte brændende smerte helt ud i fingrene, men der kom ikke andet end et næsten ikke-eksisterende, klemt støn fra ham og man kunne se musklerne under huden spænde op. Han var bleg af blodtabet og hans blik svømmede lidt, men der var stadig ingen panik i ham. Han kunne stadig stå på sine ben og det var ikke begyndt at sortne for ham endnu. Men det ville ikke vare længe. Han kendte sin krop godt nok til at kende de første tegn på, at en healer ville have travlt.

Hendes spørgsmål fik ham til at dreje hovedet for at skæve mod hende. Om det var nysgerrighed eller bare almindelig samtale vidste han ikke, men det var vel også lidt lige meget. Hvem Morpheus var, var ikke nogen hemmelighed, så Karkhos svarede roligt.
”Det var den unge Lord Atillian. Morpheus. Min herre. Og elev.” Hans stemme blev tavs for et øjeblik, men han valgte at blive ved med at fortælle, bare for at tænke på noget andet end smerten. ”Jeg har arbejdet som soldat for hans fader hele mit liv. Da Morpheus blev gammel nok, fik jeg til opgave at oplære ham i kamp og hvad der ellers følger med i den mere fysiske del af at være adelig.” Han flyttede lidt på sig og overvejede at sætte sig. Han var ved at være meget træt.
”Morpheus er sent her til hovedstaden som repræsentant for slægten. Jeg er fulgt med som beskyttelse og hjælp.” Og det var alt, han havde at sige om det til en fremmed. Nu måtte healeren godt snart komme.

Ishtars spørgsmål gav pote. Hun fik manden til at tale og derved tænke på noget andet end smerten og det havde jo også været hendes intention fra starten af. Hun smilede venligt for egentlig var hun allerede klar over de ting han fortalte, men han behøvedes ikke vide at hun var i hans hoved. Folk havde jo lidt af en tendens til at tage sådan noget ret personligt. Så blev de vrede, helt uden grund.
"Den unge Lord Atillian har en dygtig lærer," konstaterede hun med et smil, som hun sagde det. Og det var ingen løgn. Ja, han var blevet slået ned i aften, men han kunne svinge et sværd trods sin alder og havde overlevet nogle grumme slag. Alt dette talte for sig. Hun flyttede sig ikke, da det var nødvendigt at holde trykket mod hans sår.

Og bedst som Ishtar opfangede Karkhos' tanke om, at healeren godt snart måtte komme, kunne hun høre lyden af folk uden for huset. Det lød lidt som om at de var på vej hertil, hvilket også blev gjort tydeligt idet døren blev åbnet og den unge lord kom tilbage med en kvinde iklædt healerklæder. Hun tøvede ikke med at se til Karkhos' skader. Måske fordi hun forstod vigtigheden da Morpheus havde hentet hende? Ishtar havde ikke tænkt sig at grave efter det lige nu. 

Morpheus havde ligget i sin seng og stirret op i loftet, mens han havde ladet sine tanker vandre rundt omkring både emner der var blevet snakket om ved et møde, men også sin trang til at gøre nogen ondt. Virkeligt ondt. Da der kom en svag lyd nedenunder, hurtigt efterfuldt af Karkhos’ kraftige stemme i et tonefald, han aldrig brugte overfor Morpheus. Så Morpheus var hurtigt væltet ud af sengen og løbet ned af trapperne. Der stod en fremmed kvinde i stuen, sammen med Karkhos, der lignede en, der var døden nær. Ordet healer nåede knapt hans ører, før han var vendt om og løb så hurtigt hans ben kunne bære den tunge krop ned mod healerhuset. Han var en kriger, ikke en løber, og han var godt forpustet, da han nåede huset. Det tog ikke mange sekunder, før en kvindelig healer hastede efter ham tilbage mod huset. Morpheus kunne ikke helt ignorere en stikkende frygt for, at Karkhos var død, inden han kom tilbage med healeren. Men da de væltede ind i stuen, stod den gamle mand stadig.

Han havde fået smidt tøjet på overkroppen og de blødende sår var nu tydelige. Mængden af blod var skræmmende og Morpheus følte en dybtfølt bekymring for manden, der nærmest havde haft rollen som far for ham i de sidste mange år. Sammenbidt gik han langsomt over til bordet, hvor healeren allerede var ved at se på sårene, men han kastede kun et blik på Karkhos’ ansigt, inden han rettede blikket mod kvinden, der havde taget sig af ham. Hvem var hun? De grå-grønne øjne var mistroiske og fyldt med samme modvilje, som han havde i mod alle af det modsatte køn, men hvis hun havde hjulpet Karkhos, gjorde hun sig alligevel lidt fortjent til lidt taknemmelighed fra hans side. Hans brystkasse kørte stadig tungt efter løbeturen og en enkelt sveddråbe havde fundet vej ned over hans tinding, men intet af det værdigede han sin opmærksomhed, som Karkhos og denne kvinde var vigtigere.

Kvindens ord om, at Morpheus havde en dygtig lærer fremkaldte ikke andet svar end en brummen. Knoerne på Karkhos hænder var hvide, som han stadig havde fat i bordet, både for balancen, men også fordi den tykke egetræsplade lige nu var den mest virkelige ting i hans verden. Svagt gik det op for ham, at healeren og Morpheus var kommet. Hvilket var på tide, for det var begyndt at være svært at holde sig vågen.
Den kvindelige healer var straks ved ham og begyndte at undersøge hans sår. Han sagde ikke noget, men stirrede frem for sig i en indre krig om at blive stående og holde sig vågen. Endeligt lagde kvindens kølige hænder sig på hans ryg og den svalende fornemmelse af den helende magi gled igennem ham. Smerterne forsvandt, både fra kroppen og fra hovedet, men trætheden forblev, faktisk blev den værre, men i det mindste var han ikke svimmel mere. Bare uendeligt træt. Langsomt gled han ned i en stol at sidde og han kunne ikke forhindre sine øjne at glide i for et øjeblik.

