Det var henad eftermiddagen, og Stian var igen iført den mørkeblå byvagt uniform. Solen lå forsat en smule højt på himlen, men det var heldigvis ikke lige så varmt som tidligere. Han indåndede duften af de friske grønne enge, og mærkede den kølige brise i sit ansigt som han lukkede øjnene. Det var nu noget andet at være uden for bymurene, luften var friskere, og renere, og engen duftede fantastisk. I vejkanten var der også et par gule blomster som svajede lidt frem og tilbage i vinden. Det var alt sammen meget idyllisk, men Stian var ikke kun herude for at spadsere og hygge sig; Han var blevet sendt ud for at tjekke et af de nærtliggende gårde som havde været udsat for et røveri; nogle havde snuppet gårdejerens geder. Selvom han var byvagt, fik de nogle gange tjanser som også lå uden for bymurens anliggender; Hvis der skulle ånde ro og fred inden for murene, skulle det også være fredeligt i de nærtliggende egne. 

Der var stadig en smule vej endnu, og Stian ærgede sig over at han ikke havde taget en hest derhen, så havde det i hvert fald gået langt hurtigere end det han havde i gang med nu, men der var alligevel noget rart ved bare at gå sig en tur på den tomme landevej. For at nå hen til gården skulle han forbi en højere afsats som fulgte stien ind til en skovvej. Han havde godt hørt at der ville være røvere og banditter på disse kanter, og han håbede lidt at hvis han skulle rende ind nogen, at de var til at have at gøre med. Stian var blevet ret god med sit sværd, og han var stærk og hurtig, men hvis han blev overbemandet kunne det godt blive lidt svært for ham; Men sådan ville mange sikkert have det i situationen. Han var på vagt, men indtil videre så det ud til at han var alene. 

"Psst.." En høj ranglet mand puffede til en lettere muskeløs, mørkhudet mand der kun havde sit højre øje at se med. Det venstre var ikke andet end et sammenkrøllet ar hvor øjet skulle have siddet. De var en gruppe på 7, cirka allesammen i trediverne, og de fleste så enten beskidte, eller forslåede ud. Mange af dem manglede også tænder, eller ligefrem fingrer. Den ranglede fik den enøjede til at se hen mod Stian. Lige nu lå de alle i skjul så de ikke var til at se, "Det er en af de forpulede byvagter" spyttede den ranglede mand og lød meget vred imens han mumlede. Den ranglede havde før haft et par udeståender med byvagterne, og derfor hadede han dem som pesten. En af de andre i gruppen spurgte om ikke de skulle overfalde ham, og måske sågar stjæle hans sværd, og tøjet kunne sikkert også sælges; det ville heller ikke gøre dem noget hvis byvagten endte med at dø; faktisk ville de helst se det udvikle sig således.

Med nogen overvejelse sagde den enøjede leder god for at gå til angreb. De begyndte at sprede sig ud, listede og stillede sig i position til et overraskelses angreb. Stian havde stadigvæk ikke lagt mærke til dem endnu, men han havde hånden hvilende på sværdets skål. Pludselig hørte han et knæk bag sig, og gudskelov for det, for ellers havde han fået en dolk lige i nakken. Han vendte sig hastigt om og trak sit sværd; Den ranglede bandit havde trådt forkert og afsløret planen, men det forhindrede ikke de andre i at vise sig og svinge ud efter Stian med deres våben. Koncentreret hoppede Stian væk og parerede de svingende slag som kom ham imøde, men det var alt andet end fedt; Det var første gang at han var i en seriøs nærkamp med kriminelle og hans hjerte hamrede af nervøsitet. 

Stian scannede hurtigt personerne som var tilstede, de var allerede i overtal, og Stian havde svært ved at forudse et scenarie hvor han gik derfra med livet i behold. Han kunne prøve at løbe sin vej, men de ville uden tvivl indhente ham; Stian var ikke lige så hurtig i uniformen som han ville have været i noget lettere og løst tøj. Lort.. Der var ingen nem udvej, og han blev nødt til at kæmpe. Mændende der omringede ham grinte arrogant, og størsedelen af dem så barske ud. 

"Hold jer væk. For jeres egen skyld." Han lød truende og så gravalvorlig ud med sine rynkede bryn. Han prøvede at vinde tid til at udtænke sig en plan. Lederen af banden, så hånligt på Stian med sit ene øje, "HAH. Hvad siger I gutter? Skal vi hygge os lidt med at tæve en satans byvagt?" De alle grinede og var tydeligt enige med deres leder om at det var en rigtig god idé. 

