Det var ikke meningen at det skulle være endt som det havde gjort for Gabe. Han var faktisk ikke engang klar over hvorfor han havde søgt så meget nordpå. Men på en eller anden måde var han endt oppe i Norvik i den isnende kulde, og selv hans bedste tøj havde ikke kunne holde ham ordentlig varm. I virkeligheden burde han havde søgt længere syd på igen, inden der skete varrige skader på ham. Dette blev dog et øjeblik glemt, som han så en lille gruppe af banditter i udkanten af byen. De havde angrebet en ung pige, og hvem vidste hvad de ville have gjort ved hende, hvis Gabe ikke havde kommet til undsætning. Han kunne trods alt ikke gå fra sådan en scene og i det mindste ikke hjælpe. Det ville Isari heller ikke ønske af ham.

Så han tog kampen op. Desværre var det begrænset hvor god han var i en kamp situation, og kun hans magiske evner kunne hjælpe i dette. På samme tid ønskede han ikke at dræbe mændene. Isari ønskede trods alt at livet skulle forsætte hos folk, selvom godheden måtte overvinde alt. Det var dette dilemma der gjorde at han på nuværende tidspunkt lå i sneen. Et stort stiksår i siden, og hans energi drænet. Han skulle ikke have brugt hans mørke magi, når han blev så træt af det, og at han blev stukket af en af mændene, inden at de selv faldt om af eksplosionerne. Det var ikke en god ting.
Hvad det var der gik ham til at søge videre, og ikke bare blive liggende i sneen er til at diskutere. Gabe selv ville sige at det var Isari der ønskede at han skulle forsætte, og ikke bare give op her, men det kunne ligeså godt bare være stædighed, eller held. Da han kom på benene, og vaklede fremad, søgte han mod et tempel. Dette var dog ikke noget han var klar over, selv ikke da han faldte om udenfor døren.

((undskyld over den ikke så gode start ;^; ))

Det var en umådelig panisk Saga, der fandt ham. Ingen forventede at finde kollapsede folk ude foran deres dør. Og da slet ikke på hellige tempelgrunde, selvom de til tider blev brugt som ly for dem, der intet andet kunne finde. Men som regel var de ikke beklædt med blødende sår og bevidstløs udmattelse, som den fremmede mand, der mødte hende på vej ud for dagens sidste affejning af sne. Det havde ikke varet længe, før hendes forskrækkede gisp var blevet skiftet ud med udråb efter hjælp fra de få andre til stede, mens hun var faldet på knæ for at svøbe ham i sine bevingede arme og løfte ham fra de kolde stentrin, indtil en middel aldrende kvinde - iklædt i den samme sølvgrå tempelskåbe - fandt sin vej til dem for at hjælpe den hjælpeløse indenfor i varmen. Igennem det hele forsvandt det dybt bekymrede blik sig ikke fra den unge kvindes brune øjne. Og deres opmærksomhed forlod heller ikke manden.

I al hast var han blevet ført til en sygeseng i den vestlige ende, hvor det meste af hans beklædning var blevet fjernet for at kunne lægge de nødvendige forbindinger omkring, hvad der udadtil lignede et dybt knivstik. Og derefter var halv-fuglen blevet efterladt til at tage sig af ham.
Hendes købe bar stadig spor af det af hans blod, som hun ikke haft succes med at tørre af. Ikke at hun havde gjort sit bedste for det, da der trods alt var andre vigtigere ting at se til. Og den forsvundne farve fra hendes ansigt, var så småt vendt tilbage. Distraherende gik hun i gang med at samle hans tøj op og foldede dem roligt over sin ene arm, mens hun betragtede ham. Et tykt og varmt tæppe var blevet lagt over hans krop, så han kunne få varmen igen. Hun kunne mærke et stik i hjertet, da hun begyndte at undre sig over, hvor længe han mon havde nået at ligge der ude, før hun havde opdaget ham. Hun var vant til nordens kulde, som så mange andre, der boede og var opvokset i en by som Norvik. Men han lignede ikke en fra norden. Egentlig havde hun aldrig set nogen lignende, hvilket skete en del mere sjældent, end hvad man skulle tro.