”Jeg har lukket alle sårene og gjort så meget jeg kunne ved hovedskaden. Men han har mistet meget blod og har brug for at hvile i et par dage. Han kommer til at være meget træt, og med hans alder er det utroligt, at han står på sine ben endnu.” Hun snakkede tydeligvis til Morpheus, men det sidste var møntet på Karkhos og han kunne nærmest mærke hendes strenge blik. Hvilket han valgte at ignorere. Han var ikke så gammel, at han havde tænkt sig at lægge sig ned og pive over en smule blodtab. Men lige nu ville han egentligt gerne op i seng og hvile.

Kvinden blev ledt ud af Morpheus og Karkhos åbnede øjnene for træt at se på kvinden. Hun havde reddet hans liv og selvom han havde det som om, at han knap kunne åbne munden nok til at forme ord, takkede han hende alligevel.
”Jeg vil være Dem evigt taknemmelig. De har reddet mit liv. Og jeg kender ikke engang deres navn, Frøken…?” Han havde vist heller ikke sagt sit eget, men tiden havde heller ikke ligefrem været til det.

Ishtar ventede tålmodigt på at healerkvinden fik gjort sit arbejde færdigt. Hun observerede i mens, interesseret i kunsten healing. Det var ikke mange dæmoner der havde den evne. Ofte bestod deres magiske kunnen i destruktion, død og pinsel, så var altid interessant at se magiske strømninger blive brugt til noget mere positivt frem for negativt. Måske skulle hun selv hverve sig nogle healere. De ville være praktiske at have, skulle hun gå hen at få brug for deres evner i den nære fremtid. Hun var ikke interesseret i en krig med menneskeheden, for hun vidste udmærket hvordan det var endt sidst. Mens healerkvinden fortalte Morpheus om mandens skaders omfang, var Ishtars opmærksomhed på den ældre herre, der nu havde sat sig med lukkede øjne. Hun ænsede ikke de to andre, før deres tilstedeværelse forsvandt og manden hun havde reddet, brød tavsheden på ny.

Et blidt smil formede sig på hendes læber og hun rystede kort på hovedet. "Det glæder mig, at jeg fik muligheden for at gøre noget. En formidabel kriger som Dem bør blive for at holde denne verden ren for forfærdelige folk," hun gik tættere hen mod hvor han havde sat sig og lænede sig op af bordet uden at sætte sig. 
"Mit navn er Lady Ishtar, det er mig en ære at møde Dem, Hr..?" ganske vidst kendte hun godt hans navn fra hans tanker, men hun ville hellere lade ham præsentere sig.

Healeren helede Karkhos og det gjorde Morpheus lettet. Omhyggeligt lyttede han til healeren og nikkede. Den gamle skulle have ro, det burde kunne lade sig gøre, selvom han sikkert ville krævet at komme ud og træne allerede dagen efter. Det ville være typisk ham.
”Jeg skal nok sørge for at holde ham i ro.” Herefter var der ikke mere for healeren at gøre og Morpheus fulgte hende ud til døren. Betalingen stod paladset for, som en ekstra gave til landets udsendinge, så der var ikke andet at gøre end at lukke hende ud og gå ind i stuen igen, hvor han hørte Karkhos sige sit navn med en stemme, der lød helt forvrænget. Han måtte være træt.

”Vil du have en hånd op i seng eller kan du gå selv?” Morpheus lød brysk, men han var stadig ikke helt ovre sin bekymring for den gamle mand. Det var sjældent, at man så ham så svag. For Morpheus var Karkhos den stærke, den der havde styr på alt. Som en søn ville se på sin far. At han samtidigt syntes, at han var lidt af en gammel nar og burde holde op med at hundse sådan med ham, det var noget helt andet. Morpheus var en voksen mand og havde ikke brug for at have nogen til at passe på sig. Undtagen når han havde, men det var ikke noget, nogen behøvede at vide.

Kvindens ord gled kun trægt ind hos Karkhos og han var alt for træt til at reagere på hendes ros, men den gik ikke for døve øren. Han anså sig ikke for at være nogen helt, men en mand der gjorde, hvad han fik besked på. Eller hvad han kunne, for at holde ro og orden. Grunden til, at han var blevet overfaldet nu til aften var, at han havde forsvaret kilepræsterne i mod de selv samme røvere. Ikke fordi han havde fulgt et eller andet kald om godhed, men fordi det var det, han skulle. Han var soldat, ofte sat på opgave til at beskytte andre. Det var en opgave.
Lady Ishtar. Navnet sagde ham ikke noget, men trods sin ansættelse ved en adelig familie, kendte han heller ikke alle adelige og højerestående personer.
”Karkhos Ruadon.” Hans øjenlåg var tunge som bly og hans stemme bar præg af, at han var så træt, at han knapt kunne styre den finmotorik samtale krævede.

I samme øjeblik kom Morpheus tilbage. Den yngre mand så afventende på ham, som han spurgte, om han selv kunne komme op i seng. Karkhos var tæt på at svare noget irriteret, men lod være. I stedte kæmpede han sig op at stå med en krop, der absolut ikke var enig med ham i, at han skulle bevæge sig. Lidt stift bukkede han for kvinden.
”Lady Ishtar, jeg vil forlade dem. Deres hjælp vil ikke blive glemt. Hvis De en dag mangler noget…” Et svagt smil gled over hans ansigt, inden han stavrede forbi hende og ud til trappen. Det skulle blive rigtigt godt at komme i seng. Rigtigt, rigtigt godt.

Afsluttes grundet inaktivtet