Stian strammede grebet om sit sværd og sank en klump, så var det nu.. Banditterne gik til angreb og Stian gjorde sit bedste for at parere og såre dem; han havde også en skarp mistanke om at det var dem som havde snuppet gederne. Et jag gik igennem ham, da han et kort øjeblik fokuserede for længe på en af banditterne, og han faldt til jorden. Den enøjede havde givet ham en knytnæve ved kæben, og et kort øjeblik var Stian bange for at den var brækket. Han tabte hold om sværdet i sit fald, og den landede et par få centimeter fra ham. Åh.. nej.. Det summede i ham, og han prøvede at ruske fokussen tilbage i sig selv. Nu landede den ranglede galning oven på ham og tog fat i kraven af hans tøj. Den ranglede slog Stian, hårdt, men det ville sikkert have gjort mere ondt hvis en af de andre havde fået fat i ham. Stian prøvede at få ham af sig, men valgte istedet at forsøge at få fat i én af sine papirstalismaner med en ulæselig skrift skrevet på Topalis.

"Urghhh!" Han blev slået igen, næsen blødte nu, og smerten hamrede i ham som torden. Alligevel kæmpede han for at fat i sin talisman, som han nu knugede i sin hånd. Han fumlede kort da det var svært at røre sig pga. vægten af den anden oven på sig, og slagene som kom igen og igen.. men dér, et lille prik med nålen som gemte sig i hans fingerring ramte hans tommelfinger så en dråbe blod tittede frem. Hurtigt fik han smurt tommelfingerens blod ned over talismanen. Stian tog fat i den, og prøvede nu at ruske manden af sig, han nikkede manden en skalle, og væltede derefter oven på den ranglede mand, og med en stor bevægelse hamrede han talismanen på mandens brystkasse. Stian kastede sig selv baglæns, og kravlede væk i denne stilling for at nå hen til sit sværd. 

Ligegyldigt hvor meget manden sprallede og prøvede at få papiret af sig, gik den ingen steder. "Hvad fanden er det???" Råbte han, og pludselig fik han en underlig prikken i kroppen. Og så skreg han. Han vred sig i smerte og prøvede at løbe rundt for at få smerten af sig. Han kløede sin ryg, og overalt på kroppen. De andre mænd så til ham imens han blev rødere og rødere i hovedet og på kroppen, og hans hals var begyndt at boble unaturligt. Øjnene var ophidsede og røde, og han skreg stadigvæk. Et kort øjeblik havde de glemt alt om Stian. Skrigeret stoppede, og manden faldt til jorden; Hans øjne var udspilede og de blødte; En af mændende gik over og rørte ved manden og brændte sig på den andens krop, han var kogende varm. Derefter så han på de andre og rystede på hovedet; deres ranglede ven var død. 

En bredere mand så med fuld raseri på Stian, "Hvad FANDEN VAR DET DU GJORDE DIT SVIN????!" han gik hurtigt til angreb, og vaklende kom Stian op igen og prøvede at parere forsat. Han blev snittet ved armen, så den blå uniforms stof blev revet itu. 

Det var en drøm der havde ført Skadi tilbage til hovedstaden. Hun havde drømt om Stians mor, der grædende havde siddet med en underligt udseende ring, hvorefter hun var blevet opslugt af mørke for nogle uger siden og havde med det samme valgt at tage rejsen mod hovedstaden igen, bare for at sikre sig at Stians moder var okay. Hun forstod sjældent sine drømme, men der måtte tydeligt være noget galt, og derfor havde hun valgt at tage af sted uden at tænke videre over det.
Hun var nået så langt som til byvagtskontoret hvor hun havde valgt at spørge efter Stian, for hun havde trods alt ikke set moren i lang tid og ville egentlig helst lige spørge Stian om det var i orden at hun opsøgte hans moder. Hun havde åbenbart spurgt pænt nok til, at byvagterne havde givet hende retninger, hvorefter hun var steget til hest igen. Hun havde købt den for nyligt, for hun gad ikke være på gåben hele tiden, og det var også umiddelbart hesten der sørgede for at Skadi indhentede Stian i tide, da hun hørte kamp længere fremme på vejen. Hun fik hesten til at sætte farten op til hun kunne se gruppen af mennesker længere fremme. De så ud til at slås mod én person, kampen så på ingen måder fair ud i hendes øjne, så hun steg af hesten og tog sit rundskjold med sig. Som hun gik fremad trak hun også øksen, langsomt. De så optagede nok ud til at de ikke kunne se hende, men da hun hørte et udbrud fra skikkelsen, som de slås mod, samt genkendte ham, slog det klik for hende.