Gabe havde forlængst mistet besvidstheden ude i kulden, og selvom hans hjerte stadig havde banket, og blodet løbet rundt i hans krop, så var der ikke nogen tvivl om at han havde set bedre dage. Det var også grundet dette, at han ikke lagde mærke til at han blev taget indenfor. Der gik faktisk op til flere timer, før at han begyndte at bevæge lidt på sig.
Det første han lagde mærke til var en smerte i hans mave. En Voldsom smerte. Ikke en han ikke var vant til, men trods alt stadig en smerte der gjorde mere ondt end det meste. Nogle små grynt af smerte kom da også af manden, før at han langsomt begyndte at blinke lidt med øjnene. Her var ikke decideret mørkt. Faklers lys. Så meget mente han da at det var, men det var nok mørkt udenfor. Han var dog meget deorienteret, da han ikke kunne huske noget. Det sidste han huskede var at han havde sat sig ned og var besvimet af smerter og blodtab.
"Hvor..." kom det hæst fra Gabe, som han prøvede at sætte sig op, selvom han følte sig svag, og som om at hans arme ikke rigtig gad at hjælpe ham op at sidde. Han var også en smule svimmel, og virkelig, virkelig tør i halsen. Det mindste hans ænsede var hvordan nogen pænt havde klædt ham af og forbundet ham. Det var i den grad ikke noget der gik igennem ham.

Saga havde ikke forventet at se meget af en ændring, da hun vendte tilbage, men til hendes overraskelse – og svage forskrækkelse – var manden vågnet op og allerede på vej ud af sengen af, hvad hun kunne se. En minimal mængde af panik spredte sig straks i hende, og fik med nød og næppe skyndt sig hen til ham uden at bare smide fadet, hun havde bragt, fra sig.
”Wow, hey.” Fluks havde hun lagt fadet på gulvet ved siden af hans seng, hvorefter hun per automatik rakte sine bevingede arme mod ham, for at kunne dirigere ham ned at ligge igen med at presse meget let på hans skuldre. Hun brugt ingen form for direkte tvang. Hun ville nok ikke engang kunne holde en mand nede, hvis han virkelig ønskede at rejse sig. ”Du burde ikke bevæge dig for meget. Dit sår ender med at gå op igen.” forklarede hun ham med en så blid stemme, som var hende mulig i den lettere panikslagne situation. Men efterfølgende som hun faldt ned igen, gled et forsikrende og betryggende smil frem på hendes læber som hun observerede hans nu vågne tilværelse.
”Det er okay.” Roligt fjernede hun sine arme fra ham igen, og faldt bedre ned at sidde. Stadig med god udsyn til ham, eftersom sengen ikke var særlig højt over stengulvet. ”Jeg er søster Saga. Og du befinder dig i Banshein-templet. I Norvik.” Ydmygt lagde hun sine ’hænder’ i sit skød og gjorde sit bedste for at virke så lidt truende som muligt, hvilket heldigvis altid havde ligget hende nemt. Det kunne såvel ses på hende, at hun ikke engang ville kunne gøre en flue fortræd. Hun havde dog før oplevet at folk alligevel var bange for hende, ligesom de var bange for alt anderledes og mærkværdigt.
”Kan du huske dit navn?” Det var vel det første skridt at tage, nu hvor at det var blevet bekræftet, at han stadig var i live og ikke så ud til at være på dødens rand længere. Det kunne selvfølgelig hurtigt dreje, men for nu havde han i det mindste energien til at sætte sig op.

Gabe så dårligt kvinden der kom over mod ham, han var så fokuseret på at hans smerte, og at han prøvede at sætte sig op, for at finde ud af hvor han var, og hvor udgangen var. Han kunne vel ikke bare blive ligget i fremmede sted forevigt.
Der gik dog også et tydeligt chok gennem ham, da han hørte hendes stemme, men da han kiggede op, og så fuglekvinden, var det som om at han bare... gav op? Han lagde sig i hvert fald bare tilbage ned i sengen med et suk, men også som om at han havde det fint med at være her, nu nå rhan havde fået disse ting at vide.
"Gabe," kom det hæse svar, og han prøvede da også at synke noget spyt, men hans hals blev ved med at føles tør og ru. Hvad han ikke ville give for lidt at drikke lige nu. Alligevel lod han sine øjne hvile på fuglekvinden... nej.. Saga. Hun føltes slet ikke så gammel som navnet føltes i hans hoved, ej eller føltes det som om at hun var fyldt til brinken med historier. Hun var bare en ganske almindelig præstinde i et tempel.