Hun tabte skjoldet på jorden, stirrende på de mange mennesker. Langsomt begyndte hun at gå frem mod dem. Der var ingen lyd over hendes læber i starten, men hendes øjne slog lyn. Der var mord i de øjne. De havde slået på Stian, og de så ikke ud til at ville stoppe før han var død. Godt. Så ville hun heller ikke stoppe før de var døde. Hun tog én af de bagerste. Hun greb fat i kraven på ham og trak ham bagud, så han væltede, før hun smadrede sin fod ned i hovedet på ham. Èn. To. Tre gange. Han lå stille da hun stoppede efter at have lavet en gurglende lyd over den brækkede næse og de andre stoppede kort deres kamp for at se forvildet på nordkvinden.
Skadi stirrede på dem med sit morderiske blik. "Den her... Er meget sulten," hun pegede på sin økse, for at gestikulere, i stedet for at tale for meget, da hun havde svært ved at formulere sin absolutte vrede. Da den første forsøgte at slå ud efter hende, lod hun ham bare gøre det. Han havde alligevel et spyd, og derfor ville det være svært at komme tæt på ham uden at blive ramt. Spyddet røg ind i hendes venstre skulder. Hun kastede sin økse i hans ansigt som respons og mens han faldt død om, hev hun spyddet ud af sin skulder med en dyb snerren. To nede. Fem tilbage. Den store enøjede mand fór frem mod hende. Det her var rent faktisk en kamp hun ville kunne se sig selv have problemer med, for han var større en hende og så ud til at være let på fødderne. Og så havde han rent faktisk et sværd. Hun kastede spyddet fra sig og trak sin saxkniv hvorefter hun løb ham i møde med et raseri uden lige. Én af de andre banditter faldt hende i ryggen på vejen med en kniv rettet mod hendes ryg, men Skadi var ligeglad. Smerten var over hende, men hun var så vred at hun ikke bemærkede den. Ikke nu i hvert fald, da hun begyndte en aggressiv kamp mod den enøjede mand og banditten bag hende.

Stian var ikke sikker på at han var ved bevidsthed da han så Skadi trampe en mand ihjel ved at træde på hans hovede igen og igen. Det føltes så uvirkeligt og som en drøm. Og hvad lavede hun overhovedet her? Hun havde ikke været i hovedstaden i noget tid, og pludselig var hun her ud af ingenting. "Skadi..??" han lød fortumlet, og forskrækket, men han måtte vige sit blik fra hende da han var nødsaget til at parere endnu engang. Stian svang ud for at angribe den brede mand der havde et kortere sværd end lederens, og klingen var bredere; Nærmest som hvis det var en lang dolk. 

Det gjorde virkelig ondt i hans ansigt, og det summede og prikkede voldsomt i hans kæbe og ved næsen. Næsen var helt sikkert brækket, og blodet derfra var gledet ned over hans læber, samtidig med at det var smurt lettere ud over hans kinder og blandede sig med snavset. Han var både glad og chokeret over Skadi's tilstedeværelse; Havde hun ikke kommet, var Stian nok død før eller senere, men han var splittet, for han ville heller ikke se hende komme til skade. Hun var jo som en lillesøster for ham, og det ville gøre alt for ondt at se hende blive såret. 

Så meget han kunne holdt han øje med hende, hun var nærmest genfødt som en dræbermaskine; Selv Stian følte sig en smule skræmt over det morderiske blik der lå over hendes ansigt, for han havde aldrig set hende sådan før; Det var både fascinerende og uhyggeligt. Men lige nu havde han brug for den morderiske Skadi, for at de kunne overleve kampen. Han svang sit sværd igen, der glinsede af guld, og var taknemmelig for Ryse som havde givet ham sådan et godt, kampdygtigt sværd, men så fik han øje på Skadi ud af øjenkrogen, som var kommet i baghold af en af de andre mænd, da hun var gået efter den enøjede; Hun fik en kniv i ryggen, og Stian spærrede øjnene chokeret op da det gik op for ham at hun var kommet til skade.
Tiden gik nærmest i slow motion for ham nu, og med al sin brutalitet som han kunne mostre, snurrede han rundt og sparkede den brede mand i maven så han faldt bagover, hvorefter han hurtigt stillede sig over manden imens han var nede, hævede sit sværd over ham, og borede sværdet ned i bandittens hals. Blodet sprøjtede vildt fra halspulsåren som var skåret over, og svinede sværdet, og Stians uniformsbukser til. Stian rystede på grund af hans adrenalin spark, og fordi han aldrig havde slået et andet menneske ihjel før, ikke på denne måde i hvert fald; Det var den anden person han nogensinde havde slået ihjel, godt nok var hans første mord udført ved at bruge talismaner, men det var ikke lige så brutalt som at gennembore en mands hals med et sværd. 

Stian træk sværdet til sig og tørrede sværdets klinge af i hans bukseben; Nu var der kun tre mænd tilbage, og han spænede mod den enøjede mand for at komme Skadi til undsætning

Først smækkede Skadi en albue i ansigtet på manden bag sig. Derefter kastede hun sig over den enøjede med et rasende brøl. Hans sværd var i vejen, men som altid betød det intet for Skadi, heller ikke da sværdet gennemborede hendes brystkasse og hun mærkede den intense smerte, som det gav. Det havde dog båret frugt. Hun var oven på manden, der nu lå ned og med en arrig grimasse, pressede hun en tommelfinger ned i hans ene raske øje til det ikke virkede længere. Han skreg op og forsøgte at hive sit sværd til sig, men det sad overraskende godt fast i Skadis krop. "Ikke længe endnu, dit grimme... Abe... Fjæs.. Du sku' ha' tænkt dig om før du... Angreb... Min... Ven!" Hun gav ham dog en hurtig død, da hun valgte at presse sin saxkniv lige ned i brystkassen på ham, der hvor hun vidst nok mente at hjertet burde være. Efter at have taget hans liv, gik det op for hende, hvor store problemer hun var i. Sværdet sad stadig gennem hendes krop og kniven i hendes ryg var lige akkurat ikke til at nå, lige gyldigt hvor meget hun så end forsøgte at nå den. I sit forsøg væltede hun sidelæns ned af den enøjede, og nu, døde mand. Hun havde svært ved at få luft og var lettere svimmel. Dertil havde hun komplet mistet overblikket over alting, og da hun så Stian komme stormede, dukkede manden der havde stukket hende i ryggen op inden for hendes synsfelt, løbende mod Stian, sikkert fordi han troede at hun var død. 

Men at sige således, ville være at lyve. Skadi var stadig levende, om end hårdt såret fordi våbnene sad i hendes krop og forhindrede hende i at regenerere sårene, der var blevet hende påført. Hun hev sin saxkniv ud af kroppen på den enøjede mand mens hun gloede arrigt på den sidste bandit. Med en smertensgrimasse, kastede hun kniven efter ham. Den ville have ramt bedre, hvis hun havde stået op, men eftersom at hun lå ned og var skadet, så landede den ikke i ryggen som planlagt. I stedet plantede den sig i mandens ene røvballe og han faldt om, skrigende af smerte, mens Skadi langsomt bare sank omkuld på landevejen.

Stian var næsten nået derhen, men pludselig mærkede han et ryk i hele hans krop, og hans ben ville ikke bevæge sig længere, han faldt, og slog hagen hårdt ned i jorden da han ikke nåede at tage fra i faldet. En af banditterne havde tacklet ham bagfra, og med alt hvad han havde forsøgte han at vride sig fri af grebet. "Arhg!! UGH!!" Han lød nærmest helt febrilsk, og da han så mod Skadi igen... blev hun gennemboret af den enøjedes sværd. Stian spærrede øjnene op, og han stivnede helt af chokket. Hans verden var gået i stå i dette øjeblik, og hans hjerte hamrede langsommere og langsommere; Han følte sig helt døv, da alle lydene var forsvundet i hans verden. Det eneste der stod klart for ham lige nu, var at Skadi var kommet til skade.

"NEEEJ!!" Udbrød han hjerteskærende og rakte hånden ud mod Skadi for at prøve at nå hende, men han var ikke tæt nok på. Han knugede hånden af frustration, og hans chokerede, samt våde øjne, formede sig til en aggressiv vrede. Et udtryk man ikke før havde set på ham. Lige nu havde Stian glemt alt om Skadi's regenerations evne, og da hun faldt til jorden ved siden af den enøjede.. troede han i dette øjeblik at hun var død. "Ska...Skadi..???"
Alt gjorde ondt på ham, kroppen, smerten i hovedet, hans brækkede næse, Kniven der nu var blevet stukket i hans lår. Men han ænsede intet af det.. for hans hjerte gjorde endnu mere ondt.

I en hastig og stærk bevægelse, fik han på mirakuløs vis benene rundt om mandens hals. Han klemte til, og bed tænderne sammen for lige nu så han rødt. Han kunne slet ikke tænke klart, og hans hjerte der før føltes som at det hamrede langsomt, hamrede med 100 kilometer i timen nu. Han rev kniven ud af sit lår i bevægelsen som han kvalte manden med sine ben, og derefter stak han den samme kniv lige i øjet på banditten og gennemborede ham. Og så lå han stille. Stian slap grebet om manden, og kom op i en siddende stilling for at tage fat i sit sværd, og det var der han lagde mærke til manden som spænede imod ham. Banditten gryntede i smerte da han fik Skadi's kniv kastet lige i bagen, og det var der Stian så sit snit til at gøre det af med ham. Han svang sit sværd i en bevægelse, der først flængede bandittens mave op, og derefter hans hals, som førte til hans hage, og så hoppede han tilbage for at stikke sværdet i brystet på ham. Manden rystede og prøvede at holde på sværdets klinge med sine blodige hænder, han bedte om nåde i sit blik, men det var forsent; Sværdet havde allerede rabt de fatale dele, og med et kraftfuldt spark, skubbede han manden væk fra sig, så sværdet igen var frit. 

Da alle banditterne var døde, kastede Stian sig ned til Skadi og så på hende med et bekymret og sorgbetynget udtryk. "Åh Skadi.." ordene kom næsten ikke ud af hans mund, de lå nærmest under hans ånde. Hans blik scannede hendes sårede krop, og blev enig med sig selv om at han måtte fjerne våbene som stadigvæk sad i hende. Han tog en dyb vejrtrækning, og fandt sit rolige jeg frem, selvom hjertet stadigvæk galoperede afsted. "Det her kommer til at gøre ondt.." sagde han lavmældt og med én, hurtig bevægelse trak han kniven ud af ryggen på hende. Han bed sig lidt i sin underlæbe, og vidste godt at det der nok ville gøre mest ondt på hende, var at få sværdet ud af hendes brystkasse. 