"Hvad skete der?" spurgte han så, og prøvede at synke endnu engang. Det var alligevel lang tid siden at han havde følte sig så forfærdelig som han lå sådan her. I det mindste var han ikke alene, og i det mindste virkede det til at de ville ham det bedste, men han kunne ærligtalt ikke rigtig huske hvordan han var endt der, og svar var altid noget han søgte.

Sagas smil voksede en smule og vidste nu mere lettelse i hendes nordisk blege ansigt, da han fortalte hende hans navn. Det var altid noget. Han virkede ikke til at være andet end rundt på gulvet, hvilket også var helt forståeligt, taget i betragtet, hvordan de havde fundet ham. Han havde været heldig, at han var blevet fundet i tide. Hun var ikke klar over, hvor længe han ville have overlevet ude i kulden. Men nu vidste hun heller intet om ham. Og noget inde i hende mente, at han ikke blot var et menneske. Der hang noget mere helligt hen over ham. Ikke helligt som den bygning de befandt sig i, hvor alt var renset og rent. Det var anderledes.

”Det havde vi håbet på, at du kunne fortælle os.” svarede hun uden at tage det venlige blik fra ham. ”Vi fandt dig bevidstløs udenfor, ude foran templets dør. Og de blodspor der ikke var blevet dækket til med sne, hentydede til, at du må have slæbt dig selv her til igennem skovbrynet.” Hun tog endelig de brune øjne fra ham igen, og drejede det ned imod fadet ved sin side. Et krus af bronze med glasklart vand og en dyb tallerken med en tyk orange suppe, der meget vel kunne være en stuvning. Og et afbrækket stykke brød. Hun kunne ikke undgå at se en smule usikkert ned på det, men hun rakte nu alligevel begge sine ’hænder’ ud efter kruset.
”Jeg bragte noget mad og drikke med til dig i tilfælde af at du vågnede op.” Igen vendte hun sig mod ham, nu ved kruset løftet op foran sig for ham at se. Et par kobberrøde krøllede lokker hår fik hun også kastet væk fra sit ansigt. Hun løftede sig op at sidde på sine knæ og var derfor hævet en smule mere. ”Jeg beklager virkelig, men du bliver nød til at løfte dit hoved bare lidt.” Hun så på ham med et undskyldende udtryk i de allerede eksisterende usikre folder. Hun burde have fået en af de andre til at gøre dette. Hun havde ikke fingre til at holde fast omkring en krop med bare en hånd. Så hun kunne ikke engang holde hans hoved støttet, mens hun førte kruset over mod hans læber for at lade ham tage en slurk. Det var heldigvis ikke første gang for hende, så lidt kontrol havde hun da.

Han kunne ikke huske noget, og en panik begyndte at sprede sig igennem ham. Han kunne ikke glemme sit liv igen, det var allerede sket ham en gang. Men hvis han huskede det, så var det nok bare et spørgsmål om at han stadig var lidt rundt på gulvet? Han håbede det. Tanken om at glemme hvem og hvad han var endnu engang smertede ham. Der var ikke noget værre end at gå gennem verdenen og ikke vide noget om sig selv. Især fordi han vidste så meget om verdenen omkring sig. Mere end så mange andre han havde mødt på sin vej. Det var en underlig ting at skulle håndtere.