"Okay.. Skadi.. bliv hos mig. Jeg er her, ok?" Han forsøgte at fange hendes blik, vendte hende således at det var nemmest at få fat i sværdet, så det kunne trækkes ud. Han kom med et hurtigt åndepust, tog fat i sværdet, og trak til. Sværdet var lidt besværligt at få ud.. men efterhånden fik han det ud. Det var blodigt, og han kastede det fra sig. Derefter fik han forsigtigt Skadi til at ligge hen over hans skød, og han holdt om hende så hun lå bedst muligt og kunne få vejret, men også så hun var støttet op ad ham. 

Et eller andet sted kunne Skadi høre Stian råbe nej meget højt og meget hjerteskærende. Hun kunne se ham blive tacklet bagfra, men han så ud til at have styr på situationen, så hun begyndte selv at arbejde med at forsøge at få sværdet ud af sin krop. Det var stadig lige så umuligt som før og til sidst gav hun bare op på sit foretagende, mens hun håbede inderligt på, at Stian nok skulle klare den. Hun var meget tæt på at bede til de guder, som hun ellers havde vendt ryggen til, men da han fældede sin sidste fjende, vidste hun skam godt, at det var ikke guderne, der havde hjulpet ham. Det var hans egne evner. Han kunne slås. Han kunne slås, og Skadi følte sig helt stolt. Hun havde ingen anelse om han bare var byvagt for sjov eller om han rent faktisk var i stand til at bruge sit overdådigt pæne sværd, men det så ud til, at han var mere end bare en kompetent kriger.

Dette fik hende til at smile skævt mens han dræbte den sidste bandit, før smerterne gjorde hendes smil til en grimasse, mens han løb hen til hende væltede ned ved hendes side. Hun smilte igen, da han sagde hendes navn. Anstrengt, men et smil der nåede hendes øjne, som hun rakte op og klappede ham på armen. "Det her.. Er ingenting... Du sku' se den... Ham den enøjede," hendes anstrengte grin blev til en hoste og hun kunne hurtigt smage blodet fra sit eget indre mens Stian advarede hende og derefter trak kniven ud af hendes ryg. Hun gav et mindre ryk fra sig og bandede et par gange, før hun så op på Stian, der bad hende om at blive. Troede han virkelig at hun ville dø? Hun nikkede forstående. Hun havde ikke tænkt sig at dø til et sølle sværd, selvom det gjorde ret så forbandet ondt at have det siddende i sin krop på denne måde, og selvom hun mere eller mindre lå en pøl af sit eget blod.

Et halvkvalt, lavt udbrud af smerte forlod hendes læber idet Stian trak sværdet frit fra hendes krop. Det var lige før at det havde gjort mere ondt at få det trukket ud af sig, end det havde gjort da hun havde spiddet sig selv på det, men nu skulle alting nok gå. Hun trak vejret lidt for hurtigt mens sårene begyndte at lukke rundt omkring på hendes krop og hun samtidig blev bleg og udmattet. Godt hun havde købt sig den skide forbandede hest så de kunne komme tilbage. Længere nåede hendes tanker ikke rigtigt da hun egentlig bare hang slap i Stians arme mens hendes krop langsomt regenererede sig selv. Da først sårene var lukkede, kunne hun trække vejret ordentligt, og det gjorde hun også med det samme, trak luften ind, nærmest grådigt, mens hun kort spændte i hele kroppen, før hun igen slappede af. "Så.. Nu er det ovre.. Vent," Skadi satte sig langsomt op og kiggede Stian i øjnene. Næsen var brækket. Der var et ret grumt udseende sår i hans ben. Han havde brug for hjælp. "Du er såret... Jeg dræber dem..." hun stirrede mod banditterne, næsten mere vredt end før, men hun blev blot mødt af stilhed og blødende døde folk. Der var ingen at dræbe og det pissede hende kun mere af. Svimmelheden og trætheden som hun havde sat sig op gjorde ikke det hele meget bedre, for hun hadede denne svaghed der altid kom når hun var nødt til at heale voldsomme skader.

Efter at han havde fået det lange sværd trukket ud af Skadi's krop, sad han forsat og støttede hende imens hun healede sig selv. Han følte sig en smule dum at have reageret så voldsomt over at hun var kommet til skade, nu hvor han kom i tanke om at hun jo havde disse fantastiske evner til at kunne regenere sig selv med. Men uanset hvad, var det stadigvæk en meget voldsom oplevelse for Stian, det var hans første drab og den første gang han havde set nogen han holdt kært blive hårdt såret, og næsten slået ihjel. Ja, hvis Skadi ikke havde været Skadi, så havde hun været død nu. 

Stian holdt godt fast på hende, og han kunne mærke at adrenalinen var ved at drage ud af kroppen på ham. Og nu begyndte han at ryste ukontrolleret, ikke voldsomt, men han kunne heller ikke stoppe det. Han var udmattet, og det gjorde ondt over det hele. Det blødte vidst også ud af hans højre ben på grund af knivstikket, men ellers var han kun forslået, samt den brækkede næse som ikke var til at skjule lige nu. Han var for udmattet til at sige noget imens Skadi lå i hans arme og fik sig selv på plads igen. Men han slap hende ikke af syne, og holdt øje med hendes krop som den healede  sig. 

Et eller andet sted var Stian også virkelig vred. At Skadi i det hele taget kunne finde på at bruge sin egen krop som skjold eller et våben var jo helt og aldeles vanvittigt. Han vidste jo godt at hun havde sagt det der med at hun altid var vred, og ville slås og at det hele brændte inde i hende. Men stadigvæk? Stian ønskede ikke at hun skulle bruge sig selv på den måde, ligemeget om det så var taktisk eller ej. også selvom hun havde denne evne, ville han stadigvæk ikke se hende blive gennemboret af et sværd igen; det gjorde simpelthen for ondt i hans hjerte. Hvis hun havde gjort denne handling en anden gang, og Stian ikke havde været der til at trække sværdet ud af hende, hvad havde hun så gjort? Han sukkede kort og prøvede at holde sig i ro, han var desuden alt for træt til at diskutere med hende, og hvis de skulle kunne komme hjem igen, var det nok også klogere at gemme den mængde energi han havde tilbage. 

Da Skadi's krop var healet, bar hendes tøj stadigvæk præg af slåskampen. Blodet hang stadigvæk i hendes tøj, og der var en kæmpe flænge der hvor sværdet havde sat. Stian slap grebet om hende en smule, og han smilede udmattet til hende da hun nævnte at han var såret. "Hah... Så skulle du se de andre.." En kommentar han havde hørt Skadi bruge tidligere, og derfor ville han bruge den mod hende som et lille komisk indslag i alt det tragiske. Smilet falmede dog hurtigt igen da han skævede rundt om sig. Der var blod, og døde lemmer rundt omkring dem, og hvordan han i det hele taget havde formået alt det her sammen med Skadi, var ham en gåde. Men nu vidste han da at han kunne kæmpe, heldigvis. Han var stille lidt, inden han tilføjede, "Jeg er virkelig glad for at du er okay." Han var virkelig klar på at tilføje et men, dog holdt han sig tilbage. 

Skadi kunne ikke andet end bemærke hvordan Stian brugte hendes egne ord imod hende. Det var et lidt saltet tilbageslag, men hun følte sig ikke som sådan krænket af det. Nok nærmere ramt lidt, da det gik op for hende, at Stian sikkert havde været rædselslagen på hendes vejne, mens hun havde ligget der på jorden, blødende ud over det hele. Hun sad derfor stille lidt, mens hun kiggede på ham, indtil han sagde at han var glad for at hun var okay. Der var usagte ord i den sætning, og det vidste Skadi godt. Der var noget, Stian gerne ville udtrykke, men han gjorde det ikke. Og hun var så træt, at hun ikke tog sig af det i starten. I stedet skjulte hun et gab bag sin hånd, før hun rejste sig, lettere besværet. "Du har ret, jeg skulle nok ikke have gjort som jeg havde gjort," hun vidste godt, hvad Stian ønskede at sige, men ikke kunne få sagt. Han var bekymret. Hun kunne jo for helvede se det på ham.

"Jeg er dumdristig. Det har jeg efterhånden fået at vide et par gange nok til at være klar over. Øhm... Det... Er jeg ked af, du skulle se," det var altid lige så svært for Skadi at sige undskyld første som anden gang, og denne gang var ikke mere nem. Især fordi hun stod over for sin bedste barndomsven og undskyldte for sin komplet hovedløse opførsel. "Men nu har du set det.. Hvordan jeg ikke kan styre det.. Du ved nok," hun piftede efter hesten og undgik øjenkontakt med Stian med vilje.

Stian prøvede at støtte hende da hun kom op at stå, han rørte ikke helt ved hende som hun prøvede at komme på benene, men hvis hun skulle falde, eller have brug for støtten, så var han klar til det. Han sad forsat på jorden, og kiggede op på hende som hun stod der med ryggen til ham. Der var skrammer og et stort hul i tøjet hvor sværdet havde siddet, men der var intet at se på hendes krop. Havde hun noget andet tøj at skifte til, ville ingen skænke en tanke til at hun havde været spiddet bare for en halvtimes tid siden. Han så ned på sine hænder som de dumpede tilbage i hans skød. De var hævede, og fulde af skrammer. 

Da Skadi pludselig afbrød stilheden, slog Stians hjerte et slag over og han skævede hen til hende igen. Det prikkede underligt i hans krop, og det var en følelse han ikke helt kunne sætte ord på; Ubehag, lettelse, vrede.. frygt for hvad Skadi ville sige, men mere end ubehagelig følelse om at Skadi kunne læse Stian fuldstændig som en åben bog. De ord han ikke ville sige lige nu, kom åbentbart til udtryk på hans forslåede ansigt, og Skadi havde set det. Stian rømmede sig kort; Det var jo rigtig nok, hun skulle ikke have gjort som hun havde; men nu havde hun gjort det; Han kunne kun håbe at hun ikke ville gøre det igen, selvom det nok bare var ønsketænkning. 