”Jeg.. kan ikke huske det,” svarede han hæst, mens han blik fandt på vandet. Bare lidt at drikke ville være godt. Drikkelse var altid en højere prioritet for ham end mad var. Han mente at han havde behov for mad, men samtidig så virkede det som om at han krop ikke blev svagere ikke at spise. Det var en underlig ting at være i, for han var ikke helt sikker på hvad han var, når hans krop gjorde det. Logisk ville han sige at han var et menneske, men mennesker havde behov for at spise oftere end han gjorde.
Han kiggede lidt stift, og forsigtigt brugte sine arme til at sætte sig lidt op, så Saga kunne hjælpe ham med at få noget at drikke. Han ville nok også have det lidt bedre med at snakke når det var kommet i ham.

Det var endnu en lettelse at se ham drikke uden synlige problemer, og Saga kunne ikke undgå at smile lidt, mens hun meget forsigtigt hældte i takt med at han sank væsken i sig. Han måtte have være tørstig, sådan som han tog til sig af vandet, og det var hende kun forståeligt. Egentlig ville hun helst have set ham drikke noget varmt, så han bedre kunne genopbygge sin kropsvarmen, men han virkede ikke til at være påvirket på samme måde, som hun havde forventet. Selv hun – med isolerende fjer til at dække dele af kroppen – frøs i Nordlandets kulde. Den eneste forskel var, at hun var vant til den efter at have boet i den hele sit liv.
Hun tog sin tid med ham, for hun havde ingen grund til at skynde sig. At komme sig over, hvad han tydeligvis havde været ude for tog sin tid og sin pleje. Dog blev hun nød til at stoppe med at hælde, at kruset var godt og væk tømt. Kun få dråber var tilbage.

”Det er godt at se, at du ikke har nogen problemer med at drikke, Gabe.” sagde hun blidt og smilede næsten helt stolt til ham, da hun trak kruset til sig og stillede det fra sig igen. ”Jeg kan bringe dig noget mere, hvis du har brug for det. Jeg kan sikkert også få en anden søster til at gøre det, så du ikke skal anstrenge dig unødvendigt for at drikke.” Hun hentydede selvfølgelig til, hvordan han alligevel havde været nød til at løfte sig op fra sengen og muligvis lægge uønsket tryk omkring såret. Netop det hun ellers havde sagte, at han skulle undgå.
”Men du husker virkelig ikke noget?” Endnu engang fremviste hun sin bekymring for ham i bløde ansigtstræk. Hendes blik gled roligt ned over hans krop til trods for, at den var dækket til af tæppet. Hun var godt klar over, hvad der var der under. ”Det ligner, at du var blevet stukket ned. Det var et ret dybt snit, men du var heldig. Kulden måtte alligevel have fået blodet til at størkne hurtigere, så du ikke forblødte for meget. Og der var ikke kommet betændelse i såret.” forklarede hun, hvorefter hun så tilbage op mod ham. ”Du burde hele fint op, og du burde være tilbage på sine ben i løbet af nogle dage. Indtil da anbefaler vi, at du slapper af. Nak’lar har budt dig som sin gæst i templet.” Da de sidste ord forlod hendes strube, bøjede hun svagt hovedet ved omtalen af underguden.

Vandet hjalp en del på Gabes hals. Den havde været så tør, og han følte han dårligt kunne snakke uden det gjorde ondt, men det var allerede langt bedre. Noget varm mad ville nok også være ganske godt til at varme ham yderligere op.
"Tak," sagde han blidt, og lænede sig tilbage i sengen igen, så han lå ned. Hvis han skulle have noget at spise, så skulle ha nok lige få sat sig ordentlig op, selvom at Saga havde virket imod det. Men det kunne godt være at det var fordi at han halvt havde været på vej ud af sengen.

"Jeg takker Nak'lar for hans gæstfrihed, men jeg må ærgre dig med at sige, at jeg ikke husker meget. Jeg tror jeg kan huske at jeg lagde mig til at sove et sted, men episoden der uden tvivl ledte op til det er tåget," indrømmede Gabe lettere bedrøvet. Det stak også lidt i ham at det var et tempel af Nak'lar. Havde Isari efterladt ham? Havde hun ikke kunne guide ham til et af sine egne templer? Eller han var i Nordlandet. Der var hun selvfølglelig ikke så udbredt. Han kunne bare håbe at Isari havde ledt ham her af en årsag, og det ikke var fordi at han var blevet forladt. Han tog sin noget tynde højre arm og hånd op for at tage fat i det fine smykke der stadig hang om hans hals, og knugede om tegnet for Isari.