"Skadi.." prøvede han, men kunne ikke finde de rigtige ord. Han kom halvt akavet op på benene, og stod småvaklende på det raskeben inden han fandt en eller anden form for balance, "Du gjorde det i god mening.." Han bed sig kort i underlæben, "Var du ikke kommet havde jeg sikkert ligget der istedet." Han gjorde et henkastet fingerpeg mod en af de døde kroppe uden at kigge på det, "Jeg er virkelig taknemmelig for dit... dumdristige mod." Nu var der taget hul på bylden, og de kunne lige så godt forsætte samtalen, "Men.. Jeg er også målløs." Han havde ladet Skadi sige undskyld, og bemærkede hvordan hun ikke så på ham. "Jeg vidste godt at du fortalte mig hvordan... du.." Han mærkede en kvalme stige ham til halsen, "Hvordan du ikke kunne styre det.. men.. urgh.." kvalmen pressede sig på og afbrød hans ord, og flashbacks af Skadi, blodig og gennemboret af et sværd, samt hvordan han selv spydede et sværd igennem halsen på en af de kriminelle... alle billederne kom gyseligt tilbage, og han tog en hånd op til munden inden han hurtigt haltede sig hen til en nærtliggende busk og kastede op. 

Nu hvor hun alligevel havde brudt stilheden, og Stian begyndte at fortælle hvordan han var taknemmelig, vendte Skadi sig halvt imod ham, lyttende til hvad han havde at sige. Hvordan han fortalte, at han godt vidste hun havde fortalt ham det. Længere nåede han ikke i sin forklaring, da han pludselig holdt sig for munden, haltede væk, hen til en busk hvor han tømte sit eget maveindhold. Hun fulgte selv efter, lidt mere frisk i bevægelserne end ham mens hun forbandede sin tendens til at glemme at hjælpe folk når de var sårede. Og Stian var jo såret. Hun nåede hen til ham mens han var godt i gang med det og fik taget om ham så han ikke væltede ned i sit eget opkast. Og da han var færdig, tog hun hans arm over sine skuldre, så han havde støtte. 

”Dumdristig er mit mellemnavn,” kommenterede hun tørt, mens hun stille og roligt begyndte at føre ham tilbage mod hesten. Hvis hun kunne få ham derop at sidde ville alt gå lidt nemmere. Hun sukkede lavt på vejen hen til hesten og kiggede på ham. Det var intet under, at han kastede op, for han virkede ikke til at være vant til vold af samme mængde som hun var det. Og at hun skulle spidde sig selv på et sværd hjalp overhovedet ikke. ”Hvis det er nogen trøst, så bliver man vant til det.. Blodet.. Jeg er i hvert fald vant til det,” forklarede hun i et lidt henkastet og åndsfraværende tonefald. ”Bare lad være med at tænke på det for nu. Vi skal have dig hjem til dine byvagtsvenner, så du kan få set på dine skader,” fornuften var pludselig tilbage, på et langt højere plan end normalt, men nu var det jo også Stian her var tale om, så selvfølgelig ville Skadi gøre hvad som helst for at han kunne få det godt igen.

Stian var lænet foroverbøjet, med armene halvt støttende på sine lår så meget det var muligt. Han lagde nemlig al sin balance på det ben der stadigvæk var intakt. Hans krop rystede meget mere nu efter han havde kastet op, og han følte sig svedig og klistret i ansigtet. Det mindede ham om dengang han var en lille dreng og havde fået sig en grum feber.. der tog hans mor sig af ham; gad vide hvordan hun ville reagere hvis hun så ham i denne tilstand? 

Han tørrede rester af opkast fra mundvigen af i sit ærme, og følte at benene kunne knække under ham når som helst, men så mærkede han en bedre balance og støtte da Skadi kom hen til ham og fik ham op at stå så godt som det nu var muligt, imens hun holdt ham. Stian tog imod hendes venlighed, og støttede sig mod hende, han lod sit hovede falde hvilende ned mod hendes skulder, da han selv ikke kunne magte at holde det oprejst; Han mærkede slet ikke denne enorme udmattethed lige før. Skadi's tøre kommentar lod han være med at kommentere på, men sagde istedet tak for hendes hjælp. 

De var kommet nærmere hesten, og Stian så virkelig sølle ud, den brækkede næse, blodet, blå mærker der var ved at forme sig rundt omkring i hans ansigt og på kroppen. Han sukkede tungt, og skævede mod Skadi da hun begyndte at tale, det lød næsten som om hun prøvede at trøste ham, eller i hvert fald prøve at få ham til at få det bedre. Han nikkede sagte, ja, selvfølgelig var Skadi vant til blod, det var i hvert fald begyndt at gå op for ham, og måske ville det hele ikke være lige så slemt imorgen, men lige nu.. var det en tung byrde for ham at bære. 

"Du lyder så fornuftig lige nu." sagde han hæst og prøvede at tvinge et lille grin frem, i et forsøg på at være sjov, men forsøget faldt en smule til jorden da hans leen hurtigt blev til et lille hosteanfald på grund af tørheden i hans hals. 

Stians grin der hurtigt udviklede sig til en hosten, fik Skadi til at skæve mod ham før hun rakte ham sit vandskind, der var fyldt med mjød. Men det var bedre end smagen af opkast, helt sikkert. Hun lod ham drikke, hvorefter hun satte sig op på hans hest, kiggende ned på ham. ”Noget fornuft er der vel.. Altså, bare lidt..” hun kunne ikke lade være med selv at grine lidt over det, for det var en helt uvant ting for hende. Fornuft. Hun slås og drak og det var hendes hverdag. Hvilken fornuft var der i det? Det vidste hun ikke selv, men hun vidste til gengæld at hun ofte var meget fornuftig på andre folks vegne.

”Op med dig. Vi kommer først hjem om tre dage hvis vi går i dit langsomme tempo,” lød det mens hun rakte en hånd ned mod ham. De kunne ikke bare slentre af sted mens Stian blødte ud over det hele. Så var det bedre at de kom af sted på hesten, selv hvis det skulle gå hen at gøre ondt på ham.

Stian havde holdt hånden for munden imens han hostede, en smule slim og rester af opkast ramte ham i hånden, og da han fik øje på vandskindet som Skadi rakte hen mod ham, tørrede han først sin beskidte hånd af i sin uniform, og tog derefter imod det med et taknemmeligt nik. Han troede først det havde været vand, og den pludselige smag af mjød fik ham til at løfte et overrasket øjenbryn. Tingene smager altid lidt spøjst, når man havde forestillet sig at det var noget andet til at starte med, men ved nærmere eftertanke var det selvfølgelig mjød når det befandt sig blandt Skadi's forsyninger. Stian var ikke synderligt kræsen, og han brød sig om mjød; alt andet var desuden bedre end smagen af opkast som stadig lå og lumrede i hans smagsløg. Han drak en god slurk, og kunne mærke at stemmebåndet blev smurt for hver dråbe. Stian rømmede halsen, og gav vandskindet tilbage til Skadi, "Tusind tak. Nu er smagen ikke så slem længere." han hentydede til den dvælende smag i munden han havde før.



Skadi satte sig op på hesten, og Stian fulgte hende med blikket. Han kom med et tvungen smil til hende, "Bare lidt, i hvert fald." gentog han sagte. Han ønskede at hun en dag ville finde fodfæste, og en mere stabil og balanceret levestil. Hvis han kunne hjælpe hende med det, ville det betyde alverden for ham. Han tog imod Skadi's hånd, og støttede sig så godt han kunne til sig selv, for at han ikke gav al sin vægt til hende. Lidt akavet kom han op at sidde bag hende. Det gjorde forfærdeligt ondt at bruge kroppen på den måde, og smerten dvælede ved ham forsat efter at han havde sat sig til rette. 

"Jeg ligger lige armene om dig, så jeg ikke falder af." mumlede han udmattet alt imens armene fandt vej omkring hendes liv, og han hvilede hovedet mod hendes nakke og skuldre.

Skadi ville helst ikke se hvad det var, Stian havde hostet op i sin hånd. Hun fik kun et glimt af det og hun kiggede derefter ret hurtigt væk. Opkast var ikke lige hendes smag. Det var til at håndtere, men hun havde kun gjort det én gang selv. Og det ville hun helst ikke huskes på, for det havde været ret smertefuldt. "Det siger du ikke," hun satte vandskindet tilbage i oppakningen og fik med møje og besvær hjulpet Stian op at sidde bag sig.

"Jeg tror vi tager forbi den kro jeg bor på.. Hvis din mor ser dig sådan dér, flipper hun helt sikkert skråt og beskylder mig for det," det var tydeligt en joke, men i Skadis toneleje kunne der godt sås let tvivl omkring det. Hun grinede normalt kun over sine jokes eller sagde dem i en morsom tone hvis hun virkelig var fuld. Og det var hun ikke lige nu. Med Stians arme om sig, satte hun hesten igang. Det gik stille og roligt fremad, for hun ville ikke overbelaste ham.

De begyndte at ride afsted, men bevægelserne fra hesten begyndte at give små jag i hans udkørte krop. Det var dog ikke noget han beklagede sig over, og kom kun med små sagte sukke lyde, når det gjorde alt for ondt.

Stian havde et godt tag om Skadi, og han kunne mærke at udmattelsen var ved at tage over. Skadi nævnte en kro, og det tiltalte Stian meget fint. Det kunne være rart med en lille lur i hvert fald. Da Skadi havde nævnt kommentaren om hans mor, kunne han ikke lade med at komme med et lille skævt smil, der kunne skimtes svagt fra hans mundvige. "Hun ville i hvert fald ikke blive synderligt begejstret." sagde han lavmælt.


Og lidt efter var det som om han svævede mellem at være vågen og i sovende tilstand imens de red imod kroen.