Selvfølgelig var det ikke det bedste tegn, at han ikke kunne huske, hvad der egentlig var sket. Saga kunne ikke andet end blot forestille sig, hvordan det må være, at have sorte huller i sin hukommelse. Det tætteste på, hun nok nogensinde var kommet på noget lignende, var når hun faldt bevidstløs. Men hun tvivlede stærk på, at det var det samme. For hendes var mere som at falde i søvn. Og så var der det faktum, at han rent faktisk huskede at have lagt sig. Af udmattelse, antog hun.
”Du ærgre mig ikke. Bestemt ikke. Jeg kan ikke se, at det skulle være din egen skyld, at du ikke kan huske episoden. Det vigtigste for os er trods alt, at du er i live.” forklarede hun ham. Det hele kunne meget vel virke en smule for forsikrende. Særligt med måden hvor hun talte så blidt og ydmygt til ham. Hun havde før oplevet mere oprevne mænd, der ikke brød sig om, at blive talt til, som var de skrøbelige. Dog havde Gabe ikke givet stort udtryk for det indtil videre. Han måtte vide, at templernes gæster næsten var højere respekteret end præster og præstinderne selv.

Pludselig sukkede hun lidt mere højlydt, som for at bryde igennem en akavet stilhed, der endnu ikke havde lagt sig. ”Men min teori vil være, at du nok brugte din energi op.” startede hun med et ganske svagt livligt glimt i de brune øjne, som de så smilende på ham. ”Da du blev bragt indenfor, var det ikke svært at fornemme den magiske ladning, der hang over dig. Jeg ville kunne have bildt mig selv ind, at jeg kunne opfange en brændt lugt. Og selv folk uden meget magisk viden, ved at magi kan dræne en voldsomt. Hvis du blander den mulighed sammen med, at du har fået et kritisk kødsår, så vil det forklare bare lidt. Mit gæt vil være et knap så.. behageligt sammenstød.”
Saga kunne ikke andet end at håbe, at det muligvis kunne hjælpe. Egentlig var det ikke hendes arbejde at ytre sig om hendes egne forestillinger, men i dette tilfælde virkede det ikke direkte forkert at gøre. Roligt faldt hendes blik så ned på hans hånd, der knugede om smykket, de ikke havde nænnet at tage fra ham. En hver der havde knyttet sig så meget til Isari ville nok ikke have set med gode øjne på, at blive frataget tegnet for sin gudinde.

Gabe havde intet problem i at blive talt som om at han var skrøbelig, fordi han var det. At han ikke viste det ofte var en helt anden sag. Der var bare ofte ikke grunde til at vise hans mindre kønne sider for andre. De havde ikke behov for at bære den byrde. Det var en byrde for ham alene.
Alligevel kom der et næsten forstående blik da hun begyndte at tale om at han havde opbrugt hans energi, inden han næsten panisk greb fat i sin højre arm og kiggede på den. Selv for det almen øje, kunne man se en stor kontrast mellem venstre og højre arm. Den højre arm var tyndere, mere rynket. Den virkede gammel, måske næsten sygelig, og så gjorde den næsten et indhug oppe ved overarmen, som ellers så frisk og sund ud.
Som hans øjne løb over armen, så han dog mere og mere rolig ud. Den så ikke ud til at være blevet markant værre end den allerede var, selvom det gav mening at han havde brugt sin magi. Magien der gik mod alt hvad han troede på. Men den måtte have været nødvendig, og hvis Saga havde ret i hvad der var sket, så kunne Gabe godt forstille sig hvad der var sket.

”Du... har nok ret,” indrømmede han. Modvillig til at forklare hvad der var løbet gennem hans tanker. For hvis han snakkede om det, så kunne han ikke undgå at snakke om sin magi. Måske dette individ intet ville have imod det, men man kunne aldrig være sikker. Mørk magi hos en Isari tilbeder? Det så galt ud for alle, og Gabe vidste stadig ikke grunden.